Kendelse af 09-07-2014 - indlagt i TaxCons database den 09-08-2014

Klagen skyldes, at SKAT ikke har imødekommet en anmodning fra [...] v/landbo-foreningen [...], herefter benævnt virksomheden, vedrørende tilbagebetaling af indgående afgift i forbindelse med udgifter til bespisning af forretningsforbindelser og ansatte, for perioden 1. oktober 1994 - 31. december 2000, idet dokumentationskravet ikke er anset for opfyldt, jf. styresignalerne SKM2010.622.SKAT og SKM2011.829.SKAT.

Landsskatteretten ændrer SKATs afgørelse.

Faktiske oplysninger

Virksomheden har ved brev af den 16. december 2010 anmodet SKAT om tilbagebetaling af indgående afgift i forbindelse med udgifter til bespisning af forretningsforbindelser og ansatte, for perioden 1. oktober 1994 – 31. december 2009, jf. SKATs styresignal, SKM2010.622.SKAT, offentliggjort den 4. oktober 2010.

Af brevet fremgår:

”(...)

Virksomheden

[...] er 01.01.1999 fusioneret til den nuværende form. Siden 1984 har de 3 selskaber, der fusionerede til et, haft et samarbejde om alt andet end regnskabet, så måden, hvorpå man arbejdede, afholdt fællesmøder, kundemøder og kurser, ændrer sig ikke væsentligt ved overgang til en samlet virksomhed.

Historien er kort, at man fra 1994 til 1999 havde kontorer i [by1], [by2] og [by3]. Fra 1999-2006 har man kontorer i [by1] og [by2], og efter 2006 samles alle medarbejdere under samme tag i [by1]. Der har i hele perioden været omkring 15 medarbejdere.

Opgørelsen
Før 2006 blev der brugt væsentlig flere ressourcer på mødeafholdelse, da der var bespisning, når medarbejderne mødtes til personalemøder og lign. Vi mener derfor, at gennemsnittet af opgørelserne fra 2001 til 2005 som minimum er repræsentativt for årene fra 1994 til 2000, og anmoder derfor om, at dette gennemsnit ligger til grund for momsrefusionen.

Hvis man skal se på en forskel i årene fra 1994 til 2000 mod 2001 til 2005 skulle det være en højere aktivitet i den tidligere periode. Dette skyldes, at antallet af svinebrug er faldet drastisk i perioden fra 1994 til i dag, hvilket betyder, at der var væsentlig flere deltagere på de kurser, vi afholdte tidligere, end der er i dag. Dengang var kurser og ERFA-møder med bespisning også en mere udbredt rådgivningsform end det, vi ser i dag, da man i dag yder mere rådgivning på bedriftsniveau end generel rådgivning, men dette er svært at dokumentere, så vi ønsker derfor kun at gøre krav på gennemsnittet af 2001 til 2005 som grundlag.

Der vedlægges bilag, der viser, hvorledes opgørelsen er lavet.

(...)”

Det fremgår af vedlagt bilag, at konto 1551 vedrører møder/kurser, konto 1552 vedrører andre møder og konto 1553 vedrører erfa-møder.

SKAT har den 16. maj 2012 truffet afgørelse, hvorefter SKAT har imødekommet anmodningen for perioden 1. januar 2001 – 31. december 2008.

SKATs afgørelse

SKAT har ikke godkendt fradrag for indgående afgift vedrørende udgifter til bespisning af forretningsforbindelser og ansatte, i alt 44.317 kr., for perioden 1. oktober 1994 – 31. december 2000, idet der ikke er indsendt en specifik opgørelse over kravet, samtidig med at der ikke er indsendt dokumentation for den ønskede udbetaling.

Kravet pr. år er opgjort som 5 % af det, der var angivet i årsregnskabet i note 5, udgifter til afholdelse af kurser.

I henhold til skatteforvaltningslovens §§ 31 og 32 skal der fremsættes oplysninger af faktisk eller retlig karakter, for at der kan ske genoptagelse af momstilsvaret.

Det fremgår af SKM2011.829.SKAT og SKM2010.622.SKAT, at virksomheden skal kunne dokumentere opgørelsen af tilbagebetalingskravet gennem relevant regnskabsmateriale og andet bilagsmateriale, som efter virksomhedens opfattelse kan dokumentere kravet.

