Kendelse af 23-12-2014 - indlagt i TaxCons database den 06-03-2015

SKAT har ikke imødekommet en anmodning om tilbagebetaling af moms vedrørende parkeringsafgifter.

Landsskatteretten stadfæster SKATs afgørelse.

Faktiske oplysninger

[virksomhed1] A/S – tidligere [virksomhed2] A/S - (herefter selskabet), er en selvstændig juridisk enhed. Virksomheden er 100 % ejet af det danske [virksomhed3] ApS og ultimativt ejet af det franske selskab [virksomhed4].

Selskabet udøver virksomhed med etablering og drift af parkeringsanlæg, fordelt på følgende forretningsområder:

Selskabet overvåger de konkrete områder og opkræver kontrolgebyr i tilfælde af, at anvisningerne for parkering ikke overholdes. Det afhænger således af, hvad der er angivet i parkeringsforskrifterne, hvad der kan betragtes som forkert parkering.

[virksomhed2] A/S opkræver kontrolgebyr i følgende 13 situationer:

Gebyrpunkterne 1-3 bliver anvendt i de tilfælde, hvor der skal betales for at parkere på en parkeringsplads.

det er angivet, hvem der må parkere i den specifikke bås.

Det vil fremgå af det konkrete kontrolgebyr, hvilket af de ovenstående punkter, der er overtrådt.

Der er som bilag vedlagt en opgørelse over fordelingen af kontrolgebyrer pr. gebyrpunkt for perioden 1.9.2008-31.12.2009.

Som led i selskabets kontrol af parkeringsarealer, hvor der sker betaling for parkering, opkræver selskabet både betaling for selve parkeringen og et kontrolgebyr i tilfælde af at anvisningerne for parkering ikke overholdes. I de tilfælde hvor der er tale om kontrol af parkeringsarealer, hvor der er mulighed for gratis tidsbegrænset parkering, opkræves der udelukkende et kontrolgebyr i tilfælde af forkert parkering, dvs. hvor anvisningerne ikke overholdes.

Kontrolgebyrerne, som selskabet opkrævede i årene 2008-2009, udgjorde 510 kr. inklusive moms. Selskabet afregner i overensstemmelse med nuværende praksis, jf. momslovens § 4, stk. 1, salgsmoms af det opkrævede beløb. Det opkrævede gebyr svarer ligeledes til det gebyr, der – jf. lov om offentlige veje § 107, stk. 2, - opkræves af det offentlige ved forkert parkering på parkeringspladser ejet af det offentlige.

SKATs afgørelse

SKAT har ikke imødekommet en anmodning af 25. oktober 2011 om tilbagebetaling af 25.089.292 kr. i moms vedrørende parkeringsafgifter.

Ved afgørelsen har SKAT bl.a. henvist til, at Højesteret i 1996 fastslog, at en forhøjet parkeringsafgift, som betaltes som følge af uberettiget parkering i et parkeringsanlæg, var momspligtig. Dommen er gengivet i TfS 1996. 357.

Landsskatteretten afsagde i 2007 en kendelse, hvor blandt andre selskabet var part. Kendelsen fastholder momspligten af kontrolafgifter i lighed med Højesteretsdommen. Landsskatteretten udtaler, at uanset tidsrummet, der er forløbet siden afsigelsen af Højesteretsdommen fra 1996 er der ikke grundlag for at nå til andet resultat end det ved højesteretsdommen statuerede. Kontrolafgifter opkrævet i forbindelse med uberettiget parkering er momspligtige, idet kontrolafgifterne fuldt ud må anses for vederlag for en ydelse.

I anmodningen om tilbagebetaling af moms henviser selskabet til EU-dommen C-277/05, der vedrører spørgsmålet om momspligt af deposita, der opkræves af et hotel i forbindelse med reservation af værelser.

Det fremgår af dommens præmis 21, at indgåelse af aftalen og dermed retsforholdet mellem parterne ikke er normalt betinget af betaling af et depositum. Eftersom betaling af et depositum ikke er en integrerende del af indlogeringsaftalen, er det blot en valgmulighed, der er omfattet af parternes kontraktfrihed.

