Kendelse af 07-12-2016 - indlagt i TaxCons database den 25-03-2017

Klagepunkt

SKATs afgørelse

Virksomhedens opfattelse

Landsskatterettens afgørelse

Afgiftsperioden 2007

For lidt angivet udgående afgift

94.181 kr.

0 kr.

89.181 kr.

For meget angivet indgående afgift

193.798 kr.

0 kr.

193.798 kr.

Generelle oplysninger

Virksomhedens indehaver købte den 01. november 2006 ejendommen [adresse1], som ifølge BBR-oplysninger består af et fritliggende enfamilieshus på 296 m2 og en tidligere køkkenindustribygning på 928 m2, som begge er opført i år 2000.

Indehaveren har den 01. november 2007 indsendt momsregistreringsanmeldelse til SKAT. Det fremgår heraf, at virksomhedens navn er [virksomhed1] v/Indehaveren, [adresse1], [by1].

Virksomheden er en enkeltmandsvirksomhed, og branchen er beskrevet som ”driver værtshus, bodegaer m.v.”

Startdatoen for virksomheden er angivet til den 02. januar 2007, og virksomheden har ikke registreret sig som arbejdsgiver. Anmeldelsen er underskrevet af indehaveren. Ifølge et notat på registreringsanmeldelsen den 06. november 2007 har SKAT kontaktet virksomheden og talt med indehaverens ægtefælle, der har oplyst, at årsagen til ønsket om virksomhedens registrering pr. 02. januar 2007 var, at ombygning af virksomheden startede pr. denne dato.

Den 02. januar 2007 påbegyndte virksomheden efter det oplyste ombygning af industribygningen fra køkkenindustribygning til værtshus, bodega m.v.

Virksomheden har efter det oplyste ikke haft en spiritusbevilling.

Ifølge en plantegning over ejendommen bestod den ved købet af 195 m2 udstilling, 133 m2 kontor, frokost og depotrum samt 600 m2 fabrikshal. Det har ikke været muligt for SKAT at få en nøjagtig plantegning af bygningen efter ombygningen fra [by2] Kommunes tekniske afdeling.

Der blev foretaget ransagning i virksomhedens lokaler den 13. april 2011.

SKAT har fremsendt forslag til afgørelse af nærværende momssag som rekommanderet pakke til indehaveren den 12. oktober 2011. Den 31. oktober 2011 fremsendte SKAT på ny forslag, hvoraf det fremgår, at der tidligere har været sendt forslag den 12. oktober 2011 som rekommanderet pakke. Der er vedhæftet en oversigt fra [virksomhed2], hvoraf blandt andet fremgår, at pakken den 12. oktober 2011 er forsøgt afleveret den 13. oktober 2011.

Den 07. november 2011 blev forslaget sendt på ny, og det fremgår denne gang af [virksomhed2]s tilbagesendelsesseddel, at modtagelse af materialet er nægtet.

Den 10. november 2011 modtog SKAT indsigelser fra virksomhedens revisor, og den 15. december 2011 fremsendte SKAT endelig afgørelse til indehaveren.

Faktiske oplysninger

Virksomheden har efter det oplyste fra indehaveren ikke haft omsætning før indkomståret 2009. SKAT har opgjort virksomhedens omsætning således:

Festarrangementer

Tekst

Beløb

Entreindtægter

160.000 kr.

Salg af drikkevarer

180.000 kr.

Ikke selvangivet indtægter

340.000 kr.

Moms heraf

-68.000 kr.

Udeholdt omsætning

272.000 kr.

Øvrige udeholdte indtægter

Tekst

Beløb

Salg af campingvogn

32.000 kr.

Udlejning af bolig

50.600 kr.

Indsætninger på konto

52.725 kr.

I alt

135.325 kr.

Moms heraf (52.725+32.000)

*26.181 kr.

*Skal reelt være 21.181 kr. (Skatteankestyrelsen)

Herudover har SKAT ikke godkendt fradrag for udgifter med 59.625 kr. vedrørende lokalerne, som er anvendt til cafe, bar og diskotek samt privat. Moms heraf udgør 14.906 kr., som ikke er godkendt fratrukket.

Fradrag er ikke godkendt med følgende:

Dato

Bilag

Tekst

Ikke godkendt

Moms

26-12-2007

247a

Reception

12.000 kr.

3.000 kr.

30-04-2007

250a

Tyverialarm

17.063 kr.

4.266 kr.

-

208a

Arkitekt

6.150 kr.

1.538 kr.

-

58a

Reetab. skel

4.997 kr.

1.249 kr.

20-12-2007

249a

Landmåler

2.000 kr.

500 kr.

-

251a

Låsesmed

2.000 kr.

500 kr.

-

c

El, vand, gas

15.415 kr.

3.854 kr.

I alt

59.625 kr.

14.906 kr.

Salget af campingvognen til 32.000 kr. modsvarer udgiften til renovering af et tag foretaget af [virksomhed3]. Fakturaen lød på 48.000 kr. ekskl. moms, og betalingen er foretaget med campingvognen til 32.000 kr. ekskl. moms. [virksomhed3] har herefter udstedt en kreditnota på 16.000 kr. ekskl. moms på restbeløbet.

