Kendelse af 14-09-2015 - indlagt i TaxCons database den 23-10-2015

Klagen skyldes, at SKAT har truffet afgørelse om, at [virksomhed1] A/S, herefter benævnt selskabet, for perioden 1. marts 2009 til den 30. september 2010 skal svare dansk moms med et beløb på 1.783.244 kr. ved salg af campingvogne, jf. momslovens § 4, stk. 1, og § 14, nr. 2, da leverancerne ud fra en realitetsvurdering skete til danske kunder her i landet, inden campingvognene blev transporteret til selskabets samarbejdspartner i Tyskland.

Landsskatteretten stadfæster SKATs afgørelse om, at der skal svares dansk moms.

SKAT har efter anmodning fra selskabets repræsentant genoptaget og ændret sin afgørelse om, at det skyldige momsbeløb udgør 25 pct. af salgsbeløbet, således at momsbeløbet alene udgør 20 pct. af salgsbeløbet, i alt 1.426.595 kr., jf. SKATs afgørelse af 5. februar 2015.

Faktiske oplysninger

Aktiviteterne i selskabet bestod i den omhandlede periode i salg af nye og brugte campingvogne med tilhørende udstyr samt i værkstedsarbejde.

Selskabet arbejdede i perioden sammen med det tyske selskab [virksomhed2] GmbH, herefter samarbejdspartneren, ved salg til danske privatkunder. Den forelagte sag omhandler momsen af dette salg.

SKAT har i sin sagsfremstilling anført følgende om den fremgangsmåde, som blev anvendt ved samarbejdet med den tyske virksomhed:

”Forretningsgangsbeskrivelsen:

Alle campingvogne udstilles med en pris i danske kroner. Prisen er inklusiv dansk moms. [virksomhed1] A/S annoncerer ikke med – via eget reklamekatalog eller via andre medier – at det er muligt at købe en campingvogn med tysk moms.

Når en dansk kunde henvender sig til [virksomhed1] A/S og viser interesse for en bestemt campingvogn, bliver kunden præsenteret for en salgspris inklusiv dansk moms. Hvis kunden spørger, om der er mulighed for at købe campingvognen med tysk moms, oplyser [virksomhed1] A/S, at dette kan lade sig gøre via et tysk selskab ([virksomhed2] GmbH – [adresse1], [Tyskland]). Herefter klarer kunden selv sine ting.

[virksomhed1] A/S udarbejder et tilbud i danske kroner til den danske kunde. Det er oplyst, at [virksomhed1] A/S anvender forskellige modeller ved udarbejdelse af disse tilbud. Fælles for disse modeller er, at følgende oplysninger fremgår af tilbuddet:

Kundeoplysninger

Mærke, model samt årgang på campingvognen

Leveringsomkostninger

Ekstraudstyr

Samlet pris for ovenstående

Eventuel oplysning om brugt campingvogn, der indgår i den samlede handel

[virksomhed1] A/S beholder det udarbejdede tilbud, mens den danske kunde får udleveret en kopi heraf. Tilbuddene gemmes i seks måneder.

Når [virksomhed1] A/S og den danske kunde er blevet enige om den pris, der er anført i tilbuddet, som er udarbejdet af [virksomhed1] A/S, skal kunden via internettet udfylde et købstilbud, som findes på [virksomhed2] GmbH’s hjemmeside. Tilbuddet indeholder oplysninger om:

Kundeoplysninger

Campingvognens mærke og model

Ekstraudstyr

Kontantpris inkl. 19 pct. tysk moms

Pris på nummerplader

Leveringstidspunkt

Forsikringsselskab

Oplysninger om finansieringsselskab

Samarbejdspartneren

Den danske kundes elektroniske udfyldte tilbud på [virksomhed2] GmbH’s hjemmeside indeholder de samme oplysninger som anført i tilbuddet fra [virksomhed1] A/S – dog specificeres prisen ikke men anføres alene som et samlet beløb i overensstemmelse med tilbuddet fra [virksomhed1] A/S. Når [virksomhed2] GmbH har modtaget købstilbuddet fra den danske kunde på mail, udarbejder [virksomhed2] GmbH umiddelbart herefter en mail, om [virksomhed1] A/S kan sælge campingvognen, som er anført i købstilbuddet.

Hvis [virksomhed1] A/S svarer ”ja” til købstilbuddet fra [virksomhed2] GmbH, igangsætter [virksomhed1] A/S herefter en bestillingsprocedure (bestiller den aftalte campingvogn hos producenten). I nogle tilfælde har [virksomhed1] A/S en ny campingvogn stående på sit udstillingslager og vælger at sælge denne. Samtidig udarbejder [virksomhed2] GmbH en slutseddel mellem [virksomhed2] GmbH og den danske kunde. Denne sendes til underskrift hos kunden. Slutsedlen indeholder samme oplysninger som købstilbuddet på [virksomhed2] GmbH hjemmeside.

Campingvognen og udstyr svarer til det, der er anført i det oprindelige tilbud fra [virksomhed1] A/S til den danske kunde. Eventuelt ekstraudstyr bliver i de fleste tilfælde påmonteret på selve fabrikken, da bestillingen foretages efter den danske kundes ønske. Den del af udstyret eller tilbehøret, som ikke bliver monteret af fabrikken, bliver påmonteret / vedlagt campingvognen på [virksomhed1] A/S’ adresse i Danmark, inden campingvognen transporteres til [virksomhed2] GmbH i Tyskland.

Forinden campingvognen transporteres til [virksomhed2] GmbH i Tyskland sender [virksomhed1] A/S følgende til [virksomhed2] GmbH:

Eksportfaktura med samlet pris for campingvogn med eventuelt ekstraudstyr og klargøringsomkostninger (arbejdsløn og værkstedsmaterialer) uden moms, jf. momslovens § 34. Fra og med regnskabsåret 2009/2010 påføres den danske kundes navn på eksportfakturaen.

Typeattest

Blanket til indregistrering af campingvognen

Transportomkostningerne afholdes af [virksomhed1] A/S. Det er oplyst, at [virksomhed1] A/S selv transporterer alle campingvognene frem til [virksomhed2] GmbH’s parkeringsareal. Transporten sker ved, at campingvognene tilkobles en af [virksomhed1] A/S’ ejede firmabiler, samt at campingvognen påføres prøveplader.

[virksomhed2] GmbH bruger typeattesten og blanketten til indregistrering til at hente nummerplader ved et skattecenter i Danmark. Herefter er alt klart når campingvognen ankommer til [virksomhed2] GmbH i Tyskland. Det vil sige, at nummerpladerne bliver hentet før campingvognen bliver transporteret til Tyskland.