Præmis 22: en kunde kan således enten skriftligt eller mundtligt foretage en reservation af opholdet og bestyreren af en hotelvirksomheds accept kan i overensstemmelse med dennes sædvanlige aftalepraksis ske enten skriftligt eller mundtligt uden opkrævning af et depositum.

Præmis 23: en kundes indbetaling af et depositum og bestyreren af en hotelvirksomheds pligt til ikke at kontrahere med tredjemand i et omfang, der forhindrer ham i at iagttage den forpligtelse, han har påtaget sig i forhold til kunden, kan derfor ikke kvalificeres som gensidige ydelser, fordi ovennævnte forpligtelse i dette tilfælde følger direkte af aftalen om indlogering og ikke af indbetaling af et depositum.

Det fremgår af præmis 25, at når bestyreren således, efter at der er foretaget en sådan reservation, leverer den aftalte ydelse, gør han ikke andet end at opfylde aftalen. Iagttagelsen af denne forpligtelse kan således ikke anses for at være modydelsen for det indbetalte depositum.

Dommen konkluderer, at der ikke er nogen direkte sammenhæng mellem den udførte tjenesteydelse og den modtagne betaling. Depositummet er ikke en modydelse for en selvstændig individualiseret ydelse.

Et beløb, der betales i form af et depositum inden for rammerne af aftaler om levering af momspligtige hotelydelser — når kunden gør brug af sin mulighed for annullation, og bestyreren af hotelvirksomheden beholder disse beløb — skal anses for godtgørelse for det tab, der er lidt som følge af kundens annullation, uden direkte sammenhæng med nogen form for levering af tjenesteydelser mod vederlag, og er som sådan ikke underlagt moms.

I såvel Højesteretsdommen som Landsskatterettens kendelse ansås bilisten, ved parkeringen for at have indgået en aftale af privatretlig karakter, om at ville overholde betingelserne for at benytte arealet til parkering og dermed indforstået med at betale en kontrolafgift ved en overskridelse af parkeringsforskrifterne. Højesteret fastslår, at der er tale om levering mod vederlag og ydelsen er omfattet af momslovens § 4, stk. 1, § 27, stk. 1, og § 13, stk. 1, nr. 8, 2. pkt.

Skattecentret anser ikke nævnte EU-dom for at ændre praksis på området.

EU-dommen vedrører en ydelse, der anses for godtgørelse for det tab, der er lidt som følge af kundens annullation, uden direkte sammenhæng med nogen form for levering af en tjenesteydelse mod vederlag.

Selskabets aktiviteter består i vidt omfang i kontrol af hvorvidt parkeringsforskrifterne overholdes. Omsætningen vedrørende kontrolafgifter udgør mere end 30 % af selskabets omsætning i perioden 1.9.2008—3 1.12.2009.

Kontrolafgifter anses herefter som en integreret del af aftalen om parkering, som er momspligtig jf. Højesteretsdommen m.v.

SKAT har overfor Landsskatteretten indstillet den påklagede afgørelse stadfæstet.

Klagerens opfattelse

Selskabet har nedlagt påstand om tilbagebetaling af afregnet salgsmoms på 25.089.292 kr. for perioden 1.9.2008 til 31.12.2009.

Til støtte for påstanden er det gjort gældende, at selskabet fejlagtigt afregner salgsmoms af de opkrævede kontrolgebyrer, da der ikke er tale om en momspligtig levering af en ydelse. De opkrævede kontrolgebyrer er en del af den stiltiende aftale om parkering, der indgås mellem selskabet og bilisten, når denne vælger at parkere på en parkeringsplads, der bliver kontrolleret af selskabet. Da selskabet således ikke leverer en ydelse til gengæld for et opkrævet kontrolgebyr, falder det opkrævede beløb uden for momslovens område, og der skal derfor ikke afregnes salgsmoms af kontrolgebyrerne.

Udover det relevante retsgrundlag i momsloven og det bagvedliggende direktiv er der bl.a. henvist til, at EU-Domstolen ikke direkte har taget stilling til, hvorvidt der ved udstedelse af kontrolgebyrer er tale om en momspligtig levering mod vederlag. EU-Domstolen har til gengæld med dommen i sag C-277/05 (Societé Thermale) taget stilling til den momsmæssige behandling af reservationsgebyrer opkrævet ved bestilling af ophold på et hotel.

