Kendelse af 14-04-2014 - indlagt i TaxCons database den 25-05-2014

Klagen skyldes, at SKAT ikke har imødekommet en anmodning fra [virksomhed1], herefter benævnt selskabet, vedrørende tilbagebetaling af indgående afgift i forbindelse med udgifter til bespisning af forretningsforbindelser og ansatte, for perioden 1. oktober 1994 - 30. juni 2000, idet dokumentationskravet ikke er anset for opfyldt, jf. styresignalerne SKM2010.622.SKAT og SKM2011.829.SKAT.

Landsskatterettens afgørelse

Landsskatteretten ændrer SKATs afgørelse.

Sagens oplysninger

Selskabets repræsentant har ved brev af den 22. december 2010 anmodet SKAT om tilbagebetaling af indgående afgift i forbindelse med udgifter til bespisning af forretningsforbindelser og ansatte, for perioden 1. oktober 1994 og frem, jf. SKATs styresignal, SKM2010.622.SKAT, offentliggjort den 4. oktober 2010.

Selskabets repræsentant har ved brev af den 19. maj 2011 fremsendt en opfølgning på brevet af den 22. december 2010, hvorefter momskravet alene var opgjort foreløbigt.

SKAT har den 14. august 2012 truffet afgørelse, hvorefter SKAT har imødekommet anmodningen delvist for så vidt angår selskabets krav for perioden 1. juli 2000 - 30. juni 2006 med i alt 34.763 kr. Beløbet er udbetalt til [virksomhed2] ApS, som har overtaget selskabets forpligtigelser m.v. efter likvidation af selskabet.

SKATs afgørelse

SKAT har ikke godkendt fradrag for indgående afgift vedrørende udgifter til bespisning af forretningsforbindelser og ansatte, i alt 42.978 kr., for perioden 1. oktober 1994 – 30. juni 2000, idet der ikke er indsendt en specifik opgørelse over kravet, samtidig med at der ikke er indsendt dokumentation for den ønskede udbetaling.

Med udgangspunkt i konto for ”Anden repræsentation” er medtaget 100 % af det bogførte for de pågældende år, idet restaurantbesøg, gaver og blomster ifølge det oplyste er bogført på en anden konto.

I henhold til skatteforvaltningslovens §§ 31 og 32 skal der fremsættes oplysninger af faktisk eller retlig karakter, for at der kan ske genoptagelse af momstilsvaret.

Det fremgår af SKM2011.829.SKAT og SKM2010.622.SKAT, at virksomheden skal kunne dokumentere opgørelsen af tilbagebetalingskravet gennem relevant regnskabsmateriale og andet bilagsmateriale, som efter virksomhedens opfattelse kan dokumentere kravet.

Virksomheden skal gennem regnskabet m.v. kunne dokumentere, at der er afholdt udgifter til bespisning. Der er henvist til momslovens §§ 37 og 56, samt momsbekendtgørelsens § 55 m.fl.

Herefter skal virksomheden sandsynliggøre, hvor stor en andel af disse bespisningsudgifter, der er omfattet af tilbagebetalingsadgangen.

Vedrørende dokumentationskravet for perioder der er ældre end 5 år, skal der også for disse perioder indsendes en specificeret opgørelse af tilbagebetalingskravet. Dokumentationskravet vil i disse situationer efter en konkret vurdering kunne opfyldes ved hjælp af eksempelvis specifikation til regnskabsmateriale, mødekalendere eller lignende.

Vurderingen, af om der er behørig dokumentation, skal også indeholde en gennemgang af, hvordan virksomheden er kommet frem til kravet for ældre perioder. Der ses bl.a. på, om det er ensartede skønnede beløb for en årrække. Kan virksomheden f.eks. dokumentere et krav for de seneste 5 år, så kan den ikke blot anvende kravet for den periode som udgangspunkt for tilbagebetaling for den ekstraordinære periode. SKAT accepterer ikke, at virksomheden blot ganger med de resterende antal år der ønskes tilbagebetaling for. Virksomheden vil i den situation ikke leve op til dokumentationskravene. Hvis virksomheden ikke har opbevaret regnskabsmateriale af nogen art for perioder ældre end 5 år, kan der ikke ske tilbagebetaling.

Da der ikke er indsendt en specificeret opgørelse med tilhørende dokumentation, kan dokumentationskravet ikke anses for opfyldt.