Hvis den danske kunde har en brugt campingvogn, som skal indgå i handlen, købes den af [virksomhed1] A/S i en ren handel. Beløbet afregnes af [virksomhed1] A/S med en bankoverførsel til den danske kunde.

Den danske kunde oprettes ved udarbejdelse af kreditnotaen på den brugte campingvogn som debitor i [virksomhed1] A/S’ bogholderi, selvom kunden er betalingsmæssig en kreditor. Dette alene af hensyn til lagerstyring. Hvis der ikke indgår en brugt campingvogn i handlen, vil kunden ikke blive oprettet som kunde i [virksomhed1] A/S’ bogholderi.

[virksomhed1] A/S tilbud til den danske kunde indeholder et beløb til klargøring. Dette skyldes, at [virksomhed2] GmbH ønsker at campingvognen klargøres på [virksomhed1] A/S’ værkssted. SKAT har bemærket, at klargøringsomkostningerne i nogle tilfælde faktureres til [virksomhed2] GmbH uden moms, mens at de i andre tilfælde er faktureret direkte til den danske kunde med dansk moms.

Når [virksomhed1] A/S har klargjort den nye aftalte campingvogn transporteres den til [virksomhed2] GmbH’s adresse i [Tyskland]. Her sker overdragelsen af campingvognen til den danske kunde. Udleveringen / overdragelsen foretages af personale, der er ansat hos [virksomhed2] GmbH. I forbindelse med overtagelse af campingvognen skal den danske kunde foretage betaling.

[virksomhed1] A/S betaler et administrationsgebyr til [virksomhed2] GmbH på kr. 1.500 for udleveringen af campingvognen samt håndteringen af betalingen fra den danske kunde.

Ca. 8 dage efter overdragelsen af campingvognen til den danske kunde, betaler [virksomhed2] GmbH eksportfakturaen til [virksomhed1] A/S. Det er konstateret, at betalingen mellem [virksomhed2] GmbH og [virksomhed1] A/S foretages via bankoverførsel fra [by1] til [by2].

[virksomhed1] A/S påtager sig alle service- og garantiforpligtelser på alle campingvogne, der via [virksomhed2] GmbH sælges til danske kunder.

[virksomhed1] A/S har oplyst, at man intet har at gøre med indregistrering af den nye campingvogn.

[virksomhed1] A/S har oplyst, at det lejer parkeringspladser hos [virksomhed2] GmbH. Pladsen benyttes til campingvogne.

Det er oplyst at samarbejdspartneren i Tyskland ([virksomhed2] GmbH) er et tysk selskab. Det er også oplyst, at det drejer sig om en stor indhegnet grund med kontorlokaler.

Hvis en campingvogn sælges via et finansieringsselskab, så bliver der udfyldt en ansøgning, som fremsendes til finansieringsselskabet. [virksomhed1] A/S samarbejder blandt andre med finansieringsselskabet, [finans1]. Når lånet er etableret, overfører [finans1] formidlingsprovenuet til [virksomhed2] GmbH og formidlingsprovisionen til [virksomhed1] A/S’ konto.”

Tidligere afgørelser m.v.

Landsskatteretten traf den 3. maj 2006 afgørelse om salg af jetbåde i et såkaldt grænsehandelskoncept, jf. SKM2006.376.LSR. Retten fandt, at de omhandlede både måtte anses for overdraget af den danske virksomhed til samarbejdspartneren – og således ikke til den danske kunde, jf. momslovens § 4, stk. 1. Der skulle derfor ikke svares dansk moms af salgene, jf. momslovens § 34, stk. 1, nr. 1.

Landsskatteretten lagde herved blandt andet lagt vægt på, at kunderne ved henvendelse til den danske virksomhed alene havde fået oplysning om, at hvis de ønskede at købe en båd med tysk moms, kunne dette ske ved henvendelse til samarbejdspartneren i Tyskland, således at der på dette tidspunkt ikke blev indgået en egentlig aftale, foretaget levering eller betaling. Landsskatterettens afgørelse blev indbragt for domstolene af Skatteministeriet, jf. nærmere nedenfor.

Den 20. juni 2006, dvs. umiddelbart efter Landsskatterettens afgørelse om jetbåde, afgav Skatterådet et bindende svar, i hvilket Skatterådet opstillede 9 betingelser for, at der i forbindelse med et såkaldt grænsehandelskoncept kunne ske levering uden dansk moms, jf. offentliggørelse den 30. august 2006 i SKM2006.530.SR:

”Skatterådet har afgjort, at et grænsehandelskoncept kan indrettes, så campingvognene kan handles med tysk moms, hvis følgende forhold er opfyldt:

At spørgeren etablerer et samarbejde med en virksomhed, der faktisk har etableret et forretningssted i Tyskland. Den tyske samarbejdspart kan være et af den danske forhandler 100 pct. ejet tysk datterselskab.

At potentielle købere ved deres henvendelse til spørgeren alene får oplysning om, at såfremt de ønsker at købe en campingvogn af en bestemt type med tysk moms kan de gøre dette ved henvendelse til den tyske samarbejdspart i Tyskland.

At spørgeren sælger campingvognen til den tyske samarbejdspart og modtager betaling herfor.

At spørgeren efterlever momslovens bestemmelser vedrørende EU-varehandel mellem to momsregistrerede virksomheder.

At spørgeren transporterer campingvognen til den tyske samarbejdspart i Tyskland og at spørgeren eller den tyske samarbejdspart bærer risikoen for evt. beskadigelse af campingvognen under transporten.

At handelsaftalen indgås direkte mellem den danske køber og den tyske samarbejdspart.

At campingvognen udleveres til den danske køber i Tyskland.

At det er den danske køber, der sørger for transporten af campingvognen fra Tyskland til Danmark.

At campingvognen ikke er indregistreret i Danmark inden den tyske samarbejdspart udleverer den til den danske køber i Tyskland.”

På baggrund af Skatterådets bindende svar i SKM2006.530.SR og inden dets offentliggørelse den 30. august 2006 udsendte SKAT den 20. juni 2006 en pressemeddelelse, hvoraf følgende fremgår:

”Skatterådet har på sit møde i dag behandlet en række anmodninger om bindende svar vedrørende grænsehandel med campingvogne.

Kernepunktet er, om man ved særlige grænsehandelskoncepter kan udnytte forskellen mellem dansk og tysk moms, så salg og levering til danske kunder kan ske med tysk moms i stedet for med dansk moms.

Skatterådet har i de konkrete sager afgjort, at grænsehandelskoncepterne kan indrettes, så campingvognene kan handles med tysk moms, hvis følgende forhold er opfyldt: [gengivelse af de 9 punkter, udeladt].”

