Kendelse af 09-07-2014 - indlagt i TaxCons database den 09-08-2014

Klagen skyldes, at SKAT ikke har imødekommet en anmodning fra [virksomhed1] A/S, herefter benævnt selskabet, vedrørende tilbagebetaling af indgående afgift i forbindelse med udgifter til bespisning af forretningsforbindelser og ansatte, for perioden 1. oktober 1994 - 30. juni 1996, idet dokumentationskravet ikke er anset for opfyldt, jf. styresignalerne SKM2010.622.SKAT og SKM2011.829.SKAT.

Landsskatteretten ændrer SKATs afgørelse.

Faktiske oplysninger

Selskabets repræsentant har ved brev af den 22. december 2010 anmodet SKAT om tilbagebetaling af indgående afgift i forbindelse med udgifter til bespisning af forretningsforbindelser og ansatte, for perioden 1. oktober 1994 – 31. december 2000, jf. SKATs styresignal, SKM2010.622.SKAT, offentliggjort den 4. oktober 2010.

SKAT har den 11. april 2012 truffet afgørelse, hvorefter SKAT har imødekommet anmodningen for perioden 1. juli 1996 – 31. december 2000.

SKATs afgørelse

SKAT har ikke godkendt fradrag for indgående afgift vedrørende udgifter til bespisning af forretningsforbindelser og ansatte, i alt 247.637 kr., for perioden 1. oktober 1994 – 30. juni 1996, idet der ikke er indsendt en specifik opgørelse over kravet, samtidig med at der ikke er indsendt dokumentation for den ønskede udbetaling.

Selskabet har opgjort kravet skønsmæssigt, idet selskabet ikke længere er i besiddelse af bogføring eller andet regnskabsmateriale, der kan danne grundlag for opgørelse af krav for den pågældende periode. Skønnet er beregnet som et kvartalsmæssigt gennemsnit for de efterfølgende 18 kvartaler. Der er således skønnet ensartede beløb på 35.377kr. for hvert kvartal i perioden fra 1. oktober 1994 - 30. juni 1996.

I henhold til skatteforvaltningslovens §§ 31 og 32 skal der fremsættes oplysninger af faktisk eller retlig karakter, for at der kan ske genoptagelse af momstilsvaret.

Det fremgår af SKM2011.829.SKAT og SKM2010.622.SKAT, at virksomheden skal kunne dokumentere opgørelsen af tilbagebetalingskravet gennem relevant regnskabsmateriale og andet bilagsmateriale, som efter virksomhedens opfattelse kan dokumentere kravet.

Virksomheden skal gennem regnskabet m.v. kunne dokumentere, at der er afholdt udgifter til bespisning.

Herefter skal virksomheden sandsynliggøre, hvor stor en andel af disse bespisningsudgifter, der er omfattet af tilbagebetalingsadgangen.

Vedrørende dokumentationskravet for perioder der er ældre end 5 år, skal der også for disse perioder indsendes en specificeret opgørelse af tilbagebetalingskravet. Dokumentationskravet vil i disse situationer efter en konkret vurdering kunne opfyldes ved hjælp af eksempelvis specifikation til regnskabsmateriale, mødekalendere eller lignende.

Vurderingen, af om der er behørig dokumentation, skal også indeholde en gennemgang af, hvordan virksomheden er kommet frem til kravet for ældre perioder. Der ses bl.a. på, om det er ensartede skønnede beløb for en årrække. Kan virksomheden f.eks. dokumentere et krav for de seneste 5 år, så kan den ikke blot anvende kravet for den periode som udgangspunkt for tilbagebetaling for den ekstraordinære periode. SKAT accepterer ikke, at virksomheden blot ganger med de resterende antal år der ønskes tilbagebetaling for. Virksomheden vil i den situation ikke leve op til dokumentationskravene. Hvis virksomheden ikke har opbevaret regnskabsmateriale af nogen art for perioder ældre end 5 år, kan der ikke ske tilbagebetaling.

