Afgørelse af 20-05-2025 - indlagt i Skatteforlagets database den 24-06-2025
Skattestyrelsen har opkrævet 3.500 kr. i afgift af nikotinholdige væsker for en pakke udtaget til kontrol hos [virksomhed1] den 8. august 2023.
Landsskatteretten stadfæster Skattestyrelsens afgørelse.
Klageren har ifølge oplysninger i Det Centrale Personregister (CPR) været registreret på adressen [adresse1], [by1], i perioden 25. maj 2022 til 11. december 2024. I perioden 1. marts 2022 til 25. maj 2022 har klageren været registreret på adressen [adresse2], [by2]. Klageren har oplyst, at hans forældre på kontroltidspunktet den 8. august 2023 boede på adressen [adresse2], [by2].
Klageren er ikke registreret for afgift af nikotinholdige væsker efter forbrugsafgiftsloven.
Toldstyrelsen har den 8. august 2023 udtaget pakken med pakkenummer [pakke1]DE til kontrol hos [virksomhed1]. Det fremgår af pakken, at den er adresseret til [person1], [adresse2], [by2], Denmark, og at afsenderen er [virksomhed2], [adresse3], [by3], Germany.
Pakken indeholder 100 elektroniske engangscigaretter i detailsalgspakninger. Hver enhed indeholder 14 ml nikotinholdige væsker med et nikotinindhold på 2 %. De elektroniske engangscigaretter indeholder således i alt 1.400 ml nikotinholdige væsker med 20 mg nikotin pr. ml. Ingen af varerne er forsynet med stempelmærker.
Der foreligger fotodokumentation af pakken og pakkens indhold.
Toldstyrelsen har beslaglagt varerne som sikkerhed for betaling af afgift, sagsomkostninger og eventuel bøde. Sagen er herefter oversendt til Skattestyrelsen til videre sagsbehandling.
På pakken er telefonnummeret +45 [] angivet. Skattestyrelsen har den 24. august 2023 foretaget et opkald til telefonnummeret, og det var klageren, der tog telefonen. Det fremgår af Skattestyrelsens telefonnotat, at klageren indledende gav udtryk for, at han ikke vidste, hvad e-cigaretter var. Herefter spurgte han, hvor meget han skulle betale, og oplyste, at det kunne være hans bror, der havde bestilt varerne i hans navn.
Den 24. august 2023 har Skattestyrelsen sendt et forslag til afgørelse til klageren om opkrævning af 3.500 kr. i afgift af nikotinholdige væsker som følge af importen af ovennævnte varer.
Klageren har i indsigelse af 10. september 2023 anført:
"Hej jeg kender desværre ikke noget til denne pakke. Så jeg er ikke villig til at betale omkostninger for varer jeg ikke har købt. Har også lavet en indsigelse på netop dette punkt. Så jeg kender ikke noget til pakken og jeg ved ikke hvem der kan have oplysninger om min adresse."
Skattestyrelsen har den 19. september 2023 truffet den påklagede afgørelse i overensstemmelse med forslaget til afgørelse.
I forbindelse med telefonsamtale af 24. oktober 2023 har Skattestyrelsens sagsbehandler blandt andet noteret:
"Tlf. med [person1], der vil høre hvornår og hvor han kunne få udleveret sine varer. Han oplyste, at det var hans bror som havde bestilt i hans navn fordi han ikke selv kunne bestille, men at det ikke var med forskellige smage kun med mentol. "
Den 2. november 2023 har klageren klaget over Skattestyrelsens afgørelse. Det fremgår af klagen, at der er blevet trukket 4.370,46 kr. på klagerens konto, og at han har gjort indsigelse mod betalingen til hans bank, idet han ikke har kendskab til transaktionen.
Klageren har desuden i indlæg af 11. december 2023 oplyst, at der er forkerte oplysninger i Skattestyrelsens notat fra telefonsamtalen den 24. oktober 2023, idet han aldrig har udtalt, at det er hans bror, der har bestilt varerne i hans navn. Klageren har endvidere gjort gældende, at han aldrig skriver sit fulde navn, når han handler på nettet, men blot "[person1]". Til dokumentation for dette har han fremlagt skærmbilleder af 3 nethandler af henholdsvis 31. januar 2023, 8. marts 2023 og 18. juni 2023. Leveringsadressen er på alle 3 handler anført som [adresse2], [by2], og der er anført navnet [person1] på to af handlerne og [person1] på en af handlerne.
