Kendelse af 04-06-2014 - indlagt i TaxCons database den 02-08-2014

Klagen skyldes, at SKAT ikke har imødekommet en anmodning fra [virksomhed1] A/S, herefter benævnt selskabet, vedrørende tilbagebetaling af indgående afgift i forbindelse med udgifter til bespisning af forretningsforbindelser og ansatte, for perioden 1. oktober 1994 - 30. juni 1996, idet dokumentationskravet ikke er anset for opfyldt, jf. styresignalerne SKM2010.622.SKAT og SKM2011.829.SKAT.

Landsskatteretten ændrer SKATs afgørelse.

Faktiske oplysninger

Selskabets repræsentant har ved brev af den 21. december 2010 anmodet SKAT om tilbagebetaling af indgående afgift i forbindelse med udgifter til bespisning af forretningsforbindelser og ansatte, for perioden 1. oktober 1994 – 31. december 2009, jf. SKATs styresignal, SKM2010.622.SKAT, offentliggjort den 4. oktober 2010.

SKAT har den 15. juni 2012 truffet afgørelse, hvorefter SKAT har imødekommet anmodningen for perioden 1996/1997 – 2009/10.

Selskabet er en virksomhed, der hovedsageligt beskæftiger sig med publiceringsløsninger inden for print og elektronisk publicering, redigerings-, annoncerings- og arkiveringssystemer til udgivere af aviser samt udvikling af løsninger inden for katalogstyring af alle former for trykte og elektroniske medier.

Selskabet indgår i en større international koncern og har datterselskaber i flere andre lande.

SKATs afgørelse

SKAT har ikke godkendt fradrag for indgående afgift vedrørende udgifter til bespisning af forretningsforbindelser og ansatte, i alt 11.273 kr., for perioden 1994/1995 og 1995/96, idet der ikke er indsendt en specifik opgørelse over kravet, samtidig med at der ikke er indsendt dokumentation for den ønskede udbetaling.

I henhold til skatteforvaltningslovens §§ 31 og 32 skal der fremsættes oplysninger af faktisk eller retlig karakter, for at der kan ske genoptagelse af momstilsvaret.

Det fremgår af SKM2011.829.SKAT og SKM2010.622.SKAT, at virksomheden skal kunne dokumentere opgørelsen af tilbagebetalingskravet gennem relevant regnskabsmateriale og andet bilagsmateriale, som efter virksomhedens opfattelse kan dokumentere kravet.

Virksomheden skal gennem regnskabet m.v. kunne dokumentere, at der er afholdt udgifter til bespisning.

Herefter skal virksomheden sandsynliggøre, hvor stor en andel af disse bespisningsudgifter, der er omfattet af tilbagebetalingsadgangen.

Vedrørende dokumentationskravet for perioder der er ældre end 5 år, skal der også for disse perioder indsendes en specificeret opgørelse af tilbagebetalingskravet. Dokumentationskravet vil i disse situationer efter en konkret vurdering kunne opfyldes ved hjælp af eksempelvis specifikation til regnskabsmateriale, mødekalendere eller lignende.

Vurderingen, af om der er behørig dokumentation, skal også indeholde en gennemgang af, hvordan virksomheden er kommet frem til kravet for ældre perioder. Der ses bl.a. på, om det er ensartede skønnede beløb for en årrække. Kan virksomheden f.eks. dokumentere et krav for de seneste 5 år, så kan den ikke blot anvende kravet for den periode som udgangspunkt for tilbagebetaling for den ekstraordinære periode. SKAT accepterer ikke, at virksomheden blot ganger med de resterende antal år der ønskes tilbagebetaling for. Virksomheden vil i den situation ikke leve op til dokumentationskravene. Hvis virksomheden ikke har opbevaret regnskabsmateriale af nogen art for perioder ældre end 5 år, kan der ikke ske tilbagebetaling.

Da der ikke er indsendt en specificeret opgørelse med tilhørende dokumentation, kan dokumentationskravet ikke anses for opfyldt.

Der er lagt vægt på, at selskabet har oplyst, at data fra årene 1994/95 og 1995/96 ikke er tilgængelige, da et ældre IT-system er nedtaget. Beløbet er derfor beregnet som et gennemsnit af de seneste 3 kendte år; 1996/97, 1997/98 og 1998/99.

