Kendelse af 19-12-2014 - indlagt i TaxCons database den 20-02-2015

Klagen skyldes, at SKAT for perioden 1. oktober 1994 - 30. september 2004 ikke har imødekommet en anmodning fra A/S [virksomhed1], herefter benævnt selskabet, vedrørende tilbagebetaling af 286.672 kr. i indgående afgift i forbindelse med udgifter til bespisning af forretningsforbindelser og ansatte, i forbindelse med mødebespisning, idet dokumentationskravet ikke er anset for opfyldt, jf. styresignalerne SKM2010.622.SKAT og SKM2011.829.SKAT.

Landsskatteretten ændrer SKATs afgørelse, idet selskabets principale påstand om, at selskabet er berettiget til tilbagebetaling af indgående afgift, i alt 288.538 kr., for perioden 1. oktober 1994 - 31. december 2004, imødekommes.

Faktiske oplysninger

Selskabet har ved brev af 15. december 2010 anmodet SKAT om tilbagebetaling af indgående afgift i forbindelse med udgifter til bespisning af forretningsforbindelser og ansatte for perioden 1. januar 1994 - 31. december 2009 i forbindelse med møder, jf. SKATs styresignal, SKM2010.622.SKAT, offentliggjort den 4. oktober 2010. Anmodningen er ved brev af 22. juni 2012 korrigeret af selskabet til at vedrøre perioden 1. oktober 1994 – 31. december 2009, og kravet er opgjort til i alt 379.933 kr.

SKAT har den 4. juli 2012 truffet afgørelse, hvorefter SKAT har imødekommet anmodningen for perioden 1. januar 2005 - 31. december 2009 med i alt 93.261 kr.

I forbindelse med at SKAT anmodede selskabet om yderligere dokumentation for perioden 1. oktober 1994 – 31. december 2004, undersøgte selskabet gamle arkiver, såvel fysiske som elektroniske, for at finde materiale, der kunne dokumentere omkostninger i forbindelse med interne arrangementer.

Opgørelsen nedenfor viser de afholdte omkostninger til fortæring m.m. i perioden. Oversigten er underbygget af en specifikation til respektive årsregnskaber og viser i hvilken post, udgiften har været afholdt; salgs- og konsulentmøder, firmabesøg m.v. Selskabet har vurderet, at ca. 50 % af denne post er fortæring m.m. i forbindelse med møder i selskabets lokaler. Derved fremkommer et beløb, der totalt overstiger det tidligere ansøgte beløb med ca. 100.000 kr., jf. opgørelsen nedenfor.


I det tidligere fremsendte materiale til SKAT beregnede selskabet et gennemsnit for alle årene. Forklaringen på, hvorfor den faktiske udgift til bespisning ved møder i perioden 1994 - 2004 er højere, end hvis man beregner på baggrund af et skøn i de seneste år, er, at selskabets generelle aktivitetsniveau i perioden 1994 - 2004 er højere, end det har været i de senere år.

Selskabets skønsmæssige opgørelse over bespisning i perioden 1. oktober 1994 - 30. september 2004:

År

Beløb (kr.)

Bespisning skøn (kr.)

Beregning moms (kr.)

Tidligere skøn (kr.)

1994/1995

287.026

143.513

28.703

18.652

1995/1996

395.202

197.601

39.520

18.652

1996/1997

342.871

171.436

34.287

18.652

1997/1998

370.597

185.299

37.060

18.652

1998/1999

355.861

177.931

35.586

18.652

1999/2000

247.918

123.959

24.792

18.652

2000/2001

234.214

117.107

23.421

18.652

2001/2002

226.205

113.103

22.621

18.652

2002/2003

229.136

114.568

22.914

18.652

2003/2004

177.685

88.843

17.769

18.652

286.672

186.520

Det fremgår af SKATs afgørelse, at der ikke er truffet afgørelse vedrørende perioden 1. oktober – 31. december 2004.

Selskabets repræsentant har under sagens behandling i Skatteankestyrelsen oplyst, at perioden 1. oktober – 31. december 2004 ved en fejl ikke er medtaget i opgørelsen af kravet.