Skatteankestyrelsen har i brev af 25. oktober 2024 opfordret klageren til at fremlægge dokumentation for, at det beløb, der er trukket fra hans konto, vedrører de i sagen omhandlede elektroniske engangscigaretter samt korrespondancen med hans bank vedrørende indsigelsen overfor betalingen.
I den forbindelse har klageren den 27. oktober 2024 fremlagt et svar fra hans bank af 21. august 2023, hvoraf følgende fremgår:
"Vi skriver for at fortælle dig, at din indsigelse er under behandling.
Indtil sagen er afsluttet, indsætter vi 4.370,46 kr. på din konto med seks måneders forbehold.
Det fremtidige forløb i din indsigelse
Din indsigelse er nu oprettet hos kortselskabet, hvilket betyder, at vi vil forsøge at tilbageføre beløbet fra den forretning, hvor dit kort er brugt.
Grunden til at vi indsætter beløbet med seks måneders forbehold er, at forretningen kan fremsende dokumentation indenfor denne frist, som kan få betydning for din indsigelse.
Hvis forretningen fremsender dokumentation imod din indsigelse, kan du blive bedt om at komme med yderligere oplysninger. Derefter vil vi vurdere, om vi tilbagefører beløbet, som vi har indsat på din konto.
Hvis du ikke hører fra os inden for seks måneder, kan du betragte sagen som afsluttet.
Hvornår bør du kontakte os?
Modtager du eksempelvis en tilbageførsel eller varer fra forretningen, er det vigtigt, at du hurtigst muligt kontakter os.
"
Klageren har ikke fremlagt yderligere dokumentation.
Skattestyrelsen har opkrævet 3.500 kr. i afgift af nikotinholdige væsker.
Skattestyrelsen har som begrundelse bl.a. anført:
"
Den 1. oktober 2022 indførte Danmark afgift på nikotinholdige væsker og nikotinprodukter, se forbrugsafgiftslovens § 13 a, stk. 1. Disse produkter samt røgfri tobak blev desuden omfattet af reglerne omkring stempelmærker, se forbrugsafgiftslovens § 13 d.
Du står som modtager af 1 pakke sendt fra Tyskland. Pakkenummer [pakke1]DE med indhold af afgiftspligtige nikotinholdige væsker. Det er dit fulde navn, som står på pakkelabel og dit navn samt telefonnummer står også på pakkelabel som modtager kontakt oplysninger.
Du har sendt bemærkninger ind, hvor du skriver, at du ikke kender noget til denne pakke.
Vi har foretaget en opringning på det telefonnummer, som står som kontaktnummer på pakkelabel og det var dig, der tog telefonen. Du spurgte blandt andet hvor meget det ville komme til at koste i bøde og nævnte, at det måske kunne være din bror, der havde købt i dit navn, men det ville du finde ud af.
Du har ikke indsendt oplysninger, der kan ændre på vores opfattelse af, at det er dig som er modtager af pakken.
Pakken vil ikke blive afleveret på en adresse, men der vil komme en SMS på det telefonnummer, der står anført som kontaktnummer, når pakken ankommer til pakkepostshoppen. Det vil sige, at det vil være dig, der kan hente pakken i pakkeshoppen, da det er dig, der modtager beskeden og også dit navn, der står som kontaktoplysninger. Du ville skulle give en fuldmagt, hvis der er en anden som skulle hente pakken.
Det forhold at adressen som er anført på pakkelabel ikke er den adresse du står tilmeldt på, men tilhører nærtstående familiemedlemmer ændrer ikke på vores vurdering af, at du er rette modtager af pakken, da adressen ikke har nogen relevant betydning i forhold til modtagelse af pakken. Det er derfor stadig vores opfattelse, at
du har købt og fået tilsendt afgiftspligtige varer fra et andet EU-land.
Private, som køber varer, der er omfattet af nationale punktafgifter fra andre EU-lande til levering her i landet, skal betale afgift heraf og afgiften skal betales ved modtagelsen. Det står i forbrugsafgiftslovens § 16 b, stk. 1.
