Kendelse af 16-06-2014 - indlagt i TaxCons database den 02-08-2014

Klagen skyldes, at SKAT ikke har imødekommet en anmodning fra [virksomhed1] A/S, herefter benævnt selskabet, vedrørende tilbagebetaling af indgående afgift i forbindelse med udgifter til bespisning af forretningsforbindelser og ansatte, for perioden 1. oktober 1994 - 31. december 1999, idet dokumentationskravet ikke er anset for opfyldt, jf. styresignalerne SKM2010.622.SKAT og SKM2011.829.SKAT.

Landsskatteretten ændrer SKATs afgørelse.

Faktiske oplysninger

Selskabet har ved brev af den 13. december 2010 anmodet SKAT om tilbagebetaling af indgående afgift i forbindelse med udgifter til bespisning af forretningsforbindelser og ansatte, for perioden 1. oktober 1994 – 30. september 2010, jf. SKATs styresignal, SKM2010.622.SKAT, offentliggjort den 4. oktober 2010.

SKAT har den 18. juni 2012 truffet afgørelse, hvorefter SKAT har imødekommet anmodningen for perioden 1. januar 2000 – 2010.

SKATs afgørelse

SKAT har ikke godkendt fradrag for indgående afgift vedrørende udgifter til bespisning af forretningsforbindelser og ansatte, i alt 80.604 kr., for perioden 1. oktober 1994 – 31. december 1999, idet der ikke er indsendt en specifik opgørelse over kravet, samtidig med at der ikke er indsendt dokumentation for den ønskede udbetaling.

I henhold til skatteforvaltningslovens §§ 31 og 32 skal der fremsættes oplysninger af faktisk eller retlig karakter, for at der kan ske genoptagelse af momstilsvaret.

Det fremgår af SKM2011.829.SKAT og SKM2010.622.SKAT, at virksomheden skal kunne dokumentere opgørelsen af tilbagebetalingskravet gennem relevant regnskabsmateriale og andet bilagsmateriale, som efter virksomhedens opfattelse kan dokumentere kravet.

Virksomheden skal gennem regnskabet m.v. kunne dokumentere, at der er afholdt udgifter til bespisning. Der er henvist til momslovens §§ 37 og 56 samt momsbekendtgørelsens § 55 m.fl.

Herefter skal virksomheden sandsynliggøre, hvor stor en andel af disse bespisningsudgifter, der er omfattet af tilbagebetalingsadgangen.

Vedrørende dokumentationskravet for perioder der er ældre end 5 år, skal der også for disse perioder indsendes en specificeret opgørelse af tilbagebetalingskravet. Dokumentationskravet vil i disse situationer efter en konkret vurdering kunne opfyldes ved hjælp af eksempelvis specifikation til regnskabsmateriale, mødekalendere eller lignende.

Vurderingen, af om der er behørig dokumentation, skal også indeholde en gennemgang af, hvordan virksomheden er kommet frem til kravet for ældre perioder. Der ses bl.a. på, om det er ensartede skønnede beløb for en årrække. Kan virksomheden f.eks. dokumentere et krav for de seneste 5 år, så kan den ikke blot anvende kravet for den periode som udgangspunkt for tilbagebetaling for den ekstraordinære periode. SKAT accepterer ikke, at virksomheden blot ganger med de resterende antal år der ønskes tilbagebetaling for. Virksomheden vil i den situation ikke leve op til dokumentationskravene. Hvis virksomheden ikke har opbevaret regnskabsmateriale af nogen art for perioder ældre end 5 år, kan der ikke ske tilbagebetaling.

Selskabets beregningsmetode er et skøn baseret på efterfølgende år. Selskabet har, jf. SKM2011.829. SKAT, ikke dokumenteret eller sandsynliggjort, at der er afholdt udgifter til bespisning af forretningsforbindelser ved fremsendelse af relevant dokumentation eller oplysninger, jf. punkt 3 i SKM2011.829. SKAT.

Selskabets opfattelse

Selskabets repræsentant har nedlagt påstand om, at der skal godkendes fradrag for moms vedrørende bespisning af forretningsforbindelser og ansatte, i alt 80.604 kr., for perioden 1. oktober 1994 - 31. december 1999.

