Kendelse af 14-04-2014 - indlagt i TaxCons database den 25-05-2014

Klagen skyldes, at SKAT ikke har imødekommet en anmodning fra [virksomhed1] A/S, herefter benævnt selskabet, vedrørende tilbagebetaling af indgående afgift i forbindelse med udgifter til bespisning af forretningsforbindelser og ansatte, for perioden 1. oktober 1994 - 31. december 2002, idet dokumentationskravet ikke er anset for opfyldt, jf. styresignalerne SKM2010.622.SKAT og SKM2011.829.SKAT.

Landsskatterettens afgørelse

Landsskatteretten ændrer SKATs afgørelse.

Sagens oplysninger

Selskabets repræsentant har ved brev af den 23. december 2010 anmodet SKAT om tilbagebetaling af indgående afgift i forbindelse med udgifter til bespisning af forretningsforbindelser og ansatte, for perioden 1. oktober 1994 og frem, jf. SKATs styresignal, SKM2010.622.SKAT, offentliggjort den 4. oktober 2010.

Selskabets repræsentant har ved brev af den 4. marts 2011 fremsendt en opfølgning på brevet af den 23. december 2010, hvorefter momskravet alene var opgjort foreløbigt. Her er det samlede krav opgjort til 201.829 kr. ekskl. rentegodtgørelse for perioden 1. oktober 1994 til 31. december 2009.

SKAT har den 14. juni 2012 truffet afgørelse, hvorefter SKAT har imødekommet anmodningen for så vidt angår selskabets krav for perioden 2003 – 2009 med i alt 144.846 kr. ekskl. rentegodtgørelse.

SKATs afgørelse

SKAT har ikke godkendt fradrag for indgående afgift vedrørende udgifter til bespisning af forretningsforbindelser og ansatte, i alt 56.983 kr., for perioden 1. oktober 1994 – 31. december 2002, idet der ikke er indsendt en specifik opgørelse over kravet, samtidig med at der ikke er indsendt dokumentation for den ønskede udbetaling.

I henhold til skatteforvaltningslovens §§ 31 og 32 skal der fremsættes oplysninger af faktisk eller retlig karakter, for at der kan ske genoptagelse af momstilsvaret.

Det fremgår af SKM2011.829.SKAT og SKM2010.622.SKAT, at virksomheden skal kunne dokumentere opgørelsen af tilbagebetalingskravet gennem relevant regnskabsmateriale og andet bilagsmateriale, som efter virksomhedens opfattelse kan dokumentere kravet.

Virksomheden skal gennem regnskabet m.v. kunne dokumentere, at der er afholdt udgifter til bespisning. Der er henvist til momslovens §§ 37 og 56 samt momsbekendtgørelsens § 55 m.fl.

Herefter skal virksomheden sandsynliggøre, hvor stor en andel af disse bespisningsudgifter, der er omfattet af tilbagebetalingsadgangen.

Vedrørende dokumentationskravet for perioder der er ældre end 5 år, skal der også for disse perioder indsendes en specificeret opgørelse af tilbagebetalingskravet. Dokumentationskravet vil i disse situationer efter en konkret vurdering kunne opfyldes ved hjælp af eksempelvis specifikation til regnskabsmateriale, mødekalendere eller lignende.

Vurderingen, af om der er behørig dokumentation, skal også indeholde en gennemgang af, hvordan virksomheden er kommet frem til kravet for ældre perioder. Der ses bl.a. på, om det er ensartede skønnede beløb for en årrække. Kan virksomheden f.eks. dokumentere et krav for de seneste 5 år, så kan den ikke blot anvende kravet for den periode som udgangspunkt for tilbagebetaling for den ekstraordinære periode. SKAT accepterer ikke, at virksomheden blot ganger med de resterende antal år der ønskes tilbagebetaling for. Virksomheden vil i den situation ikke leve op til dokumentationskravene. Hvis virksomheden ikke har opbevaret regnskabsmateriale af nogen art for perioder ældre end 5 år, kan der ikke ske tilbagebetaling.

Da selskabet ikke har indsendt en specificeret opgørelse med tilhørende dokumentation, kan dokumentationskravet ikke anses for opfyldt.