Ud fra den tilsendte mængde er det vores opfattelse, at du burde have været registreret som oplagshaver efter forbrugsafgiftsloven § 14a, stk. 1, og du skulle have købt stempelmærker til den tilsendte mængde efter forbrugsafgiftslovens § 13 d, stk. 1 og 2.
Når man ikke er autoriseret som oplagshaver, må man efter forbrugsafgiftslovens § 13 f, ikke modtage eller opbevare afgiftspligtige varer, der ikke er pakket i forskriftsmæssigt lukket og behørig stemplede pakninger.
Da du ikke har købt stempelmærker og dermed ikke har betalt afgift af de tilsendte varer, har vi opgjort forbrugsafgiften efter et skøn, se forbrugsafgiftslovens § 18 a, stk. 1, 2 pkt. og § 13 a, stk. 1.
Afgiften er opgjort på baggrund af de oplysninger, som vi har modtaget fra Toldstyrelsen.
Nikotinholdige væsker - over 12 mg. nikotin pr. milliliter
Vi har opgjort forbrugsafgiften således:
Produkt | Antal stk. | ML pr. stk. | Antal ml i alt |
RandM Tornado forskellige smagsvarianter 2 % nikotin | 100 | 14 | 1.400 |
Afgiftssatsen er 2,50 kr. pr. ml, hvis indhold af nikotin er højere end 12 mg nikotin pr. ml
Beregnet afgift 1.400 ml x 2,50 kr. = 3.500 kr.
Vi opkræver 3.500 kr. i afgift af nikotinvæske efter forbrugsafgiftslovens § 18 a, stk. 3 og 4, da vi vurderer at din indførsel af nikotinholdige væsker fra Tyskland, hvoraf der ikke er betalt afgift, er mindst groft uagtsomt.
Ved vurderingen er der lagt vægt på, der i 2023 har været en sådan medieopmærksomhed på området, at du må være vidende om, at der skal betales afgift af nikotinholdige væsker, og at du har indført afgiftspligtige nikotinholdige væsker i en sådan mængde, at det ikke kan anses at være til eget brug.
"
Udtalelse fra Skattestyrelsen
I forbindelse med Skatteankestyrelsens klagesagsbehandling har Skattestyrelsen den 28. november 2023 udtalt følgende:
"
Klager er blevet anset for den rette modtager af en pakke udtaget til kontrol ved pakkepostcenter.
Begrundelsen er, at hans fulde navn står som modtager på pakken og også som kontaktperson. Der er opgivet et telefonnummer som kontaktnummer og det er det telefonnummer, der blev foretaget et kontrolopkald på.
Det var [person1], der besvarede opkaldet.
Den adresse som opgives til leverandøren er uden betydning i forhold til at få leveret varerne. Varerne sendes IKKE til en adresse, men der sendes en SMS besked til det telefonnummer, der er opgivet som kontaktnummer om at pakken kan afhentes i pakkeshop. Såfremt der skal opgives et kodenummer ved udlevering sendes dette også til det telefonnummer, der opgives som kontaktnummer.
Da det er [person1]s telefonnummer er han anset for at være den rette modtager, da det er alene er ham som vil kunne afhente varerne, da det er ham, der modtager oplysninger om hvornår de er i pakkeshoppen og også modtager en evt. kode som opgives i pakkeshoppen.
[person1] har den 24. oktober 2023 haft telefonisk kontakt med Skattestyrelsen og her spurgt til hvornår han kunne få varerne udleveret og samtidig oplyste han, at det var hans bror som havde bestilt varer i hans navn fordi han ikke selv kunne bestille. Iflg. [person1] skulle der kun være bestilt med smagen mentol og ikke forskellige smagsvarianter.
"
Klageren har fremsat påstand om, at afgiften for de nikotinholdige væsker skal nedsættes til 0 kr.
