Kendelse af 23-10-2014 - indlagt i TaxCons database den 10-01-2015

Klagen skyldes, at SKAT alene delvist har imødekommet en anmodning fra [virksomhed1] A/S, herefter benævnt selskabet, vedrørende tilbagebetaling af indgående afgift i forbindelse med udgifter til bespisning af forretningsforbindelser og ansatte, for perioden 1. oktober 1994 - 31. december 2008, idet dokumentationskravet ikke er anset for opfyldt, jf. styresignalerne SKM2010.622.SKAT og SKM2011.829. SKAT.

Landsskatteretten ændrer SKATs afgørelse, idet selskabets principale påstand om, at selskabet er berettiget til yderligere tilbagebetaling af indgående afgift, i alt 845.808 kr., for perioden 1. oktober 1994 - 30. september 2000, imødekommes.

Faktiske oplysninger

Selskabet har den 23. december 2010 anmodet SKAT om tilbagebetaling af indgående afgift, endelig krav i alt 2.094.662 kr., vedrørende udgifter til bespisning af forretningsforbindelser og ansatte, for perioden 1. oktober 1994 – 31. december 2008, jf. SKATs styresignal, SKM2010.622.SKAT, offentliggjort den 4. oktober 2010.

Anmodningen vedrørte udgifter til bespisning i forbindelse med møder og i forbindelse med overarbejde.

SKAT har den 21. maj 2012 truffet afgørelse, hvorefter SKAT har imødekommet anmodningen om tilbagebetaling af indgående afgift for så vidt angår perioden 1. oktober 2000 - 31. december 2008 vedrørende mødebespisning og udbetalt i alt 1.120.022 kr. SKAT har ikke imødekommet anmodningen om tilbagebetaling af indgående afgift i forbindelse med bespisning ved overarbejde, i alt 128.832 kr.

I forbindelse med sagens behandling i Landsskatteretten har selskabets repræsentant oplyst, at selskabet alene ønsker, at Landsskatteretten tager stilling til det ene påklagede forhold vedrørende indgående afgift i forbindelse med udgifter til bespisning ved møder.

Kravet for perioden 1. oktober 1994 - 30. september 2000, i alt 845.808 kr., vedrørende bespisningsudgifter, er skønsmæssigt opgjort, da selskabet ikke er i besiddelse af regnskabsmateriale for denne periode. Kravet er opgjort på baggrund af skønnet regnskabssaldi ud fra den gennemsnitlige bespisningsudgift pr. medarbejder i perioden 1. oktober 2000 - 31. december 2008 og antal medarbejdere i de pågældende år i perioden 1. oktober 1994 - 30. september 2000.

Som følge af, at der ikke findes dokumentation for kravet i form af saldobalance, kontospecifikationer eller andre specifikationer til regnskabet, har selskabet opgjort et alternativt skønsmæssigt krav på 777.193 kr. på baggrund af regnskabsposten ”personaleomkostninger” i årsrapporterne.

Regnskabsposten er en summarisk opgørelse, hvorfor posten ikke er specificeret på udgifter. Der er anvendt en skønsprocent, som afspejler fradragsberettigede udgifter for de seneste regnskabsår.

SKATs afgørelse

SKAT har ikke godkendt fradrag for indgående afgift vedrørende udgifter til bespisning af forretningsforbindelser og ansatte, i alt 845.808 kr., for perioden 1. oktober 1994 - 30. september 2000, idet der ikke er indsendt en specifik opgørelse over kravet, samtidig med at der ikke er indsendt dokumentation for den ønskede udbetaling.

I henhold til skatteforvaltningslovens §§ 31 og 32 skal der fremsættes oplysninger af faktisk eller retlig karakter, for at der kan ske genoptagelse af momstilsvaret.

Det fremgår endvidere af SKM2011.829.SKAT og SKM2010.622.SKAT, at virksomheden skal kunne dokumentere opgørelsen af tilbagebetalingskravet gennem relevant regnskabsmateriale og andet bilagsmateriale, som efter virksomhedens opfattelse kan dokumentere kravet.

