Kendelse af 23-10-2014 - indlagt i TaxCons database den 16-01-2015

Klagen skyldes, at SKAT ikke har imødekommet en anmodning fra [Forening1], herefter benævnt foreningen, vedrørende tilbagebetaling af indgående afgift i forbindelse med udgifter til bespisning af forretningsforbindelser og ansatte, for perioden 1. oktober 1994 - 31. december 2001, i forbindelse med mødebespisning, idet dokumentationskravet ikke er anset for opfyldt, jf. styresignalerne SKM2010.622.SKAT og SKM2011.829.SKAT.

Landsskatteretten ændrer SKATs afgørelse, idet foreningens principale påstand om, at foreningen er berettiget til tilbagebetaling af indgående afgift, i alt 9.623 kr., for perioden 1. oktober 1994 - 31. december 2001, imødekommes.

Faktiske oplysninger

Foreningens repræsentant har ved brev af 16. december 2010 anmodet SKAT om tilbagebetaling af indgående afgift i forbindelse med udgifter til bespisning af forretningsforbindelser og ansatte, for perioden 1. oktober 1994 - 31. december 2009, i forbindelse med møder, jf. SKATs styresignal, SKM2010.622.SKAT, offentliggjort den 4. oktober 2010.

SKAT har den 2. juli 2012 truffet afgørelse, hvorefter SKAT har imødekommet anmodningen for perioden 1. januar 2002 – 31. december 2009, med i alt 39.927 kr.

Kravet for perioden 1. oktober 1994 - 31. december 2001 er opgjort skønsmæssigt. Opgørelsen er foretaget på baggrund af en tilbagediskontering af den moms, der hviler på mødebespisning i perioder forud for de perioder, der kan understøttes af specifik bogføring.

Tilbagediskonteringen er foretaget ved at beregne et gennemsnit af udtagningsmoms pr. måned på baggrund af den bogførte og afregnede udtagningsmoms. Det beregnede månedlige gennemsnit er herefter fordelt på perioden oktober 1994 og frem til den faktiske bogføring og justeret i forhold til forbrugerprisindekset fra Danmarks Statistik.

SKATs afgørelse

SKAT har ikke godkendt fradrag for indgående afgift vedrørende udgifter til bespisning af forretningsforbindelser og ansatte, i alt 9.623 kr., for perioden 1. oktober 1994 - 31. december 2001, idet der ikke er indsendt en specifik opgørelse over kravet, samtidig med at der ikke er indsendt dokumentation for den ønskede udbetaling.

I henhold til skatteforvaltningslovens §§ 31 og 32 skal der fremsættes oplysninger af faktisk eller retlig karakter, for at der kan ske genoptagelse af momstilsvaret.

Det fremgår af SKM2011.829.SKAT og SKM2010.622.SKAT, at virksomheden skal kunne dokumentere opgørelsen af tilbagebetalingskravet gennem relevant regnskabsmateriale og andet bilagsmateriale, som efter virksomhedens opfattelse kan dokumentere kravet.

Virksomheden skal gennem regnskabet m.v. kunne dokumentere, at der er afholdt udgifter til bespisning.

Herefter skal virksomheden sandsynliggøre, hvor stor en andel af disse bespisningsudgifter, der er omfattet af tilbagebetalingsadgangen.

Vedrørende dokumentationskravet for perioder der er ældre end 5 år, skal der også for disse perioder indsendes en specificeret opgørelse af tilbagebetalingskravet. Dokumentationskravet vil i disse situationer efter en konkret vurdering kunne opfyldes ved hjælp af eksempelvis specifikation til regnskabsmateriale, mødekalendere eller lignende.

Vurderingen af, om der er behørig dokumentation, skal også indeholde en gennemgang af, hvordan virksomheden er kommet frem til kravet for ældre perioder. Der ses bl.a. på, om det er ensartede skønnede beløb for en årrække. Kan virksomheden f.eks. dokumentere et krav for de seneste 5 år, så kan den ikke blot anvende kravet for den periode som udgangspunkt for tilbagebetaling for den ekstraordinære periode. SKAT accepterer ikke, at virksomheden blot ganger med de resterende antal år der ønskes tilbagebetaling for. Virksomheden vil i den situation ikke leve op til dokumentationskravene. Hvis virksomheden ikke har opbevaret regnskabsmateriale af nogen art for perioder ældre end 5 år, kan der ikke ske tilbagebetaling.