Virksomheden skal gennem regnskabet m.v. kunne dokumentere, at der er afholdt udgifter til bespisning. Der er henvist til momslovens §§ 37 og 56 samt momsbekendtgørelsens § 55 m.fl.

Herefter skal virksomheden sandsynliggøre, hvor stor en andel af disse bespisningsudgifter, der er omfattet af tilbagebetalingsadgangen.

Vedrørende dokumentationskravet for perioder der er ældre end 5 år, skal der også for disse perioder indsendes en specificeret opgørelse af tilbagebetalingskravet. Dokumentationskravet vil i disse situationer efter en konkret vurdering kunne opfyldes ved hjælp af eksempelvis specifikation til regnskabsmateriale, mødekalendere eller lignende.

Vurderingen, af om der er behørig dokumentation, skal også indeholde en gennemgang af, hvordan virksomheden er kommet frem til kravet for ældre perioder. Der ses bl.a. på, om det er ensartede skønnede beløb for en årrække. Kan virksomheden f.eks. dokumentere et krav for de seneste 5 år, så kan den ikke blot anvende kravet for den periode som udgangspunkt for tilbagebetaling for den ekstraordinære periode. SKAT accepterer ikke, at virksomheden blot ganger med de resterende antal år der ønskes tilbagebetaling for. Virksomheden vil i den situation ikke leve op til dokumentationskravene. Hvis virksomheden ikke har opbevaret regnskabsmateriale af nogen art for perioder ældre end 5 år, kan der ikke ske tilbagebetaling.

Virksomheden har ikke indsendt specifikationer til regnskabsmateriale, kontoudtog, mødekalendere eller lignende, der kan dokumentere eller bare sandsynliggøre, at der har været udgifter til bespisning i forbindelse med mødeaktiviteter med forretningsforbindelser af streng erhvervsmæssig karakter i egne lokaler.

Virksomhedens opfattelse

Virksomhedens repræsentant har nedlagt påstand om, at der skal godkendes fradrag for moms vedrørende bespisning af forretningsforbindelser og ansatte, i alt 44.317 kr., for perioden 1. oktober 1994 - 31. december 2000.

Kravet er opgjort som 5 % af det, der var angivet i årsregnskabet note 5, udgifter til afholdelse af kurser.

I henhold til skatteforvaltningslovens §§ 31 og 32 skal der fremsættes oplysninger af faktisk eller af retlig karakter for, at der kan ske genoptagelse af momstilsvaret.

Det fremgår desuden af SKM2011.829.SKAT og SKM.2010.622.SKAT, at virksomheden skal kunne dokumentere opgørelsen af tilbagebetalingskravet gennem relevant regnskabsmateriale og andet bilagsmateriale, som efter virksomhedens opfattelse kan dokumentere kravet.

Der er indsendt den dokumentation, som kan kræves for at udbetale det fremsatte krav. Dokumentation for det fremsatte momskrav, der vedrører momsperioder, som er ældre end 5 år, kan ifølge styresignalet eksempelvis bestå af specifikationer til regnskabsmaterialet.

Såfremt virksomheden kun har selve årsrapporten, er noterne den dybeste specifikation, der kan opnås. Virksomheden har derfor valgt at opgøre kravet i forhold til noterne.

Der er desuden taget udgangspunkt i de gamle regnskaber fra 1994 - 2000 og ikke blot beregnet ud fra de ældre år, som et gennemsnit af kravet for de nyere år. Der er taget udgangspunkt i, at de bogførte omkostninger på kontiene 1551, 1552 og 1553 har udgjort gennemsnitlig 20 % af de omkostninger i note 1 i regnskaberne til 2001 - 2007. Dette svarer til, at momsbeløbet udgør gennemsnitligt 5 % af omkostningen i note 1 i regnskaberne 2001 - 2007. Dette gennemsnit har virksomheden anvendt på regnskaberne fra 1994 - 2000.

Såfremt der var beregnet et gennemsnit af de tilbagesøgte beløb for 2001 - 2007 og disse var anvendt for 1994 - 2000, ville virksomheden have søgt om ca. 62.000 kr. (Beregnet som et gennemsnit på kontiene 1551 - 1553 fra år 2001 til 2007, svarende til 9.919 kr. gange 6,25 år for årene 1994 - 2000).