Af SKAT Hovedcentrets brev af 6. november 2006 til campingbranchen fremgår blandt andet:

”Vi skal indledningsvist oplyse, at hele tankegangen bag retningslinerne var at opstille en ”hvid boks”, således at virksomhederne ikke risikerer at blive opkrævet dansk moms, hvis de arbejder inden for disse retningslinjer.

Som det fremgår af retningslinjernes pkt. 6, skal handelsaftalen indgås direkte mellem den danske køber og den tyske samarbejdspart. Det må derfor bero på en konkret vurdering af den indgåede aftale mellem den tyske virksomhed og den danske virksomhed for at fastslå, om aftalen som befuldmægtiget er af en sådan karakter, at handelsaftalen kan anses for indgået direkte mellem den danske køber og den tyske samarbejdspart.”

Skatterådet omtalte i sin årsberetning for 2005/2006 udgivet i maj 2007 rådets nye mulighed for at afgive bindende svar om moms, jf. skatteforvaltningslovens § 21, herunder, at der indtil den 31. december 2006 var afgivet 27 bindende svar, hvoraf 11 næsten enslydende svar omhandlede salg af campingvogne gennem en tysk samarbejdspartner. Efter beskrivelse af de beskrevne handelsmønstre og Skatterådets svar, anførtes blandt andet følgende:

”Skatterådets forhandlinger resulterede i, at der blev udarbejdet generelle retningslinjer for, under hvilke betingelser danske virksomheder kan handle med tysk moms. Tankegangen var den at opstille en ”hvid boks”, således at skatteyderne ikke risikerer at blive opkrævet både dansk og tysk moms, hvis de arbejder inden for disse retningslinjer.

Det er dog ikke udelukket, at der kan handles med tysk moms i andre situationer, der ikke opfylder kriterierne, men det må i så fald vurderes efter de konkrete forhold.

Skatterådets svar på de rejste spørgsmål blev herefter et nej til de omspurgte grænsehandelskoncepter, men med den tilføjelse at handel med tysk moms kan ske, hvis en række betingelser er opfyldt. Først og fremmest skal der være etableret et forretningssted i Tyskland. Handelsaftalen skal indgås direkte mellem den danske køber og den tyske sælger, og campingvognen skal udleveres i Tyskland til den danske køber, der sørger for transporten til Danmark, ligesom campingvognen ikke kan være indregistreret i Danmark, før den udleveres af den tyske sælger.

Det tilføjes, at de opstillede kriterier er vejledende for bedømmelsen af andre grænsehandelskoncepter.

Skatterådets afgørelse skal ses i det lys, at Landsskatteretten umiddelbart forinden havde godkendt salg af jetbåde med tysk moms. Landsskatterettens kendelse lægger afgørende et vægt på, at der ikke indgås nogen aftale om levering af en båd i Danmark, ligesom der ikke sker levering eller betaling af båden i Danmark. Skattemyndighederne fik ikke medhold i, at transaktionerne kunne tilsidesættes ud fra en realitetsbetragtning eller ud fra betragtninger om misbrug af momslovgivningen og 6. momsdirektiv.

For Landsskatteretten havde SKAT navnlig henvist til, at kunden kontakter den danske forhandler om køb af en konkret vare, og at den danske forhandler herefter fakturerer og transporterer båden til den tyske samarbejdspartner, der fakturerer og udleverer båden til kunden. Den tyske samarbejdspartner beholder alene den del af betalingen, der skal benyttes til at betale den tyske moms samt et mindre ekspeditionshonorar.

Skatteministeriet har indbragt sagen for domstolene.

De retningslinjer, som Skatterådet tiltrådte, er ikke fuldt ud i overensstemmelse med Landsskatterettens kendelse, men dog ikke upåvirkede af den.

Der var i Skatterådet udbredt tilfredshed med, at Skatterådet på den måde medvirkede til opstilling af klare retningslinjer, men også en tilkendegivelse om, at disse retningslinjer eventuelt må revideres i lyset af SKATs erfaringer. Skatterådet mener ikke, at uklarhed om retstillingen skal begrænse de danske virksomheders lyst til at etablere datterselskaber og forretningssteder i Tyskland. Rådet ser det tværtimod som sin opgave at bidrage til at vejlede med det formål at opnå den størst mulige retsikkerhed for de virksomheder, som indretter sig efter reglerne.

Sagen var genstand for stor opmærksomhed i medierne, idet den blev opfattet som en godkendelse af, at danskere kan købe campingvogne m.v. i Tyskland med den lavere tyske moms. I virkeligheden opfattede rådet reglerne som en opstramning og ikke som en lempelse. Men også som en service over for danske virksomheder, således at de har mulighed for at konkurrere med tyske virksomheder syd for grænsen uden at risikere at skulle betale dobbelt moms.”

Landsskatterettens afgørelse i sagen om jetbåde blev som nævnt indbragt for domstolene af Skatteministeriet. Vestre Landsret frifandt den 24. maj 2007 den danske virksomhed, jf. SKM2007.403.VLR. Ved dom af 21. juni 2010 gav Højesteret imidlertid Skatteministeriet medhold i, at købsaftalerne måtte anses for indgået mellem den danske virksomhed og de enkelte kunder og således ikke med samarbejdspartneren, der alene havde fungeret som et uselvstændigt mellemled, jf. SKM2010.396.HR. Leveringsstedet for transaktionerne var derfor i Danmark med opkrævning af dansk moms til følge, jf. momslovens § 14, nr. 2, 1. pkt.

Skatteministeriet kommenterede i SKM2010.727.SKAT af 19. oktober 2010 Højesterets dom således:

”[...] Det er Skatteministeriets opfattelse, at grænsehandelsarrangementer, som ikke består af almindelige kommercielle transaktioner, der ikke bygger på nogen økonomisk realitet, og hvis hovedformål er at undgå afgiftsberigtigelse af transaktionerne i Danmark, efter omstændighederne vil kunne tilsidesættes ud fra ovenstående misbrugsbetragtninger. Det er i den forbindelse ikke afgørende, at der eventuelt kan peges på visse kommercielle hensyn, der også varetages.

4. Skatteministeriets konklusioner om konsekvenserne af Højesteretsdommen

De forhold i den konkrete bedømmelse af grænsehandelskoncepterne, som fremgår ovenfor, adskiller sig på flere områder fra de forhold, der tidligere er blevet lagt vægt på af Skatterådet og Landsskatteretten.

Ved den konkrete bedømmelse af alle grænsehandelskoncepter er det nu de forhold, som fremgår ovenfor, der skal inddrages i vurderingen uanset aktivernes karakter, herunder campingvogne, hårde hvidevarer, både og elektronikudstyr m.v.

Der skal således ikke længere lægges vægt på de forhold, som fremgår af tidligere bindende svar fra Skatterådet og afgørelser fra Landsskatteretten om grænsehandelskoncepter.

SKAT vil på den baggrund udarbejde et styresignal.”