Selskabets opfattelse

Selskabets repræsentant har nedlagt påstand om, at der skal godkendes fradrag for moms vedrørende bespisning af forretningsforbindelser og ansatte, i alt 247.637 kr., for perioden 1. oktober 1994 - 30. juni 1996.

Selskabet har anmodet om tilbagebetaling af ikke-fratrukket moms i forbindelse med bespisning af forretningsforbindelser og ansatte under møder hos selskabet i henhold til retningslinjerne i styresignalerne SKM2010.622.SKAT og SKM2011.829.SKAT.

Det fremgår bl.a. af SKM2010.622.SKAT, at virksomheder, der ikke har taget fradrag for bespisning af forretningsforbindelser og ansatte under møder i virksomheden, jf. momslovens
§ 42, stk. 1, nr. 5, kan få tilbagebetalt momsen i forbindelse med fradragsberettiget bespisning, der er sket med henblik på varetagelse af strengt erhvervsmæssige formål.

Selskabet må efter en samlet konkret vurdering anses for at have dokumenteret eller i tilstrækkelig grad sandsynliggjort, at selskabet har et tilbagebetalingskrav på moms i forbindelse med bespisning af forretningsforbindelser og ansatte under møder i virksomheden.

Det bestrides ikke, at der ikke foreligger regnskabsmateriale for perioden 1. oktober 1994 - 30. juni 1996, men det bestrides, at selskabet ikke har dokumenteret eller tilstrækkelig sandsynliggjort, at selskabet har ret til fradrag for momsen på disse omkostninger.

Dokumentationskravet for fradrag
Skatteministeriet har givet vejledning om Skatteministeriets forståelse af dokumentationskravet i styresignalerne om bespisning af forretningsforbindelser og ansatte.

Det fremgår således af SKM2010.622.SKAT, at virksomheden skal kunne dokumentere opgørelsen af tilbagebetalingskravet gennem relevant regnskabsmateriale og andet bilagsmateriale, som efter virksomhedens opfattelse kan dokumentere kravet.

I SKM2011.829.SKAT er anført yderligere vejledning til forståelsen af omfanget af dokumentationskravet, idet udgangspunktet er en konkret vurdering i hvert enkelt tilfælde af, om det fremlagte materiale er tilstrækkeligt til, at tilbagebetaling kan ske.

Skatteministeriet anfører en grundlæggende linje for, hvad dokumentationskravet omfatter, herunder for perioder, der er ældre end 5 år, at der skal indsendes en specificeret opgørelse af kravet, og at dokumentationskravet herfor bl.a. kan opfyldes gennem specifikationer til regnskabsmaterialet, mødekalendere, korrespondance m.v.

Endelig anfører Skatteministeriet, at hvis virksomheden ikke har opbevaret regnskabsmateriale af nogen art for perioder, der er ældre end 5 år, og derfor ikke på nogen måde kan dokumentere, at der for disse år er afholdt udgifter omfattet af tilbagebetalingsadgangen, kan der efter Skatteministeriets opfattelse ikke ske tilbagebetaling.

Det fremgår direkte af styresignalerne, at udgangspunktet er en ”konkret vurdering” af, om dokumentationskravet er opfyldt, idet dokumentationskravet ”bl.a. kan opfyldes ved specifikationer, mødekalendere, korrespondance m.v.” Sidstnævnte oplistning kan på ingen måde anses for at være udtømmende, hvilket ”bl.a.” og m.v. da også tydeliggør. Det er således også muligt at opfylde dokumentationskravet på anden måde end blot ved de oplistede muligheder.

Det fremgår af retspraksis, at en skatteyder kan få fradrag, såfremt skatteyderen har dokumenteret eller tilstrækkeligt sandsynliggjort, at skatteyderen har ret til fradrag. Det er skatteyderen, der har bevisbyrden for fradragsretten, jf. f.eks. UfR 2004, 1516 H.

