Kendelse af 20-05-2014 - indlagt i TaxCons database den 27-06-2014

Sagens emne

Klagen skyldes, at SKAT ikke har imødekommet en anmodning fra [virksomhed1], herefter benævnt virksomheden, vedrørende tilbagebetaling af indgående afgift i forbindelse med udgifter til bespisning af forretningsforbindelser og ansatte, for perioden 1. oktober 1994 – 31. december 1996 og perioden 1. januar 1999 – 31. december 1999, idet dokumentationskravet ikke er anset for opfyldt, jf. styresignalerne SKM2010.622.SKAT og SKM2011.829.SKAT.

Landsskatteretten ændrer SKATs afgørelse.

Faktiske oplysninger

Virksomhedens repræsentanter har ved anmodning af den 30. december 2010 anmodet SKAT om tilbagebetaling af indgående afgift i forbindelse med udgifter til bespisning af forretningsforbindelser og ansatte, for perioden 1. oktober 1994 – 31. december 2010, jf. SKATs styresignal, SKM2010.622. SKAT, offentliggjort den 4. oktober 2010.

Virksomhedens repræsentanter har ved brev af den 29. juni 2011 fremsendt en endelig opgørelse af momskravet. Her er det samlede krav opgjort til 2.560.772 kr. for perioden 1. oktober 1994 til 31. december 2010.

SKAT har den 19. april 2012 truffet afgørelse, hvorefter SKAT har imødekommet anmodningen delvis for så vidt angår kravet for perioden 1997 - 1998 og perioden 2000 - 2010 med i alt 1.933.206 kr.

SKATs afgørelse

SKAT har ikke godkendt fradrag for indgående afgift vedrørende udgifter til bespisning af forretningsforbindelser og ansatte, i alt 387.256 kr., for perioden 1. oktober 1994 – 31. december 1996 og perioden 1. januar 1999 – 31. december 1999, idet der ikke er indsendt en specifik opgørelse over kravet, samtidig med at der ikke er indsendt dokumentation for den ønskede udbetaling.

Beløbet fremkommer således:

I henhold til skatteforvaltningslovens §§ 31 og 32 skal der fremsættes oplysninger af faktisk eller retlig karakter, for at der kan ske genoptagelse af momstilsvaret.

Det fremgår af SKM2011.829.SKAT og SKM2010.622.SKAT, at virksomheden skal kunne dokumentere opgørelsen af tilbagebetalingskravet gennem relevant regnskabsmateriale og andet bilagsmateriale, som efter virksomhedens opfattelse kan dokumentere kravet.

Virksomheden skal gennem regnskabet m.v. kunne dokumentere, at der er afholdt udgifter til bespisning. Der er henvist til momslovens §§ 37 og 56, samt momsbekendtgørelsens § 55 m.fl.

Herefter skal virksomheden sandsynliggøre, hvor stor en andel af disse bespisningsudgifter, der er omfattet af tilbagebetalingsadgangen.

Vedrørende dokumentationskravet for perioder der er ældre end 5 år, skal der også for disse perioder indsendes en specificeret opgørelse af tilbagebetalingskravet. Dokumentationskravet vil i disse situationer efter en konkret vurdering kunne opfyldes ved hjælp af eksempelvis specifikation til regnskabsmateriale, mødekalendere eller lignende.

Vurderingen, af om der er behørig dokumentation, skal også indeholde en gennemgang af, hvordan virksomheden er kommet frem til kravet for ældre perioder. Der ses bl.a. på, om det er ensartede skønnede beløb for en årrække. Kan virksomheden f.eks. dokumentere et krav for de seneste 5 år, så kan den ikke blot anvende kravet for den periode som udgangspunkt for tilbagebetaling for den ekstraordinære periode. SKAT accepterer ikke, at virksomheden blot ganger med de resterende antal år der ønskes tilbagebetaling for. Virksomheden vil i den situation ikke leve op til dokumentationskravene. Hvis virksomheden ikke har opbevaret regnskabsmateriale af nogen art for perioder ældre end 5 år, kan der ikke ske tilbagebetaling.

