Kendelse af 04-03-2025 - indlagt i TaxCons database den 05-04-2025

Journalnr. 23-0049834

Klagepunkt	Skattestyrelsens afgørelse	Klagerens opfattelse	Landsskatterettens afgørelse
Gaveafgift af gave på 1.007.590 kr.	142.155 kr.	0 kr.	Stadfæstelse

Faktiske oplysninger

Klageren ejede i 2014 og 2015 49 pct. af anpartskapitalen i [virksomhed1] ApS. De resterende 51 pct. var ejet af klagerens samleverske [person1]. [virksomhed1] ApS var eneejer af [virksomhed2] ApS. Klageren var direktør i begge selskaber.

Til og med regnskabsåret 2006/2007 drev [virksomhed2] ApS ("selskabet") cafe- og restaurantvirksomhed. Cafe- og restaurantvirksomheden blev solgt i august 2006. [virksomhed2] ApS har indgået i en dansk sambeskatning med [virksomhed1] ApS som administrationsselskab. Koncernen har regnskabsår fra 1. juli - 30. juni. Indkomståret 2015 svarer til regnskabsperioden 1. juli 2014 - 30. juni 2015.

I indkomståret 2015 fratrak [virksomhed2] ApS 1.975.667 kr. vedrørende betaling af en kautionsforpligtelse for et tilknyttet selskab. Til nærmere afklaring af begrundelsen for fradraget anmodede SKAT [virksomhed2] ApS om at fremsende samtlige dokumenter vedrørende selskabets påtagelse af kaution og indfrielse af gæld. SKAT modtog ikke de oplysninger og dokumenter, som SKAT havde anmodet om. Den 8. september 2017 traf SKAT afgørelse om at forhøje selskabets skattepligtige indkomst med 1.975.667 kr., jf. statsskattelovens § 6, litra a. [virksomhed2] ApS påklagede SKATs afgørelse til Skatteankestyrelsen.

Under sagens behandling i Skatteankestyrelsen fremlagde selskabet de dokumenter, som SKAT havde anmodet om, herunder bl.a. kautionsdokumentet. Af kautionsdokumentet fremgik, at klageren personligt havde kautioneret for Ejendommen [virksomhed3] ApS´ gæld til [finans1].

Landsskatteretten stadfæstede ved en afgørelse af 11. november 2019 SKATs afgørelse, men med en anden begrundelse, idet Landsskatteretten fandt, at udgiften var en privat udgift, som selskabet havde afholdt for klageren, og at udgiften derfor ikke var fradragsberettiget i selskabet, jf. statsskattelovens § 6, litra a, jf. ligningslovens § 16 A. Landsskatterettens afgørelse har sagsnr. 17-0992028.

[virksomhed2] ApS indbragte Landsskatterettens afgørelse for domstolene med påstand om, at selskabets skatteansættelse for indkomståret 2015 skulle ansættes til den selvangivne. [by1] Byret frifandt ved en berigtigende dom af 8. februar 2021 Skatteministeriet. [virksomhed2] ApS ankede dommen til Østre Landsret. Østre Landsret stadfæstede ved en dom af 15. december 2022 byrettens dom. Dommens domsnummer er BS-[sag1] og BS-[sag2]. Det fremgår af sagens oplysninger, at der den 14. november 2014 blev indgået et frivilligt forlig mellem klageren og [finans2] A/S, hvorefter klageren senest den 18. november 2015 skulle betale 1.000.000 kr., og at 1.000.000 kr. med tillæg af renter skulle betales med kvartalsvise afdrag på 50.000 kr., første gang den 31. marts 2015 og sidste gang den 30. december 2019. I tillæg til afdragene skulle der betales renter.

Efter modtagelsen af Landsskatterettens afgørelse af 11. november 2019 vedrørende [virksomhed2] ApS fremsendte Skattestyrelsen den 3. februar 2020 forslag om at genoptage og ændre klagerens aktieindkomst for 2014 med 968.077 kr., svarende til 49 pct. af 1.975.667 kr., og at klageren havde modtaget en afgiftspligtig gave på 1.007.590 kr. fra sin samleverske. Skattestyrelsen traf den 9. marts 2020 afgørelse i sagen. Skattestyrelsen genoptog desuden ansættelsen af klagerens samleverskes skattepligtige indkomst for 2014 på 1.007.590 kr. Skattestyrelsen traf afgørelse i klagerens samleverskes sag den 9. marts 2020.

Den 5. juni 2020 anmodede klagerens repræsentant om henstand med betaling af restskat som følge af Skattestyrelsens afgørelse af 9. marts 2020. Skattestyrelsen imødekom klagerens anmodning.

Landsskatteretten stadfæstede den 7. juni 2023 Skattestyrelsens afgørelser af 9. marts 2020. Landsskatterettens afgørelse har sagsnr. [sag3] og [sag4]. Landsskatterettens afgørelser er af klagerne indbragt for domstolene.

Den 6. februar 2023 sendte Skattestyrelsen forslag om skønsmæssig ansættelse af gaveafgift, jf. boafgiftslovens § 26, stk. 4, for 2014.

