Kendelse af 13-06-2014 - indlagt i TaxCons database den 02-08-2014

Klagen skyldes, at SKAT ikke har imødekommet en anmodning fra [virksomhed1] A/S, herefter benævnt selskabet, vedrørende tilbagebetaling af indgående afgift i forbindelse med udgifter til bespisning af forretningsforbindelser og ansatte, for perioden 1. oktober 1994 – 31. december 2004, idet dokumentationskravet ikke er anset for opfyldt, jf. styresignalerne SKM2010.622.SKAT og SKM2011.829.SKAT.

Landsskatterettens afgørelse

Landsskatteretten ændrer SKATs afgørelse.

Sagens oplysninger

Selskabet har ved anmodning af den 21. december 2010 anmodet SKAT om tilbagebetaling af indgående afgift i forbindelse med udgifter til bespisning af forretningsforbindelser og ansatte for perioden 1994 – 2009, jf. SKATs styresignal, SKM2010.622. SKAT, offentliggjort den 4. oktober 2010.

SKAT har den 22. juni 2012 truffet afgørelse, hvorefter SKAT har imødekommet anmodningen for så vidt angår et krav for perioden 2005 - 2010 med i alt 404.890 kr.

SKATs afgørelse

SKAT har ikke godkendt fradrag for indgående afgift vedrørende udgifter til bespisning af forretningsforbindelser og ansatte for perioden 1994 – 2000 med i alt 245.889 kr. - Tallet for 1994 er opgjort som et årstal, selvom adgangen til genoptagelse kun opfatter perioden startende pr. 1. oktober 1994. - For perioden 2001 - 2004 er ikke godkendt fradrag med i alt 198.568 kr. Der er for begge perioder henset til, at der ikke er indsendt en specifik opgørelse over kravet, samtidig med at der ikke er indsendt dokumentation for den ønskede udbetaling.

I henhold til skatteforvaltningslovens §§ 31 og 32 skal der fremsættes oplysninger af faktisk eller retlig karakter, for at der kan ske genoptagelse af momstilsvaret.

Det fremgår af SKM2011.829.SKAT og SKM2010.622.SKAT, at virksomheden skal kunne dokumentere opgørelsen af tilbagebetalingskravet gennem relevant regnskabsmateriale og andet bilagsmateriale, som efter virksomhedens opfattelse kan dokumentere kravet.

Virksomheden skal gennem regnskabet m.v. kunne dokumentere, at der er afholdt udgifter til bespisning. Der er henvist til momslovens §§ 37 og 56, samt momsbekendtgørelsens § 55 m.fl.

Herefter skal virksomheden sandsynliggøre, hvor stor en andel af disse bespisningsudgifter, der er omfattet af tilbagebetalingsadgangen.

Vedrørende dokumentationskravet for perioder der er ældre end 5 år, skal der også for disse perioder indsendes en specificeret opgørelse af tilbagebetalingskravet. Dokumentationskravet vil i disse situationer efter en konkret vurdering kunne opfyldes ved hjælp af eksempelvis specifikation til regnskabsmateriale, mødekalendere eller lignende.

Vurderingen, af om der er behørig dokumentation, skal også indeholde en gennemgang af, hvordan virksomheden er kommet frem til kravet for ældre perioder. Der ses bl.a. på, om det er ensartede skønnede beløb for en årrække. Kan virksomheden f.eks. dokumentere et krav for de seneste 5 år, så kan den ikke blot anvende kravet for den periode som udgangspunkt for tilbagebetaling for den ekstraordinære periode. SKAT accepterer ikke, at virksomheden blot ganger med de resterende antal år der ønskes tilbagebetaling for. Virksomheden vil i den situation ikke leve op til dokumentationskravene. Hvis virksomheden ikke har opbevaret regnskabsmateriale af nogen art for perioder ældre end 5 år, kan der ikke ske tilbagebetaling.

Da der ikke er indsendt en specificeret opgørelse med tilhørende dokumentation, kan dokumentationskravet ikke anses for opfyldt.

I forbindelse med at Landsskatteretten har foretaget høring vedrørende klagen, har SKAT anført, at den omstændighed, at SKAT måtte have imødekommet genoptagelse i lignende situationer, ikke kan medføre et andet resultat.

Selskabets påstand og argumenter

Selskabets repræsentanter har nedlagt påstand om, at selskabet er berettiget til tilbagebetaling af moms, i alt 391.509 kr., for perioden 1. oktober 1994 – 31. december 2004, idet selskabets krav er sandsynliggjort og dokumenteret, jf. SKM2010.622.SKAT.

Klagen er dog først og fremmest en klage over den manglende accept af det fremlagte materiale som værende fyldestgørende for en nærmere opgørelse af kravet.

Selskabet forventer således ikke nødvendigvis, at Landsskatteretten forholder sig til det konkret opgjorte beløb, idet en hjemvisning eller lignende til en nærmere opgørelse af kravets konkrete størrelse, på grundlag af de foreliggende oplysninger, vil være tilfredsstillende.

Faktiske oplysninger

Selskabet har, i tråd med SKATs tidligere praksis, haft en intern praksis om, at bespisning i forbindelse med mødeaktiviteter i egne lokaler ikke har været fradragsberettiget. Selskabet har således ikke tidligere afløftet momsen på udgifter til mødebespisning afholdt i egne lokaler.

Som følge af EU-Domstolens afgørelse i sag C-371/07, Danfoss A/S og AstraZeneca A/S, hvori EU-Domstolen underkendte SKATs hidtidige praksis, indsendte selskabet en anmodning om tilbagebetaling af moms på udgifter afholdt til bespisning i overensstemmelse med SKATs styresignal SKM2010.622.SKAT, der efterfølgende blev fulgt op af SKM2011.829.SKAT.

