Kendelse af 18-12-2024 - indlagt i TaxCons database den 31-01-2025

Journalnr. 22-0098984

Motorstyrelsen har opkrævet 235.443 kr. i registreringsafgift under henvisning til, at køretøjet er anvendt til privat kørsel i strid med reglerne om afgiftsfritagelse som mandskabsvogn, jf. registreringsafgiftslovens § 2, stk. 1, nr. 9, jf. § 20, stk. 5.

Landsskatteretten stadfæster Motorstyrelsens afgørelse.

Faktiske oplysninger

Sagens køretøj er en Renault Master, stel.nr. [...], der er indregistreret som afgiftsfritaget mandskabsvogn.

Den 27. maj 2022 kl. 16:13 foretog Motorstyrelsen og politiet en kontrol af køretøjet, der var parkeret på beliggende [adresse1], [by1].

Føreren af køretøjet var [person1]. [person2] og [person3] var passagerer i køretøjet. Føreren og de to passagerer var ansat i selskabets datterselskab, [virksomhed1] ApS.

[person1] forklarede ved kontrollen den 27. maj 2022, at de lige havde fået fri fra arbejde på [adresse2], cirka 1 kilometer fra [virksomhed2], hvorfor de var kørt til [virksomhed2], for at hente mad, som de ville spise på vejen hjem til deres private bopæle. [person1] oplyste, at han næsten altid havde bilen med hjem på hans private bopæl, hvor han boede sammen med passageren, [person2]. På vej hjem skulle de køre [person3] hjem til hans private bopæl. Herudover blev det forklaret at de 1-2 gange om ugen var inde på selskabets adresse for at hente materialer.

Selskabet har adresse på [adresse3][by2], [by1], og har til formål at drive entreprenør-, anlægs-, tømrer- og vognmandsvirksomhed, samt anden beslægtet virksomhed efter direktionens Skøn. Selskabet driver konkret virksomhed med op- eller nedgravning fibernet i forbindelse med f.eks. oprettelse af fiberstik eller i forbindelse med f.eks. vejomlægninger.

Afstanden mellem selskabets adresse på [adresse3][by2], [by1], til medarbejderen, [person1] og [person2] privatadresse på [adresse4], [by3], er ifølge Karak ruteplan 60,1 km.

Afstanden mellem selskabets adresse på [adresse3][by2], [by1], til medarbejderen, [person3] adresse på [adresse5], [by4], er ifølge Krak ruteplan 46,1 km.

Afstanden mellem selskabets adresse på [adresse3][by2], [by1], til på adressen [adresse1], [by1], er ifølge Karak ruteplan 3,1 km.

På kontroltidspunktet var køretøjets registrerede ejer, [finans1], CVR-nr. [...1], og køretøjets registrerede bruger var [virksomhed3] ApS CVR-nr. [...2].

[virksomhed3] ApS, blev opløst efter konkurs den 15. december 2023.

Selskabet var på kontroltidspunktet ikke registreret bruger eller ejer af køretøjet i Køretøjsregisteret.

Selskabet har hertil forklaret, at [virksomhed3] ApS frem til foråret 2022 arbejdede som underleverandør for selskabet, og [virksomhed3] ApS kom i økonomiske vanskeligheder og derfor indstillede sine aktiviteter. Selskabet havde et stort behov for at kunne anvende den arbejdskraft der var ansat i [virksomhed3] ApS, hvorfor selskabet tilbød de medarbejdere der var blevet fritstillet i [virksomhed3] ApS, at de kunne få ansættelse i selskabets datterselskab [virksomhed1] ApS.

[person3], [person2] og [person1] benyttede muligheden for at blive ansat i datterselskabet [virksomhed1] ApS.

I den forbindelse overtog selskabet også en række køretøjer fra [virksomhed3] ApS, hvor selskabets direktør, [person4], foretog den fysiske udvælgelse af køretøjerne den 29. marts 2022, herunder sagens køretøj.

Selskabet overtog de dertil hørende leasingaftaler, hvor der vedrørende sagens køretøj blev aftalt debitorskifte den 1. juni 2022. [virksomhed3] ApS var i restance med betalingen af leasingydelserne for april, maj og juni måned 2022, som selskabet har betalt til leasingselskabet.

Selskabet har forklaret, at medarbejderne ikke møder ind på selskabets adresse, idet arbejdet altid foregår på de forskellige arbejdspladser, der både kan være placeret langt væk eller tæt på selskabets adresse, hvorfor medarbejderne kører direkte fra deres private adresser til arbejdspladserne.

Selskabet har anført at medarbejderne de facto har et mindre lager af værktøjer m.v. på deres private bopæle, bestående af almindeligt håndværktøj og redskaber, som medarbejderne benytter på de forskellige arbejdssteder. Dette består f.eks. af skovle, stamper, trykluftsbor, asfaltskærer, fliser m.v., som transporteres ud til arbejdspladserne på selskabets køretøjer.

Selskabet har fremlagt billeder af et typisk køretøj, som et eksempel på det værktøj der transporteres. Det fremgår af billederne, at der på dette konkrete køretøj er fastspændt en trailer med en gravemaskine. Det er yderligere forklaret, at medarbejdere, der måtte have en trailer med en gravemaskine m.v., medbringer denne til deres private adresser efter endt arbejdsdag.

Motorstyrelsens afgørelse

Motorstyrelsen har den 20. oktober 2022 truffet afgørelse om opkrævning af fuld registreringsafgift for sagens køretøj, under henvisning til at køretøjet er anvendt til privat kørsel i strid med betingelserne for indregistrering af køretøjet som afgiftsfritaget mandskabsvogn, jf. registreringsafgiftslovens § 2, stk. 1, nr. 9.

Motorstyrelsen har anført følgende begrundelse i afgørelsen:

”[...]

Vi har den 27. maj 2022 klokken 16.13 foretaget en kontrol af nedenstående køretøj, som I var fører af. Kontrollen er foretaget på adressen [adresse1], [by1]

Mærke: Renault

Model: Master

Registreringsnummer: [reg.nr.1]

Stelnummer: [...]

Kilometerstand: 26.377

Vi har taget stilling til, om jeres køretøj fortsat opfylder betingelserne for afgiftsfritagelse som mandskabsvogn.

Vi har nu afgjort jeres sag. Resultatet er:

• I skal betale 235.443 kr. i registreringsafgift. [finans1] CVR-nr. [...1], som er køretøjets registrerede ejer og [virksomhed3] ApS CVR-nr. [...2] som er køretøjets registrerede bruger hæfter solidarisk for betaling af registreringsafgiften.

• I skal omregistrere køretøjet til privat personkørsel.

[...]

Begrundelse

Vores vurdering

Vi vurderer, at det køretøj I var fører af, er blevet anvendt til privat personbefordring i strid med betingelserne for køretøjets registrering som afgiftsfri mandskabsvogn.

Vi vurderer, at køretøjet er omfattet af reglerne for personmotorkøretøjer. Køretøjet skulle derfor have været anmeldt til omregistrering, inden det blev taget i brug til privat kørsel. Ved omregistreringen skulle der også have været betalt registreringsafgift.

Vi vurderer endeligt, at I som fører af køretøjet, hæfter solidarisk for betaling af registreringsafgiften sammen med køretøjets registrerede ejer og bruger.

Sagens oplysninger

[person1] har ved kontrollen den 27. maj 2022 forklaret os, at de lige havde fået fri fra arbejde på [adresse2], cirka 1 kilometer fra [virksomhed2]. De var derfor kørt hen til [virksomhed2], for at hente noget mad som de ville spise på vejen hjem til deres private bopæl. [person1] fortalte, at de ikke havde været inde at hente mad før.

[person1] oplyste, at han næsten altid havde bilen med hjemme på sin private adresse [adresse4], [by3], her boede han sammen med passager [person2]. På vej hjem skulle de køre [person3] hjem til [adresse5], [by4].

[person1] fortalte, at han skulle hente [person3] igen mandag, hvor de skulle på arbejde inde i [by5].

[person1] forklarede, at de 1-2 gange om ugen var inde på virksomhedens adresse for materialer.

• Køretøjets registrerede ejer er [finans1] CVR-nr. [...1]

• Køretøjets registrerede bruger er [virksomhed3] ApS CVR-nr. [...2]

• Køretøjets fører på kontroltidspunktet er [virksomhed4] A/S CVR.nr. [...3]

• Køretøjet var på kontroltidspunktet afgiftsfritaget og indregistreret som mandskabsvogn.

• [person1] har ikke noget lager på sin private adresse

Da det køretøj I var fører af blev kontrolleret, kunne det konstateres, at køretøjet blev anvendt til privat personbefordring.

Jeres bemærkninger til sagen

Vi har den 2. juni 2022 været i telefonisk kontakt med [person4] – ejer af [virksomhed4] A/S. I oplyste, at det var jer der har råderetten over bilen. I oplyste, at I har overtaget nogle af bilerne og medarbejderne fra [virksomhed3] ApS. Herudover oplyste I, at årsagen til at bilerne ikke var omregistreret, var, at I afventede [finans1]. I oplyste, at I overtog bilerne og lejekontrakterne cirka den 1. maj 2022 og at I først kunne blive sat på leasingkontrakterne den 1. juni 2022, I vidste ikke, hvorfor det ikke var sket endnu.

I fortalte, at I har andre mandskabsvogne, og at I tror, I har misforstået reglerne, eftersom I godt troede, I måtte hente mad og handle på vej hjem i en mandskabsvogn.