Til støtte for påstanden har klageren bl.a. anført:
" Pakken som står i mit navn, men min gamle adresse kender jeg ikke noget til, hvorfor jeg netop også havde lavet en indsigelse til min bank så snart jeg blev gjort opmærksom på, at der var trukket et stort beløb på 4370,46 kr. Alt dette blev gjort langt før jeg modtog opkald fra skattestyrelsen om jeg kendte til en pakke indeholdende 100 stks e-cigaretter med forskellige smagsvarianter. Jeg har på intet tidspunkt ventet en pakke fra tyskland med ecigaretter, hvilket jeg flere gange beskrev i telefonen med en kvinde fra skattestyrelsen. Jeg fortalte hende at jeg endnu ikke kunne tage stilling til noget som helst og at jeg lige måtte høre min storebror eller andre i familien om de tilfældigvis havde brugt mit navn på en pakke som de havde bestilt. På trods af dette modtog jeg alligevel et forslag fra skattestyrelsen om at jeg skulle betale 3500 kr. i afgifter selvom jeg ikke kan stifte bekendtskab med pakken, som jeg ikke engang har set, men blot beskrevet. Jeg har før købt forskellige ting fra Wish, men aldrig har jeg været i besiddelse af e-cigaretter eller købt e-cigaretter over nettet, eftersom de i Danmark også er ulovlige med smage.
Jeg har før kontakt med skattestyrelsen lavet en indsigelse mod en betaling på 4370,76 kr. Da jeg ikke kendte til denne transaktion. På denne bekostning forstår jeg ikke, at jeg skal betale 3500 kr. i afgifter for varer/pakker jeg ikke har bestilt. Jeg er villig til at tage denne sag i retten, da jeg på ingen måde skal betale 3500 kr.for en pakke jeg intet kender til. Derudover står min gamle adresse på pakken, og hvorfor skulle jeg bestille en pakke på min gamle adresse? Det er lidt som at skyde sig selv i foden. Min vurdering er at nogen har forsøgt at købe i mit navn og adresse i håb om at slippe for told/afgifter på de her e-cigaretter som tilsynladende skulle være leveret på min gamle adresse. Jeg har ikke yderligere i sagen, og venter på svar fra jer om det videre forløb."
Klagerens bemærkninger til Skattestyrelsens udtalelse
Klageren har den 11. december 2023 fremsat følgende bemærkninger til Skattestyrelsens udtalelse:
"
Først og fremmest udtaler [person2] at det er mit fulde navn som står som modtager på pakken. Jeg har sjældent skrevet mit fulde navn ved bestilling af varer over nettet, jeg tror faktisk aldrig jeg har skrevet mit fulde navn som faktura oplysninger til køb over nettet. Hvis man virkelig tager et kig på mine seneste 100 køb over nettet, så ser man hurtigt at jeg aldrig skriver fulde navn men blot "[person1]". Det undrer mig derfor at mit fulde navn står på pakken. Mit Telefon nr., står også på pakken nævner hun. Det ved jeg ikke hvordan er havnet der.
Hvordan er den adresse som opgives til leverandøren uden betydning i forhold til at få leveret varerne? Den sætning forstår jeg simpelthen intet af.
[person2] argumenterer for at mit navn og telefonnummer på pakken er altafgørende for at vide at jeg er den rette modtager, hvilket jeg på ingen måde er enig i. Disse oplysninger er ifølge GDPR heller ikke personfølsomme oplysninger, hvilket indikerer at disse oplysninger kan findes hvor som helst og ikke er ligeså beskyttet som ens adresse, cpr osv. Et navn og tlf nr. kan hvilken som helst have på en, som jeg mistænker nogle har forsøgt at misbruge eller ligne.
Hun argumenterer også for at grundet mit tlf nr. og fulde navn på pakken kun ville være mig der ville kunne hente pakken i en pakkeshop, da jeg er den eneste der ville kunne få oplysninger om pakkens status. Dette argument er lidt plat, da det ikke kan vides hvad baggrunden for mine oplysninger på pakken har været? Jeg kender mange apps hvor der kun er behov for pakke nr. for at se status på pakken, pakkens placering, opdatere leveringsoplysninger såsom at skifte hvor pakken alternativt skal leveres osv. Blandt andet på [net] er der kun behov for pakke nr, hvor man ellers kan se alle oplysninger om pakken. Mange køb fra udlandet tilbyder også andre former for tracking oplysninger som muligheder for status på pakker, herunder gennem mails. Det kan ikke udelukkes at dem der har købt varer i mit navn har forsøgt at gøre disse ting.