Det er hertil oplyst, at selskabet tidligere havde forskudt regnskabsår, som gik fra 1. oktober - 30. september. Det betyder, at regnskabsåret 2003/2004 dækker perioden 1. oktober 2003 - 30. september 2004. Regnskabsperioden 2004/2005 dækker perioden 1. oktober 2004 - 31. december 2005. Det vil sige 15 måneder.

Det fremgår af selskabets anmodning om genoptagelse af 15. december 2010, at kravet for 2005 er opgjort på månedsbasis for månederne januar til december 2005. Af opgørelsen fremgår det endvidere, at kravet for årene 2005 til 2009 udgør henholdsvis 13.949,44 kr., 22.129,93 kr., 19.286.214 kr., 24.882,22 kr. og 13.012,93 kr.

SKATs afgørelse

SKAT har for perioden 1. oktober 1994 - 30. september 2004 ikke godkendt fradrag for indgående afgift vedrørende udgifter til bespisning af forretningsforbindelser og ansatte, i alt 286.672 kr., idet der ikke er indsendt en specifik opgørelse over kravet, samtidig med at der ikke er indsendt dokumentation for den ønskede udbetaling.

I henhold til skatteforvaltningslovens §§ 31 og 32 skal der fremsættes oplysninger af faktisk eller retlig karakter, for at der kan ske genoptagelse af momstilsvaret.

Det fremgår af SKM2011.829.SKAT og SKM2010.622.SKAT, at virksomheden skal kunne dokumentere opgørelsen af tilbagebetalingskravet gennem relevant regnskabsmateriale og andet bilagsmateriale, som efter virksomhedens opfattelse kan dokumentere kravet.

Virksomheden skal gennem regnskabet m.v. kunne dokumentere, at der er afholdt udgifter til bespisning.


Herefter skal virksomheden sandsynliggøre hvor stor en andel af disse bespisningsudgifter, der er omfattet af tilbagebetalingsadgangen.

Vedrørende dokumentationskravet for perioder, der er ældre end 5 år, skal der også for disse perioder indsendes en specificeret opgørelse af tilbagebetalingskravet. Dokumentationskravet vil i disse situationer efter en konkret vurdering kunne opfyldes ved hjælp af eksempelvis specifikation til regnskabsmateriale, mødekalendere eller lignende.

Vurderingen af, om der er behørig dokumentation, skal også indeholde en gennemgang af, hvordan virksomheden er kommet frem til kravet for ældre perioder. Der ses bl.a. på, om det er ensartede skønnede beløb for en årrække. Kan virksomheden f.eks. dokumentere et krav for de seneste 5 år, så kan den ikke blot anvende kravet for den periode som udgangspunkt for tilbagebetaling for den ekstraordinære periode. SKAT accepterer ikke, at virksomheden blot ganger med de resterende antal år, der ønskes tilbagebetaling for. Virksomheden vil i den situation ikke leve op til dokumentationskravene. Hvis virksomheden ikke har opbevaret regnskabsmateriale af nogen art for perioder ældre end 5 år, kan der ikke ske tilbagebetaling.

I SKATs udtalelse til klagen er bl.a. anført, at de omhandlede udgifter er omfattet af momslovens § 42, stk. 1, nr. 1 og 5.

Særligt vedrørende perioden 1. oktober – 31. december 2004 er der under sagens behandling i Skatteankestyrelsen bl.a. henvist til, at regnskabsperioden 2004/2005 dækker perioden 1. oktober 2004 - 31. december 2005.

Ifølge kravopgørelsen til anmodningen om genoptagelse fra 15. december 2010 er der for kalenderåret 2005 taget udgangspunkt i kontospecifikationen/den faktiske bogføring for en række nærmere anførte konti.

Det er derfor umiddelbart opfattelsen, at den bogføring, som fremgår af bilaget, må omfatte de 15 måneder. Således er kravet for 4. kvartal 2004 allerede medregnet i kravet for hele 2005.

I det omfang dette ikke er tilfældet, må det tilfalde selskabet at dokumentere dette.

Det er videre anført, at specifikationen fra bogføringen, som var vedlagt anmodningen fra 15. december 2010, omtaler bogføring fra en konto som er benævnt ”Gl. Edb system bilag [...]”. Dette må omfatte perioden 4. kvartal 2004 og derved opsamling fra omlægningen.