Virksomheden skal gennem regnskabet m.v. kunne dokumentere, at der er afholdt udgifter til bespisning.

Herefter skal virksomheden sandsynliggøre, hvor stor en andel af disse bespisningsudgifter, der er omfattet af tilbagebetalingsadgangen.

Vedrørende dokumentationskravet for perioder der er ældre end 5 år, skal der også for disse perioder indsendes en specificeret opgørelse af tilbagebetalingskravet. Dokumentationskravet vil i disse situationer efter en konkret vurdering kunne opfyldes ved hjælp af eksempelvis specifikation til regnskabsmateriale, mødekalendere eller lignende.

Vurderingen af, om der er behørig dokumentation, skal også indeholde en gennemgang af, hvordan virksomheden er kommet frem til kravet for ældre perioder. Der ses bl.a. på, om det er ensartede skønnede beløb for en årrække. Kan virksomheden f.eks. dokumentere et krav for de seneste 5 år, så kan den ikke blot anvende kravet for den periode som udgangspunkt for tilbagebetaling for den ekstraordinære periode. SKAT accepterer ikke, at virksomheden blot ganger med de resterende antal år der ønskes tilbagebetaling for. Virksomheden vil i den situation ikke leve op til dokumentationskravene. Hvis virksomheden ikke har opbevaret regnskabsmateriale af nogen art for perioder ældre end 5 år, kan der ikke ske tilbagebetaling.

Da selskabet ikke har indsendt en specificeret opgørelse med tilhørende dokumentation, kan dokumentationskravet ikke anses for opfyldt.

Selskabets opfattelse

Selskabets repræsentant har nedlagt principal påstand om, at selskabet er berettiget til yderligere tilbagebetaling af indgående afgift, i alt 845.808 kr., vedrørende bespisning af ansatte og forretningsforbindelser i forbindelse med møder, for perioden 1. oktober 1994 - 30. september 2000. Der er nedlagt subsidiær påstand om, at selskabet er berettiget til tilbagebetaling af 777.193 kr.

SKAT henviser til de retningslinjer, som SKAT selv har udsendt vedrørende tilbagebetaling af moms på mødebespisning, hvorefter der stilles specifikke krav til dokumentationen.

Disse specifikke krav om regnskabsmæssig dokumentation for perioder, hvor sådan dokumentation efter lovgivningen ikke kræves, og som ansøgeren derfor ikke længere er i besiddelse af, er et krav, der i realiteten umuliggør en tilbagebetaling af momsen. Dette strider imod den praksis for tilbagebetalinger, som er fastlagt af EU-domstolen i tidligere sager, jf. blandt andet C-147/01, Weber’s Wine World.

Det kan ikke antages - alene af den grund at selskabet ikke har opbevaret regnskabsmaterialet for perioden - at selskabet ikke har afholdt udgifter til mødebespisning. Det har selskabet utvivlsomt, hvilket understøttes af omfanget af mødebespisning for perioden efter 30. september 2000.

Da det skøn, som selskabet har foretaget, ikke er åbenbart urimeligt, skal der ske tilbagebetaling for perioden 1. oktober 1994 - 30. september 2000.

Udgangspunktet for selskabetsopgørelse var at beregne udgifterne til mødebespisning pr. medarbejder ud fra de år, hvor selskabet har regnskabsmaterialet, og altså fuldt ud kan dokumentere kravet. Vurderingen bygger på den forudsætning, at udgifterne til mødebespisning er de samme over hele perioden, samtidig med at der herved bliver taget højde for, at der ikke nødvendigvis var det samme antal medarbejdere, der kunne afholde møder. For at sikre at kravet er rimeligt, har selskabet korrigeret antallet af medarbejdere for de tidligere år med selskabets trykkerimedarbejdere, ud fra synspunktet om at disse medarbejdere formodentligt ikke har deltaget i så mange møder.

Der er henvist til brev af 23. september 2011 til SKAT for en uddybning af, hvorledes skønnet er opgjort.