Udgangspunktet er, at der ikke er fradrag for repræsentation, jf. momslovens § 42, stk. 1, nr. 5. På baggrund heraf er det selskabet, der ved anden dokumentation skal sandsynliggøre, at de afholdte udgifter på konto for ”Anden repræsentation” er af streng erhvervsmæssig karakter, som beskrevet i EU-domstolens dom i sag C-371/07, Danfoss A/S og AstraZeneca A/S.

Da selskabet ikke har fremsendt anden dokumentation eller oplysninger, jf. SKM2010.622.SKAT, der kan sandsynliggøre udgifternes karakter, afviser SKAT kravet.

Den omstændighed, at der i note 4 til regnskabet er anført en post under ”Anden repræsentation”, dokumenterer ikke, at posten skulle udgøre fradragsberettigede bespisningsudgifter for de pågældende år. Det må også konstateres, at selskabets repræsentant i sit høringssvar foreslår en reduktion i det opgjorte krav, idet repræsentanten bemærker, at der teoretisk kan være nogle ikke fradragsberettigede repræsentationsudgifter under kontoen ”Anden repræsentation”.

Der er ikke fremlagt dokumentation vedrørende perioden 1. oktober 1994 - 30. juni 2000, hverken mødepolitik, mødekalender eller noget andet. Dokumentationskravet i SKM2011.829.SKAT ses således ikke opfyldt.

SKAT har, i forbindelse med Landsskatterettens høring af SKAT vedrørende klagen, bemærket, at kravet er beregnet på baggrund af note 4 til det interne regnskab, konto benævnt ”Anden repræsentation”. Kravet pr. år udgør 20 % af kontoen.

Selskabet har ikke, trods anmodning herom, nærmere beskrevet, hvordan kravet for perioden 1. oktober 1994 - 30. juni 2000 er opgjort, herunder hvilke retningslinjer og politikker selskabet har omkring bespisning af forretningsforbindelser i egne lokaler. Derfor afviste SKAT kravet.

I klagen har selskabet fortsat ikke redegjort for i hvilke tilfælde, der er sket bespisning af forretningsforbindelser i egne lokaler, som af selskabet ses omfattet af adgangen til genoptagelse. Der er således fortsatikke fremlagt faktiske eller retlige oplysninger, der kan begrunde en genoptagelse af tilsvaret for den omhandlende periode.

Når selskabet ikke længere er i besiddelse af bilagsmateriale og kontospecifikationer, må udgangspunktet for opgørelsen af selskabets krav tage udgangspunkt i selskabets konkrete forhold.

Selskabet har taget udgangspunkt i kontoen ”Anden repræsentation”. Disse udgifter er omfattet af momslovens § 42, stk. 1, nr. 5, underholdning, restaurationsydelser, repræsentation og gaver, og er derfor som udgangspunkt ikke fradragsberettiget.

Det er selskabet, som har bevisbyrden for, at udgifterne bogført på kontoen er omfattet af fradragsretten, jf. momslovens § 37, stk. 1, som streng erhvervsmæssig bespisning af forretningsforbindelser m.v. Dette har selskabet ikke dokumenteret eller sandsynliggjort. SKAT fastholder derfor sin afgørelse.

Selskabets påstand og argumenter

Selskabets repræsentant har nedlagt principal påstand om, at der skal godkendes fradrag for moms vedrørende bespisningi forbindelse med møder med forretningsforbindelser, i alt 42.978 kr., for perioden 1. oktober 1994 – 30. juni 2000. Der er nedlagt subsidiær påstand om, at det er sandsynliggjort, at selskabet har afholdt udgifter til den omhandlede bespisning. Det skal herefter overlades til SKAT at skønne det nærmere beløb, set i lyset af de samme afholdte udgifter for tidligere år.

Der er udarbejdet en specifik opgørelse af momskravet for hele perioden. Opgørelsen er fremlagt over for SKAT.

Selskabets repræsentant har oplyst, at selskabets aktivitet er teknisk skadesservice. Det er endvidere oplyst, at bespisningen blev varetaget af selskabets egen kantine.

Lovregler og praksis

I SKM2011.829.SKAT præciserer Skatteministeriet dokumentationskravene, således som Skatteministeriet fortolker fradragsmulighederne udstukket i SKM2010.622.SKAT.