Hvis den bogføring, som er angivet på specifikationen, ikke omfatter 15 måneder, men alene 12 måneder, så er det korrekt, at kravet ikke omfatter 4. kvartal. Bogføringen fra 2005 må imidlertid omfatte 15 måneder, ellers er der ikke et revisionsspor over til årsregnskabet evt. via en specifikation magen til dem, som er indsendt i forbindelse med korrektionen af kravet den 22. juni 2012.

Selskabets opfattelse

Selskabets repræsentant har nedlagt principal påstand om, at der skal godkendes fradrag for moms vedrørende bespisning af forretningsforbindelser og ansatte for perioden 1. oktober 1994 - 31. december 2004 med i alt 288.538 kr. Subsidiært er nedlagt påstand om, at der skal godkendes fradrag for 286.672 kr. for perioden 1. oktober 1994 - 30. september 2004.

Det fremgår af bl.a. SKM2010.622.SKAT, at virksomheder, der ikke har taget fradragsret for bespisning af forretningsforbindelser og ansatte under møder i virksomheden, jf. momslovens § 42, stk. 1, nr. 5, kan få tilbagebetalt momsen i forbindelse med fradragsberettiget bespisning, der er sket med henblik på varetagelse af strengt erhvervsmæssig formål.

Selskabet må efter en samlet konkret vurdering anses for at have dokumenteret eller tilstrækkelig sandsynliggjort, at selskabet har et tilbagebetalingskrav på moms i forbindelse med bespisning af forretningsforbindelser og ansatte under møder i virksomheden.

Det bestrides ikke, at der ikke foreligger regnskabsmateriale for perioden 1. oktober 1994 - 30. september 2004, men det bestrides, at selskabet ikke har dokumenteret eller tilstrækkelig sandsynliggjort, at selskabet har ret til fradrag for momsen på disse omkostninger.

I øvrigt bestrides, at der ikke er indsendt en specifik opgørelse over tilbagebetalingskravet for perioden, idet denne opgørelse er fremsendt til SKAT ved brev af 22. juni 2012 med tilhørende oversigter.

Opgørelsen bygger på oplysninger, som fremgår af specifikationer til årsregnskabet, hvilket uddybes nærmere nedenfor.


Skatteministeriet har givet vejledning om Skatteministeriets forståelse af dokumentationskravet i styresignalerne om bespisning af forretningsforbindelser og ansatte.


Det fremgår således af SKM2010.622.SKAT, at virksomheden skal kunne dokumentere opgørelsen af tilbagebetalingskravet gennem relevant regnskabsmateriale og andet bilagsmateriale, som efter virksomhedens opfattelse kan dokumentere kravet.


I SKM2011.829.SKAT er anført yderligere vejledning til forståelsen af omfanget af dokumentationskravet, idet udgangspunktet er en konkret vurdering i hvert enkelt tilfælde af, om det fremlagte materiale er tilstrækkeligt til, at tilbagebetaling kan ske.

Skatteministeriet anfører en grundlæggende linje for, hvad dokumentationskravet omfatter. Herunder at der for perioder, der er ældre end 5 år, skal indsendes en specificeret opgørelse af kravet, og at dokumentationskravet herfor bl.a. kan opfyldes gennem specifikationer til regnskabsmaterialet, mødekalendere, korrespondance m.v.


Endelig anfører Skatteministeriet, at hvis virksomheden ikke har opbevaret regnskabsmateriale af nogen art for perioder, der er ældre end 5 år, og derfor ikke på nogen måde kan dokumentere, at der for disse år er afholdt udgifter omfattet af tilbagebetalingsadgangen, kan der efter Skatteministeriets opfattelse ikke ske tilbagebetaling.


Det fremgår direkte af styresignalerne, at udgangspunktet er en konkret vurdering af, om dokumentationskravet er opfyldt, idet dokumentationskravet bl.a. kan opfyldes ved specifikationer, mødekalendere, korrespondance m.v. Sidstnævnte oplistning kan på ingen måde anses for at være udtømmende, hvilket ”bl.a.” da også klart tydeliggør. Det er således også muligt at opfylde dokumentationskravet på anden måde end ved blot de oplistede muligheder.