I fortalte, at [person4] havde givet medarbejderne lov til at købe noget mad med hjem. I forklarede, at I ikke er interesseret i at gøre noget man ikke må og at I måtte tage konsekvensen af den handling medarbejderne havde gjort, hvis det var privat kørsel. I spurgte herefter ind til reglerne generelt om brug af mandskabsvogne og om I måtte have handlet, hvis bilen var en specialindrettede varebil.

Hvad har vi lagt vægt på?

Vi har lagt vægt på, at det på kontroltidspunktet blev konstateret, at køretøjet blev anvendt til privat personbefordring.

Vi har også lagt vægt på, at [virksomhed4] A/S ikke var registreret som bruger af mandskabsvognen på kontroltidspunktet, hvorfor mandskabsvognen ikke må benyttes af [virksomhed4] A/S.

Vi bemærker samtidig, at selvom [virksomhed4] A/S var registreret som bruger af køretøjet har [person3], [person2] og [person1] ikke modtaget løn fra [virksomhed4] A/S.

Vi har derudover lagt vægt på, at kørsel mellem arbejdsplads og privat bopæl er privat personbefordring og at der er foretaget en væsentlig afvigelse fra den direkte rute, for at sætte en medarbejder af ved hans bopæl. Herudover er der på den private bopæl ikke et lager af materialer.

Vi har lagt vægt på, at kørsel først til McDonald’s i [by1] efter mad, for derefter at køre til [adresse5], [by4] med en medarbejder og derefter til [adresse4], [by3] ikke kan anses for værende i virksomhedens erhvervsmæssige henseende.

Det bemærkes herudover, at medarbejder kører forbi virksomhedens adresse, for at nå arbejdspladsen. Kørslen mellem den private bopæl og arbejdspladsen anses dermed for værende privat personbefordring, der ikke er foretaget i virksomhedens interesse.

Vi har endeligt lagt vægt på, at I var fører på kontroltidspunktet, da medarbejderne som hvervtager hos [virksomhed4] A/S repræsenterer selskabet. I var dermed vidende om, at betingelserne for anvendelsen for afgiftsfri mandskabsvogn ikke var opfyldt.

Vi finder på den baggrund, at I hæfter for registreringsafgiften.

Vi lægger endvidere til grund, at registreringsafgiftspligten indtrådte den 27. maj 2022, hvor kontrollen blev foretaget. Da det er mindre end 3 år siden, kan vi afsende varsel om fastsættelse af registreringsafgiften.

Jeres øvrige bemærkninger til sagen

Der blev den 2. september afholdt møde med jer og jeres repræsentant [person5].

På mødet blev der snakket om registreringsforholdene på køretøjet. I oplyste, at I var uvidende om den manglende registrering og at årsagen til, at I ikke var registreret som brugere på kontroltidspunktet var langsom behandling fra [finans1]. Herudover oplyste I, at I nok skulle have ladet køretøjet stå, indtil I var sikre på overtagelse og registrering.

Herefter blev der sat spørgsmålstegn ved vores fortolkning af væsentlig afvigelse i forhold til ruten hjem til privatadressen. Dette ville i kommentere nærmere på i en skriftlig indsigelse.

Endeligt blev der snakket om en byretsdom – SKM2022.422.BR. Byretsdommen var ikke offentliggjort til mødet, men blev sendt med ud i referatet, således i kunne kommentere på den.

I forklarede slutligt, at I har ret til at føre sagen efter aftale med [finans1].

Vi har modtaget jeres skriftlige indsigelse, hvor I har anført, at I fastholder, at mandskabsvognen er anvendt i fuld overensstemmelse med bestemmelsen om afgiftsfritagelsen og praksis på området.

I henviser til byretsdommen der blev snakket om på mødet. I skriver, at byretten opretholdt afgiftsfritagelsen for mandskabsvognen, selvom køretøjet ubestridt var anvendt til kørsel hjem til påskeferie i Tyskland. I skriver, at der ikke var tale om, at de omhandlende medarbejdere havde et lager af materialer på den private adresse – men at de opbevarede værktøjer i køretøjet pga. risiko for tyveri på arbejdspladsen.

I har herefter kommenteret på 3 punkter:

Ad 1: At [virksomhed4] A/S ikke var registreret som bruger af mandlllskabsvognen på kontroltidspunktet:

Hertil skriver I, at personerne i køretøjet under kontrolaktionen udelukkende arbejdede for jer, som var reel bruger af køretøjet og at vi efterfølgende har accepteret, at I kan registreres som bruger af køretøjet.

Herudover oplyser I, at personerne formelt er ansat i [virksomhed1] A/S og at dette selskab er et datterselskab til jer.

Herefter skriver I, at det omhandlende køretøj er ejet af leasingselskabet [finans1] og at køretøjets bruger på kontroltidspunktet formelt var [virksomhed3] ApS, som i dag er under tvangsopløsning. I skriver, at [virksomhed3] ApS frem til foråret 2022 arbejdede som underleverandør for jer. Da de indstillede deres aktiviteter, havde I fortsat behov for at trække på arbejdskraften fra personerne ansat hos [virksomhed3] ApS, og I valgte derfor via datterselskabet [virksomhed1] A/S, at ansætte en række personer fra [virksomhed3] ApS.

Herudover oplyser I, at I har overtaget en række leasingkontrakter på nogle køretøjer, som [virksomhed3] ApS havde leaset ved [finans1]. I henviser her til bilag om debitorskrifte.

I henviser til, at grundet forhold hos [finans1] var I ikke blevet registreret som bruger på kontroltidspunktet. Herudover henviser I til en rykkerskrivelse på leasingydelser sendt til [virksomhed3] ApS og fortæller at, I har betalt disse leasingydelser, og at I derfor var reel bruger på kontroltidspunktet.

Ad. 2: At kørsel mellem arbejdsplads og privat bopæl er privat personbefordring, da ”der er foretaget en væsentlig afvigelse fra den direkte rute, for at sætte en medarbejder af ved hans bopæl”.

I anfører herefter, at mandskabsvognen alene er anvendt til erhvervsmæssig transport af medarbejderne og at de alle utvivlsom har en betydelig afstand fra deres bopæle til virksomhedens adresse i [by1].

Herefter skriver I, at de 3 medarbejdere bor i henholdsvis [by3] og [by4] og at medarbejderne, der bor i [by3], sædvanligvis samler kollegaen op i [by4] hver morgen på vej mod det konkrete arbejdssted.

I forklarer, at det er 100 % i virksomhedens erhvervsmæssige interesse, at medarbejderne ikke skal køre ind til virksomhedens adresse og at det er mest hensigtsmæssigt, at de kører direkte hjemmefra til den konkrete arbejdsplads. I forklarer, at denne kørselsform er effektiv og forhindrer, at virksomhedens matrikel er fyldt med medarbejdernes private køretøjer.

I skriver, at mandskabsvognen er konkret velegnet, da den anvendes til transport af sjak til arbejdspladserne og fordi der er plads til det nødvendige værktøj og udstyr. Herudover forklarer I, at materialerne ofte leveres direkte på arbejdsstedet, men at I også anvender mandskabsvognen til at hente de nødvendige materialer ved byggemarkeder.

I henviser til mødereferatet hvor vi har anført, at der cirka er en afvigelse på 30 km. I skriver herefter, at vi ikke har dokumenteret, hvordan afvigelsen er opgjort. Herover anfører I, at det ikke er i strid med praksis, at man har hentet en kollega i [by4], idet der alene er tale om en kort afvigelse – både i forhold til afstand og tidsmæssigt.

I skriver der skal foretages en samlet vurdering fra sag til sag og mener det er i strid med vores egen vejledning, at sige det er en væsentlig afvigelse.

Herudover skriver I, at hvis mandskabsvognen efterlades på arbejdsstedet eller ved virksomheden adresse, vil den være udsat for indbrud og hærværk og at dette ikke på samme måde er tilfældet, hvis den står på bopælen.

I mener derfor ikke at kørsel til og fra arbejdsstedet kan anses for at være privat personbefordring og at køretøjet er anvendt i overensstemmelse med reglerne.

I henviser endeligt til, at kontrollen var foretaget på [virksomhed2] og at dette ikke udgør et selvstændigt problem og at vi på mødet var enige heri.

Ad 3: At der på den private bopæl ikke er et lager af materialer.

I anfører, at det for det første ikke er en ultimativ betingelse at der forefindes et lager på den private adresse, idet der med udtrykket ”normalt” menes almindeligvis, men ikke nødvendigvis.

For det andet, mener I ikke at der har eksisteret et krav om et egentlig ”lager” på den private adresse, men derimod ”et mindre lager af materialer og eller materialer”, og at der er en væsentlig forskel på de to begreber. Herefter fortæller I, at alle de involverede medarbejder har et mindre lager af værktøj bestående af almindeligt håndværktøj, som medarbejderne benytter på arbejdsstedet.

Herudover skriver I at, at det er dyrt værktøj og dyre instrumenter, som medtages i mandskabsvognen, da det ikke kan efterlades på arbejdsstederne. I henviser i den forbindelse til byretsdommen der blev drøftet på mødet SKM2022.422.BR.

Vores afsluttende bemærkninger

Vi bemærker, at det fremgik af byretsdommen SKM2022.422.BR, at retten lagde vægt på, at der var en betydelig afstand mellem medarbejdernes private bopæl til virksomhedens adresse, mens der var noget kortere mellem medarbejdernes private bopæl og arbejdspladsen.

Vi bemærker, at det via opslag på Google Maps kan konstateres, at der mellem virksomhedens adresse og kontrolstedet er 2,9 km. mens der er 49,5 km. mellem [adresse4], [by3], hvor mandskabsvognen holder på den private bopæl og kontrolstedet. Vi har noteret, at medarbejderen arbejdede på [adresse2], cirka 1 km, fra kontrolstedet. Dermed er afstanden mellem virksomhedens adresse og arbejdspladsen kortere end 2,9 km.