Der kan drages en parallel fra denne dom til den momsmæssige behandling af kontrolgebyrer opkrævet ved forkert parkering. EU-Domstolens dom er afsagt i juli 2007, og den har derfor ikke indgået i de tidligere sager, der har været behandlet vedrørende moms på parkeringsgebyrer. I dommen i sag C-277/05 fandt EU-Domstolen, at reservationsgebyrer betalt i forbindelse med reservation af et hotelophold ikke er momspligtige, da de ikke udgør en del af aftalen mellem hotel og kunde. Der var i dommen tale om, at reservationsgebyrer enten blev trukket fra i den endelige pris, som kunden skulle betale for opholdet, eller at hotellet beholdte gebyret i tilfælde at, at kunden valgte at annullere reservationen af opholdet på hotellet.

EU-Domstolen udtalte i dommens præmis 19 vedrørende, hvorvidt et reservationsgebyr i situationen, hvor hotellet beholder gebyret på grund af annullering, skal betragtes som et momspligtigt vederlag for den tjenesteydelse, der består i at foretage en reservation, at:

“Det følger af Domstolens praksis, at det første alternativ, der foreslås i det præjudicielle spørgsmål, kun kan tiltrædes såfremt der består en direkte sammenhæng mellem tjenesteydelsen og den modtagne modværdi, idet de udbetalte beløb udgør den faktiske modværdi af en individualiseret ydelse, som leveres indenfor rammerne af et retsforhold, som vedrører en gensidig udveksling af ydelser.

Domstolen henviser således ved dette til, at det i flere tilfælde er slået fast, at der skal ske en decideret udveksling af ydelser for, at der er tale om en momspligtig levering. EU-Domstolen fastslog efterfølgende, at dette ikke var opfyldt i forhold til de i sagen omhandlede reservationsgebyrer, da disse ikke blev anset for at være en betaling for, at reservationen blev foretaget.”

Der består heller ikke en sådan udveksling af ydelser ved udstedelse af kontrolgebyrer, da der ikke sker levering af en modydelse til gengæld for det opkrævede gebyr. Et kontrolgebyr er således ikke en del af aftalegrundlaget for selve parkeringsydelsen og følgelig heller ikke et vederlag for selve parkeringen.

EU-Domstolen tilføjer i præmis 21, at:

“Indgåelsen af aftalen og dermed retsforholdet mellem parterne ikke er normalt betinget af betaling af et depositum.”

Yderligere fremgår det af dommens præmis 22, at:

”En kunde således enten skriftligt eller mundtligt kan foretage en reservation af opholdet, og bestyreren af en hotelvirksomheds accept kan i overensstemmelse med dennes sædvanlige aftalepraksis ske enten skriftligt eller mundtligt uden opkrævning af et depositum. Accept af reservationsanmodningen efter en sådan fremgangsmåde indebærer også, at der mellem parterne opstår et retsforhold, der medfører en pligt for bestyreren af en hotelvirksomhed til at oprette en kundemappe i kundens navn og til at reservere opholdet for denne.”

EU-Domstolen slår således fast, at forpligtelsen til at overholde en indgået aftale mellem hotel og kunde om reservatton af et ophold, allerede opstår på baggrund af kundens henvendelse til hotellet og hotellets accept af denne, og at aftalen mellem parterne således ikke påvirkes af det pålagte reservationsgebyr.

EU-Domstolen udtaler endvidere vedrørende det betalte depositum i præmis 23, at:

“En kundes indbetaling af et depositum og bestyreren af en hotelvirksomheds pligt til ikke at kontrahere med tredjemand i et omfang, der forhindrer ham i at iagttage den forpligtelse, han har påtaget sig i forhold til kunden, kan derfor i modsætning til, hvad den franske regering har gjort gældende ikke kvalificeres som gensidige ydelser, fordi ovennævnte forpligtelse i dette tilfælde følger direkte af aftalen om indlogering og ikke af indbetaling af et depositum.”