Den 7. marts 2023 fremsendte Skattestyrelsen samtidigt med, at Skattestyrelsen traf afgørelse om opkrævning af gaveafgift, påkrav om opkrævning af gaveafgift. Påkravet var vedlagt et giroindbetalingskort.

Sagens behandling i Skatteankestyrelsen

På mødet med Skatteankestyrelsens sagsbehandler oplyste klagerens repræsentant, at der ikke er klaget over Skattestyrelsens afgørelse om henstand. Repræsentanten oplyste, at hun ville søge om henstand med betaling af gaveafgift.

Klagerens repræsentant har den 25. september 2023 fremsendt Skattestyrelsens afgørelse af 21. juni 2023, hvoraf fremgår, at Skattestyrelsen har imødekommet klagerens repræsentants anmodning om henstand med betaling af gaveafgift.

Under sagens behandling i Landsskatteretten er det oplyst, at [virksomhed2] ApS til opfyldelse af forliget mellem klageren og [finans2] A/S den 26. november 2014 betalte 1.000.000 kr. 12. januar 2015 betalte [virksomhed2] ApS 1.000.000 kr.

Skattestyrelsens afgørelse

Skattestyrelsen har opkrævet gaveafgift på en gave, som klageren har modtaget i 2014, med i alt 142.155 kr. Forhøjelsen er fremkommet således:

"

Gave	1.007.590 kr.
- afgiftsfrit bundbeløb 2014	- 59.800 kr.
Afgiftsgrundlag	947.700 kr.
Gaveafgift 15 pct.	142.155 kr.

Skattestyrelsen har begrundet afgørelsen med følgende:

" Skattestyrelsens kommentar til bemærkninger

Skattestyrelsen er bekendt med, at afgørelsen af 9. marts 2020 er påklaget, samt at der er bevilliget henstand med betaling i forbindelse med klagen.

Det fremgår dog af afgørelse om henstand, at den alene omfatter 491.008 kr. i restskat for 2014.

Vi fastholder derfor vores vurdering, der fremgår af forslaget af 6. februar 2023.

Skattestyrelsen finder heller ikke, at den omstændighed, at fristen til at komme med bemærkninger til forslaget var blevet udsat med på 7 dage i forbindelse med jeres anmodning om aktindsigt, og ikke, som I har ønsket det, med 3 uger, kan betragtes som begrænsning i adgangen til at din repræsentant at gøre sig bekendt med sagens dokumenter i aktindsigten. Dette er henset til det beskedne

antal af dokumenter, samt at I allerede er bekendt med den omtalte afgørelse og klagesag samt de problematikker, som findes i sagen.

Begrundelse

Skattestyrelsen har ved brev af 9. marts 2020 sendt dig en afgørelse, hvoraf der fremgår, at du har modtaget en afgiftspligtig gave på 1.007.590 kr.

Du har været samlevende med gavegiver, [person1], gennem flere år, og I er blevet anset for omfattet af reglerne i boafgiftslovens § 22, stk. 1, litra d.

Vi henviser til Skattestyrelsens afgørelse af 9. marts 2020, sagid [sag5].

Da gaven er givet i 2014, skulle gaveanmeldelse indsendes og gaveafgift betales senest den 1. maj 2015.

Skattestyrelsen ansætter derfor gavens værdi skønsmæssigt, jf. boafgiftslovens § 26, stk. 3, se talmæssig afgørelse ovenfor.

Vi sender dette forslag, da vi har konstateret, at du ikke har indsendt gaveanmeldelse og indbetalt gaveafgift."

I Skattestyrelsens afgørelse af 9. marts 2020, har Skattestyrelsen begrundet forhøjelsen med følgende:

"Sagsfremstilling og begrundelse

1. Maskeret udlodning fra [virksomhed2] ApS

[...]

1.4. Skattestyrelsens bemærkninger og begrundelse

Landsskatteretten har som nævnt afsagt en afgørelse vedr. [virksomhed2] ApS d. 11. november 2019. Af afgørelsen fremgår det, at Landsskatteretten mener, at der skal ske beskatning af maskeret udlodning, jævnfør ligningslovens § 16 A.

I forbindelse med Skattestyrelsens oprindelige behandling af sagen på [virksomhed2] ApS for 2014/15, fik vi ikke tilsendt det indkaldte materiale i sagen, og Skattestyrelsen traf derfor deres afgørelse på det foreliggende grundlag.

Af årsrapporten for regnskabsåret 2014/15 fremgår det af note l, at "Selskabet har indfriet kautionsforpligtelser over for kreditorer i tilknyttet virksomhed" på 1.975.667.

Det daværende SKAT ændrede den skattepligtige indkomst for selskabets indkomstår 2015 ved afgørelse af 8. september 2017. Forhøjelsen af selskabets skattepligtige indkomst for indkomståret 2015 var således ændret inden for de almindelige fristregler i skatteforvaltningslovens § 26.

Landsskatteretten når i sin afgørelse af 11. november 2019 frem til, at der i forbindelse med [virksomhed2] ApS' s indfrielse af kautionsforpligtelsen på de 1.975.667 kr. er sket en maskeret udlodning til dig.

Det maskerede udbytte består i, at selskabet [virksomhed2] ApS har overtaget din kautionsforpligtelse og at det ikke anses for at være en forretningsmæssig disposition.