Udlejning af bolig med 50.600 kr. vedrører lejeindtægter ved udlejning af 2 værelser og køkken på i alt 65 m2 til [person1]. Ifølge lejekontrakten er lejemålet påbegyndt den 15. april 2007, og der er betalt depositum med 13.200 kr. samt et dørskilt på 300 kr. Lejen udgør 4.400 kr. pr. måned inkl. vand og varme. [by2] Kommune har efter det oplyste betalt indskuddet.

Indsætninger på bankkontoen, konto nr. [...78] med i alt 52.726 kr. ekskl. moms kan specificeres således:

Tekst

Beløb

Den 12. april 2007

3.458,50 kr.

Den 12. april 2007

58.147,78 kr.

Den 3. maj 2007

4.301,89 kr.

I alt

65.908,17 kr.

Moms

-13.182,00 kr.

Omsætning

52.726,00 kr.

Ifølge et brev fra virksomhedens advokat til politiet den 20. maj 2010 har der på adressen [adresse2] været drevet udlejningsvirksomhed af virksomheden. Der er dels tale om udlejning af maskiner, dels lys- og showvirksomhed samt udlejning af lokaler, herunder udlejning til foreningen [virksomhed4].

Ifølge brevet har virksomheden tidligere givet gæsterne lov at medbringe stærke drikkevarer, men dette er indstillet og berigtiget. Virksomheden har ifølge brevet foreløbig valgt at forbyde lejere at sælge såvel stærke som ikke stærke drikkevarer.

Der har på adressen [adresse1] været registreret 2 frivillige foreninger, henholdsvis CVR-nr. [...1] [virksomhed4], som blev registreret den 25. april 2008 og afmeldt den 27. maj 2008 og CVR-nr. [...] [virksomhed4], som blev registreret den 04. april 2009 og afmeldt den 04. april 2010.

Ved ransagningen på adressen [adresse1] blev der fundet 2 ringbind i kontorlokalet. Ringbindene indeholdt blandt andet ca. 500 tilmeldinger (medlemmer) til [virksomhed4].

Der blev endvidere fundet ”vedtægter for [virksomhed4]”. Det fremgår heraf, at foreningens formål er at skabe rammerne for medlemmernes festlige samvær ved at etablere festlige sammenkomster m.v. Endvidere at sikre medlemmerne et udvidet kendskab til musikhistorie, forskellige genrer og den løbende udvikling i musikken. Ifølge vedtægternes § 3 skal der betales medlemskontingent.

[virksomhed4] har afholdt fester på adressen [adresse1] ifølge søgninger på internettet. Ifølge annonceringen for disse fester har der været tale om fester, hvortil der er krævet indgangsbilletter til en pris af 150 – 400 kr. pr. deltager.

Politiet har stikprøvevis kontaktet og afhørt 7 [virksomhed4] medlemmer i perioden 10. august 2011 – 29. august 2011. Det blev herved konstateret, at de havde betalt 50 kr. for medlemskab af [virksomhed4] og havde deltaget i én eller flere fester på adressen [adresse1] for et eller to år siden. Der var imellem 100 og 200 gæster til festerne, hvor man kunne købe drikkevarer i barerne.

Ifølge revisors påtegning på regnskabet for indkomståret 2007 har revisionen ikke givet anledning til forbehold. Resultatopgørelsen har vist et negativt resultat på 157.720 kr. efter renter. Der er posteret driftsmidler med 839.433 kr. samt et tilgodehavende på moms med 274.130 kr.

Passivsiden er sammensat af periodens negative resultat med 157.720 kr. samt indskud fra indehaveren med 1.271.282 kr., i alt 1.113.563 kr. Der er ikke opgjort debitorer, kreditorer, kassebeholdning, bank/kreditforeninger eller lager.

Ifølge en specifikation af driftsmiddelsaldoen er denne sammensat således:

Tekst

Beløb

Udvendig vedligeholdelse

229.788 kr.

Indvendig vedligeholdelse

143.464 kr.

Inventar

466.179 kr.

I alt

839.433 kr.

Øvrige poster er efter det oplyste ikke specificeret.

SKATs afgørelse

SKAT har forhøjet virksomhedens momstilsvar med 282.979 kr. for afgiftsperioden 2007.

Virksomheden har ikke ført et dobbelt bogholderi af den daglige bogføring, og der er ikke bogført på nogen balancepost, men alene på driftskonti. Der er således ikke foretaget afstemning af virksomhedens bilagsmateriale med hævede og indsatte beløb på bankkontoen. Der er opereret med kontantbeholdning, uden at der er ført et kasseregnskab. SKAT har på den baggrund tilsidesat regnskabsgrundlaget.

Virksomhedens regnskaber skal opdeles i 2 dele. Den ene del vedrører salg og udlejning af musikudstyr og salg af konsulenthonorar med dertil hørende udgifter, herunder indretning af lokaler som lagerlokaler. Den anden del vedrører udlejning af festlokaler og dertil hørende udgifter til indretning af festlokaler.