Selskabet har ud fra regnskabsspecifikationer sandsynliggjort, at der er afholdt udgifter til bespisning af forretningsforbindelser og har derved opfyldt kravene i SKM2011.829.SKAT.

Selskabet udvikler, producerer og markedsfører udstyr og komplette emballageløsninger, systemer til håndtering af fødevarer, foder og sundhedsplejeindustrier.

Selskabet er et privatejet selskab grundlagt i 1933. I de mellemliggende år er gruppen, selskabet og udenlandske datterselskaber, vokset til dets nuværende størrelse med 8 virksomheder med 250 ansatte, samt en årlig omsætning på ca. 40 millioner euro.

Som en eksportvirksomhed og med aktiviteter i udlandet er det ganske almindeligt, at selskabet har mange kundebesøg, faglige møder selskaberne imellem samt interne faglige møder. Da selskabet er moderselskabet i koncernen, foregår en del af møderne i Danmark. Selskabet har i alle årene haft en politik om, at bespisning af gæster m.v. foregår i selskabets lokaler, både i forhold til et tidsperspektiv samt et prisperspektiv. Selskabet har derfor i hele tilbagesøgningsperioden - både før og efter 1. januar 2000 - haft en del møder med forretningsforbindelser i egne lokaler, samt interne personalemøder med fagligt indhold. Selskabet har i hele tilbagebetalingsperioden haft egne kantinefaciliteter.

Selskabets størrelse (antal ansatte) har været faldende hen over årene, omsætningen har dog været konstant eller stigende. I tidligere år havde selskabet omkring dobbelt så mange ansatte, dog var fordelingen af medarbejderne dengang flere timelønnede contra funktionærer, hvor udviklingen har været at der ansættes flere funktionærer nu end tidligere år.

Sagsforløb
Der er på baggrund af SKM2010.622.SKAT anmodet om genoptagelse af afgiftstilsvaret for perioden 1. oktober 1994 - 30. september 2010 vedrørende i alt 197.309 kr.

Opgørelsen indeholder omkostninger til bespisning ved møder, hvor der har deltaget eksterne forretningsforbindelser, gæster og kunder. Der ud over indeholder opgørelsen tillige omkostninger til bespisning af personale ved interne møder. Der er ikke tidligere taget momsfradrag af nogle af disse omkostninger.

Selskabet har for perioden 2000 - 2010 gennemgået kontoudtog og opgjort kravet for perioden. For perioden 1. oktober 1994 - 31. december 1999 havde selskabet ikke længere kontospecifikationer eller anden bogføring liggende. Derfor er perioden 1. oktober 1994 - 31. december 1999 i anmodningen om genoptagelse opgjort som et foreløbigt skøn på årsbasis, som et gennemsnit af de udgifter selskabet har haft til bespisning af gæster i perioden 1. januar 2000 - 31. december 2007, nedsat skønsmæssigt med 5 % pr. år.

SKAT har, i forslag til afgørelse af 21. maj 2012, ikke godkendt kravet for perioden 1994 - 1999 på 52.684 kr., med den begrundelse, at der ikke er indsendt en specifik opgørelse over kravet, samtidig med at der ikke er indsendt dokumentation for den ønskede udbetaling.

Der er den 29. maj 2012 fremsendt bemærkninger til forslag til afgørelse samt yderligere dokumentation for perioden 1994 - 1999 (ny opgørelse og specifikationer til årsrapport).

Selskabet har for perioden 1994 - 1999 således fundet yderligere dokumentation i form af specifikationer til årsregnskaberne.

I den fremsendte opgørelse er der taget udgangspunkt i specifikationerne til resultatopgørelsen - andre eksterne omkostninger. Da andre eksterne omkostninger indeholder mange andre omkostninger så som ejendomsdrift, administrationsudgifter m.m., er der taget udgangspunkt i kontogrupperne ”personale og rejse/repræsentationsomkostninger”. Det er vurderet, at det som udgangspunkt vil være i disse omkostningsgrupper udgifterne til møder/gæstebespisning vil forekomme.