Da der ikke er indsendt en specificeret opgørelse med tilhørende dokumentation, kan dokumentationskravet ikke anses for opfyldt.

Virksomhedens opfattelse

Virksomhedens repræsentanter har nedlagt påstand om, at virksomheden er berettiget til tilbagebetaling af moms, i alt 338.734 kr., for perioden 1. oktober 1994 – 31. december 1996 og perioden 1. januar 1999 – 31. december 1999, idet virksomhedens krav er sandsynliggjort og dokumenteret, jf. SKM2010.622.SKAT.

Sagens faktiske omstændigheder

Virksomheden har i perioden 1. oktober 1994 – 31. december 1996 og i perioden 1. januar 1999 – 31. december 1999 afholdt udgifter iforbindelse med bespisning ved møder med forretningsforbindelser og ved interne møder med fagligt indhold iegne lokaler og er derfor principielt berettiget til at få genoptaget momstilsvaret for disse perioder.

Dette bestrides ikke af SKAT. SKAT bestrider for så vidt heller ikke, at virksomheden har haft udgifter af nævnte karakter, men finder ”blot” ikke de konkrete udgifter dokumenteret.

Virksomheden har for de omhandlede perioder ikke kunnet fremskaffe regnskabsmateriale for en helt præcis opgørelse af kravet i form af bogføringsbilag, udtræk af bogføring, saldobalancer, specifikationer til regnskabet, mødekalendere, møderekvisitioner, således som virksomheden (i varierende omfang) har været i stand til vedrørende de perioder, hvor SKAT har imødekommet en tilbagebetaling.

Virksomheden har i stedet opgjort sit krav for de omhandlede perioder efter en indirekte metode, baseret primært på den metode, hvorefter kravet for de perioder, hvor der har foreligget en mere detaljeret dokumentation, er opgjort - hvor opgørelsen er imødekommet af SKAT og de relevante beløb er udbetalt.

Anbringender
Den fremlagte dokumentation, sammen med den anvendte beregningsmetode, er tilstrækkelig til, at kravet efter en konkret vurdering må anses som dokumenteret, jf. styresignalerne SKM2011.829.SKAT og SKM2010.622.SKAT.

Dette er særligt baseret på, at det baseret på tallene for de perioder, som SKAT har imødekommet, ganske enkelt har formodningen imod sig, at virksomheden ikke har haft møderelaterede udgifter i den størrelsesorden, som tilbagebetalingskravet udgør.

Der er ikke nødvendigvis enighed om de krav, som Skatteministeriet opstiller til dokumentationen. Men i lyset af, at det er opfattelsen, at virksomheden kan leve op til de krav, som Skatteministeriet har fastlagt, er det valgt at begrænse klagen til at være et spørgsmål om fortolkning af navnlig de retningslinjer, der er udmeldt af Skatteministeriet.

Det fremgår af SKATs afgørelse, at dokumentation for perioder, der er over 5 år gammel, skal ske ud fra en konkret vurdering af de oplysninger, der fremlægges. Der nævnes i styresignalet forskellige eksempler på materiale, der kunne være tale om at anvende til støtte for den konkrete vurdering.

SKAT begrunder ikke i sin afgørelse, hvorfor SKAT ikke anser kravet for at være dokumenteret.

Der må, ved vurderingen af om dokumentationen for kravet kan anses som tilstrækkeligt, foretages en konkret vurdering i hvert enkelt tilfælde.

SKM2010.622.SKAT er udstedt på baggrund af EU-Domstolens afgørelse i sag C-371/07, Danfoss A/S og AstraZeneca A/S, der underkendte SKATs hidtidige praksis og fastslog, at gratis bespisning af forretningsforbindelser og ansatte ivirksomheden iforbindelse med møder med fagligt indhold ikke er omfattet af reglerne om udtagningsbeskatning. Dette indebærer, at der er fuldt fradrag for disse udgifter.