Det fremgår af registreringerne på [virksomhed2] ApS, at du ejer 49 % af aktierne / stemmeandel og at [person1] ejer de resterende 51 %.

Du er samlevende med [person1] og I har to børn sammen. I er ikke gift.

Som det fremgår af ovenfor nævnte afgørelser, så skal udbytte fordeles i henhold til ejerandele i selskabet. Da du ejer 49 % af [virksomhed2] ApS, så skal du beskattes af 49 % af det maskerede udbytte på i alt 1.975.667 kr. svarende til 968.077 kr. Beskatningen sker jævnfør ligningslovens§ 16 A.

Det fremgår af afsnit C.B. 3.1. Det skattemæssige udbyttebegreb i Juridisk vejledning, at "Hvis de udloddede værdier fordeles anderledes til aktionærerne end i forhold til deres udbytteret, anses værdierne som udgangspunkt for overdraget videre fra aktionærerne direkte til dem, der faktisk har modtaget værdierne".

Den skattemæssige behandling hos den skatteyder, der rent faktisk har modtaget et beløb ud over det udbytte, som vedkommendes aktiebesiddelse giver ret til, er så afhængig af, hvorledes disse overskydende overførsler kvalificeres.

Det er udgangspunktet, at alle overførsler mellem personer er skattepligtige, med mindre de modtages fra den personkreds, der er omfattet af boafgiftslovens § 22, der er tale om lejlighedsgaver, eller at overførslerne er undtaget for beskatning efter anden lovgivning.

Det er vores opfattelse, at den del af udlodningen på de i alt 1.975.667 kr., som din samlever [person1] bliver beskattet af, svarende til hendes ejerandel på 51 % eller 1.007.590 kr. må anses for at være overdraget til dig.

Det fremgår af landsskatteretsafgørelsen, at kautionsdokumentet af 22. januar 2007 er et dokument mellem dig som kautionist og Ejendommen [virksomhed3] ApS som debitor og [finans1] A/S som kreditor. Dokumentet er underskrevet af dig.

Endvidere fremgår det bl.a. af en ikke-underskreven aftale mellem dig og [virksomhed2] ApS af 1. marts

2007, at "[person1] dækker ethvert tab som [person2] måtte lide som følge af aktualisering af kautionsforpligtelsen over for [finans1] og [person2] kan kræve, at [person1] til enhver tid indtræder i denne kaution".

Og det fremgår af landsskatteretsafgørelsen, at du har fremsendt en kopi af et frivilligt forlig mellem dig og [finans2] A/S (tidligere [finans1]).

Du er blevet fritaget for betaling af kautionsforpligtelsen og vi mener derfor, at du er kommet i besiddelse af den andel af udbyttet, der efter aktiebesiddelsen kan henføres til din samlever og at du derfor skal beskattes af en gave efter § 22 i boafgiftsloven.

Vi har genoptaget din skatteansættelse efter reglerne i skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 1. Tidsfristen på 6 mdr. i skatteforvaltningslovens § 27, stk. 2 anses for overholdt, da Landsskatteretten traf en afgørelse i sagen d. 11. november 2019.

Vi har fremsendt blanket 07.016 Anmeldelse af andre gaver end kontanter til afdelingen, der opkræver gaveafgift."

Skattestyrelsen har den 15. juni 2023 udtalt følgende til klagen:

"Ad. Forældelse

Krav på gaveafgift er omfattet af den absolutte forældelsesfrist på 10 år, jf. forældelseslovens § 3, stk. 3, nr. 4, og den regnes fra den 1. maj 2015, jf. forældelseslovens § 2, stk. 1, i den omhandlede situation. Der er således enighed om det.

Vi er enige ligeledes i, som er anført i klagens s. 6, sidste afsnit, at kendskabstidspunktet til kravets eksistens, jf. forældelseslovens § 3, stk. 2, er Landsskatterettens afgørelse af 11. november 2019.

Skattestyrelsen har i afgørelse af 9. marts 2020 bl.a., statueret, at [person2] modtog gaveafgiftspligtig gave fra sin samlever, og at gaven er givet i 2014.

[person2] har ikke indsendt gaveanmeldelse eller betalt gaveafgift, men har klaget over afgørelse af 9. marts 2020, se Skatteankestyrelsens sagsnr.[sag3].

Klagen har medført en foreløbig afbrydelse af forældelsesfristen i henhold til forældelseslovens § 21, stk. 2, idet der er tale om sag om fordringens eksistens eller størrelse eller en sag, som er afgørende herfor, inden fristens udløb dermed blev indbragt for en administrativ myndighed, der havde kompetence til at træffe realitetsafgørelse i sagen.

Vi fastholder derfor den påklagede afgørelse i sin helhed og henviser i øvrigt til Østre Landsrets dom af 20. marts 2023, der har behandlet en tilsvarende problemstilling og kommet frem til, at kravet ikke var forældet.

Hvis der kommer yderligere oplysninger fra klager, ønsker Skattestyrelsen at blive hørt i sagen igen, inden der træffes afgørelse i sagen."

Klagerens opfattelse

Klageren har nedlagt påstand om, at den opkrævede nedsættes til 0 kr.