EU-domstolens dom i sag C-371/07, Danfoss A/S og AstraZeneca A/S, ændrer dansk praksis omkring fradragsret for moms af udgifter til bespisning m.m. af forretningsforbindelser og ansatte under møder i virksomheden, hvilket ikke tidligere har været fradragsberettiget, jf. momslovens § 42, stk. 1, nr. 1 og 5.

Følgende fremgår af EU-domstolens dom i sag C-147/01, Weber’s Wine World Handels GmbH, præmis 86 og 87:

”Domstolen har allerede slået fast, at en national lovgiver ikke, efter en af Domstolen afsagt dom, hvoraf det fremgår, at en bestemt lovgivning er uforenelig med traktaten, må fastsætte procedureregler, som specifikt forringer mulighederne for tilbagesøgning af afgifter betalt i urigtig formening om skyld, som er opkrævet med urette i henhold til denne lovgivning (jf. Deville-dommen, præmis 13, Dilexport-dommen, præmis 38 og 39, og dom af 11.7.2002, sag C-62/00, Marks & Spencer, Sml. I, s. 6325, præmis 36).

Det fremgår af de nævnte domme, at en medlemsstat ikke må udstede bestemmelser, hvori der med hensyn til tilbagesøgning af en afgift, som ved dom afsagt af Domstolen er erklæret uforenelig med fællesskabsretten, eller hvis uforenelighed med fællesskabsretten følger af en sådan dom, fastsættes betingelser, som specifikt vedrører den pågældende afgift, og som er mindre fordelagtige end dem, der uden sådanne betingelser ville have været gældende med hensyn til kravet om tilbagebetaling af den pågældende afgift (jf. Edis-dommen, præmis 24).”

Tilsvarende formulering anvendes i EU-domstolens dom i sag C-398/09, Lady & Kid A/S m.fl., der omhandler tilbagebetaling af ulovligt opkrævet ambi.

Praksis omkring skønsmæssig opgørelse af fradragsretten

Afgørelse fra LSR af 15. april 2011

Skønsmæssigt momsfradrag efter momslovens § 38, stk. 2, i forhold til ansattes delvise private anvendelse af virksomhedens bærbare pc’ere. Landsskatteretten ændrede SKATs afgørelse og anerkendte selskabets skøn, da SKAT ikke havde lavet bedre skøn.

Der er ligeledes eksempler på afgørelser fra Landsskatteretten med skønsmæssige opgørelser af virksomheders afgiftstilsvar, hvor både virksomhedens omsætning og fradrag er skønnet, da regnskabet af den ene eller anden årsag ikke har været tilgængelig og en konkret opgørelse af afgiftstilsvaret derfor ikke har været mulig.

I sådanne sager har Landsskatteretten som udgangspunkt anerkendt SKATs skønsmæssige opgørelse af afgiftstilsvaret, så længe det ikke er anset for at være urimelig eller beroende på fejlagtige oplysninger.

Efter momsbekendtgørelsens § 66, stk. 1, er opbevaringspligtens periode for regnskabsmateriale endvidere alene 5 år efter udløbet af de pågældende regnskabsår.

Begrundelse

Der er udarbejdet en specifik opgørelse af momskravet for perioden 1. oktober 1994 - 30. juni 2000, der både er sandsynliggjort efter de retningslinjer, som SKAT har udstukket i SKM2011.829.SKAT og samtidig må anses for rimelig set i forhold til selskabets størrelse i den pågældende periode.

I SKM2011.829.SKAT fremgår det, at der efter Skatteministeriets opfattelse ikke kan ske tilbagebetaling, hvis virksomheden ikke har opbevaret regnskabsmateriale af nogen art for perioder, der er ældre end 5 år. Selskabet har i dette tilfælde helt ekstraordinært opbevaret regnskabsmateriale tilbage til 2000, hvilket er ud over den 5-årige opbevaringsperiode, jf. momsbekendtgørelsens § 66, stk. 1.

Selskabet har i dette tilfælde desværre ikke opbevaret kontospecifikationer for perioden før 1. juli 2000, så momskravet kan opgøres efter samme principper, som er anvendt og godkendt for perioden 2000 - 2006. Men selskabet har alligevel udarbejdet en specifik opgørelse af momskravet for perioden med udgangspunkt i de faktisk afholdte repræsentationsomkostninger, som omfatter udgifter til bespisning af forretningsforbindelser i selskabets lokaler, der er omfattet af tilbagebetalingsadgangen, jf. SKM2010.622.SKAT. Det er ikke blot en række ensartede skønnede beløb, som er opgjort ved at gange et års dokumenteret krav med de resterende antal år, som, der er enighed med SKAT om, ikke kan anerkendes som tilstrækkelig dokumentation.