Videre fremgår det af retspraksis, at det er muligt at løfte bevisbyrden, herunder tilstrækkeligt at sandsynliggøre fradraget, ved mundtlig forklaring, jf. UfR 1984, 839 V, hvor en skatteyder var berettiget til befordringsfradrag, idet skatteyderen havde sandsynliggjort den daglige kørsel ved mundtlig forklaring, der blev støttet af ægtefællen og et andet vidnes forklaring.

Det er således opfattelsen, at SKAT skal foretage en konkret vurdering på baggrund af de faktiske forhold og omstændigheder, uanset at der ikke foreligger regnskabsmateriale, idet dokumentationskravet også efter en konkret vurdering kan opfyldes på anden måde, herunder hvis tilbagebetalingskravet kan tilstrækkelig sandsynliggøres.

Det er opfattelsen, at selskabet ved det fremlagte materiale må anses for tilstrækkeligt at have sandsynliggjort, at selskabet rent faktisk har haft fradragsberettigede omkostninger til bespisning af forretningsforbindelser og ansatte under møder i virksomheden, uanset at der ikke foreligger regnskabsmateriale for perioden 1. oktober 1994 - 30. juni 1996.

Dette understøttes blot af, at selskabet i en lang årrække har haft omkostninger til sådanne møder, hvilket følger i tæt og naturlig forbindelse med driften af en almindelig virksomhed, hvor sådanne møder er en fuldt integreret del af virksomheden.

SKAT har da også anset selskabet for at have haft fradragsberettigede omkostninger til sådanne møder for perioden 1. juli 1996 - 2001. Der er således intet, der tilsiger, at virksomhedens almindelige drift, herunder sådanne møder, skulle være ophørt i perioden 1. oktober 1994 - 30. juni 1996, alene som følge af at bogføringen for denne periode ikke længere er fysisk tilgængelig, hvilket af lovgivningsmæssige årsager ikke bør ligge selskabet til last, da der ikke har været lovfæstet pligt til at opbevare denne bogføring, hverken efter bogføringsloven, regnskabsbekendtgørelsen eller momsloven.

Det bør heller ikke ligge selskabet til last, at SKAT har opretholdt en ulovlig praksis gennem 14 år ved at nægte fradrag for moms på omkostninger afholdt til bespisning af forretningsforbindelser i egne lokaler.

Det skøn over fradragsberettigede omkostninger til bespisning af forretningsforbindelser og ansatte under møder i virksomheden for perioden 1. oktober 1994 - 30. juni 1996, som selskabet har foretaget, er foretaget på baggrund af kendskabet til, hvordan den almindelige drift har været for perioden 1994 - 2009. Herunder på baggrund af de faktiske forhold, at selskabet har drevet kantinevirksomhed, og i denne forbindelse kan det lægges til grund, at selskabet har modtaget forretningsforbindelser i denne kantine.

Der er tale om et rimeligt og forsigtigt skøn, som selskabet har foretaget.

SKAT kan ikke uden videre tilsidesætte virksomhedens skøn over fradragsberettiget bespisning af forretningsforbindelser og ansatte under møder i virksomheden, når SKAT ikke har påvist, at virksomhedens skøn ikke er rimeligt, eller når SKAT ikke kan anses for at have foretaget en konkret vurdering eller et konkret skøn i den foreliggende sag.

SKAT kan ikke anses for at have foretaget en konkret vurdering eller et konkret skøn, idet SKAT i afgørelsen blot henviser til, at selskabet ikke har indsendt en specificeret opgørelse over kravet, og at dokumentationskravet ikke kan anses for opfyldt. SKAT ses end ikke at have kommenteret på det skøn, som selskabet har foretaget, eller selskabets bemærkninger til SKATs forslag til afgørelse.