Det er ikke urimeligt at stille krav om blot en eller anden form for dokumentation til forskel fra en opstilling over et rent skøn. I det fremsendte forslag til afgørelse, samt i SKM2011.829.SKAT, er vejledningsforpligtelsen endvidere opfyldt, idet det er anført, at der skal fremvises en eller anden form for regnskabsmateriale, der dokumenterer, at der er afholdt denne type omkostning, det kunne f.eks. være kopi af årsregnskaber. Det skal herefter sandsynliggøres, hvor stor en andel heraf, som udgør omkostninger til bespisning i egne lokaler af forretningsforbindelser m.v. I det fremsendte forslag er det nævnt, at denne sandsynliggørelse kan ske ved f.eks. noter/specifikationer til regnskabet eller eventuelt mødekalendere eller fremlæggelse af virksomhedens politik på området.

Ovennævnte krav er ikke urimelige, ligesom SKAT de facto modtager ændrede opgørelser og tilstrækkelig dokumentation fra de fleste virksomheder, der har modtaget forslag til afgørelse efter samme skabelon.

Foreningen har ikke objektivt fremlagt nogen dokumentation vedrørende de sidste år, hverken mødepolitik, mødekalendere eller noget andet. Dokumentationskravene i SKM2011.829.SKAT ses derfor ikke at være opfyldt.

Foreningens opfattelse

Foreningens repræsentant har nedlagt principal påstand om, at der skal godkendes fradrag for moms vedrørende bespisning af forretningsforbindelser og ansatte, i alt 9.623 kr., for perioden 1. oktober 1994 - 31. december 2001. Der er nedlagt subsidiær påstand om, at SKAT skal anerkende en opgørelsesmetode, hvor der tages udgangspunkt i den andel, de faktisk opgjorte udgifter udgør af årsregnskabsposter eller lignende for de enkelte år, og at denne procentvise andel, som denne opgørelse viser, kan anvendes til opgørelse af moms på baggrund af årsregnskaber eller lignende for de år, hvor der ikke foreligger egentlig bogføring.

SKAT henviser i sin afgørelse til de retningslinjer, som SKAT har udsendt vedrørende tilbagebetaling af moms på mødebespisning, blandt andet SKM2010.622.SKAT, hvorefter der stilles specifikke krav til dokumentation for afholdte udgifter til mødebespisning.

Disse specifikke krav om regnskabsmæssig dokumentation for perioder - hvor sådan dokumentation efter lovgivningen ikke kræves opbevaret, og som foreningen derfor ikke længere er i besiddelse af - er et krav, der i realiteten umuliggør en tilbagebetaling af momsen. Dette strider imod den praksis for tilbagebetalinger, som er fastlagt af EU-domstolen i tidligere sager, jf. blandt andet C-147/01, Weber’s Wine World, som omhandler medlemsstaternes forpligtelse til tilbagebetaling i situationer, hvor nationale bestemmelser eller praksis har været i strid med EU-retten. Nærmere bestemt henvises til EU-domstolens fortolkning af effektivitetsprincippet i forbindelse med tilbagebetaling, som i domskonklusionen i nævnte sag er formuleret som følger:

”Effektivitetsprincippet er til hinder for en national ordning eller administrativ praksis, der i praksis gør det umuligt eller uforholdsmæssigt vanskeligt at udøve de rettigheder, der tillægges i henhold til Fællesskabets retsorden.”

Det kan ikke antages - alene af den grund, at foreningen ikke har opbevaret regnskabsmaterialet for perioden - at foreningen ikke har afholdt udgifter til mødebespisning. Det har foreningen utvivlsomt, hvilket understøttes af omfanget af mødebespisning for perioden efter januar 2002.

Den kendsgerning, at SKATs anvendte praksis for den momsmæssige håndtering af mødebespisning, underkendes af EU-domstolen, og at den sag, som afgørelsen vedrører, strækker sig ud over opbevaringspligten for regnskabsmateriale, må nødvendigvis medføre, at der gives mulighed for anvendelse af skøn, der i mangel af andet grundlag i et vist omfang må baseres på de år, hvor der foreligger tilfredsstillende dokumentation.