Selskabet har herefter for alle årene, også de godkendte år, opgjort summen for ”personale og rejse/repræsentationsomkostninger” ud fra specifikationer til resultatopgørelsen for hvert enkelt år. Det er herefter opgjort, hvad de dokumenterede (godkendte) momskrav for de enkelte perioder udgør i procent af summen af disse specifikke kontogrupper hver år. Da der er store udsving i disse procentandele, er der, for at få det mest korrekte resultat, taget udgangspunkt i gennemsnittet af momsandelen i procent for godkendte år for perioden 1999/2000 - 2009/2010, som er 0,80 %.

Grunden til at procentandelen for 1999/2000 er så forholdsvis lav (0,21 %), er at kontospecifikationer for 1999 som anført ikke har været tilgængelig, derfor indeholder det ansøgte og godkendte krav for denne periode ”kun” udgifter i 2000.

For perioden 1994 - 1999 er en procentandel på 0,80 % derfor anvendt, i forhold til de faktiske tal fra specifikationerne til årsregnskabet for årene.

Det faktiske opgjorte momsbeløb er herefter 80.604 kr. for perioden 1994 - 1999, i stedet for 50.524 kr., som var det i første omgang skønsmæssigt opgjort krav.

Eksempel på beregning med udgangspunkt i specifikationer til resultatopgørelsen for 1998/1999:

For perioden 1998/1999 er der derfor anmodet om tilbagebetaling af 19.029 kr.

Lovregler
Af SKM2011.829.SKAT og SKM2010.622.SKAT fremgår det, at virksomheden skal kunne dokumentere opgørelsen af tilbagebetalingskravet gennem relevante regnskabsmaterialer og andet bilagsmateriale, som efter virksomhedens opfattelse kan dokumentere kravet.

EU-domstolens dom C-371/07, Danfoss A/S og AstraZeneca A/S, ændrer dansk praksis omkring fradragsret for moms af udgifter til bespisning m.m. af forretningsforbindelser og ansatte under møder i virksomheden, hvilket ikke tidligere har været fradragsberettiget, jf. momslovens § 42, stk. 1, nr. 1 og 5.

Af EU-domstolens dom C-147/01, Weber’s Wine World Handels GmbH, præmis 86 og 87, fremgår:

”Domstolen har allerede slået fast, at en national lovgiver ikke, efter en af Domstolen afsagt dom, hvoraf det fremgår, at en bestemt lovgivning er uforenelig med traktaten, må fastsætte procedureregler, som specifikt forringer mulighederne for tilbagesøgning af afgifter betalt i urigtig formening om skyld, som er opkrævet med urette i henhold til denne lovgivning (jf. Deville-dommen, præmis 13, Dilexport-dommen, præmis 38 og 39, og dom af 11.7.2002, sag C-62/00, Marks & Spencer, Sml. I, s. 6325, præmis 36).

Det fremgår af de nævnte domme, at en medlemsstat ikke må udstede bestemmelser, hvori der med hensyn til tilbagesøgning af en afgift, som ved dom afsagt af Domstolen er erklæret uforenelig med fællesskabsretten, eller hvis uforenelighed med fællesskabsretten følger af en sådan dom, fastsættes betingelser, som specifikt vedrører den pågældende afgift, og som er mindre fordelagtige end dem, der uden sådanne betingelser ville have været gældende med hensyn til kravet om tilbagebetaling af den pågældende afgift (jf. Edis-dommen, præmis 24).”

Tilsvarende formulering anvendes i EU-domstolens dom C-398/09, Lady & Kid A/S m.fl., der omhandler tilbagebetaling af ulovligt opkrævet Ambi.

Praksis omkring skønsmæssig opgørelse af fradragsretten
Afgørelse fra LSR af 15.4.2011 - journal-nr. 10-02803.

Skønsmæssigt momsfradrag efter momslovens § 38, stk. 2, i forhold til ansattes delvise private anvendelse af virksomhedens bærbare pc´ere. Landsskatteretten ændrede SKATs afgørelse og anerkendte selskabets skøn, da SKAT ikke havde lavet bedre skøn.

Der er ligeledes eksempler på afgørelser fra Landsskatteretten med skønsmæssige opgørelser af virksomheders afgiftstilsvar, hvor både virksomhedens omsætning og fradrag er skønnet, da regnskabet af den ene eller anden årsag ikke har været tilgængelig, og en konkret opgørelse af afgiftstilsvaret derfor ikke har været muligt.

