Kendelse af 16-04-2025 - indlagt i TaxCons database den 19-05-2025
Skattestyrelsen har ikke godkendt fradrag for moms vedrørende udgifter til iPhone med 1.800 kr. i afgiftsperioden 1. juli - 31. december 2021, samt moms vedrørende udgifter til spillertøj med 1.494 kr. i afgiftsperioden 1. januar - 30. juni 2022.
Landsskatteretten ændrer Skattestyrelsens afgørelse og godkender fradrag for købsmoms med 1.799 kr. i afgiftsperioden 1. juli - 31. december 2021 og med 260,00 kr. i afgiftsperioden 1. januar - 30. juni 2022.
Selskabet [virksomhed1] ApS (herefter selskabet), CVR-nr. [...1], blev stiftet den 14. juni 2017 med branchekode 692000 Bogføring og revision: skatterådgivning.
Det fremgår af Det Centrale Virksomhedsregister, at selskabet var beliggende i [by1]. Selskabet har alene haft én ansat i sin levetid.
Udgifter til iPhone 13
Selskabet har i afgiftsperioden 1. juli 2021 til 31. december 2021 fratrukket moms på køb af iPhone 13 på i alt 1.800 kr. Skattestyrelsen har ikke godkendt fradrag for momsen, og har derned forhøjet selskabets momstilsvar tilsvarende.
Som dokumentation for udgiften er der fremlagt en faktura udstedt af Apple til selskabet den 27. oktober 2021. Fakturaen vedrørte køb af en iPhone 13 Pro, 126 GB for i alt 7.199 kr. eksklusive moms. Moms udgør, ifølge fakturaen, 1.799,20 kr. Det fremgår af fakturaen, at telefonen skulle leveres til ejeren af selskabets ægtefælles arbejdsplads.
Selskabets hovedanpartshaver og direktør har over for Skattestyrelsen forklaret, at det var nødvendigt at anskaffe sig en telefon i forbindelse med hans arbejde, så kunder kunne komme i kontakt med ham og omvendt. Videre har han forklaret, at det var nødvendigt for at han kunne bruge sit MitID i forbindelse med arbejdet.
Udgifter til sportstøj og tryk
Selskabet har i afgiftsperioden 1. januar 2022 til 30. juni 2022 fratrukket moms på udgifter til reklame på i at 1.494 kr. Skattestyrelsen har ikke godkendt fradrag for momsen, og har forhøjet selskabets momstilsvar med tilsvarende 1.494 kr.
Som dokumentation for udgiften er der fremlagt bilag 903 og 960.
Bilag 903 er en ordrebekræftelse fra [virksomhed2] af den 17. marts 2022. Ordrebekræftelsen vedrørte køb af 6 stk. T-shirt i str. XL, 2 stk. t-shirt i str. L, 4 stk. shorts i str. XL, 4 stk. shorts i str. L, 1 stk. shorts i str. M samt 6 par strømper i str. 40-42 til i alt 6.170,00 kr. Moms var ikke angivet på ordrebekræftelsen.
Bilag 960 er en faktura udstedt af [virksomhed3] af den 16. maj 2022. Fakturaen var stilet til selskabet, og vedrørte køb af 19. stk. brysttryk og 9. stk. rygtryk for i alt 1.040 kr. ekskl. moms, og moms på 260 kr.
Repræsentanten har forklaret, at sponsoraftalen blev indgået med et tennishold, hvor alle repræsenterede holdet når de spillede i [by1] og andre steder. Det primære og relevante for selskabet var ikke når de spillede andre steder, men derimod når de spillede på [ø1]. Repræsentanten har begrundet dette med, at selskabet havde 12 kunder, som enten havde firma eller som var bosiddende på [ø1]. Den samlede indtægt fra kunderne med tilknytning til [ø1] løb op på ca. 400.000 kr., ligesom der siden 2022 er kommet 5 nye kunder med tilknytning til [ø1] til. Det var på denne baggrund selskabet opfattelse, at det gav god mening med reklame i lokalområdet.
Skattestyrelsen har forhøjet selskabets momstilsvar for afgiftsperioderne 1. juli 2021 til 31. december 2021 og 1. januar 2022 til 30. juni 2022 med henholdsvis 1.800 kr. og 1.494 kr. for ikke godkendt fradrag for moms på udgifter til køb af iPhone 13 Pro og indkøb af spillertøj med tryk.
Skattestyrelsen har som begrundelse bl.a. anført:
"[...]
Selskabet har ved bilag 903 hos [virksomhed2] indkøbt tennistøj - 6 stk. T-shirt i str. XL og 2 stk. i str. L, der er indkøbt 4 par shorts i str. XL og 4 par i str. L og et enkelt par i str. M samt 6 par strømper i str. 40-42 for i alt 4.936 kr. ex moms. Momsen udgør 1.234 kr.