En vigtig pointe til min klage til netop det [person2] siger med, at fulde navn + Tlf nr. er afgørende er, for mig dybt rørende at det er min gamle folkeregisteradresse som står på pakken. Dette mener jeg personligt er altafgørende da jeg ikke har boet hos mine forældre i over et 1 år. At dette ikke alene har været en afgørende faktor til sagen, vækker hos mig dyb bekymring.
[person2] nævner opringningen hun lavede på mig 24. oktober 2023 mens jeg var på arbejde. Udtalelsen passer på ingen måde og jeg er simpelthen ekstremt irriteret over den store løgn der! Jeg håber virkelig der er gemte optagelser fra min samtale med skat den dag. Det håber jeg inderligt.
[person2] nævner at jeg har spurgt til hvornår jeg kunne få varerne udleveret og samtidig oplyst at det er min bror som har bestilt varer i mit navn fordi han ikke selv kunne bestille. Lad mig hurtigt give samtalen sort på hvidt og fortælle min side af sagen. Først og fremmest er mine udtalelser ikke korrekte, de er enten blevet misforstået eller også er det et brud på at tale sandt fra skattestyrelsen.
Jeg får korrekt 24. oktober et opkald fra skat som ringer til mig. Min tid er her kort, da jeg har arbejde jeg skal tage mig af, da jeg får at vide det fra skat tænker jeg at det er et vigtigt opkald. Jeg bliver først spurgt om jeg venter en pakke, som jeg svarer nej lidt forvirret og i frygt for at jeg har bestilt en pakke måske fra en udenlandsk hjemmeside siger jeg måske og at jeg ikke rigtig ved det da det er meget få oplysninger jeg får lov til at arbejde med. Jeg har mener ikke at have skulle ventet en pakke og især ikke fra Tyskland. Typisk hjælper det mig på hukommelsen når jeg ved hvor pakken kommer fra f.eks. hvis det var fra zalando, asos eller ligne steder jeg plejer at købe ting over nettet. Men nej her får jeg oplyst det er en pakke fra Tyskland.
Jeg spørger derfor ind til hvad der er i pakken og at det KAN jeg siger ikke det er men at det MÅSKE KAN være at der er en fra min familie, som bor hjemme der har kommet til at bestille pakken i mit navn eftersom jeg jo som sagt ikke har adresse der hvor pakken er bestilt til mere. Personen fra skat bliver ved med at nævne at det er mit navn der står på pakken og mit tlf nr, så hun går ud fra det er min pakke, hvilket jeg jo ikke er enig i. Hvordan skal jeg acceptere og bekræfte at det er min pakke hvis jeg ikke er bekendt med pakken? I stedet for at svare på noget jeg ikke er sikker på forsøger jeg at finde andre alternativer og muligheder for årsagen til at mit navn og tlf nr. står på pakken, men at det er min gamle adresse der står på pakken og ikke min aktuelle. Jeg nævner derfor at hvornår jeg kunne få pakken, så jeg selv kunne se om det var noget jeg kendte til og at det måske kunne være min bror som havde bestilt varer i mit navn, da han ikke selv havde adresse der og at han ikke endnu vidste at jeg var flyttet ud - men jeg har aldrig udtalt at det var min bror, dog kun at det kunne være en mulighed. Jeg forsøgte som enhver person i sådan en situation at finde andre muligheder. Jeg tog derfor kontakt til min bror og snakkede med min bror som havde gjort det klart at han ikke ventede en pakke og at han ikke havde købt i mit navn.
Det er ikke korrekt. Jeg tror vist ord har været overfladiske Da jeg endelig får at vide hvad indholdet i pakken er bliver, der af skat i telefonen sagt at det er elektriske El cigaretter med forskellige smagsvarianter. Her nævnte jeg at mentol er det eneste lovlige i Danmark og at jeg ikke ville være så dum at bestille med smagsvarianter, da det ikke er lovligt. Og jeg ryger i øvrigt heller ikke pointere jeg. Til dette falder snakken lidt og hun nævner igen at det er pudsigt at det er mit navn og tlf nr. som står som modtager på pakken, og til trods for at det er min gamle folkeregisteradresse så antager hun stadig at det er mig som er rette modtager af pakken. Jeg skal videre på arbejde og har ikke mere tid til at snakke så jeg fortæller at jeg er nødt til at løbe og vi må tage den på et andet tidspunkt.