Virksomhedens indehaver havde på trods af en manglende ansøgning om byggetilladelse påbegyndt ombygning af de tidligere produktionslokaler. I næsten et år har indehaveren ombygget virksomheden uden byggetilladelse.

Den 01. november 2007 indsendte virksomheden momsregistreringsanmeldelse, og den 12. februar 2008 fik virksomheden udbetalt 274.129 kr. i negativ moms for 2007 vedrørende ombygningsudgifter til hovedsageligt café, diskotek og bar.

Den 26. august 2008 stadfæstede Naturklagenævnet kommunens afgørelse af 03. marts 2008 om, at der ikke må drives bar, spillehal eller diskotek fra adressen. Kommunen havde samtidig meddelt politiet pr. 03. marts 2008, at virksomheden ikke kunne få spiritusbevilling og næringsbrev, da dette forudsatte en byggetilladelse.

På tidspunktet for momsregistreringsanmeldelsen var indehaveren vidende om, at der ikke kunne drives erhverv med café, bar og diskotek fra adressen. Alligevel indberettede hun negative momsangivelser. Virksomhedens momsregistrering er godkendt på et forkert grundlag, da virksomheden var klar over, at det ikke var muligt at drive økonomisk og erhvervsmæssig virksomhed inden for café, bar og diskoteksbranchen.

Virksomhedens altovervejende indtjening består ifølge udstedte fakturaer af salg og udlejning af musikudstyr samt konsulenthonorar. Der er således alene sket udlejning af lokaler i et enkelt tilfælde til en samlet værdi af 27.144 kr.

Aktiviteten med at lave barer, spillested og diskotek har et så ringe omfang, og en så manglende intensitet, at aktiviteten ikke kan anses for udøvet med henblik på at skabe indtægter af en vis varig karakter, hvilket heller ikke er muligt, da denne form for aktiviteter ikke må drives på adressen. Der har desuden ikke kunnet opnås næringsbrev eller spiritusbevilling til stedet.

Endelig fremstår virksomheden som ophørt med at drive de nævnte aktiviteter.

Da virksomheden således er afskåret fra at drive erhvervsmæssig virksomhed på adressen indenfor de nævnte aktiviteter, og rent faktisk ikke har haft nævneværdige indtægter bortset fra udlejning i ét tilfælde, betragtes aktiviteten som privat/hobby for indehaveren og hendes ægtefælle. Der kan alene foretages fradrag for de udgifter, der har været forbundet med indkomsterhvervelsen efter nettoindkomstprincippet, ligesom underskud ikke kan fradrages i anden indkomst.

For så vidt angår virksomhedens forretningsområde med salg og udlejning af musikudstyr og salg af konsulenthonorar, anser SKAT denne del for erhvervsmæssig og momspligtig.

Festarrangementer

SKAT har fået kendskab til en række fester, som er afholdt på adressen i samarbejde med [virksomhed4]. Da der ikke er indtægtsført lejeindtægter fra disse fester for udlejning af lokaler, har SKAT betragtet disse fester som afholdt i privat regi af indehaveren og hendes ægtefælle. Lokalerne er således stillet frit til rådighed for [virksomhed4].

SKAT har desuden anset [virksomhed4] for skattepligtig af indtægter, som de har haft ved kontingenter, entre, salg af drikkevarer m.v., da foreningen ikke opfylder betingelserne for at være en skattefri forening.

Det er indehaveren, der har tegnet foreningen, og derfor hende, der skal beskattes af indtjeningen. Det er således indehaveren, som har stået for stiftelsen af [virksomhed4], og har tegnet foreningen over for advokaten. Hun har desuden tegnet foreningen vedrørende fester på internettet og overfor politiet. Endelig var det i indehaverens kontor, at alle foreningens medlemmers tilmeldinger blev fundet i 2 ringbind.

Ved ransagningen den 13. april 2011 blev der konstateret en større mængde tysk øl og spiritus i baren i diskotekslokalet. Indehaveren og hendes ægtefælle oplyste, at der var tale om privat spiritus, og de ønskede derfor ikke at underskrive en beslaglæggelse af den tyske spiritus.

El, vand og varme kører på en måler til hele ejendommen, dvs. både stuehus og tidligere industribygning. Fradragsberettigede udgifter til lagerlokaler er skønnet til 20 pct. Fradragsberettigede udgifter til festlokaler er skønnet til 10 pct., og SKAT har derfor indrømmet fradrag for 30 pct. af det samlede energiforbrug.

SKAT har udarbejdet en skønnet opgørelse over udeholdt nettoindkomst vedrørende afholdte fester. Opgørelsen viser, at der skønsmæssigt er udeholdt omsætning med 272.000 kr.

Det er blandt andet lagt til grund, at indehaveren i november og december måned 2007 har indkøbt drikkevarer hos [virksomhed5]. På baggrund heraf er der beregnet et salg af drikkevarer, og det er lagt til grund, at hver gæst i gennemsnit har lagt 300 kr. for drikkevarer, hvilket virksomheden selv har givet udtryk for i en faktura til [virksomhed6], hvor [virksomhed1] v/indehaveren har opgjort et krav på 159.725 kr. ekskl. moms ved tab i forbindelse med en aflysning.