Formålet med SKM2010.622.SKAT er således, at de berettigede virksomheder kan tilbagesøge de momsudgifter, som de uretmæssigt enten har indbetalt som følge af udtagningsreglerne eller har undladt at fradrage som følge af praksis efter momslovens § 42, stk. 1.

Hvad angår dokumentationskravet, fremgår det af SKM2010.622.SKAT, at virksomheden skal kunne dokumentere opgørelsen af kravet gennem relevant regnskabsmateriale og andet bilagsmateriale, som efter virksomhedens opfattelse kan dokumentere kravet. Dette må være ensbetydende med, at der skal foretages en konkret vurdering ihvert enkelt tilfælde, idet det er virksomhedens opfattelse, der som udgangspunkt er udtryk for kravet.

Denne opfattelse underbygges af Skatteministeriet i det senere styresignal SKM2011.829. SKAT, hvor det netop fremhæves, at dokumentationskravet er udtryk for en ”konkret vurdering” i hvert enkelt tilfælde. Ordene ”efter en konkret vurdering” i styresignalet er ganske centrale, idet man jo herved fra Skatteministeriets side tydeligt tilkendegiver, at der indgår et større eller mindre element af skøn over, hvorvidt det foreliggende dokumentationsgrundlag skal anses som fyldestgørende. Herved siger Skatteministeriet, at der ved vurderingen skal ses på sandsynligheden af, at det opgjorte krav, uagtet det til dels er skønsmæssigt baseret, må formodes i alt væsentligt at afspejle de faktiske forhold/udgifter.

Det fremgår endvidere af SKM2011.829.SKAT, at såfremt ”bilagsmateriale måske ikke længere foreligger, vil dokumentationskravet efter en konkret vurdering blandt andet kunne opfyldes gennem; specifikationer til regnskabsmaterialet, mødekalendere, korrespondance”.

Ordene ”blandt andet” er udtryk for, at listen ikke skal anses for udtømmende. Derimod må den blot anses som eksempler på, hvorledes virksomheden kan opgøre dets krav for den periode, hvor den ikke længere er ibesiddelse af bilagsmateriale, men derimod ibesiddelse af anden dokumentation, der kan sandsynliggøre et krav.

Selvom det ikke direkte kan udledes af SKATs afgørelse i
sagen, synes SKAT at forstå Skatteministeriet således, at den konkrete vurdering, som omtales af ministeriet, kun ”kan” foretages på basis af (noget) af det konkrete materiale, der nævnes iretningslinjerne.

Det af ministeriet nævnte materiale skal kun ses som eksempler og det er for så vidt helt åbent, hvilket materiale, oplysninger, beregninger m.m. en virksomhed kan fremlægge som fyldestgørende dokumentation for sit krav.

Skatteministeriet har således helt klart i
sine retningslinjer taget højde for, at det ikke er muligt at kræve dokumentation ned på bilagsmateriale for en periode, der går udover den 5-årige lovpligtige opbevaringspligt for regnskabsmateriale.

Det synes umiddelbart, at SKAT er enig i
denne opfattelse, jf. formuleringen iSKATs forslag til afgørelse inærværende sag, ”...kunne opfyldes ved hjælp af f.eks. specifikation til regnskabsmateriale, mødekalendere eller lignende”. Denne argumentation giver ikke anledning til en fortolkning, hvor disse eksempler skal anses for hverken udtømmende - eller kumulative for den sags skyld.

Styresignalet fra Skatteministeriet skal således fortolkes på den måde, at selv en opgørelse af et krav, som udelukkende måtte være baseret på et skøn, ikke kan afvises, før der er taget hensyn til de konkrete omstændigheder, som kravet bygger på. Dette vil først og fremmest sige, at der selvfølgelig skal ses på, om det rejste krav ud fra en sandsynlighedsbetragtning forekommer retvisende.