Hvad angår repræsentantens bemærkninger til forslag til afgørelse skal bemærkes, at det fremgår af Skatteministeriets styresignal SKM2011.829.SKAT, at hvis der ikke er opbevaret regnskabsmateriale af nogen art for perioder ældre end 5 år, kan der ikke ske tilbagebetaling.

Selskabets opfattelse

Selskabets repræsentant har nedlagt påstand om, at der skal godkendes fradrag for moms vedrørende bespisning af forretningsforbindelser og ansatte, i alt 11.273 kr., for perioden 1. oktober 1994 - 30. juni 1996.

Selskabets skøn er foretaget på baggrund af dokumenteret regnskabsmateriale sammenholdt med selskabets aktivitetsniveau gennem de skønnede år set i forhold til den dokumenterede periode. Selskabets skøn er således foretaget på dokumenteret grundlag og må anses at være et retvisende billede af selskabets udgifter.

At selskabet utvivlsomt har afholdt udgifter til bespisning i den påklagede periode, fremgår af selskabets opgørelse af den skattepligtige indkomst. Det fremgår således af opgørelsen, at der er afholdt udgifter til repræsentation.

Da selskabet således utvivlsomt har haft aktivitet, der har medført udgifter til repræsentation, må selskabet alt andet lige også have afholdt udgifter i forbindelse med bespisning af forretningsforbindelser i lighed med de år, der er dokumenteret.

De fradragsberettigede udgifter til bespisning af forretningsforbindelser og ansatte under møder vil dog ikke alene fremgå af repræsentationskontoen, men vil tillige fremgå af konti, hvorpå der blev anført omkostninger vedrørende bespisning i forbindelse med bestyrelsesmøder, interne møder og interne kursusaktiviteter m.v., f.eks. personaleomkostningskonti, konti vedrørende bestyrelsesmøder og lignende.

Det kan på baggrund af ovenstående udledes, at selskabet utvivlsomt har haft fradragsberettigede udgifter i den omhandlede periode - også ud over de omkostninger, der er anført på repræsentationskontoen.

Selskabet har fundet, at et skøn foretaget på baggrund af en gennemsnitlig betragtning af de tre regnskabsår, der ligger i direkte forlængelse af de omhandlede perioder, giver et mere retvisende billede af omfanget af udgifterne, frem for et skøn foretaget på baggrund af repræsentationsudgifterne.

Selskabet har således uden tvivl - i lighed med de senere år - også haft udgifter i forbindelse med afholdelse af bestyrelsesmøder, ansattes interne møder og kurser m.v.

Da selskabet utvivlsomt har haft udgifter i forbindelse med bespisning af forretningsforbindelser og ansatte under møder, synes det ud fra et retssikkerhedssynspunkt krænkende over for virksomhederne først at håndhæve en ulovlig praksis gennem en årrække, for derefter reelt at gøre det praktisk umuligt for de berørte virksomheder at få den ulovligt opkrævede moms retur.

Selskabets skøn er foretaget på baggrund af dokumenteret regnskabsmateriale for en periode, der ligger umiddelbart efter de foretagne ”skønsår”, samt en sammenholdelse med selskabets aktivitetsniveau gennem de skønnede år set i forhold til den umiddelbart efterfølgende dokumenterede periode.

Der skal i den forbindelse endvidere henses til den forskellighed i sagsbehandlingen, hvormed SKAT har ageret i forhold til udbetalingen af de skønnede andele af krav om tilbagebetaling af ”mødemoms”.

Det er erfaringen, at SKAT har udbetalt skønnede andele af ”mødemoms”, hvor skønnet i lighed med denne sag beror på en vurdering af dokumenterede år - i dette tilfælde en gennemsnitlig betragtning - og hvor SKAT har henset til, at virksomheden utvivlsomt har haft denne type udgift. Lighedsgrundsætningen for lige behandling af alle virksomheder er således ikke opfyldt.

Der er erfaring med i alt 15 ”bespisningssager”. I 7 af sagerne er der foretaget skøn ud fra senere dokumenterede år. Den første af disse sager traf SKAT i [by1] afgørelse i den 16. juni 2011 og udbetalte det fulde beløb, der var anmodet om.

Den 19. august 2011 meddelte SKAT, at de bespisningssager, hvor der var foretaget skøn ud fra senere dokumenterede år, ville blive berostillet, med henblik på at få en ensartet sagsbehandling hos SKAT i hele landet.