Øvrige udeholdte indtægter

SKAT har konstateret, at virksomheden ikke har bogført indtægter vedrørende salg af campingvogn, udlejning af bolig og indsætninger på bankkonto.

Campingvognen er givet i bytte for en faktura fra [virksomhed3] for i alt 32.000 kr. ekskl. moms.

Indehaveren har udlejet 2 værelser og et køkken på i alt 65 kvm. til [person1]. Lejemålet er påbegyndt den 15. april 2007, og der er betalt 4.400 kr. pr. måned i husleje inkl. vand og varme. Der foreligger ikke oplysninger om, at [person1] er fraflyttet lejemålet, og SKAT har derfor skønnet, at han har boet der hele året. [by2] Kommune har betalt indskud på 13.200 kr. Den samlede lejeindtægt er derfor opgjort til 8,5 måneder a 4.400 kr. med tillæg af 13.200 kr., i alt 50.600 kr.

Der er foretaget indsætninger på indehaverens bankkonto, som ikke er bogført i virksomheden. Indsætningerne er foretaget på konto nr. [...78] [...] med i alt 65.908 kr. Moms udgør i alt 13.182 kr.

Ikke godkendte fradrag

SKAT har fordelt arealet i den tidligere industribygning og stuehuset således:

Rum

Anvendelse

Areal

I alt

1

Café, bar, restaurant

195 kvm.

3

Bar, diskotek

150 kvm.

4

Spillested

260 kvm.

I alt

605 kvm.

605 kvm.

2

Kontor, frokost og depot

133 kvm.

5

Fitness

30 kvm.

I alt

163 kvm.

163 kvm.

6

Lager/opbevaring

60 kvm.

7

Lager/opbevaring

100 kvm.

I alt

160 kvm.

160 kvm.

Tidligere industribygning i alt

928 kvm.

Stuehus

278 kvm.

I alt

1.206 kvm.

SKAT har opgjort udgifter, som ikke er anset fradragsberettigede til i alt 95.594 kr., og har fordelt udgifterne uden fradragsret eller med delvis fradragsret efter følgende kriterier:

Ingen fradragsret for udgifter vedrørende lokaler til café, bar og diskotek samt privat
26 pct. delvis fradragsret for fælles udgifter vedrørende industribygningen (160 + 163/2)/928 kvm.
20 pct. fradrag for fælles udgifter vedrørende industribygningen samt stuehus (160 + 163/2)/1.206 kvm.

Udgifterne er herefter fordelt således:

Bilag

Tekst

Beløb

Ej godkendt

skattemæssigt

Moms

247a

Reception

12.000 kr.

12.000 kr.

3.000 kr.

250a

Tyverialarm

17.063 kr.

17.063 kr.

4.266 kr.

208a

Arkitekt

6.150 kr.

6.150 kr.

1.538 kr.

58a

Reetab skel

4.997 kr.

4.997 kr.

1.249 kr.

249a

Landmåler

2.000 kr.

2.000 kr.

500 kr.

251a

Låsesmed

2.000 kr.

2.000 kr.

500 kr.

C

El, vand, gas

51.384 kr.

15.415 kr.

3.854 kr.

I alt

95.594 kr.

59.625 kr.

14.906 kr.

Virksomhedens revisor har i sin klage til SKAT anført, at indehaveren den 09. november 2011 har modtaget SKATs breve vedrørende forslag til ændring af skat og moms for indkomståret 2007. Da SKAT modtog materialet, som ligger til grund for ændringerne, den 13. april 2011, er der forløbet mere end 6 måneder, hvorfor fristen i skatteforvaltningslovens § 32, stk. 2 ifølge revisoren er overskredet.

SKAT er ikke enig med revisoren i denne påstand. SKAT har afsendt forslag til afgørelse som anbefalet post den 12-. Oktober 2011, og det er forsøgt afleveret den 13. oktober 2011. At indehaveren har nægtet at modtage skrivelsen må derfor have processuel skadevirkning for hende.

SKAT havde den 13. april 2011 fået kendskab til materialet, der begrunder ansættelsen, og 6 måneders fristen er derfor ikke overskredet. Det er afsendelsestidspunktet, der er afgørende for overholdelse af fristen. Det fremgår således af skatteforvaltningslovens § 27, stk. 2, at en ændring af afgiftstilsvar eller godtgørelse af afgift, der er varslet af told- og skatteforvaltningen, skal foretages senest 3 måneder efter den dag, hvor varsling er afsendt.

Det er SKATs opfattelse, at indehaveren som minimum har udvist grov uagtsomhed, hvorfor betingelserne i skatteforvaltningslovens § 32, stk. 1, nr. 3, finder anvendelse. Virksomhedens indehaver har således forinden indsendelse af momsregistreringsanmeldelsen til SKAT været vidende om, at der ikke lovligt kunne drives erhverv med café, bar og diskotek fra adressen.