Det at
Skatteministeriet i SKM2011.829.SKATfremhæver, at der ikke kan ske tilbagebetaling af moms for perioder, der er ældre end 5år, hvis der ikke foreligger nogen art af regnskabsmateriale for disse perioder, er således ikke ensbetydende med, at der skal foreligge fuldstændigt kontinuerligt materiale for hele den omfattede periode, der kan knyttes direkte op på selve regnskabet.

Den enkelte virksomhed er berettiget til, ud fra det materiale der kan fremskaffes, for de perioder hvor der ikke er bilag, at udarbejde et skøn på det til enhver tid foreliggende materiale.

EU-Domstolen har i sag C-147/01, Weber’s Wine World, jf. præmis 86, udtalt, at en skattemyndighed, som har anvendt en forkert retspraksis, ikke må gøre det uforholdsmæssigt besværligt for den skadelidte virksomhed at dokumentere sit krav. Hvis Landsskatteretten vælger at følge SKATs afgørelse i nærværende sag, vil det indebære, at det netop bliver uforholdsmæssigt besværligt for den skadeslidte virksomhed at dokumentere sit krav.

SKAT har således i nærværende sag tilsidesat de af EU-Domstolen fastlagte principper for dokumentation af krav, når kravet, som her, udspringer af, at myndighederne har anvendt en forkert retspraksis.

Det er også netop disse principper, som Skatteministeriet respekterer ved at beskrive spørgsmålet om dokumentationskrav, som Skatteministeriet gør i
retningslinjerne, herunder ikke mindst at lægge vægt på, at de fremlagte oplysninger efter virksomhedens opfattelse skal kunne anses at dokumentere kravet.

Det er således uden for enhver tvivl, at Skatteministeriet anerkender, at der i sager, som de her omhandlede, ikke kan stilles nær så præcise krav til opgørelsen af afgiftstilsvaret, som det er tilfældet i
almindelige sager om genoptagelse af afgiftstilsvaret.

Det indgår selvfølgelig som et helt centralt element i
den konkrete vurdering af den fremlagte dokumentation, at virksomheden har opgjort kravet ved nogle beregninger og på baggrund af virksomhedens viden om egen mødeaktivitet m.m. iden nævnte periode, på en måde, der efter virksomhedens overordnede og logiske vurdering fører til, at det opgjorte krav er iden korrekte størrelsesorden og derfor af virksomheden anses for at være dokumenteret. For en nærmere beskrivelse af den præcise fremgangsmåde henvises til nedenfor.

I og med at kravet er dokumenteret, som nævnt i
SKM2010.622.SKAT, er SKAT iøvrigt, rent forvaltningsretligt, forpligtet til at begrunde, hvorfor kravet efter SKATs vurdering ikke er dokumenteret.

Med ordvalget ”efter virksomhedens egen vurdering” i forhold til spørgsmålet om dokumentation synes Skatteministenet således at lægge op til, at virksomhedens vurdering, af hvorvidt kravet er dokumenteret eller ej,
skal veje tungere end SKATs vurdering.

Med andre ord må et tilbagebetalingskrav, der er korrekt med en så høj sandsynlighedsgrad som i det her omhandlede tilfælde, anses som dokumenteret, hvorfor det skal imødekommes.

SKATs afgørelse er grundlæggende i strid med de af EU-domstolen fastlagte principper for dokumentation af krav, når kravet, som her, udspringer af, at myndighederne har anvendt en forkert retspraksis.

Spørgsmålet er herefter, hvad der med rette kan kræves af dokumentation.

Et krav, som i nærværende sag, må anses for sandsynliggjort, når en virksomhed, i overensstemmelse med lovgivningen, har dokumenteret, at der er afholdt udgifter af tilsvarende karakter i andre år.