Til støtte herfor har klagerens repræsentant anført:

" Ej grundlag for opkrævning af gaveafgift

Til støtte for den nedlagte påstand gøres det overordnet gældende, at såfremt Landsskatteretten i de verserende klagesager vedrørende indkomståret 2014 når frem til, at der ikke kan statueres maskeret udlodning over for [person1], er der således allerede af den grund heller ikke grundlag for at opkræve gaveafgift hos [person2]. Hertil kommer, at der allerede er søgt om henstand med betaling vedrørende indkomståret 2014.

Af skatteforvaltningslovens § 51, stk. 1, fremgår, at Told- og Skatteforvaltningen efter ansøgning kan give henstand med betaling af en skat, hvis afgørelsen er indbragt for domstolene eller påklaget.

Ved forståelsen af begrebet "skat" skal der foretages en bred fortolkning, således at eksempelvis afgifter, herunder gaveafgifter, ligeledes er omfattet af bestemmelsens ordlyd, hvorfor gaveafgiften af den påståede gave fra [person1] til [person2] er omfattet af bestemmelsen i § 51, stk. 1.

Videre fremgår det af § 51, stk. 2, at det er en betingelse for henstand, at det beløb, der søges henstand for, opkræves særskilt. Der er i forbindelse med Skattestyrelsens afgørelse af den 9. marts 2020 truffet særskilt afgørelse om, at [person2] bl.a. har modtaget en afgiftspligtig gave.

Det følger således af reglerne om henstand, at en skatteyder kan få henstand i forbindelse med, at sagen prøves enten i det administrative klagesystem eller ved domstolene.

Videre følger, at henstand kan ydes, i det omfang der er sket påklage af de enkelte forhold i en afgørelse. I den forbindelse henvises til, at klagen af 5. juni 2020 over Skattestyrelsens afgørelse af den 9. marts 2020 i [person2]s sag omfatter både maskeret udlodning og gaveafgift. Videre bemærkes, at klagen blev medsendt til Skattestyrelsen, da der blev anmodet om henstand med

betaling den 5. juni 2020, hvori det fremgår, at den fulde afgørelse er påklaget, herunder både spørgsmålet om maskeret udlodning såvel som spørgsmålet om gaveafgift.

Hensynet bag reglerne om henstand er en naturlig følge af det forhold, at selvom en skatteyder har påklaget en særskilt afgørelse om ændring af vedkommendes skatte- og afgiftsmæssige forhold, så har dette ikke opsættende virkning på kravet i den underliggende afgørelse fra 1. instansen. Da skatte- og afgiftssager sjældent kan afgøres hurtigt, ville der uden henstandsmulighed kunne opstå uheldige situationer, hvis et krav eksempelvis viser sig opkrævet med urette.

Dette hensyn tilkendegiver Højesteret som et meget klart grundprincip i SKM.2014.198 HD . Selvom Højesteret efter en konkret afvejning fastslog, at der ikke skulle bevilliges henstand, fordi der var en nærliggende fare for, at kravet ikke kunne betales, så fremhævede Højesteret alligevel det generelle og klare administrative udgangspunkt om, at henstand i forbindelse med klage er et betinget retskrav. Højesteret udtalte således bl.a., at der efter anmodning som udgangspunkt meddeles henstand med betalingen under en klagesag, idet denne adgang må antages navnlig at skyldes, at det kan have store ulemper for skatteyderen at skulle betale et beløb, som måske uretmæssigt er pålagt skatteyderen.

Om den tidsmæssige udstrækning af afgørelsen om henstand kan bemærkes, at Skattestyrelsen overfor [person2] bevilligede henstand med betaling, så længe sagen er under behandling i Skatteankestyrelsen, dog senest til den 23. august 2025.

[person2] opfylder dermed betingelserne for at få henstand med betaling af såvel restskatten for 2014 som gaveafgiften for samme periode, og det er vores helt klare opfattelse, at denne henstand blev bevilliget ved Skattestyrelsens afgørelse om henstand af 14. september 2021.

Da sagen som bekendt fortsat verserer ved Skatteankestyrelsen er der således endnu ikke truffet endelig afgørelse om de omstridte forhold.

Den omstændighed, at der fortsat er en verserende klagesag om indkomståret 2014, samt det forhold, at afgørelsen om henstand ikke udløber før den 23. august 2025, bevirker, at afgørelsen om henstand fortsat står ved magt. Hertil kommer, at der som nævnt er søgt - og som det klare udgangspunkt altid gives - henstand i det omfang, der er sket påklage af Skattestyrelsens afgørelse til Skatteankestyrelsen. I [person2]s sag omfatter de påklagede forhold både spørgsmålet om maskeret udlodning og tillige spørgsmålet om gaveafgift.

Den omstændighed, at der i Skattestyrelsens afgørelse om henstand af 14. september 2021 alene er angivet et mindre henstandsbeløb, kan efter vores opfattelse ikke føre til, at Skattestyrelsen kan bortse fra det faktum, at der er anmodet om henstand i overensstemmelse med det påklagede, hvilket er den fulde afgørelse. Det mindre, anførte beløb i Skattestyrelsens afgørelse om henstand må derfor bero på en fejl fra Skattestyrelsens side.

