Kendelse af 08-12-2014 - indlagt i TaxCons database den 27-02-2015

Klagepunkt

SKATs afgørelse

Virksomhedens opfattelse

Landsskatterettens afgørelse

2008

Yderligere momstilsvar

13.000 kr.

0 kr.

13.000 kr.

2009

Yderligere momstilsvar

123.640 kr.

0 kr.

123.640 kr.

2010

Yderligere momstilsvar

24.160 kr.

0 kr.

24.160 kr.

Faktiske oplysninger

Virksomheden er en vognmandsforretning, som er hjemmehørende i Danmark under navnet [virksomhed1], [adresse1], [by1] med cvr-nr. [...1]. Virksomheden er momsregistreret i Danmark, og har efter det oplyste beskæftiget sig med vognmandskørsel (udbringning af pakker) og rengøring.

Virksomhedens indehaver har i indkomstårene 2008 og 2009 været bosiddende i Sverige.

Der er i virksomheden udgiftsført regninger fra et polsk firma ved navn [virksomhed2] med følgende beløb:

År

Beløb ekskl. moms

Moms

Beløb inkl. moms

2008

52.000 kr.

13.000 kr.

65.000 kr.

2009

494.560 kr.

123.640 kr.

618.200 kr.

2010

96.640 kr.

24.160 kr.

120.800 kr.

Alle fakturaer fra [virksomhed2] er efter det oplyste betalt kontant, og der er eksempelvis den 19. og 21. januar 2009 udbetalt henholdsvis 71.400 kr. og 252.000 kr. kontant til [virksomhed2].

Såfremt der skal tages hensyn til betaling af fakturaerne fra [virksomhed2], udgør kassebeholdningen den 21. januar 2009 i alt -230.992 kr. SKAT har desuden via indhentede bankkontoudtog konstateret, at der ikke er sket udbetalinger fra bankkontoen, der kan modsvare fakturabeløbene.

Der er i alt udgiftsført 26 fakturaer fra [virksomhed2] i Polen, der angiveligt vedrører indkøbte underentreprenørydelser i perioden fra december 2008 til september 2010 til en samlet værdi af 804.000 kr.

Virksomhedens repræsentant har oplyst, at virksomheden har foretaget kørsel for [virksomhed3] A/S og [virksomhed4] A/S, men ikke har kørt fyrværkeri for [virksomhed3] A/S. Der er indleveret en samarbejdsaftale indgået imellem [virksomhed5] ApS og virksomheden den 27. juli 2008.

SKAT har ved gennemgang af regnskabsmaterialet konstateret en del negative kassebeholdninger, og regnskabsgrundlaget er på den baggrund tilsidesat.

SKATs afgørelse

SKAT har forhøjet virksomhedens momstilsvar med henholdsvis 13.000 kr., 123.640 kr. og 24.160 kr. i årene 2008, 2009 og 2010.

Der har ikke været foretaget effektive kasseafstemninger, og SKAT har derfor tilsidesat regnskabsgrundlaget i virksomheden.

Det fremgår af fakturaerne fra [virksomhed2], at betalingerne er foretaget kontant samtidig med, at den regnskabsmæssige kassebeholdning i overvejende omfang er negativ på tidspunkterne, hvor kontantbetalingerne er bogført.

Der er endvidere foretaget bogføring af en række beløb for i alt 323.400 kr. den 19. januar 2009 og 21. januar 2009, hvorefter kassebeholdningen udgør -230.992,41 kr. den 21. januar 2009. Herefter er kassebeholdningen negativ resten af året på nær nogle få dage.

Regnskabsmaterialet understøtter dermed ikke, at der er tale om reelle vognmandsleverancer indkøbt af [virksomhed2]. Desuden er fakturaerne uspecificerede med hensyn til kørselsdatoer og omfang.

SKAT har flere gange tilskrevet [virksomhed2] v/[person1] i Polen og bedt om regnskabsmaterialet med henblik på at bekræfte de foreliggende faktureringer. [person1] har ikke besvaret SKATs breve, ligesom han er udeblevet fra et møde hos SKAT.

En bogholdervirksomhed i Danmark har oplyst, at man har bortkastet [virksomhed2]s regnskabsmateriale efter en vandskade den 2. juli 2011.