Der må således være en formodning om, at den pågældende virksomhed tillige har afholdt tilsvarende udgifter i andre år, når der henses til virksomhedens karakter. Udgifterne må herefter anses for dokumenteret, når der henses til den foreliggende dokumentation. Ellers må det anses for uforholdsmæssigt vanskeligt at sandsynliggøre eller dokumentere kravet. Der skal i denne sammenhæng tillige henses til, at bogføringsloven alene foreskriver en opbevaringsperiode på 5 år.

Virksomhedens krav må herefter anses for tilstrækkeligt dokumenteret.

Der skal endvidere henses til, hvem der bærer risikoen for en ulovlig praksis, jf. EU-Domstolens dom i sag C-147/01, Weber’s Wine World, hvoraf følger, at en skattemyndighed, som har anvendt en forkert retspraksis, ikke må gøre det uforholdsmæssigt besværligt for den skadelidte virksomhed at dokumentere sit krav.

Udgangspunktet er, at SKAT er forpligtet til at tilbagebetale den moms, der med urette er opkrævet, medmindre der er sket ugrundet berigelse. Medlemsstaterne er berettiget til på nationalt plan at begrænse tilbagebetaling af moms, der er opkrævet med urette. Sådanne begrænsninger skal imidlertid overholde EU-rettens effektivitetsprincip.

Hertil bemærkes, at styresignaler, herunder SKM2011.829.SKAT og SKM2010.622. SKAT, gengiver Skatteministeriets/SKATs opfattelse af spørgsmålet og dermed ikke er bindende for borgerne.

Opgørelse af kravet for de omhandlede perioder

Tilbagesøgningskravet som SKAT har afvist er udarbejdet på følgende måde:

For perioden 1. januar 1999 –31. december 1999 er kravet opgjort og sandsynliggjort som et gennemsnit af mødeudgifter, der er imødekommet af SKAT for årene 1998 og 2000. Disse år (1998 og 2000) er begge opgjort på baggrund af bagvedliggende kasseboner fra kantinen. Sandsynliggørelsen af mødeudgifter for 1999 bygger således på helt konkrete opgørelser af mødeudgifter for både det foregående og efterfølgende år.

Hvad angår perioden 1. oktober 1994 – 31. december 1996 er der udarbejdet et skøn ud fra en gennemsnitsbetragtning for 1997 og 1998, der ligeledes er opgjort på baggrund af bagvedliggende kasseboner fra kantinen og i SKATs afgørelse er imødekommet som fuldt dokumenteret.

For 1997 og 1998 har virksomheden sammenholdt det imødekommet momsbeløb med antallet af medarbejdere i virksomheden for disse år og er dermed kommet frem til et gennemsnitligt mødeudgiftsbeløb pr. medarbejder. Dette gennemsnitlige mødeudgiftsbeløb er multipliceret med antal medarbejdere pr. år for perioden 1. oktober 1994 -31. december 1996 og efterfølgende pristalsindekseret for at imødekomme den naturlige prisudvikling, der er sket på mødeudgifterne.

Da der ikke er nogen indikationer af, at mødefrekvensen m.m. i virksomheden har været anderledes end i
de mere præcist dokumenterede år (for hvilke SKAT har godkendt kravene), er det omhandlede krav efter virksomhedens egen vurdering dokumenteret.

Landsskatterettens afgørelse

Der skal tages stilling til, om det er med rette, at SKAT ikke har imødekommet virksomhedens anmodning om tilbagebetaling af indgående afgift vedrørende udgifter til bespisning af forretningsforbindelser og ansatte i egne lokaler, for perioden1. oktober 1994 – 31. december 1996 og perioden 1. januar 1999 – 31. december 1999, med i alt 338.734 kr.