Opbevaringsreglerne for regnskaber, bogføring og bilagsmateriale følger af bogføringslovens regler. Bogføringsloven er helt central og afgørende for, hvordan virksomhederne har opbevaret deres regnskabsmateriale. Det er derfor ikke korrekt, når SKAT overstyrer opbevaringskravet i bogføringsloven ved at kræve materiale, der ligger langt uden for den 5 årige periode, der ligger i lovens § 10.

Virksomheden har dog på trods af opbevaringsperiodens udløb været i stand til at fremskaffe de relevante regnskaber, og der kan ikke forlanges yderligere dokumentation for perioder, der ligger så langt tilbage. Der er ikke hjemmel for den praksis, som SKAT har gennemført gennem årene på dette område.

Dokumentationskravet i henhold til de to styresignaler er derfor opfyldt.

Landsskatterettens afgørelse

Der skal tages stilling til, om det er med rette, at SKAT ikke har imødekommet virksomhedens anmodning om tilbagebetaling af indgående afgift vedrørende udgifter til bespisning af forretningsforbindelser og ansatte i egne lokaler, for perioden 1. oktober 1994 – 31. december 2000, med i alt 44.317 kr.

Af momslovens § 37, stk. 1, fremgår:

”Virksomheder registreret efter §§ 47, 49, 51 eller 51 a kan ved opgørelsen af afgiftstilsvaret som indgående afgift, jf. § 56, stk. 3, fradrage afgiften efter denne lov for virksomhedens indkøb m.v. af varer og ydelser, der udelukkende anvendes til brug for virksomhedens leverancer, som ikke er fritaget for afgift efter § 13, herunder leverancer udført i udlandet, jf. dog stk. 6.”

Af momslovens § 42, stk. 1, nr. 1 og nr. 5, fremgår:

”Virksomheder kan ikke fradrage afgift af indkøb m.v., som vedrører

(...)

5) underholdning, restaurationsydelser, repræsentation og gaver, jf. dog stk. 2.

(...)”

Af dagældende skatteforvaltningslov § 31, stk. 2, fremgår:

”Stk. 2. En afgiftspligtig, der ønsker afgiftstilsvaret ændret, skal senest 3 år efter angivelsesfristens udløb fremlægge oplysninger af faktisk eller retlig karakter, der kan begrunde ændringen. (...).”

Af dagældende skatteforvaltningslov § 32, stk. 1, nr. 1, fremgår:

”Uanset fristerne i § 31 kan et afgiftstilsvar eller en godtgørelse af afgift fastsættes eller ændres efter anmodning fra den afgiftspligtige henholdsvis den godtgørelsesberettigede eller efter told- og skatteforvaltningens bestemmelse, hvis:

1)Hidtidig praksis er endeligt underkendt ved en dom, en landsskatteretskendelse eller ved en praksisændring offentliggjort af Skatteministeriet. I disse tilfælde kan genoptagelse fore-tages til gunst for den afgiftspligtige fra og med den afgiftsperiode, der er helt eller delvis sammenfaldende med den afgiftsperiode, der var til prøvelse i den første sag, der resulte-rede i underkendelse af praksis, eller den afgiftsperiode, der er påbegyndt, men endnu ikke udløbet, 3 år forud for underkendelsen af praksis. Tilsvarende kan genoptagelse ske til gunst for den godtgørelsesberettigede vedrørende godtgørelse af afgift, der kunne være gjort gældende fra og med det tidspunkt, der var til prøvelse i den første sag, der resultere-de i underkendelse af praksis, eller 3 år forud for underkendelsen af praksis.”

Ifølge dagældende skatteforvaltningslov § 32, stk. 1, nr. 1, kan et afgiftstilsvar ændres uanset fristen i skatteforvaltningslovens § 31, såfremt hidtidig praksis er endelig underkendt ved dom, en Landsskatteretskendelse eller ved en praksisændring offentliggjort af Skatteministeriet.