Det kan herudover konstateres, at medarbejderne kører fra arbejdspladsen og direkte forbi virksomhedens adresse, for at komme hjem til den private bopæl. Dermed er der ingen tvivl om, at kørslen hjem til den private bopæl er privat personbefordring, hvilket er i overensstemmelse med hvad byretten ligger til grund af dommen.

Der er en kortere afstand mellem virksomhedens adressen og arbejdspladsen, end der er mellem arbejdspladsen og medarbejderens bopæl. Herudover kører medarbejderne også lige fordi virksomhedens adresse for at komme hjem.

Vi mener derudover ikke det kan tillægges betydning, at der er en maskine på køretøjet. Da denne kunne være blevet opbevaret på virksomhedens adresse.

Ad 1: Vi bemærker først, at vi ikke har accepteret at [virksomhed4] A/S på kontroltidspunktet var bruger af køretøjet. Men at vi den 21. september 2022 har imødekommet, at [virksomhed4] A/S kan blive registreret som bruger indtil der er truffet en endelig afgørelse i sagen.

Vi bemærker herefter, at køretøjet på kontroltidspunktet var indregistreret med [finans1] som ejer og [virksomhed3] ApS som bruger, og at køretøjet derfor kun må anvendes af personer, der arbejder i disse virksomheder. På kontroltidspunktet blev køretøjet anvendt af jer og arbejdet var udført i jeres interesse. Vi bemærker herudover, at det fremgår af det indsendte bilag 1 dateret 19. april 2022, at I indtræder som leasingtager pr. 1. juni 2022.

Vi henviser i den forbindelse til, at vi først den 24. juni 2022 modtager en henvendelse fra [finans1] med anmodning om, at køretøjet skal brugerskiftes til jer. Herudover modtog vi 5. juli 2022 et opkald fra [finans1]. De oplyste, at de først den 16. juni 2022 modtog dokumenter fra [virksomhed4] A/S og at det var på det tidspunkt leasingkontrakten blev underskrevet. Herudover fortæller de, at kontrollen så måtte være for nyligt og ellers måtte det være tidligere bruger, der var blevet standset. [finans1] var ikke vidende om, at I havde bilen på kontroltidspunktet. Det er derfor vores vurdering, at I ikke kan anses for værende bruger af køretøjet på kontroltidspunktet.

Ad 2: Vi bemærker overordnet set, at udgangspunktet er, at kørsel mellem virksomheden og den private bopæl er privat personbefordring. Vi henviser herefter til, at det ved opslag på Google Maps kan konstateres, at der er 21 km længere såfremt der køres forbi bopælen i [by4]. Herudover bemærker vi, at der på mødet blev foretaget et opslag på Google Maps.

Som det fremgår af den juridiske vejledning om brug af mandskabsvogne, som I også henviser til, vil det være i strid med betingelserne for køretøjets benyttelse, hvis der bliver foretaget væsentlige afvigelser fra den direkte rute, f.eks. for at hente virksomhedens medarbejdere ved deres bopæl.

Vi anser den konkrete kørsel for en væsentlig afvigelse fra den direkte rute. Herudover er der tale om en egentlig afsætning og afhentning af medarbejderen på bopælen, hvilket heller ikke er i overensstemmelse med hvad der fremgår af vejledningen. Vi anser dermed kørslen for privat personbefordring.

Vi bemærker endvidere, at det ikke kan tillægges betydning om køretøjerne er mere udsat for hærværk, indbrud mm. hvis de står på virksomhedens adresse eller arbejdsstedet.

Ad 3: Vi bemærker, at medarbejderne på kontroltidspunktet blev spurgt hvorvidt de havde værktøj og materialer hjemme på deres bopæl. Hertil oplyste de, at de havde de ikke. Vi tillægger medarbejdernes forklaring på kontroltidspunktet betydning.

Medarbejderne fortalte, at de kun havde de ting der var på bilen. Hvis de manglede nogle materialer, skulle de ind på virksomhedens adresse. Herudover henviser vi til sagens fakta, hvoraf det også fremgår, at medarbejderne oplyste, at de 2-3 gange om ugen var inde på virksomhedens adresse for at hente materialer. Vi bemærker i den forbindelse, at kørsel mellem bopæl og virksomhedens adresse, ligeledes anses for privat personbefordring.

Vi har på kontroltidspunktet taget nedenstående billeder af køretøjet, hvoraf det fremgår af der blev medbragt en maskine og to mindre håndværktøj.

[...]

Jeres bemærkninger er indgået ved vores behandling af sagen. Vi vurderer imidlertid, at betingelserne for afgiftsfritagelsen som mandskabsvogn ikke er opfyldt. Vi henviser til begrundelsen ovenfor.

[...]

Motorstyrelsen har den 20. december 2022 sendt følgende udtalelse til Skatteankestyrelsen:

”[...]

I klagen henvises der til aftalen om debitorskifte af 19. april 2022. Vi bemærker i den forbindelse, at det fremgår af aftalens side 2, at [virksomhed4] A/S først indtræder som ny leasingtager den 1. juni 2022. Vi bemærker samtidig, at [finans1] har oplyst, at de først modtog de relevante papirer til leasingaftalen fra [virksomhed4] A/S den 16. juni 2022. Herudover bemærker vi, at [finans1], først anmoder Motorstyrelsen om brugerskifte den 24. juni 2022 og at de ikke kender til et tidligere brugerskifte.

I klagen henvises der herudover til rykkerskrivelserne, og at det af disse fremgår, at det er [virksomhed4] A/S der har betalt leasingydelsen for april, maj og juni måned. Vi bemærker, at det af betalingerne kan konstateres, at disse er betalt henholdsvis den 8 og 15. juni 2022, altså efter kontroltidspunktet den 27. maj 2022.

Det er derfor fortsat vores vurdering, at [virksomhed4] A/S ikke kan anses for værende bruger på kontroltidspunktet.

Motorstyrelsen bemærker afslutningsvis hertil, at selvom [virksomhed4] A/S var registreret som bruger af køretøjet, blev køretøjet på kontroltidspunktet fortsat anvendt i strid med betingelserne for afgiftsfritagelsen som mandskabsvogn.

I klagen henvises der til kørslen mellem arbejdspladsen og den private bopæl. Motorstyrelsen bemærker overordnet set, at udgangspunktet for brug af mandskabsvogne er, at kørsel hjem til den private bopæl, er privat personbefordring. I den konkrete sag kører medarbejderne lige forbi virksomhedens adresse, herefter afviger de ruten med 21 km. for at sætte en medarbejder af på den private bopæl, for derefter at fortsætte til førerens private adresse. Denne kørsel kan ikke anses for værende foretaget i virksomhedens interesse, eftersom virksomheden er beliggende 2,9 km. fra arbejdspladsen, mens der er 49,5 hjem til den private bopæl, hvor køretøjet holder parkeret. Motorstyrelen fastholder, at den konkrete kørsel afviger væsentligt fra den direkte rute mellem arbejdspladsen og bopælen hvor mandskabsvognen holder parkeret og at kørslen anses for privat personbefordring af medarbejderne. Samtidig foretages der egentlig afhentning og afsætning på den private bopæl, hvilket anses for privat personbefordring.

Motorstyrelsen henviser herudover til, at medarbejderne kører direkte forbi virksomhedens adresse for at komme til arbejdspladsen. Herudover er der kortere fra virksomhedens adresse til arbejdspladsen, end der er fra den private bopæl til arbejdspladsen.

Som det fremgår af SKM2022.422.BR, blev der lagt vægt på om afstanden mellem den private bopæl og arbejdsstedet var kortere end mellem virksomhedens adresse og arbejdsstedet, hvis dette ikke var tilfældet, var kørslen hjem til den private bopæl for privatpersonbefordring.

Vi bemærker i den forbindelse, at Landsskatteretten efterfølgende den 28. oktober 2022 har truffet afgørelse i en sag hvor mandskabsvognen blev anvendt til kørsel hjem til den private bopæl. I afgørelsen fandt Landsskatteretten, ligesom byretten, at såfremt afstanden fra virksomhedens adresse til arbejdsstedet er kortere end afstanden mellem den private bopæl og arbejdsstedet, så må mandskabsvognen ikke tages med til den private bopæl.

Motorstyrelsen bemærker i den forbindelse, at det ikke kan tillægges betydning, at mandskabsvognen vil være mere udsat for indbrud og hærværk, hvis den står på virksomhedens adresse, end hvis den står på den private bopæl. Det kan heller ikke tillægges betydning hvorvidt personerne i mandskabsvognen har stillet andre biler på danske nummerplader til rådighed. Ligeledes kan det heller ikke tillægges betydning, at virksomhedens ejendomsmatrikel bliver fyldt op med medarbejdernes private køretøjer.

Med hensyn til lager på den private bopæl henviser vi til, medarbejdernes forklaring på kontroltidspunktet. Dette er kommenteret på side 9, Ad 3 i afgørelsen dateret 20. oktober 2022.

Der henvises i klagen også til, at medarbejderne kun 1-2 gange om ugen har behov for at besøge virksomhedens adresse. Hertil bemærker Motorstyrelsen, at mandskabsvognen ikke kan anvendes til kørsel mellem den private bopæl og virksomhedens adresse, da denne kørsel anses for privat personbefordring.

Motorstyrelsen finder ikke, at der er kommet nye oplysninger i klagen og henviser tillige til Motorstyrelsens afgørelse og sagsfremstilling af 20. oktober 2022, hvoraf Motorstyrelsens begrundelse, argumentation, besvarelse på indsigelse mm. nærmere fremgår.