Af det varslede styresignal, der blev udsendt som SKM2010.734.SKAT, fremgår – ud over en gengivelse af pkt. 4 i kommentaren af 19. oktober 2010 – blandt andet:

”Bindende svar fra Skatterådet og kendelser fra Landsskatteretten

Skatterådet har afgivet bindende svar i en række sager om grænsehandelskoncepter vedrørende forskellige aktiver, jf. SKM2006.530.SR (campingvogne), SKM2007.758.SR (hårde hvidevarer), SKM2008.61.SR og SKM2008.62.SR (hårde hvidevarer) samt SKM2008.645.SR (både). Landsskatteretten har endvidere truffet afgørelse om grænsehandelskoncepter i SKM2009.664.LSR (hårde hvidevarer) og SKM2010.389.LSR (vinduer og døre). [...]

For de virksomheder, der har modtaget et bindende svar fra Skatterådet eller SKAT om, at salget kan ske med tysk moms, er svaret bindende efter de almindelige regler i skatteforvaltningslovens § 25, uanset salget efter retningslinjerne i nærværende styresignal ikke længere opfylder betingelserne for at kunne ske med tysk moms.

Virksomheder, der har indrettet sig i overensstemmelse med Skatterådets bindende svar eller Landsskatterettens kendelser, og som efter disse retningslinjer har opfyldt betingelserne for at kunne sælge deres varer med tysk moms, skal nu vurdere, om betingelserne for at kunne sælge med tysk moms fortsat er opfyldt, jf. retningslinjerne i nærværende styresignal.

Er betingelserne for at sælge med tysk moms ikke længere opfyldt, skal virksomheden fra offentliggørelsen af nærværende styresignal ophøre med at sælge varer med tysk moms. [...]”

Af SKATs landsdækkende indsatsplan for 2011 fremgår det, at eksport af campingvogne og lystbåde efter grænsehandelskonceptet indgik som et nyt landsdækkende projekt begyndende i oktober 2010. Om projektet er på side 25 i planen anført følgende:

”Der er risiko for, at virksomheder, der sælger campingvogne og både til udlandet, typisk Tyskland, efter et særligt grænsehandelskoncept, ikke opfylder betingelserne for at kunne sælge varerne med tysk moms. Aftagerne af varerne er i sidste ende danske privatpersoner.

Skatterådet har i 2006 oplistet en række betingelser, der skal være opfyldt, for at varerne kan sælges med tysk moms, selvom den endelige aftager er en dansk privatperson. I et regionalt midtjysk projekt er det konstateret, at disse betingelser generelt ikke overholdes, og det regionale projektet udvides derfor til at være landsdækkende.

Der er konstateret fejl i alle de kontrollerede virksomheder, hvilket har medført, at der opkræves dansk moms i stedet for tysk moms. Branchen har for perioden 2008 og 2009 angivet eksport med 1,36 mia. kr. svarende til et momsbeløb på 340 mio. kr.

Praksis er blevet præciseret ved Højesteretsdommen Jet-trade fra juni 2010. Dommen præciserer retstilstanden på området, og underbygger de afgørelser, der er truffet i det midtjyske projekt.

Projektet omfatter en indsats i virksomheder inden for de relevante brancher, herunder en vejledningsindsats over for mindre virksomheder i branchen.”

Den daværende skatteminister bekræftede i sit svar af 16. november 2011 på Skatteudvalgets spørgsmål 69, at forhandlere, der indtil offentliggørelsen af SKATs styresignal i SKM2010.734.SKAT, havde ageret i overensstemmelse med Skatterådets retningslinjer i SKM2006.530.SR, ikke skal betale dansk moms af salget.

SKATs afgørelse

SKAT har truffet afgørelse om at forhøje selskabets salgsmoms for perioden fra den 1. marts 2009 til den 30. september 2010 med 1.783.244 kr. som følge af selskabets salg af campingvogne til Tyskland uden dansk moms.

SKAT har ved den påklagede afgørelse beregnet momsbeløbet som 25 pct. af salgsprisen. Denne del af afgørelsen har SKAT efterfølgende ændret ved afgørelse af 5. februar 2015, hvorved momsbeløbet er beregnet som 20 pct. af salgsprisen, til i alt 1.426.595 kr., jf. momslovens § 27, stk. 1, § 33 og SKM2014.783. SKAT.

Ud fra en samlet bedømmelse af grænsehandelskonceptet har SKAT fundet, at der ikke var nogen realitet i selskabets salg af campingvogne til den tyske samarbejdspartner. Selskabet indgik en bindende salgsaftale med den danske kunde, inden vognen blev transporteret til Tyskland. Faktureringen til samarbejdspartneren havde alene til formål at opnå momsbesparelser for den danske kunde. De danske kunder fik råderetten over campingvognene her i landet, inden vognene blev transporteret til Tyskland. Dermed var leveringsstedet for disse transaktioner i Danmark.

Der var ikke nogen realitet i selskabets salg af campingvogne til samarbejdspartneren eller i det efterfølgende salg til den danske kunde. Handelsaftalen var allerede indgået i Danmark mellem selskabet og den danske kunde. Hele avancen lå hos selskabet svarende til ca. 14 pct. af prisen. Samarbejdspartneren fik et administrationsgebyr på 1.500 kr. for at udlevere campingvognen i Tyskland og håndtere pengeoverførslen.

Til selskabets opfattelse af, at det kan støtte ret på Skatterådets bindende svar i SKM2006.530 har SKAT anført følgende:

”Grænsehandelskonceptet:

SKAT har vurderet grænsehandelskonceptet ud fra de 9 punkter i SKM.530.SR og den praksis, der har dannet sig indtil Højesteretsdommen blev offentliggjort i juni 2010. Praksis er blandt andet præciseret i SKM2007.758.SR, hvor Skatterådet selv har taget stilling til, hvad der skal forstås ved et forretningssted, jf. punkt 1 i de 9 punkter, og det indgår naturligvis i SKATs vurdering.

Skatterådet har i SKM2006.530 oplistet en række kriterier for anvendelse af det særlige grænsehandelskoncept, som giver mulighed for at sælge varer til danske kunder med tysk moms. Et af kravene er, at den tyske samarbejdspartner har etableret et forretningssted i Tyskland.

[virksomhed2] GmbH har adresse i [Tyskland] få kilometer fra den dansk/tyske grænse. [virksomhed2] GmbH har indrettet sig i en pavillon på en stor indhegnet grund, hvor der også findes en hal. På grunden er der parkeringspladser dels til Autocampere og dels til opbevaring af campingvogne, jf. bilag 38 – 41. [...]