Det fremgår af retspraksis, at en skatteyder kan få fradrag, såfremt skatteyderen har dokumenteret eller tilstrækkeligt sandsynliggjort, at skatteyderen har ret til fradrag. Det er skatteyderen, der har bevisbyrden for fradragsretten, jf. f.eks. UfR2004.1516H.

Videre fremgår det af retspraksis, at det er muligt at løfte bevisbyrden, herunder tilstrækkeligt at sandsynliggøre fradraget, ved mundtlig forklaring, jf. UfR1984.839V, hvor en skatteyder var berettiget til befordringsfradrag, idet skatteyderen havde sandsynliggjort den daglige kørsel ved mundtlig forklaring, der blev støttet af ægtefællen og et andet vidnes forklaring.

SKAT skal således foretage en konkret vurdering på baggrund af de faktiske forhold og omstændigheder, uanset at der ikke foreligger regnskabsmateriale, idet dokumentationskravet også efter en konkret vurdering kan opfyldes på anden måde, herunder hvis tilbagebetalingskravet kan sandsynliggøres tilstrækkeligt.

Selskabet har ved det fremlagte materiale tilstrækkelig sandsynliggjort, at selskabet har haft fradragsberettigede omkostninger til bespisning af forretningsforbindelser og ansatte under møder i virksomheden, uanset at der ikke foreligger regnskabsmateriale for perioden oktober 1994 - 2004.

Dette understøttes af, at selskabet i en lang årrække har haft omkostninger til sådanne møder, hvilket følger i tæt og naturlig forbindelse med driften af en almindelig virksomhed, hvor sådanne møder er en fuldt integreret del af virksomheden.


SKAT har da også anset selskabet for at have haft fradragsberettigede omkostninger til sådanne møder for perioden 2005 - 2009. Der er således intet, der tilsiger, at selskabets almindelige drift, herunder sådanne møder, skulle være ophørt i perioden oktober 1994 - 2004 alene som følge af, at bogføringen for denne periode ikke længere er fysisk tilgængelig, hvilket af lovgivningsmæssige årsager ikke bør ligge selskabet til last, da der ikke har været nogen lovfæstet pligt til at opbevare denne bogføring.


Selskabets skøn er foretaget på baggrund af kendskabet til, hvordan den almindelige drift har været for perioden 2005 - 2009 samt de udgifter til salgs-, konsulentmøder og firmabesøg, som fremgår af specifikationer til årsregnskaberne for de respektive år. Der er således tale om et meget rimeligt skøn.

SKAT kan ikke uden videre tilsidesætte selskabets skøn, når SKAT ikke har påvist, at selskabets skøn ikke er rimeligt, eller når SKAT ikke kan anses for at have foretaget en konkret vurdering eller et konkret skøn i den foreliggende sag.


SKAT kan ikke anses for at have foretaget en konkret vurdering eller et konkret skøn, idet SKAT i afgørelsen blot henviser til, at selskabet ikke har indsendt en specificeret opgørelse over kravet - hvilket bestrides - samtidig med at der ikke er dokumentation for den ønskede udbetaling - hvilket også bestrides. SKAT ses end ikke at have kommenteret på det skøn, som selskabet har foretaget.

Under sagens behandling i Skatteankestyrelsen er det til SKATs udtalelse bl.a. anført, at selskabet har opgjort krav på momsfradrag i perioden 1. oktober 1994 – 31. december 2004 for samme type omkostninger som i den efterfølgende periode, som er godkendt af SKAT.

Særligt vedrørende perioden 1. oktober – 31. december 2004 er det under sagens behandling i Skatteankestyrelsen bl.a. anført, at der ved opgørelsen for 2005 ved en fejl kun var medtaget perioden fra 1. januar 2005 og ikke tilbage til 1. oktober 2004. Derved mangler et beløb for perioden 1. oktober – 31. december 2004.

Beløbet for januar 2005 er forholdsvis mindre end for de andre måneder, hvorfor det endvidere ikke er sandsynligt, at beløbet også skulle indeholde omkostninger fra 1. oktober – 31. december 2004.

Da opgørelsen for 2005 er godkendt af SKAT, har selskabets repræsentant anmodet om, at 1.866 kr. for perioden 1. oktober - 31. december 2004 også medtages i skønnet i henhold til beregning foretaget af selskabets repræsentant.