Vedrørende selskabets henvisning til en af SKAT i en konkret sag udmeldt metode til opgørelse af kravet for skønsmæssige perioder bemærkes følgende:

Den af selskabet fremlagte opgørelse for perioden 1. oktober 1994 - 31. december 2002 giver ikke selskabet ret til at opnå tilbagebetaling, da selskabet ikke har dokumenteret, at der i perioden er afholdt udgifter omfattet af tilbagebetalingsadgangen.

Det fremgår af styresignalet SKM2011.829.SKAT, at ”hvis virksomheden ikke har opbevaret regnskabsmateriale af nogen art for perioder, der er ældre end 5 år, og derfor ikke på nogen måde kan dokumentere, at der for disse år har været afholdt udgifter omfattet af tilbagebetalingsadgangen, kan der efter Skatteministeriets opfattelse ikke ske tilbagebetaling.” Det af SKAT udmeldte i en konkret sag kan ikke ændre herpå.

Selskabets påstand og argumenter

Selskabets repræsentant har nedlagt påstand om, at der skal godkendes fradrag for moms vedrørende bespisning af forretningsforbindelser og ansatte, i alt 56.983 kr., for perioden 1. oktober 1994 – 31. december 2002.

Selskabet har udarbejdet en specifik opgørelse af momskravet for hele perioden, som er fremlagt for SKAT.

Lovregler og praksis

I SKM2011.829.SKAT præciserer Skatteministeriet dokumentationskravene, som Skatteministeriet fortolker fradragsmulighederne udstukket i SKM2010.622.SKAT.

EU-domstolens dom i sag C-371/07, Danfoss A/S og AstraZeneca A/S, ændrer dansk praksis omkring fradragsret for moms af udgifter til bespisning m.m. af forretningsforbindelser og ansatte under møder i virksomheden, hvilket ikke tidligere har været fradragsberettiget, jf. momslovens § 42, stk. 1, nr. 1 og 5.

Følgende fremgår af EU-domstolens dom i sag C-147/01, Weber’s Wine World Handels GmbH, præmis 86 og 87:

”Domstolen har allerede slået fast, at en national lovgiver ikke, efter en af Domstolen afsagt dom, hvoraf det fremgår, at en bestemt lovgivning er uforenelig med traktaten, må fastsætte procedureregler, som specifikt forringer mulighederne for tilbagesøgning af afgifter betalt i urigtig formening om skyld, som er opkrævet med urette i henhold til denne lovgivning (jf. Deville-dommen, præmis 13, Dilexport-dommen, præmis 38 og 39, og dom af 11.7.2002, sag C-62/00, Marks & Spencer, Sml. I, s. 6325, præmis 36).

Det fremgår af de nævnte domme, at en medlemsstat ikke må udstede bestemmelser, hvori der med hensyn til tilbagesøgning af en afgift, som ved dom afsagt af Domstolen er erklæret uforenelig med fællesskabsretten, eller hvis uforenelighed med fællesskabsretten følger af en sådan dom, fastsættes betingelser, som specifikt vedrører den pågældende afgift, og som er mindre fordelagtige end dem, der uden sådanne betingelser ville have været gældende med hensyn til kravet om tilbagebetaling af den pågældende afgift (jf. Edis-dommen, præmis 24).”

Tilsvarende formulering anvendes i EU-domstolens dom i sag C-398/09, Lady & Kid A/S m.fl., der omhandler tilbagebetaling af ulovligt opkrævet ambi.

Praksis omkring skønsmæssig opgørelse af fradragsretten

Afgørelse fra Landsskatteretten af 15. april 2011

Skønsmæssigt momsfradrag efter momslovens § 38, stk. 2, i forhold til ansattes delvise private anvendelse af virksomhedens bærbare pc’ere. Landsskatteretten ændrede SKATs afgørelse og anerkendte selskabets skøn, da SKAT ikke havde lavet bedre skøn.

Der er ligeledes eksempler på afgørelser fra Landsskatteretten med skønsmæssige opgørelser af virksomheders afgiftstilsvar, hvor både virksomhedens omsætning og fradrag er skønnet, da regnskabet af den ene eller anden årsag ikke har været tilgængelig og en konkret opgørelse af afgiftstilsvaret derfor ikke har været mulig.