Det fremgår af punkt 3 i SKM2011.829.SKAT, at der kan tages afsæt i regnskabets konti for eksempelvis ”repræsentation”.

Der er taget udgangspunkt i kontoen ”Anden repræsentation” i selskabets interne årsregnskaber ved opgørelsen af selskabets momskrav for perioden, da udgifter på denne post anses som fradragsberettigede udgifter til bespisning af forretningsforbindelser m.v. i selskabets egne lokaler.

Som det fremgår af note 4 i det til SKAT fremsendte regnskabsmateriale, er der udover posten ”Anden repræsentation” desuden konti vedrørende rejse- og opholdsudgifter, restaurationsbesøg, gaver og blomster m.v. Disse udgifter er således ikke medtaget i momskravet.

Det er derfor sandsynliggjort, at kontoen ”Anden repræsentation” alene dækker bespisning i forbindelse med møder med forretningsforbindelser m.v. i virksomhedens egne lokaler, jf. principperne i SKM2011.829.SKAT, da øvrige repræsentationsudgifter og personaleomkostninger er posteret på øvrige konti i regnskabet.

Derudover har selskabet også afholdt omkostninger til bespisning af ansatte ved interne møder i egne lokaler, hvilket er valgt ikke at medregne i momskravet for perioden 1. oktober 1994 – 30. juni 2000. Momskravet for perioden skulle i så fald være højere.

Det er med det fremsendte materiale således både specifikt opgjort og dokumenteret, at selskabet har afholdt omkostninger til bespisning, der er omfattet af tilbagebetalingsadgangen, som minimum udgør 42.978 kr. for den omhandlede periode. Der er ikke blot tale om et tilfældigt skøn, men en beregning foretaget på baggrund af faktiske regnskabstal, som anvist i SKM2011.829.SKAT.

SKAT har i forbindelse med sagsbehandlingen slet ikke vurderet, om det opgjorte momskrav er rimeligt og sandsynligt.

SKAT kan i dette tilfælde ikke nægte momsfradraget fuldt ud for den pågældende periode med den begrundelse, at der ikke er indsendt en specifik opgørelse over kravet, samtidig med at der ikke er indsendt dokumentation for den ønskede udbetaling, som eksempelvis mødekalendere. SKAT har anført, at nogle virksomheder har gemt mødekalendere, så det er ifølge SKAT ikke meget at forlange, hvilket er vanskeligt forenelig med, at der generelt i skattelovgivningen ikke er pligt til at opbevare mødekalendere.

Dette er i strid med SKM2011.829.SKAT og EU-domstolens præmisser i bl.a. sag C 147/01, Weber’s Wine World Handels GmbH, idet der netop er indsendt et specifikt krav, hvor der ikke bare er taget udgangspunkt i senere år, men hvor der reelt er taget udgangspunkt i de faktiske regnskabstal.

Der kan eksempelvis indsendes mødekalendere som dokumentation, mens selskabet i dette tilfælde har dokumenteret momskravets størrelse via noter til de interne årsregnskaber.

Som det fremgår af styresignalet SKM2011.829.SKAT, skal dokumentationen vurderes konkret i hvert tilfælde, hvilket SKAT ikke har gjort i dette tilfælde.

EU-domstolen har i flere tilfælde, bl.a. i sag C-147/01, udtalt, at ”en national lovgiver ikke, efter en af Domstolen afsagt dom, hvoraf det fremgår, at en bestemt lovgivning er uforenelig med traktaten, må fastsætte procedureregler, som specifikt forringer mulighederne for tilbagesøgning af afgift betalt i urigtig formening om skyld, som er opkrævet med urette i henhold til denne lovgivning”.

Fastholdes det, at SKAT, udover konkrete regnskabstal fra interne årsregnskaber med en tydelig angivelse af omfanget af tilbagebetalingsberettigede omkostninger, kan kræve yderligere dokumentation til sandsynliggørelse, vil dette gøre det stort set umuligt at ansøge om tilbagebetaling af afgift, der er erlagt i urigtig formening om skyld, hvis tilbagebetalingsperioden strækker sig ud over den periode, hvor selskabet er pligtig at opbevare regnskabsmateriale.