Pligten til at efterkomme en aftale opstår således ifølge EU-Domstolen ikke fordi, der mellem parterne aftales et separat gebyr i tilfælde af, at en part ikke overholder aftalen.

Det samme forhold gør sig gældende for så vidt angår de kontrolgebyrer, som selskabet opkræver i tilfælde af parkering i strid med et af de ovenfor nævnte gebyrpunkter. Et kontrolgebyr er således ikke en del af den aftale mellem selskabet og bilisten, der opstår ved, at denne kører ind og parkerer på en parkeringsplads, der kontrolleres af selskabet.

Indholdet af denne aftale består således kun i retten til at parkere på en specifik plads, hvilket ved betalingsparkering sker ved betaling af et beløb mod udstedelse af en parkeringsbillet. Pligten til at parkere korrekt følger dermed direkte af aftalen, og opkrævningen af et kontrolgebyr udgør dermed ikke et element af aftalen.

Kontrolgebyret er således separat fra aftalen og opkræves kun i det tilfælde, hvor parkering ikke sker i overensstemmelse med forskrifterne. Aftalen mellem selskabet og bilisten kan således ikke anses at danne grundlag for, at der sker betaling for en leverance, når bilisten opkræves et kontrolgebyr.

Betalingen af et depositum for en hotelreservation skal, ifølge EU-Domstolen, betragtes som et incitament til at overholde aftalen, men ikke som en betingelse for, at aftalen er indgået. Det angives således i dommens præmis 30, at:

“Hvad nærmere angår betaling af et depositum, skal det for det første bemærkes, at det udgør en markering af indgåelsen af en aftale, for så vidt som betalingen indebærer en formodning om, at aftalen eksisterer. For det andet tilskynder et depositum parterne til at opfylde denne aftale, fordi den part, der har betalt det, kan miste det tilsvarende beløb eller fordi den anden part i givet fald skal tilbagebetale det dobbelte beløb, såfremt han er skyld i aftalens manglende opfyldelse For det tredje udgør et depositum en godtgørelse, for så vidt som betaling heraf fritager den ene af parterne for at bevise størrelsen af det tab, der er lidt, når den anden part fraviger aftalen.”

De to sidst angivne forhold gør sig lige fuldt gældende for selskabets kontrolgebyrer, der opkræves i tilfælde af forkert parkering.

Selskabets varsling om opkrævning af et kontrolgebyr, som fremgår af den opslåede skiltning ved indkørslen til et parkeringsareal, skal således betragtes som et incitament til at overholde anvisningerne for parkering, men ikke som en del af den stiltiende aftale, der indgås mellem selskabet og bilisten ved parkering på en parkeringsplads. I tilfælde af at et kontrolgebyr udløses, sker det således inden for rammerne af den indgåede parkeringsaftale, men gebyret er uden direkte sammenhæng med selve parkeringen. Kontrolgebyrer er som følge heraf ikke en del af vederlaget for parkeringen.

I forlængelse af dette synspunkt må et kontrolgebyr i stedet betragtes som en godtgørelse for, at den enkelte bilist har valgt ikke at overholde anvisningerne for parkering iht. reglerne angivet på den opslåede skiltning. Ifølge EU-Domstolen skal reservationsgebyrer, som angivet i dommens præmis 30, netop betragtes som en godtgørelse i tilfælde af, at den anden part fraviger den aftale, der er indgået.

Det samme gør sig ligeledes gældende for selskabets kontrolgebyrer, og disse vil således ikke skulle betragtes som en del af betalingen for den ydelse, der består i at stille en parkeringsplads til rådighed men som en godtgørelse for, at en bilist ikke foretager en korrekt parkering. Kontrolgebyret udgør dermed ikke et vederlag for levering af en tjenesteydelse.

I de tilfælde, hvor der opkræves et kontrolgebyr, sker der ikke nogen levering af en “ny/anden” ydelse for det opkrævede beløb, idet der netop er tale om en standardiseret afgift for misligholdelse af de skiltede anvisninger for parkering. Dermed er der ikke grundlag for at statuere momspligt af kontrolgebyret.