I sådanne sager har Landsskatteretten som udgangspunkt anerkendt SKATs skønsmæssige opgørelse af afgiftstilsvaret, så længe den ikke anses for at være urimelig eller beror på fejlagtige oplysninger.

Efter momsbekendtgørelsens § 66, stk. 1, er opbevaringspligtens periode for regnskabsmaterialet 5 år efter udløbet af de pågældende regnskabsår.

Bemærkninger
Virksomheden har i dette tilfælde udarbejdet en specifik opgørelse af momskravet for perioden 1. oktober 1994 - 31. december 1999, der både er sandsynliggjort efter de retningslinjer, som SKAT har udstukket i SKM2011.829.SKAT, og samtidig må anses for rimelig set i forhold til selskabets omsætning og omkostninger m.v. for den pågældende periode.

SKAT har godkendt opgørelsen af momskravet for perioden 2000 - 2010, på i alt 144.625 kr., svarende til 14.463 kr. årligt. Derimod vil SKAT ikke godkende et momskrav på i alt 80.604 kr., svarende til ca. 13.434 kr. årligt, med henvisning til, at kravet ikke anses for at være dokumenteret gennem relevant regnskabsmateriale.

I SKM2011.829.SKAT fremgår det, at der efter Skatteministeriets opfattelse ikke kan ske tilbagebetaling, hvis virksomheden ikke har opbevaret regnskabsmateriale af nogen art for perioder, der er ældre end 5år. Selskabet har i dette tilfælde helt ekstraordinært opbevaret regnskabsmateriale tilbage til 1. januar 2000, hvilket er udover den 5-årige opbevaringsperiode, jf. momsbekendtgørelsens § 66, stk. 1.

Der ud over har selskabet fundet specifikationer til resultatopgørelsen helt tilbage til 1. oktober 1994.

Selskabet har i dette tilfælde desværre ikke opbevaret kontospecifikationer for perioden før 2000, så momskravet kan opgøres helt konkret efter samme principper, som er anvendt og godkendt for perioden 2000 - 2010. Selskabet har i 2000 omlagt sit regnskabssystem, og derved har selskabet heller ikke systemmæssigt mulighed for at ”åbne” gamle år længere tilbage end til 2000.

Men selskabet har alligevel udarbejdet en specifik opgørelse af momskravet for perioden med udgangspunkt i specifikationer til resultatopgørelsen, det vil sige med udgangspunkt i de faktisk afholdte personale/repræsentationsomkostninger, som i et eller andet omfang omfatter udgifter til bespisning af medarbejdere og forretningsforbindelser m.v. ved møder i virksomheden, der er omfattet af tilbagebetalingsadgangen, jf. SKM2010.622.SKAT. Det er ikke blot en række ensartede skønnede beløb, som er opgjort ved at gange et års dokumenteret krav med de resterende antal år, som der er enighed om, ikke kan anerkendes som tilstrækkelig dokumentation.

I forhold til den ”skønsmæssige” opgørelse af momskravet for de ældre år, er der enighed om, at nedenstående retningslinjer i punkt 3 i SKM2011.829.SKAT skal følges.

”Virksomheden skal gennem regnskabet kunne dokumentere, at der er afholdt udgifter til bespisning. Da bespisning af forretningsforbindelser er anset for ”repræsentation” og bespisning af ansatte for ”kost til ansatte”, vil det være naturligt at tage afsæt i regnskabets konti for henholdsvis ”repræsentation” og ”kost til ansatte”.

”herefter skal virksomheden kunne sandsynliggøre, hvor stor andel af udgifterne på disse konti, der er omfattet af tilbagebetalingsadgangen.”

Sandsynliggørelsen opfylder således dokumentationskravene fuldt ud.

Nedenstående udmelding er modtaget fra SKAT omkring principperne for skønsmæssig opgørelse i sager omkring tilbagebetaling af bespisningsmoms.

”I forlængelse af de centrale forhandlinger, har SKAT lempet kravene til dokumentation for de gamle år. I skal som minimum fremsende kopier fra årsregnskaberne omfattende de gamle år, sådan at vi også overfor rigsrevisionen kan vise, at virksomheden rent faktisk har afholdt omkostninger til bespisning omfattet af SKM2010.622.SKAT.