[person1] og [person2] har været af den overbevisning, at der var ydet fuld henstand for indkomståret 2014 i overensstemmelse med det ansøgte, jf. ovenstående. Dette støttes i øvrigt af, at Skattestyrelsen ikke på noget tidspunkt under sagernes gang i såvel Skattestyrelsen som Skatteankestyrelsen har fundet anledning til at opkræve beløbet.

På baggrund af ovenstående er der således ikke grundlag for at opkræve en eventuel gaveafgift på nuværende tidspunkt, hvorfor det er vores opfattelse, at Skattestyrelsens afgørelse af 7. marts 2023 om opkrævning af gaveafgift skal bortfalde.

1. Forældelse

Såfremt det må lægges til grund, at der ikke er søgt om henstand i overensstemmelse med det påklagede, og at der derfor ikke er ydet en klagebetinget henstand med betaling af gaveafgiften, gøres det gældende, at kravet på betaling af gaveafgift er formueretligt forældet.

Det fremgår af skatteforvaltningslovens § 26, stk. 9, og § 27, stk. 5, at de ordinære og ekstraordinære ansættelsesfrister i denne lov ikke gælder gaveafgift. Spørgsmål om forældelse af gaveafgift skal derfor behandles efter forældelseslovens regler.

Af forældelseslovens § 3, stk. 1, fremgår, at forældelsesfristen er tre år. I den forbindelse regnes forældelsesfristen som udgangspunkt fra det tidligste tidspunkt, til hvilket Skattestyrelsen kunne kræve at få fordringen opfyldt, jf. forældelseslovens § 2, stk. 1, medmindre andet følger af andre bestemmelser i loven. Efter boafgiftslovens § 26, stk. 1, indtræder gaveafgiftspligten ved modtagelsen af gaven, og anmeldelse af gaven og den afgiftspligtige værdi skal indgives senest den 1. maj i det følgende år.

Gaveafgiften forfalder til betaling samtidig med indgivelse af gaveanmeldelsen, jf. boafgiftslovens § 30, stk. 1.

Forfaldstidspunktet, og dermed begyndelsestidspunktet for forældelsesfristen, er således i nærværende sag den 1. maj 2015.

Af § 3, stk. 2, fremgår dog, at i tilfælde af fordringshaverens ukendskab til fordringen, løber denne frist først fra den dag, fordringshaveren fik eller burde have fået kendskab hertil.

I den forbindelse gøres det gældende, at Skattestyrelsen som minimum fik endelig kendskab til fordringens eksistens ved Landsskatterettens afgørelse af 11. november 2019, hvor Landsskatteretten fandt, at beløbet på i alt 1.975.667 kr. til [finans2] i 2014 var maskeret udlodning til hovedanpartshaverne, jf. ligningslovens § 16 A.

I forbindelse med nærværende sag bad [virksomhed4] om fristudsættelse til at komme med bemærkninger til Skattestyrelsens forslag af 6. februar 2023, om opkrævning af gaveafgift.

Skattestyrelsen oplyste i den forbindelse til [virksomhed4], at fristen alene kunne udsættes med otte dage, jf. forvaltningslovens § 9 b, stk. 2.

På spørgsmålet om, hvilken lovbestemt frist, der blev henvist til, jf. § 9 b, stk. 2, oplyste Skattestyrelsen, at det drejer sig om forældelseslovens § 3, stk. 1, og stk. 2, sammenholdt med § 16, stk. 1.

Skattestyrelsen anser således opkrævningen af gaveafgift for omfattet af den treårige forældelse i forældelseslovens § 3, stk. 1, men formodes at regne fristen fra afgørelserne om maskeret udlodning og gaveafgift overfor [person1] og [person2] dateret den 9. marts 2020.

Afgørende for beregningen af forældelsesfristen jf. § 3, stk. 2, er som bekendt, hvilket tidspunkt fordringshaveren, her Skattestyrelsen, fik eller burde have fået kendskab til fordringens eksistens. Dette må utvivlsomt være senest ved Landsskatterettens afgørelse den 11. november 2019.

Såfremt Skattestyrelsen er af den opfattelse, at de ikke allerede på dette tidspunkt kom til kendskab om fordringens eksistens, så må det i alle tilfælde forholde sig sådan, at de senest ved udsendelsen af agterskrivelsen, jf. skatteforvaltningslovens § 20, havde opnået kendskab til fordringens eksistens. I [person2]s klagesag vedrørende afgørelsen af 9. marts 2020 er det bestridt, at der er sendt en agterskrivelse, men ifølge Skattestyrelsen er den sendt den 3. februar 2020. [person1] modtog agterskrivelse den 3. februar 2020.

Da Skattestyrelsen først den 7. marts 2023 fremsendte afgørelse om opkrævning af gaveafgift til [person2] som gavemodtager, og overfor [person1] som solidarisk hæftende gavegiver, må beløbet anses for forældet i henhold til forældelseslovens § 3, stk. 1.

Dette gælder også, selvom forældelsesfristen på et tidspunkt har været midlertidigt suspenderet i medfør af forældelseslovens § 21, stk. 2."

Repræsentanten har den 25. september 2023 fremsendt følgende bemærkninger til mødet med Skatteankestyrelsens sagsbehandler den 30. august 2023:

"Vi skal hermed venligst bekræfte modtagelsen af Skatteankestyrelsens brev af den 31. august 2023 bilagt referat fra møde afholdt den 30. august 2023.

