Kendelse af 18-03-2025 - indlagt i TaxCons database den 16-04-2025
Motorstyrelsen har fundet, at sagens køretøj er registreringspligtigt i Danmark og har som følge heraf opkrævet 121.276 kr. i registreringsafgift.
Landsskatteretten stadfæster Motorstyrelsens afgørelse.
Sagen omhandler en Ford Transit Connect med stelnummer [...] og registreringsnummer [reg.nr.1]. Køretøjet var registreret i Tyskland.
Klagerens repræsentant har oplyst, at køretøjet blev stillet til klagerens rådighed af arbejdsgiveren, [virksomhed1] GmBH, til kørsel mellem adressen [adresse1], [by1], hvor klageren i efteråret 2023 havde erhvervet en ejendom, og den tyske arbejdsplads.
Klageren blev registret i Det Centrale Personregister med adressen [adresse1], [by1], den 17. januar 2024.
Motorstyrelsen har oplyst, at ansøgningen om afgiftsfritagelse af den udenlandske firmabil blev modtaget den 19. februar 2024 Ansøgningsblanketten er dateret den 16. februar 2024. Motorstyrelsen gav afslag på ansøgningen i den påklagede afgørelse af 23. maj 2024.
Det fremgår af Rigspolitiets automatiske nummerpladegenkendelsessystem (ANPG), at køretøjet i perioden 25. december til 23. februar 2024 er blevet observeret anvendt på færdselslovens område flere gange og senest den 19. februar 2024.
Det fremgår af klagers indsendte bilag, at klageren havde rådighed over et andet udlejningskøretøj i perioden 19. februar 2024 til 26. februar 2024. Der fremgår endvidere en erklæring om, at klagerens kollegaer periodevist har anvendt sagens køretøj ved for eksempel sygdom, ferie, m.v.
Motorstyrelsen har som følge af en kontrol på sagens køretøjet opkrævet 121.276 kr. i registreringsafgift.
Motorstyrelsen har som begrundelse bl.a. anført:
"Du har den 19. februar 2024 søgt om tilladelse til afgiftsfri kørsel i den udenlandske firmabil. Af ansøgningen fremgår det, at du er bruger af køretøjet og at det er din arbejdsgiver [virksomhed1] GmbH, [person1], der har stillet køretøjet til rådighed for dig.
Sammen med ansøgningen har du blandt andet indsendt registreringsattest, foto af køretøjets kilometerstand og erklæring om anvendelse af køretøjet.
Du blev i forbindelse med din ansøgning om tilladelse gjort opmærksom på, at du ikke må anvende køretøjet i Danmark, inden du har fået tilladelsen.
[...]
Ud fra de oplysninger, som vi har modtaget fra politiets automatiske nummerpladegenkendelses-system, kan vi se, at køretøjet er blevet observeret kørende i Danmark 177 gange i perioden 25. december 2023 til 23. februar 2024. Hvis en herboende vil anvende en udenlandsk firmabil på færdselslovens område i Danmark, skal Motorstyrelsen inden ibrugtagning give tilladelse til dette.
Da køretøjet blev taget i brug på færdselslovens område, havde du ikke tilladelse til at anvende køretøjet afgiftsfrit i Danmark.
Da du er bruger, vurderer vi, at du hæfter for registreringsafgiften. Det er vores vurdering, at du er vidende om, at der ikke er betalt korrekt registreringsafgift af køretøjet, da det var dig, der ansøgte om tilladelse til at anvende køretøjet afgiftsfrit.
Vi lægger endvidere til grund, at registreringsafgiftspligten indtrådte den 19. Februar 2024, hvor kontrollen blev foretaget. Da det er mindre end 3 år siden, kan vi afsende varsel om fastsættelse af registreringsafgiften."
Udtalelse fra Motorstyrelsen
I forbindelse med Skatteankestyrelsens klagesagsbehandling har Motorstyrelsen den 6. september 2024 udtalt følgende:
"Vi henviser til, at det ikke har nogen betydning for sagen, at klager havde lejet to andre køretøjer, 30 dage efter klagerens tilflytningsdato den 17. januar 2024. Køretøjet skal registreres i Motorregistret senest 30 dage efter, at klager har ført køretøjet ind i Danmark. Vi henviser i den forbindelse til, at en fysisk eller juridisk person med bopæl eller hjemsted i Danmark, der ønsker at bruge et udenlandsk indregistreret køretøj på færdselslovens område, forudgående skal underrette Skatteforvaltningen om ibrugtagningen af køretøjet med angivelse af dagen for ibrugtagningen på www.skat.dk/motor-udland. Kvittering fra Skatteforvaltningen skal medbringes under kørsel i Danmark.