Af momslovens § 37, stk. 1, fremgår:

”Virksomheder registreret efter §§ 47, 49, 51 eller 51 a kan ved opgørelsen af afgiftstilsvaret som indgående afgift, jf. § 56, stk. 3, fradrage afgiften efter denne lov for virksomhedens indkøb m.v. af varer og ydelser, der udelukkende anvendes til brug for virksomhedens leverancer, som ikke er fritaget for afgift efter § 13, herunder leverancer udført i udlandet, jf. dog stk. 6.”

Af momslovens § 42, stk. 1, nr. 1 og nr. 5, fremgår:

”Virksomheder kan ikke fradrage afgift af indkøb m.v., som vedrører

(...)

5) underholdning, restaurationsydelser, repræsentation og gaver, jf. dog stk. 2.

(...)”

Af dagældende skatteforvaltningslov § 31, stk. 2, fremgår:

”Stk. 2. En afgiftspligtig, der ønsker afgiftstilsvaret ændret, skal senest 3 år efter angivelsesfristens udløb fremlægge oplysninger af faktisk eller retlig karakter, der kan begrunde ændringen. (...).”

Af dagældende skatteforvaltningslov § 32, stk. 1, nr. 1, fremgår:

”Uanset fristerne i § 31 kan et afgiftstilsvar eller en godtgørelse af afgift fastsættes eller ændres efter anmodning fra den afgiftspligtige henholdsvis den godtgørelsesberettigede eller efter told- og skatteforvaltningens bestemmelse, hvis:

1)Hidtidig praksis er endeligt underkendt ved en dom, en landsskatteretskendelse eller ved en praksisændring offentliggjort af Skatteministeriet. I disse tilfælde kan genoptagelse foretages til gunst for den afgiftspligtige fra og med den afgiftsperiode, der er helt eller delvis sammenfaldende med den afgiftsperiode, der var til prøvelse i den første sag, der resulterede i underkendelse af praksis, eller den afgiftsperiode, der er påbegyndt, men endnu ikke udløbet, 3 år forud for underkendelsen af praksis. Tilsvarende kan genoptagelse ske til gunst for den godtgørelsesberettigede vedrørende godtgørelse af afgift, der kunne være gjort gældende fra og med det tidspunkt, der var til prøvelse i den første sag, der resulterede i underkendelse af praksis, eller 3 år forud for underkendelsen af praksis.”

Ifølge dagældende skatteforvaltningslov § 32, stk. 1, nr. 1, kan et afgiftstilsvar ændres uanset fristen i skatteforvaltningslovens § 31, såfremt hidtidig praksis er endelig underkendt ved dom, en Landsskatteretskendelse eller ved en praksisændring offentliggjort af Skatteministeriet.

EU-domstolen har i sag C-371/07, Danfoss A/S og AstraZeneca A/S, udtalt sig om dels medlemsstaternes mulighed for opretholdelse af undtagelser fra retten til fradrag af indgående afgift i henhold til standstill-klausulen, jf. 6. direktivs artikel 17, stk. 6, 2. afsnit, dels om virksomhedernes mulighed for vederlagsfri bespisning af forretningsforbindelser og/eller personale i egen kantine i forbindelse med møder i virksomheden, uden at leverancen udløser udtagningsmoms, jf. 6. direktivs artikel 6, stk. 2, litra a) og b). Selskaberne havde i henhold til national praksis fradraget den fulde indgående afgift og beregnet udtagningsmoms.

Domstolen udtalte, jf. præmis 44, at det vil være i strid med standstill-klausulen i 6. direktivs artikel 17, stk. 6, 2. afsnit, såfremt en medlemsstat efter direktivets ikrafttrædelsestidspunkt anvender en undtagelse fra retten til fradrag for indgående afgift, efter at medlemsstaten gennem administrativ praksis har anerkendt fuld fradragsret. Som følge heraf kan momslovens § 42, stk. 1, nr. 1 og nr. 5, ikke anvendes til at begrænse retten til fradrag af den indgående afgift i forbindelse med vederlagsfri bespisning af forretningsforbindelser og/eller personale i egen kantine i forbindelse med møder i virksomheden.

