Kendelse af 31-03-2014 - indlagt i TaxCons database den 09-05-2014

SKAT har givet afslag på anmodning om godtgørelse af tinglysningsafgift.

Landsskatterettenpålægger SKAT at yde godtgørelse med 2.280.000 kr.

Faktiske oplysninger

Den 27. maj 2009 tinglyste [finans1] a/s ([finans1]) et pantebrev i ejendommen matr.nr. [...1], [...], [by1], ejerlejlighed nr. 2. Ejendommen skulle opdeles i ejerlejlighed 1 og 2, men opdelingen var på daværende tidspunkt endnu ikke foretaget.

Pantebrevet (herefter: pantebrev 1) blev derfor tinglyst med frist til opdeling i ejerlejligheder. Når opdelingen var foretaget, skulle pantebrevet tinglyst som pantstiftende servitut, indføres som hæftelse i ejerlejlighed 2.

Hele ejendommen, matr.nr. [...1], [...], [by1], var ejet af [by2] Kommune. Debitor ifølge den pantstiftende servitut var [virksomhed1].

Pantebrev 1 skulle tinglyses som sikkerhed for et større lån på 151.900.000 kr. i ejendommen. Pantebrevet blev af tinglysningsretten tinglyst som pantstiftende servitut, idet der ikke var overensstemmelse mellem debitor på pantebrevet og ejeren af ejendommen. Pantebrev 1 blev indført med frist til endelig adkomst for debitor. Pantebrevet var tinglyst med frist til den 1. oktober 2010. Der var lyst adkomst på ejendommen med samme frist. Inden denne dato skulle byggeriet stå færdigt, og lånet kunne udbetales til debitor. Det var meningen, at pantebrev 1 skulle indføres som endelig hæftelse på hele ejendommen på dette tidspunkt.

Tinglysningen af pantebrevet blev pålagt en fast afgift på 1.400 kr. og en variabel afgift på 2.280.000 kr.

Den 18. januar 2010 - efter indførelsen af den digitale tinglysning - tinglyste [finans1] et pantebrev i hele ejendommen [...1], [...], [by1] (herefter pantebrev 2). Pantebrevet respekterede servitutter tinglyst på ejendommen. Pantebrevet blev tinglyst, fordi man efter det oplyste på dette tidspunkt skulle udbetale en større byggerate, og fordi man i denne sammenhæng vurderede, at en pantstiftende servitut ikke udgjorde tilstrækkelig sikkerhed, men at man ville have en egentlig hæftelse på ejendommen, dette til trods for, at pantebrev 1 stod anført byrderubrikken på ejendommen. Denne tinglysning krævede, at [by2] Kommune tiltrådte tinglysningen, idet kommunen på dette tidspunkt stadig var ejer af hele ejendommen. Kommunen tiltrådte herefter.

Tinglysningen udløste 1.400 kr. i fast afgift og 2.280.000 kr. i variabel afgift.

[finans1] udbetalte den omtalte byggerate på lånet den 15. februar 2010. Man undlod ved tinglysningen af pantebrevet ved en fejl at få aflyst pantebrev 1, og således at få den variable afgift, man havde betalt ved tinglysningen af pantebrev 1, retur.

Den 21. september 2010 prøvede en medarbejder i [finans1] at aflyse pantebrev 1. Dette blev forsøgt, idet man var usikker på, hvilken retlig status pantebrev 1 havde. Idet der var tinglyst en egentlig hæftelse i hele ejendommen, vurderede man, at det var mest hensigtsmæssigt at aflyse pantebrev 1.

Aflysningen blev foretaget ved hjælp af anmelderordningen. Aflysningen blev afvist, efter det oplyste muligvis fordi det ikke er tilladt at bruge anmelderordningen på ekspeditioner om aflysning af servitutter.

[finans1] har oplyst, at have rettet telefonisk henvendelse samme dag til Tinglysningsrettens hotline. Ved den lejlighed blev den pågældende medarbejder i [finans1] vejledt om den tilsyneladende rette arbejdsgang. Medarbejderen indtastede ekspeditionerne, mens han talte med Tinglysningsrettens hotline. Efter digitaliseringen af tinglysningssystemet anføres pantstiftende hæftelser som nævnt såvel i hæftelsesrubrikken som i byrderubrikken. Derfor blev medarbejderen fra [finans1] instrueret om, at han skulle aflyse den hæftelse, der passede til servitutten, hvorved hæftelsen og servitutten ville blive aflyst. Det lykkedes på denne måde tilsyneladende at få aflyst den pantstiftende servitut.