For så vidt angår dansk praksis vedrørende moms på kontrolgebyrer er der henvist til Højesterets dom i TfS 1996.357, hvor Højesteret stadfæstede Østre Landsrets afgørelse. Landsretten afgjorde, at kontrolgebyrer, der opkræves med hjemmel i et aftale lignende forhold grundet parkering i strid med forskrifterne, skal anses som vederlag for en ydelse. Landsretten tilsidesatte i sin vurdering, at den forhøjede afgift var fastsat som en standardtakst af betydelig størrelse i forhold til den sædvanlige parkeringsafgift, og at den var sat så højt på baggrund af ønsket om at undgå parkering i strid med forskrifterne. Landsretten angav dog ikke i afgørelsen, hvilken specifik ydelse et kontrolgebyr skal betragtes som vederlag for.

I 2007 afsagde Landsskatteretten en kendelse vedrørende samme problemstilling, hvor bl.a. selskabet var part. I kendelsen angav Landsskatteretten vedrørende kontrolgebyrer opkrævet ved manglende indløst parkeringsbillet, samt i tilfælde af anden overtrædelse af forskrifterne for parkering, at:

“De af klageren pålagte kontrolafgifter er således i de foreliggende tilfælde momspligtige, eftersom afgifterne fuldt ud må anses for vederlag for en ydelse.”

I forlængelse af dette angav Landsskatteretten ligeledes:

”Kontrolafgifter ved retsstridig parkering kan i overensstemmelse med den beskrevne domspraksis (omhandlende rykkergebyrer) uanset afgifternes pønale karakter ikke anses for en sådan erstatning eller en konventionalbod”.

Endelig tilføjede Landsskatteretten som begrundelse for kendelsen, at:

“Der er ej heller siden Højesterets dorn i TfS 1996 357 H fremkommet fornødne klare holdepunkter for på andet grundlag - herunder som følge af EU-retten — at nå til andet resultat.”

EU-Domstolens dom i sag C-277/05 ændrer den tidligere praksis vedrørende moms på kontrolgebyrer, og giver sådanne holdepunkter for, at resultatet bliver et andet.

For det første angiver EU- Domstolen i flere tilfælde, at et reservationsgebyr kun er momspligtigt, hvis der er en direkte sammenhæng mellem tjenesteydelsen og den modtagne modværdi. EU-Domstolen har i dommen angivet, at dette ikke er tilfældet med de pågældende reservationsgebyrer, da betalingen af et sådant ikke udgør en integreret del af aftalen mellem kunde og hotel. Dette er begrundet med, at reservationsforpligtelsen følger af selve indlogeringsaftalen og ikke af det indbetalte reservationsgebyr, og at der på baggrund af dette ikke er nogen direkte sammenhæng mellem den udførte tjenesteydelse (reservationen) og den modtagne værdi (gebyret).

Denne sammenhæng er heller ikke til stede i forhold til kontrolgebyrer, da disse ikke udgør den faktiske modværdi af en individualiseret ydelse, da kontrolgebyrer, på trods af deres sammenhæng med en indgået parkeringsaftale, ikke udgør en betaling for den ydelse, der består i at parkere på en parkeringsplads. At bilisten ved indkørslen på et parkeringsareal accepterer anvisningerne for korrekt parkering medfører ikke, at et kontrolgebyr bliver en integreret del af det aftalte. Gebyrerne falder således uden for den enkelte aftale mellem selskabet og bilisten og uden for momslovens anvendelsesområde.

For det andet angiver EU-Domstolen, at et hotels tilbageholdelse af reservationsgebyret som følge af en kundes udnyttelse af muligheden for annullering, tjener til godtgørelse af bestyreren for den manglende opfyldelse af aftalen. Domstolen siger således netop, at et sådant gebyr, der ikke udgør en integreret del af en aftale, vil have karakter af godtgørelse, når den ene part vælger ikke at overholde sine forpligtelser.

Selskabets kontrolgebyrer opkræves netop, når en aftale om at parkere korrekt på en parkeringsplads ikke overholdes, og parkering således sker i strid med forskrifterne herfor. Der er således tale om, at kontrolgebyret tjener som en godtgørelse for, at den enkelte bilist har valgt ikke at opfylde sin del af aftalen. Ligeledes skal varslingen om opkrævning af et kontrolgebyr på lige fod med et reservationsgebyr betragtes som værende et incitament til at opfylde en indgået aftale mellem to parter, men ikke som en del af aftalen.