Metoden til korrekt skønsmæssig opgørelse er som følger:

Dette princip har SKAT godkendt i andre ansøgninger i forhold til skønsmæssig opgørelse for perioder ældre end 5 år.

Ifølge SKM2011.829.SKAT skal virksomheden gennem regnskabet kunne dokumentere, at der er afholdt udgifter. - I denne sag har selskabet konkret fundet specifikationer til regnskabet for hvert enkelt år. Der er taget afsæt i konkrete regnskabskonti som SKAT i SKM2011.829.SKAT også henviser til. Det er derfor konkrete tal for det konkret år, som der er taget udgangspunkt i og ikke et ”skønnet” tal.

Det er vurderingen, at virksomheden fuldt ud har sandsynliggjort, hvor stor en andel af udgifterne der er omfattet af tilbagebetalingsadgangen, ved at lave en fordelingsprocent som SKAT selv foreslår som løsning. Dog er fordelingsprocenten for et enkelt år ikke anvendt, men et gennemsnit for den godkendte periode er i stedet anvendt, idet det er vurderingen, at det giver et mere retvisende billede.

SKAT henviser til, at det selskabet har foretaget, er ensartede skønnede beløb for en årrække. SKAT må hermed mene, at det, at der er anvendt et gennemsnit over mange år, er et ensartet skøn. Det er dog vurderingen, at dette alt andet lige må være bedre (mere retvisende) end at der tages udgangspunkt i et tilfældigt år.

Det er vurderingen, at selskabet netop efterfølgende er fremkommet med en sandsynliggjort opgørelse, idet der er taget udgangspunkt i de faktiske regnskabstal for årene 1994 - 1999.

Ifølge SKM2011.829.SKAT kan dokumentationskravet efter en konkret vurdering blandt andetanses for opfyldt gennem:

SKAT har telefonisk tilkendegivet, at den dokumentation SKAT vil godkende for perioden er mødekalendere og mødereferater.

Det er vurderingen, at teksten ”bland andet” i SKM2011.829.SKAT tilkendegiver, at specifikationer til regnskabsmaterialet fuldt ud accepteres i forhold til dokumentationskravet, og at SKAT ikke som udgangspunkt kan stille krav om mødekalendere m.m.

Selskabet har for perioder, der er ældre end år 2000 ikke noget bilagsmateriale liggende. Derved kan selskabet ikke fremvise mødekalendere, korrespondance eller lignende. Derimod har selskabet fundet specifikationer til regnskabet, som fuldt ud opfylder ovennævnte krav.

Det er et urimeligt krav fra SKATs side, at der skal kunne fremlægges mødekalendere/mødereferater for perioden før 2000 som dokumentation for momskravet. Dette skal også ses i lyset af, at havde dette været et krav, burde det have stået mere klart i SKM2011.829.SKAT. Selskabet vil heller ikke på baggrund af en mødekalender kunne dokumentere størrelsen af den faktisk afholdte omkostning til bespisning ved et møde. Der bør endvidere ikke være tvivl om, at en virksomhed i denne branche jævnligt har afholdt møder med forretningsforbindelser, samt interne møder.

Det er erfaringen i en række tilbagebetalingssager vedrørende bespisningsmoms, at SKATs sagsbehandlere har fortolket dokumentationskravene i SKM2010.622.SKAT og SKM2011.829.SKAT forskelligt.

Det kan ikke have været Skatteministeriets hensigt at opstille nogle retningslinjer, som i praksis forringer og umuliggør selskabets mulighed for tilbagesøgning af moms for perioder, hvor der ikke længere er krav til opbevaring af regnskabsmateriale.

Dette er heller ikke i overensstemmelse med EU-domstolens tilkendegivelse om, at der ikke må opstilles krav, der umuliggør en tilbagesøgning.

Der er flere eksempler på sager, hvor SKAT har godkendt en skønsmæssig opgørelse af momskravet for ældre perioder, udarbejdet efter tilsvarende opgørelsesmetode som her. Der er både tale om sager, hvor momskravet har været væsentligt større end denne sag, men også opgørelser, som har været væsentlig mere skønsbaseret end den specifikke opgørelse, som selskabet har udarbejdet.