Bilag 960 er køb af 19 stk. brysttryk og 9 stk. rygtryk hos House of shirts for i alt 1.040 kr. ex moms Momsen udgør 260 kr.
Skattestyrelsen har ikke modtaget oplysninger om i hvilken anledning tennistøjet og tryk er anvendt eller hvem der er modtager. Skattestyrelsen anser ikke, at købet af tennistøjet er afholdt over for en ubestemt kreds af kunder eller potentielle kunder idet, tøjet kun kan anvendes af kunder der bruger str. XL og L. Der er henset til, at det pågældende udvælgelseskriterium indsnævrer modtagerkredsen til bestemte kunder.
Skattestyrelsen finder det ikke dokumenteret, at reklamen er en fradragsberettiget efter ligningslovens § 8, stk. 1, eller statsskattelovens § 6, stk. 1 litra a.
Bemærkninger til jeres indsigelse af den 24. april 2024.
Skattestyrelsen finder det fortsat ikke dokumenteret, at det tøj der er givet til [by1] tennis er erhvervsmæssige driftsomkostninger som kan fratrækkes jf. statsskattelovens § 6, stk. 1 litra a. Der henvises til bemærkningerne under punkt 5.3.
Selskabets skattepligtige indkomst forhøjes derfor med 5.976 kr.
Selskabets fradrag for købsmoms nedsættes derfor med 1.494 kr.
[...]
6.3. Vores bemærkninger og begrundelse
[...]
Skattestyrelsen har indkaldt regnskabsbilag 813 - faktura fra Apple vedrørende køb af 1 stk. Iphone 13 Pro, 128 GB i alt 7.199 kr. ex. Moms. Momsen udgør 1.800 kr. og angivet på konto 6903.
Ifølge fakturaen er telefonen leveret til kapitalejers ægtefælle [person1] hos [virksomhed4] - Statsautoriseret revisor, [adresse1], [by2].
Skattestyrelsen finde ikke, at selskabet har løftet bevisbyrden for, at der er tale om fradragsberettigede småanskaffelse efter statsskattelovens § 6, stk. 1, litra a, idet der ikke foreligger en direkte og umiddelbar forbindelse mellem afholdelsen af omkostningen og selskabets indkomsterhvervelse.
Bemærkninger til jeres indsigelse af den 24. april 2024.
Skattestyrelsen finder det fortsat ikke dokumenteret, at der er tale om erhvervsmæssige driftsomkostninger som kan fratrækkes jf. statsskattelovens § 6, stk. 1 litra a. Der henvises til bemærkningerne under punkt 6.3.
Selskabets skattepligtige indkomst forhøjes derfor med 7.199 kr.
Selskabets fradrag for købsmoms nedsættes derfor med 1.800 kr.
[...]"
Udtalelse fra Skattestyrelsen
I forbindelse med Skatteankestyrelsens klagesagsbehandling har Skattestyrelsen den 13. august 2024 udtalt følgende:
" Pkt. 2 - Småanskaffelser
Selskabets rådgiver har indsendt en detaljeret redegørelse som skattestyrelsen ikke tidligere har modtaget. Skattestyrelsen er enig med rådgiver i, at der kan anerkendes fradrag for køb af mobiltelefon. Skattestyrelsen mener herefter at der skal ske beskatning af fri telefon efter ligningslovens § 16, stk. 3.
Såfremt selskabet er enig i ovenstående punkt 1 og punkt 2 kan skattestyrelsen efter skatteforvaltningslovens § 35a, stk. 5 genoptage og ændre afgørelsen."
Selskabets repræsentant har nedlagt påstand om, at der godkendes fradrag for købsmoms på i alt 1.800 kr. for køb af iPhone i afgiftsperioden 1. juli 2021 til 31. december 2021.
Til støtte for påstanden er bl.a. anført:
" Vi skal på vegne af vores klient påklage afgørelse fra SKAT. Vi har nedenfor gengivet ændringer til indkomsten samt vores klagepunkter:
Oprindelig selvangivelse Vi skal på vegne af vores klient påklage afgørelse fra SKAT. Vi har nedenfor gengivet ændringer til indkomsten samt vores klagepunkter:
Oprindelig selvangivelse ...................... 35.214
Korrigeret indkomst af skattemyndighederne .............. 34.658
Ansat skattepligtig indkomst ..................... 69.872
Påklager følgende forhold:
Pkt. 1 - Reklame ......................... - 5.976
Pkt. 2 - Småanskaffelser ...................... - 7.199
Korrigeret skattepligtig indkomst .................. 56.697
Herunder gælder klagen ligeledes for moms vedr. pkt. 2 i alt kr. 1.800,-.
[...]"
