Kendelse af 06-12-2016 - indlagt i TaxCons database den 10-02-2017

Klagen skyldes, at SKAT ikke har anset [person1], herefter benævnt klageren, for at drive selvstændig økonomisk virksomhed med bådudlejning i perioden 1. januar 2008 – 31. december 2008 og derfor har ændret momstilsvaret med i alt 142.625 kr.

Landsskatteretten ændrer den påklagede afgørelse, jf. begrundelsen nedenfor.

Faktiske oplysninger

Klagen vedrører klagerens fradragsret for udgifter vedrørende båden [x1].

Landsskatteretten har ved afgørelse af d.d. taget stilling til, om der ved erhvervelsen af båden var tale om etablering af økonomisk virksomhed, herunder hensigt om at drive økonomisk virksomhed.

Flertallet af Landsskatterettens medlemmer fandt ved denne afgørelse (dissens), at der ved erhvervelsen af båden [x1] var tale om etablering af økonomisk virksomhed, herunder hensigt om at drive økonomisk virksomhed.

For sagens nærmere omstændigheder henvises til afgørelsen under sagsnr. [...].

SKATs afgørelse

SKAT har forhøjet afgiftstilsvaret med 142.625 kr., idet SKAT har nægtet fradrag for udgifter vedrørende båden [x1], jf. momslovens § 37. Der er herved henset til, at der anses at være tale om private udgifter.

Klagerens opfattelse

Klagerens repræsentants påstande og anbringender fremgår af Landsskatterettens afgørelse under sagsnr. [...].

Landsskatterettens afgørelse

Landsskatteretten har ved afgørelse af d.d. under sagsnr. [...] ændret SKATs afgørelse vedrørende perioden 1. juli 2007 – 31. december 2007. Flertallet af Landsskatterettens medlemmer fandt ved denne afgørelse (dissens), at der ved erhvervelsen af båden [x1] var tale om etablering af økonomisk virksomhed, herunder hensigt om at drive økonomisk virksomhed.

I overensstemmelse hermed finder Landsskatteretten, at det ved vurderingen af fradragsretten for moms af de udgifter, der er afholdt i perioden 1. januar 2008 – 31. december 2008, skal lægges til grund, at klageren ved erhvervelsen af båden etablerede økonomisk virksomhed og havde til hensigt at drive økonomisk virksomhed.

Den påklagede afgørelse ændres derfor således, idet det overlades til SKAT i 1. instans konkret at vurdere, om der er ret til fradrag for moms af de omhandlede udgifter under hensyntagen til ovenstående.