Som det fremgår af SKATs afgørelse er der redegjort for opgørelsen af momskravet i brev af den 29. maj 2012. SKAT har ikke taget kontakt for en efterfølgende drøftelse af opgørelsen, herunder om SKAT rent faktisk har forstået opgørelsesmetoden. Der er blot truffet afgørelse i overensstemmelse med SKATs forslag til afgørelse.

SKAT har således slet ikke vurderet, om det skønsmæssige opgjorte momskrav for perioden 1994 - 1999 er rimelig og sandsynliggjort, herunder vurderet hvor stor andel af de faktisk afholdte omkostninger, der er omfattet af tilbagebetalingsadgangen.

Landsskatterettens afgørelse

Der skal tages stilling til, om det er med rette, at SKAT ikke har imødekommet selskabets anmodning om tilbagebetaling af indgående afgift vedrørende udgifter til bespisning af forretningsforbindelser og ansatte i egne lokaler, for perioden 1. oktober 1994 – 31. december 1999, med i alt 80.604 kr.

Af momslovens § 37, stk. 1, fremgår:

”Virksomheder registreret efter §§ 47, 49, 51 eller 51 a kan ved opgørelsen af afgiftstilsvaret som indgående afgift, jf. § 56, stk. 3, fradrage afgiften efter denne lov for virksomhedens indkøb m.v. af varer og ydelser, der udelukkende anvendes til brug for virksomhedens leverancer, som ikke er fritaget for afgift efter § 13, herunder leverancer udført i udlandet, jf. dog stk. 6.”

Af momslovens § 42, stk. 1, nr. 1 og nr. 5, fremgår:

”Virksomheder kan ikke fradrage afgift af indkøb m.v., som vedrører

(...)

5) underholdning, restaurationsydelser, repræsentation og gaver, jf. dog stk. 2.

(...)”

Af dagældende skatteforvaltningslov § 31, stk. 2, fremgår:

”Stk. 2. En afgiftspligtig, der ønsker afgiftstilsvaret ændret, skal senest 3 år efter angivelsesfristens udløb fremlægge oplysninger af faktisk eller retlig karakter, der kan begrunde ændringen. (...).”

Af dagældende skatteforvaltningslovens § 32, stk. 1, nr. 1, fremgår:

”Uanset fristerne i § 31 kan et afgiftstilsvar eller en godtgørelse af afgift fastsættes eller ændres efter anmodning fra den afgiftspligtige henholdsvis den godtgørelsesberettigede eller efter told- og skatteforvaltningens bestemmelse, hvis:

1)Hidtidig praksis er endeligt underkendt ved en dom, en landsskatteretskendelse eller ved en praksisændring offentliggjort af Skatteministeriet. I disse tilfælde kan genoptagelse fore-tages til gunst for den afgiftspligtige fra og med den afgiftsperiode, der er helt eller delvis sammenfaldende med den afgiftsperiode, der var til prøvelse i den første sag, der resulte-rede i underkendelse af praksis, eller den afgiftsperiode, der er påbegyndt, men endnu ikke udløbet, 3 år forud for underkendelsen af praksis. Tilsvarende kan genoptagelse ske til gunst for den godtgørelsesberettigede vedrørende godtgørelse af afgift, der kunne være gjort gældende fra og med det tidspunkt, der var til prøvelse i den første sag, der resulterede i underkendelse af praksis, eller 3 år forud for underkendelsen af praksis.”

Ifølge dagældende skatteforvaltningslov § 32, stk. 1, nr. 1, kan et afgiftstilsvar ændres uanset fristen i skatteforvaltningslovens § 31, såfremt hidtidig praksis er endelig underkendt ved dom, en Landsskatteretskendelse eller ved en praksisændring offentliggjort af Skatteministeriet.