Virksomhedens opfattelse

Virksomhedens repræsentant har fremsat påstand om, at forhøjelsen skal bortfalde, da den er ugyldig, idet der er indtrådt forældelse.

Det gøres subsidiært gældende, at SKATs forhøjelse nedsættes med 282.979 kr. Der er således ikke foretaget partshøring forud for, at der blev truffet endelig afgørelse. Derudover lider den endelige afgørelse af væsentlige mangler, idet det gøres gældende, at sagsfremstillingen ikke indeholder nogen reel begrundelse, men blot nogle ubegrundede ændringer gennemført i sidste øjeblik af hensyn til overholdelse af fristerne.

Mere subsidiært gøres det til støtte for den nedlagte påstand gældende, at alle indtægter samt momstilsvaret er bogført og selvangivet. Der er således ikke grundlag for at opkræve yderligere skat eller moms af ikke selvangivne eller momsindberettede indtægter.

Til støtte for den nedlagte påstand gøres det gældende, at varsel om ændringen ikke er udsendt rettidigt, og der er hverken handlet forsætligt eller groft uagtsomt.

SKAT har desuden ikke overholdt 6-måneders fristen for ekstraordinær genoptagelse.

Det gøres endvidere gældende, at alle udgifter, som er fratrukket, er fradragsberettigede.

SKAT har i en længere periode ført og rejst omfattende skattesager imod indehaveren, og der er i den forbindelse indgivet politianmeldelser. Politiet har imidlertid vurderet, at der ikke var grundlag for en straffesag. Tidligere sagskompleks endte på samme måde, og der skete samtidig betydelige nedslag i de efterfølgende civile skattesager.

Det bør derfor uden videre kunne lægges til grund i relation til genoptagelsesreglerne, at indehaveren hverken har handlet forsætligt eller groft uagtsomt.

Virksomheden er bistået af revisor [person2], som også har gennemgået SKATs ansættelser.

Der har ikke været indtægter fra omhandlede arrangement på 272.000 kr. Det bestrides for det første, at virksomheden er rette indkomstmodtager/skattesubjekt i forhold til den påståede indtægt. Det gøres endvidere gældende, at SKATs skøn er helt åbenbart urimeligt og er foretaget på et urigtigt grundlag.

Der har desuden ikke været indtægter ved salg af campingvogn, udleje af bolig eller indsætninger på konto.

Virksomhedens repræsentant har indsendt bemærkninger til ansættelsen fra virksomhedens revisor, jf. nedenfor:

”Omdrejningspunktet er ulovlig virksomhedsdrift, hvor der hævdes udeholdte indtægter og udgifter der ikke er fradragsberettiget fordi de tilknytter sig ulovlige indtægter samt nægtet momsfradrag på indretnings- og ombygning af ejendommen [adresse1], [by1].

Hertil kommer, at man generelt tilsidesætter bogføringen for 2007 og 2008, idet man ikke finder bogføringsloven opfyldt, idet der ikke er ført dobbelt bogholderi og løbende bank og kasseafstemninger.

SKAT deler virksomheden op i to dele eller grene om man vil:

- Ulovlig del omkring drift af cafe, bodega, VIP club m.v.
- Lovlig del omkring udlejning af driftsmidler, musikudstyr og konsulenthonorarer

SKAT er af den opfattelse, at virksomheden groft uagtsomt og grænsende til det forsætlige har angivet negative momsangivelser og fratrukket udgifter fra ulovlige aktiviteter samt udeholdt Indtægter fra samme.

Indgående moms, der ikke godkendes af SKAT vedrører hovedsageligt ombygning og indretning af ejendommen [adresse1].

Som bekendt er der givet tiltalefrafald på den påstand, og nu har vi alene LSR sagen tilbage, der har været sat i bero siden straffesagen blev indledt.

Jeg har tidligere kommenteret indsigelserne i skrivelse af 10/11 2011, som også er optrykt i kendelserne. Den er vedlagt her også. I den skrivelse kommenterer jeg på en række ting og forhold omkring de foretagne forhøjelser fra SKAT's side (Brev til SKAT svar på agter af 12.10.2011).

Jeg har endvidere tidligere i punktform kommenteret forhøjelserne allerede på et tidligere tidspunkt (Gennemgang momsforhøjelser 2007.2008).

Året 2007

Omdrejningspunktet på især momsforhøjelserne er, at [person3] ikke har haft en berettiget forventning om, at der ville blive givet dispensation fra lokalplanen omkring diskoteksdrift. Dette er dog ret meget i modstrid med den indstilling, som [by2] Byråd havde på mødet den 28/2 2008. Se vedlagte herfra (Indstilling 28-02-2008). Her fremgår det direkte, at man fra Teknisk forvaltning havde til hensigt at give dispensation. Denne viden må antages at have været hos [person3] i 2007.

Så kan SKAT næppe fastholde følgende formulering på side 9 tredje og næst sidste afsnit:

Den 1/11 2007 indsender virksomheden momsregistreringsanmeldelse og får den 14.2.08 udbetalt 274.129 kr. i negativ moms for 2007 vedrørende ombygning udgifter til hovedsageligt cafe, diskotek og bar.