Min konklusion på udtalelsen til skat er afgørende i min bemærkning til sagen. Nemlig at INTET er sat i kontekst og at det er ekstrem irriterende, frustrerende og bekymrende at disse udtalelser skat laver mod mig ikke passer, da de enten er skrevet ude af kontekst og misforstået. Jeg har derfor forsøgt at uddybe alt hvad jeg kan og har i denne klage lagt alle bemærkninger i en overskuelig kronologi.
"
Klagerens yderligere bemærkninger til sagen
I forbindelse med telefonsamtale med Skatteankestyrelsens sagsbehandler den 8. oktober 2024 har klageren oplyst, at hans forældre boede på adressen [adresse2], [by2], og at hans bror også har boet der. Klageren er imidlertid ikke sikker på, om broren boede på adressen i den periode, hvor den omhandlede pakke blev sendt til adressen, idet broren har boet skiftevis i [by4] og på adressen.
Endvidere har klageren oplyst, at han indledende gik ud fra, at det var hans bror, der havde bestilt pakken, men at han har talt med broren, der har forklaret, at han ikke har bestilt pakken.
Skattestyrelsens udtalelse til Skatteankestyrelsens indstilling
Skattestyrelsen har den 6. februar 2025 udtalt følgende til Skatteankestyrelsens indstilling:
"
Klagen vedrører Skattestyrelsens afgørelse af 19. september 2023, hvor der er truffet afgørelse om, at klageren hæfter for afgift af 100 e-cigaretter (engangs) med i alt 1.400 ml nikotinholdig væske, der blev fundet i en pakke adresseret til klager. Pakken blev udtaget og efterfølgende tilbageholdt ved et kontrolbesøg hos [virksomhed1] den 8. august 2023. Den samlede afgift udgør 3.500 kr.
Skatteankestyrelsen indstiller, at Skattestyrelsens afgørelse stadfæstes.
Skattestyrelsen kan tiltræde Skatteankestyrelsens indstilling om, at klager hæfter for afgiften af 1.400 ml. nikotinholdige væsker uden stempelmærker, der blev fundet i en pakke adresseret til klager.
Skattestyrelsen lægger særligt vægt på mængden af de indførte varer, da der ved indførsel af varer i dette omfang er en begrundet formodning for, at varerne har et erhvervsmæssigt sigte.
Derudover er det Skattestyrelsens vurdering, at klager ikke har dokumenteret eller sandsynliggjort, at han ikke var rette bestiller eller modtager af de afgiftspligtige varer.
"
Klagerens bemærkninger til Skatteankestyrelsens indstilling og Skattestyrelsens udtalelse hertil
Klageren har ikke fremsat bemærkninger til Skatteankestyrelsens indstilling og Skattestyrelsens udtalelse hertil.
Sagen angår, om klageren hæfter for 3.500 kr. i afgift af 1.400 ml nikotinholdige væsker, der af Toldstyrelsen blev fundet i en pakke adresseret til klageren på klagerens tidligere adresse ved et kontrolbesøg hos [virksomhed1] den 8. august 2023.
Retsgrundlaget
Når der henvises til forbrugsafgiftsloven, er det en henvisning til lovbekendtgørelse nr. 1445 af 21. juni 2021 om forskellige forbrugsafgifter med senere ændringer, som var gældende på kontroltidspunktet den 8. august 2023.
Der skal her i landet betales afgift af nikotinholdige væsker. Afgiften for nikotinholdige væsker, hvis indhold af nikotin er højere end 12 mg nikotin pr. ml, udgør 2,5 kr. pr. ml. Det fremgår af forbrugsafgiftslovens § 13 a, stk. 1, nr. 2.
Følgende fremgår af forbrugsafgiftslovens § 13 d, stk. 1 og 2:
"Afgiftspligtige varer omfattet af § 13, § 13 a, stk. 1, eller § 13 b, stk. 1, skal være pakket i detailsalgspakninger senest 1 måned efter fremstillingen af varen her i landet eller modtagelsen af varen fra udlandet. Detailsalgspakninger skal påføres et stempelmærke ved pakning af varen heri eller senest ved modtagelsen fra udlandet, hvis de afgiftspligtige varer modtages fra udlandet i detailsalgspakninger.