SKATs afgørelse

SKAT har i sin afgørelse gjort opmærksom på, at der i kravet er medtaget et beløb vedrørende hele 1994.

Selskabet anerkender, at der er sket en fejl vedrørende kravet for 1994 og kravet er som følge heraf korrigeret, således at 3/4 af det oprindelige krav vedrørende 1994 ikke er medtaget i de 391.509 kr.

Anbringender
Der er ikke nødvendigvis enighed med Skatteministeriet om de retningslinjer, som Skatteministeriet har opstillet til brug ved vurderingen af den af virksomheder fremlagte dokumentation.

Men i lyset af at selskabet kan leve op til de krav, som Skatteministeriet har fastlagt, er det valgt at begrænse klagen til at være et spørgsmål om fortolkning af navnlig de retningslinjer, der er udmeldt af Skatteministeriet.

Det fremgår af SKATs afgørelse, at dokumentation for perioder, der er over 5 år gammel, skal ske ud fra en konkret vurdering af de oplysninger der fremlægges. Der nævnes i styresignalet forskellige eksempler på materiale, der kunne være tale om at anvende til støtte for den konkrete vurdering, bl.a. mødekalender, specifikationer til regnskaber m.v.

SKAT begrunder ikke fyldestgørende i sin afgørelse, hvorfor kravet ikke anses for at være dokumenteret. Dette til trods for, at selskabet er i stand til at fremlægge dokumentation i form af kontoudtog/-oversigt og specifikationer til regnskabet, hvilket også er oplyst i redegørelsen til SKAT.

Det skal lægges til grund, at det nævnte materiale kan fremlægges. Den eneste grund til at materialet ikke er fremlagt for SKAT er, at det umiddelbart vil kræve en stor administrativ indsats af selskabet, ligesom SKAT i sin afgørelse indirekte har anført, at SKAT ikke vil godkende materialet, hvad enten materialet konkret fremlægges eller ej.

Det er i Skatteministeriets styresignal anført, at det er virksomhedens vurdering af, om kravet er (tilstrækkeligt) dokumenteret, der skal lægges til grund for SKATs afgørelse. Denne vurdering fører i den konkrete situation til, at kravet er dokumenteret.

Dette baseres bl.a. på Skatteministeriets styresignal SKM2011.829.SKAT, hvor det netop fremhæves, at dokumentationskravet er udtryk for en ”konkret vurdering” i hvert enkelt tilfælde.

Ordene ”efter en konkret vurdering” i styresignalet er ganske centrale, idet Skatteministeriet tydeligt tilkendegiver, at der indgår et større eller mindre element af skøn over, hvorvidt det foreliggende dokumentationsgrundlag skal anses som fyldestgørende. Herved siger Skatteministeriet, at der ved vurderingen skal ses på sandsynligheden af, at det opgjorte krav, uagtet det til dels er skønsmæssigt baseret, må formodes i alt væsentligt at afspejle de faktiske forhold/udgifter.

Det fremgår endvidere af SKM2011.829.SKAT, at såfremt:

”bilagsmateriale måske ikke længere foreligger, vil dokumentationskravet efter en konkret vurdering blandt andet kunne opfyldes gennem: specifikationer til regnskabsmaterialet, mødekalendere, korrespondance”.

Ordene ”blandt andet” er udtryk for, at listen ikke skal anses for udtømmende. Derimod må den blot anses som eksempler på, hvorledes virksomheden kan opgøre sit krav for den periode, hvor den ikke længere er i besiddelse af bilagsmateriale, men derimod i besiddelse af anden dokumentation, der kan sandsynliggøre et krav.

Selvom det ikke direkte kan udledes af SKATs afgørelse i sagen, synes SKAT at forstå Skatteministeriets udmelding således, at den konkrete vurdering, som omtales af ministeriet, kun ”kan” foretages på basis af (noget) af det konkrete materiale, der nævnes i retningslinjerne. Det er derimod således, som tidligere nævnt, at det af ministeriet nævnte materiale kun skal ses som eksempler, men at det for så vidt er helt åbent, hvilket materiale, oplysninger, beregninger m.m. en virksomhed kan fremlægge som fyldestgørende dokumentation for sit krav. Denne opfattelse må antages for bekræftet af formuleringen ”... eller lignende” i SKATs afgørelse.

Skatteministeriet har således helt klart i sine retningslinjer taget højde for, at det ikke er muligt at kræve dokumentation ned på bilagsmateriale for en periode, der går udover den 5-årige lovpligtige opbevaringspligt for regnskabsmateriale.

Det synes umiddelbart som om, at SKAT er enig i denne opfattelse, jf. formuleringen i SKATs forslag til afgørelse i nærværende sag; ”... kunne opfyldes ved hjælp af f.eks. specifikation til regnskabsmateriale, mødekalendere eller lignende”. Denne argumentation giver ikke anledning til en fortolkning, hvor disse eksempler skal anses for hverken udtømmende eller kumulative for den sags skyld, bl.a. på grund af brugen af betegnelserne ”fx” og ”eller lignende”.

Styresignalet fra Skatteministeriet skal således fortolkes på den måde, at selv en opgørelse af et krav, som udelukkende måtte være baseret på et skøn, ikke kan afvises, før der er taget hensyn til de konkrete omstændigheder, som kravet bygger på. Dette vil først og fremmest sige, at der selvfølgelig skal ses på, om det rejste krav ud fra en sandsynlighedsbetragtning forekommer retvisende.

Det, at Skatteministeriet i SKM.2011.829.SKAT fremhæver, at der ikke kan ske tilbagebetaling af moms for perioder, der er ældre end 5 år, hvis der ikke foreligger nogen art af regnskabsmateriale for disse perioder, er således ikke ensbetydende med, at der skal foreligge fuldstændigt kontinuerligt materiale for hele den omfattede periode, der kan knyttes direkte op på selve regnskabet.