Til mødet med sagsbehandleren i Skatteankestyrelsen oplyste repræsentanten, at der ligeledes er klaget over ikke godkendt fradrag for købsmoms for køb af tennistøj med tryk på for i alt 1.494 kr. i afgiftsperioden 1. januar 2022 til 30. juni 2022.
Retsmøde
Selskabets repræsentant har frafaldet selskabets anmodning om retsmøde efter Skatteankestyrelsens indstilling har været i erklæring.
Skattestyrelsens udtalelse til Skatteankestyrelsens indstilling
Skattestyrelsen har udtalt følgende til Skatteankestyrelsens indstilling:
" Skattestyrelsen er enig i Skatteankestyrelsens indstilling.
[...]
Spillertøj samt tryk
Skatteankestyrelsen har i sammenholdt sag med Landsskatterettens sagsnummer 24-0069052 indstillet til en ændring af Skattestyrelsens afgørelse således, at der godkendes skattemæssigt fradrag for udgiften til spillertøj samt tryk på, med begrundelsen, at det blev anset for dokumenteret at udgifterne var afholdt for at fremme selskabets interesser i lokalområdet, hvor klager har en del af sin kundebase. Skattestyrelsen har i sin udtalelse til den sammenholdt sag tiltrådt Skatteankestyrelsens indstilling til afgørelse.
Skattestyrelsen finder det derfor tilstrækkelig sandsynliggjort, at udgiften til tryk på spillertøjet er afholdt som led i selskabets momspligtige aktiviteter, hvorfor der skal godkendes fradrag for købsmoms på i alt 260 kr.
Når det gælder spillertøjet, så fastholder Skattestyrelsen, at ordrebekræftelsen ikke opfylder momsbekendtgørelsens dokumentationskrav, herunder indeholder det afgiftsbeløb, der skal betales, jf. § 58 i daværende momsbekendtgørelse nr. 808 af 30. juni 2015.
Skattestyrelsen kan derfor tiltræde Skatteankestyrelsens indstilling på dette punkt.
Køb af iPhone
Skatteankestyrelsen har i sammenholdt sag med Landsskatterettens sagsnummer 24-0069052 indstillet til en ændring af Skattestyrelsens afgørelse således, at der godkendes skattemæssigt fradrag for udgiften til iPhone 13 Pro, med begrundelsen, at fakturaen var stilet til selskabet og at det blev anset for sandsynliggjort, at iPhonen var erhvervet til brug for selskabet. Skattestyrelsen har i sin udtalelse til den sammenholdt sag tiltrådt Skatteankestyrelsens indstilling til afgørelse.
Skattestyrelsen finder det således dokumenteret, at selskabet i afgiftsperioden 1. juli - 31. december 2021 har afholdt en udgift til iPhone 13 Pro på 7.199 kr. + moms på i alt 1.799,20 kr. som led i selskabets momspligtige aktiviteter.
Skattestyrelsen kan derfor tiltræde Skatteankestyrelsens indstilling til ændring af den påklagede afgørelse, således at der godkendes fradrag for købsmoms på i alt 1.799,20 kr.
Afskæring af retsmøde
Det er Skattestyrelsen opfattelse, at Landsskatteretten efter skatteforvaltningslovens § 44, stk. 3 skal undlade at efterkomme begæringen om afholdelse af retsmøde, da et retsmøde efter forholdene må anses for åbenbart overflødig.
Skattestyrelsen anser således sagen for tilstrækkeligt oplyst. Der er ej heller grundlag for at antage, at afholdelse af et retsmøde i Landsskatteretten vil medføre et andet udfald af sagen. Skattestyrelsen henviser til kriterierne i Højesterets dom TfS 2000.901 HD.
[...]"
Sagen angår, at Skattestyrelsen ikke har godkendt fradrag for købsmoms vedrørende udgifter til køb af spillertøj med tryk samt iPhone med henholdsvis 1.494 kr. og 1.800 kr.
Retsgrundlaget
Der skal betales afgift af varer og ydelser, der leveres mod vederlag her i landet. Det fremgår af momslovens § 4, stk. 1.
I medfør af momslovens § 37, stk. 1 og 2, nr. 1, kan momsregistrerede virksomheder ved opgørelsen af momstilsvaret få fuld fradragsret for indgående moms, i det omfang indkøbet relaterer sig til virksomhedens momsbelagte aktiviteter.
Af momslovens § 37, stk. 1, fremgår følgende:
"Virksomheder registreret efter §§ 47, 49, 51 eller 51 a kan ved opgørelsen af afgiftstilsvaret som indgående afgift, jf. § 56, stk. 3, fradrage afgiften efter denne lov for virksomhedens indkøb m.v. af varer og ydelser, der udelukkende anvendes til brug for virksomhedens leverancer, som ikke er fritaget for afgift efter § 13, herunder leverancer udført i udlandet, jf. dog stk. 6."