Udgangspunktet for foreningens opgørelse af mødebespisningsmoms for den del af perioden, som falder uden for den almindelige opbevaringspligt, og hvor der derfor ikke foreligger egentlig bogføring, var en tilbagediskontering foretaget ved at beregne et gennemsnit af den fradragsberettigede moms pr. måned på baggrund af de bogførte udgifter til mødebespisning i perioden januar 2002 til december 2009. Det beregnede månedlige gennemsnit er herefter fordelt på perioden oktober 1994 og frem til tidspunktet for den faktiske bogføring og justeret i forhold til forbrugerprisindekset fra Danmarks Statistik.

I det omfang, SKAT ikke kan anerkende metoden til beregning af moms, der er anvendt ved indsendelsen af anmodningen, må det umiddelbart forventes, at SKAT som vejledende myndighed stiller forslag til en metode, der kan anvendes til en opgørelse for de perioder, hvor der ikke længere er opbevaringspligt for regnskabsmateriale eller alternativt indgår i dialog om, hvilket regnskabsmateriale, der kan ligge til grund for en beregning af den moms, der må anses for at vedrøre udgifter til mødebespisning.

I den foreliggende sag har SKAT ikke tilkendegivet, at andre metoder vil blive godkendt, blot at når der ikke foreligger regnskabsmateriale, mødekalendere eller lignende, vil det fremsatte krav blive betragtet som udokumenteret.

Landsskatterettens afgørelse

Der skal tages stilling til, om det er med rette, at SKAT ikke har imødekommet foreningens anmodning om tilbagebetaling af indgående afgift vedrørende udgifter til bespisning af forretningsforbindelser og ansatte i egne lokaler, for perioden 1. oktober 1994 - 31. december 2001, med i alt 9.623 kr.

Af momslovens § 37, stk. 1, fremgår:

”Virksomheder registreret efter §§ 47, 49, 51 eller 51 a kan ved opgørelsen af afgiftstilsvaret som indgående afgift, jf. § 56, stk. 3, fradrage afgiften efter denne lov for virksomhedens indkøb m.v. af varer og ydelser, der udelukkende anvendes til brug for virksomhedens leverancer, som ikke er fritaget for afgift efter § 13, herunder leverancer udført i udlandet, jf. dog stk. 6.”

Af momslovens § 42, stk. 1, nr. 1 og nr. 5, fremgår:

”Virksomheder kan ikke fradrage afgift af indkøb m.v., som vedrører

(...)

5) underholdning, restaurationsydelser, repræsentation og gaver, jf. dog stk. 2.

(...)”

Af dagældende skatteforvaltningslov § 31, stk. 2, fremgår:

”Stk. 2. En afgiftspligtig, der ønsker afgiftstilsvaret ændret, skal senest 3 år efter angivelsesfristens udløb fremlægge oplysninger af faktisk eller retlig karakter, der kan begrunde ændringen. (...).”

Af dagældende skatteforvaltningslov § 32, stk. 1, nr. 1, fremgår:

”Uanset fristerne i § 31 kan et afgiftstilsvar eller en godtgørelse af afgift fastsættes eller ændres efter anmodning fra den afgiftspligtige henholdsvis den godtgørelsesberettigede eller efter told- og skatteforvaltningens bestemmelse, hvis:

1)Hidtidig praksis er endeligt underkendt ved en dom, en landsskatteretskendelse eller ved en praksisændring offentliggjort af Skatteministeriet. I disse tilfælde kan genoptagelse fore-tages til gunst for den afgiftspligtige fra og med den afgiftsperiode, der er helt eller delvis sammenfaldende med den afgiftsperiode, der var til prøvelse i den første sag, der resulterede i underkendelse af praksis, eller den afgiftsperiode, der er påbegyndt, men endnu ikke udløbet, 3 år forud for underkendelsen af praksis. Tilsvarende kan genoptagelse ske til gunst for den godtgørelsesberettigede vedrørende godtgørelse af afgift, der kunne være gjort gældende fra og med det tidspunkt, der var til prøvelse i den første sag, der resulterede i underkendelse af praksis, eller 3 år forud for underkendelsen af praksis.”

Ifølge dagældende skatteforvaltningslov § 32, stk. 1, nr. 1, kan et afgiftstilsvar ændres uanset fristen i skatteforvaltningslovens § 31, såfremt hidtidig praksis er endelig underkendt ved dom, en Landsskatteretskendelse eller ved en praksisændring offentliggjort af Skatteministeriet.