Indehaver var på tidspunktet for indsendelsen af momsregistreringsanmeldelsen til SKAT vidende om, at der

ikke kunne drives erhverv med cafe, bar og diskotek fra adressen ...

Formentlig dette forhold må antages at have været tungtvejende i tiltalefrafaldet på straffesagen.

Da ejendommen købes er der en række mangler, der skal berigtiges forinden den kan ibrugtages. Se vedlagte brev fra [by3] Kommune til [virksomhed7] ApS af 14/9 2006 (Tingbogs Attest - Næringsbrev Bevis - Kontrol rapport - [person4] Byggesagsbehandler). Disse ting er udbedret og er en del af de udgifter, der ikke anerkendes af SKAT momsmæssigt.

Hele den erhvervsmæssige del af ejendommen [adresse1] benyttes til erhvervsmæssige formål. Dette er SKAT også enig i, idet de selv udspecificerer ejendommen i lokaler tilhørende dels udlejningsvirksomhed og dels til cafe, diskotek og bar.

[virksomhed8] beskæftiger sig med udlejning af effekter til afholdelse af fest, koncerter, events m.v. Indretningen af [virksomhed1] er også som showroom for at vise, hvad man er i stand til, når der er potentielle kunder på besøg i virksomheden. Den vinkel mangler jeg helt idet foreliggende materiale til SKAT.

For 2007 foretages der følgende forhøjelser:

Indkomsten

Ikke selvangivne indtægter

407.325 kr.

Ikke godkendte fradrag

59.625 kr.

I alt

466.950 kr.

Momstilsvaret

Moms af ikke selvangivne indtægter

94.181 kr.

Moms af ikke godkendte fradrag

193.798 kr.

I alt

287.979 kr.

Ad. Indkomsten og momstilsvaret

Beløbet består nærmere af:

Moms

Indkomst

Skønsmæssigt ansatte entreindtægter i [virksomhed4] 1)

32.000 kr.

128.000 kr.

Skønsmæssigt ansat salg af drikkevarer 1)

36.000 kr.

144.000 kr.

Salg af campingvogn 2)

8.000 kr.

32.000 kr.

Udleje af bolig

0 kr.

50.600 kr.

Indsætning på konto

13.181 kr.

52.725 kr.

For meget fradrag indgående afgift inventar 3)

86.307 kr.

For meget fradrag indgående afgift, udvendig vedligehold 3)

61.344 kr.

For meget fradrag indgående afgift, indvendig vedligehold 3)

30.571 kr.

Ikke godkendte udgifter i driftsregnskab 4)

14.906 kr.

59.625 kr.

I alt

282.309 kr.

466.950 kr.

Moms differerer med kr. 5.670, da SKAT regner beløbene forkert sammen vedr. posterne campingvogn, udleje af bolig og indsætning på konto.

Noter

1) Udeholdt omsætning VIP club m.v.

Man anlægger klassiske skønsmæssige beregninger på baggrund af forventede antal gæsters køb af drikkevarer samt entreindtægt på samme. Man bygger dels udsagnet på købsbilag fra [virksomhed5] og dels vidneudsagn fra politiafhøringer. Se side 6 nederst i fremstillingen hvor det fremgår:

Politiet har i perioden 10.8 - 29.8.2011 stikprøvevis kontaktet og afhørt 7 VIP club medlemmer.

Heraf fremgår det at de afhørte medlemmer oplyste:

- At de havde betalt 50 kr. for et medlemskab
- At de havde deltaget i en eller flere fester på adressen [adresse1], [by1],
- At der var mellem 100 - 200 gæster til festerne
- At der var barer hvor man kunne købe drikkevarer
At der var mellem et og to år siden de afhørte havde været til fest (min fremhævning)

[person3] og [person5] anfører, at købet hos [virksomhed5] har været til private fester, herunder egne 40 års fødselsdage.

Det forekommer for mig som en overfortolkning af de omtalte vidneafhøringer, at man bruger dem som løftestang for skønnet omsætning i 2007 og 2008, når de pågældende slet ikke har været til fest på [virksomhed1] i den pågældende tidsperiode, jf. det sidste "At” ovenfor fra SKAT's sagsfremstilling.

Vidnerne er afhørt i august 2011 og vidnerne udtaler, at det er et til to år siden, de sidst har været til fest på [virksomhed1]. Det vil i bedste fald sige i august 2009, hvor SKAT ikke har rejst sag om udholdt omsætning fra drift af VIP club. Vi taler 2007 og 2008.

I øvrigt har [person6] her på kontoret ved et møde den 23/11 2011 udtalt, at det var ham, der kørte VIP clubben og var ansvarlig for den. Se vedlagte dokument (Udtalelse om VIP club)

2) Salg af campingvogn

Indtægtsføres fuldt ud. Den bør som minimum fragå på inventarsaldo. Og hvad hvis den var privat anvendt? Så skal den helt ud af regnskabet

3} For meget fratrukket indgående moms

SKAT anlægger en m2 beregning på dette, hvor m2 anvendt til cafe, bodega, VIP club medregnes som momsmæssigt ikke fradragsberettiget.