Subsidiært er nedlagt påstand om, at selskabet skal have 777.193 kr. tilbage. Kravet er opgjort på baggrund af posten personaleomkostninger i årsregnskabet. Kravet er således opgjort på baggrund af dokumenterede tal for perioden 1. oktober 1994 - 30. september 2000. Der er henvist til e-mail af 16. maj 2012 til SKAT for en yderligere beskrivelse af opgørelsen af kravet.

Landsskatterettens afgørelse

Der skal tages stilling til, om det er med rette, at SKAT ikke har imødekommet selskabets anmodning om tilbagebetaling af indgående afgift vedrørende udgifter til bespisning af forretningsforbindelser og ansatte i egne lokaler i forbindelse med møder, for perioden 1. oktober 1994 - 30. september 2000.

Af momslovens § 37, stk. 1, fremgår:

”Virksomheder registreret efter §§ 47, 49, 51 eller 51 a kan ved opgørelsen af afgiftstilsvaret som indgående afgift, jf. § 56, stk. 3, fradrage afgiften efter denne lov for virksomhedens indkøb m.v. af varer og ydelser, der udelukkende anvendes til brug for virksomhedens leverancer, som ikke er fritaget for afgift efter § 13, herunder leverancer udført i udlandet, jf. dog stk. 6.”

Af momslovens § 42, stk. 1, nr. 1 og nr. 5, fremgår:

”Virksomheder kan ikke fradrage afgift af indkøb m.v., som vedrører

(...)

5) underholdning, restaurationsydelser, repræsentation og gaver, jf. dog stk. 2.

(...)”

Af dagældende skatteforvaltningslov § 31, stk. 2, fremgår:

”Stk. 2. En afgiftspligtig, der ønsker afgiftstilsvaret ændret, skal senest 3 år efter angivelsesfristens udløb fremlægge oplysninger af faktisk eller retlig karakter, der kan begrunde ændringen. (...).”

Af dagældende skatteforvaltningslov § 32, stk. 1, nr. 1, fremgår:

”Uanset fristerne i § 31 kan et afgiftstilsvar eller en godtgørelse af afgift fastsættes eller ændres efter anmodning fra den afgiftspligtige henholdsvis den godtgørelsesberettigede eller efter told- og skatteforvaltningens bestemmelse, hvis:

1)Hidtidig praksis er endeligt underkendt ved en dom, en landsskatteretskendelse eller ved en praksisændring offentliggjort af Skatteministeriet. I disse tilfælde kan genoptagelse fore-tages til gunst for den afgiftspligtige fra og med den afgiftsperiode, der er helt eller delvis sammenfaldende med den afgiftsperiode, der var til prøvelse i den første sag, der resulte-rede i underkendelse af praksis, eller den afgiftsperiode, der er påbegyndt, men endnu ikke udløbet, 3 år forud for underkendelsen af praksis. Tilsvarende kan genoptagelse ske til gunst for den godtgørelsesberettigede vedrørende godtgørelse af afgift, der kunne være gjort gældende fra og med det tidspunkt, der var til prøvelse i den første sag, der resultere-de i underkendelse af praksis, eller 3 år forud for underkendelsen af praksis.”

Ifølge dagældende skatteforvaltningslov § 32, stk. 1, nr. 1, kan et afgiftstilsvar ændres uanset fristen i skatteforvaltningslovens § 31, såfremt hidtidig praksis er endelig underkendt ved dom, en Landsskatteretskendelse eller ved en praksisændring offentliggjort af Skatteministeriet.

EU-domstolen har i sag C-371/07, Danfoss A/S og AstraZeneca A/S, udtalt sig om dels medlemsstaternes mulighed for opretholdelse af undtagelser fra retten til fradrag af indgående afgift i henhold til standstill-klausulen, jf. 6. direktivs artikel 17, stk. 6, 2. afsnit, dels om virksomhedernes mulighed for vederlagsfri bespisning af forretningsforbindelser og/eller personale i egen kantine i forbindelse med møder i virksomheden, uden at leverancen udløser udtagningsmoms, jf. 6. direktivs artikel 6, stk. 2, litra a) og b). Selskaberne havde i henhold til national praksis fradraget den fulde indgående afgift og beregnet udtagningsmoms.