Klager skulle desuden forinden anvendelsen af køretøjet på færdselslovens område have fået en tilladelse til at anvende køretøjet som afgiftsfritaget firmabil. Det er et krav i både lovgivningen og retspraksis, at der er søgt om og givet en forudgående tilladelse fra Skatteforvaltningen, inden køretøjet tages i brug på færdselslovens område, hvis køretøjet skal bruges til afgiftsfri kørsel i Danmark. Det er ubestridt, at en sådan tilladelse ikke forelå, da køretøjet blev taget i brug i Danmark.
Vi bemærker desuden, at en tilladelse til udenlandsk firmabil er en undtagelse til hovedreglen om, at der skal betales fuld registreringsafgift af køretøjer, der anvendes af herboende i Danmark.
Vi henviser herudover til, at vi i vores afgørelse af den 23. maj 2024 har lagt vægt på de oplysninger, som vi har modtaget fra politiets automatiske nummerpladegenkendelsessystem, hvor vi kan se, at køretøjet er blevet observeret kørende i Danmark 177 gange i perioden 25. december 2023 til 23. februar 2024. Køretøjet er derfor også blevet anvendt efter ansøgningen blev indgivet og klager utvivlsomt var blevet bekendt med reglerne om, at der skulle ansøges om tilladelse til hans udenlandske firmabil.
Motorstyrelsen indstiller derfor, at vores afgørelse af 23. maj 2024 stadfæstes."
Motorstyrelsens udtalelse til Skatteankestyrelsens indstilling
Motorstyrelsen har udtalt, at de er enige i Skatteankestyrelsens indstilling.
Klagerens repræsentant har fremsat påstand om, at afgørelsen er fejlagtig og bør som følge heraf tilbagekaldes.
Til støtte for påstanden er bl.a. anført:
"En medarbejder [person2] tog den 17. januar 2024 bopæl på adressen [adresse1], [by1]. Kopi af sygesikringsbevis vedlægges som dokumentation herfor. (Bilag 1)
Ejendommen var købt i efteråret, og min klient havde i forbindelse med købet behov for at foretage en gennemgribende renovering af ejendommen, inden ejendommen kunne bebos.
I forbindelse med denne renovering fik han flere gange tilladelse til at anvende et firmakøretøj fra hans arbejdsplads til hans kommende hjem tilhørende min klient.
I januar blev medarbejderen på grænsen advaret af en dansk politibetjent, som oplyste, at han skulle sørge for om registrering af køretøjet senest 30 dage efter flytningen. Dette havde min klient kendskab til og havde til hensigt at overholde denne regel.
Så derfor, da de 30 dage var udløbet, lejede min klient til medarbejderen / medarbejderen selv et dansk indregistreret køretøj til brug for kørsel over grænsen. Første lejekontrakt løber fra den 19. februar. Som dokumentation herfor vedlægges oversigt over diverse lejekontrakter samt kopi af disse. (Bilag 2)
Efterfølgende er der ansøgt afgiftsfritagelse hos Motorstyrelsen for den pågældende medarbejder for en tilsvarende bil.
Denne ansøgning er med brev af 2. juli 2024 imødekommet. (Bilag 3).
På denne baggrund er jeg af den opfattelse, at den trufne afgørelse er fejlagtig og som følge heraf bør tilbagekaldes."
Klagerens bemærkninger til Skatteankestyrelsens indstilling og Motorstyrelsens udtalelse
Klagerens repræsentant har fremsat følgende bemærkninger til Skatteankestyrelsens indstilling og Motorstyrelsens udtalelse:
"Vi har i den forbindelse koncentreret os om det centrale i sagen, nemlig anvendelsen af køretøjet i perioden 16. februar til ultimo februar.
Vi kan dokumentere, at [person2] pr. 17. februar har lejet et køretøj via [virksomhed2]. Jeg henviser til vedhæftede bookingbekræftelse.
Da der er tale om en firmabil, er der tale om, at der er andre medarbejdere i virksomheden, som har passeret grænsen i køretøjet. Der er tale om en virksomhed, som opererer på begge sider af grænsen. Der vedlægges bekræftelse fra to medarbejdere om, at en sådan trafik har fundet sted.
Jeg skal derfor anmode om dokumentation for, at det var [person2], som var fører af køretøjet efter den 16. februar.
Et negativt bevis for, at det ikke var min [person2], som førte køretøjet, kan vi naturligvis ikke fremlægge. Det er der heller ikke praksis for indenfor dansk ret, men det forekommer meget utænkeligt, at en person vil leje et køretøj nødagtigt på skæringstidspunktet og så samtidig anvende det tysk indregistrerede køretøj.
Jeg henstiller derfor til, at afgiftsberigtigelsen af køretøjet frafaldes, at såfremt der ikke kan fremlægges et positivt bevis for, at [person2] var fører af køretøjet i den angivne periode."