På baggrund heraf er det opfattelsen, at selskabet må anses for at have dokumenteret eller tilstrækkelig sandsynliggjort, at selskabet skal have godkendt fradrag for købsmoms af bespisning med 247.637 kr. for perioden 1. oktober 1994 - 30. juni 1996.

Landsskatterettens afgørelse

Der skal tages stilling til, om det er med rette, at SKAT ikke har imødekommet selskabets anmodning om tilbagebetaling af indgående afgift vedrørende udgifter til bespisning af forretningsforbindelser og ansatte i egne lokaler, for perioden 1. oktober 1994 – 30. juni 1996, med i alt 247.637 kr.

Af momslovens § 37, stk. 1, fremgår:

”Virksomheder registreret efter §§ 47, 49, 51 eller 51 a kan ved opgørelsen af afgiftstilsvaret som indgående afgift, jf. § 56, stk. 3, fradrage afgiften efter denne lov for virksomhedens indkøb m.v. af varer og ydelser, der udelukkende anvendes til brug for virksomhedens leverancer, som ikke er fritaget for afgift efter § 13, herunder leverancer udført i udlandet, jf. dog stk. 6.”

Af momslovens § 42, stk. 1, nr. 1 og nr. 5, fremgår:

”Virksomheder kan ikke fradrage afgift af indkøb m.v., som vedrører

(...)

5) underholdning, restaurationsydelser, repræsentation og gaver, jf. dog stk. 2.

(...)”

Af dagældende skatteforvaltningslov § 31, stk. 2, fremgår:

”Stk. 2. En afgiftspligtig, der ønsker afgiftstilsvaret ændret, skal senest 3 år efter angivelsesfristens udløb fremlægge oplysninger af faktisk eller retlig karakter, der kan begrunde ændringen. (...).”

Af dagældende skatteforvaltningslov § 32, stk. 1, nr. 1, fremgår:

”Uanset fristerne i § 31 kan et afgiftstilsvar eller en godtgørelse af afgift fastsættes eller ændres efter anmodning fra den afgiftspligtige henholdsvis den godtgørelsesberettigede eller efter told- og skatteforvaltningens bestemmelse, hvis:

1)Hidtidig praksis er endeligt underkendt ved en dom, en landsskatteretskendelse eller ved en praksisændring offentliggjort af Skatteministeriet. I disse tilfælde kan genoptagelse fore-tages til gunst for den afgiftspligtige fra og med den afgiftsperiode, der er helt eller delvis sammenfaldende med den afgiftsperiode, der var til prøvelse i den første sag, der resulterede i underkendelse af praksis, eller den afgiftsperiode, der er påbegyndt, men endnu ikke udløbet, 3 år forud for underkendelsen af praksis. Tilsvarende kan genoptagelse ske til gunst for den godtgørelsesberettigede vedrørende godtgørelse af afgift, der kunne være gjort gældende fra og med det tidspunkt, der var til prøvelse i den første sag, der resulterede i underkendelse af praksis, eller 3 år forud for underkendelsen af praksis.”

Ifølge dagældende skatteforvaltningslov § 32, stk. 1, nr. 1, kan et afgiftstilsvar ændres uanset fristen i skatteforvaltningslovens § 31, såfremt hidtidig praksis er endelig underkendt ved dom, en Landsskatteretskendelse eller ved en praksisændring offentliggjort af Skatteministeriet.

EU-domstolen har i sag C-371/07, Danfoss A/S og AstraZeneca A/S, udtalt sig om dels medlemsstaternes mulighed for opretholdelse af undtagelser fra retten til fradrag af indgående afgift i henhold til standstill-klausulen, jf. 6. direktivs artikel 17, stk. 6, 2. afsnit, dels om virksomhedernes mulighed for vederlagsfri bespisning af forretningsforbindelser og/eller personale i egen kantine i forbindelse med møder i virksomheden, uden at leverancen udløser udtagningsmoms, jf. 6. direktivs artikel 6, stk. 2, litra a) og b). Selskaberne havde i henhold til national praksis fradraget den fulde indgående afgift og beregnet udtagningsmoms.