Motorstyrelsen fastholder afgørelsen om betaling af registreringsafgift 235.443 kr.

Motorstyrelsen indstiller derfor, at vores afgørelse af 20. oktober 2022 stadfæstes.[...]”

Motorstyrelsen har den 6. september 2024, sendt følgende udtalelse til Skatteankestyrelsens sagsfremstilling og indstilling:

”[...]

Motorstyrelsen kan tiltræde Skatteankestyrelsen indstilling og har følgende bemærkninger:

1) Opkrævning af fuld registreringsafgift

Der skal som udgangspunkt betales fuld registreringsafgift af et køretøj, i forbindelse med køretøjets første registrering her i landet, jf. registreringsafgiftslovens § 1, stk. 1-3.

Udgangspunktet modificeres, hvis det køretøj, der skal registreres, er en mandskabsvogn, jf. registreringsafgiftslovens § 2, stk. 1, nr. 9. Bestemmelsen har følgende ordlyd:

”[...] Køretøjet må kun anvendes til transport til og fra virksomhedens arbejdspladser af materiel, værktøj og materialer og til transport til og fra arbejdspladserne af personer, der arbejder i ejerens eller brugerens virksomhed. Køretøjet må ikke benyttes til privat personbefordring. Køretøjet skal på tydelig måde være påmalet virksomhedens navn. Afgiftsfritagelsen er betinget af, at køretøjer af samme fabriksmærke ikke markedsføres med lignende karrosseri i personvognsudførelse (stationcars og lign.)”

Det fremgår således af bestemmelsen, at køretøjet ikke må anvendes til privat personbefordring. I bemærkningerne til lovforslaget til lov nr. 1213 af 27. december 1996, om bl.a. udvidet brug af mandskabsvogne fremgår det, at kørsel mellem arbejdspladserne og den private bopæl normalt også vil være at anse som privat personbefordring.

I dom af 30. juni 2022 (SKM2022.422.BR) blev det efter en konkret vurdering fastslået, at den kørsel der blev foretaget skulle anses for erhvervsmæssig. I den konkrete vurdering blev der lagt vægt på, at der var en betydelig afstand fra medarbejderens private bopæl til virksomhedens adresse, mens afstanden mellem medarbejderens private bopæl og arbejdspladsen var noget kortere. Det blev også tillagt vægt, at medarbejderen blev aflønnet med et skattepligtigt løntillæg beregnet på baggrund af det antal kilometer, der blev kørt i mandskabsvognen fra arbejdspladsen og til medarbejderens private bopæl, samt at der blev opbevaret kostbart værktøj i mandskabsvognen for at undgå tyveri fra arbejdspladsen, og at mandskabsvognen blev overvåget med GPS.

Motorstyrelsen er enig i, at medarbejdernes kørsel mellem arbejdspladserne og bopælene er privat personbefordring. Motorstyrelsen er ligeledes enig i, at afstanden fra medarbejdernes private bopæl til selskabets adresse, ikke kan anses for at være en betydelig afstand, i forhold til afstanden mellem virksomhedens adresse og arbejdspladsen. Derudover er der ikke et mindre lager af materiel og/eller materialer på medarbejdernes private bopæle.

Motorstyrelsen er også enig i, at kørslen ikke kan karakteriseres som foretaget i selskabets interesse, jf. byrettens dom af 30. juni 2022 (SKM2022.422.BR), da medarbejderne ikke er aflønnet med et skattepligtigt løntillæg beregnet på baggrund af antal kilometer, der bliver kørt i mandskabsvognen fra arbejdspladsen til medarbejdernes private bopæle, at der ikke opbevares kostbart værktøj i mandskabsvognen for at undgå tyveri fra arbejdspladsen, samt at mandskabsvognen ikke er overvåget med GPS.

Motorstyrelsen er ligeledes enig i, at det er i strid med registreringsafgiftslovens § 2, stk. 1, nr. 9, at anvende en mandskabsvogn til befordring af medarbejdere fra arbejdspladsen til deres private bopæl. Det forhold, at mandskabsvognen normalt anvendes til befordring af medarbejdere mellem deres private bopæle og arbejdspladsen, kan ikke ændre herpå.

2) Solidarisk hæftelse

Det fremgår af registreringsafgiftslovens § 20, stk. 5, at en fører eller bruger hæfter for betaling af registreringsafgiften, hvis den pågældende anvender køretøjet med viden om, at der ikke er betalt den afgift af køretøjet, som kræves efter loven.

Motorstyrelsen er enig i, at selskabet var vidende om, at medarbejderne anvendte mandskabsvognen til befordring fra arbejdspladsen til deres private bopæle og dermed, at mandskabsvognen blev anvendt i strid med betingelserne for afgiftsfritagelse, jf. registreringsafgiftslovens § 2, stk. 1, nr. 9.

Motorstyrelsen er derfor enig i, at selskabet, som registreret bruger af køretøjet, hæfter solidarisk for registreringsafgiften, jf. registreringsafgiftslovens § 20, stk. 5.

Motorstyrelsen indstiller herefter, at Landsskatteretten stadfæster Motorstyrelsens afgørelse.

[...]”

Selskabets opfattelse

Selskabets repræsentant har nedlagt påstand om, at der ikke er grundlag for opkrævning af registreringsafgift, da mandskabsvognen er anvendt i fuld overensstemmelse med bestemmelsen om afgiftsfritagelse i registreringsafgiftslovens § 2, stk. 1, nr. 9.

Selskabets repræsentant har anført følgende til støtte herfor i klagen:

”[...]

SAGSFREMSTILLING

Sagen udspringer af, at Motorstyrelsen den 27. maj 2022 foretog kontrol af en mandskabsvogn af mærket Renault Master med registreringsnummer [reg.nr.1] på på [adresse1] i [by1] ved [by5].

I køretøjet befandt sig [person3], [person2] og [person1], der alle tre arbejder for [virksomhed4] A/S, men formelt set er ansat i virksomhedens datterselskab [virksomhed1] ApS.

Virksomheden [virksomhed4] A/S startede som en lille virksomhed i 1990. Virksomheden er siden blevet etableret som aktieselskab og har vokset sig til en virksomhed med mere end 70 medarbejdere. Virksomheden beskæftiger sig bl.a. med kabelarbejde og anlægsgartnerservices. Virksomheden er beliggende på adressen [adresse3], [by2], [by1].

Det omhandlede køretøj var på kontroltidspunktet ejet af leasingselskabet [finans1]. Køretøjets bruger var på kontroltidspunktet formelt [virksomhed3] ApS, som i dag er under konkursbehandling.

[virksomhed3] ApS arbejdede frem til foråret 2022 som underleverandør for [virksomhed4] A/S. [virksomhed3] ApS kom i økonomiske vanskeligheder i foråret 2022 og indstillede sine aktiviteter.

[virksomhed4] A/S havde fortsat stort behov for at trække på arbejdskraften fra de medarbejdere, som indtil da havde været ansat ved [virksomhed3] ApS, hvorfor virksomheden valgte at ansætte en række medarbejdere, som [virksomhed3] ApS havde fritstillet. Medarbejderne blev formelt ansat af virksomhedens datterselskab [virksomhed1] ApS.

Samtidig overtog [virksomhed4] A/S leasingkontrakterne på en række køretøjer, som [virksomhed3] ApS hidtil havde leaset ved [finans1]. [virksomhed4] A/S overtog bl.a. leasingkontrakten vedrørende det i sagen omhandlede køretøj. Der henvises i den forbindelse til aftalen om debitorskifte af den 19. april 2022 vedrørende leasingkontrakten, jf. bilag 2. Direktør [person4] foretog den fysiske udvælgelse af bilerne den 29. marts 2022, hvor han tog et billede af det omhandlede køretøj, jf. bilag 3. Bilerne blev afhentet senere på ugen.

Medarbejderne [person3], [person2] og [person1] benyttede køretøjet til erhvervsmæssig kørsel for [virksomhed4] A/S fra den 25. april 2022.

Grundet interne forhold ved [finans1] var brugeren på køretøjet på kontroltids- punktet den 27. maj 2022 desværre endnu ikke blevet ændret fra [virksomhed3] ApS til [virksomhed4] A/S. Der var dog fuldt ud realitet i debitorskiftet.

Der henvises til rykkerskrivelsen dateret den 9. juni 2022 stilet til [virksomhed3] ApS vedrørende leasingydelser for april – juni 2022, jf. bilag 4. Det er [virksomhed4] A/S, der har betalt de pågældende leasingydelser for månederne april, maj og juni 2022. Dette fremgår af bankudskrift vedr. betaling af kr. 12.950,00, svarende til restancerne fra april og maj måned plus det opkrævede inkassogebyr, jf. bilag 5, samt bankudskift vedr. betaling af kr. 4.218,75 for juni måned, jf. bilag 6. [virksomhed4] A/S har betalt de pågældende leasingydelser, da virksomheden de facto havde overtaget køretøjet, og virksomheden var derfor reel bruger på kontroltidspunktet den 27. maj 2022.

Den 21. juli 2022 fremsendte Motorstyrelsen forslag til afgørelse.

Den 2. september 2022 blev der afholdt møde i sagen ved Motorstyrelsens kontor i [by6], hvor parterne drøftede sagen.

Den 20. oktober 2022 traf Motorstyrelsen afgørelse om betaling af registrering på 235.443 kr. Mo- torstyrelsen har i afgørelsen lagt vægt på, at [virksomhed4] A/S ikke var registreret som bruger af mandskabsvognen på kontroltidspunktet, og at kørslen mellem arbejdspladsen og den private bopæl var at betragte som privat personbefordring.