Kravet om et salg til en virksomhed med et forretningssted i Tyskland præciseres i Styresignal SKM2009.404. Det fremgår heraf, at der kan sælges varer til danske kunder med tysk moms, når samarbejdspartneren er en virksomhed, der har et forretningssted i Tyskland. Et forretningssted er ifølge Styresignalet et sted, hvorfra der sælges varer til både tyske og danske kunder, og der er tale om varer, der hele tiden har befundet sig hos den tyske virksomhed i Tyskland. De omhandlede varer udleveres til kunderne i Tyskland.

SKAT anser ikke kriterierne for opfyldt i forbindelse med salg til danske kunder med tysk moms, da der ikke sker salg af campingvogne fra en dansk virksomhed til en samarbejdspartner, der har etableret et forretningssted i Tyskland med salg af campingvogne.

Endvidere er det SKATs opfattelse, at selskabet reelt har solgt campingvognen til den danske kunde, forinden selskabet sælger campingvognen til [virksomhed2] GmbH, hvilket gør, at realiteten er noget andet, end det handlen foregiver at være. Der kan således ikke være tale om et salg, jf. nr. 3 i Skatterådets 9 punkter, til den tyske samarbejdspartner.

Der er ikke blot tale om salg af en bestemt type campingvogn, jf. punkt 2. Campingvognene individualiseres ved isætning af udstyr efter den enkelte kundes ønske.

SKAT henviser samtidig til sagsfremstillingens side 8 vedrørende, at selskabet er kunderne behjælpelig med det endelige købstilbud til [virksomhed2] GmbH. Kunderne bliver således ikke alene henvist til at tage kontakt til [virksomhed2] GmbH, som det ellers fremgår af betingelserne i punkt 2.

Handelsaftalen skal, jf. punkt 6 i Skatterådets 9 punkter, indgås direkte mellem den danske private person og den tyske samarbejdspartner. [virksomhed1] A/S aftaler alt ned i mindste detalje med den danske private person, herunder pris for campingvognene. Alt er på forhånd aftalt, og tilbage står kun udlevering af campingvognen, fakturering og pengeoverførsel. Dette passer fint i tråd med, at [virksomhed2] GmbH altid kun opnår et beløb på kr. 1.500 kr. pr. handel. Dette sat i forhold til, at [virksomhed1] A/S har en avance på ca. 14 pct.

Det er SKATs opfattelse, at selskabet ikke har overholdt de 9 punkter i SKM 2006.530, jf. vores argumentation ovenfor. Opmærksomheden henledes på, at er blot et af punkterne ikke overholdt, så skal salget ske med dansk moms. I Skatterådets svar er de 9 punkter ikke overholdt, og svaret til det påtænkte koncept blev derfor ”nej”. Dette er udtryk for gældende praksis, hvorfor der ikke kan være skabt en forventning om, at der kan sælges campingvogne med tysk moms, med mindre de 9 punkter er overholdt.

Herudover er det SKATs opfattelse, at SKM2006.530.SR ikke sætter momslovens § 4 og § 14 ud af spil. Det fremgår af punkt 4 i det bindende svar, at konceptet skal efterleve momslovens bestemmelser vedrørende EU-handel mellem to momsregistrerede virksomheder. Den momsretlige fortolkning af momslovens § 4 og § 14 skal vurderes ud fra den grundlæggende forståelse af leveringsbegrebet og stedet for momspligtige transaktioner, jf. momsvejledningens afsnit D4 og E.

Leveringsbegrebet i momslovens § 4 skal vurderes ud fra en momsretlig forståelse af begrebet og ikke en civilretlig fortolkning af overdragelse af ejendomsretten. Den momsretlige forståelse hviler på, ”at der ved levering af varer forstås enhver overdragelse af et materielt gode foretaget af en person, som bemyndiger en anden person til som ejer at råde over godet”, jf. momsvejledningens afsnit DA 4.1.3.

Den momsretlige forståelse af leveringsbegrebet er ikke ny, men har været en del af gældende ret siden 1990, hvor EF-domstolen fastslog begrebet i (C-320/88) SAFE-dommen. At det også er et krav efter administrativ praksis fremgår af momsvejledningen fra år 2005 afsnit D 2.1. [...]

Det må derfor i denne sag lægges til grund, at forholdet skal bedømmes ud fra, hvad det i realiteten er og ikke, hvad det giver sig ud for at være.

Der er i den forbindelse lagt vægt på, at der ikke er en forretningsmæssig begrundelse for, at en dansk virksomhed sender en campingvogn til Tyskland for at udlevere den til en privat person fra Danmark [...]

Herefter har SKAT opgjort kravet mod selskabet som 25 pct. af det beløb, som fremgår af momsangivelsens rubrik B. Beløbet udgør kr. 7.132.978 for perioden 01.03.2009 – 30.09.2010 og svarer til 47 handler. Der opkræves 25 pct. moms efter momslovens § 33. Momsen udgør kr. 1.783.244, som er afkrævet selskabet. [...]”

Selskabets opfattelse

Selskabets repræsentant har nedlagt påstand om, at SKATs forhøjelse af selskabets momstilsvar for perioden 1. marts 2009 - 30. september 2010 nedsættes til 0 kr.

I forbindelse med sagens behandling i Skatteankestyrelsen er der også fremsendt et indlæg med en historisk fremstilling m.v. vedrørende campingbranchen. Indlægget indeholder bl.a. bemærkninger m.v. til behandlingen, herunder den skattemæssige behandling, af campingbranchen.

Til støtte for påstanden er gjort gældende, at selskabet handlede i overensstemmelse med Skatterådets retningslinjer og overholdt de 9 punkter i SKM2006.530.

Den tidligere skatteminister [person1] har klart tilkendegivet, at virksomheder, der havde indrettet sig i overensstemmelse med Skatterådets bindende svar, ikke ”har noget at frygte”, jf. skatteministerens svar af 6. april 2011 til campingbranchen.

[person1] skrev således til campingbranchen:

”Du udtrykker bekymring for, om der i forbindelse med kontrolindsatsen sker en videre fortolkning af Skatterådets retningslinjer i SKM2006.530.SR om, hvordan en dansk virksomhed kan indrette et grænsehandelskoncept, så campingvogne kan handles med tysk moms.

I mail af 1. april 2011 til min departementschef anfører [person2] bl.a., at medlemmerne oplever SKATs fremgangsmåde som utrolig aggressiv.

Jeg vil gerne understrege, at for årene 2006-2010 skal vurderingen fortsat ske efter retningslinjerne i SKM2006.530.SR. Hvis grænsehandelskoncepterne overholder Skatterådets retningslinjer, har forhandlerne ikke noget at frygte.”

Daværende skatteminister [person3] har efterfølgende bekræftet dette svar over for folketingsmedlem [person4].