Landsskatterettens afgørelse

Der skal tages stilling til, om det er med rette, at SKAT ikke har imødekommet selskabets anmodning om tilbagebetaling af indgående afgift vedrørende udgifter til bespisning af forretningsforbindelser og ansatte i egne lokaler for perioden 1. oktober 1994 - 30. september 2004, med i alt 286.672 kr., herunder om perioden 1. oktober 2004 – 31. december 2004 er indeholdt i selskabets krav eller kan indgå med yderligere 1.866 kr.

Af momslovens § 37, stk. 1, fremgår:

”Virksomheder registreret efter §§ 47, 49, 51 eller 51 a kan ved opgørelsen af afgiftstilsvaret som indgående afgift, jf. § 56, stk. 3, fradrage afgiften efter denne lov for virksomhedens indkøb m.v. af varer og ydelser, der udelukkende anvendes til brug for virksomhedens leverancer, som ikke er fritaget for afgift efter § 13, herunder leverancer udført i udlandet, jf. dog stk. 6.”

Af momslovens § 42, stk. 1, nr. 1 og nr. 5, fremgår:

”Virksomheder kan ikke fradrage afgift af indkøb m.v., som vedrører

1) kost til virksomhedens indehaver og personale,

(...)

5) underholdning, restaurationsydelser, repræsentation og gaver, jf. dog stk. 2.

(...)”

Af dagældende skatteforvaltningslov § 31, stk. 2, fremgår:

”Stk. 2. En afgiftspligtig, der ønsker afgiftstilsvaret ændret, skal senest 3 år efter angivelsesfristens udløb fremlægge oplysninger af faktisk eller retlig karakter, der kan begrunde ændringen. (...).”

Af dagældende skatteforvaltningslov § 32, stk. 1, nr. 1, fremgår:

”Uanset fristerne i § 31 kan et afgiftstilsvar eller en godtgørelse af afgift fastsættes eller ændres efter anmodning fra den afgiftspligtige henholdsvis den godtgørelsesberettigede eller efter told- og skatteforvaltningens bestemmelse, hvis:

1)Hidtidig praksis er endeligt underkendt ved en dom, en landsskatteretskendelse eller ved en praksisændring offentliggjort af Skatteministeriet. I disse tilfælde kan genoptagelse fore-tages til gunst for den afgiftspligtige fra og med den afgiftsperiode, der er helt eller delvis sammenfaldende med den afgiftsperiode, der var til prøvelse i den første sag, der resulterede i underkendelse af praksis, eller den afgiftsperiode, der er påbegyndt, men endnu ikke udløbet, 3 år forud for underkendelsen af praksis. Tilsvarende kan genoptagelse ske til gunst for den godtgørelsesberettigede vedrørende godtgørelse af afgift, der kunne være gjort gældende fra og med det tidspunkt, der var til prøvelse i den første sag, der resulterede i underkendelse af praksis, eller 3 år forud for underkendelsen af praksis.”

Ifølge dagældende skatteforvaltningslov § 32, stk. 1, nr. 1, kan et afgiftstilsvar ændres uanset fristen i skatteforvaltningslovens § 31, såfremt hidtidig praksis er endelig underkendt ved dom, en Landsskatteretskendelse eller ved en praksisændring offentliggjort af Skatteministeriet.

EU-domstolen har i sag C-371/07, Danfoss A/S og AstraZeneca A/S, udtalt sig om dels medlemsstaternes mulighed for opretholdelse af undtagelser fra retten til fradrag af indgående afgift i henhold til standstill-klausulen, jf. 6. direktivs artikel 17, stk. 6, 2. afsnit, dels om virksomhedernes mulighed for vederlagsfri bespisning af forretningsforbindelser og/eller personale i egen kantine i forbindelse med møder i virksomheden, uden at leverancen udløser udtagningsmoms, jf. 6. direktivs artikel 6, stk. 2, litra a) og b). Selskaberne havde i henhold til national praksis fradraget den fulde indgående afgift og beregnet udtagningsmoms.