Den enkelte virksomhed er berettiget til, ud fra det materiale der kan fremskaffes, for de perioder hvor der ikke er bilag, at udarbejde et skøn på det til enhver tid foreliggende materiale.

EU-Domstolen har i sag C-147/01, Weber’s Wine World, jf. præmis 86, udtalt, at en skattemyndighed, som har anvendt en forkert retspraksis, ikke må gøre det uforholdsmæssigt besværligt for den skadelidte virksomhed at dokumentere sit krav. Hvis Landsskatteretten vælger at følge SKATs afgørelse i nærværende sag, vil det indebære, at det netop bliver uforholdsmæssigt besværligt for den skadeslidte virksomhed at dokumentere sit krav.

Det er således opfattelsen, at SKAT i den konkrete sag har tilsidesat de af EU-Domstolen fastlagte principper for dokumentation af krav, når kravet, som her, udspringer af, at myndighederne har anvendt en forkert retspraksis.

Det vurderes da også, at det netop er disse principper, som Skatteministeriet respekterer ved at beskrive spørgsmålet om dokumentationskrav, således som Skatteministeriet gør i retningslinjerne, herunder ikke mindst at lægge vægt på, at de fremlagte oplysninger efter virksomhedens opfattelse skal kunne anses at dokumentere kravet.

Det er således uden for enhver tvivl, at Skatteministeriet anerkender, at der i sager, som i nærværende sag, ikke kan stilles nær så præcise krav til opgørelsen af afgiftstilsvaret, som det er tilfældet i almindelige sager om genoptagelse af afgiftstilsvaret.

Det indgår selvfølgelig som et helt centralt element i den konkrete vurdering af den fremlagte dokumentation, at selskabet har opgjort kravet ved nogle beregninger og på baggrund af selskabets viden om egen mødeaktivitet m.m. i den nævnte periode på en måde, der efter selskabets overordnede og logiske vurdering fører til, at det opgjorte krav er i den korrekte størrelsesorden og derfor af virksomheden anses for at være dokumenteret.

I og med at kravet efter selskabets egen vurdering er dokumenteret, som nævnt i SKM2010.622.SKAT, må SKAT rent forvaltningsretligt være forpligtet til at begrunde, hvorfor kravet efter SKATs vurdering ikke er dokumenteret.

Med ordvalget ”efter virksomhedens egen vurdering” i forhold til spørgsmålet om dokumentation, synes Skatteministeriet således at lægge op til, at virksomhedens vurdering af, hvorvidt kravet er dokumenteret eller ej, skal veje tungere end SKATs vurdering.

Med andre ord må et tilbagebetalingskrav, der er korrekt med en så høj sandsynlighedsgrad som i det konkrete tilfælde, anses som dokumenteret og skal derfor imødekommes.

Der foreligger kontoudtog (kan fremlægges) samt specifikationerne til regnskaberne for hele den påklagede periode (noter til årsrapporterne – fortæring på tegnestuen). Der foreligger således fyldestgørende dokumentation i overensstemmelse med SKM2011.829.SKAT.

Der er således ikke alene tale om en sandsynliggørelse af kravet, men en reel dokumentation, hvor alene de underliggende bilag ikke foreligger.

SKATs afgørelse er grundlæggende i strid med de af EU-domstolen fastlagte principper for dokumentation af krav, når kravet, som her, udspringer af, at myndighederne har anvendt en forkert retspraksis.

Spørgsmålet er, hvad der med rette kan kræves af dokumentation.

Et krav, som i nærværende sag, må anses for sandsynliggjort, når en virksomhed, i overensstemmelse med lovgivningen, for en forudgående 5-årig periode, har dokumenteret, at der er afholdt udgifter af tilsvarende karakter.

Der må således være en formodning om, at den pågældende virksomhed tillige har afholdt tilsvarende udgifter i tidligere år, når der henses til virksomhedens karakter. Udgifterne må herefter anses for dokumenteret, når der henses til årsrapporter, med udgangspunkt i samme type postering samt antallet af medarbejdere, for et givent år. Ellers må det anses for uforholdsmæssigt vanskeligt at sandsynliggøre eller dokumentere kravet. Der skal i denne sammenhæng tillige henses til, at bogføringsloven alene foreskriver en opbevaringsperiode på 5 år.

Selskabets krav må herefter anses for tilstrækkeligt dokumenteret. SKAT har endvidere ikke anfægtet den af selskabet anvendte metode for opgørelsen, men alene dokumentationen.

Der skal endvidere henses til, hvem der bærer risikoen for en ulovlig praksis. Der skal i denne forbindelse henvises til EU-Domstolens sag C-147/01, Weber’s Wine World, hvoraf følger, at en skattemyndighed, som har anvendt en forkert retspraksis, ikke må gøre det uforholdsmæssigt besværligt for den skadelidte virksomhed at dokumentere sit krav.

Udgangspunktet er, at SKAT er forpligtet til at tilbagebetale den moms, der med urette er opkrævet, medmindre der er sket ugrundet berigelse. Medlemsstaterne er berettiget til på nationalt plan at begrænse tilbagebetaling af moms, der er opkrævet med urette. Sådanne begrænsninger skal imidlertid overholde EU-rettens effektivitetsprincip.

Hertil bemærkes, at styresignaler, herunder SKM2011.829.SKAT og SKM2010.622. SKAT, gengiver Skatteministeriets/SKATs opfattelse af spørgsmålet og dermed ikke er bindende for borgerne.

Dokumenteret krav i nærværende sag

I nærværende sag har selskabet kontoudtog samt specifikationerne til regnskaberne for hele perioden. Sidstnævnte er positivt nævnt i SKATs styresignal som anerkendt dokumentation for opgørelse af kravet, mens førstnævnte må betragtes som mere fyldestgørende dokumentation.