I sådanne sager har Landsskatteretten som udgangspunkt anerkendt SKATs skønsmæssige opgørelse af afgiftstilsvaret, så længe det ikke er anset for at være urimelig eller beroende på fejlagtige oplysninger.

Efter momsbekendtgørelsens § 66, stk. 1, er opbevaringspligtens periode for regnskabsmateriale endvidere alene 5 år efter udløbet af de pågældende regnskabsår.

Begrundelse

I nærværende sag har selskabet udarbejdet en specifik opgørelse af momskravet for perioden 1. oktober 1994 - 31. december 2002, der både er sandsynliggjort efter de retningslinjer, som SKAT har udstukket i SKM2011.829.SKAT og samtidig må anses for rimelig set i forhold til selskabets omsætning og personaleomkostninger m.v. for den pågældende periode.

SKAT har godkendt opgørelsen af momskravet for perioden 2003 - 2009, med i alt 144.846 kr., svarende til 20.692 kr. årligt. Der er derimod ikke godkendt et momskrav på i alt 56.983 kr., svarende til ca. 6.950 kr. årligt, med henvisning til, at kravet ikke anses for at være dokumenteret gennem relevant regnskabsmateriale.

I SKM2011.829.SKAT fremgår det, at der efter Skatteministeriets opfattelse ikke kan ske tilbagebetaling, hvis virksomheden ikke har opbevaret regnskabsmateriale af nogen art for perioder, der er ældre end 5 år. Selskabet har i dette tilfælde helt ekstraordinært opbevaret regnskabsmateriale tilbage til 1. januar 2003, hvilket er udover den 5-årige opbevaringsperiode, jf. momsbekendtgørelsens § 66, stk. 1.

Selskabet har i dette tilfælde desværre ikke opbevaret kontospecifikationer for perioden før 2003, så momskravet kan opgøres helt konkret efter samme principper, som er anvendt og godkendt for perioden 2003-2009.

Selskabet har dog alligevel udarbejdet en specifik opgørelse af momskravet for perioden, med udgangspunkt i de faktiske afholdte personaleomkostninger, som i et eller andet omfang omfatter udgifter til bespisning af ansatte m.v. ved interne møder, omfattet af tilbagebetalingsadgangen, jf. SKM2010.622. SKAT. Det er ikke blot en række ensartede skønnede beløb, som er opgjort ved at gange et års dokumenteret krav med de resterende antal år, som, der er enighed med SKAT om, ikke kan anerkendes som tilstrækkelig dokumentation.

Som det fremgår af SKATs afgørelse er der redegjort for opgørelsen af momskravet og det er forklaret, hvorledes momskravet for perioden 1994 - 2002 er opgjort ud fra de faktiske afholdte personaleomkostninger. SKAT har ikke taget kontakt for en nærmere drøftelse af opgørelsen, herunder vedrørende om SKAT rent faktisk har forstået opgørelsesmetoden. Der er blot truffet en afgørelse i overensstemmelse med SKATs forslag til afgørelse.

SKAT har således ikke vurderet, omdet skønsmæssigt opgjorte momskrav for perioden 1994 - 2002 er rimeligt og sandsynliggjort, herunder vurderet, hvor stor en andel af de faktiske afholdte personaleomkostninger, der er omfattet af tilbagebetalingsadgangen.

SKAT kan ikke nægte momsfradrag for den pågældende periode med den begrundelse, at der ikke er indsendt en specifik opgørelse over kravet, samtidig med at der ikke er indsendt dokumentation for den ønskede udbetaling.

Dette er i strid med SKM2011.829.SKAT og EU-domstolens præmisser i bl.a. C-147/01, Weber’s Wine World Handels GmbH, idet der netop er indsendt et specifikt krav, hvor der ikke bare er taget udgangspunkt i senere år, men hvor der reelt er taget udgangspunkt i de faktiske regnskabstal for 1994 - 2002.

Som der er redegjort for overfor SKAT, er der ved opgørelsen af kravet for 1994 - 2002 taget udgangspunkt i regnskabstallene fra konto for personaleomkostninger, hvor udgifter til bespisning i selskabets egne lokaler også i disse år blev bogført, ligesom det var tilfældet for perioden 2003 - 2009.