Domstolen udtalte, jf. præmis 44, at det vil være i strid med standstill-klausulen i 6. direktivs artikel 17, stk. 6, 2. afsnit, såfremt en medlemsstat efter direktivets ikrafttrædelsestidspunkt anvender en undtagelse fra retten til fradrag for indgående afgift, efter at medlemsstaten gennem administrativ praksis har anerkendt fuld fradragsret. Som følge heraf kan momslovens § 42, stk. 1, nr. 1 og nr. 5, ikke anvendes til at begrænse retten til fradrag af den indgående afgift i forbindelse med vederlagsfri bespisning af forretningsforbindelser og/eller personale i egen kantine i forbindelse med møder i virksomheden.

Videre udtalte domstolen, at 6. direktivs artikel 6, stk. 2, som udgangspunkt omfatter vederlagsfri bespisning af personale i virksomhedens lokaler, medmindre virksomhedens behov – såsom behovet for at sikre, at møder i arbejdet forløber sammenhængende og godt – gør det nødvendigt, at arbejdsgiveren sørger for bespisningen, jf. præmis 65. I de særlige tilfælde, hvor virksomhedens behov gør det nødvendigt at sørge for vederlagsfri bespisning af personalet i forbindelse med afholdelse af møder i virksomheden, er leverancen ikke omfattet af begrebet ”virksomheden uvedkommende formål”, jf. 6. direktivs artikel 6, stk. 2. En sådan vederlagsfri bespisning skal således ikke sidestilles med levering af en tjenesteydelse uden vederlag, hvorfor der ikke skal beregnes udtagningsmoms.

Som følge af EU-domstolens dom i sag C-371/07, Danfoss A/S og AstraZeneca A/S, har SKAT offentliggjort styresignalet SKM2010.622.SKAT, hvorefter praksis, ifølge hvilken der ikke var fradragsret for moms af udgifter til bespisning m.m. af forretningsforbindelser og ansatte i forbindelse med møder i virksomheden, jf. momslovens § 42, stk. 1, nr. 1 og nr. 5, er ændret.

For så vidt angår praksisændringens omfang fremgår følgende af SKM2010.622.SKAT:

”Genoptagelse

Virksomheder der efter den hidtidige praksis ikke har taget fradragsret, jf. momslovens § 42, stk. 1, nr. 5, eller som har beregnet udtagningsmoms, jf. momslovens § 5, stk. 2, ved bespisning m.m. af forretningsforbindelser og ansatte under møder i virksomheden, kan anmode om genoptagelse af afgiftstilsvaret.”

Skatteministeriet har endvidere tilkendegivet sin opfattelse vedrørende dokumentationskravene i styresignalet SKM2011.829.SKAT, hvoraf fremgår følgende:

”Dokumentationskravene er i SKM2010.622.SKAT formuleret således:

Virksomheden skal kunne dokumentere opgørelsen af tilbagebetalingskravet gennem relevant regnskabsmateriale og andet bilagsmateriale, som efter virksomhedens opfattelse kan dokumentere kravet.”

Det vil med andre ord sige, at det som udgangspunkt beror på en konkret vurdering i hvert enkelt tilfælde, om det fremlagte materiale er tilstrækkeligt til, at anmodningen kan imødekommes.

Efter Skatteministeriets opfattelse kan der lægges følgende grundlæggende linje for, hvad der skal kræves af dokumentation for, at kravet kan imødekommes:

Virksomheden skal gennem regnskabet kunne dokumentere, at der er afholdt udgifter til bespisning. Da bespisning af forretningsforbindelser er anset for ”repræsentation” og bespisning af ansatte for ”kost til ansatte”, vil det være naturligt at tage afsæt i regnskabets konti for henholdsvis ”repræsentation” og ”kost til ansatte”.