Den 26. april 2012 traf SKAT i [by2] afgørelse om at udbetale det fulde beløb i en af de 7 sager, hvor der var foretaget skøn ud fra senere dokumenterede år. Den 15. maj 2012 gjorde SKAT i [by3] det samme og ligeledes, den 16. maj 2012, SKAT i [by4]. Den 15. juni 2012 traf SKAT i [by5] afgørelse i nærværende sag med det modsatte resultat og ligeledes for 2 selskaber i samme koncern som nærværende selskab.

I de resterende 8 sager udbetalte SKAT det beløb, der var anmodet om.

Det kan således konstateres, at SKAT ikke har behandlet bespisningssagerne ens - hvor der er foretaget skøn ud fra senere dokumenterede år - og at disse sager således ikke har fået en ensartet sagsbehandling efter den 19. august 2011.

SKATs praksis strider mod retsfølelsen og der skal i denne forbindelse henvises til sag C-29/08, AB SKF, fra EU-domstolen, herunder præmis 68 -71.

Det bemærkes, at det er EU-Domstolens faste retspraksis, at et medlemsland skal følge proportionalitetsprincippet og dermed ikke må foretage foranstaltninger og hindringer, hvorved princippet om momsens neutralitet bliver anfægtet.

Det skal endvidere bemærkes, at de fleste virksomheder ikke har mulighed for at opfylde dokumentationskravet.

Landsskatterettens afgørelse

Der skal tages stilling til, om det er med rette, at SKAT ikke har imødekommet selskabets anmodning om tilbagebetaling af indgående afgift vedrørende udgifter til bespisning af forretningsforbindelser og ansatte i egne lokaler, for perioden 1. oktober 1994 – 30. juni 1996, med i alt 11.273 kr.

Af momslovens § 37, stk. 1, fremgår:

”Virksomheder registreret efter §§ 47, 49, 51 eller 51 a kan ved opgørelsen af afgiftstilsvaret som indgående afgift, jf. § 56, stk. 3, fradrage afgiften efter denne lov for virksomhedens indkøb m.v. af varer og ydelser, der udelukkende anvendes til brug for virksomhedens leverancer, som ikke er fritaget for afgift efter § 13, herunder leverancer udført i udlandet, jf. dog stk. 6.”

Af momslovens § 42, stk. 1, nr. 1 og nr. 5, fremgår:

”Virksomheder kan ikke fradrage afgift af indkøb m.v., som vedrører

1)kost til virksomhedens indehaver og personale,

(...)

5) underholdning, restaurationsydelser, repræsentation og gaver, jf. dog stk. 2.

(...)”

Af dagældende skatteforvaltningslov § 31, stk. 2, fremgår:

”Stk. 2. En afgiftspligtig, der ønsker afgiftstilsvaret ændret, skal senest 3 år efter angivelsesfristens udløb fremlægge oplysninger af faktisk eller retlig karakter, der kan begrunde ændringen. (...).”

Af dagældende skatteforvaltningslov § 32, stk. 1, nr. 1, fremgår:

”Uanset fristerne i § 31 kan et afgiftstilsvar eller en godtgørelse af afgift fastsættes eller ændres efter anmodning fra den afgiftspligtige henholdsvis den godtgørelsesberettigede eller efter told- og skatteforvaltningens bestemmelse, hvis:

1)Hidtidig praksis er endeligt underkendt ved en dom, en landsskatteretskendelse eller ved en praksisændring offentliggjort af Skatteministeriet. I disse tilfælde kan genoptagelse fore-tages til gunst for den afgiftspligtige fra og med den afgiftsperiode, der er helt eller delvis sammenfaldende med den afgiftsperiode, der var til prøvelse i den første sag, der resulte-rede i underkendelse af praksis, eller den afgiftsperiode, der er påbegyndt, men endnu ikke udløbet, 3 år forud for underkendelsen af praksis. Tilsvarende kan genoptagelse ske til gunst for den godtgørelsesberettigede vedrørende godtgørelse af afgift, der kunne være gjort gældende fra og med det tidspunkt, der var til prøvelse i den første sag, der resultere-de i underkendelse af praksis, eller 3 år forud for underkendelsen af praksis.”