Der er ligeledes i opgørelsen for årene 1994 - 2002 taget højde for, at personaleomkostningerne var lavere i årene 1994 - 2002, end i årene 2003 - 2009, samt udviklingen i omsætningstal og medarbejderantal.

EU-domstolen har i flere tilfælde, bl.a. i sag C-147/01, Weber’s Wine World Handels GmbH, udtalt, at ”en national lovgiver ikke, efter en af Domstolen afsagt dom, hvoraf det fremgår, at en bestemt lovgivning er uforenelig med traktaten, må fastsætte procedureregler, som specifikt forringer mulighederne for tilbagesøgning af afgift betalt i urigtig formening om skyld, som er opkrævet med urette i henhold til denne lovgivning”.

Fastholdes det, at SKAT, udover konkrete regnskabstal og sandsynliggørelse i form af omsætningstal, omkostninger og medarbejderantal, kan kræve yderligere sandsynliggørelse, vil dette gøre det stort set umuligt at ansøge om tilbagebetaling af afgift, der er erlagt i urigtig formening om skyld, hvis tilbagebetalingsperioden strækker sig ud over den periode, hvor selskabet er pligtig at opbevare regnskabsmateriale.

Det er opfattelsen og erfaringen vedrørende en række tilbagebetalingssager vedrørende bespisningsmoms, at SKAT har fortolket dokumentationskravene i SKM2010.622.SKAT og SKM2011.829.SKAT forskelligt og i dette tilfælde for strengt.

Det kan ikke have været Skatteministeriets hensigt at opstille nogle retningslinjer, som i praksis forringer og umuliggør selskabets mulighed for tilbagesøgning af moms for perioder, hvor der ikke længere er krav til opbevaring af regnskabsmateriale.

Der er flere eksempler på sager, hvor SKAT har godkendt en skønsmæssig opgørelse af momskravet for ældre perioder, udarbejdet efter tilsvarende opgørelsesmetode som i denne sag.

Der er både tale om sager, hvor momskravet har været væsentligt større, end de 56.983 kr. som selskabet har anmodet om i dette tilfælde, men også opgørelser, som har været væsentlig mere skønsbaseret end den specifikke opgørelse, som selskabet har udarbejdet.

Selskabets aktivitet er rådgivende ingeniørvirksomhed og der har i hele tilbagesøgningsperioden - både før og efter 1. januar 2003 – været afholdt møder med forretningsforbindelser i egne lokaler, samt diverse interne personalemøder med fagligt indhold.

Det er et urimeligt krav, at der eksempelvis skal fremlægges mødekalendere for perioden før 2003 som dokumentation for momskravet. Selskabet vil heller ikke på baggrund af en mødekalender kunne dokumentere størrelsen af den faktiske afholdte omkostning til bespisning ved det pågældende møde.

Der bør ikke være tvivl om, at en virksomhed i denne branche jævnligt har afholdt møder med forretningsforbindelser, men også internt.

Selskabet har i hele tilbagebetalingsperioden haft egne kantinefaciliteter, hvorfor det naturligvis må være sandsynligt, at der til møderne i et eller andet omfang har været serveret mad og drikke.

Efter hidtidig dansk praksis har virksomheder ikke haft momsfradrag for bespisning af ansatte m.v. ved møder afholdt i virksomhedens egne lokaler. Selskabet har på den baggrund ikke fundet anledning til at lave en egentlig opdeling eller specifikation af disse omkostninger i regnskabet.

Der skal dog ikke være tvivl om, at selskabet rent faktisk har afholdt udgifter til bespisning. Det skal på den baggrund sandsynliggøres, at det af selskabet opgjorte momskrav er rimeligt. Landsskatteretten bør på den baggrund se på, om det af selskabet opgjorte momskrav kan anses for rimeligt, når selskabets aktivitet, størrelse, omsætning, antal ansatte og afholdte personaleomkostninger tages i betragtning. Som i andre landsskatteretssager omkring skønsmæssige opgørelser skal det vurderes, om selskabets eller SKATs skønsmæssigt opgjorte momsfradrag kan anses for rimelig.