Det er opfattelsen og erfaringen omkring en række tilbagebetalingssager vedrørende bespisningsmoms, at SKAT har fortolket dokumentationskravene i SKM2010.622.SKAT og SKM2011.829.SKAT forskelligt og i dette tilfælde for strengt.

Det kan ikke have været Skatteministeriets hensigt at opstille nogle retningslinjer, som i praksis forringer og umuliggør muligheden for tilbagesøgning af moms for perioder, hvor der ikke længere er krav om opbevaring af regnskabsmateriale.

Der er flere eksempler på tilbagebetalingssager, hvor SKAT har godkendt en skønsmæssig opgørelse af momskravet for ældre perioder, udarbejdet efter tilsvarende opgørelsesmetode som i denne sag. Der er både tale om sager, hvor momskravet har været væsentligt større end i nærværende sag men også opgørelser, som har været væsentlig mere skønsbaserede end den specifikke opgørelse, som selskabet har udarbejdet i dette tilfælde.

Skulle Landsskatteretten mod forventning give SKAT medhold i, at kravet ikke er specifikt opgjort og dokumenteret, skal der tages stilling til, om det i henhold til praksis på området er muligt for SKAT i den konkrete sag at skønne fradragsretten til 0 kr.

Efter hidtidig dansk praksis har virksomheder ikke haft momsfradrag for bespisning af medarbejdere m.v. ved møder afholdt i virksomhedens egne lokaler. Selskabet har på den baggrund ikke fundet anledning til at lave en egentlig opdeling eller specifikation af disse omkostninger i regnskabet. Men der kan ikke herske tvivl om, at selskabet rent faktisk har afholdt udgifter til bespisning af forretningsforbindelser i egne lokaler.

Som i andre landsskatteretssager omkring skønsmæssige opgørelser, der er baseret på et skøn, skal det vurderes, om SKAT kan tilsidesætte det opgjorte skøn og om det skøn, som SKAT derefter anlægger, må anses for rimeligt i forhold til de fakta, der er fremlagt i sagen.

Der er ud fra konkrete regnskabstal opgjort et momsbeløb på 42.978 kr., mens SKAT i dette tilfælde opgør momsbeløbet til 0 kr. med henvisning til manglende dokumentation.

Landsskatteretten bør på den baggrund se på, om det opgjorte momskrav kan anses for rimeligt, når selskabets aktivitet, størrelse, omsætning og de faktisk afholdte repræsentationsomkostninger på posten ”Anden repræsentation” tages i betragtning.

Det opgjorte momskrav, som i gennemsnit udgør ca. 7.000 kr. årligt for perioden l994 -2000, er ikke sat urimeligt højt, set i forhold til selskabets størrelse, antal ansatte, omsætning, forretningsforbindelser m.v.

Selskabets repræsentant har til SKATs bemærkninger til klagen anført, at der ikke er enighed med SKAT om, at kravet skal afvises på grundlag af manglende beskrivelse af det opgjorte krav.

SKAT har anført, at der ved opgørelsen af selskabets krav må tages udgangspunkt i selskabets konkrete forhold, når selskabet ikke længere er i besiddelse af bilagsmateriale. SKAT vil i det konkrete tilfælde ikke anerkende, at selskabet tager udgangspunkt i regnskabets konti for ”repræsentation”, som SKAT ellers fremhæver som en mulighed i punkt 3 i SKM2011.829.SKAT.

Det skal blot sandsynliggøres, hvor stor en andel af selskabets samlede repræsentationsudgifter, der er fradragsberettiget, jf. retningslinjerne i SKM2010.622.SKAT. Dette er også sandsynliggjort ved at medtage omkostningerne på posten ”anden repræsentation”, da de ikke-fradragsberettigede repræsentationsomkostninger er bogført på andre konti, som eksempelvis restaurationsbesøg, gaver og blomster samt reception i anledning af hovedaktionærs 50 års fødselsdag, og derfor ikke er medtaget i opgørelsen.

SKAT kan ikke afvise kravet fuldstændig blot med den begrundelse, at det er selskabet, der skal løfte bevisbyrden for, at udgifterne bogført på den nævnte konto alle er omfattet af fradragsretten i momslovens § 37, stk. 1, som streng erhvervsmæssig bespisning af forretningsforbindelser m.v.