Af specifikationerne fremgår posten ”Fortæring på tegnestuen”. Denne post er, jf. fremlagt bilag, grundlaget for det samlede krav for hele perioden. Det vil sige, at samme post er anvendt for perioden 1. januar 2005 til 31. december 2010, hvor der foreligger fuld dokumentation i form af råbalancer, kontoudtræk, bilagsmateriale m.v. og som er imødekommet af SKAT i afgørelsen af 22. juni 2012. Det er således muligt direkte at henføre udgifterne til mødebespisning for hele perioden til én enkelt post.

Kravet for den i sagen omhandlede periode, 1. oktober 1994 -31. december 2004, er opgjort på baggrund af en forholdsmæssig andel, svarende til fordeling mellem udgifter relateret til møder i egne lokaler og de samlede udgifter på kontoen ”Fortæring på tegnestuen” for årene 2005 -2007.

Denne forholdsmæssige andel er herefter anvendt på posten ”Fortæring på tegnestuen” for perioden 1. oktober 1994 - 31. december 2004. At der er medtaget en forholdsmæssig andel af udgifterne på posten ”Fortæring på tegnestuen” for denne periode, baseret på den konkrete udgiftsfordeling for senere år, giver det mest retvisende billede af de faktuelle udgifter.

Det er desuden uomtvisteligt, at selskabet har haft møderelaterede udgifter, der er relateret til egne lokaler, qua selskabets karakter som et stort dansk arkitektfirma. Rådgivningsvirksomheder m.v. har generelt betydelige udgifter til mødeaktiviteter.

Den anvendte metode for opgørelsen af kravet for perioden 1. oktober 1994 -31. december 2004 giver således et retvisende og efter omstændighederne veldokumenteret billede af de afholdte udgifter for den pågældende periode og er i overensstemmelse med SKATs styresignaler samt afgørelser i lignende sager.

SKAT anfører i sin afgørelse, at der ikke er fremsendt en specifik opgørelse over det samlede krav for hele perioden. Dette er ikke korrekt, idet en sådan specifikation blev medsendt i forbindelse med bemærkningerne til SKATs forslag til afgørelse den 29. maj 2011.

Det kan endvidere ikke være afgørende for vurderingen af selskabets anmodning om tilbagebetaling, at det bagvedliggende regnskabsmateriale, der er lagt til grund for opgørelsen, ikke er indsendt til SKAT. Dette skal sammenholdes med erfaringer fra lignende sager, hvor SKAT har frabedt sig, at dokumentationen blev fremsendt og hvor SKAT således valgte at lægge til grund, at når en virksomhed oplyste, at XX materiale vil kunne fremlægges, så var dette i overensstemmelse med de faktiske forhold.

For god ordens skyld er dog fremlagt det bagvedliggende regnskabsmateriale i forbindelse med klagen, idet selskabet, som nævnt, er i stand til at fremlægge yderligere materiale.

SKATs afgørelser i lignende sager

Der er kendskab til et stort antal virksomheder, hvoraf er fremlagt 3 anonymiserede eksempler, som efter bedste overbevisning ikke har fremlagt/kan fremlægge mere eller bedre materiale end selskabet.

Lighedsgrundsætningen påberåbes dog ikke, idet det er selskabets sag, og ikke de formodede trecifrede antal sager, der er afgjort forkert i forhold til SKATs styresignal.

Selskabets repræsentanter har anført følgende i forbindelse med SKATs bemærkninger til klagen:

Sandsynliggørelse af kravet

[virksomhed2] har assisteret en lang række virksomheder med tilbagesøgning af mødemoms, som i stort omfang har fået imødekommet deres krav af SKAT. Baseret på disse erfaringer har [virksomhed2] assisteret selskabet med opgørelse af kravet, herunder navnlig vedrørende den omhandlede periode.

I den forbindelse, og til støtte for påstanden om, at selskabets krav er tilstrækkeligt sandsynliggjort og dokumenteret, skal påvises, at selvom SKATs respektive styresignaler ikke uddybende gør rede for, hvordan sandsynliggørelse og dokumentation af et tilbagesøgningskrav skal ske, så har SKAT i en række sager rent faktisk vejledt herom. Denne vejledning er sket i flere tilfælde, hvor kravene indeholder en skønsmæssig sandsynliggørelse og kun begrænset dokumentation, som selskabet fuldt ud kan opfylde.

Der henvises i den forbindelse til uddrag af SKATs vejledning nedenfor:

”I forlængelse af de centrale forhandlinger har vi fået oplyst, at SKAT alene stiller krav om fremsendelse af kopier i uddrag fra årsregnskabsrapporter fra de gamle år, sådan at vi også overfor rigsrevisionen kan vise, at virksomheden rent faktisk har afholdt omkostninger til bespisning omfattet af SKM2010.622.SKAT.” (Egen fremhævelse)

Videre fremgår det, at:

”Metoden til korrekt skønsmæssig opgørelse er således, at I vælger et nyere år – f.eks. år 2008. Så finder I ud af hvilke brutto-poster i årsregnskabsrapporten, der indeholder de omkostninger, som I søger retur af for år 2008. Når I har de nævnte tal foretager I en beregning af hvor mange procent heraf jeres (lovlige krav jf. opgørelse under forslag 1) udgør af bruttobeløbene i årsregnskabet. Herefter finder I og kopierer de sider i de gamle årsregnskabsrapporter, som svarer til de brutto-poster I har fundet for år 2008, finder momsen heraf og anvender den procentsats I har fundet for tilbagebetalingsberettiget moms for år 2008. De ny-fremkomne momsbeløb på årsbasis kan tilbagebetales.” (Egen fremhævelse)

Med en lidt anderledes formulering men med samme budskab har SKAT også vejledt virksomheder på følgende måde (uddrag):

”Du oplyser, at opgørelsen for 2008-2010 ikke er opgjort på baggrund af jeres regnskabssystem - men er opgjort på baggrund af en gennemgang af jeres kalender. Det fremgår imidlertid af ansøgningen, at udgifterne vedr. 2008-2010 kan dokumenteres vha. regnskabsbilag og udskrift fra regnskabssystem. Jeg vil derfor bede dig om at bekræfte, at udgifterne kan dokumenteres vha. af virksomhedens regnskabsbilag og udskrift fra regnskabssystem.