EU-domstolen har i sag C-371/07, Danfoss A/S og AstraZeneca A/S, udtalt sig om dels medlemsstaternes mulighed for opretholdelse af undtagelser fra retten til fradrag af indgående afgift i henhold til standstill-klausulen, jf. 6. direktivs artikel 17, stk. 6, 2. afsnit, dels om virksomhedernes mulighed for vederlagsfri bespisning af forretningsforbindelser og/eller personale i egen kantine i forbindelse med møder i virksomheden, uden at leverancen udløser udtagningsmoms, jf. 6. direktivs artikel 6, stk. 2, litra a) og b). Selskaberne havde i henhold til national praksis fradraget den fulde indgående afgift og beregnet udtagningsmoms.

Domstolen udtalte, jf. præmis 44, at det vil være i strid med standstill-klausulen i 6. direktivs artikel 17, stk. 6, 2. afsnit, såfremt en medlemsstat efter direktivets ikrafttrædelsestidspunkt anvender en undtagelse fra retten til fradrag for indgående afgift, efter at medlemsstaten gennem administrativ praksis har anerkendt fuld fradragsret. Som følge heraf kan momslovens § 42, stk. 1, nr. 1 og nr. 5, ikke anvendes til at begrænse retten til fradrag af den indgående afgift i forbindelse med vederlagsfri bespisning af forretningsforbindelser og/eller personale i egen kantine i forbindelse med møder i virksomheden.

Videre udtalte domstolen, at 6. direktivs artikel 6, stk. 2, som udgangspunkt omfatter vederlagsfri bespisning af personale i virksomhedens lokaler, medmindre virksomhedens behov – såsom behovet for at sikre, at møder i arbejdet forløber sammenhængende og godt – gør det nødvendigt, at arbejdsgiveren sørger for bespisningen, jf. præmis 65. I de særlige tilfælde, hvor virksomhedens behov gør det nødvendigt at sørge for vederlagsfri bespisning af personalet i forbindelse med afholdelse af møder i virksomheden, er leverancen ikke omfattet af begrebet ”virksomheden uvedkommende formål”, jf. 6. direktivs artikel 6, stk. 2. En sådan vederlagsfri bespisning skal således ikke sidestilles med levering af en tjenesteydelse uden vederlag, hvorfor der ikke skal beregnes udtagningsmoms.

Som følge af EU-domstolens dom i sag C-371/07, Danfoss A/S og AstraZeneca A/S, har SKAT offentliggjort styresignalet SKM2010.622.SKAT, hvorefter praksis, ifølge hvilken der ikke var fradragsret for moms af udgifter til bespisning m.m. af forretningsforbindelser og ansatte i forbindelse med møder i virksomheden, jf. momslovens § 42, stk. 1, nr. 1 og nr. 5, er ændret.

For så vidt angår praksisændringens omfang fremgår følgende af SKM2010.622.SKAT:

”Genoptagelse

Virksomheder der efter den hidtidige praksis ikke har taget fradragsret, jf. momslovens § 42, stk. 1, nr. 5, eller som har beregnet udtagningsmoms, jf. momslovens § 5, stk. 2, ved bespisning m.m. af forretningsforbindelser og ansatte under møder i virksomheden, kan anmode om genoptagelse af afgiftstilsvaret.”

Skatteministeriet har endvidere tilkendegivet sin opfattelse vedrørende dokumentationskravene i styresignalet SKM2011.829.SKAT, hvoraf fremgår følgende:

”Dokumentationskravene er i SKM2010.622.SKAT formuleret således:

Virksomheden skal kunne dokumentere opgørelsen af tilbagebetalingskravet gennem relevant regnskabsmateriale og andet bilagsmateriale, som efter virksomhedens opfattelse kan dokumentere kravet.”

Det vil med andre ord sige, at det som udgangspunkt beror på en konkret vurdering i hvert enkelt tilfælde, om det fremlagte materiale er tilstrækkeligt til, at anmodningen kan imødekommes.

Efter Skatteministeriets opfattelse kan der lægges følgende grundlæggende linje for, hvad der skal kræves af dokumentation for, at kravet kan imødekommes:

Virksomheden skal gennem regnskabet kunne dokumentere, at der er afholdt udgifter til bespisning. Da bespisning af forretningsforbindelser er anset for ”repræsentation” og bespisning af ansatte for ”kost til ansatte”, vil det være naturligt at tage afsæt i regnskabets konti for henholdsvis ”repræsentation” og ”kost til ansatte”.