Direktøren for virksomheden [virksomhed3] A/S, [person2], har den 8. juni 2012 telefonisk til SKAT oplyst, at virksomheden [virksomhed3] A/S ikke har indkøbt fyrværkeri og/eller transportydelser vedrørende fyrværkeri hos [virksomhed2].

SKATs udtalelse til klagen

[virksomhed3] A/S er ifølge dets hjemmeside grossist med forhandling af plastrørsystemer til brug inden for entreprenørbranchen, og SKAT har kontaktet selskabets direktør [person2], som har oplyst, at selskabet definitivt ikke har handlet med eller fået transporteret fyrværkeri.

Det har desuden formodningen imod sig, at [virksomhed2]s faktureringer af kørsel med fyrværkeri til [virksomhed1] udgør mere end 220.000 kr. ekskl. moms, mens [virksomhed1]s faktureringer til [virksomhed5] ApS/[virksomhed3] A/S kun udgør ca. 87.000 kr.

Virksomhedens opfattelse

Virksomhedens repræsentant har nedlagt påstand om, at SKAT tilpligtes at anerkende, at virksomhedens afgiftstilsvar nedsættes med 13.000 kr. for år 2008, 123.640 kr. for år 2009 og 24.160 kr. for år 2010.

I mange af de omhandlede transporter er der kørt med fyrværkeri, hvilket indehaveren ubestridt ikke havde tilladelse til at køre med. Ikke desto mindre er dette arbejde i henhold til SKATs opgørelse udført, og der er sket betaling herfor.

SKATs betragtninger om manglende realitet har formodningen imod sig, allerede fordi der er tale om underleverancer, som indehaveren ikke selv kunne udføre, men som [virksomhed2] kunne.

I anden række er det gjort gældende, at de pågældende fakturaer skal respekteres, da der på de pågældende fakturaer er sket kvittering for betalingen. SKAT kunne endvidere have krydsrevideret i forhold til [virksomhed2] og dér konstateret den af virksomheden påståede realitet ved faktureringen.

Til SKATs udtalelse til klagen har repræsentanten blandt andet anført, at indehaveren og [virksomhed5] ApS aftalte, at virksomheden kunne anvende underentreprenøren [virksomhed2] som følge af indehaverens manglende tilladelse til kørsel med eksplosive varer. Indehaveren anvendte desuden som underentreprenør [virksomhed4]. Indehaveren har ikke som hævdet af SKAT kørt fyrværkeri for [virksomhed3] A/S, som producerer rør.

Betaling til virksomheden [virksomhed4] for fyrværkerikørslen fremgår af kontoudtog for januar 2009. På dette tidspunkt blev ikke-solgt fyrværkeri fragtet retur. Betaling herfor blev foretaget den 20. februar 2009. De kontoudtog, som SKAT har indhentet, viser virksomhedens udgifter til kørsel.

Til SKATs henvisning til de ’betydelige værdier’, som er betalt til [virksomhed2], dvs. 220.000 kr. + moms, henvises til, at der er tale om en periode på 3 år fra 2008 til 2010, og at hver transportydelse som hovedregel udgør mellem 10.000 og 24.000 kr. Det har formodningen imod sig, at sådanne aftaler på mindre beløb er konciperet i en skriftlig aftale. Aftaleforholdet er derimod baseret på mindre ad hoc aftaler om transportydelser.

Indehaveren er i Sverige en aktiv lokalpolitiker, som tillige er udpeget som lægdommer ved byretten i Sverige, og han er som sådan bevisligt en ærlig og redelig og ustraffet person.

At indehaveren på nogen måde skulle have lønnet nogle personer ”sort” har også under henvisning hertil formodningen imod sig. SKATs synspunkt står tillige i klar modstrid med den skriftlige aftale, som virksomheden har indgået med [virksomhed5] ApS, hvoraf det udtrykkeligt fremgår, at medarbejderne hos underentreprenørerne skal være overenskomstdækkede.

Ved mødet med Skatteankestyrelsens sagsbehandler har [person3], der havde ejet og senere arbejdet for [virksomhed5] ApS bekræftet, at indehaveren har kørt for [virksomhed3].