Domstolen udtalte, jf. præmis 44, at det vil være i strid med standstill-klausulen i 6. direktivs artikel 17, stk. 6, 2. afsnit, såfremt en medlemsstat efter direktivets ikrafttrædelsestidspunkt anvender en undtagelse fra retten til fradrag for indgående afgift, efter at medlemsstaten gennem administrativ praksis har anerkendt fuld fradragsret. Som følge heraf kan momslovens § 42, stk. 1, nr. 1 og nr. 5, ikke anvendes til at begrænse retten til fradrag af den indgående afgift i forbindelse med vederlagsfri bespisning af forretningsforbindelser og/eller personale i egen kantine i forbindelse med møder i virksomheden.

Videre udtalte domstolen, at 6. direktivs artikel 6, stk. 2, som udgangspunkt omfatter vederlagsfri bespisning af personale i virksomhedens lokaler, medmindre virksomhedens behov – såsom behovet for at sikre, at møder i arbejdet forløber sammenhængende og godt – gør det nødvendigt, at arbejdsgiveren sørger for bespisningen, jf. præmis 65. I de særlige tilfælde, hvor virksomhedens behov gør det nødvendigt at sørge for vederlagsfri bespisning af personalet i forbindelse med afholdelse af møder i virksomheden, er leverancen ikke omfattet af begrebet ”virksomheden uvedkommende formål”, jf. 6. direktivs artikel 6, stk. 2. En sådan vederlagsfri bespisning skal således ikke sidestilles med levering af en tjenesteydelse uden vederlag, hvorfor der ikke skal beregnes udtagningsmoms.

Som følge af EU-domstolens dom i sag C-371/07, Danfoss A/S og AstraZeneca A/S, har SKAT offentliggjort styresignalet SKM2010.622.SKAT, hvorefter praksis, ifølge hvilken der ikke var fradragsret for moms af udgifter til bespisning m.m. af forretningsforbindelser og ansatte i forbindelse med møder i virksomheden, jf. momslovens § 42, stk. 1, nr. 1 og nr. 5, er ændret.

For så vidt angår praksisændringens omfang fremgår følgende af SKM2010.622.SKAT:

”Genoptagelse

Virksomheder der efter den hidtidige praksis ikke har taget fradragsret, jf. momslovens § 42, stk. 1, nr. 5, eller som har beregnet udtagningsmoms, jf. momslovens § 5, stk. 2, ved bespisning m.m. af forretningsforbindelser og ansatte under møder i virksomheden, kan anmode om genoptagelse af afgiftstilsvaret.”

Skatteministeriet har endvidere tilkendegivet sin opfattelse vedrørende dokumentationskravene i styresignalet SKM2011.829.SKAT, hvoraf fremgår følgende:

”Dokumentationskravene er i SKM2010.622.SKAT formuleret således:

Virksomheden skal kunne dokumentere opgørelsen af tilbagebetalingskravet gennem relevant regnskabsmateriale og andet bilagsmateriale, som efter virksomhedens opfattelse kan dokumentere kravet.”

Det vil med andre ord sige, at det som udgangspunkt beror på en konkret vurdering i hvert enkelt tilfælde, om det fremlagte materiale er tilstrækkeligt til, at anmodningen kan imødekommes.

Efter Skatteministeriets opfattelse kan der lægges følgende grundlæggende linje for, hvad der skal kræves af dokumentation for, at kravet kan imødekommes:

Virksomheden skal gennem regnskabet kunne dokumentere, at der er afholdt udgifter til bespisning. Da bespisning af forretningsforbindelser er anset for ”repræsentation” og bespisning af ansatte for ”kost til ansatte”, vil det være naturligt at tage afsæt i regnskabets konti for henholdsvis ”repræsentation” og ”kost til ansatte”.

Herefter skal virksomheden kunne sandsynliggøre, hvor stor andel af udgifterne på disse konti, der er omfattet af tilbagebetalingsadgangen. Udgifter til hotel- og restaurationsudgifter skal trækkes helt ud af opgørelsen, da disse udgifter ikke er omfattet tilbagebetalingsadgangen.

Sandsynliggørelse af, hvilke udgifter, der er omfattet af tilbagebetalingsadgangen kan f.eks. ske ved, at virksomheden redegør for og dokumenterer sine mødeaktiviteter og bespisningspolitik.