EU-domstolen har i sag C-371/07, Danfoss A/S og AstraZeneca A/S, udtalt sig om dels medlemsstaternes mulighed for opretholdelse af undtagelser fra retten til fradrag af indgående afgift i henhold til standstill-klausulen, jf. 6. direktivs artikel 17, stk. 6, 2. afsnit, dels om virksomhedernes mulighed for vederlagsfri bespisning af forretningsforbindelser og/eller personale i egen kantine i forbindelse med møder i virksomheden, uden at leverancen udløser udtagningsmoms, jf. 6. direktivs artikel 6, stk. 2, litra a) og b). Selskaberne havde i henhold til national praksis fradraget den fulde indgående afgift og beregnet udtagningsmoms.

Domstolen udtalte, jf. præmis 44, at det vil være i strid med standstill-klausulen i 6. direktivs artikel 17, stk. 6, 2. afsnit, såfremt en medlemsstat efter direktivets ikrafttrædelsestidspunkt anvender en undtagelse fra retten til fradrag for indgående afgift, efter at medlemsstaten gennem administrativ praksis har anerkendt fuld fradragsret. Som følge heraf kan momslovens § 42, stk. 1, nr. 1 og nr. 5, ikke anvendes til at begrænse retten til fradrag af den indgående afgift i forbindelse med vederlagsfri bespisning af forretningsforbindelser og/eller personale i egen kantine i forbindelse med møder i virksomheden.

Videre udtalte domstolen, at 6. direktivs artikel 6, stk. 2, som udgangspunkt omfatter vederlagsfri bespisning af personale i virksomhedens lokaler, medmindre virksomhedens behov – såsom behovet for at sikre, at møder i arbejdet forløber sammenhængende og godt – gør det nødvendigt, at arbejdsgiveren sørger for bespisningen, jf. præmis 65. I de særlige tilfælde, hvor virksomhedens behov gør det nødvendigt at sørge for vederlagsfri bespisning af personalet i forbindelse med afholdelse af møder i virksomheden, er leverancen ikke omfattet af begrebet ”virksomheden uvedkommende formål”, jf. 6. direktivs artikel 6, stk. 2. En sådan vederlagsfri bespisning skal således ikke sidestilles med levering af en tjenesteydelse uden vederlag, hvorfor der ikke skal beregnes udtagningsmoms.

Som følge af EU-domstolens dom i sag C-371/07, Danfoss A/S og AstraZeneca A/S, har SKAT offentliggjort styresignalet SKM2010.622.SKAT, hvorefter praksis, ifølge hvilken der ikke var fradragsret for moms af udgifter til bespisning m.m. af forretningsforbindelser og ansatte i forbindelse med møder i virksomheden, jf. momslovens § 42, stk. 1, nr. 1 og nr. 5, er ændret.

For så vidt angår praksisændringens omfang fremgår følgende af SKM2010.622.SKAT:

”Genoptagelse

Virksomheder der efter den hidtidige praksis ikke har taget fradragsret, jf. momslovens § 42, stk. 1, nr. 5, eller som har beregnet udtagningsmoms, jf. momslovens § 5, stk. 2, ved bespisning m.m. af forretningsforbindelser og ansatte under møder i virksomheden, kan anmode om genoptagelse af afgiftstilsvaret.”

Skatteministeriet har endvidere tilkendegivet sin opfattelse vedrørende dokumentationskravene i styresignalet SKM2011.829.SKAT, hvoraf fremgår følgende:

”Dokumentationskravene er i SKM2010.622.SKAT formuleret således:

Virksomheden skal kunne dokumentere opgørelsen af tilbagebetalingskravet gennem relevant regnskabsmateriale og andet bilagsmateriale, som efter virksomhedens opfattelse kan dokumentere kravet.”

Det vil med andre ord sige, at det som udgangspunkt beror på en konkret vurdering i hvert enkelt tilfælde, om det fremlagte materiale er tilstrækkeligt til, at anmodningen kan imødekommes.

Efter Skatteministeriets opfattelse kan der lægges følgende grundlæggende linje for, hvad der skal kræves af dokumentation for, at kravet kan imødekommes:

Virksomheden skal gennem regnskabet kunne dokumentere, at der er afholdt udgifter til bespisning. Da bespisning af forretningsforbindelser er anset for ”repræsentation” og bespisning af ansatte for ”kost til ansatte”, vil det være naturligt at tage afsæt i regnskabets konti for henholdsvis ”repræsentation” og ”kost til ansatte”.