Tinglysningsrettens medarbejder overså efter det ligeledes oplyste dog, at [finans1] den 18. januar 2010 havde tinglyst pantebrev 2 på det samme beløb som pantebrev 1 i hele ejendommen. Idet Tinglysningsrettens medarbejder fejlagtigt gik ud fra, at pantebrev 2 svarede til den pantstiftende servitut, instruerede Tinglysningsrettens medarbejder [finans1] i, hvorledes pantebrev 2 skulle aflyses.

Af tinglysningssvaret fremgår det af datonummeret, at det var pantebrev 2, der var blevet aflyst i stedet for som forsøgt pantebrev 1.

Efterfølgende henvendelser til Tinglysningsretten om berigtigelse af fejlen har ikke givet noget resultat.

Pantebrev blev aflyst fra tingbogen den 21. september 2010 kl. 14.38. Følgende fremgår af pantebrevet i en erklæring fremsat af [finans1], der bl.a. dannede grundlag for aflysningen:

”Kvittering af ej udnyttet pantebrev. Lånet under dette tinglyste pantebrev er ikke – eller kun delvist – er kommet til udbetaling og aflyses/nedlyses for så vidt angår den ikke effektuerede del”.

Aflysningen af det forkerte pantebrev foranledigede den pågældende medarbejder til endnu engang at forsøge at aflyse pantebrev 1. Dette resulterede i endnu en afvisning af aflysningsbegæringen for pantebrev 1. Da pantebrev 1 stadig var tinglyst, og det kunne indføres som endelig hæftelse, når der var lyst endeligt skøde, valgte man at lade servitutten blive stående. Man søgte i stedet afgiftsgodtgørelse for pantebrev 2, der var aflyst som ej benyttet.

Den 30. december 2010 blev svar fra Tinglysningsretten modtaget om afgiftsgodtgørelsen. Tinglysningsretten oversendte samtidig sagen til SKAT til prøvelse af afgiftsgodtgørelsen.

I september 2011 blev pantebrev 1 indført som endelig hæftelse på ejendommen, idet der først på dette tidspunkt forelå endeligt skøde.

Den 7. november 2011 udsendtes forslag til afgørelse fra SKAT. Forslaget indeholdt afslag på an- modningen om afgiftsgodtgørelse. Dette var begrundet med, at der havde været foretaget udbetaling med sikkerhed i pantebrevet.

SKATs afgørelse

SKAT har ved den påklagede afgørelse meddelt afslag på godtgørelse af den betalte tinglysningsafgift, jf. tinglysningsafgiftslovens § 23, stk. 1, nr. 3.

Ved afgørelsen har SKAT bl.a. henvist til, at betingelserne i 23, stk.1, nr. 3, ikke er opfyldt. Tinglysningsafgiftsloven er en transaktionsbaseret lov, og afgiften beregnes på baggrund af den tinglysningsmæssige ekspedition, som et dokument har fået.

Hvis der i den konkrete sag er begået fejl – herunder fra Tinglysningsrettens side – må [finans1] rette et eventuelt erstatningskrav mod retten.

Selskabets opfattelse

[finans1] har overfor Landsskatteretten nedlagt påstand om godtgørelse af tinglysningsafgift med 2.280.000 kr.

Til støtte for den nedlagte påstand er det bl.a. gjort gældende, at pantebrev 2 blev aflyst af tinglysningsretten som ej benyttet.

Sagens realitet er, at [finans1] har ydet et lån med sikkerhed i pantebrev 1, der af Tinglysningsretten i [by2] var tinglyst som en pantstiftende servitut i ejendommen [...1], [...], [by1]. Dette pantebrev var tinglyst som pantstiftende hæftelse også i perioden fra udbetalingen af lånet i februar 2010 til september 2011, hvor pantebrevet blev indført alene som hæftelse.

Der har reelt ikke været udbetalt noget lån med sikkerhed i pantebrev 2, der var tinglyst i ejendommen [...1], [...], [by1].

Dette underbygges af, at Tinglysningsretten ikke ville have tinglyst en begæring om, at pantebrev 2, der var tinglyst i ejendommen [...1], [...], [by1], skulle aflyses som ej benyttet, hvis materielt havde været urigtigt.

[finans1] har således haft objektiv føje til at gå ud fra, at man var berettiget til få afgiftsgodtgørelse for det aflyste pantebrev, jf. herved tinglysningslovens § 23, stk. 1, nr. 3. Endvidere angav pantebrev 2 at respektere ejendommens servitutter, herunder også pantebrev 1. Dette styrker antagelsen om, at udbetaling af lånet blev foretaget med sikkerhed i pantebrev 1. Materielt havde pantebrev 1 en bedre prioritetsstilling end pantebrev 2, og [finans1] ville naturligvis udbetale på den bedst mulige prioritetsplads i ejendommen. Dette tilsiger, at lånet blev udbetalt med sikkerhed i pantebrev 1.