Domstolen udtalte, jf. præmis 44, at det vil være i strid med standstill-klausulen i 6. direktivs artikel 17, stk. 6, 2. afsnit, såfremt en medlemsstat efter direktivets ikrafttrædelsestidspunkt anvender en undtagelse fra retten til fradrag for indgående afgift, efter at medlemsstaten gennem administrativ praksis har anerkendt fuld fradragsret. Som følge heraf kan momslovens § 42, stk. 1, nr. 1 og nr. 5, ikke anvendes til at begrænse retten til fradrag af den indgående afgift i forbindelse med vederlagsfri bespisning af forretningsforbindelser og/eller personale i egen kantine i forbindelse med møder i virksomheden.

Videre udtalte domstolen, at 6. direktivs artikel 6, stk. 2, som udgangspunkt omfatter vederlagsfri bespisning af personale i virksomhedens lokaler, medmindre virksomhedens behov – såsom behovet for at sikre, at møder i arbejdet forløber sammenhængende og godt – gør det nødvendigt, at arbejdsgiveren sørger for bespisningen, jf. præmis 65. I de særlige tilfælde, hvor virksomhedens behov gør det nødvendigt at sørge for vederlagsfri bespisning af personalet i forbindelse med afholdelse af møder i virksomheden, er leverancen ikke omfattet af begrebet ”virksomheden uvedkommende formål”, jf. 6. direktivs artikel 6, stk. 2. En sådan vederlagsfri bespisning skal således ikke sidestilles med levering af en tjenesteydelse uden vederlag, hvorfor der ikke skal beregnes udtagningsmoms.

Som følge af EU-domstolens dom i sag C-371/07, Danfoss A/S og AstraZeneca A/S, har SKAT offentliggjort styresignalet SKM2010.622.SKAT, hvorefter den tidligere praksis, om at der ikke var fradragsret for moms af udgifter til bespisning m.m. af forretningsforbindelser og ansatte i forbindelse med møder i virksomheden, jf. momslovens § 42, stk. 1, nr. 1 og nr. 5, er ændret.

For så vidt angår praksisændringens omfang fremgår følgende af SKM2010.622.SKAT:

”Genoptagelse

Virksomheder der efter den hidtidige praksis ikke har taget fradragsret, jf. momslovens § 42, stk. 1, nr. 5, eller som har beregnet udtagningsmoms, jf. momslovens § 5, stk. 2, ved bespisning m.m. af forretningsforbindelser og ansatte under møder i virksomheden, kan anmode om genoptagelse af afgiftstilsvaret.”

Skatteministeriet har tilkendegivet sin opfattelse vedrørende dokumentationskravene i styresignalet SKM2011.829.SKAT, hvoraf fremgår følgende:

”Dokumentationskravene er i SKM2010.622.SKAT formuleret således:

Virksomheden skal kunne dokumentere opgørelsen af tilbagebetalingskravet gennem relevant regnskabsmateriale og andet bilagsmateriale, som efter virksomhedens opfattelse kan dokumentere kravet.”

Det vil med andre ord sige, at det som udgangspunkt beror på en konkret vurdering i hvert enkelt tilfælde, om det fremlagte materiale er tilstrækkeligt til, at anmodningen kan imødekommes.

Efter Skatteministeriets opfattelse kan der lægges følgende grundlæggende linje for, hvad der skal kræves af dokumentation for, at kravet kan imødekommes:

Virksomheden skal gennem regnskabet kunne dokumentere, at der er afholdt udgifter til bespisning. Da bespisning af forretningsforbindelser er anset for ”repræsentation” og bespisning af ansatte for ”kost til ansatte”, vil det være naturligt at tage afsæt i regnskabets konti for henholdsvis ”repræsentation” og ”kost til ansatte”.