SKAT hævder, at selskabet ikke overholdt punkt 1, da selskabet ikke havde et fast forretningssted i Tyskland, hvilket er et krav i henhold til punkt 1 i Skatterådets retningslinjer. SKAT har alene af den grund afkrævet selskabet dansk moms af handlen med samarbejdspartneren. SKAT har lagt vægt på, at selskabet ikke havde andre kunder end de danske forhandlere og har henvist til SKM2007.758.SR og SKATs styresignal i SKM2009.404.

SKAT misfortolker de nævnte to administrative udmeldinger og ignorerer samtidig de nævnte to skatteministres klare tilkendegivelser/løfter, når SKAT træffer afgørelse ud fra et bindende svar og et styresignal, som ligger efter det bindende svar i SKM2006.530.SR, og som derfor i sagens natur ikke kan være indeholdt i retningslinjerne i det bindende svar.

Dette ændrer dog ikke på, at selskabet havde et fast forretningssted i Tyskland. Selskabet har derfor også overholdt dette punkt i retningslinjerne.

Grænsehandelskonceptet gik netop ud på, at forhandlerne kunne indrette sig på en sådan måde, at forskellen med de to landes momssatser kunne udnyttes. Det fremgår også af Skatterådets pressemeddelelse i forbindelse med Skatterådets afgørelse om, at campingvogne kunne handles med tysk moms i stedet for med dansk moms, hvis de 9 opstillede punkter blev overholdt. Skatterådet udtalte bl.a.:

”Skatterådet har på sit møde i dag behandlet en række anmodninger om bindende svar vedrørende påtænkt grænsehandel med campingvogne.

Det gennemgående spørgsmål i sagerne er, om spørgerne ved at indrette sig på en nærmere beskrevet måde kan udnytte forskellen mellem dansk og tysk moms, således at salg og levering af campingvogne til danske kunder kan ske med tysk moms i stedet for med dansk moms”

Den daværende skatterådsformand udtalte i Berlingske den 23. juni 2006 i relation til Skatterådets afgørelse og de deri indeholdte 9 punkter følgende:

”Vi ser det som vores opgave i Skatterådet at opstille nogle klare retningslinjer for, hvordan tingene skal foregå. Det er det, vi nu har gjort på dette område, så hverken forhandlerne eller SKAT er i tvivl om, hvilke regler, der skal være opfyldt, hvis man skal handle til den lavere tyske moms.”

Det må konstateres, at retningslinjerne åbenbart og desværre ikke har været så klare for SKAT som for selskabet.

Hvis Landsskatteretten finder, at selskabet har overholdt de 9 punkter i SKM2006.530, er der ikke hjemmel for SKAT til at efteropkræve dansk moms hos selskabet. Det fremgår af de tidligere skatteministre [person1]s og [person3]s svar, ligesom Landsskatteretten har tilkendegivet det tilsvarende i SKM2012.223 og i j.nr. 11-0300587 og j.nr. 11- 0301192.

De 9 punkter i SKM2006.530 fulgte i det store og hele Landsskatterettens afgørelse i sagen Jet-Trade, jf. SKM2006.376. Denne afgørelse blev efterfølgende indbragt for Vestre Landsret, der kom til samme resultat som Landsskatteretten, nemlig at den pågældende handel skulle ske med tysk moms. Først da sagen kom for Højesteret, blev resultatet et andet, idet Højesteret i SKM2010.396 ud fra en realitetsbetragtning afgjorde, at handlen skulle ske med dansk moms.

Skatterådets 9 punkter skal således overordnet fortolkes i lyset af det grænsehandelskoncept, som Jet-Trade-sagen indeholdt, og som Vester Landsret havde blåstemplet. Skatterådets 9 punkter må nødvendigvis også skulle fortolkes i lyset af den tid, hvor retningslinjerne blev udstedt og dermed i lyset af den tids opfattelse. Forholdsvis kort tid før Skatterådet udmeldte de 9 punkter, havde den daværende skatteminister, [person4], udtalt følgende:

”Hvis campingvognen udleveres fra en dansk forhandlers tyske samarbejdspartner[,] og køber selv står for hjemtransporten af campingvognen, så er leveringen sket i Tyskland[,] og dermed skal der betales tysk moms af salget.”

De 9 punkter modsiger ikke dette udsagn, men supplerer det blot med yderligere krav eksempelvis i form af, at den tyske samarbejdspart skal have etableret et forretningssted i Tyskland. Højesteretsdommens realitetsbetragtning skal således ikke indgå i fortolkningen af Skatterådets 9 punkter.

Selskabets repræsentant har endvidere til støtte for påstanden gjort gældende, at såfremt Landsskatteretten måtte træffe afgørelse om, at retten til som ejer at råde over campingvognene i realiteten er overgået fra selskabet til den danske kunde og ikke til samarbejdspartneren, og Landsskatteretten afgør, at selskabet ikke har overholdt de 9 retningslinjer i SKM2006.530.SR og derfor ikke kan støtte ret på SKM2006.530.SR, vil leveringsstedet for vognene være i Tyskland og ikke i Danmark, jf. momslovens §14, nr. 2, 2. og 3 pkt. SKAT har derfor ikke hjemmel til at opkræve moms af de i denne sag omhandlede transaktioner. En eventuel opkrævning af moms vil i så fald alene kunne foretages af de tyske myndigheder.

Der er videre anført følgende:

”[...]

SKAT har den 29. september 2014 udsendt et styresignal om ”Fjernsalg eller ej i momslovens forstand ved salg af varer fra andre EU-lande”, jf. SKM2014.671.SKAT.

Styresignalet indeholder ifølge SKAT præciseringer af, hvad der forstås med indirekte involvering af transporten i relation til opfyldelsen af betingelserne for at være omfattet af reglerne om fjernsalg. Styresignalet supplerer SKM2011.217.SKAT.

Styresignalet beskriver således de situationer, hvor en dansk ikke momsregistreret kunde køber en vare i et andet EU-land, f.eks. i Tyskland, og hvor varen indirekte forsendes eller transporteres af den tyske sælger til den danske kunde. Hvis det kan konkluderes, at den tyske sælger er direkte eller indirekte indblandet i transporten af varen til den danske kunde, kan han ikke sælge varen med tysk moms, men må sælge den med dansk moms, hvis han bliver omfattet af den danske registreringsgrænse på 280.000 kr.

[...]

Hvis Landsskatteretten vil lægge til grund, at råderetten over campingvognene i realiteten er overgået fra [virksomhed1] til den danske kunde og ikke fra [virksomhed1] til [virksomhed2] GmbH, vil transaktionen mellem [virksomhed1] og den danske kunde ifølge Landsskatteretten herefter se således ud:

Campingvognen befinder sig her i landet på det tidspunkt, hvor transporten til køberen (den danske kunde) påbegyndes

Leveringsstedet for transaktionen vil som udgangspunkt (som også er hovedreglen) være Danmark, jf. momslovens § 14, stk. 1, nr. 2, 1. pkt.