Retsmøde
Repræsentanten nedlagde påstand om, at afgiftskravet skal frafaldes og gennemgik sine anbringender i overensstemmelse med de skriftlige indlæg. Det blev yderligere anført, at det ville være normalen, at der blev ført en kørebog over medarbejdernes kørsel i firmaets køretøjer, således at der kunne fremlægges en kørebog til dokumentation for, at det var en anden medarbejder, der førte køretøjet i Danmark efter den 16. februar 2024. Firmaet har dog ikke ført en sådan kørebøg, hvorfor der ikke kan fremlægges en sådan. Videre blev det anført, at der ikke er foretaget en fotokontrol af kørslen over grænsen efter den 16. februar, hvorfor Motorstyrelsen ikke har dokumenteret, at det var klageren, som var fører af køretøjet efter denne dato.
Motorstyrelsen indstillede i overensstemmelse med tidligere udtalelser, at Skatteankestyrelsens indstilling kan tiltrædes, hvorefter Motorstyrelsens afgørelse stadfæstes. Videre anførte Motorstyrelsen, at klageren ikke har dokumenteret, at det ikke var ham, som havde råderetten over køretøjet efter den 16. februar 2024.
Adspurgt, oplyste Motorstyrelsen, at der ikke er foretaget en kontrol af om klageren har været fører af køretøjet i Danmark efter den 16. februar 2024, men at det alene er konstateret, at køretøjet har været anvendt efter denne dato i Danmark i henhold til Rigspolitiets automatiske nummerpladegenkendelsessystem.
Sagen angår, om sagens køretøj, der var registreret i Tyskland og stillet til rådighed for klageren af hans tyske arbejdsgiver, var registrerings- og afgiftspligtigt i Danmark.
Retsgrundlaget
Det fremgår af registreringslovens § 2, stk. 1, nr. 1, lovbekendtgørelse nr. 186 af 1. marts 2020, som ændret ved lov nr. 2074 af 21. december 2020, at:
"Følgende køretøjer skal registreres i Køretøjsregisteret og forsynes med nummerplader, inden køretøjet tages i brug på færdselslovens område, jf. dog stk. 2-5 og §§ 5 og 7 a-7 h:
1) Motorkøretøj. Dette gælder dog ikke motorkøretøjer, der er omfattet af færdselslovens regler om forsøg med selvkørende enheder.
Det fremgår af registreringsafgiftslovens § 1, stk. 1, lovbekendtgørelse nr. nr. 785 af 24. maj 2022, at:
"Der svares afgift til statskassen af motorkøretøjer, som skal registreres i Køretøjsregisteret efter lov om registrering af køretøjer, og af påhængs- og sættevogne til sådanne motorkøretøjer. Der svares dog ikke afgift af køretøjer, der registreres på grænsenummerplader eller prøvemærker. Afgiften svares i forbindelse med et køretøjs første registrering, medmindre andet følger af bestemmelserne i denne lov."
Det følger af registreringsafgiftslovens § 1, stk. 4:
"Motorkøretøjer, der stilles til rådighed for en herboende arbejdstager af en virksomhed med hjemsted eller fast forretningssted i et andet EU/EØS-land, samt motorkøretøjer, der af en herboende selvstændigt erhvervsdrivende, som er etableret eller udfører tjenesteydelser i et andet EU/EØS-land, anvendes til brug for udførelsen af den selvstændige erhvervsvirksomhed i et andet EU/EØS-land, skal ikke afgiftsberigtiges efter denne lov, medmindre motorkøretøjet i det væsentlige skal anvendes varigt i Danmark eller faktisk anvendes på denne måde, jf. § 3 a, stk. 1."
Det fremgår af registreringslovens § 5, at:
"Skatteministeren kan fastsætte regler om benyttelse her i landet af køretøjer, der er registreret i et andet land, på Færøerne eller i Grønland."
Det følger af registreringsbekendtgørelsens § 5, stk. 1 og 3, bekendtgørelse nr. 866 af 19. juni 2023, at:
"Et køretøj registreres kun i Køretøjsregisteret, hvis køretøjet har en ejer med bopæl eller hjemsted her i landet, jf. dog stk. 2 og 3.
Stk. 3
Selv om ingen ejer af et køretøj har bopæl eller hjemsted her i landet, skal køretøjet registreres i Køretøjsregisteret, hvis der er en bruger med fysisk råderet over køretøjet, og denne har bopæl eller hjemsted her i landet. Køretøjet skal dog kun registreres i Køretøjsregisteret, hvis brugeren råder over køretøjet på færdselslovens område i 30 dage eller mere. Pligten til at anmelde køretøjet til registrering i Køretøjsregisteret påhviler i disse tilfælde tillige brugeren af køretøjet."
Det følger endvidere af registreringsbekendtgørelsens § 10, at:
"Hvis en ejer eller bruger af et udenlandsk registreret køretøj etablerer bopæl eller hjemsted her i landet, og køretøjet skal registreres i Køretøjsregisteret, jf. kapitel 2 og 4, skal registrering i Køretøjsregisteret ske inden 30 dage efter tilflytningen."