Stk. 2. Betalingen af afgiften skal ske i forbindelse med bestillingen af stempelmærker, medmindre den registrerede oplagshaver har stillet sikkerhed efter § 13 g, stk. 1."
Af forbrugsafgiftslovens § 14 a, stk. 1, fremgår:
"Virksomheder, der fremstiller eller fra udlandet modtager afgiftspligtige varer, skal registreres som oplagshaver hos told- og skatteforvaltningen. Virksomheder, der ompakker eller omhælder varer omfattet af afsnit IX, skal ligeledes registreres som oplagshaver hos told- og skatteforvaltningen. Til oplagshavere udstedes et bevis for registreringen."
Følgende fremgår af forbrugsafgiftslovens § 18 a, stk. 3 og 4:
"Stk. 3. Har en virksomhed forsætligt eller groft uagtsomt overdraget, erhvervet, tilegnet sig eller anvendt varer, hvoraf der ikke er betalt afgift, som skulle være betalt efter § 13, § 13 a, stk. 1, eller § 13 b, stk. 1, skal virksomheden betale afgift af varerne senest 14 dage efter påkrav.
Stk. 4. Kan størrelsen af det skyldige beløb efter stk. 2 og 3 ikke opgøres på grundlag af virksomhedens regnskaber, kan told- og skatteforvaltningen foretage en skønsmæssig ansættelse af beløbet. Opkrævningslovens §§ 6 og 7 og § 8, stk. 1, nr. 2 og 3, finder tilsvarende anvendelse på beløb omfattet af stk. 2 og 3."
Skiftende forklaringer kan tillægges vægt ved bevisvurderingen. Der lægges i den forbindelse vægt på, om klagerens forklaringer kan underbygges af objektive kendsgerninger. Dette kan udledes af Østre Landsrets dom af 29. april 2013, offentliggjort som SKM2013.389.ØLR.
Landsskatterettens begrundelse og resultat
Under kontrollen hos [virksomhed1] den 8. august 2023 udtog Toldstyrelsen pakken, der var sendt fra Tyskland og indeholdt 100 elektroniske engangscigaretter med i alt 1.400 ml nikotinholdige væsker. De nikotinholdige væsker er afgiftspligtige efter forbrugsafgiftslovens § 13 a, stk. 1.
Detailsalgspakningerne med nikotinholdige væsker var ikke forsynet med stempelmærker. Afgiften for de nikotinholdige væsker er derfor forfalden til betaling. Det følger af forbrugsafgiftslovens § 13 d, stk. 1 og 2.
Da der er tale om import af 100 elektroniske engangscigaretter med i alt 1.400 ml nikotinholdige væsker, finder Landsskatteretten, at der er tale om import af varer i et omfang, der har erhvervsmæssig karakter. Modtageren af pakken skal derfor være autoriseret som oplagshaver efter forbrugsafgiftslovens § 14 a, stk. 1.
Spørgsmålet er, om klageren må anses om erhverver af pakken, og om han i givet fald hæfter for den manglende afgift på 3.500 kr. i henhold til forbrugsafgiftslovens § 18 a, stk. 3.
Afsenderen af pakken er angivet som [virksomhed2], [adresse3], [by3], Germany, og pakken er adresseret til [person1], [adresse2], [by2], Denmark. Det tyske selskab har således sendt pakken til klageren på hans tidligere adresse, som på daværende tidspunkt var klagerens forældres adresse. Under disse omstændigheder er der en formodning for, at klageren har erhvervet varerne, jf. forbrugsafgiftslovens § 18 a, stk. 3. Som udgangspunkt har klageren derfor bevisbyrden for, at dette ikke er tilfældet.
Herefter - og da der ikke foreligger konkrete omstændigheder, der giver grundlag for at antage, at Skattestyrelsen kunne have tilvejebragt et bedre grundlag for at træffe afgørelsen - må klageren for at løfte sin bevisbyrde i fornødent omfang dokumentere eller i hvert fald sandsynliggøre, at han ikke har erhvervet varerne.
Klageren har anført, at andre har misbrugt hans navn og adresse i forbindelse med forsendelsen af pakken. Der foreligger ingen konkrete oplysninger om eller indikationer for, at dette er tilfældet.