EU-domstolens dom i sag C-371/07, Danfoss A/S og AstraZeneca A/S, ændrede dansk praksis omkring fradragsret for moms af udgifter til bespisning m.m. af forretningsforbindelser og ansatte under møder i virksomheden, hvilket ikke tidligere har været fradragsberettiget, jf. momslovens § 42, stk. 1, nr. 1 og 5.

Der er enighed med SKAT om, at det er selskabet, der har bevisbyrden for fradragsret for de enkelte repræsentationsudgifter fremadrettet.

I dette tilfælde er der dog tale om omkostninger for perioden 1. oktober 1994 - 30. juni 2000, hvor SKAT efter daværende praksis nægtede momsfradragsret for bespisning af forretningsforbindelser i selskabets egne lokaler.

Da der er tale om en periode, hvor selskabet ikke er pligtig til at opbevare regnskabsmateriale, vil det være et urimeligt strengt krav at forlange, at det er selskabet, der skal løfte bevisbyrden for, at de enkelte udgifter, der er bogført på kontoen, er omfattet af fradragsretten i momslovens § 37, stk. 1.

Det kan ligeledes ikke være afgørende, om selskabet kan fremlægge en politik for bespisning af forretningsforbindelser i egne lokaler i nævnte periode.

På den baggrund må Landsskatteretten i dette tilfælde anerkende, at selskabet har sandsynliggjort, at omkostningerne medtaget i det opgjorte krav for perioden 1. oktober 1994 - 30. juni 2000 alle er fradragsberettigede repræsentationsudgifter, jf. SKM2010.622. SKAT, da de ikke-fradragsberettigede repræsentationsomkostninger er medtaget på øvrige konti.

Landsskatterettens bemærkninger og begrundelse

Der skal tages stilling til, om det er med rette, at SKAT ikke har imødekommet selskabets anmodning om tilbagebetaling af indgående afgift vedrørende udgifter til bespisning af forretningsforbindelser og ansatte i egne lokaler, for perioden 1. oktober 1994 – 30. juni 2000, med i alt 42.978 kr.

Af momslovens § 37, stk. 1, fremgår:

”Virksomheder registreret efter §§ 47, 49, 51 eller 51 a kan ved opgørelsen af afgiftstilsvaret som indgående afgift, jf. § 56, stk. 3, fradrage afgiften efter denne lov for virksomhedens indkøb m.v. af varer og ydelser, der udelukkende anvendes til brug for virksomhedens leverancer, som ikke er fritaget for afgift efter § 13, herunder leverancer udført i udlandet, jf. dog stk. 6.”

Af momslovens § 42, stk. 1, nr. 1 og nr. 5, fremgår:

”Virksomheder kan ikke fradrage afgift af indkøb m.v., som vedrører

(...)

5) underholdning, restaurationsydelser, repræsentation og gaver, jf. dog stk. 2.

(...)”

Af dagældende skatteforvaltningslov § 31, stk. 2, fremgår:

”Stk. 2. En afgiftspligtig, der ønsker afgiftstilsvaret ændret, skal senest 3 år efter angivelsesfristens udløb fremlægge oplysninger af faktisk eller retlig karakter, der kan begrunde ændringen. (...).”

Af dagældende skatteforvaltningslov § 32, stk. 1, nr. 1, fremgår:

”Uanset fristerne i § 31 kan et afgiftstilsvar eller en godtgørelse af afgift fastsættes eller ændres efter anmodning fra den afgiftspligtige henholdsvis den godtgørelsesberettigede eller efter told- og skatteforvaltningens bestemmelse, hvis:

1)Hidtidig praksis er endeligt underkendt ved en dom, en landsskatteretskendelse eller ved en praksisændring offentliggjort af Skatteministeriet. I disse tilfælde kan genoptagelse foretages til gunst for den afgiftspligtige fra og med den afgiftsperiode, der er helt eller delvis sammenfaldende med den afgiftsperiode, der var til prøvelse i den første sag, der resulterede i underkendelse af praksis, eller den afgiftsperiode, der er påbegyndt, men endnu ikke udløbet, 3 år forud for underkendelsen af praksis. Tilsvarende kan genoptagelse ske til gunst for den godtgørelsesberettigede vedrørende godtgørelse af afgift, der kunne være gjort gældende fra og med det tidspunkt, der var til prøvelse i den første sag, der resulterede i underkendelse af praksis, eller 3 år forud for underkendelsen af praksis.”