Det fremgår af ansøgningen, at det er virksomhedens vurdering, at man er i stand til at fremlægge diverse materialer til nærmere dokumentation af kravet som nævnt i SKM.2010.622.SKAT.

Der er ikke fremlagt dokumentation vedrørende 1994-2007. Der er tale om en rent skønsmæssig opgørelse, der baserer sig på udgifterne vedr. 2008-2010. SKAT accepterer ikke et sådant skøn. SKAT accepterer ikke andre skøn end sådanne, der er baseret på procentfordelinger, der er beregnet ud fra opdeling af poster på konti fra aktuelle år (det skal dokumenteres, hvordan l er kommet frem til skønnet), hvorefter de pågældende skøn kan lægges ned over beløb, der kan dokumenteres f.eks. via årsregnskabsrapporter, udskrift af regnskabssystemet el.lign. (Egen fremhævelse)

Der skal fremlægges dokumentation vedrørende hvert enkelt år, der viser de afholdte udgifter for året. Endvidere skal virksomheden for hvert enkelt år kunne sandsynliggøre, hvor stor en del af udgiften, der vedrører udgifter omfattet af SKM2010.622SKAT.”

Hertil bemærkes, at den metodik, som er brugt ved opgørelse af selskabet krav, er mere sandsynliggjort og veldokumenteret, end det som SKAT lægge op til i ovenstående som værende potentielt tilstrækkeligt.

Dette fordi selskabet i realiteten er i besiddelse af
specifikationernetil årsrapporter (og ikke bare årsrapporter) som dokumentation for de pågældende år, samt at sandsynliggørelsen er sket på baggrund af erfaringer fra flere år og derfor giver et mere retvisende billede af de faktiske udgifter, set i forhold til den af SKAT vejledende metodik ovenfor.

SKAT har anerkendt mindre sandsynliggjort og dokumenterede krav

SKAT har anerkendt tilbagesøgningskrav, hvor der er stillet mindre krav til det sandsynliggjorte skøn samt bagvedliggende dokumentation end den af selskabet fremlagte.

I en række tilfælde har SKAT således anerkendt skøn, hvor beregningen af skønnets størrelse har været baseret på antal medarbejdere i virksomheden for den periode, hvor der foreligger dokumentation og er beregnet en gennemsnitlig mødeomkostning pr. medarbejder pr. år.

Denne gennemsnitlige omkostning er så multipliceret med antal medarbejdere i de perioder, hvor der ikke foreligger nogen form for dokumentation og på den måde er kravet sandsynliggjort.

I en konkret sag vejledte SKAT således om følgende:

”I denne forbindelse har vi noteret os, at I for perioden 4. kvt. 1994 til 1999 har ansøgt om godtgørelse af moms for et beløb, der er opgjort skønsmæssigt på grundlag af et gennemsnit for de nyere år.

Efter de i øvrigt ny-reviderede retningslinjer, har SKAT
indvilliget kun at forlange minimumsdokumentation fremlagt for kravets beståen. Det der skal dokumenteres, er både, at der faktisk er afholdt omkostninger af den pågældende art - OG, at I kun søger godtgørelse for den del, der angår faglige møder for ansatte samt bespisning af forretningsforbindelser. Metoden som I kan bruge er først at fremfinde de gamle års rapporter for perioden 94 -99 samt for et nyere år f.eks. år 2009. Dernæst finder I ud af hvilke brutto-poster i årsregnskabsrapporten 2009, som jeres krav for år 2009 indgår under. I kan nu beregne den procentsats som jeres mødemomskrav fra år 2009 jf. ovenstående opdeling udgør ud af de pågældende brutto-poster i årsregnskabsrapporten. (Egen fremhævelse)

Herefter tager I en kopi af de sider i de gamle årsrapporter, der indeholder de tilsvarende brutto-poster som dem fra år 2009. I kan nu bruge den udregnede procentsats på de pågældende brutto-poster -og I har dermed opgjort det krav, som I er berettiget til at ansøge om jf. SKM.2010.622.SKAT”.

Kravet blev efterfølgende imødekommet ved, at virksomheden havde opgjort sit krav på følgende måde:

”Med udgangspunkt i det pristalsregulerede år 2000 er skønnene ydermere vurderet i forhold til antal ansatte (dvs. ansatte i 2000 i forhold til antal ansatte de pågældende år). Selskabet vurderer, at antallet af ansatte giver det mest retvisende billede af bespisningen i 1994 -1998, da der ved alle møder har været ansatte til stede, og det samtidig ikke er muligt at finde dokumentation på antal eksterne gæster.”

Endvidere har SKAT, så sent som i august 2012, i en sammenlignelig sag, anerkendt et krav om tilbagebetaling af mødemoms, som umiddelbart var mindre sandsynliggjort og dokumenteret end selskabets.