Herefter skal virksomheden kunne sandsynliggøre, hvor stor andel af udgifterne på disse konti, der er omfattet af tilbagebetalingsadgangen. Udgifter til hotel- og restaurationsudgifter skal trækkes helt ud af opgørelsen, da disse udgifter ikke er omfattet tilbagebetalingsadgangen.

Sandsynliggørelse af, hvilke udgifter, der er omfattet af tilbagebetalingsadgangen kan f.eks. ske ved, at virksomheden redegør for og dokumenterer sine mødeaktiviteter og bespisningspolitik.

For perioder, der er ældre end 5 år, skal der også indsendes en specificeret opgørelse af tilbagebetalingskravet. Da bilagsmaterialet måske ikke længere foreligger, vil dokumentationskravet efter en konkret vurdering blandt andet kunne opfyldes gennem

Derudover skal det sandsynliggøres, at betingelserne for fradragsret ifølge retningslinjerne i styresignalet er opfyldt.

Vurderingen af, om der er behørig dokumentation, skal også indeholde en gennemgang af, hvordan virksomheden er kommet frem til kravet for de ældre perioder. Der skal ses på, om det er ensartede skønnede beløb for en årrække. Hvis virksomheden f.eks. kan dokumentere et krav vedrørende en nyere periode, kan virksomheden ikke anvende kravet for denne periode som udgangspunkt for tilbagebetaling for de ældre perioder. Det vil med andre ord sige, at det ikke accepteres, at virksomheden blot ganger et års dokumenteret krav med de resterende antal år, der ønskes tilbagebetaling for.

Hvis virksomheden ikke har opbevaret regnskabsmateriale af nogen art for perioder, der er ældre end 5 år, og derfor ikke på nogen måde kan dokumentere, at der for disse år er afholdt udgifter omfattet af tilbagebetalingsadgangen, kan der efter Skatteministeriets opfattelse ikke ske tilbagebetaling.”

Det bemærkes, at styresignaler, herunder SKM2011.829.SKAT og SKM2010.622.SKAT, gengiver SKATs opfattelse.

Det bemærkes endvidere, at det følger af bogføringslovens § 10, stk. 1, ogmomsbekendtgørelsens § 66, stk. 1, at virksomheder alene er forpligtet til at opbevare regnskabsmateriale i 5 år. Genoptagelsesperioden for momsfradrag vedrørende bespisning af forretningsforbindelser og ansatte rækker langt ud over denne opbevaringsperiode.

Selskabet har således ikke opbevaret regnskabsmateriale for hele genoptagelsesperioden, herunder den påklagede periode 1. oktober 1994 - 30. september 2000.

Spørgsmålet er herefter, hvorvidt de omhandlede udgifter til bespisning kan anses for sandsynliggjort eller dokumenteret og dermed anses for omfattet af momslovens § 37.

Selskabet har ved opgørelsen af kravet vedrørende den principale påstand for perioden 1. oktober 1994 - 30. september 2000 foretaget et skøn.

Kravet er skønsmæssigt opgjort, da selskabet ikke er i besiddelse af regnskabsmateriale for perioden. Kravet er opgjort på baggrund af skønnet regnskabssaldi ud fra den gennemsnitlige bespisningsudgift pr. medarbejder i perioden 1. oktober 2000 - 31. december 2008 og antal medarbejdere i de pågældende år i perioden 1. oktober 1994 - 30. september 2000.

Landsskatteretten finder det herefter sandsynliggjort, herunder efter en konkret vurdering af selskabets aktivitet i genoptagelsesperioden, herunder antallet af medarbejdere, at selskabet har afholdt udgifter af den omhandlede karakter i den påklagede periode. Retten finder endvidere, at størrelsen af kravet i tilstrækkelig grad er sandsynliggjort. Der er herved henset til, at selskabet har taget hensyn til aktivitetsniveauet i den omhandlede periode. Selskabet har således ved opgørelsen af kravet foretaget et realistisk skøn.

Landsskatteretten giver således selskabet medhold i den nedlagte principale påstand.