Kendelse af 07-08-2014 - indlagt i TaxCons database den 06-09-2014

Klagen skyldes, at SKAT ikke har imødekommet en anmodning fra A/S [virksomhed1], herefter benævnt selskabet, vedrørende tilbagebetaling af indgående afgift i forbindelse med udgifter til bespisning af forretningsforbindelser og ansatte, for perioden 1. oktober 1994 - 31. december 2000, idet dokumentationskravet ikke er anset for opfyldt, jf. styresignalerne SKM2010.622.SKAT og SKM2011.829.SKAT.

Landsskatteretten stadfæster SKATs afgørelse.

Faktiske oplysninger

Selskabet har ved brev af den 29. december 2010 anmodet SKAT om tilbagebetaling af indgående afgift i forbindelse med udgifter til bespisning af forretningsforbindelser og ansatte, for perioden 1. oktober 1994 – 31. december 2000, jf. SKATs styresignal, SKM2010.622.SKAT, offentliggjort den 4. oktober 2010.

SKATs afgørelse

SKAT har ikke godkendt fradrag for indgående afgift vedrørende udgifter til bespisning af forretningsforbindelser og ansatte, i alt 70.025 kr., for perioden 1. oktober 1994 – 31. december 2000, idet der ikke er indsendt en specifik opgørelse over kravet, samtidig med at der ikke er indsendt dokumentation for den ønskede udbetaling.

I henhold til skatteforvaltningslovens §§ 31 og 32 skal der fremsættes oplysninger af faktisk eller retlig karakter, for at der kan ske genoptagelse af momstilsvaret.

Det fremgår af SKM2011.829.SKAT og SKM2010.622.SKAT, at virksomheden skal kunne dokumentere opgørelsen af tilbagebetalingskravet gennem relevant regnskabsmateriale og andet bilagsmateriale, som efter virksomhedens opfattelse kan dokumentere kravet.

Virksomheden skal gennem regnskabet m.v. kunne dokumentere, at der er afholdt udgifter til bespisning.


Herefter skal virksomheden sandsynliggøre, hvor stor en andel af disse bespisningsudgifter, der er omfattet af tilbagebetalingsadgangen.


Vedrørende dokumentationskravet for perioder, der er ældre end 5 år, skal der også for disse perioder indsendes en specificeret opgørelse af tilbagebetalingskravet. Dokumentationskravet vil i disse situationer efter en konkret vurdering kunne opfyldes ved hjælp af eksempelvis specifikation til regnskabsmateriale, mødekalendere eller lignende.

Vurderingen af, om der er behørig dokumentation, skal også indeholde en gennemgang af, hvordan virksomheden er kommet frem til kravet for ældre perioder. Der ses bl.a. på, om det er ensartede skønnede beløb for en årrække. Kan virksomheden f.eks. dokumentere et krav for de seneste 5 år, så kan den ikke blot anvende kravet for den periode som udgangspunkt for tilbagebetaling for den ekstraordinære periode. SKAT accepterer ikke, at virksomheden blot ganger med de resterende antal år der ønskes tilbagebetaling for. Virksomheden vil i den situation ikke leve op til dokumentationskravene. Hvis virksomheden ikke har opbevaret regnskabsmateriale af nogen art for perioder ældre end 5 år, kan der ikke ske tilbagebetaling.

Det er SKATs opfattelse, at den beskrivelse og opgørelse, selskabet har forelagt med henblik på at godtgøre udbetalingskravet, herunder selskabets bemærkninger til forslaget, ikke indeholder de elementer af faktisk eller retlig karakter, der kan medføre opfyldelse af dokumentationskravene som beskrevet i styresignalerne.

Selskabets opfattelse

Selskabets repræsentant har nedlagt påstand om, at der skal godkendes fradrag for moms vedrørende bespisning af forretningsforbindelser og ansatte, i alt 70.025 kr., for perioden 1. oktober 1994 - 31. december 2000.

Opgørelsen af kravet er udarbejdet i samråd med selskabets nuværende revisionsfirma [virksomhed2] i [by1], efter oplysninger/dagbøger fra en, i den omhandlede periode, ansat i selskabet, idet selskabet alene er i besiddelse af regnskabsmateriale tilbage til år 2003.

Selskabet var, indtil ultimo 2000, beliggende i et [center], [by2]. I perioden herefter foregår selskabets drift under andre vilkår, idet der ikke længere er ansat personale i selskabet, hvorfor der ikke længere er de tidligere opgaver af undervisningsmæssig karakter med løbende afholdelse af kursusvirksomhed med bespisning, samt bespisning i forbindelse med forretningsforbindelser i øvrigt ved afholdelse af generalforsamlinger m.m.