I den pågældende sag var kravet fremkommet ved, at der var taget udgangspunkt i konkrete poster/konti for regnskabsåret 2009. Efterfølgende var der foretaget et skøn for perioden 1995 - 2008 med udgangspunkt i 2009-tallene og ved udøvelsen af skønnet var der for perioden foretaget korrektioner ud fra virksomhedens omsætning samt antallet af medarbejdere. I denne forbindelse blev det ligeledes oplyst, at der forefandtes specifikationer til årsregnskaberne for perioden og at dette kunne fremsendes såfremt dette var nødvendigt.

I forlængelse af netop nævnte skrev SKAT i en henvendelse af 11. juni 2012 følgende:

”Du oplyser, at I har materiale, der dokumenterer skønnet for 1995-2008 og beder mig rette henvendelse, hvis jeg ønsker materialet tilsendt. Jeg vil gerne have materialet tilsendt, idet SKAT ikke kan acceptere det skønsmæssigt opgjorte krav, medmindre skønnet kan dokumenteres.”

Det nævnte materiale (i form af specifikationer til årsregnskaberne) blev efterfølgende fremsendt, hvorefter SKAT anerkendte det pågældende krav.

Med disse eksempler ønskes at gøre opmærksom på, at SKAT i en lang række sager allerede har anerkendt tilbagesøgningskrav, som er sandsynliggjort og dokumenteret på tilsvarende måde som selskabets, samt at der også er en lang række eksempler, hvor sandsynliggørelse og/eller dokumentation er væsentlig ringere end det, som lægger til grund for selskabets krav.

Krav om fremsendt materiale

SKAT har ikke eksplicit tilkendegivet, at det afgørende for sagens udfald var, hvorvidt det pågældende materiale blev fremsendt i forbindelse med anmodningen. Dette til trods for at der løbende har været en dialog med SKAT, såvel via e-mail som telefonisk.

I forlængelse heraf skal det bemærkes, at SKAT ikke har svaret på, om det efter SKATs umiddelbare vurdering ville/kunne have ført til en anden konklusion, hvis selskabet havde fremsendt det materiale, som selskabet har oplyst kan fremlægges. Endvidere har SKAT i sin udtalelse til nærværende klage ikke redegjort for, hvorfor SKAT ikke har villet lægge oplysninger fra selskabet til grund.

Hertil skal bemærkes, at der i forbindelse med anmodningen om tilbagebetaling af mødemoms blev indsendt en specifikation af kravet, samt metodebeskrivelse for opgørelsen af kravet, i forbindelse med fremsendelsen af bemærkningerne til SKATs forslag til afgørelse af den 29. maj 2011.

Sammenholdt med lignende sager, hvor SKAT har kunnet få fremsendt materiale, men ikke har ønsket det, kan det ikke være afgørende for vurderingen af selskabets anmodning om tilbagebetaling, om det bagvedliggende regnskabsmateriale har været fremsendt.

For god ordens skyld er fremlagt noterne til årsrapporterne for perioden 1994 – 2004, som er anvendt ved opgørelsen af kravet for den skønsmæssige periode.

Afsluttende bemærkninger

Som tidligere anført påberåbes lighedsgrundsætningen ikke. Derimod ønskes at gøre opmærksom på, at det er selskabs sag, der er afgjort på et forkert grundlag i forhold til SKATs styresignal.

Der er derfor ikke forståelse for, at SKAT i sin udtalelse skriver ”måtte have imødekommet genoptagelse i lignende situationer” i lyset af, at der, jf. de ovenfor citerede vejledninger m.m. fra SKAT, sandsynligvis er tale om et antal sager, der i lyset af, at der har været ca. 2400 sager om genoptagelse vedrørende ”mødemoms”, bedst kan betegnes som ”masse” af sager.

Hertil kommer, at SKAT utvivlsomt er opmærksom på, at et antal af disse afgørelser er sendt til [virksomhed2] som repræsentant for de pågældende virksomheder.

Alene for så vidt angår de relativt få sager, ud af de nævnte ca. 2.400 sager, hvor [virksomhed2] har repræsenteret virksomheden, foreligger der ikke en præcis opgørelse af, hvor mange sager det drejer sig om. Netop fordi der er så mange.

Der er således ikke tale om en enkelt eller nogle ganske få sager, der er blevet behandlet og afsluttet af SKAT på en måde, der efter SKATs opfattelse er forkert.

SKAT har i sin udtalelse ikke redegjort for, hvorfor lige netop selskabet skal behandles anderledes end andre virksomheder, der har fremlagt tilsvarende eller mindre omfattende dokumentationsmateriale.

Skulle Landsskatteretten mod forventning være enig med SKAT i, at det af selskabet fremlagte materiale ikke er tilstrækkelig dokumentation i forhold til de krav, der stilles i Skatteministeriets styresignaler, tages der forbehold for at lade sagen være/blive et spørgsmål om respekt af lighedsgrundsætningen. Dette i lyset af den klare dokumentation for at der har foreligget en situation, der reelt kan betegnes som fast og bevidst praksis fra SKATs side om at acceptere dokumentationsmateriale som det, der er fremlagt eller kan fremlægges af selskabet.

SKAT har i sin udtalelse end ikke hverken oplyst eller påstået, at der findes virksomheder, der har fremlagt tilsvarende dokumentation som selskabet og har fået afslag på genoptagelse.

Landsskatterettens bemærkninger og begrundelse

Der skal tages stilling til, om det er med rette, at SKAT ikke har imødekommet selskabets anmodning om tilbagebetaling af indgående afgift vedrørende udgifter til bespisning af forretningsforbindelser og ansatte i egne lokaler, for perioden 1. oktober 1994 – 31. december 2004, med i alt 391.509 kr.

Af momslovens § 37, stk. 1, fremgår:

”Virksomheder registreret efter §§ 47, 49, 51 eller 51 a kan ved opgørelsen af afgiftstilsvaret som indgående afgift, jf. § 56, stk. 3, fradrage afgiften efter denne lov for virksomhedens indkøb m.v. af varer og ydelser, der udelukkende anvendes til brug for virksomhedens leverancer, som ikke er fritaget for afgift efter § 13, herunder leverancer udført i udlandet, jf. dog stk. 6.”