[virksomhed1] sørger for transporten af campingvognen til Tyskland og er således direkte involveret i transporten af campingvognen fra Danmark til Tyskland.

Den danske kunde får udleveret campingvognen i Tyskland.

Den danske kunde er en privatperson og er ikke momsregistreret i Tyskland

Leveringsstedet for transaktionen vil nu ikke længere være Danmark, men Tyskland, idet hovedreglen i momslovens § 14, stk. 1, nr. 1 må vige for undtagelsen hertil, der følger af momslovens §14, stk. 1, nr. 2, 2. og 3. pkt. (reglerne om fjernsalg).

Det kan således på ovennævnte baggrund direkte udledes af momslovens §14, nr. 2, 2. og 3. pkt., at [virksomhed1]’s levering af campingvogn til den danske kunde er omfattet af reglerne om fjernsalg.

Det indebærer, at [virksomhed1] skulle have været momsregistreret i Tyskland og have opkrævet og afregnet tysk moms af salget af campingvogne til de danske kunder, og det skal her bemærkes, at [virksomhed1] i henhold til reglerne om fjernsalg ville have haft ret til at lade sig registrere straks i Tyskland og ikke afvente, at selskabets omsætning til danske kunder i Tyskland ville have oversteget den omsætningsgrænse, som Tyskland opererer med, jf. momssystemdirektivets artikel 34, stk. 4.

Anvendelse af reglerne om fjernsalg vil hverken kunne tilsidesættes ud fra en realitetsbetragtning eller en misbrugsbetragtning, jf. venligst nedenfor.

[person5], der er professor ved [...] Universitet, har i SU 2010, 219 skrevet en artikel om
”Moms og grænsehandelskoncepter i lyset af den seneste praksis”.

Her skriver han bl.a.:

”Tilsidesættelse ud fra realitetsbetragtninger er karakteriseret ved, at myndighederne kvalificerer den omtvistede transaktion anderledes end parterne med henvisning til, at parternes kvalifikation ikke er i overensstemmelse med en objektiv vurdering af de faktiske forhold.

Tilsidesættelse ud fra misbrugsbetragtninger er derimod karakteriseret ved, at parternes transaktion lægges til grund af myndighederne, men at parterne alligevel nægtes de retsvirkninger, som de måtte forvente på baggrund af de relevante bestemmelsers umiddelbare ordlyd med henvisning til, at de omtvistede transaktioners hovedformål er at opnå en afgiftsfordel, og at det af parterne påberåbte resultat er i strid med bestemmelsernes formål”.

Anvendelse af reglerne om fjernsalg vil i sagens natur ikke kunne tilsidesættes ud fra en realitetsbetragtning, idet det er Landsskatteretten, som har afgjort, hvad realiteten er, og realiteten er ifølge Landsskatteren, at [virksomhed1] leverer en campingvogn til den danske kunde og ikke til [virksomhed2] GmbH, og [virksomhed1] transporterer campingvognen direkte til den danske ikke-momsregistrerede kunde i Tyskland.

Anvendelsen af reglerne om fjernsalg vil heller ikke kunne tilsidesættes ud fra en misbrugsbetragtning, jf. [person5]s definition på dette begreb og EU-domstolens definition på samme begreb i sagerne C-478/01 og C-7/02, Gemeente Leusden og Holin Groep BV.

I sidstnævnte sager udtaler Domstolen:

”For så vidt angår misbrug har Domstolen allerede fastslået, at konstateringen af, at der er tale om misbrug, forudsætter dels ([virksomhed1]’s understregning) et sammenfald af objektive omstændigheder, hvoraf det fremgår, at det formål, som fællesskabsbestemmelserne forfølger, ikke er opnået, selv om betingelserne i disse bestemmelser formelt er overholdt, dels ([virksomhed1]’s understregning) et subjektivt element, der består i ønsket om at drage fordel af fællesskabsbestemmelserne ved kunstigt at skabe de betingelser, der kræves for at opnå denne fordel.”

To betingelser skal således være opfyldt ifølge EU-domstolen, før der kan være tale om misbrug:

Et sammenfald af objektive omstændigheder, hvoraf det fremgår, at det formål, som fællesskabsbestemmelserne forfølger, ikke er opnået, selv om betingelserne i disse bestemmelser formelt er overholdt

Et subjektivt element, der består i ønsket om at drage fordel af fællesskabsbestemmelserne ved kunstigt at skabe de betingelser, der kræves for at opnå denne fordel

For så vidt angår den første betingelse gøres det gældende, at reglerne om leveringssted har til formål at sikre, at der ved handel over landegrænserne sker momsbeskatning i ét land, men også kun ét land.

Ved anvendelse af reglerne om fjernsalg opfyldes dette formål, idet varerne beskattes i ét land og kun i ét land.

I den konkrete sag bliver campingvognene beskattet med tysk moms i stedet for dansk moms, og der sker derfor ingen unddragelse af momsbeskatning. Momsbeskatningen -retten til at momsbeskatte campingvognene -flyttes blot fra Danmark til Tyskland.

EU-domstolen har flere gange slået fast, at snævre nationale fiskale interesser ikke kan tillægges nogen nævneværdig værdi, når blot det sikres, at der i forbindelse med handel over landegrænserne sker momsbeskatning i ét og kun ét land, jf. eksempelvis sag C-190/05, ARD Lease BV og sag C-260/95, [virksomhed3] A/S.

Første betingelse, for at der kan være tale om misbrug, er derfor ikke opfyldt, og anvendelse af reglerne i den konkrete sag kan derfor allerede af den grund ikke være misbrug.

Hvis Landsskatterettens konklusion imidlertid må blive, at anvendelse af reglerne om fjernsalg i momslovens § 14, nr. 2, 2. og 3. pkt., vil hindre, at det formål, som fællesskabsbestemmelserne forfølger, opnås, vil den anden betingelse for at statuere misbrug ikke være opfyldt, hvorfor misbrugsbetragtningen af den grund ikke kan gøres gældende i denne sag.

Det fremgår som nævnt ovenfor af domstolens afgørelse i sagerne C-478/01 og C7/02, Gemeente Leusden og Holm Groep BV, at hvis der skal kunne statueres misbrug, skal der også kunne konstateres ”et subjektivt element, der består i ønsket om at drage fordel af fællesskabsbestemmelserne ved kunstigt at skabe de betingelser, der kræves for at opnå denne fordel.”

[virksomhed1] har ikke kunstigt skabt de betingelser, der kræves, for at [virksomhed1] kan blive omfattet af reglerne for fjernsalg.