ANBRINGENDER

Til støtte for den nedlagte påstand gøres det overordnet gældende, at køretøjet ikke er anvendt til privat kørsel i strid med betingelserne for registrering som afgiftsfri mandskabsvogn, jf. registreringsafgiftslovens § 2, stk. 1, nr. 9.

Det retlige grundlag

Nærmere om bestemmelsen vedrørende afgiftsfritagelse af mandskabsvogne

Efter registreringsafgiftsloven skal der som udgangspunkt betales afgift af alle motorkøretøjer, som skal registreres i Motorregisteret, og afgiften skal betales ved køretøjets første registrering.

Visse køretøjer er dog undtaget fra registreringsafgift, og herunder falder mandskabsvogne, idet de er specielt indrettet til særlig anvendelse. Disse køretøjer kan anmeldes til registrering i Motorregisteret uden afgiftsekspedition hos Motorstyrelsen. En mandskabsvogn er et motorkøretøj, der utvivlsomt er konstrueret og særligt indrettet til befordring af mandskab og materiel. Der er tale om en varebil med bagsædearrangement - typisk en bil med dobbeltkabine.

Registreringsafgiftslovens § 2, stk. 1, nr. 9 har følgende ordlyd:

[...]

Følgende fremgår af Den Juridiske Vejledning 2022-2 afsnit I.A.1.3.6 ”Mandskabsvogne”:

”Anvendelse

Mandskabsvogne må kun bruges til transport til og fra virksomhedens arbejdspladser af materiel, værktøj og materialer, og til transport til og fra arbejdspladserne af personer, der arbejder i ejerens eller brugerens virksomhed.

Der er ikke krav om samtidig transport af mandskab og materiel. Det betyder eksempelvis, at det er muligt for virksomheder uden ansatte at anskaffe og benytte mandskabsvogne.

Mandskabsvognen kan anvendes til transportopgaver på samme måde som andre last- og varebiler forudsat, at der udelukkende er tale om erhvervsmæssig anvendelse. Mandskabsvognen må dog ikke benyttes til egentlig vognmandsvirksomhed, idet der ikke er tale om en sådan transport til og fra virksomhedens arbejdspladser, som forudsat i fritagelsesbestemmelsen.

Privat personbefordring er ikke tilladt.

Hvis betingelserne for afgiftsberigtigelse som mandskabsvogn ikke længere er opfyldt, skal bilen betale afgift efter reglerne for personbiler eller varebiler.”

Nærmere om de personer der må anvende mandskabsvognen

Af registreringsafgiftslovens § 2, stk. 1, nr. 9, 5. pkt. fremgår følgende:

”Køretøjet må kun anvendes til transport til og fra virksomhedens arbejdspladser af ma- teriel, værktøj og materialer og til transport til og fra arbejdspladserne af personer, der arbejder i ejerens eller brugerens virksomhed. ”

Følgende fremgår af Den juridiske vejledning 2022-2, afsnit I.A.1.3.6 Mandskabsvogne i forhold til begrebet ”personer, der arbejder i ejerens eller brugerens virksomhed”:

”Begrebet "personer, der arbejder i ejerens eller brugerens virksomhed"

Afgørelsen af, om den pågældende person kan anses for at arbejde i ejerens eller bruge- rens virksomhed, vil derfor altid bero på en samlet bedømmelse og vurdering af

• den pågældende persons virke,

• forholdet mellem den, der udfører arbejdet og den, for hvem det udføres, herunder adgangen til at fastsætte generelle eller konkrete instrukser for arbejdets udførelse, herunder tilsyn og kontrol, og

• om det i virksomhedens erhvervsmæssige interesse, at personen transporteres i mandskabsvognen.”

Herefter omtales en række situationer, hvor man accepterer, at en person anses som arbejdende i ejerens eller brugerens virksomhed, selvom den pågældende ikke formelt er ansat ved ejeren eller brugeren. Eksempelvis anføres følgende om personer, der ikke har en ansættelseskontrakt:

”En person, der arbejder uden en ansættelseskontrakt, kan ligesom ansatte med en ansættelseskontrakt udføre arbejde på virksomhedens initiativ og under virksomhedens instruktionsbeføjelser. Når dette er tilfældet, vil en person, der arbejder uden en ansættelseskontrakt, være omfattet af begrebet ”personer, der arbejder i ejerens eller brugerens virksomhed” ifølge REGAL § 2, stk. 1, nr. 9, uanset om personen har indgået en ansættelseskontrakt med virksomheden eller ej.

Transporten skal være i ejerens eller brugeres interesse.”

Nærmere om kørsel mellem arbejdsplads og privat bopæl

Det fremgår af Den juridiske vejledning 2022-2, afsnit I.A.1.3.6 Mandskabsvogne, at kørsel mellem virksomheden og den private bolig kan anses som erhvervsmæssig, hvis køretøjet normalt bliver brugt til kørsel direkte fra en medarbejders private bopæl og til arbejdspladserne, forudsat, at der er en betydelig afstand fra den privates bopæl til virksomhedens adresse.

Det fremgår endvidere af Den juridiske vejledning 2022-2, afsnit I.A.1.3.6 Mandskabsvogne, at kør- sel mellem virksomheden og den private bolig ”normalt” forudsætter, at ”der på den private adresse er et mindre lager af materiel og/eller materialer”.

For det første skal det bemærkes, at der ikke er tale om en ultimativ betingelse, idet der med udtrykket “normalt” menes almindeligvis, men ikke nødvendigvis.

For det andet skal det bemærkes, at der aldrig i praksis har eksisteret et krav om et egentligt ”lager” på den private adresse – men derimod ”et mindre lager af materiel og/eller materialer”. Der er selvsagt en væsentlig forskel på de to begreber.

Fra praksis henvises til Retten i [by7] dom af den 30. juni 2022, som er offentliggjort i SKM2022.422.BR. Byretten udtalte i sagen bl.a. følgende:

”Efter JP's forklaring og oplysningerne fra medarbejderne i forbindelse med toldkontrol den 28. marts 2018 lægger retten til grund, at medarbejderne havde benyttet mandskabsvognen til transport fra deres arbejdsplads på Y3-adresse. Medarbejderne var på vej hjem til deres bopælsadresser i Tyskland for at holde påskeferie, og skulle møde på arbejdspladsen Y3-adresse igen efter påske.

Der er en betydelig afstand fra medarbejdernes private bopæl og til virksomhedens adresse, mens der er noget kortere mellem medarbejdernes private bopæl og arbejds- pladsen. Det er ubestridt, at medarbejderne blev aflønnet med et skattepligtigt løntillæg beregnet på baggrund af det antal kilometer, som køres i mandskabsvognen fra arbejds- pladsen og til medarbejdernes private bopæl. Efter JP's forklaring lægger retten til grund, at medarbejderne opbevarede kostbart værktøj i mandskabsvognene for at undgå tyveri fra arbejdspladserne, og at bilerne blev overvåget med GPS.

På baggrund af disse oplysninger har H1 ført bevis for, at medarbejdernes kørsel i mand- skabsvognen mellem arbejdspladsen og deres private bopæl skete i selskabets interesse, og kørslen skal derfor anses som erhvervsmæssig. Det kan ikke føre til et andet resultat, at medarbejderne medbragte en taske med tøj og andre personlige effekter eller kørslen skete i forbindelse med afholdelse af fridagene omkring påske. Det, som Skatteministeriet i øvrigt har anført, kan hellere ikke føre til et andet resultat. Retten tager herefter H1's påstand til følge.”

Byretten opretholdt således afgiftsfritagelsen for den omhandlede mandskabsvogn, selvom køretøjet ubestridt var anvendt til kørsel hjem på Påskeferie i Tyskland. Der var ikke tale om, at de omhandlede medarbejdere havde et lager af materialer eller værktøj på den private adresse – men de opbevarede værktøjer i køretøjet pga. risiko for tyveri ved at lade værktøjerne forblive på arbejdspladsen, når de var hjemme på ferie.

Nærværende sag

Det gøres overordnet gældende, at betingelserne for opkrævningen af registreringsafgift på 235.443 kr. ikke er opfyldt, hvorfor Motorstyrelsens afgørelse skal bortfalde.

[virksomhed4] A/S var bruger af mandskabsvognen på kontroltidspunktet. Det gøres gældende, at [virksomhed4] A/S de facto var bruger af mandskabsvognen på kontroltidspunktet, og at medarbejderne i bilen arbejdede for [virksomhed4] A/S.

Som beskrevet ovenfor, foretaget man i praksis en meget lempelig bedømmelse af, om føreren af mandskabsvognen og de øvrige personer i køretøjet arbejder i enten ejerens eller brugers virksomhed, idet man i praksis foretager en samlet konkret vurdering af, om de pågældende personer foretager transport af køretøjet ”i ejerens eller brugeres interesse”.

Dette kriterie er utvivlsomt opfyldt i denne sag, idet medarbejderne i køretøjet under kontrolaktionen den 27. maj 2022 de facto udelukkende arbejdede for [virksomhed4] A/S, som var reel bruger af køretøjet på kontroltidspunktet. Motorstyrelsen har da også efterfølgende accepteret, at [virksomhed4] A/S kan registreres som bruger af køretøjet.

Personerne i køretøjet var formelt ansat i [virksomhed1] ApS. Dette selskab er et 100 % ejet datterselskab til [virksomhed4] A/S, dvs. der er tale om en samlet koncern – og dermed én virksomhed.