Ved anmodning om fradrag i henhold til momslovens § 37, påhviler det selskabet at godtgøre, at betingelserne herfor er opfyldt.
Registrerede virksomheder skal til dokumentation for den indgående afgift kunne fremlægge fakturaer, herunder forenklede fakturaer og afregningsbilag, jf. § 82 i daværende momsbekendtgørelse nr. 808 af 30. juni 2015.
Fakturaerne skal ifølge § 58 i momsbekendtgørelse nr. 808 af 30. juni 2015 indeholde følgende:
"§ 58. Med forbehold for de øvrige bestemmelser i dette kapitel skal en faktura, herunder afregningsbilag, jf. § 68, indeholde:
1) Udstedelsesdato (fakturadato).
2) Fortløbende nummer, der bygger på én eller flere serier, og som identificerer fakturaen.
3) Den registrerede virksomheds (sælgerens) registreringsnummer.
4) Den registrerede virksomheds og køberens navn og adresse.
5) Mængden og arten af de leverede varer eller omfanget og arten af de leverede ydelser.
6) Den dato, hvor levering af varerne eller ydelserne foretages eller afsluttes, eller hvor et afdragsbeløb betales, forudsat en sådan dato er fastsat og forskellig fra fakturaens udstedelsesdato.
7) Afgiftsgrundlaget, pris pr. enhed uden afgift, eventuelle prisnedslag, bonus og rabatter, hvis disse ikke er indregnet i prisen pr. enhed.
8) Gældende afgiftssats.
9) Det afgiftsbeløb, der skal betales."
Landsskatterettens begrundelse og resultat
Udgifter til iPhone
Selskabet har i afgiftsperioden 1. juli 2021 til 31. december 2021 fratrukket moms på en udgift til køb af iPhone 13 Pro, 126 GB på 1.800 kr. Skattestyrelsen har ikke anset udgiften for at være en fradragsberettiget udgift og har derfor ikke godkendt fradrag for moms.
Landsskatteretten har i afgørelsen vedrørende selskabets skattepligtige indkomst for indkomståret 2022, jf. Landsskatterettens sagsnr. 24-0069052, ændret Skattestyrelsens afgørelse, således at der godkendes fradrag for udgiften til iPhone på 7.199 kr. ekskl. moms. Retten lagde vægt på, at fakturaen var stilet til selskabet, ligesom det fandtes tilstrækkeligt dokumenteret på det nu foreliggende grundlag, at iPhonen var erhvervet til brug for selskabet.
Under disse omstændigheder finder Landsskatteretten det dokumenteret, at selskabet i afgiftsperioden 1. juli - 31. december 2021 har afholdt en udgift til iPhone 13 på 7.199 kr. ekskl. moms og moms på 1.799,20 kr. som led i selskabets momspligtige aktiviteter, hvorfor retten godkender fradrag for købsmoms på i alt 1.799 kr. (afrundet), som også tiltrådt af Skattestyrelsen.
Landsskatteretten ændrer derfor Skattestyrelsens afgørelse og godkender fradrag for moms på i alt 1.799 kr. på dette punkt.
Udgifter til reklame
Selskabet har i afgiftsperioden 1. januar - 30. juni 2022 fratrukket moms på udgifter til indkøb af spillertøj samt tryk på i alt 1.494 kr. Selskabet har forklaret, at det gav god mening med reklame i lokalområdet, da en stor del af deres kunder var enten bosiddende eller havde firma på [ø1].
Landsskatteretten har i afgørelsen vedrørende selskabets skattepligtige indkomst for indkomståret 2022, jf. Landsskatterettens sagsnr. 24-0069052, ændret Skattestyrelsens afgørelse, således at der godkendes fradrag for udgifterne til køb af spillertøj og tryk derpå. Retten lagde vægt på, at det på det nu foreliggende grundlag fandtes tilstrækkeligt dokumenteret, at udgifterne var afholdt for at fremme selskabets interesser ved at gøre den kendt og fordelagtigt bemærket i lokalområdet, hvor selskabet hentede en del af sin kundebase.
Under disse omstændigheder finder Landsskatteretten det tilstrækkelig dokumenteret, at udgiften til tryk på spillertøj er afholdt som led i selskabets momspligtige aktiviteter, hvorfor retten godkender fradrag for købsmoms på i alt 260,00 kr., som også tiltrådt af Skattestyrelsen.
Retten godkender ikke fradrag for moms vedrørende køb af spillertøj på i alt 1.234 kr., da ordrebekræftelsen ikke opfylder momsbekendtgørelsens dokumentationskrav, herunder indeholder det afgiftsbeløb der skal betales, jf. § 58 i daværende momsbekendtgørelse nr. 808 af 30. juni 2015.
Landsskatteretten ændrer derfor Skattestyrelsens afgørelse og godkender fradrag for moms på i alt 260,00 kr. på dette punkt.