I perioden fra 1. oktober 1994 og indtil udgangen af 2000 har selskabet primært beskæftiget sig med klientpleje, herunder undervisning af klienters personale i alle forekommende arbejdsopgaver i mindre erhvervsvirksomheder.

Selskabet har beskæftiget sig med alle forekommende opgaver indenfor administration i mindre/mel-lemstore virksomheder og bl.a. forestået undervisning af personale og afholdt diverse møder med klienter.


Selskabets kurser fandt sted i mødelokaler på selskabets adresse, [adresse1],[by2], og bespisningen foregik ved indkøb af måltider hos daværende [virksomhed3] i [by2], [virksomhed4] i [by2] og [virksomhed5] i [by3].


Undervisning m.v. fandt sted i følgende omfang:

Kursusvirksomhed
Ca. 8 kurser pr. kvartal fra 1. oktober 1994 - 31. december 2000.
På hvert kursus var der 3 - 5 kursister og 2 - 3 personer fra selskabets kontor.
Kursusaktiviteten fandt altid sted mellem kl. 09.00 - kl. 13.00 eller mellem kl. 16.00 - kl. 20.00.

Forretningsmøder
Der blev afholdt forretningsmøder med bespisning af minimum 2 klienter og 1 person fra selskabet minimum 2 gange pr. kvartal.


Alle forretningsmøder fandt sted udenfor normal arbejdstid mellem kl. 16.00 - kl. 20.00.


Forplejningen blev leveret og forberedt på selskabets trinettekøkken og herefter serveret for deltagerne.

Forplejningen foregik på samme måde, når selskabets ansatte selv deltog i kursusaktiviteter hos selskabet.

Årsagen, til at der blev afholdt møder m.v. i egne lokaler, var, at selskabet havde kapacitet hertil og idet det samtidig var billigst at få forplejningen leveret, således at selskabet selv kunne indkøbe kaffe og drikkevarer til butikspriser. En anden væsentlig årsag til afholdelse af møder m.v. i egne lokaler var tidsforbruget.

Når der ikke er indhentet oplysninger fra de tre leverandører af forplejning, skyldes det udelukkende, at der er nye indehavere hos to af leverandørerne og, at den tredje leverandør ikke eksisterer længere.


Landsskatterettens afgørelse

Der skal tages stilling til, om det er med rette, at SKAT ikke har imødekommet selskabets anmodning om tilbagebetaling af indgående afgift vedrørende udgifter til bespisning af forretningsforbindelser og ansatte i egne lokaler, for perioden 1. oktober 1994 - 31. december 2000, med i alt 70.025 kr.

Af momslovens § 37, stk. 1, fremgår:

”Virksomheder registreret efter §§ 47, 49, 51 eller 51 a kan ved opgørelsen af afgiftstilsvaret som indgående afgift, jf. § 56, stk. 3, fradrage afgiften efter denne lov for virksomhedens indkøb m.v. af varer og ydelser, der udelukkende anvendes til brug for virksomhedens leverancer, som ikke er fritaget for afgift efter § 13, herunder leverancer udført i udlandet, jf. dog stk. 6.”

Af momslovens § 42, stk. 1, nr. 1 og nr. 5, fremgår:

”Virksomheder kan ikke fradrage afgift af indkøb m.v., som vedrører

1) kost til virksomhedens indehaver og personale,

(...)

5) underholdning, restaurationsydelser, repræsentation og gaver, jf. dog stk. 2.

(...)”

Af dagældende skatteforvaltningslov § 31, stk. 2, fremgår:

”Stk. 2. En afgiftspligtig, der ønsker afgiftstilsvaret ændret, skal senest 3 år efter angivelsesfristens udløb fremlægge oplysninger af faktisk eller retlig karakter, der kan begrunde ændringen. (...).”

Af dagældende skatteforvaltningslov § 32, stk. 1, nr. 1, fremgår:

”Uanset fristerne i § 31 kan et afgiftstilsvar eller en godtgørelse af afgift fastsættes eller ændres efter anmodning fra den afgiftspligtige henholdsvis den godtgørelsesberettigede eller efter told- og skatteforvaltningens bestemmelse, hvis:

1)Hidtidig praksis er endeligt underkendt ved en dom, en landsskatteretskendelse eller ved en praksisændring offentliggjort af Skatteministeriet. I disse tilfælde kan genoptagelse fore-tages til gunst for den afgiftspligtige fra og med den afgiftsperiode, der er helt eller delvis sammenfaldende med den afgiftsperiode, der var til prøvelse i den første sag, der resulte-rede i underkendelse af praksis, eller den afgiftsperiode, der er påbegyndt, men endnu ikke udløbet, 3 år forud for underkendelsen af praksis. Tilsvarende kan genoptagelse ske til gunst for den godtgørelsesberettigede vedrørende godtgørelse af afgift, der kunne være gjort gældende fra og med det tidspunkt, der var til prøvelse i den første sag, der resulterede i underkendelse af praksis, eller 3 år forud for underkendelsen af praksis.”