Transporten af fyrværkeri skete for [virksomhed4] A/S, og klageren havde ubestridt ikke tilladelse til at køre med fyrværkeri, hvorfor denne kørsel blev udført af [virksomhed2], som modtog betaling herfor, og som har kvitteret for den modtagne betaling.

Virksomheden [virksomhed2] havde insisteret på kontant betaling. Indehaveren har lånt beløbene hos sin bedstefar, [person4] i Sverige, og efterfølgende betalt dem tilbage. Bedstefaren er nu afgået ved døden, og der foreligger ikke skriftligt materiale om lånene.

Virksomhedens repræsentant har fået tilsendt Skatteankestyrelsens forslag til afgørelse for virksomhedens indehaver, og har herefter indsendt yderligere bemærkninger.

Det fremgår heraf, at virksomheden har dokumenteret, at der har været iværksat konflikt over for [virksomhed2], hvorfor virksomheden utvivlsomt har været aktiv.

SKAT har endvidere haft fokus på virksomheden og har tilskrevet denne, men har ikke forfulgt virksomhedens forhold i Danmark yderligere, hvilket dog havde været ganske naturligt i lyset af nærværende sag.

Det er endvidere dokumenteret, at der er kørt med fyrværkeri af [virksomhed2] jf. indbetalinger fra [virksomhed4], ligesom der er faktureringer til [virksomhed3] A/S m.v., som er indbetalt til virksomhedens konto.

At der ikke er realitet i faktureringen og betalingerne, som der er kvitteret for skriftligt fra [virksomhed2]s side, er således stykket sammen af SKAT af brudstykker, hvor der er gættet på en sammenhæng, som er udokumenteret.

SKAT har alene ønsket at belyse sagen ensidigt til skade for virksomheden.

Landsskatterettens afgørelse

Momsregistrerede virksomheder skal føre et regnskab, der kan danne grundlag for opgørelse og kontrol af afgiften. Det fremgår af momslovens § 55.

Regnskabet skal være udarbejdet på grundlag af en løbende bogføring, herunder et ført og afstemt kasseregnskab.

Kravene til regnskabet fremgår af kapitel 12 i momsbekendtgørelsen, bogføringsloven (lovbekendtgørelse nr. 648 af 15. juni 2006) og årsregnskabsloven (lovbekendtgørelse nr. 647 af 15. juni 2006).

Hvis regnskabet ikke opfylder kravene, kan afgiften fastsættes skønsmæssigt. Det fremgår af opkrævningslovens § 5, stk. 2.

Det er konstateret, at der ikke er foretaget effektive, daglige kasseafstemninger. Da kravene til regnskabsgrundlaget ikke er opfyldt, kan virksomhedens regnskabsmateriale ikke danne grundlag for en nøjagtig opgørelse af afgiften. SKAT har derfor været berettiget til at tilsidesætte regnskabet og fastsætte afgiften skønsmæssigt.

Fakturaerne fra [virksomhed2] opfylder ikke betingelserne for fakturaer, jf. bekendtgørelse nr. 663 af 16. juni 2006 til momsloven, § 40.

Det fremgår af fakturaerne fra [virksomhed2], at de er betalt kontant, og kassebeholdningen udgør efter betalingen den 21. januar 2009 ifølge virksomhedens bogføring -230.992,41 kr. Kassebeholdningen har ifølge bogføringen herefter været negativ fra den 21. januar 2009 og stort set resten af året.

Det har ikke været muligt at følge eventuelle betalingstransaktioner for beløbene, som virksomheden ifølge bilagene fra [virksomhed2] skulle have købt ydelser for. Oplysningerne om kontant betaling af varekøbet er således ikke bekræftet ved hævninger i virksomheden eller ved objektive kendsgerninger, ligesom det er udokumenteret, at der har været handlet ydelser, som angivet på fakturaerne.

Der er ikke fremlagt aftaler indgået mellem virksomheden og [virksomhed2] eller anden form for underliggende dokumentation vedrørende de fremlagte fakturaer. Af fakturaerne er der udstedt 2 stk. den 19. januar 2009, 6 stk. den 21. januar 2009 og de angiver ikke nogen specifikation af, hvilke dage der er kørt eller en sats for kørslen.

Sammenfattende kan Landsskatteretten herefter tiltræde, at fakturaerne er uden reelt indhold, og afgørelsen stadfæstes derfor.