Det omhandlede køretøj var på kontroltidspunktet ejet af leasingselskabet [finans1]. Som bruger af køretøjet stod virksomheden [virksomhed3] ApS registreret på kontrol- tidspunktet. [virksomhed4] A/S havde imidlertid fysisk overtaget køretøjet allerede i starten af april måned 2022, efter korrespondance herom med [finans1]. Der henvises i den forbindelse til aftalen om debitorskifte af den 19. april 2022 vedrørende leasingkontrakten, jf. bilag 2, samt bankudskrifter vedrørende betaling af leasingydelserne for april, maj og juni 2022 jf. bilag 5 og 6.

Beklageligvis nåede [finans1] ikke at ændre brugeren på køretøjet, men der var dog fuldt ud realitet i debitorskiftet, og [virksomhed4] A/S har de facto betalt leasing- ydelser på køretøjet fra den 1. april 2022, og var derfor reel bruger på kontroltidspunktet den 27. maj 2022.

Kørslen mellem arbejdsplads og privat bopæl var ikke privat personbefordring

Det gøres gældende, at hverken kørslen mellem arbejdspladsen og den private bopæl, eller kørslen til [virksomhed2] var privat kørsel.

I nærværende sag har den pågældende mandskabsvogn alene været anvendt til erhvervsmæssig transport i arbejdsgiveren [virksomhed4] A/S interesse.

De tre medarbejdere, der befandt sig i køretøjet, bor i henholdsvis [by3] og [by4]. Medarbejderen [person1], der bor i [by3] sammen med [person2], samler sædvanligvis hver morgen kollegaen [person3] op i [by4] på vej mod det konkrete arbejdssted.

Det er 100 % i virksomhedens erhvervsmæssige interesse, at medarbejderne ikke skal køre ind til virksomhedens adresse i [by1] hver morgen og parkere deres private køretøjer, inden de kører vi- dere i mandskabsvognen til den konkrete opgave. Det er således klart mest hensigtsmæssigt, at de kan køre direkte hjemmefra til den konkrete arbejdsplads. Den valgte kørselsform er effektiv og forhindrer samtidig, at virksomhedens ejendomsmatrikel bliver fyldt op med medarbejdernes private køretøjer. Der er ikke plads til mere end maksimalt 10-15 biler på virksomhedens grund, og der findes ingen andre parkeringsmuligheder i nærheden af virksomhedens adresse.

Mandskabsvognen er konkret velegnet, da den anvendes til transport af sjak til de forskellige arbejdssteder, og fordi mandskabsvognen har plads til nødvendige værktøjer og udstyr m.v. Materialer til de enkelte opgaver leveres oftest direkte på arbejdsstedet, men mandskabsvognen anvendes også til at hente nødvendige materialer ved byggemarkeder m.v. i løbet af arbejdsdagen, hvis der opstår et behov herfor.

Efter fast praksis kan en mandskabsvogn anvendes til opsamling eller afsætning af medarbejdere på disses private bopæl.

Motorstyrelsen anfører følgende i afgørelsen af 20. oktober 2022 (side 8, 5. afsnit):

”Vi bemærker overordnet set, at udgangspunktet er, at kørsel mellem virksomheden og den private bopæl er privat personbefordring. Vi henviser herefter til, at det ved opslag på Google Maps kan konstateres, at der er 21 km længere såfremt der køres forbi bopælen i [by4]. Herudover bemærker vi, at der på mødet blev foretaget et opslag på Google Maps.

Som det fremgår af den juridiske vejledning om brug af mandskabsvogne, som I også henviser til, vil det være i strid med betingelserne for køretøjets benyttelse, hvis der bliver foretaget væsentlige afvigelser fra den direkte rute, f.eks. for at hente virksomhedens med- arbejdere ved deres bopæl.

Vi anser den konkrete kørsel for en væsentlig afvigelse fra den direkte rute. Herudover er der tale om en egentlig afsætning og afhentning af medarbejderen på bopælen, hvilket heller ikke er i overensstemmelse med hvad der fremgår af vejledningen.

Vi bemærker endvidere, at det ikke kan tillægges betydning om køretøjerne er mere udsat for hærværk, indbrud mm. hvis de står på virksomhedens adresse eller arbejdsstedet.”

Det gøres gældende, at det ikke er i strid med praksis, at man i denne sag har hentet en kollega i [by4], idet der både tidsmæssigt og i forhold til afstand er tale om en kortere afvigelse fra ruten, og at kørslen var i arbejdsgiverens erhvervsmæssige interesse.

Det bemærkes, at Motorstyrelsen selv har udsendt en vejledning i marts 2020 om brug af mand- skabsvogne, hvor følgende bl.a. anføres:

”Opsamling og afsætning af personer, der arbejder i virksomheden, på vej til og fra arbejdspladsen vil være tilladt, også selv om der er tale om lidt større afvigelser fra ruten.

Egentlig afhentning og afsætning på personens bopæl beliggende langt fra ruten, bliver derimod anset for privat personbefordring.”

Der skal altså foretages en samlet vurdering fra sag til sag – og det forekommer ganske anstrengt at hævde, at en påstået afvigelse på 21 km. er i strid med Motorstyrelsens egen vejledning, som er citeret ovenfor. Det er således vores opfattelse, at man i nærværende sag på intet tidspunkt har kørt ”langt fra ruten” for at hente en kollega.

Det bemærkes videre, at hvis mandskabsvognen efterlades på arbejdsstedet eller ved virksomhedens adresse i [by1] i aften- og nattetimerne, vil den være udsat for indbrud, hærværk m.v. Den er ikke på samme måde udsat, når det står parkeret ved bopælen.

Da kørslen til og fra arbejdsstedet ikke anses for at være privat personbefordring, er Motorstyrelsen ikke berettiget til at opkræve registreringsafgift, idet køretøjet er anvendt i overensstemmelse med registreringsafgiftslovens regler.

Det bemærkes i tilknytning hertil, at [person1] har en dansk indregistreret bil (reg. nr. [reg.nr.2]), som han anvender til al privat kørsel i Danmark.

Videre bemærkes, at Motorstyrelsen i afgørelsen (side 4, 6. afsnit) anfører, at kørsel først til [virksomhed2] i [by1] efter mad, for derefter at køre til [adresse5], [by4] med en medarbejder og derefter til [adresse4], [by3] ikke kan anses for værende i virksomhedens erhvervsmæssige henseende.

[virksomhed2] i [by1] ligger i det kryds, hvor køretøjet alligevel skulle vende for at køre tilbage ud på motorvejen (E45), og der er således ikke tale om en afvigelse fra ruten.

Det er fastslået i praksis, at man naturligvis gerne må køre ind og købe mad, gå på toilet etc. i tilknytning til kørsel i en mandskabsvogn, da der er tale om helt basale behov for alle mennesker i løbet af en arbejdsdag. Der må dog ikke være tale om kørsel, der væsentligt afviger fra ruten, hvilket der heller ikke er tale om i nærværende sag, hvad sagsbehandlerne på mødet med Motorstyrelsen den 2. september 2022 da også var enige i.

Nærmere omkring lager på den private bopæl

Motorstyrelsen anfører i afgørelsen (side 4, 5. afsnit) følgende:

”Vi har derudover lagt vægt på, at kørsel mellem arbejdsplads og privat bopæl er privat personbefordring og at der er foretaget en væsentlig afvigelse fra den direkte rute, for at sætte en medarbejder af ved hans bopæl. Herudover er der på den private bopæl ikke et lager af materialer.” (min understregning)

Som anført ovenfor, at forudsætter kørsel mellem virksomheden og den private bolig ”normalt”, at ”der på den private adresse er et mindre lager af materiel og/eller materialer”.

Som anført er der ikke tale om en ultimativ betingelse, idet der med udtrykket “normalt” menes almindeligvis. Samtidig har der aldrig i praksis eksisteret et krav om et egentligt ”lager af materialer” på den private adresse – men derimod ”et mindre lager af materiel og/eller materialer”.

Det gøres gældende, at de involverede medarbejdere har et mindre lager af værktøjer m.v. på egen bopæl bestående af almindeligt håndværktøj og redskaber, som medarbejderne benytter på arbejdsstedet, og at kriteriet om et ”lager” dermed er opfyldt.

Det er dyrt værktøj og dyre redskaber, som medtages i mandskabsvognen, og udstyret kan ikke efterlades på arbejdsstederne, hvorfor det medtages i køretøjet efter endt arbejdsdag. Fuldstændigt på samme måde som i byretsdommen offentliggjort i SKM2022.422.BR, som er omtalt ovenfor.

Efter praksis kan en mandskabsvogn anvendes til opsamling eller afsætning af medarbejdere på disses private bopæl. I nærværende sag anvendes mandskabsvognen til erhvervsmæssig transport af de tre medarbejdere og mandskabsvognen anvendes til kørsel med værktøj, redskaber og maskiner m.v., som skal anvendes på arbejdsstedet.

Transporten er i virksomhedens erhvervsmæssige interesse, idet den giver øget fleksibilitet i for- hold til medarbejdernes udførsel af arbejdsopgaver, og samtidig hindrer, at virksomhedens grund bliver fyldt op med medarbejdernes private biler. Medarbejderne har normalt alene brug for at besøge virksomhedens adresse 1-2 gange ugentligt, og den direkte transport mellem den private adresse og de forskellige arbejdspladser er derfor i høj grad i virksomhedens interesse.

Hvis mandskabsvognen efterlades på arbejdsstedet i aften- og nattetimerne, vil den være meget udsat for indbrud, hærværk m.v., modsat når køretøjet parkeres ved den private adresse, hvor det ikke på samme måde er udsat.