Videre udtalte domstolen, at 6. direktivs artikel 6, stk. 2, som udgangspunkt omfatter vederlagsfri bespisning af personale i virksomhedens lokaler, medmindre virksomhedens behov – såsom behovet for at sikre, at møder i arbejdet forløber sammenhængende og godt – gør det nødvendigt, at arbejdsgiveren sørger for bespisningen, jf. præmis 65. I de særlige tilfælde, hvor virksomhedens behov gør det nødvendigt at sørge for vederlagsfri bespisning af personalet i forbindelse med afholdelse af møder i virksomheden, er leverancen ikke omfattet af begrebet ”virksomheden uvedkommende formål”, jf. 6. direktivs artikel 6, stk. 2. En sådan vederlagsfri bespisning skal således ikke sidestilles med levering af en tjenesteydelse uden vederlag, hvorfor der ikke skal beregnes udtagningsmoms.

Som følge af EU-domstolens dom i sag C-371/07, Danfoss A/S og AstraZeneca A/S, har SKAT offentliggjort styresignalet SKM2010.622.SKAT, hvorefter praksis, ifølge hvilken der ikke var fradragsret for moms af udgifter til bespisning m.m. af forretningsforbindelser og ansatte i forbindelse med møder i virksomheden, jf. momslovens § 42, stk. 1, nr. 1 og nr. 5, er ændret.

For så vidt angår praksisændringens omfang fremgår følgende af SKM2010.622.SKAT:

”Genoptagelse

Virksomheder der efter den hidtidige praksis ikke har taget fradragsret, jf. momslovens § 42, stk. 1, nr. 5, eller som har beregnet udtagningsmoms, jf. momslovens § 5, stk. 2, ved bespisning m.m. af forretningsforbindelser og ansatte under møder i virksomheden, kan anmode om genoptagelse af afgiftstilsvaret.”

Skatteministeriet har endvidere tilkendegivet sin opfattelse vedrørende dokumentationskravene i styresignalet SKM2011.829.SKAT, hvoraf fremgår følgende:

”Dokumentationskravene er i SKM2010.622.SKAT formuleret således:

Virksomheden skal kunne dokumentere opgørelsen af tilbagebetalingskravet gennem relevant regnskabsmateriale og andet bilagsmateriale, som efter virksomhedens opfattelse kan dokumentere kravet.”

Det vil med andre ord sige, at det som udgangspunkt beror på en konkret vurdering i hvert enkelt tilfælde, om det fremlagte materiale er tilstrækkeligt til, at anmodningen kan imødekommes.

Efter Skatteministeriets opfattelse kan der lægges følgende grundlæggende linje for, hvad der skal kræves af dokumentation for, at kravet kan imødekommes:

Virksomheden skal gennem regnskabet kunne dokumentere, at der er afholdt udgifter til bespisning. Da bespisning af forretningsforbindelser er anset for ”repræsentation” og bespisning af ansatte for ”kost til ansatte”, vil det være naturligt at tage afsæt i regnskabets konti for henholdsvis ”repræsentation” og ”kost til ansatte”.

Herefter skal virksomheden kunne sandsynliggøre, hvor stor andel af udgifterne på disse konti, der er omfattet af tilbagebetalingsadgangen. Udgifter til hotel- og restaurationsudgifter skal trækkes helt ud af opgørelsen, da disse udgifter ikke er omfattet tilbagebetalingsadgangen.

Sandsynliggørelse af, hvilke udgifter, der er omfattet af tilbagebetalingsadgangen kan f.eks. ske ved, at virksomheden redegør for og dokumenterer sine mødeaktiviteter og bespisningspolitik.