Ifølge dagældende skatteforvaltningslov § 32, stk. 1, nr. 1, kan et afgiftstilsvar ændres uanset fristen i skatteforvaltningslovens § 31, såfremt hidtidig praksis er endelig underkendt ved dom, en Landsskatteretskendelse eller ved en praksisændring offentliggjort af Skatteministeriet.

EU-domstolen har i sag C-371/07, Danfoss A/S og AstraZeneca A/S, udtalt sig om dels medlemsstaternes mulighed for opretholdelse af undtagelser fra retten til fradrag af indgående afgift i henhold til standstill-klausulen, jf. 6. direktivs artikel 17, stk. 6, 2. afsnit, dels om virksomhedernes mulighed for vederlagsfri bespisning af forretningsforbindelser og/eller personale i egen kantine i forbindelse med møder i virksomheden, uden at leverancen udløser udtagningsmoms, jf. 6. direktivs artikel 6, stk. 2, litra a) og b). Selskaberne havde i henhold til national praksis fradraget den fulde indgående afgift og beregnet udtagningsmoms.

Domstolen udtalte, jf. præmis 44, at det vil være i strid med standstill-klausulen i 6. direktivs artikel 17, stk. 6, 2. afsnit, såfremt en medlemsstat efter direktivets ikrafttrædelsestidspunkt anvender en undtagelse fra retten til fradrag for indgående afgift, efter at medlemsstaten gennem administrativ praksis har anerkendt fuld fradragsret. Som følge heraf kan momslovens § 42, stk. 1, nr. 1 og nr. 5, ikke anvendes til at begrænse retten til fradrag af den indgående afgift i forbindelse med vederlagsfri bespisning af forretningsforbindelser og/eller personale i egen kantine i forbindelse med møder i virksomheden.

Videre udtalte domstolen, at 6. direktivs artikel 6, stk. 2, som udgangspunkt omfatter vederlagsfri bespisning af personale i virksomhedens lokaler, medmindre virksomhedens behov – såsom behovet for at sikre, at møder i arbejdet forløber sammenhængende og godt – gør det nødvendigt, at arbejdsgiveren sørger for bespisningen, jf. præmis 65. I de særlige tilfælde, hvor virksomhedens behov gør det nødvendigt at sørge for vederlagsfri bespisning af personalet i forbindelse med afholdelse af møder i virksomheden, er leverancen ikke omfattet af begrebet ”virksomheden uvedkommende formål”, jf. 6. direktivs artikel 6, stk. 2. En sådan vederlagsfri bespisning skal således ikke sidestilles med levering af en tjenesteydelse uden vederlag, hvorfor der ikke skal beregnes udtagningsmoms.

Som følge af EU-domstolens dom i sag C-371/07, Danfoss A/S og AstraZeneca A/S, har SKAT offentliggjort styresignalet SKM2010.622.SKAT, hvorefter den tidligere praksis, om at der ikke var fradragsret for moms af udgifter til bespisning m.m. af forretningsforbindelser og ansatte i forbindelse med møder i virksomheden, jf. momslovens § 42, stk. 1, nr. 1 og nr. 5, er ændret.

For så vidt angår praksisændringens omfang fremgår følgende af SKM2010.622.SKAT:

”Genoptagelse

Virksomheder der efter den hidtidige praksis ikke har taget fradragsret, jf. momslovens § 42, stk. 1, nr. 5, eller som har beregnet udtagningsmoms, jf. momslovens § 5, stk. 2, ved bespisning m.m. af forretningsforbindelser og ansatte under møder i virksomheden, kan anmode om genoptagelse af afgiftstilsvaret.”

Skatteministeriet har endvidere tilkendegivet sin opfattelse vedrørende dokumentationskravene i styresignalet SKM2011.829.SKAT, hvoraf fremgår følgende:

”Dokumentationskravene er i SKM2010.622.SKAT formuleret således:

Virksomheden skal kunne dokumentere opgørelsen af tilbagebetalingskravet gennem relevant regnskabsmateriale og andet bilagsmateriale, som efter virksomhedens opfattelse kan dokumentere kravet.”