EU-domstolen har i sag C-371/07, Danfoss A/S og AstraZeneca A/S, udtalt sig om dels medlemsstaternes mulighed for opretholdelse af undtagelser fra retten til fradrag af indgående afgift i henhold til standstill-klausulen, jf. 6. direktivs artikel 17, stk. 6, 2. afsnit, dels om virksomhedernes mulighed for vederlagsfri bespisning af forretningsforbindelser og/eller personale i egen kantine i forbindelse med møder i virksomheden, uden at leverancen udløser udtagningsmoms, jf. 6. direktivs artikel 6, stk. 2, litra a) og b). Selskaberne havde i henhold til national praksis fradraget den fulde indgående afgift og beregnet udtagningsmoms.

Domstolen udtalte, jf. præmis 44, at det vil være i strid med standstill-klausulen i 6. direktivs artikel 17, stk. 6, 2. afsnit, såfremt en medlemsstat efter direktivets ikrafttrædelsestidspunkt anvender en undtagelse fra retten til fradrag for indgående afgift, efter at medlemsstaten gennem administrativ praksis har anerkendt fuld fradragsret. Som følge heraf kan momslovens § 42, stk. 1, nr. 1 og nr. 5, ikke anvendes til at begrænse retten til fradrag af den indgående afgift i forbindelse med vederlagsfri bespisning af forretningsforbindelser og/eller personale i egen kantine i forbindelse med møder i virksomheden.

Videre udtalte domstolen, at 6. direktivs artikel 6, stk. 2, som udgangspunkt omfatter vederlagsfri bespisning af personale i virksomhedens lokaler, medmindre virksomhedens behov – såsom behovet for at sikre, at møder i arbejdet forløber sammenhængende og godt – gør det nødvendigt, at arbejdsgiveren sørger for bespisningen, jf. præmis 65. I de særlige tilfælde, hvor virksomhedens behov gør det nødvendigt at sørge for vederlagsfri bespisning af personalet i forbindelse med afholdelse af møder i virksomheden, er leverancen ikke omfattet af begrebet ”virksomheden uvedkommende formål”, jf. 6. direktivs artikel 6, stk. 2. En sådan vederlagsfri bespisning skal således ikke sidestilles med levering af en tjenesteydelse uden vederlag, hvorfor der ikke skal beregnes udtagningsmoms.

Som følge af EU-domstolens dom i sag C-371/07, Danfoss A/S og AstraZeneca A/S, har SKAT offentliggjort styresignalet SKM2010.622.SKAT, hvorefter praksis, ifølge hvilken der ikke var fradragsret for moms af udgifter til bespisning m.m. af forretningsforbindelser og ansatte i forbindelse med møder i virksomheden, jf. momslovens § 42, stk. 1, nr. 1 og nr. 5, er ændret.

For så vidt angår praksisændringens omfang fremgår følgende af SKM2010.622.SKAT:

”Genoptagelse

Virksomheder der efter den hidtidige praksis ikke har taget fradragsret, jf. momslovens § 42, stk. 1, nr. 5, eller som har beregnet udtagningsmoms, jf. momslovens § 5, stk. 2, ved bespisning m.m. af forretningsforbindelser og ansatte under møder i virksomheden, kan anmode om genoptagelse af afgiftstilsvaret.”

Skatteministeriet har endvidere tilkendegivet sin opfattelse vedrørende dokumentationskravene i styresignalet SKM2011.829.SKAT, hvoraf fremgår følgende:

”Dokumentationskravene er i SKM2010.622.SKAT formuleret således:

Virksomheden skal kunne dokumentere opgørelsen af tilbagebetalingskravet gennem relevant regnskabsmateriale og andet bilagsmateriale, som efter virksomhedens opfattelse kan dokumentere kravet.”

Det vil med andre ord sige, at det som udgangspunkt beror på en konkret vurdering i hvert enkelt tilfælde, om det fremlagte materiale er tilstrækkeligt til, at anmodningen kan imødekommes.

Efter Skatteministeriets opfattelse kan der lægges følgende grundlæggende linje for, hvad der skal kræves af dokumentation for, at kravet kan imødekommes:

Virksomheden skal gennem regnskabet kunne dokumentere, at der er afholdt udgifter til bespisning. Da bespisning af forretningsforbindelser er anset for ”repræsentation” og bespisning af ansatte for ”kost til ansatte”, vil det være naturligt at tage afsæt i regnskabets konti for henholdsvis ”repræsentation” og ”kost til ansatte”.