For perioder, der er ældre end 5 år, skal der også indsendes en specificeret opgørelse af tilbagebetalingskravet. Da bilagsmaterialet måske ikke længere foreligger, vil dokumentationskravet efter en konkret vurdering blandt andet kunne opfyldes gennem

Derudover skal det sandsynliggøres, at betingelserne for fradragsret ifølge retningslinjerne i styresignalet er opfyldt.

Vurderingen af, om der er behørig dokumentation, skal også indeholde en gennemgang af, hvordan virksomheden er kommet frem til kravet for de ældre perioder. Der skal ses på, om det er ensartede skønnede beløb for en årrække. Hvis virksomheden f.eks. kan dokumentere et krav vedrørende en nyere periode, kan virksomheden ikke anvende kravet for denne periode som udgangspunkt for tilbagebetaling for de ældre perioder. Det vil med andre ord sige, at det ikke accepteres, at virksomheden blot ganger et års dokumenteret krav med de resterende antal år, der ønskes tilbagebetaling for.

Hvis virksomheden ikke har opbevaret regnskabsmateriale af nogen art for perioder, der er ældre end 5 år, og derfor ikke på nogen måde kan dokumentere, at der for disse år er afholdt udgifter omfattet af tilbagebetalingsadgangen, kan der efter Skatteministeriets opfattelse ikke ske tilbagebetaling.”

Det bemærkes, at styresignaler, herunder SKM2011.829.SKAT og SKM2010.622.SKAT, gengiver SKATs opfattelse.

Det bemærkes endvidere, at det følger af bogføringslovens § 10, stk. 1, ogmomsbekendtgørelsens § 66, stk. 1, at virksomheder alene er forpligtet til at opbevare regnskabsmateriale i 5 år. Genoptagelsesperioden for momsfradrag vedrørende bespisning af forretningsforbindelser og ansatte rækker langt ud over denne opbevaringsperiode.

Virksomheden har således ikke fuldt ud fyldestgørende regnskabsmateriale for hele genoptagelsesperioden, herunder vedrørende de påklagede perioder 1. oktober 1994 – 31. december 1996 og 1. januar 1999 – 31. december 1999.

Spørgsmålet er herefter, hvorvidt de omhandlede udgifter til bespisning kan anses for sandsynliggjort eller dokumenteret og dermed anses for omfattet af momslovens § 37.

For perioden 1. januar 1999 –31. december 1999 har virksomheden opgjort kravet som et gennemsnit af mødeudgifter, der er imødekommet af SKAT for årene 1998 og 2000. Disse år (1998 og 2000) er begge opgjort på baggrund af bagvedliggende kasseboner fra kantinen.

Hvad angår perioden 1. oktober1994 – 31. december 1996 er der udarbejdet et skøn ud fra en gennemsnitsbetragtning for 1997 og 1998, der ligeledes er opgjort på baggrund af bagvedliggende kasseboner fra kantinen og af SKAT er imødekommet som fuldt dokumenteret.

For 1997 og 1998 har virksomheden sammenholdt det imødekommet momsbeløb med antallet af medarbejdere i virksomheden for disse år og er derved kommet frem til et gennemsnitligt mødeudgiftsbeløb pr. medarbejder. Dette gennemsnitlige mødeudgiftsbeløb er multipliceret med antal medarbejdere pr. år for perioden 1. oktober 1994 -31. december 1996 og efterfølgende pristalsindekseret.

Landsskatteretten finder det herefter sandsynliggjort, herunder efter en konkret vurdering af virksomhedens aktivitet i genoptagelsesperioden, at virksomheden har afholdt udgifter af den omhandlede karakter i de påklagede perioder. Retten finder endvidere, at størrelsen af kravet i tilstrækkelig grad er sandsynliggjort. Der er herved henset til, at virksomheden har taget hensyn til aktivitetsniveauet i den omhandlede periode. Virksomheden har således ved opgørelsen af kravet foretaget et realistisk skøn.

Landsskatteretten kan derfor tiltræde den nedlagte påstand i sagen.