Enten er der udbetalt et lån på pantebrev 1, eller også er lånet udbetalt på pantebrev 2. Hvis man følger SKATs antagelse, blev der udbetalt på pantebrev 2. Da dette pantebrev nu er aflyst, har [finans1] ingen sikkerhed for det udbetalte lån. Denne antagelse kan fornuftigvis ikke følges. Konklusionen er herefter, at lånet reelt er blevet udbetalt på pantebrev 1, der blev indført i tingbogen af tinglysningsretten som en pantstiftende servitut.

SKAT kan ikke opkræve afgift for den samme tinglysning to gange, hvorfor SKATs afvisning af begæringen om afgiftsgodtgørelse er uberettiget.

Såfremt [finans1] ikke måtte få medhold i ovennævnte anbringender, gøres det subsidiært gældende, at det skitserede sagsforløb viser, uanset det anførte faktum om, hvilket pantebrev der reelt har ligget til sikkerhed for lånet, at det hele tiden har været hensigten, at det var den pantstiftende servitut, der skulle aflyses, og ikke pantebrevet.

[finans1] forsøgte således at aflyse pantebrev 1 den 21. september 2010. Idet dette tilsyneladende ikke kunne lade sig gøre, henvendte man sig samme dag telefonisk til Tinglysningsretten, der anviste en måde, hvorpå [finans1] kunne aflyse pantebrev 1. [finans1] indtastede løbende under samtalen de instrukser, der blev givet af Tinglysningsretten Dette virkede ikke, og i stedet blev pantebrev 2 fejlagtigt aflyst. [finans1] lod pantebrev 1 stå i ejendommen og indførte det endeligt som hæftelse, da der blev lyst endeligt skøde.

Der er således sket en åbenbar fejl, hvorved pantebrev 2 blev aflyst i stedet for pantebrev 1.

Uanset om fejlen er begået af [finans1] eller Tinglysningsretten, er resultatet, at [finans1] (uberettiget) har måttet betale tinglysningsafgiften to gange Dette er yderst utilfredsstillende og strider mod enhver rimelighedsbetragtning.

Det er således helt klart, at der er tale om en fejlekspedition, hvorved [finans1] har måttet betale et endog særdeles væsentligt beløb i tinglysningsafgift to gange. Herved har SKAT oppebåret en økonomisk begunstigelse, der hverken har hjemmel i tinglysningsafgiftsloven eller i øvrigt er reelt begrundet. Dette findes ikke at være rimeligt.

Det gøres således samlet gældende, at

Pantebrev 2 var således på [finans1]s anmodning blevet aflyst som ej benyttet. Dette fremgår af tinglysningssvar af den 21. september 2010 kl. 14.38.

Såfremt Landsskatteretten ikke måtte give [finans1] medhold i ovennævnte anbringende gøres det gældende, at

For så vidt angår rentepåstanden, gøres det gældende, at [finans1] har krav på renter fra den dato, hvor man betalte det omtvistede beløb, og samtidig anmodede SKAT om at revurdere sagen med bemærkning om, at [finans1] ville indbringe sagen for Landskatteretten, i fald afgørelsen ikke ville blive omgjort, jf. rentelovens § 3, stk. 4.

Subsidiært gøres det gældende, at [finans1] har krav på procesrente fra den dato, hvor sagen indbragtes for Landsskatteretten.

Landsskatterettens afgørelse

Det følger af tinglysningsafgiftslovens § 23, stk. 1, nr. 3, at godtgørelse af tinglysningsafgift finder sted, når det dokumenteres, at et tinglyst eller registreret pant bortset fra pant ifølge ejerpantebrev er aflyst eller udslettet, og der ikke er betalt ydelser i henhold til pantebrevet.

På baggrund af det oplyste – herunder den skete tinglysningsmæssige håndteringsfejl - kan det ikke sikkert lægges til grund, at der har været udbetalt et lån med sikkerhed i det omhandlede pantebrev 2, tinglyst i ejendommen matr. [...1], [...], [by1]. Ej heller kan det lægges til grund, at der har været betalt ydelser i henhold til pantebrevet. [finans1] har i forbindelse med aflysningen af pantebrevet bl.a. erklæret, at aflysningen angår ”Kvittering af ej udnyttet pantebrev (...)”.

Under disse konkrete omstændigheder findes tinglysningsafgiftslovens § 23, stk. 1, nr. 3, jf. stk. 1, 1. pkt., at indeholde fornøden hjemmel til godtgørelse af den betalte tinglysningsafgift på 2.280.000 kr. De 1.400 kr. i fast afgift godtgøres dog ikke, jf. bestemmelsens stk. 1, 2. pkt.

Landsskatteretten har ikke hjemmel til at pålægge SKAT at yde rentegodtgørelse.

Den påklagede afgørelse ændres i overensstemmelse med det anførte.