Det vil med andre ord sige, at det som udgangspunkt beror på en konkret vurdering i hvert enkelt tilfælde, om det fremlagte materiale er tilstrækkeligt til, at anmodningen kan imødekommes.

Efter Skatteministeriets opfattelse kan der lægges følgende grundlæggende linje for, hvad der skal kræves af dokumentation for, at kravet kan imødekommes:

Virksomheden skal gennem regnskabet kunne dokumentere, at der er afholdt udgifter til bespisning. Da bespisning af forretningsforbindelser er anset for ”repræsentation” og bespisning af ansatte for ”kost til ansatte”, vil det være naturligt at tage afsæt i regnskabets konti for henholdsvis ”repræsentation” og ”kost til ansatte”.

Herefter skal virksomheden kunne sandsynliggøre, hvor stor andel af udgifterne på disse konti, der er omfattet af tilbagebetalingsadgangen. Udgifter til hotel- og restaurationsudgifter skal trækkes helt ud af opgørelsen, da disse udgifter ikke er omfattet tilbagebetalingsadgangen.

Sandsynliggørelse af, hvilke udgifter, der er omfattet af tilbagebetalingsadgangen kan f.eks. ske ved, at virksomheden redegør for og dokumenterer sine mødeaktiviteter og bespisningspolitik.

For perioder, der er ældre end 5 år, skal der også indsendes en specificeret opgørelse af tilbagebetalingskravet. Da bilagsmaterialet måske ikke længere foreligger, vil dokumentationskravet efter en konkret vurdering blandt andet kunne opfyldes gennem

specifikationer til regnskabsmaterialet
mødekalendere
korrespondance

Derudover skal det sandsynliggøres, at betingelserne for fradragsret ifølge retningslinjerne i styresignalet er opfyldt.

Vurderingen af, om der er behørig dokumentation, skal også indeholde en gennemgang af, hvordan virksomheden er kommet frem til kravet for de ældre perioder. Der skal ses på, om det er ensartede skønnede beløb for en årrække. Hvis virksomheden f.eks. kan dokumentere et krav vedrørende en nyere periode, kan virksomheden ikke anvende kravet for denne periode som udgangspunkt for tilbagebetaling for de ældre perioder. Det vil med andre ord sige, at det ikke accepteres, at virksomheden blot ganger et års dokumenteret krav med de resterende antal år, der ønskes tilbagebetaling for.

Hvis virksomheden ikke har opbevaret regnskabsmateriale af nogen art for perioder, der er ældre end 5 år, og derfor ikke på nogen måde kan dokumentere, at der for disse år er afholdt udgifter omfattet af tilbagebetalingsadgangen, kan der efter Skatteministeriets opfattelse ikke ske tilbagebetaling.”

Det bemærkes, at styresignaler, herunder SKM2011.829.SKAT og SKM2010.622.SKAT, gengiver SKATs opfattelse.

Det bemærkes endvidere, at det følger af bogføringslovens § 10, stk. 1, ogmomsbekendtgørelsens § 66, stk. 1, at virksomheder alene er forpligtet til at opbevare regnskabsmateriale i 5 år. Genoptagelsesperioden for momsfradrag vedrørende bespisning af forretningsforbindelser og ansatte rækker langt ud over denne opbevaringsperiode.

Selskabet har således ikke opbevaret regnskabsmateriale for genoptagelsesperioden, herunder den påklagede periode, 1. oktober 1994 - 31. december 2000.

Spørgsmålet er herefter, hvorvidt de omhandlede udgifter til bespisning kan anses for sandsynliggjort eller dokumenteret og dermed anses for omfattet af momslovens § 37.

Selskabet har ved opgørelsen af kravet for perioden 1. oktober 1994 - 31. december 2000 foretaget et skøn. Skønnet er udarbejdet i samråd med selskabets nuværende revisionsfirma, efter en gennemgang af dagbøger/oplysninger fra en, i den omhandlede periode, ansat i selskabet.

Således som sagen foreligger oplyst for Landsskatteretten, finder retten det ikke i tilstrækkelig grad sandsynliggjort eller dokumenteret, at selskabet har afholdt udgifter af den omhandlede karakter og størrelse i den omhandlede periode. Der er herved henset til, at der ikke er fremlagt materiale, der kan sandsynliggøre eller dokumentere selskabets opgørelse.

Landsskatteretten stadfæster således SKATs afgørelse.