For så vidt angår tilbagebetaling af moms, er det anført, at selskabet er berettiget til tilbagebetaling af moms i det omfang, betalingen ikke udgør en ugrundet berigelse af selskabet. Denne betragtning baseres på, at der, jf. EU-domstolens dom i sag C-147/01 (Weber Wine World) præmis 93, kun findes én undtagelse til medlemsstaternes tilbagebetalingsforpligtelse i tilfælde af fejlagtigt ophævet afgift, hvilket er:

“... når det er godtgjort af de nationale myndigheder, at en anden person end den afgiftspligtige fuldt ud har båret afgiftsbyrden, og at den tilbagebetaling af afgiften til den afgiftspligtige ville medføre en ugrundet berigelse for ham. Heraf følger, at hvis kun en del afgiften er væltet over på senere led, er de nationale myndigheder forpligtet til at tilbagebetale det ikke-overvæltede beløb.”

Det vil ikke udgøre en ugrundet berigelse af selskabet, hvis momsen tilbagebetales, da momsen ikke er overvæltet hverken helt eller delvist på bilisterne. Dette understreges af, at de i den pågældende periode opkrævede gebyrer ville have været på 510 kr., uanset om der skulle betales moms af beløbet eller ej. Dette er tilfældet, da selskabet i den pågældende periode lagde sig op ad det niveau, som var fastlagt for de parkeringsgebyrer, der blev opkrævet af det offentlige ekskl. moms.

Dermed ville beløbet ikke have været reduceret som følge af, at der ikke blev opkrævet moms af selskabets gebyrer.

Selskabets fortjeneste er derfor blevet reduceret med momsbelastningen, da der ville have været tale om samme pris, uanset om opkrævningen af kontrolgebyrer i perioden var momsbelagt eller ej På baggrund af dette, er det vores opfattelse, at der ikke er sket overvæltning af momsen på de bilister, der har betalt kontrolgebyret, og at selskabet derfor er berettiget til tilbagebetaling af salgsmomsen for den omhandlede periode.

Selskabets repræsentant har overfor Landsskatteretten bl.a. pointeret, at parkeringsaftalen vedrører selve parkeringen – ved betalingsparkering mod betaling af et beløb svarende til det tidsrum, der parkeres, og ved gratisparkering typisk ved at der stilles en parkeringsskive. Den omstændighed, at bilisten overtræder forskrifterne for parkering på en specifik plads kan ikke sidestilles med, at der stilles en parkeringsmulighed til rådighed for billisten. En parkeringsmulighed der i udgangspunktet er gratis kan ikke blive en ydelse der skal betales for på baggrund af, at bilisten vælger at overtræde aftalen om parkering. Dette er udtryk for en omkvalificering af transaktionens karakter.

Landsskatterettens afgørelse

Det følger af momslovens § 4, stk. 1, at der betales afgift af varer og ydelser, der leveres mod vederlag her i landet. Ved levering af en vare forstås overdragelse af retten til som ejer at råde over et materielt gode. Levering af en ydelse omfatter enhver anden levering. Bestemmelsen hviler momssystemdirektivets art. 2, stk. 1. Det følger videre af momslovens § 27, at afgiftsgrundlaget er vederlaget, heri ikke indbefattet afgiften efter momsloven. Efter momslovens § 13, stk. 1, nr. 8, er udleje af parkeringspladser ikke fritaget for afgift.

Som anført i Landsskatterettens kendelse af 2. oktober 2007 vedrørende klageren, afsagde Østre Landsret den 18. april 1995 dom vedrørende bl.a. klageren under nærværende sag. Dommen blev den 12. april 1996 stadfæstet af Højesteret, og er gengivet i TfS 1996.357 H. Det fremgår heraf, at der under sagen bl.a. blev oplyst følgende:

”(...)Bilisterne betaler en parkeringsafgift, der varierer fra 1,50 til 6,00 kr. i timen. Såfremt bilisterne undlader at indløse parkeringsafgift eller på anden måde overtræder de forskrifter, der gælder for parkeringen, debiteres bilisterne en tillægsafgift, der udgør 400 kr. Forskrifterne for parkeringen i anlægget angives i forbindelse med indkørsel til parkeringsanlægget.(...)”