Herefter skal virksomheden kunne sandsynliggøre, hvor stor andel af udgifterne på disse konti, der er omfattet af tilbagebetalingsadgangen. Udgifter til hotel- og restaurationsudgifter skal trækkes helt ud af opgørelsen, da disse udgifter ikke er omfattet tilbagebetalingsadgangen.

Sandsynliggørelse af, hvilke udgifter, der er omfattet af tilbagebetalingsadgangen kan f.eks. ske ved, at virksomheden redegør for og dokumenterer sine mødeaktiviteter og bespisningspolitik.

For perioder, der er ældre end 5 år, skal der også indsendes en specificeret opgørelse af tilbagebetalingskravet. Da bilagsmaterialet måske ikke længere foreligger, vil dokumentationskravet efter en konkret vurdering blandt andet kunne opfyldes gennem

Derudover skal det sandsynliggøres, at betingelserne for fradragsret ifølge retningslinjerne i styresignalet er opfyldt.

Vurderingen af, om der er behørig dokumentation, skal også indeholde en gennemgang af, hvordan virksomheden er kommet frem til kravet for de ældre perioder. Der skal ses på, om det er ensartede skønnede beløb for en årrække. Hvis virksomheden f.eks. kan dokumentere et krav vedrørende en nyere periode, kan virksomheden ikke anvende kravet for denne periode som udgangspunkt for tilbagebetaling for de ældre perioder. Det vil med andre ord sige, at det ikke accepteres, at virksomheden blot ganger et års dokumenteret krav med de resterende antal år, der ønskes tilbagebetaling for.

Hvis virksomheden ikke har opbevaret regnskabsmateriale af nogen art for perioder, der er ældre end 5 år, og derfor ikke på nogen måde kan dokumentere, at der for disse år er afholdt udgifter omfattet af tilbagebetalingsadgangen, kan der efter Skatteministeriets opfattelse ikke ske tilbagebetaling.”

Det bemærkes, at styresignaler, herunder SKM2011.829.SKAT og SKM2010.622.SKAT, gengiver SKATs opfattelse.

Det bemærkes endvidere, at det følger af bogføringslovens § 10, stk. 1, ogmomsbekendtgørelsens § 66, stk. 1, at virksomheder alene er forpligtet til at opbevare regnskabsmateriale i 5 år. Genoptagelsesperioden for momsfradrag vedrørende bespisning af forretningsforbindelser og ansatte rækker langt ud over denne opbevaringsperiode.

Foreningen har således ikke fuldt ud fyldestgørende regnskabsmateriale for hele genoptagelsesperioden, herunder vedrørende den påklagede periode, 1. oktober 1994 - 31. december 2001.

Spørgsmålet er herefter, hvorvidt de omhandlede udgifter til bespisning kan anses for sandsynliggjort eller dokumenteret og dermed anses for omfattet af momslovens § 37.

Foreningen har ved opgørelsen af kravet for perioden 1. oktober 1994 - 31. december 2001 foretaget et skøn.

Opgørelsen er foretaget på baggrund af en tilbagediskontering af den moms, der hviler på mødebespisning i perioder forud for de perioder, der kan understøttes af specifik bogføring.

Tilbagediskonteringen er foretaget ved at beregne et gennemsnit af udtagningsmoms pr. måned på baggrund af den bogførte og afregnede udtagningsmoms. Det beregnede månedlige gennemsnit er herefter fordelt på perioden oktober 1994 og frem til den faktiske bogføring og justeret i forhold til forbrugerprisindekset fraDanmarks Statistik.

Landsskatteretten finder det herefter sandsynliggjort, herunder efter en konkret vurdering af foreningens aktivitet i genoptagelsesperioden, at foreningen har afholdt udgifter af den omhandlede karakter i den påklagede periode. Retten finder endvidere, at størrelsen af kravet i tilstrækkelig grad er sandsynliggjort. Der er herved henset til, at foreningen har henset til aktivitetsniveauet i den senere periode. Foreningen har således ved opgørelsen af kravet foretaget et realistisk skøn.

Landsskatteretten kan derfor tiltræde den nedlagte principale påstand i sagen.