Dette er vi naturligvis uenige i, idet f.eks de påbudte mangelsudbedringer jf. ovenfor må påhvile hele ejendommen og dermed er momsfradragsberettiget og det forhold, at store dele af arealet for VIP club m.v. samtidig er showroom for [virksomhed8].

4) Ikke fradragsberettigede udgifter

Er if. SKAT løbende udgifter vedr. ulovlig virksomhedsdrift.

Det er vi også uenige i, idet virksomhedsdrift ikke er ulovlig jf. ovenfor samt at udgifterne må være fradragsberettigede, når man anvender nettoindkomstprincip på ulovlige indtægter jf. SKAT's egen sagsfremstilling.”

Landsskatterettens afgørelse

Det fremgår af skatteforvaltningslovens § 31, stk. 1, at:

”Told- og skatteforvaltningen kan ikke afsende varsel om fastsættelse eller ændring af afgiftstilsvar senere end 3 år efter angivelsesfristens udløb. Tilsvarende kan varsel om ændring af godtgørelse af afgift ikke afsendes senere end 3 år efter, at kravet om godtgørelse tidligst kunne gøres gældende. Fastsættelsen af afgiftstilsvaret henholdsvis godtgørelsen skal foretages senest 3 måneder efter udløbet af fristen efter 1. eller 2. pkt.”

Det fremgår af skatteforvaltningslovens § 32, stk. 1, nr. 3, at:

”Uanset fristerne i § 31 kan et afgiftstilsvar eller en godtgørelse af afgift fastsættes eller ændres efter anmodning fra den afgiftspligtige henholdsvis den godtgørelsesberettigede eller efter told- og skatteforvaltningens bestemmelse, hvis den afgiftspligtige henholdsvis den godtgørelsesberettigede eller nogen på dennes vegne forsætligt eller groft uagtsomt har bevirket, at afgiftstilsvaret eller godtgørelsen er fastsat på et urigtigt eller ufuldstændigt grundlag.”

Det fremgår af skatteforvaltningslovens § 32, stk. 2, at:

”En ændring af afgiftstilsvaret eller godtgørelsen af afgift kan kun foretages efter stk. 1, hvis den varsles af told- og skatteforvaltningen eller anmodningen fra den afgiftspligtige henholdsvis den godtgørelsesberettigede fremsættes senest 6 måneder efter, at told- og skatteforvaltningen henholdsvis den afgiftspligtige eller den godtgørelsesberettigede er kommet til kundskab om det forhold, der begrunder fravigelsen af fristerne i § 31. En ændring af afgiftstilsvar eller godtgørelse af afgift, der er varslet af told- og skatteforvaltningen, skal foretages senest 3 måneder efter den dag, hvor varsling er afsendt.”

Af forvaltningslovens § 19, stk. 1, fremgår, at:

”Kan en part ikke antages at være bekendt med, at myndigheden er i besiddelse af bestemte oplysninger om en sags faktiske grundlag eller eksterne faglige vurderinger, må der ikke træffes afgørelse, før myndigheden har gjort parten bekendt med oplysningerne eller vurderingerne og givet denne lejlighed til at fremkomme med en udtalelse. Det gælder dog kun, hvis oplysningerne eller vurderingerne er til ugunst for den pågældende part og er af væsentlig betydning for sagens afgørelse. Myndigheden kan fastsætte en frist for afgivelsen af den nævnte udtalelse.”

En afgørelse skal, når den meddeles skriftligt, være ledsaget af en begrundelse, medmindre afgørelsen fuldt ud giver den pågældende part medhold. Det fremgår af forvaltningslovens § 22.

Det fremgår af forvaltningslovens § 24, stk. 1 og 2, at:

”En begrundelse for en afgørelse skal indeholde en henvisning til de retsregler, i henhold til hvilke afgørelsen er truffet. I det omfang, afgørelsen efter disse regler beror på et administrativt skøn, skal begrundelsen tillige angive de hovedhensyn, der har været bestemmende for skønsudøvelsen.

Begrundelsen skal endvidere om fornødent indeholde en kort redegørelse for de oplysninger vedrørende sagens faktiske omstændigheder, som er tillagt væsentlig betydning for afgørelsen.”

Fristen for at foretage ændringer i ansættelsen for afgiftsperioden 2007 i medfør af skatteforvaltningslovens § 31, stk. 1, udløb den 10. februar 2011. Da SKATs forslag er fremsendt efter denne frist, vil ændringerne alene kunne gennemføres, hvis en af betingelserne i skatteforvaltningslovens § 32, stk. 1, nr. 1-4, er opfyldt.

SKAT fremsendte forslag til afgørelse som rekommanderet pakke til virksomhedens indehaver den 12. oktober 2011. Den 31. oktober 2011 fremsendte SKAT på ny forslag, hvoraf det fremgår, at der tidligere har været sendt forslag den 12. oktober 2011 som rekommanderet pakke. Der er vedhæftet en oversigt fra [virksomhed2], hvoraf blandt andet fremgår, at pakken den 12. oktober 2011 er forsøgt afleveret den 13. oktober 2011. SKAT har på baggrund af forslaget den 12. oktober 2011 overholdt 6 måneders fristen i skatteforvaltningslovens § 32, stk. 2.