Til støtte for, at klageren ikke har erhvervet varerne, har han anført, at han aldrig skriver sit fulde navn men blot "[person1]" og har fremlagt skærmbilleder af 3 nethandler i perioden 31. januar 2023 - 18. juni 2023.
Skærmbillederne af de 3 nethandler viser dog, at klageren har angivet sit navn på i hvert fald 2 forskellige måder. Dertil kommer, at klageren har angivet [adresse2], [by2], som leveringsadresse i forbindelse med de 3 nethandler, selvom klageren er registreret som fraflyttet adressen pr. 25. maj 2022. Dette bestyrker formodningen for, at klageren også er erhverver af den i sagen omhandlede pakke, hvorpå samme adresse er angivet.
Under klagesagens behandling har klageren anført, at han overfor sin bank har gjort indsigelse mod et beløb, der er blevet trukket på hans konto. Klageren har trods opfordring om at fremlægge korrespondancen med sin bank vedrørende indsigelsen ikke fremlagt dokumentation for indholdet af indsigelsen. Han har alene fremlagt bankens svar af 21. august 2023 og ikke selve indsigelsen. Klageren har således ikke sandsynliggjort, at årsagen til indsigelsen er manglende kendskab til beløbet og ikke f.eks. manglende modtagelse af en forventet pakke. Indsigelsen kan på denne baggrund ikke tillægges afgørende betydning.
Klageren har ikke fremlagt korrespondance eller lignende mellem ham og afsenderen, hvorved klageren afviser, at han har erhvervet varerne.
I forbindelse med modtagelsen af Skattestyrelsens forslag til afgørelse har klageren den 10. september 2023 over for Skattestyrelsen og igen i forbindelse med klagen til Skatteankestyrelsen den 2. november 2023 oplyst, at han ikke kender noget til pakken. Skattestyrelsens sagsbehandler har noteret, at klageren ved telefonsamtale den 24. oktober 2023 har efterspurgt udlevering af varerne samt oplyst, at det var hans bror, der havde bestilt varerne i hans navn, fordi han ikke selv kunne bestille varerne. Klageren har således afgivet skiftende og modstridende forklaringer om, hvorvidt han har kendskab til pakken.
Skattestyrelsens telefonnotater tillægges som udgangspunkt stor bevisværdi, idet de er skrevet af en offentlig myndighed i umiddelbar forbindelse med samtalen og på et tidspunkt, hvor der endnu ikke var klaget over Skattestyrelsens afgørelse. Klageren har bestridt indholdet af telefonsamtalen den 24. oktober 2023, men har ikke alene herved dokumenteret eller sandsynliggjort, at oplysningerne i telefonnotaterne er forkerte eller mangelfulde. Landsskatteretten lægger derfor oplysningerne i telefonnotaterne til grund.
Som sagen foreligger for Landsskatteretten, har klageren således - til trods for Skattestyrelsens afgørelse og klagebehandlingen - ingen relevante bevisskridt foretaget med henblik på i fornødent omfang at dokumentere eller i hvert fald sandsynliggøre, at han ikke har erhvervet de varer, som det tyske selskab har sendt til hans forældres adresse.
På den baggrund lægger Landsskatteretten til grund, at klageren har erhvervet varerne i den omhandlede pakke.
Det af klageren i øvrigt anførte kan ikke føre til et andet resultat.
Idet klageren har erhvervet afgiftspligtige nikotinholdige væsker i et omfang, der har erhvervsmæssig karakter, uden at være registreret for afgift samt uden at bestille stempelmærker og betale afgift senest ved modtagelsen fra udlandet, hvor afgiften forfaldt, finder Landsskatteretten, at klageren har handlet mindst groft uagtsomt. Klageren hæfter derfor for afgift af de omhandlede nikotinholdige væsker. Det følger af forbrugsafgiftslovens § 18 a, stk. 3.
Klageren har ikke ført et regnskab, der kan danne grundlag for opgørelsen af afgiften af nikotinholdige væsker. Skattestyrelsen har derfor været berettiget til at foretage en skønsmæssig opgørelse af afgiften. Det følger af forbrugsafgiftslovens § 18 a, stk. 4.
Landsskatteretten tiltræder Skattestyrelsens skøn over størrelsen af afgiften.
Landsskatteretten stadfæster derfor Skattestyrelsens afgørelse.