Af momslovens § 42, stk. 1, nr. 1 og nr. 5, fremgår:

”Virksomheder kan ikke fradrage afgift af indkøb m.v., som vedrører

(...)

5) underholdning, restaurationsydelser, repræsentation og gaver, jf. dog stk. 2.

(...)”

Af dagældende skatteforvaltningslov § 31, stk. 2, fremgår:

”Stk. 2. En afgiftspligtig, der ønsker afgiftstilsvaret ændret, skal senest 3 år efter angivelsesfristens udløb fremlægge oplysninger af faktisk eller retlig karakter, der kan begrunde ændringen. (...).”

Af dagældende skatteforvaltningslov § 32, stk. 1, nr. 1, fremgår:

”Uanset fristerne i § 31 kan et afgiftstilsvar eller en godtgørelse af afgift fastsættes eller ændres efter anmodning fra den afgiftspligtige henholdsvis den godtgørelsesberettigede eller efter told- og skatteforvaltningens bestemmelse, hvis:

1)Hidtidig praksis er endeligt underkendt ved en dom, en landsskatteretskendelse eller ved en praksisændring offentliggjort af Skatteministeriet. I disse tilfælde kan genoptagelse foretages til gunst for den afgiftspligtige fra og med den afgiftsperiode, der er helt eller delvis sammenfaldende med den afgiftsperiode, der var til prøvelse i den første sag, der resulterede i underkendelse af praksis, eller den afgiftsperiode, der er påbegyndt, men endnu ikke udløbet, 3 år forud for underkendelsen af praksis. Tilsvarende kan genoptagelse ske til gunst for den godtgørelsesberettigede vedrørende godtgørelse af afgift, der kunne være gjort gældende fra og med det tidspunkt, der var til prøvelse i den første sag, der resulterede i underkendelse af praksis, eller 3 år forud for underkendelsen af praksis.”

Ifølge dagældende skatteforvaltningslov § 32, stk. 1, nr. 1, kan et afgiftstilsvar ændres uanset fristen i skatteforvaltningslovens § 31, såfremt hidtidig praksis er endelig underkendt ved dom, en Landsskatteretskendelse eller ved en praksisændring offentliggjort af Skatteministeriet.

EU-domstolen har i sag C-371/07, Danfoss A/S og AstraZeneca A/S, udtalt sig om dels medlemsstaternes mulighed for opretholdelse af undtagelser fra retten til fradrag af indgående afgift i henhold til standstill-klausulen, jf. 6. direktivs artikel 17, stk. 6, 2. afsnit, dels om virksomhedernes mulighed for vederlagsfri bespisning af forretningsforbindelser og/eller personale i egen kantine i forbindelse med møder i virksomheden, uden at leverancen udløser udtagningsmoms, jf. 6. direktivs artikel 6, stk. 2, litra a) og b). Selskaberne havde i henhold til national praksis fradraget den fulde indgående afgift og beregnet udtagningsmoms.

Domstolen udtalte, jf. præmis 44, at det vil være i strid med standstill-klausulen i 6. direktivs artikel 17, stk. 6, 2. afsnit, såfremt en medlemsstat efter direktivets ikrafttrædelsestidspunkt anvender en undtagelse fra retten til fradrag for indgående afgift, efter at medlemsstaten gennem administrativ praksis har anerkendt fuld fradragsret. Som følge heraf kan momslovens § 42, stk. 1, nr. 1 og nr. 5, ikke anvendes til at begrænse retten til fradrag af den indgående afgift i forbindelse med vederlagsfri bespisning af forretningsforbindelser og/eller personale i egen kantine i forbindelse med møder i virksomheden.

Videre udtalte domstolen, at 6. direktivs artikel 6, stk. 2, som udgangspunkt omfatter vederlagsfri bespisning af personale i virksomhedens lokaler, medmindre virksomhedens behov – såsom behovet for at sikre, at møder i arbejdet forløber sammenhængende og godt – gør det nødvendigt, at arbejdsgiveren sørger for bespisningen, jf. præmis 65. I de særlige tilfælde, hvor virksomhedens behov gør det nødvendigt at sørge for vederlagsfri bespisning af personalet i forbindelse med afholdelse af møder i virksomheden, er leverancen ikke omfattet af begrebet ”virksomheden uvedkommende formål”, jf. 6. direktivs artikel 6, stk. 2. En sådan vederlagsfri bespisning skal således ikke sidestilles med levering af en tjenesteydelse uden vederlag, hvorfor der ikke skal beregnes udtagningsmoms.

Som følge af EU-domstolens dom i sag C-371/07, Danfoss A/S og AstraZeneca A/S, har SKAT offentliggjort styresignalet SKM2010.622.SKAT, hvorefter praksis, ifølge hvilken der ikke var fradragsret for moms af udgifter til bespisning m.m. af forretningsforbindelser og ansatte i forbindelse med møder i virksomheden, jf. momslovens § 42, stk. 1, nr. 1 og nr. 5, er ændret.

For så vidt angår praksisændringens omfang fremgår følgende af SKM2010.622.SKAT:

”Genoptagelse

Virksomheder der efter den hidtidige praksis ikke har taget fradragsret, jf. momslovens § 42, stk. 1, nr. 5, eller som har beregnet udtagningsmoms, jf. momslovens § 5, stk. 2, ved bespisning m.m. af forretningsforbindelser og ansatte under møder i virksomheden, kan anmode om genoptagelse af afgiftstilsvaret.”