For perioder, der er ældre end 5 år, skal der også indsendes en specificeret opgørelse af tilbagebetalingskravet. Da bilagsmaterialet måske ikke længere foreligger, vil dokumentationskravet efter en konkret vurdering blandt andet kunne opfyldes gennem

specifikationer til regnskabsmaterialet
mødekalendere
korrespondance

Derudover skal det sandsynliggøres, at betingelserne for fradragsret ifølge retningslinjerne i styresignalet er opfyldt.

Vurderingen af, om der er behørig dokumentation, skal også indeholde en gennemgang af, hvordan virksomheden er kommet frem til kravet for de ældre perioder. Der skal ses på, om det er ensartede skønnede beløb for en årrække. Hvis virksomheden f.eks. kan dokumentere et krav vedrørende en nyere periode, kan virksomheden ikke anvende kravet for denne periode som udgangspunkt for tilbagebetaling for de ældre perioder. Det vil med andre ord sige, at det ikke accepteres, at virksomheden blot ganger et års dokumenteret krav med de resterende antal år, der ønskes tilbagebetaling for.

Hvis virksomheden ikke har opbevaret regnskabsmateriale af nogen art for perioder, der er ældre end 5 år, og derfor ikke på nogen måde kan dokumentere, at der for disse år er afholdt udgifter omfattet af tilbagebetalingsadgangen, kan der efter Skatteministeriets opfattelse ikke ske tilbagebetaling.”

Det bemærkes, at styresignaler, herunder SKM2011.829.SKAT og SKM2010.622.SKAT, gengiver SKATs opfattelse.

Det bemærkes endvidere, at det følger af bogføringslovens § 10, stk. 1, ogmomsbekendtgørelsens § 66, stk. 1, at virksomheder alene er forpligtet til at opbevare regnskabsmateriale i 5 år. Genoptagelsesperioden for momsfradrag vedrørende bespisning af forretningsforbindelser og ansatte rækker langt ud over denne opbevaringsperiode.

Selskabet har således ikke fuldt ud fyldestgørende regnskabsmateriale for hele genoptagelsesperioden, herunder vedrørende den påklagede periode.

Spørgsmålet er herefter, hvorvidt de omhandlede udgifter til bespisning kan anses for sandsynliggjort eller dokumenteret og dermed anses for omfattet af momslovens § 37.

Selskabet har ved opgørelsen af kravet for perioden 1. oktober 1994 - 30. september 2004 foretaget et skøn.

Opgørelsen er beregnet ud fra de afholdte omkostninger til fortæring m.m. i perioden og er underbygget af en specifikation til respektive årsregnskaber, der viser, i hvilken post udgiften har været afholdt; salgs- og konsulentmøder, firmabesøg m.v. Selskabet har herefter vurderet, at ca. 50 % af denne post er fortæring m.m. i forbindelse med møder i selskabets lokaler.

Selskabets repræsentant har oplyst, at perioden 1. oktober – 31. december 2004 ikke er medtaget i opgørelsen af kravet, og at det skyldes en fejl, idet selskabet tidligere havde forskudt regnskabsår.

Henset til selskabets opgørelse af kravet, herunder at det af anmodningen af 15. december 2010 fremgår, at kravet for 2005 er opgjort fra januar til december, finder Landsskatteretten det i tilstrækkelig grad sandsynliggjort, at der i opgørelsen af kravet for de af SKAT godkendte perioder ikke indgår beløb vedrørende perioden 1. oktober 2004 – 31. december 2004, hvorfor kravet på 1.866 kr. i henhold til beregning foretaget af selskabets repræsentant kan medtages i skønnet for perioden 1. oktober 1994 – 31. december 2004.

Landsskatteretten finder det herefter sandsynliggjort, herunder efter en konkret vurdering af selskabets aktivitet i genoptagelsesperioden, at selskabet har afholdt udgifter af den omhandlede karakter i den påklagede periode. Retten finder endvidere, at størrelsen af kravet i tilstrækkelig grad er sandsynliggjort. Der er herved henset til, at selskabet har henset til aktivitetsniveauet i den påklagede periode. Selskabet har således ved opgørelsen af kravet foretaget et realistisk skøn.

Landsskatteretten kan derfor tiltræde den nedlagte principale påstand i sagen.