Vi vedhæfter, som aftalt på mødet, kopi af vores anmodning om henstand, der blev sendt til Skattestyrelsen den 7. juni 2023. Skattestyrelsen traf afgørelse vedrørende henstand den 21. juni 2023, jf. vedhæftede.

Det er fortsat vores opfattelse, at kravet på betaling af gaveafgift er formueretligt forældet. Den relevante bestemmelse i denne sammenhæng er forældelseslovens § 3, stk. 1, der fastslår, at forældelsesfristen er tre år og ifølge samme lovs § 3, stk. 2, regnes forældelsesfristen fra den dag, hvor fordringshaveren fik eller burde have fået kendskab til fordringen eller skyldneren.

Kundskabstidspunktet i nærværende sag er den 11. november 2019, hvor Landsskatteretten traf afgørelse om, at beløbet på 1.975.667 kr. til [finans2] i 2014 var maskeret udlodning til hovedanpartshaverne, jf. ligningslovens § 16 A. På dette tidspunkt havde Skattestyrelsen fuldt ud kendskab til de faktiske forhold, der begrunder kravet, hvorfor forældelsesfristen løber fra dette tidspunkt, jf. forældelseslovens § 3, stk. 2. Kravet blev dermed forældet den 11. november 2022.

Idet Skattestyrelsens afgørelse i nærværende sag ligger mere end tre år efter det tidspunkt, hvor Skattestyrelsen fik kendskab til fordringens eksistens, er Skattestyrelsens krav forældet."

Klagerens repræsentant har den 22. marts 2024 efter modtagelsen af Skatteankestyrelsens sagsfremstilling af 22. marts 2024 tilkendegivet, at hun ikke har yderligere bemærkninger.

I et supplerende indlæg af 17. februar 2025 har repræsentanten anført:

[...]

Skattestyrelsen har forudsat, at gaven til [person2] er givet i 2014, hvorfor gaveanmeldelse og gaveafgift skulle betales senest den 1. maj 2015.

Det er heroverfor vores opfattelse, at den foretagne periodisering ikke er korrekt.

Den 21. november 2014 blev der indgået et frivilligt forlig mellem [person2] og [finans2] A/S. Ifølge forligets pkt. 3 lød den frivillige betingede forligsmæssige løsning således:

[...]

Betalingen til [finans2] blev efterfølgende gennemført over to omgange:

1 Den 26. november 2014, hvor [virksomhed2] ApS overfører 1 mio. kr. til [finans2].

2 Den 12. januar 2015, hvor [virksomhed2] ApS overfører 1 mio. kr. til [finans2] (to gange 500.000 kr.).

Som anført af Landsskatteretten i afgørelsen af den 9. juni 2023 ([sag3]) er det betalingen af kautionsforpligtelsen til [finans2], der anses som maskeret udbytte, jf. følgende uddrag fra Landsskatterettens bemærkninger:

"Der er tale om en betaling af en privat udgift, som påhvilede klageren personligt.

Selskabets betaling af anpartshaverens private udgift, er ma- skeret udbytte, jf. ligningslovens § 16 A."

Betalingen fandt sted henholdsvis den 26. november 2014 og den 12. januar 2015, hvilket vil sige, at det maskerede udbytte - og dermed også gaven fra [person1] til [person2] - skal henføres til både indkomståret 2014 og 2015.

Ifølge Den juridiske vejledning 2024-2, afsnit C.A.6.1.1 "Beskatning af gaver", er det en betingelse for, at en gave er givet, at gavemodtageren kender til gaveløftet, således at gavemodtageren har fået et endeligt og ubetinget retligt krav over for giveren. Videre anføres følgende i underafsnittet med overskriften: "Hvornår skal gaven beskattes":

"En gave skal medtages ved indkomstopgørelsen, når modta- geren er underrettet om gaven."

Spørgsmålet er herefter, hvorvidt [person2] i 2014 var underrettet om, at han havde modtaget en afgiftspligtig gave på 1.007.590 kr. fra [person1].

Eftersom der alene skete betaling til [finans2] med 1 mio. kr. i 2014, gøres det gældende, at maksimalt 1 mio. kr. kan henføres til indkomståret 2014 (490.000 kr. til [person2] og 510.000 kr. til [person1]) som følge af deres ejerandele på henholdsvis 49 % og 51 %.

Gavebeskatningen og gaveafgiften ift. [person2] kan for 2014 herefter alene beregnes af 510.000 kr. - og ikke af det fulde beløb som antaget af Skattestyrelsen.

Retsmøde

Skattestyrelsens bemærkninger til Skatteankestyrelsens indstilling:

"Skattestyrelsen kan fuldt ud tilslutte sig Skatteankestyrelsens indstilling til afgørelse og skal anmode om at blive oplyst om tidspunktet for retsmødet."

Repræsentantens bemærkninger til Skattestyrelsens bemærkninger til Skatteankestyrelsens indstilling:

"Udtalelser giver ikke anledning til bemærkninger fra vores side, idet Skattestyrelsen blot tilslutter sig Skatteankestyrelsens indstilling uden yderligere bemærkninger. Vi fastholder det i vores tidligere indlæg anførte.