Da kørslen til og fra arbejdsstedet herefter ikke kan anses for at være privat personbefordring, er Motorstyrelsen ikke berettiget til at opkræve registreringsafgift, idet køretøjet er anvendt i overensstemmelse med registreringsafgiftslovens regler og praksis på området.

[...]”

Selskabets repræsentant har 30. august 2024 sendt følgende bemærkninger til Skatteankestyrelsens sagsfremstilling og indstilling:

”[...]

Det fremgår af forslaget til afgørelse side 19, at man fortsat henviser til, at mandskabsvognen på kontroltidspunktet den 27. maj 2022 blev observeret tæt ved [virksomhed2] i [by1]. Som oplyst i klagen side 8 ligger [virksomhed2] i [by1] i det kryds, hvor køretøjet alligevel skulle vende for at køre tilbage ud på motorvejen (E45), og der er således ikke tale om en afvigelse fra ruten.

Det er absurd, hvis man indfører en praksis, hvor det kan medføre voldsomme afgiftsmæssige konsekvenser, at en hårdtarbejdende ansat i en dansk virksomhed køre ind på en [virksomhed2], en tankstation eller tilsvarende for at få noget at drikke og spise og måske gå på toilet, når man dokumenterbart ikke har afveget den rute, som man ellers skulle køre.

I forslaget til afgørelse anføres side 19 følgende:

”Landsskatteretten finder at kørsel med almindelige arbejdsredskaber i mandskabsvognen ikke karakteriseres som et mindre lager af materiel og/eller materialer på medarbejdernes private bopæle. Herudover ses det ikke, at medarbejderne er aflønnet med et skattepligtigt løntillæg beregnet på baggrund af det antal kilometer, der køres i mandskabsvognen fra arbejdspladsen og til medarbejdernes private bopæle, eller at det i denne sag kan lægges til grund, at medarbejderne opbevarede kostbart værktøj i mandskabsvognen for at undgå tyveri fra arbejdspladsen, herunder at mandskabsvognen ikke ses at være overvåget med GPS.”

Det skal på ny præciseres, at den omhandlede mandskabsvogn udelukkende har været anvendt erhvervsmæssigt, og at det udelukkende var begrundet i erhvervsmæssige hensyn, at mandskabsvognen har været medtaget hjem til bopælen for den pågældende medarbejder.

Det fastholdes, at de involverede medarbejdere de facto har et mindre lager af værktøjer m.v. på egen bopæl bestående af almindeligt håndværktøj og redskaber, som medarbejderne benytter på de forskellige arbejdssteder. Dette er også oplyst i klagen til Skatteankestyrelsen, side 9. Jeg henviser til de fremsendte billeder, jf. min e-mail af den 4. juni 2024. På billederne kan man se de genstande, som medarbejderne altid har med i køretøjerne. Der er tale om billeder af en mandskabsvogn magen til, hvor man tydeligt kan se værktøj m.v. og en trailer med gravemaskine.

Det bemærkes, at traileren med gravemaskinen har været parkeret ved bopælen, hvis ikke den har skulle anvendes den efterfølgende dag.

Virksomhedens biler er generelt GPS-overvåget. Virksomheden har forsøgt, men det er desværre ikke muligt at fremskaffe GPS-oplysninger for det omhandlede køretøj fra perioden omkring kontroltidspunktet den 27. maj 2022. Synspunktet har ikke været fremme tidligere, hverken i forbindelse med sagens behandling ved Motorstyrelsen eller på kontormødet ved Skatteankestyrelsen.

De pågældende medarbejdere har ikke modtaget noget særskilt løntillæg, som Skatteankestyrelsen henviser til i forslaget til afgørelse. Synspunktet herom har heller ikke været fremme tidligere, hverken i forbindelse med sagens behandling ved Motorstyrelsen eller på kontormødet ved Skatteankestyrelsen. Der er heller ikke henvist til nogen lovbestemmelse, hvor det fremgår, at der stilles krav om et særskilt løntillæg i en situation som den foreliggende.

Det kan oplyses, at [virksomhed4] A/S har indgået rammeaftaler med henholdsvis [virksomhed5] A/S og [virksomhed6], hvori [virksomhed4] A/S har forpligtet sig til at have en responstid på 2 timer – døgnet rundt alle årets dage. De to rammeaftaler er vedhæftet til denne e-mail.

Som følge af disse kontraktretlige forpligtelser er nogen af de ansatte nødt til at have en mandskabsvogn med hjem til bopælen uden for normal arbejdstid, så de i tilfælde af en kabelfejl m.v. kan køre direkte ud til det pågældende arbejdssted og overholde responstiden på 2 timer.

I aftalen med [virksomhed5] A/S fremgår følgende på 8 i bilag 1 til aftalen:

”Option – Beredskabsordning (ydelsesnr. 10)

Beskrivelse af beredskabsordning

[virksomhed5] skal bruge en beredskabsordning som sikrer, at entreprenør kan hjælpe på kabelfejl døgnet rundt, alle dage (24/7-365) . Dette er for, at vi hurtigere kan udbedre kabelfejl. Der kan bydes på hele Danmark eller en delmængde af geografien, hvis dette beskrives.

•	Arbejdet udføres som udgangspunkt på timebasis
•	Der honoreres kun med udkaldstillæg hverdage mellem kl 15.00 og kl 6.00, samt hele døgnet i weekender og på helligdage.

•	Entreprenøren skal være on-site senest 2 timer efter udkald med gravemaskine og blæse grej

”

I aftalen med [virksomhed6] fremgår følgende på side 9 under punkt 3.2:

”3.2 DRIFTSOPGAVER UDEN FOR NORMAL ARBEJDSTID (16.00 – 7.00)

Bemandede telefonnummer i tidsrummet (16.00 – 7.00).

Responstid: inden for 2 timer i den givne Delaftales område.

Med responstid forstås tidsrummet fra opgave modtagelse til Entreprenøren er på opgavelokationen.”

Selskabets repræsentant har ikke sendt yderligere bemærkninger til Motorstyrelsens udtalelse til Skatteankestyrelsen sagsfremstilling og indstilling.

Selskabets repræsentant har den 4. juni 2024, sendt følgende bemærkninger til mødereferatet fra mødet med Skatteankestyrelsen:

”[...]

Af mødereferatet fremgår følgende nederst side 1:

”Adspurgt af [person6], svarede [person7], at medarbejderne ikke havde et mindre lager af materiel og/eller materialer på deres hjemadresser, men at alt materiale der skulle anvendes på de enkelte arbejdspladser, altid blev fragtet på selskabets køretøjer. Medarbejderne kommer derfor heller ikke til selskabets hjemadresse, for at hente materiel til de enkelte opgaver.”

Det anførte er ikke korrekt, idet [person8] rettelig forklarede, at de involverede medarbejdere de facto har et mindre lager af værktøjer m.v. på egen bopæl bestående af almindeligt håndværktøj og redskaber, som medarbejderne benytter på de forskellige arbejdssteder. Dette er også oplyst i klagen til Skatteankestyrelsen, side 9.

Jeg har som aftalt vedhæftet billeder af de genstande, som medarbejderne altid har med i køretøjerne. Der er tale om billeder af en mandskabsvogn magen til, hvor man tydeligt kan se værktøj m.v. og en trailer med gravemaskine.

[...]”

Retsmøde

Repræsentanten fastholdt den nedlagte påstand om, at der ikke er grundlag for opkrævning af registreringsafgift, da mandskabsvognen ikke er anvendt til privat kørsel i strid med betingelserne for registreringen som afgiftsfri mandskabsvogn, jf. registreringsafgiftslovens § 2, stk. 1, nr. 9, og gennemgik sine anbringender i overensstemmelse med de skriftlige indlæg og det materiale, der blev udleveret på retsmøde.

Repræsentanten fremhævede faktuelt, at selskabet udfører kabelarbejde, og selskabet aktuelt har 65 medarbejdere, og da underentreprenøren gik konkurs, så overtog selskabet en række ansatte og køretøjer fra den konkursramte underentreprenør, hvorfor selskabet også har betalt leasingydelserne på mandskabsvognen efter overtagelsen af denne fra underentreprenøren. Der er alene tale om erhvervsmæssig kørsel, og repræsentanten henviste særligt til rammeaftalerne og bestemmelserne om beredskab i disse og anførte, at medarbejderne derfor er nødt til at have mandskabsvogn og gravemaskine med hjem, og det gælder også for de her omhandlede tre medarbejdere. Repræsentanten fremhævede også, at der ikke i Motorstyrelsens vejledning på dette tidspunkt stod noget om, at der ikke måtte indkøbes mad i arbejdstiden. Der er ikke afveget fra den normale rute i forbindelse med madindkøbet på [virksomhed2].

[person4] fra selskabet oplyste, at selskabet aktuelt har 33 køretøjer og 39 trailere og bekræftede, at kabelarbejdet ikke foregår på selskabets adresse, men foregår i marken både i Jylland og i øvrigt.

Repræsentanten tilføjede, at der ikke kan stilles krav om, at der skal fremlægges et vagtskema for at dokumentere, at der er en vagtordning, som nødvendiggør, at medarbejderne kører hjem til den private bopæl i mandskabsvognen. Det foregår sådan, at hvis der er et kabelbrud, bliver der ringet til f.eks. [person4], som efterfølgende ringer til de medarbejdere, som bor i nærheden af kabelbruddet, og som på forhånd har tilkendegivet at ville tage et vagtkald.

[person4] bekræftede dette og bemærkede, at han havde en rimelig god fornemmelse af, hvem af medarbejderne der ville være interesseret i og kunne tage en sådan opgave med udkald til kabelbrud.