Det fremgår af registreringsbekendtgørelsens § 6, stk. 1, at:
"En person, der er registreret i Det Centrale Personregister med bopæl her i landet, anses at have bopæl her i landet."
Af registreringsbekendtgørelsens § 15, stk. 1, fremgår det, at:
"En fysisk person med bopæl her i landet eller en juridisk person med hjemsted her i landet må ikke føre et udenlandsk registreret køretøj på færdselslovens område, medmindre kørslen sker som nævnt i stk. 2, § 10, § 13, stk. 2, eller §§ 16-26."
Det følger af registreringsbekendtgørelsens § 21, stk. 1-3, at:
"En herboende arbejdstager, der får stillet et udenlandsk registreret motorkøretøj til rådighed af en virksomhed med hjemsted eller fast forretningssted i en anden EU/EØS-stat, må føre køretøjet på færdselslovens område.
Stk. 2.
Det er en forudsætning for kørslen, at Skatteforvaltningen har fritaget køretøjet for afgift efter registreringsafgiftsloven. Køretøjet må kun føres af den person, som er omfattet af fritagelsen, eller af en person, der hører til den pågældendes husstand.
Stk. 3.
Fritagelsen skal medbringes under kørsel på færdselslovens område og efter anmodning vises til politiet eller Skatteforvaltningen."
Det fremgår af registreringsafgiftslovens § 20, stk. 5, at:
"For betaling af afgiften hæfter tillige en fører eller bruger af køretøjet, hvis den pågældende bruger køretøjet med viden om, at der ikke er betalt den afgift af køretøjet, som kræves efter denne lov."
Landsskatterettens begrundelse og resultat
Det er udgangspunktet i registreringsloven, at et køretøj bliver registreringspligtigt ved benyttelse her i landet. Dog giver registreringslovens § 5, stk. 1, skatteministeren mulighed for at fastsætte regler for benyttelse af udenlandsk indregistrerede køretøjer her i landet, herunder at indrømme frister for, hvornår et udenlandsk registreret køretøj senest skal registreres her i landet.
På baggrund af sagens oplysninger lægges det til grund, at klageren var bruger af køretøjet og havde rådighed over dette i hvert fald indtil den seneste observering af køretøjets på færdselslovens område den 19. februar 2024.
Landsskatteretten bemærker, at køretøjet ikke var registreringspligtigt optil, at klageren etablerede bopæl i Danmark den 17. januar 2024. Klageren havde herefter 30 dage til at indregistrere køretøjet, jf. registreringsbekendtgørelsens § 10, jf. § 5, stk. 3, medmindre kørslen i den udenlandsk indregistrerede firmabil opfyldte forudsætningerne i registreringsbekendtgørelsens § 21, stk. 2 og 3, jf. stk. 1.
Landsskatteretten bemærker hertil, at der blev ansøgt om tilladelse til afgiftsfri kørsel i den udenlandske firmabil med klageren som bruger, jf. registreringsafgiftslovens § 1, stk. 4, men at tilladelsen ikke var opnået inden den 17. februar 2024. Forudsætningen for, at klageren kunne anvende køretøjet på færdselslovens område herefter, jf. registreringsbekendtgørelsens § 21, stk. 1, uden at køretøjet var registreringspligtigt i landet, var således ikke opfyldt.
Det findes i øvrigt, at kørslen i køretøjet ikke var omfattet af undtagelserne i registreringsbekendtgørelsen § 15, stk. 2, § 13, stk. 2 eller §§ 16-20 og 22-26 i registreringsbekendtgørelsen.
Landsskatteretten finder herefter, at køretøjet var registreringspligtigt i Danmark den 16. februar 2024, og at køretøjet som følge heraf skal afgiftsberigtiges, da der ikke forinden registreringspligtens indtræden var opnået afgiftsfritagelse, jf. registreringsafgiftslovens § 1, stk. 4, jf. 3 a, stk. 1.
Klageren hæfter som bruger af køretøjet for registreringsafgiften, jf. registreringsafgiftslovens § 20, stk. 5, da klageren var vidende om, at køretøjet ikke var afgiftsberigtiget efter registreringsafgiftsloven.
Det vurderes at være uden betydning for værdiansættelsen af køretøjet, at Motorstyrelsen først har anset registrerings- og afgiftspligten for indtrådt den 19. februar 2024.
Det i øvrigt anførte af klagerens repræsentant kan ikke føre til andet resultat. Det bemærkes hertil, at det ikke findes godtgjort, at klageren ikke havde rådighed over køretøjet i perioden 17-19. februar 2024.
Landsskatteretten stadfæster derfor Motorstyrelsens afgørelse.