Den 07. november 2011 blev forslaget sendt igen, og det fremgår denne gang af [virksomhed2]s tilbagesendelsesseddel, at modtagelse af materialet er nægtet.

Den 10. november 2011 modtog SKAT indsigelser fra virksomhedens revisor, og den 15. december 2011 fremsendte SKAT endelig afgørelse til indehaveren.

Virksomheden har efter det oplyste ikke selvangivet omsætning i 2007.

SKAT har ud fra materialet fundet ved ransagningen i virksomheden konstateret, at virksomheden har haft en stor mængde drikkevarer i festlokalerne, som tilhører virksomheden. På baggrund af disse drikkevarer har SKAT beregnet en omsætning.

Det er konstateret, at indehaveren har oprettet en VIP-club, hvor medlemmerne har indbetalt et beløb for medlemskab. [virksomhed4] har holdt fester på adressen [adresse1], og der har ifølge annonceringer været betalt indgang med 150-400 kr. pr. deltager.

På dette grundlag er det tilstrækkeligt godtgjort af SKAT, at indehaveren har handlet mindst groft uagtsomt ved ikke at have selvangivet omsætningen – også selv om politiet har opgivet at tiltale hende for et strafbart forhold i den forbindelse.

SKAT har begrundet hver enkelt ændring i ansættelsen, og har desuden udarbejdet beregninger vedrørende de talmæssige ændringer, som er sendt til virksomhedens indehaver. SKAT har desuden gjort tilstrækkelige bestræbelser på at sende forslag i høring hos indehaveren ved flere udsendelser af agterskrivelser.

SKAT har herefter haft hjemmel til at foretage ændringer af afgiftstilsvaret efter udløbet af fristen i skatteforvaltningslovens § 31, stk. 1, ved anvendelse af bestemmelsen i skatteforvaltningslovens § 32, stk. 1, nr. 3. Afgørelsen er derfor ikke ugyldig.

Det skal herefter afgøres, hvorvidt fristen i skatteforvaltningslovens § 32, stk. 2, er overholdt.

SKAT har efter det oplyste modtaget bilags- og datamateriale fra politiet den 13. april 2011, hvilket dermed er SKATs kundskabstidspunkt. Der henvises vedrørende praksis om kundskabstidspunktet til SKM2015.744.BR, hvor kundskabstidspunktet er angivet til afslutningen af politiets efterforskning. SKAT har udsendt forslag til ændringer af indkomsten den 12. oktober 2011, og SKAT har dermed fremsendt forslaget indenfor 6 måneders fristen i skatteforvaltningslovens § 32, stk. 2.

SKATs afgørelse er dateret den 15. november 2011, hvilket er indenfor 3 måneders fristen i skatteforvaltningslovens § 32, stk. 2, 3. pkt.

Afgørelsen er derfor ikke ugyldig som følge af forældelse.

SKAT har begrundet hver enkelt ændring i ansættelsen, og har desuden udarbejdet beregninger vedrørende de talmæssige ændringer, som er sendt til virksomheden. SKAT har desuden gjort tilstrækkelige bestræbelser på at sende forslag i høring hos virksomhedens indehaver ved flere udsendelser af agterskrivelser

På baggrund heraf er afgørelsen ikke ugyldig som følge af manglende høring eller begrundelse.

Realitet

Landsskatteretten kan tiltræde SKATs opgørelse og konklusioner vedrørende omsætningen for afgiftsperioden 2007, som blandt andet er foretaget på baggrund af indkøb hos [virksomhed5]. Det anses ligeledes godtgjort, at indehaveren har haft afgiftspligtig fortjeneste ved indsætninger på bankkonto i overensstemmelse med SKATs afgørelse.

Landsskatteretten kan desuden tiltræde SKATs fordeling af erhvervsmæssige/private udgifter, hvorefter der er indrømmet fradrag med 26 pct. vedrørende industribygningen og 20 pct. vedrørende fælles udgifter for industribygningen og stuehuset.

Indehaveren har desuden ikke fremlagt tilstrækkelig dokumentation for, at udgifterne til blandt andet reception med 60 kuverter på [virksomhed9], tyverialarm dokumenteret ved kontoudtog, reetablering af skel samt udgifter til arkitekt m.v. er fradragsberettigede ved opgørelse af afgiftstilsvaret.

SKAT har foretaget en fejl i den talmæssige opgørelse ved opgørelsen af udgående afgift i pkt. 3.2. Beløbet på 26.181 kr., hvormed SKAT har forhøjet momstilsvaret udgør reelt (32.000 kr. + 52.725 kr.) * 25 pct., i alt 21.181 kr.

Landsskatteretten nedsætter derfor afgørelsen med 5.000 kr., vedrørende denne del af ændringen, og herudover stadfæstes afgørelsen.