Herefter skal virksomheden kunne sandsynliggøre, hvor stor andel af udgifterne på disse konti, der er omfattet af tilbagebetalingsadgangen. Udgifter til hotel- og restaurationsudgifter skal trækkes helt ud af opgørelsen, da disse udgifter ikke er omfattet tilbagebetalingsadgangen.

Sandsynliggørelse af, hvilke udgifter, der er omfattet af tilbagebetalingsadgangen kan f.eks. ske ved, at virksomheden redegør for og dokumenterer sine mødeaktiviteter og bespisningspolitik.

For perioder, der er ældre end 5 år, skal der også indsendes en specificeret opgørelse af tilbagebetalingskravet. Da bilagsmaterialet måske ikke længere foreligger, vil dokumentationskravet efter en konkret vurdering blandt andet kunne opfyldes gennem

Derudover skal det sandsynliggøres, at betingelserne for fradragsret ifølge retningslinjerne i styresignalet er opfyldt.

Vurderingen af, om der er behørig dokumentation, skal også indeholde en gennemgang af, hvordan virksomheden er kommet frem til kravet for de ældre perioder. Der skal ses på, om det er ensartede skønnede beløb for en årrække. Hvis virksomheden f.eks. kan dokumentere et krav vedrørende en nyere periode, kan virksomheden ikke anvende kravet for denne periode som udgangspunkt for tilbagebetaling for de ældre perioder. Det vil med andre ord sige, at det ikke accepteres, at virksomheden blot ganger et års dokumenteret krav med de resterende antal år, der ønskes tilbagebetaling for.

Hvis virksomheden ikke har opbevaret regnskabsmateriale af nogen art for perioder, der er ældre end 5 år, og derfor ikke på nogen måde kan dokumentere, at der for disse år er afholdt udgifter omfattet af tilbagebetalingsadgangen, kan der efter Skatteministeriets opfattelse ikke ske tilbagebetaling.”

Det bemærkes, at styresignaler, herunder SKM2011.829.SKAT og SKM2010.622.SKAT, gengiver SKATs opfattelse.

Det bemærkes endvidere, at det følger af bogføringslovens § 10, stk. 1, ogmomsbekendtgørelsens § 66, stk. 1, at virksomheder alene er forpligtet til at opbevare regnskabsmateriale i 5 år. Genoptagelsesperioden for momsfradrag vedrørende bespisning af forretningsforbindelser og ansatte rækker langt ud over denne opbevaringsperiode.

Selskabet har således ikke fuldt ud fyldestgørende regnskabsmateriale for hele genoptagelsesperioden, herunder vedrørende den påklagede periode, 1. oktober 1994 - 31. december 1999.

Spørgsmålet er herefter, hvorvidt de omhandlede udgifter til bespisning kan anses for sandsynliggjort eller dokumenteret og dermed anses for omfattet af momslovens § 37.

Selskabet har ved opgørelsen af kravet for perioden 1. oktober 1994 - 31. december 1999 foretaget et skøn.

Der er taget udgangspunkt i specifikationerne til resultatopgørelsen - andre eksterne omkostninger. Selskabet har herefter for alle årene, også de godkendte år, opgjort summen for ”personale og rejse/repræsentationsomkostninger” ud fra specifikationer til resultatopgørelsen for hvert enkelt år. Det er herefter opgjort, hvad de dokumenterede (godkendte) momskrav for de enkelte perioder udgør i procent af summen af disse specifikke kontogrupper hver år. Da der er store udsving i disse procentandele, er der taget udgangspunkt i gennemsnittet af momsandelen i procent for godkendte år for perioden 1999/2000 - 2009/2010, som er 0,80 %.

Landsskatteretten finder det herefter sandsynliggjort, herunder efter en konkret vurdering af selskabets aktivitet i genoptagelsesperioden, at selskabet har afholdt udgifter af den omhandlede karakter i den påklagede periode. Retten finder endvidere, at størrelsen af kravet i tilstrækkelig grad er sandsynliggjort. Der er herved henset til, at selskabet har taget hensyn til aktivitetsniveauet i den omhandlede periode. Selskabet har således ved opgørelsen af kravet foretaget et realistisk skøn.

Landsskatteretten kan derfor tiltræde den nedlagte påstand i sagen.