Det opgjorte momskrav for perioden 1994 - 2002 er ikke sat urimeligt højt, da det gennemsnitlige momskrav alene udgør ca. 1/3 af momskravet pr. år set i forhold til perioden 2003 - 2009. Selskabets personaleomkostninger har i hele perioden 1994 - 2009 været rimelig stabil med 488 kr. som gennemsnit. Posten ”Personaleomkostninger” har været en anelse højere i perioden 2003 - 2009 end perioden før, hvilket der også er taget højde for ved beregningen af momskravet for perioden 1994 - 2002.

På den baggrund skal der foretages en vurdering af, om selskabets skønnede momsfradrag på 56.983 kr., for perioden 1. oktober 1994 - 31. december 2002, er dokumenteret og sandsynliggjort i henhold til gældende praksis.

Landsskatterettens bemærkninger og begrundelse

Der skal tages stilling til, om det er med rette, at SKAT ikke har imødekommet selskabets anmodning om tilbagebetaling af indgående afgift vedrørende udgifter til bespisning af forretningsforbindelser og ansatte i egne lokaler, for perioden 1. oktober 1994 – 31. december 2002, med i alt 56.983 kr.

Af momslovens § 37, stk. 1, fremgår:

”Virksomheder registreret efter §§ 47, 49, 51 eller 51 a kan ved opgørelsen af afgiftstilsvaret som indgående afgift, jf. § 56, stk. 3, fradrage afgiften efter denne lov for virksomhedens indkøb m.v. af varer og ydelser, der udelukkende anvendes til brug for virksomhedens leverancer, som ikke er fritaget for afgift efter § 13, herunder leverancer udført i udlandet, jf. dog stk. 6.”

Af momslovens § 42, stk. 1, nr. 1 og nr. 5, fremgår:

”Virksomheder kan ikke fradrage afgift af indkøb m.v., som vedrører

(...)

5) underholdning, restaurationsydelser, repræsentation og gaver, jf. dog stk. 2.

(...)”

Af dagældende skatteforvaltningslov § 31, stk. 2, fremgår:

”Stk. 2. En afgiftspligtig, der ønsker afgiftstilsvaret ændret, skal senest 3 år efter angivelsesfristens udløb fremlægge oplysninger af faktisk eller retlig karakter, der kan begrunde ændringen. (...).”

Af dagældende skatteforvaltningslov § 32, stk. 1, nr. 1, fremgår:

”Uanset fristerne i § 31 kan et afgiftstilsvar eller en godtgørelse af afgift fastsættes eller ændres efter anmodning fra den afgiftspligtige henholdsvis den godtgørelsesberettigede eller efter told- og skatteforvaltningens bestemmelse, hvis:

1)Hidtidig praksis er endeligt underkendt ved en dom, en landsskatteretskendelse eller ved en praksisændring offentliggjort af Skatteministeriet. I disse tilfælde kan genoptagelse foretages til gunst for den afgiftspligtige fra og med den afgiftsperiode, der er helt eller delvis sammenfaldende med den afgiftsperiode, der var til prøvelse i den første sag, der resulterede i underkendelse af praksis, eller den afgiftsperiode, der er påbegyndt, men endnu ikke udløbet, 3 år forud for underkendelsen af praksis. Tilsvarende kan genoptagelse ske til gunst for den godtgørelsesberettigede vedrørende godtgørelse af afgift, der kunne være gjort gældende fra og med det tidspunkt, der var til prøvelse i den første sag, der resulterede i underkendelse af praksis, eller 3 år forud for underkendelsen af praksis.”

Ifølge skatteforvaltningslovens § 32, stk. 1, nr. 1, kan et afgiftstilsvar ændres uanset fristen i skatteforvaltningslovens § 31, såfremt hidtidig praksis er endelig underkendt ved dom, en Landsskatteretskendelse eller ved en praksisændring offentliggjort af Skatteministeriet.