[virksomhed1] har i tillid til, at selskabet har overholdt retningslinjerne i SKM2006.530.SR, solgt og leveret campingvogne til [virksomhed2] GmbH, som har solgt campingvognene til danske ikke-momsregistrerede kunder, der har fået udleveret vognene i Tyskland og har transporteret campingvognene til Danmark.

Landsskatteretten har så ud fra en realitetsbetragtning truffet afgørelse om, at [virksomhed1] har leveret til den danske kunde -og ikke til [virksomhed2] GmbH -og [virksomhed1] har transporteret campingvognene til den danske kunde i Tyskland og ikke til [virksomhed2] GmbH i Tyskland.

Det er dermed også åbenbart, at det ikke er [virksomhed1], som har skabt de betingelser, der gør, at [virksomhed1] kan blive omfattet af reglerne om fjernsalg; det er Landsskatteretten, som har fastsat disse betingelser.

Der kan derfor i sagens natur ikke være et ”subjektivt element” fra [virksomhed1]’s side bestående i et ønske om at ”drage fordel af fællesskabsbestemmelserne ved kunstigt at skabe de betingelser, der kræves for at opnå denne fordel”, al den stund at det er Landsskatteretten - og ikke [virksomhed1] -der har fastlagt betingelserne, ligesom det i sagens natur ikke giver nogen mening, hvis Landsskatteretten ud fra en realitetsbetragtning fastlægger betingelserne for, hvorledes en transaktion er foregået, for efterfølgende at tilsidesætte anvendelsen af den momsbestemmelse, som transaktionen henhører under, med den begrundelse, at det vil være misbrug at anvende denne bestemmelse.

Det kan derfor på ovennævnte baggrund konkluderes, at såfremt Landsskatteretten ud fra en realitetsbetragtning fastslår, at der kun er én transaktion - transaktionen mellem [virksomhed1] og den danske kunde - vil [virksomhed1]’s levering være omfattet af momslovens § 14, nr. 2, 2. og 3. pkt., og SKAT kan ikke gøre et momskrav gældende mod [virksomhed1]. Det kan alene Tyskland, såfremt de tyske myndigheder måtte være enige i Landsskatterettens realitetsbetragtning.

[...]”

Landsskatterettens afgørelse

Følgende fremgår af momslovens § 4, stk. 1, 1. og 2. pkt.:

”Der betales afgift af varer og ydelser, der leveres mod vederlag her i landet. Ved levering af en vare forstås overdragelse af retten til som ejer at råde over et materielt gode. [...]”

Det fremgår af momslovens § 14, nr. 2, 1. pkt., at leveringsstedet er her i landet i følgende tilfælde:

[...]

”2) Når varen forsendes eller transporteres[,] og varen befinder sig her i landet på det tidspunkt, hvor forsendelsen eller transporten til aftageren påbegyndes. [...]”

På baggrund af oplysningerne i SKATs sagsfremstilling lægges det til grund, at fremgangsmåden ved salg af de omhandlede campingvogne i hovedtræk bestod i, at hvis en dansk kunde henvendte sig til selskabet og viste interesse for at købe en bestemt campingvogn, blev kunden oplyst om selskabets salgspris inklusiv dansk moms.

Hvis kunden spurgte til muligheden for at købe campingvognen med tysk moms, oplyste selskabet, at dette kunne lade sig gøre ved henvendelse til samarbejdspartneren, hvilket kunne ske ved, at kunden udfyldte et købstilbud på samarbejdspartnerens hjemmeside. Efter at have modtaget købstilbuddet fra kunden, forhørte samarbejdspartneren sig hos selskabet om muligheden for at købe en vogn som anført i kundens tilbud. I bekræftende fald sendte samarbejdspartnere en slutseddel til kunden til underskrift.

Når campingvognen var klar til levering, transporterede selskabet vognen samt tilhørende faktura, typeattest og blanket til brug for indregistreringen til samarbejdspartneren, hvor kunden efterfølgende hentede og betalte for vognen. Medens selskabets avance ved salget ifølge SKAT var på ca. 14 pct., oppebar samarbejdspartneren et beløb på 1.500 kr. pr. solgt vogn.

Landsskatteretten finder, at selskabet ud fra en realitetsbetragtning må anses for at have overdraget råderetten og dermed foretaget levering af de omhandlede campingvogne til de private kunder i forbindelse med kundernes besøg i selskabets forretning, jf. momslovens § 4, stk. 1, og Højesteret i Jet-Trade-sagen i SKM2010.396. Leveringsstedet for leverancerne var herefter i Danmark, jf. momslovens § 14, nr. 2, hvorfor selskabet skulle have opkrævet moms af de danske kunder i forbindelse med salget. Da dette ikke skete, påhviler det selskabet at indbetale momsen af leverancerne til SKAT.

Spørgsmålet er herefter, om selskabet har fulgt retningslinerne i Skatterådets bindende svar i SKM2006.530 og kan støtte ret på det bindende svar ud fra en lighedsgrundsætning, således at det på trods af ovenstående ikke påhviler selskabet at betale momsbeløbet.

Allerede fordi selskabet ud fra en realitetsbetragtning, jf. ovenfor, må anses for at have indgået aftale med de danske kunder ved sidstnævntes henvendelse i selskabets forretning, var betingelserne for salg til 0-sats i medfør af momslovens § 34, stk. 1, nr. 1, ikke opfyldt, jf. således Vestre Landsrets afgørelse af 30. august 2013 gengivet i SKM2013.850.VLR. Selskabet kan derfor ikke støtte ret på det bindende svar.

Til anbringendet om, at leveringsstedet for vognene i så fald vil være i Tyskland og ikke i Danmark, jf. momslovens §14, nr. 2, 2. og 3. pkt., bemærkes, at det følger af momslovens § 14, stk. 1, nr. 2, at leveringsstedet for varer er her i landet, når varen forsendes eller transporteres og varen befinder sig her i landet på det tidspunkt, hvor forsendelsen eller transporten til aftageren begynder. Det følger heraf, at leveringsstedet er i Danmark, hvorfor der skal betales dansk moms. Anbringendet kan derfor ikke føre til et andet resultat.

I relation til beregningen af momsbeløbet bemærkes det, at SKAT under sagens behandling ved Landsskatteretten har genoptaget en del af sin afgørelse og ændret den, således at selskabet alene skal betale moms med et beløb svarende til 20 pct. – og ikke 25 pct. – af det omhandlede salg, jf. EU-domstolens afgørelse i de forenede sager C-249/12 og C-250/12, Tulica og Plavosin, samt SKATs styresignal i SKM2014.783.SKAT.

Landsskatteretten stadfæster således SKATs afgørelse om, at selskabet skal svare dansk moms af det omhandlede salg af campingvogne faktureret til samarbejdspartneren i den omhandlede periode.