Herefter skal virksomheden kunne sandsynliggøre, hvor stor andel af udgifterne på disse konti, der er omfattet af tilbagebetalingsadgangen. Udgifter til hotel- og restaurationsudgifter skal trækkes helt ud af opgørelsen, da disse udgifter ikke er omfattet tilbagebetalingsadgangen.

Sandsynliggørelse af, hvilke udgifter, der er omfattet af tilbagebetalingsadgangen kan f.eks. ske ved, at virksomheden redegør for og dokumenterer sine mødeaktiviteter og bespisningspolitik.

For perioder, der er ældre end 5 år, skal der også indsendes en specificeret opgørelse af tilbagebetalingskravet. Da bilagsmaterialet måske ikke længere foreligger, vil dokumentationskravet efter en konkret vurdering blandt andet kunne opfyldes gennem

Derudover skal det sandsynliggøres, at betingelserne for fradragsret ifølge retningslinjerne i styresignalet er opfyldt.

Vurderingen af, om der er behørig dokumentation, skal også indeholde en gennemgang af, hvordan virksomheden er kommet frem til kravet for de ældre perioder. Der skal ses på, om det er ensartede skønnede beløb for en årrække. Hvis virksomheden f.eks. kan dokumentere et krav vedrørende en nyere periode, kan virksomheden ikke anvende kravet for denne periode som udgangspunkt for tilbagebetaling for de ældre perioder. Det vil med andre ord sige, at det ikke accepteres, at virksomheden blot ganger et års dokumenteret krav med de resterende antal år, der ønskes tilbagebetaling for.

Hvis virksomheden ikke har opbevaret regnskabsmateriale af nogen art for perioder, der er ældre end 5 år, og derfor ikke på nogen måde kan dokumentere, at der for disse år er afholdt udgifter omfattet af tilbagebetalingsadgangen, kan der efter Skatteministeriets opfattelse ikke ske tilbagebetaling.”

Det bemærkes, at styresignaler, herunder SKM2011.829.SKAT og SKM2010.622.SKAT, gengiver SKATs opfattelse.

Det bemærkes endvidere, at det følger af bogføringslovens § 10, stk. 1, ogmomsbekendtgørelsens § 66, stk. 1, at virksomheder alene er forpligtet til at opbevare regnskabsmateriale i 5 år. Genoptagelsesperioden for momsfradrag vedrørende bespisning af forretningsforbindelser og ansatte rækker langt ud over denne opbevaringsperiode.

Virksomheden har således ikke fuldt ud fyldestgørende regnskabsmateriale for hele genoptagelsesperioden, herunder vedrørende den påklagede periode, 1. oktober 1994 - 31. december 2000.

Spørgsmålet er herefter, hvorvidt de omhandlede udgifter til bespisning kan anses for sandsynliggjort eller dokumenteret og dermed anses for omfattet af momslovens § 37.

Virksomheden har ved opgørelsen af kravet for perioden 1. oktober 1994 - 31. december 2000 foretaget et skøn.

Virksomheden har taget udgangspunkt i regnskaberne for 1994 - 2000. Der er herved taget udgangspunkt i, at de bogførte omkostninger på konto 1551, møder/kurser, konto 1552, andre møder, og konto 1553, erfa-møder, har udgjort gennemsnitlig 20 % af omkostningerne i note 1 i regnskaberne for 2001 - 2007, hvilket svarer til, at momsbeløbet udgør gennemsnitligt 5 % af omkostningerne i note 1 i regnskaberne for 2001 - 2007. Dette gennemsnit har virksomheden anvendt på regnskaberne fra 1994 - 2000.

Såfremt der var beregnet et gennemsnit af de tilbagesøgte beløb for 2001 - 2007 og disse var anvendt for 1994 - 2000, ville virksomheden have søgt om ca. 62.000 kr.

Landsskatteretten finder det herefter sandsynliggjort, herunder efter en konkret vurdering af virksomhedens aktivitet i genoptagelsesperioden, at virksomheden har afholdt udgifter af den omhandlede karakter i den påklagede periode. Retten finder endvidere, at størrelsen af kravet i tilstrækkelig grad er sandsynliggjort. Der er herved henset til, at virksomheden har taget hensyn til aktivitetsniveauet i den omhandlede periode. Virksomheden har således ved opgørelsen af kravet foretaget et realistisk skøn.

Landsskatteretten kan derfor tiltræde den nedlagte påstand i sagen.