Ifølge skatteforvaltningslovens § 32, stk. 1, nr. 1, kan et afgiftstilsvar ændres uanset fristen i skatteforvaltningslovens § 31, såfremt hidtidig praksis er endelig underkendt ved dom, en Landsskatteretskendelse eller ved en praksisændring offentliggjort af Skatteministeriet.

EU-domstolen har i sag C-371/07, Danfoss A/S og AstraZeneca A/S, udtalt sig om dels medlemsstaternes mulighed for opretholdelse af undtagelser fra retten til fradrag af indgående afgift i henhold til standstill-klausulen, jf. 6. direktivs artikel 17, stk. 6, 2. afsnit, dels om virksomhedernes mulighed for vederlagsfri bespisning af forretningsforbindelser og/eller personale i egen kantine i forbindelse med møder i virksomheden, uden at leverancen udløser udtagningsmoms, jf. 6. direktivs artikel 6, stk. 2, litra a) og b). Selskaberne havde i henhold til national praksis fradraget den fulde indgående afgift og beregnet udtagningsmoms.

Domstolen udtalte, jf. præmis 44, at det vil være i strid med standstill-klausulen i 6. direktivs artikel 17, stk. 6, 2. afsnit, såfremt en medlemsstat efter direktivets ikrafttrædelsestidspunkt anvender en undtagelse fra retten til fradrag for indgående afgift, efter at medlemsstaten gennem administrativ praksis har anerkendt fuld fradragsret. Som følge heraf kan momslovens § 42, stk. 1, nr. 1 og nr. 5, ikke anvendes til at begrænse retten til fradrag af den indgående afgift i forbindelse med vederlagsfri bespisning af forretningsforbindelser og/eller personale i egen kantine i forbindelse med møder i virksomheden.

Videre udtalte domstolen, at 6. direktivs artikel 6, stk. 2, som udgangspunkt omfatter vederlagsfri bespisning af personale i virksomhedens lokaler, medmindre virksomhedens behov – såsom behovet for at sikre, at møder i arbejdet forløber sammenhængende og godt – gør det nødvendigt, at arbejdsgiveren sørger for bespisningen, jf. præmis 65. I de særlige tilfælde, hvor virksomhedens behov gør det nødvendigt at sørge for vederlagsfri bespisning af personalet i forbindelse med afholdelse af møder i virksomheden, er leverancen ikke omfattet af begrebet ”virksomheden uvedkommende formål”, jf. 6. direktivs artikel 6, stk. 2. En sådan vederlagsfri bespisning skal således ikke sidestilles med levering af en tjenesteydelse uden vederlag, hvorfor der ikke skal beregnes udtagningsmoms.

Som følge af EU-domstolens dom i sag C-371/07, Danfoss A/S og AstraZeneca A/S, har SKAT offentliggjort styresignalet SKM2010.622.SKAT, hvorefter praksis, ifølge hvilken der ikke var fradragsret for moms af udgifter til bespisning m.m. af forretningsforbindelser og ansatte i forbindelse med møder i virksomheden, jf. momslovens § 42, stk. 1, nr. 1 og nr. 5, er ændret.

For så vidt angår praksisændringens omfang fremgår følgende af SKM2010.622.SKAT:

”Genoptagelse

Virksomheder der efter den hidtidige praksis ikke har taget fradragsret, jf. momslovens § 42, stk. 1, nr. 5, eller som har beregnet udtagningsmoms, jf. momslovens § 5, stk. 2, ved bespisning m.m. af forretningsforbindelser og ansatte under møder i virksomheden, kan anmode om genoptagelse af afgiftstilsvaret.”

Skatteministeriet har endvidere tilkendegivet sin opfattelse vedrørende dokumentationskravene i styresignalet SKM2011.829.SKAT, hvoraf fremgår følgende:

”Dokumentationskravene er i SKM2010.622.SKAT formuleret således:

Virksomheden skal kunne dokumentere opgørelsen af tilbagebetalingskravet gennem relevant regnskabsmateriale og andet bilagsmateriale, som efter virksomhedens opfattelse kan dokumentere kravet.”

Det vil med andre ord sige, at det som udgangspunkt beror på en konkret vurdering i hvert enkelt tilfælde, om det fremlagte materiale er tilstrækkeligt til, at anmodningen kan imødekommes.