Den tidligere fremsatte anmodning om retsmøde med Landsskatteretten i sagerne fastholdes."

Indlæg på retsmødet

På retsmødet nedlagde repræsentanten påstand om, at Skattestyrelsens ansættelse af gaveafgift skal nedsættes til 0 kr. Repræsentanten procederede herefter sagen i overensstemmelse med klagen og de efterfølgende skriftlige indlæg. Såfremt der er givet en gave, er periodiseringen ikke korrekt. Det fremgår af det frivillige forlig mellem [finans2] og [person2], at det kun er den første million der skulle betales i 2014, hvorefter maksimalt 1 million kan henføres til 2014 (490.000 til [person2] og 510.000 til [person1] som følge af deres ejerandele). Afslutningsvist gjorde repræsentanten gældende, at der er indtrådt forældelse, da forældelsesfristen på 3 år løber fra det tidspunkt hvor Skattestyrelsen fik eller burde have fået kendskab til fordringens eksistens. Repræsentanten påpegede, at dette senest må være ved Landsskatterettens afgørelse af 11. november 2019. Skattestyrelsen fremsendte først afgørelse om opkrævning af gaveafgift den 7. marts 2023, hvorefter beløbet må anses som forældet. Repræsentanten oplyste supplerende, at spørgsmålet om periodisering er gjort gældende i de indbragte skattesager vedrørende beskatning af maskeret udbytte.

Skattestyrelsen nedlagde påstand om, at retten skulle stadfæste Skattestyrelsens afgørelse. Der kan ikke tages stilling til spørgsmålet om maskeret udlodning, fordi LSR allerede har taget stilling til det, og fordi det er indbragt for byretten. Der kan tidligst indtræde forældelse et år efter landsskatteretsafgørelsen. Klagen har medført en foreløbig afbrydelse, da sagen er blevet indbragt for en administrativ myndighed med kompetence til at træffe realitetsafgørelse i sagen. Spørgsmålet periodisering af beskatning af maskeret udbytte er efter det oplyste under behandling ved domstolene, og anbringendet om periodisering af gaven er gjort gældende kort tid forud for retsmødet, hvorfor Skattestyrelsen ikke har haft mulighed for at tage stilling til anbringendet.

Landsskatterettens afgørelse

Landsskatteretten lægger til grund, at klagen over afslag på henstand med betaling af gaveafgift er frafaldet. Sagen angår herefter alene spørgsmål, om Skattestyrelsens krav på gaveafgift for 2014 er forældet og periodisering af gaven.

Retsgrundlaget

Af skatteforvaltningslovens §§ 26, stk. 9 og 27, stk. 5, fremgår, at bestemmelserne ikke omfatter gaveafgift.

Boafgiftslovens § 26 har følgende ordlyd:

"Afgiftspligten af gaver, der i et kalenderår er modtaget ud over de i § 22 nævnte afgiftsfri beløb, indtræder ved modtagelsen af gaven. Gavegiver og gavemodtager skal senest den 1. maj i det følgende år indgive anmeldelse om gaven og dens afgiftspligtige værdi til told- og skatteforvaltningen.

[...]

Stk. 3. Foreligger en anmeldelse om gave ikke rettidigt, kan told- og skatteforvaltningen foretage en skønsmæssig ansættelse af værdien af gaven.

Stk. 4. Gavegiver og gavemodtager skal, hvis told- og skatteforvaltningen har foretaget en skønsmæssig ansættelse af værdien af en gave, inden 4 uger fra dateringen af underretningen om skønsmæssig ansættelse underrette told- og skatteforvaltningen, hvis ansættelsen er for lav. Fristen regnes dog tidligst fra udløbet af fristen for anmeldelse af gaveafgiftspligtig gave."

Af boafgiftslovens § 30 fremgår:

"Afgiften af en gave forfalder til betaling samtidig med indgivelse af gaveanmeldelsen. Afgiften påhviler modtageren, men giveren hæfter solidarisk med modtageren for betalingen.

Stk. 2. Ændrer told- og skatteforvaltningen en angivet værdi, opkræver forvaltningen den manglende afgift eller tilbagebetaler for meget betalt afgift."

Bestemmelsen i boafgiftslovens § 26, stk. 3, blev indsat i boafgiftsloven ved § 5, nr. 1, i lov nr. 1354 af 21. december 2012. Af lovbestemmelsens forarbejder (lovforslag nr. 67 fremsat den 14. november 2012) fremgår:

"Til nr. 1

Det foreslås i stk. 3, at SKAT ud fra de foreliggende oplysninger om en gave skal have mulighed for at foretage skønsmæssige ansættelser. Det vil sige, at SKAT kan fastsætte et gaveafgiftspligtigt beløb, der kan danne grundlag for den videre behandling af en gavesag. Muligheden tænkes anvendt, når SKAT får viden om, at der ikke er anmeldt en gave, eller at SKAT får en anledning til at tro, at der er givet gaver. Bestemmelsen kan også anvendes i de tilfælde, hvor det på anden vis, f.eks. under gennemgangen af et dødsbos opgørelser, foreligger oplyst, at der er sket en hel eller delvis overdragelse af formuegoder eller penge, og hvor det er sandsynligt, at der er givet en gave.

