Kendelse af 05-02-2014 - indlagt i TaxCons database den 08-03-2014

Sagens emne

SKAT har nedsat købsmomsen med 138 kr., idet udgift til transport af kommode, der er anset som privat anskaffelse, ikke er anset som fradragsberettiget.

Landsskatteretten stadfæster afgørelsen.


SKAT har anset 71.229 kr. af varelagerets værdi for udtaget til privat anvendelse. Salgsmomsen er derfor forhøjet med 17.807 kr.

Landsskatteretten stadfæster afgørelsen.


SKAT har anset 18.485 kr. af inventarets værdi for udtaget til privat anvendelse. Salgsmomsen er derfor forhøjet med 1.848 kr.

Landsskatteretten stadfæster afgørelsen.


Faktiske oplysninger

Du har igennem ca. 20 år drevet en virksomhed med dekoration. Din repræsentant har oplyst, at der til den daværende dekorationsvirksomhed gennem en årrække var knyttet en fysisk butik, hvor bl.a. de brugte dekorationsmaterialer af forskellig karakter blev solgt.

I afgiftsperioden 2010 er virksomheden blevet drevet af dig ved siden af dit fuldtidsjob som farmakonom i din ægtefælles apotekervirksomhed. Virksomheden blev etableret primo 2005. Virksomhedens omsætning var i 2010 og 2011 på henholdsvis 82.500 kr. og 80.000 kr. Virksomheden udfører dekorationsopgaver i [virksomhed1] og i [virksomhed2]. Disse 2 apoteker drives af din ægtefælle. Derudover er der udført arbejde for medicinalfirmaet [virksomhed3]

I 2008 blev internetbutikken "[virksomhed4]" etableret. Din repræsentant har oplyst, at de dekorationsmaterialer, der er anvendt i dekorationsvirksomheden, efterfølgende er forsøgt afhændet igennem internetbutikken. Det er oplyst, at der ikke herudover er indkøbt varer til internetbutikken. En del af de varer, der er på lager, er anskaffet før etableringen af internetbutikken.

Din repræsentant har oplyst, at der endnu ikke er genereret omsætning i internetbutikken.

SKAT har ikke godkendt fradrag for købsmomsen af nedenstående udgifter vedrørende internetbutikken:

Kamera

5.039 kr.

Kommode

2.823 kr.

Transport af kommode

522 kr.

Messe i [Frankrig] inkl. adgangsbillet, fly og leje af lejlighed

5.157 kr.

Gebyr Visakort

150 kr.

Internetside internetbutik

247 kr.

13.930 kr.

Det er oplyst, at kameraet er anskaffet den 18. oktober 2010 med det formål at fotografere koraller mm. til internetbutikkens hjemmeside. Kommoden er købt for at præsentere de ting på, der skal fotograferes til hjemmesiden.

Ved gennemgang af virksomhedernes regnskaber har SKAT konstateret, at bogføringen i dekorationsvirksomheden ikke er tilrettelagt på en sådan måde, at beløb i bogføringen kan følges til regnskabet.

SKATs afgørelse

SKAT har forhøjet momstilsvaret med 21.053 kr. En forhøjelse på 2.160 kr. er ikke påklaget.

Udgifter til kamera, kommode, deltagelse i messe i [Frankrig], gebyrer for anvendt visakort i Frankrig samt udgift til internetside, er ikke anset for afholdt for at erhverve, sikre og vedligeholde indkomsten i en erhvervsmæssig virksomhed. Internetvirksomheden [virksomhed4] er ikke anset som en erhvervsmæssig virksomhed, da den ikke er rentabel og ikke er drevet med en sådan intensitet, at der er udsigt til, at der kan opnås en omsætning af en vis størrelse.

SKAT har vurderet, at der er tale om 2 forskellige virksomheder, hvoraf internetvirksomheden ikke er erhvervsmæssig.

Din opfattelse

Din repræsentant har fremsat påstand om, at der er tale om én virksomhed, og at momstilsvaret godkendes som angivet.

Internetbutikken har endnu ikke genereret omsætning, ligesom der ikke specifikt er indkøbt varer til salg via denne. Internetbutikken har udelukkende været forsøgt anvendt til videresalg af dekorationsmateriale, når det ikke længere kunne anvendes i forbindelse med dekorationsopgaver.

SKATs afgørelse bygger på en antagelse om drift af to særskilte virksomheder, hvor SKAT diskvalificerer almindelige driftsomkostninger i en overskudsgivende virksomhed som værende private omkostninger.

Faktuelt driver du én virksomhed under ét CVR-nr. At du har forsøgt at afhænde tidligere indkøbte dekorationsmaterialer via internetbutikken, bør ikke kunne føre til den konklusion, at der er påbegyndt en yderligere virksomhed.

Som dekoratør kan man ikke skille tingene ad. De varer, som virksomheden bruger til dekoration, er virksomheden nødt til at afsætte igen.

Landsskatterettens afgørelse

Hvis en skattepligtig driver en række ensartede virksomheder, kan disse efter en konkret vurdering udgøre en samlet virksomhed. I denne sag er der tale om en dekorationsvirksomhed samt om en internetbutik, hvor det er oplyst at diverse dekorationsvarer er sat til salg. Det må afgøres efter en konkret vurdering, om der foreligger en eller flere virksomheder med samme indehaver.

Landsskatteretten finder ikke, at det er godtgjort, at der har været denne sammenhæng mellem dekorationsvirksomheden og internetbutikken. På denne baggrund er Landsskatteretten enig med SKAT i, at det ikke kan anses for ensartede virksomheder. Dermed kan dekorationsvirksomheden og internetbutikken ikke anses for én samlet virksomhed.

Momspligtige personer er juridisk eller fysiske personer, der driver selvstændig økonomisk virksomhed, jf. momslovens § 3, stk. 1.

Henset til virksomhedens omfang og intensitet, herunder særligt at internetbutikken efter flere år ikke har konstateret et salg, men primært må anses for udslag af din private interesse, anses virksomheden ikke for at udgøre en selvstændig økonomisk virksomhed, jf. momslovens § 3, stk. 1, og er derfor ikke momspligtig. Moms af indkøb til internetbutikken kan derfor ikke fratrækkes, jf. momslovens § 37.

Varelager og inventar, der er udtaget fra dekorationsvirksomheden og overført til internetvirksomheden, anses for overført til privat anvendelse. Momsbeløbet sidestilles med salgsmoms jf. momslovens § 8, stk. 2.

Landsskatteretten stadfæster således SKATs afgørelse i sin helhed.