Efter Skatteministeriets opfattelse kan der lægges følgende grundlæggende linje for, hvad der skal kræves af dokumentation for, at kravet kan imødekommes:

Virksomheden skal gennem regnskabet kunne dokumentere, at der er afholdt udgifter til bespisning. Da bespisning af forretningsforbindelser er anset for ”repræsentation” og bespisning af ansatte for ”kost til ansatte”, vil det være naturligt at tage afsæt i regnskabets konti for henholdsvis ”repræsentation” og ”kost til ansatte”.

Herefter skal virksomheden kunne sandsynliggøre, hvor stor andel af udgifterne på disse konti, der er omfattet af tilbagebetalingsadgangen. Udgifter til hotel- og restaurationsudgifter skal trækkes helt ud af opgørelsen, da disse udgifter ikke er omfattet tilbagebetalingsadgangen.

Sandsynliggørelse af, hvilke udgifter, der er omfattet af tilbagebetalingsadgangen kan f.eks. ske ved, at virksomheden redegør for og dokumenterer sine mødeaktiviteter og bespisningspolitik.

For perioder, der er ældre end 5 år, skal der også indsendes en specificeret opgørelse af tilbagebetalingskravet. Da bilagsmaterialet måske ikke længere foreligger, vil dokumentationskravet efter en konkret vurdering blandt andet kunne opfyldes gennem

Derudover skal det sandsynliggøres, at betingelserne for fradragsret ifølge retningslinjerne i styresignalet er opfyldt.

Vurderingen af, om der er behørig dokumentation, skal også indeholde en gennemgang af, hvordan virksomheden er kommet frem til kravet for de ældre perioder. Der skal ses på, om det er ensartede skønnede beløb for en årrække. Hvis virksomheden f.eks. kan dokumentere et krav vedrørende en nyere periode, kan virksomheden ikke anvende kravet for denne periode som udgangspunkt for tilbagebetaling for de ældre perioder. Det vil med andre ord sige, at det ikke accepteres, at virksomheden blot ganger et års dokumenteret krav med de resterende antal år, der ønskes tilbagebetaling for.

Hvis virksomheden ikke har opbevaret regnskabsmateriale af nogen art for perioder, der er ældre end 5 år, og derfor ikke på nogen måde kan dokumentere, at der for disse år er afholdt udgifter omfattet af tilbagebetalingsadgangen, kan der efter Skatteministeriets opfattelse ikke ske tilbagebetaling.”

Det bemærkes, at styresignaler, herunder SKM2011.829.SKAT og SKM2010.622.SKAT, gengiver SKATs opfattelse.

Det bemærkes endvidere, at det følger af bogføringslovens § 10, stk. 1, ogmomsbekendtgørelsens § 66, stk. 1, at virksomheder alene er forpligtet til at opbevare regnskabsmateriale i 5 år. Genoptagelsesperioden for momsfradrag vedrørende bespisning af forretningsforbindelser og ansatte rækker langt ud over denne opbevaringsperiode.

Selskabet har således ikke fuldt ud fyldestgørende regnskabsmateriale for hele genoptagelsesperioden, herunder vedrørende den påklagede periode, 1. oktober 1994 - 30. juni 2000.

Spørgsmålet er herefter, hvorvidt de omhandlede udgifter til bespisning kan anses for sandsynliggjort eller dokumenteret og dermed anses for omfattet af momslovens § 37.

Selskabet har ved opgørelsen af kravet for perioden 1. oktober 1994 - 30. juni 2000 taget udgangspunkt i kontoen ”Anden repræsentation” i selskabets interne årsregnskaber. Kravet pr. år udgør 20 % af kontoen.

Det fremgår af note 4 i regnskabsmaterialet, at der udover posten ”Anden repræsentation” desuden er konti vedrørende rejse- og opholdsudgifter, restaurationsbesøg, gaver og blomster m.v. Disse udgifter er ikke medtaget i momskravet.

Landsskatteretten finder det herefter sandsynliggjort, herunder efter en konkret vurdering af selskabets aktivitet i genoptagelsesperioden, at selskabet har afholdt udgifter af den omhandlede karakter i den påklagede periode. Retten finder endvidere, at størrelsen af kravet i tilstrækkelig grad er sandsynliggjort. Der er herved henset til, at selskabet har taget hensyn til aktivitetsniveauet i den omhandlede periode. Selskabet har således ved opgørelsen af kravet foretaget et realistisk skøn.

Landsskatteretten kan derfor tiltræde den nedlagte principale påstand i sagen.