Herefter skal virksomheden kunne sandsynliggøre, hvor stor andel af udgifterne på disse konti, der er omfattet af tilbagebetalingsadgangen. Udgifter til hotel- og restaurationsudgifter skal trækkes helt ud af opgørelsen, da disse udgifter ikke er omfattet tilbagebetalingsadgangen.

Sandsynliggørelse af, hvilke udgifter, der er omfattet af tilbagebetalingsadgangen kan f.eks. ske ved, at virksomheden redegør for og dokumenterer sine mødeaktiviteter og bespisningspolitik.

For perioder, der er ældre end 5 år, skal der også indsendes en specificeret opgørelse af tilbagebetalingskravet. Da bilagsmaterialet måske ikke længere foreligger, vil dokumentationskravet efter en konkret vurdering blandt andet kunne opfyldes gennem

Derudover skal det sandsynliggøres, at betingelserne for fradragsret ifølge retningslinjerne i styresignalet er opfyldt.

Vurderingen af, om der er behørig dokumentation, skal også indeholde en gennemgang af, hvordan virksomheden er kommet frem til kravet for de ældre perioder. Der skal ses på, om det er ensartede skønnede beløb for en årrække. Hvis virksomheden f.eks. kan dokumentere et krav vedrørende en nyere periode, kan virksomheden ikke anvende kravet for denne periode som udgangspunkt for tilbagebetaling for de ældre perioder. Det vil med andre ord sige, at det ikke accepteres, at virksomheden blot ganger et års dokumenteret krav med de resterende antal år, der ønskes tilbagebetaling for.

Hvis virksomheden ikke har opbevaret regnskabsmateriale af nogen art for perioder, der er ældre end 5 år, og derfor ikke på nogen måde kan dokumentere, at der for disse år er afholdt udgifter omfattet af tilbagebetalingsadgangen, kan der efter Skatteministeriets opfattelse ikke ske tilbagebetaling.”

Det bemærkes, at styresignaler, herunder SKM2011.829.SKAT og SKM2010.622.SKAT, gengiver SKATs opfattelse.

Det bemærkes endvidere, at det følger af bogføringslovens § 10, stk. 1, ogmomsbekendtgørelsens § 66, stk. 1, at virksomheder alene er forpligtet til at opbevare regnskabsmateriale i 5 år. Genoptagelsesperioden for momsfradrag vedrørende bespisning af forretningsforbindelser og ansatte rækker langt ud over denne opbevaringsperiode.

Selskabet har således ikke fuldt ud fyldestgørende regnskabsmateriale for hele genoptagelsesperioden, herunder vedrørende den påklagede periode, 1. oktober 1994 - 30. juni 1996.

Spørgsmålet er herefter, hvorvidt de omhandlede udgifter til bespisning kan anses for sandsynliggjort eller dokumenteret og dermed anses for omfattet af momslovens § 37.

Selskabet har ved opgørelsen af kravet for perioden 1. oktober 1994 - 30. juni 1996 foretaget et skøn.

Skønnet er beregnet som et kvartalsmæssigt gennemsnit for de efterfølgende 18 kvartaler. Der er således skønnet ensartede beløb for hvert kvartal i perioden fra 1. oktober 1994 - 30. juni 1996.

Landsskatteretten finder det herefter sandsynliggjort, herunder efter en konkret vurdering af selskabets aktivitet i genoptagelsesperioden, at selskabet har afholdt udgifter af den omhandlede karakter i den påklagede periode. Retten finder endvidere, at størrelsen af kravet i tilstrækkelig grad er sandsynliggjort. Der er herved henset til, at selskabet har taget hensyn til aktivitetsniveauet i den omhandlede periode. Selskabet har således ved opgørelsen af kravet foretaget et realistisk skøn.

Landsskatteretten kan derfor tiltræde den nedlagte påstand i sagen.