Landsretten udtalte bl.a., at:

”(...)Uanset at den forhøjede parkeringsafgift er fastsat som en standardtakst af betydelig størrelse i forhold til den sædvanlige parkeringsafgift begrundet i sagsøgerens ønske om at undgå parkering i strid med forskrifterne, findes den forhøjede afgift, der opkræves med hjemmel i et aftalelignende forhold, at måtte anses som vederlag for en ydelse omfattet af merværdiafgiftslovens §4, stk. 1, jf. §27, stk. 1, jf. §13, stk. 1, pkt. 8), 2. pkt., tidligere lovs §7, stk. 1, jf. §2, stk. 3, litra h, 2. pkt.

Herefter, og da det af sagsøgeren anførte med hensyn til færdselslovens §121 ikke findes at kunne føre til andet resultat, tages sagsøgtes påstand om frifindelse til følge.(...)”

Højesteret stadfæstede landsrettens dom i henhold til de af landsretten anførte grunde.

Det lægges – som ligeledes antaget i Landsskatterettens kendelse af 2. oktober 2007 – fortsat til grund, at domstolene under den daværende retssag ikke udelukkende har taget stilling til den momsmæssige behandling af en kontrolafgift, der pålægges som følge af, at en bilist undlader at indløse en pligtig parkeringsafgift, men også som følge af, at en parkering på anden måde foretages i strid med de forskrifter, der gælder for parkeringen. Højesteret har herved samtidig afvist, at kontrolafgiften kan anses for en erstatning eller en konventionalbod, men må anses for opkrævet med hjemmel i et aftalelignende forhold, og udgør et vederlag for en ydelse omfattet af momsloven.

Østre Landsret har efterfølgende afsagt dom den 7. oktober 2003 – gengivet i UfR 2004.252 Ø – vedrørende en bilist, der foretog parkering på en privatejet parkeringsplads, hvor det var gratis at parkere, uden for de på pladsen afmærkede båse. Det var ved skiltning tilkendegivet, at en overtrædelse af afmærkningen ville blive pålagt en kontrolafgift på 490 kr. Bilisten ansås ved parkeringen for at have indgået en aftale af privatretlig karakter om at ville overholde betingelserne for at benytte arealet til parkering. Da retten ikke fandt noget til hinder for, at en sådan aftale kunne indgås mellem private, fandtes bilisten pligtig at betale kontrolafgiften.

Landsskatteretten finder fortsat – også efter EU-domstolens dom i C-277/05 - ikke grundlag for at nå til andet resultat end det ved højesterets dom i TfS 1996.357 H og Østre Landsrets dom i UfR 2004.252 Ø statuerede.

EU-domstolens dom i C-277/05 vedrører levering af hotelydelser og i den henseende særligt den situation, at kunden annullerer den indgåede aftale om levering af en aftalt ydelse. Der finder i dette tilfælde aldrig nogen levering af en ydelse sted, og hotelvirksomheden kan beholde et af kunden stillet depositum som en godtgørelse for hotelvirksomhedens tab uden pålæg af moms.

Den situation EU-domstolen herved har taget stilling til kan ikke anses at ændre det resultat, der tidligere i dansk ret er statueret af Højesteret, Østre Landsret og Landsskatteretten. Der er herved bl.a. henset til, at der i den foreliggende situation ikke findes at være tale om annullation af en aftale uden sammenhæng med levering af en tjenesteydelse eller en situation, der kan sidestilles dermed. Det bemærkes, at kunden i de af klageren opregnede tilfælde – uanset retsstridige omstændigheder – opnår en parkeringsmulighed.

De af klageren pålagte kontrolafgifter er således i det foreliggende tilfælde momspligtige, jf. ligeledes Landsskatterettens begrundelse i den nævnte kendelse af 2. oktober 2007.

SKATs afgørelse stadfæstes derfor.