Ifølge dagældende skatteforvaltningslov § 32, stk. 1, nr. 1, kan et afgiftstilsvar ændres uanset fristen i skatteforvaltningslovens § 31, såfremt hidtidig praksis er endelig underkendt ved dom, en Landsskatteretskendelse eller ved en praksisændring offentliggjort af Skatteministeriet.

EU-domstolen har i sag C-371/07, Danfoss A/S og AstraZeneca A/S, udtalt sig om dels medlemsstaternes mulighed for opretholdelse af undtagelser fra retten til fradrag af indgående afgift i henhold til standstill-klausulen, jf. 6. direktivs artikel 17, stk. 6, 2. afsnit, dels om virksomhedernes mulighed for vederlagsfri bespisning af forretningsforbindelser og/eller personale i egen kantine i forbindelse med møder i virksomheden, uden at leverancen udløser udtagningsmoms, jf. 6. direktivs artikel 6, stk. 2, litra a) og b). Selskaberne havde i henhold til national praksis fradraget den fulde indgående afgift og beregnet udtagningsmoms.

Domstolen udtalte, jf. præmis 44, at det vil være i strid med standstill-klausulen i 6. direktivs artikel 17, stk. 6, 2. afsnit, såfremt en medlemsstat efter direktivets ikrafttrædelsestidspunkt anvender en undtagelse fra retten til fradrag for indgående afgift, efter at medlemsstaten gennem administrativ praksis har anerkendt fuld fradragsret. Som følge heraf kan momslovens § 42, stk. 1, nr. 1 og nr. 5, ikke anvendes til at begrænse retten til fradrag af den indgående afgift i forbindelse med vederlagsfri bespisning af forretningsforbindelser og/eller personale i egen kantine i forbindelse med møder i virksomheden.

Videre udtalte domstolen, at 6. direktivs artikel 6, stk. 2, som udgangspunkt omfatter vederlagsfri bespisning af personale i virksomhedens lokaler, medmindre virksomhedens behov – såsom behovet for at sikre, at møder i arbejdet forløber sammenhængende og godt – gør det nødvendigt, at arbejdsgiveren sørger for bespisningen, jf. præmis 65. I de særlige tilfælde, hvor virksomhedens behov gør det nødvendigt at sørge for vederlagsfri bespisning af personalet i forbindelse med afholdelse af møder i virksomheden, er leverancen ikke omfattet af begrebet ”virksomheden uvedkommende formål”, jf. 6. direktivs artikel 6, stk. 2. En sådan vederlagsfri bespisning skal således ikke sidestilles med levering af en tjenesteydelse uden vederlag, hvorfor der ikke skal beregnes udtagningsmoms.

Som følge af EU-domstolens dom i sag C-371/07, Danfoss A/S og AstraZeneca A/S, har SKAT offentliggjort styresignalet SKM2010.622.SKAT, hvorefter praksis, ifølge hvilken der ikke var fradragsret for moms af udgifter til bespisning m.m. af forretningsforbindelser og ansatte i forbindelse med møder i virksomheden, jf. momslovens § 42, stk. 1, nr. 1 og nr. 5, er ændret.

For så vidt angår praksisændringens omfang fremgår følgende af SKM2010.622.SKAT:

”Genoptagelse

Virksomheder der efter den hidtidige praksis ikke har taget fradragsret, jf. momslovens § 42, stk. 1, nr. 5, eller som har beregnet udtagningsmoms, jf. momslovens § 5, stk. 2, ved bespisning m.m. af forretningsforbindelser og ansatte under møder i virksomheden, kan anmode om genoptagelse af afgiftstilsvaret.”

Skatteministeriet har endvidere tilkendegivet sin opfattelse vedrørende dokumentationskravene i styresignalet SKM2011.829.SKAT, hvoraf fremgår følgende:

”Dokumentationskravene er i SKM2010.622.SKAT formuleret således:

Virksomheden skal kunne dokumentere opgørelsen af tilbagebetalingskravet gennem relevant regnskabsmateriale og andet bilagsmateriale, som efter virksomhedens opfattelse kan dokumentere kravet.”

Det vil med andre ord sige, at det som udgangspunkt beror på en konkret vurdering i hvert enkelt tilfælde, om det fremlagte materiale er tilstrækkeligt til, at anmodningen kan imødekommes.