EU-domstolen har i sag C-371/07, Danfoss A/S og AstraZeneca A/S, udtalt sig om dels medlemsstaternes mulighed for opretholdelse af undtagelser fra retten til fradrag af indgående afgift i henhold til standstill-klausulen, jf. 6. direktivs artikel 17, stk. 6, 2. afsnit, dels om virksomhedernes mulighed for vederlagsfri bespisning af forretningsforbindelser og/eller personale i egen kantine i forbindelse med møder i virksomheden, uden at leverancen udløser udtagningsmoms, jf. 6. direktivs artikel 6, stk. 2, litra a) og b). Selskaberne havde i henhold til national praksis fradraget den fulde indgående afgift og beregnet udtagningsmoms.

Domstolen udtalte, jf. præmis 44, at det vil være i strid med standstill-klausulen i 6. direktivs artikel 17, stk. 6, 2. afsnit, såfremt en medlemsstat efter direktivets ikrafttrædelsestidspunkt anvender en undtagelse fra retten til fradrag for indgående afgift, efter at medlemsstaten gennem administrativ praksis har anerkendt fuld fradragsret. Som følge heraf kan momslovens § 42, stk. 1, nr. 1 og nr. 5, ikke anvendes til at begrænse retten til fradrag af den indgående afgift i forbindelse med vederlagsfri bespisning af forretningsforbindelser og/eller personale i egen kantine i forbindelse med møder i virksomheden.

Videre udtalte domstolen, at 6. direktivs artikel 6, stk. 2, som udgangspunkt omfatter vederlagsfri bespisning af personale i virksomhedens lokaler, medmindre virksomhedens behov – såsom behovet for at sikre, at møder i arbejdet forløber sammenhængende og godt – gør det nødvendigt, at arbejdsgiveren sørger for bespisningen, jf. præmis 65. I de særlige tilfælde, hvor virksomhedens behov gør det nødvendigt at sørge for vederlagsfri bespisning af personalet i forbindelse med afholdelse af møder i virksomheden, er leverancen ikke omfattet af begrebet ”virksomheden uvedkommende formål”, jf. 6. direktivs artikel 6, stk. 2. En sådan vederlagsfri bespisning skal således ikke sidestilles med levering af en tjenesteydelse uden vederlag, hvorfor der ikke skal beregnes udtagningsmoms.

Som følge af EU-domstolens dom i sag C-371/07, Danfoss A/S og AstraZeneca A/S, har SKAT offentliggjort styresignalet SKM2010.622.SKAT, hvorefter praksis, ifølge hvilken der ikke var fradragsret for moms af udgifter til bespisning m.m. af forretningsforbindelser og ansatte i forbindelse med møder i virksomheden, jf. momslovens § 42, stk. 1, nr. 1 og nr. 5, er ændret.

For så vidt angår praksisændringens omfang fremgår følgende af SKM2010.622.SKAT:

”Genoptagelse

Virksomheder der efter den hidtidige praksis ikke har taget fradragsret, jf. momslovens § 42, stk. 1, nr. 5, eller som har beregnet udtagningsmoms, jf. momslovens § 5, stk. 2, ved bespisning m.m. af forretningsforbindelser og ansatte under møder i virksomheden, kan anmode om genoptagelse af afgiftstilsvaret.”

Skatteministeriet har endvidere tilkendegivet sin opfattelse vedrørende dokumentationskravene i styresignalet SKM2011.829.SKAT, hvoraf fremgår følgende:

”Dokumentationskravene er i SKM2010.622.SKAT formuleret således:

Virksomheden skal kunne dokumentere opgørelsen af tilbagebetalingskravet gennem relevant regnskabsmateriale og andet bilagsmateriale, som efter virksomhedens opfattelse kan dokumentere kravet.”

Det vil med andre ord sige, at det som udgangspunkt beror på en konkret vurdering i hvert enkelt tilfælde, om det fremlagte materiale er tilstrækkeligt til, at anmodningen kan imødekommes.

Efter Skatteministeriets opfattelse kan der lægges følgende grundlæggende linje for, hvad der skal kræves af dokumentation for, at kravet kan imødekommes:

Virksomheden skal gennem regnskabet kunne dokumentere, at der er afholdt udgifter til bespisning. Da bespisning af forretningsforbindelser er anset for ”repræsentation” og bespisning af ansatte for ”kost til ansatte”, vil det være naturligt at tage afsæt i regnskabets konti for henholdsvis ”repræsentation” og ”kost til ansatte”.

