Kendelse af 19-12-2013 - indlagt i TaxCons database den 31-01-2014

Klagen vedrører momstilsvar i relation til skønsmæssig forhøjelse af overskud af virksomhed.

Landsskatterettens afgørelse

SKAT har forhøjet momstilsvar,

angivet med 0 kr., til i alt: 137.424 kr.

Landsskatteretten stadfæster SKATs afgørelse.

Sagens oplysninger

Indehaveren har drevet virksomheden [virksomhed1], som blev startet op den 1. marts 1989 og afmeldt den 28. februar 2009.

Efter virksomheden blev afmeldt, er der fortsat blevet udstedt fakturaer for udført arbejde.

For indkomståret 2010 har indehaveren selvangivet overskud af virksomhed med 0 kr.

På baggrund af indehaverens bankudskrifter, har SKAT konstateret at der er indgået flere beløb, hvortil der er knyttet fakturanumre.

I 2010 er der ifølge SKAT udskrevet fakturaer for mindst 178.150,58 kr. med tillæg af moms med 44.537,65 kr., i alt 222.688,23 kr. Fakturaerne er udskrevet i perioden 5. januar til 20. juli 2010, og der er huller i fakturanumrene svarende til i alt 56 fakturanumre.

Indehaveren har erkendt forhøjelsen vedrørende de konkrete indsætninger i banken, men ikke yderligere forhøjelse.

SKATs afgørelse

SKAT har forhøjet momstilsvar, angivet med 0 kr., til i alt 137.424 kr., jf. opkrævningslovens § 5, stk. 1 og stk. 2, samt momslovens § 4, § 37, stk. 1, § 56 og § 57.

Indehaveren har oplyst, at han har drevet erhvervsmæssig virksomhed, men alene har haft en omsætning, der svarer til de bankindsætninger, der er benævnt med fakturanummer.

Der er ikke udarbejdet et regnskab, og virksomheden opfylder dermed ikke kravene til et skatteregnskab, jf. skattekontrollovens § 3, stk. 4. Den skattepligtige indkomst kan dermed ansættes skønsmæssigt, jf. skattekontrollovens § 5, stk. 3. SKAT har foretaget en skønsmæssig forhøjelse af overskud af virksomhed med i alt 538.398 kr., jf. statsskattelovens § 4 og § 6.

SKATs forhøjelse af momstilsvar er beregnet på baggrund af en skønsmæssigt fastsat udgående afgift på 144.330 kr. fratrukket indgående afgift på 6.906 kr., i alt 137.424 kr.

Indehaverens påstand og argumenter

Der er fremsat påstand om, at der kun sker forhøjelse af momstilsvar baseret på det beløb, som er sat ind på indehaverens bankkonti.

Der er ikke udskrevet andre fakturaer end dem, som fremgår af bankindsætningerne, og der er ikke modtaget kontante betalinger.

Indehaveren har lavet fejl i fakturarækkefølgen, hvilket også ses ved, at samme fakturanummer er anvendt på forskellige fakturaer. Disse fejl er blandt andet opstået ved, at indehaveren ikke husker så godt, ligesom han har været påvirket af sygdom og de konkurser, han er gået igennem.

I øvrigt må det være op til SKAT at dokumentere, at der er modtaget betaling udenom banken.

Landsskatterettens bemærkninger og begrundelse

Af momslovens § 4, jf. lovbekendtgørelse nr. 966 af 14. oktober 2005, med senere ændringer, fremgår følgende:

Der betales afgift af varer og ydelser, der leveres mod vederlag her i landet. Ved levering af en vare forstås overdragelse af retten til som ejer at råde over et materielt gode. Levering af en ydelse omfatter enhver anden levering.

Ved Landsskatterettens kendelse af d.d. har retten stadfæstet skatteankenævnets afgørelse, hvorved indehaverens overskud af virksomhed er blevet forhøjet med i alt 538.398 kr.

Som en følge af denne kendelse, og af de grunde, der er anført af SKAT, stadfæster Landsskatteretten afgørelsen vedrørende afgiftsperioden 2010.