Efter Skatteministeriets opfattelse kan der lægges følgende grundlæggende linje for, hvad der skal kræves af dokumentation for, at kravet kan imødekommes:

Virksomheden skal gennem regnskabet kunne dokumentere, at der er afholdt udgifter til bespisning. Da bespisning af forretningsforbindelser er anset for ”repræsentation” og bespisning af ansatte for ”kost til ansatte”, vil det være naturligt at tage afsæt i regnskabets konti for henholdsvis ”repræsentation” og ”kost til ansatte”.

Herefter skal virksomheden kunne sandsynliggøre, hvor stor andel af udgifterne på disse konti, der er omfattet af tilbagebetalingsadgangen. Udgifter til hotel- og restaurationsudgifter skal trækkes helt ud af opgørelsen, da disse udgifter ikke er omfattet tilbagebetalingsadgangen.

Sandsynliggørelse af, hvilke udgifter, der er omfattet af tilbagebetalingsadgangen kan f.eks. ske ved, at virksomheden redegør for og dokumenterer sine mødeaktiviteter og bespisningspolitik.

For perioder, der er ældre end 5 år, skal der også indsendes en specificeret opgørelse af tilbagebetalingskravet. Da bilagsmaterialet måske ikke længere foreligger, vil dokumentationskravet efter en konkret vurdering blandt andet kunne opfyldes gennem

Derudover skal det sandsynliggøres, at betingelserne for fradragsret ifølge retningslinjerne i styresignalet er opfyldt.

Vurderingen af, om der er behørig dokumentation, skal også indeholde en gennemgang af, hvordan virksomheden er kommet frem til kravet for de ældre perioder. Der skal ses på, om det er ensartede skønnede beløb for en årrække. Hvis virksomheden f.eks. kan dokumentere et krav vedrørende en nyere periode, kan virksomheden ikke anvende kravet for denne periode som udgangspunkt for tilbagebetaling for de ældre perioder. Det vil med andre ord sige, at det ikke accepteres, at virksomheden blot ganger et års dokumenteret krav med de resterende antal år, der ønskes tilbagebetaling for.

Hvis virksomheden ikke har opbevaret regnskabsmateriale af nogen art for perioder, der er ældre end 5 år, og derfor ikke på nogen måde kan dokumentere, at der for disse år er afholdt udgifter omfattet af tilbagebetalingsadgangen, kan der efter Skatteministeriets opfattelse ikke ske tilbagebetaling.”

Det bemærkes, at styresignaler, herunder SKM2011.829.SKAT og SKM2010.622.SKAT, gengiver SKATs opfattelse.

Det bemærkes endvidere, at det følger af bogføringslovens § 10, stk. 1, ogmomsbekendtgørelsens § 66, stk. 1, at virksomheder alene er forpligtet til at opbevare regnskabsmateriale i 5 år. Genoptagelsesperioden for momsfradrag vedrørende bespisning af forretningsforbindelser og ansatte rækker langt ud over denne opbevaringsperiode.

Selskabet har således ikke fuldt ud fyldestgørende regnskabsmateriale for hele genoptagelsesperioden, herunder vedrørende den påklagede periode, 1. oktober 1994 - 30. juni 1996.

Spørgsmålet er herefter, hvorvidt de omhandlede udgifter til bespisning kan anses for sandsynliggjort eller dokumenteret og dermed anses for omfattet af momslovens § 37.

Selskabet har ved opgørelsen af kravet for perioden 1. oktober 1994 - 30. juni 1996 foretaget et skøn på baggrund af dokumenteret regnskabsmateriale for en periode, der ligger umiddelbart efter de foretagne ”skønsår”, sammenholdt med selskabets aktivitetsniveau gennem de skønnede år set i forhold til den umiddelbart efterfølgende dokumenterede periode.

Landsskatteretten finder det herefter sandsynliggjort, herunder efter en konkret vurdering af selskabets aktivitet i genoptagelsesperioden, at selskabet har afholdt udgifter af den omhandlede karakter i den påklagede periode. Retten finder endvidere, at størrelsen af kravet i tilstrækkelig grad er sandsynliggjort. Der er herved henset til, at selskabet har taget hensyn til aktivitetsniveauet i den omhandlede periode. Selskabet har således ved opgørelsen af kravet foretaget et realistisk skøn.

Landsskatteretten kan derfor tiltræde den nedlagte påstand i sagen.