Herefter skal virksomheden kunne sandsynliggøre, hvor stor andel af udgifterne på disse konti, der er omfattet af tilbagebetalingsadgangen. Udgifter til hotel- og restaurationsudgifter skal trækkes helt ud af opgørelsen, da disse udgifter ikke er omfattet tilbagebetalingsadgangen.

Sandsynliggørelse af, hvilke udgifter, der er omfattet af tilbagebetalingsadgangen kan f.eks. ske ved, at virksomheden redegør for og dokumenterer sine mødeaktiviteter og bespisningspolitik.

For perioder, der er ældre end 5 år, skal der også indsendes en specificeret opgørelse af tilbagebetalingskravet. Da bilagsmaterialet måske ikke længere foreligger, vil dokumentationskravet efter en konkret vurdering blandt andet kunne opfyldes gennem

Derudover skal det sandsynliggøres, at betingelserne for fradragsret ifølge retningslinjerne i styresignalet er opfyldt.

Vurderingen af, om der er behørig dokumentation, skal også indeholde en gennemgang af, hvordan virksomheden er kommet frem til kravet for de ældre perioder. Der skal ses på, om det er ensartede skønnede beløb for en årrække. Hvis virksomheden f.eks. kan dokumentere et krav vedrørende en nyere periode, kan virksomheden ikke anvende kravet for denne periode som udgangspunkt for tilbagebetaling for de ældre perioder. Det vil med andre ord sige, at det ikke accepteres, at virksomheden blot ganger et års dokumenteret krav med de resterende antal år, der ønskes tilbagebetaling for.

Hvis virksomheden ikke har opbevaret regnskabsmateriale af nogen art for perioder, der er ældre end 5 år, og derfor ikke på nogen måde kan dokumentere, at der for disse år er afholdt udgifter omfattet af tilbagebetalingsadgangen, kan der efter Skatteministeriets opfattelse ikke ske tilbagebetaling.”

Det bemærkes, at styresignaler, herunder SKM2011.829.SKAT og SKM2010.622.SKAT, gengiver SKATs opfattelse.

Det bemærkes endvidere, at det følger af bogføringslovens § 10, stk. 1, ogmomsbekendtgørelsens § 66, stk. 1, at virksomheder alene er forpligtet til at opbevare regnskabsmateriale i 5 år. Genoptagelsesperioden for momsfradrag vedrørende bespisning af forretningsforbindelser og ansatte rækker langt ud over denne opbevaringsperiode.

Selskabet har således ikke fuldt ud fyldestgørende regnskabsmateriale for hele genoptagelsesperioden, herunder vedrørende den påklagede periode, 1. oktober 1994 - 31. december 2002.

Spørgsmålet er herefter, hvorvidt de omhandlede udgifter til bespisning kan anses for sandsynliggjort eller dokumenteret og dermed anses for omfattet af momslovens § 37.

Selskabet har ved opgørelsen af kravet for perioden 1. oktober 1994 - 31. december 2002 taget udgangspunkt i regnskabstallene fra konto for personaleomkostninger, hvor udgifter til bespisning i selskabets egne lokaler også i disse år blev bogført, ligesom det var tilfældet for perioden 2003 - 2009. Der er ligeledes i opgørelsen for årene 1994 - 2002 taget højde for, at personaleomkostningerne har været lavere i årene 1994 - 2002, end i årene 2003 - 2009, ligesom der er taget højde for udviklingen i omsætningstal og medarbejderantal.

Landsskatteretten finder det herefter sandsynliggjort, herunder efter en konkret vurdering af selskabets aktivitet i genoptagelsesperioden, at selskabet har afholdt udgifter af den omhandlede karakter i den påklagede periode. Retten finder endvidere, at størrelsen af kravet i tilstrækkelig grad er sandsynliggjort. Der er herved henset til, at selskabet har taget hensyn til aktivitetsniveauet i den omhandlede periode. Selskabet har således ved opgørelsen af kravet foretaget et realistisk skøn.

Landsskatteretten kan derfor tiltræde den nedlagte påstand i sagen.