Skatteministeriet har endvidere tilkendegivet sin opfattelse vedrørende dokumentationskravene i styresignalet SKM2011.829.SKAT, hvoraf fremgår følgende:

”Dokumentationskravene er i SKM2010.622.SKAT formuleret således:

Virksomheden skal kunne dokumentere opgørelsen af tilbagebetalingskravet gennem relevant regnskabsmateriale og andet bilagsmateriale, som efter virksomhedens opfattelse kan dokumentere kravet.”

Det vil med andre ord sige, at det som udgangspunkt beror på en konkret vurdering i hvert enkelt tilfælde, om det fremlagte materiale er tilstrækkeligt til, at anmodningen kan imødekommes.

Efter Skatteministeriets opfattelse kan der lægges følgende grundlæggende linje for, hvad der skal kræves af dokumentation for, at kravet kan imødekommes:

Virksomheden skal gennem regnskabet kunne dokumentere, at der er afholdt udgifter til bespisning. Da bespisning af forretningsforbindelser er anset for ”repræsentation” og bespisning af ansatte for ”kost til ansatte”, vil det være naturligt at tage afsæt i regnskabets konti for henholdsvis ”repræsentation” og ”kost til ansatte”.

Herefter skal virksomheden kunne sandsynliggøre, hvor stor andel af udgifterne på disse konti, der er omfattet af tilbagebetalingsadgangen. Udgifter til hotel- og restaurationsudgifter skal trækkes helt ud af opgørelsen, da disse udgifter ikke er omfattet tilbagebetalingsadgangen.

Sandsynliggørelse af, hvilke udgifter, der er omfattet af tilbagebetalingsadgangen kan f.eks. ske ved, at virksomheden redegør for og dokumenterer sine mødeaktiviteter og bespisningspolitik.

For perioder, der er ældre end 5 år, skal der også indsendes en specificeret opgørelse af tilbagebetalingskravet. Da bilagsmaterialet måske ikke længere foreligger, vil dokumentationskravet efter en konkret vurdering blandt andet kunne opfyldes gennem

Derudover skal det sandsynliggøres, at betingelserne for fradragsret ifølge retningslinjerne i styresignalet er opfyldt.

Vurderingen af, om der er behørig dokumentation, skal også indeholde en gennemgang af, hvordan virksomheden er kommet frem til kravet for de ældre perioder. Der skal ses på, om det er ensartede skønnede beløb for en årrække. Hvis virksomheden f.eks. kan dokumentere et krav vedrørende en nyere periode, kan virksomheden ikke anvende kravet for denne periode som udgangspunkt for tilbagebetaling for de ældre perioder. Det vil med andre ord sige, at det ikke accepteres, at virksomheden blot ganger et års dokumenteret krav med de resterende antal år, der ønskes tilbagebetaling for.

Hvis virksomheden ikke har opbevaret regnskabsmateriale af nogen art for perioder, der er ældre end 5 år, og derfor ikke på nogen måde kan dokumentere, at der for disse år er afholdt udgifter omfattet af tilbagebetalingsadgangen, kan der efter Skatteministeriets opfattelse ikke ske tilbagebetaling.”

Det bemærkes, at styresignaler, herunder SKM2011.829.SKAT og SKM2010.622.SKAT, gengiver SKATs opfattelse.

Det bemærkes endvidere, at det følger af bogføringslovens § 10, stk. 1, ogmomsbekendtgørelsens § 66, stk. 1, at virksomheder alene er forpligtet til at opbevare regnskabsmateriale i 5 år. Genoptagelsesperioden for momsfradrag vedrørende bespisning af forretningsforbindelser og ansatte rækker langt ud over denne opbevaringsperiode.

Selskabet har således ikke fuldt ud fyldestgørende regnskabsmateriale for hele genoptagelsesperioden, herunder vedrørende den påklagede periode, 1. oktober 1994 - 31. december 2004.

Spørgsmålet er herefter, hvorvidt de omhandlede udgifter til bespisning kan anses for sandsynliggjort eller dokumenteret og dermed anses for omfattet af momslovens § 37.

Selskabet har ved opgørelsen af kravet for perioden 1. oktober 1994 - 31. december 2004 taget udgangspunkt i kontoudtog samt specifikationer til regnskaberne for hele genoptagelsesperioden, således også for perioden 1. januar 2005 til 31. december 2010, hvor der foreligger fuld dokumentation i form af råbalancer, kontoudtræk, bilagsmateriale m.v. og for hvilken periode SKAT har imødekommet anmodningen.

Af specifikationerne fremgår posten ”Fortæring på tegnestuen”. Denne post er grundlaget for det samlede krav for hele perioden, således både for perioden 1. oktober 1994 - 31. december 2004 og perioden 1. januar 2005 til 31. december 2010.

Kravet for den i klagen aktuelle periode, 1. oktober 1994 til og med 31. december 2004, er opgjort på baggrund af en forholdsmæssig andel, svarende til fordeling mellem udgifter relateret til møder i egne lokaler og de samlede udgifter på kontoen ”Fortæring på tegnestuen” for årene 2005 til 2007. Denne forholdsmæssige andel er herefter anvendt på posten ”Fortæring på tegnestuen” for perioden 1. oktober 1994 til 31. december 2004.

Landsskatteretten finder det herefter sandsynliggjort, herunder efter en konkret vurdering af selskabets aktivitet i genoptagelsesperioden, at selskabet har afholdt udgifter af den omhandlede karakter i den påklagede periode. Retten finder endvidere, at størrelsen af kravet i tilstrækkelig grad er sandsynliggjort. Der er herved henset til, at selskabet har taget hensyn til aktivitetsniveauet i den omhandlede periode. Selskabet har således ved opgørelsen af kravet foretaget et realistisk skøn.

Landsskatteretten kan derfor tiltræde den nedlagte påstand i sagen.