Der skal ske høring m.v. på samme måde, som når SKAT agter at ændre en skattepligtig indkomst. Bestemmelsen skal ses i sammenhæng med den i stk. 4, foreslåede pligt for parterne til at gøre opmærksom på, at det gaveafgiftspligtige beløb er sat for lavt.

[...]"

Af forældelseslovens § 2 fremgår:

" Forældelsesfristerne regnes fra det tidligste tidspunkt, til hvilket fordringshaveren kunne kræve at få fordringen opfyldt, medmindre andet følger af andre bestemmelser.

Stk. 2. Er der indrømmet skyldneren løbedage eller i øvrigt en frist, inden for hvilken betaling anses for rettidig, regnes forældelsesfristen først fra betalingsfristens udløb."

Forældelsesfristen er 3 år, medmindre andet følger af andre bestemmelser. Det fremgår af forældelseslovens § 3, stk. 1. Af bestemmelsens stk. 2 fremgår:

"Var fordringshaveren ubekendt med fordringen eller skyldneren, regnes forældelsesfristen i stk. 1 først fra den dag, da fordringshaveren fik eller burde have fået kendskab hertil."

Af forældelseslovens § 21 fremgår:

"Er der inden forældelsesfristens udløb af eller mod fordringshaveren anlagt rets- eller voldgiftssag om grundlaget for fordringen, indtræder forældelse tidligst 1 år efter sagens endelige afgørelse.

Stk. 2. Er en sag om fordringens eksistens eller størrelse eller en sag, som er afgørende herfor, inden forældelsesfristens udløb indbragt for en administrativ myndighed, indtræder forældelse tidligst 1 år efter, at myndigheden har givet meddelelse om sin afgørelse. Dette gælder, uanset om fordringen gøres gældende af den, der har indbragt sagen, eller af den anden part, herunder det offentlige. Indbringes sagen inden for den i loven fastsatte frist eller i øvrigt inden for rimelig tid for en højere administrativ myndighed eller for Folketingets Ombudsmand, regnes fristen på 1 år fra meddelelsen om denne myndigheds afgørelse, henholdsvis Ombudsmandens afslutning af sagen.

Stk. 3. Indbringes en tvist inden forældelsesfristens udløb for et privat klagenævn, ankenævn eller lignende, gælder stk. 2, 1. og 2. pkt., tilsvarende.

[...]"

I U.2023.2632.ØLD havde SKAT den 31. maj 2012 truffet afgørelse om, at B var indkomstskattepligtig af indkomstoverførsler fra A i årene 2008-2010. Ved en afgørelse af 15. februar 2016 ændrede Landsskatteretten SKATs afgørelser, idet Landsskatteretten fandt, at indkomstoverførslerne ikke var skattepligtige, men afgiftspligtige gaver. Østre Landsret fandt, at forældelsesfristen for krav på gaveafgift på 3 år skulle regnes fra Landsskatterettens afgørelse af 15. februar 2016 efter suspensionsreglen i forældelseslovens § 3, stk. 2, jf. § 21, stk. 2.

Landsskatterettens begrundelse og resultat

En gave er ydet, når gaveløftet er kommet til modtagerens kundskab. Består gaven i et penge beløb eller et tilsagn om betaling af et pengebeløb, er det uden betydning, hvornår pengebeløbet betales.

Landsskatteretten finder, at det senest på det tidspunkt, hvor klageren underskrev forliget med [finans2] A/S blev besluttet, at forliget i realiteten skulle opfyldes ved en betaling fra selskabet, hvilket begge anpartshavere i 2014 var indforstået med. Der er ingen objektive omstændigheder, der understøtter repræsentantens synspunkt om, at det i 2014 blev besluttet, at det alene var den første betaling af 1.000.000 kr. og ikke også den efterfølgende betaling i 2015, der skulle komme fra selskabet. Dette er understøttet af, at det i den afsluttede selskabssag forgæves blev gjort gældende, at selskabets betaling af klagerens personlige kautionsforpligtelse var fradragsberettiget i selskabet.

Gavekundskabstidspunktet er derfor i 2014, og der er ikke grundlag for en periodisering af gaven.

Skattestyrelsen var indtil modtagelsen af Landsskatterettens afgørelse i selskabets sag den 11. november 2019 ubekendt med, at selskabet havde friholdt klageren for betalingen af en privat kautionsforpligtelse. Forældelsesfristen kan under disse omstændigheder tidligst, jf. forældelseslovens § 3, stk. 2, regnes fra den 11. november 2019. Landsskatteretten finder, at forældelsen blev suspenderet fra indbringelsen af Landsskatterettens afgørelse i selskabets sag for domstolene, ligesom forældelsen blev suspenderet ved påklage af Skattestyrelsens afgørelse af 9. marts 2020 til Landsskatteretten. De perioder, hvor suspensionen var ophørt, udgør sammenlagt ca. 1/2 år. Da der endnu ikke er afsagt en endelig dom i klagerens sag, er fristen fortsat suspenderet, jf. forældelseslovens § 21. Landsskatteretten finder af de anførte grunde, at Skattestyrelsens krav på gaveafgift ikke er forældet, og Landsskatteretten stadfæster derfor Skattestyrelsens afgørelse.