Motorstyrelsen, indstillede i overensstemmelse med tidligere udtalelser, at Motorstyrelsens afgørelse stadfæstes og Skatteankestyrelsens indstilling kan tiltrædes. Det blev i øvrigt fremhævet, at der er købt mad efter endt arbejdsdag, og privat kørsel aldrig har været tilladt.

Hertil bemærkede repræsentanten, at der ikke står noget om, at der ikke må købes mad efter endt arbejdsdag, og det ikke kan være rigtigt, at medarbejdere ikke kan få noget at spise i forbindelse med arbejdet. Det er helt ude at trit med virkeligheden, og det kan ikke være rigtigt.

Landsskatterettens afgørelse

Sagen vedrører, om Motorstyrelsen med rette har opkrævet fuld registreringsafgift for mandskabsvognen, jf. registreringsafgiftslovens § 2, stk. 1, nr. 9, jf. § 2, stk. 3. Landsskatteretten skal derudover tage stilling til, om selskabet hæfter solidarisk for registreringsafgiften, jf. registreringsafgiftslovens § 20, stk. 5.

Retsgrundlaget

Det er udgangspunktet, at der skal betales fuld registreringsafgift af et køretøj i forbindelse med første registrering her i landet, jf. registreringsafgiftslovens § 1, stk. 1-3, i dagældende lovbekendtgørelse nr. 785 af 24. maj 2022.

Registreringsafgiftslovens § 2, stk. 1, nr. 9, har følgende ordlyd:

”[...]

motorkøretøjer, som utvivlsomt er konstrueret og særligt indrettet til befordring af mandskab og materiel (mandskabsvogne). Personkabinen skal være indrettet til befordring af mindst 4 personer og med mindst ét sæde bag forsæderne. Kabinen skal være adskilt fra vareladet eller varerummet. Køretøjets varelad eller varerum skal have større flademål end personkabinen. Køretøjet må kun anvendes til transport til og fra virksomhedens arbejdspladser af materiel, værktøj og materialer og til transport til og fra arbejdspladserne af personer, der arbejder i ejerens eller brugerens virksomhed. Køretøjet må ikke benyttes til privat personbefordring. Køretøjet skal på tydelig måde være påmalet virksomhedens navn. Afgiftsfritagelsen er betinget af, at køretøjer af samme fabriksmærke ikke markedsføres med lignende karrosseri i personvognsudførelse (stationcars og lign.)

[...]”

Af bemærkningerne til lovforslag nr. 39 af 31. oktober 1996, § 1, nr. 2, til Lov nr. 1213 af 27. december 1996, om bl.a. udvidet brug af mandskabsvogne fremgår bl.a.:

”[...]

Privat personbefordring vil som hidtil ikke være tilladt, f.eks. vil det ikke være tilladt at bruge disse registreringsafgiftsfri biler til kørsel mellem virksomheden og den private bopæl. Kørsel mellem arbejdspladserne og den private bopæl vil normalt også være at anse som privat personbefordring og vil derfor være i strid med reglerne. Der kan forekomme tilfælde, hvor en sådan kørsel kan anses for erhvervsmæssig. Eksempelvis, hvor køretøjerne normalt anvendes til kørsel direkte fra en medarbejders private bopæl og til arbejdspladserne.

I sådanne tilfælde forudsættes det, at der er en betydelig afstand (en anden by/landsdel) fra den private bopæl til virksomhedens adresse. Endvidere vil en sådan brug af køretøjerne også normalt forudsætte, at der på den private adresse er et mindre lager af materiel og/eller materialer.

[...]”

Efter lovens ordlyd må mandskabsvognen ikke anvendes til privat personbefordring. I bemærkningerne til lovforslaget er det anført, at kørsel mellem arbejdspladserne og den private bopæl ”normalt” også vil være at anse som privat personbefordring og derfor være i strid med reglerne.

I dom af 30. juni 2022, offentliggjort som SKM2022.422.BR, fandt byretten efter en konkret bevisbedømmelse, at mandskabsvognen ikke havde været anvendt til privat personbefordring, men at transporten af medarbejdere fra arbejdspladsen til deres private hjem i Tyskland, var sket i selskabets interesse, og kørslen derfor skulle anses for erhvervsmæssig. Byretten fandt der var en betydelig afstand fra medarbejdernes private bopæl og til virksomhedens adresse, mens der var noget kortere mellem medarbejdernes private bopæl og arbejdspladsen. Herudover blev det tillagt vægt, at det var ubestridt, at medarbejderne blev aflønnet med et skattepligtigt løntillæg beregnet på baggrund af det antal kilometer, der blev kørt i mandskabsvognen fra arbejdspladsen og til medarbejdernes private bopæl, og efter en konkret bevisbedømmelse blev det lagt til grund, at medarbejderne opbevarede kostbart værktøj i mandskabsvognen for at undgå tyveri fra arbejdspladsen, herunder at mandskabsvognen blev overvåget med GPS. Byretten udtalte bl.a. følgende i præmisserne:

”[...]

Efter JP's forklaring og oplysningerne fra medarbejderne i forbindelse med toldkontrol den 28. marts 2018 lægger retten til grund, at medarbejderne havde benyttet mandskabsvognen til transport fra deres arbejdsplads på Y3-adresse. Medarbejderne var på vej hjem til deres bopælsadresser i Tyskland for at holde påskeferie, og skulle møde på arbejdspladsen Y3-adresse igen efter påske.

Der er en betydelig afstand fra medarbejdernes private bopæl og til virksomhedens adresse, mens der er noget kortere mellem medarbejdernes private bopæl og arbejdspladsen. Det er ubestridt, at medarbejderne blev aflønnet med et skattepligtigt løntillæg beregnet på baggrund af det antal kilometer, som køres i mandskabsvognen fra arbejdspladsen og til medarbejdernes private bopæl. Efter JP's forklaring lægger retten til grund, at medarbejderne opbevarede kostbart værktøj i mandskabsvognene for at undgå tyveri fra arbejdspladserne, og at bilerne blev overvåget med GPS.

På baggrund af disse oplysninger har H1 ført bevis for, at medarbejdernes kørsel i mandskabsvognen mellem arbejdspladsen og deres private bopæl skete i selskabets interesse, og kørslen skal derfor anses som erhvervsmæssig. Det kan ikke føre til et andet resultat, at medarbejderne medbragte en taske med tøj og andre personlige effekter eller kørslen skete i forbindelse med afholdelse af fridagene omkring påske. Det, som Skatteministeriet i øvrigt har anført, kan hellere ikke føre til et andet resultat. Retten tager herefter H1's påstand til følge.

[...]”

Registreringsafgiftslovens § 20, stk. 5, har følgende ordlyd:

”[...]

For betaling af afgiften hæfter tillige en fører eller bruger af køretøjet, hvis den pågældende bruger køretøjet med viden om, at der ikke er betalt den afgift af køretøjet, som kræves efter denne lov.

[...]”

Landsskatterettens begrundelse og resultat

Af ordlyden af registreringsafgiftslovens § 2, stk. 1, nr. 9, fremgår blandt andet direkte, at en mandskabsvogn kun må anvendes til transport til og fra virksomhedens arbejdspladser af materiel, værktøj og materialer og til transport til og fra arbejdspladserne af personer, der arbejder i ejerens eller brugerens virksomhed, ligesom det fremgår, at en mandskabsvogn ikke må benyttes til privat personbefordring.

Det fremgår tilsvarende af forarbejderne til registreringsafgiftslovens § 2, stk. 1, nr. 9, at det ikke er tilladt at anvende en mandskabsvogn til kørsel mellem virksomheden og den private bopæl, og at kørsel mellem arbejdspladserne og den private bopæl også normalt vil være at anse som privat personbefordring. Som udgangspunkt er kørsel mellem arbejdspladserne og den private bopæl således privat personbefordring, der ikke er tilladt. Som en undtagelse hertil fremgår det samtidig af forarbejderne, at hvis kørsel mellem arbejdspladserne og de private bopæle skal anses for at være erhvervsmæssig, kræves det, at en mandskabsvogn normalt anvendes til kørsel direkte fra en medarbejders private bopæl og til arbejdspladserne, og at der er en betydelig afstand fra den private bopæl til virksomhedens adresse, samt at der normalt på medarbejderens private bopæl er et mindre lager af materiel og/eller materialer.

Landsskatteretten lægger på baggrund af det oplyste til grund, at de tre omhandlede medarbejdere alle var ansat i selskabets datterselskab, [virksomhed1] ApS, på kontroltidspunktet den 27. maj 2022. Endvidere lægger Landsskatteretten efter det oplyste og forklarede til grund, at de tre medarbejdere anvendte mandskabsvognen til transport fra arbejdspladsen til deres private bopæle, hvor de på vejen hjem efter endt arbejdsdag købte aftensmad på [virksomhed2].

Landsskatteretten bemærker at det er anvendelsen af mandskabsvogn på kontroltidspunktet, der er afgørende for om betingelserne for afgiftsfrihed, jf. registreringsafgiftslovens § 2, stk. 1, nr. 9, fortsat kan anses for opfyldt. Det er således uden betydning, hvordan selskabets øvrige mandskabsvogne anvendes.

Landsskatteretten finder, at medarbejdernes kørsel efter endt arbejdsdag til [virksomhed2], på vejen hjem til deres private bopæle, hvor medarbejderne parkerede mandskabsvognen for at foretage private indkøb af aftensmad, er privat personbefordring, der ikke er foretaget i selskabets interesse, og dermed er i strid med betingelserne for afgiftsfrihed, jf. registreringsafgiftslovens § 2, stk. 1, nr. 9.

Det af repræsentanten anførte om, at der ikke er tale om en afvigelse fra den almindelige rute, og medarbejderne indgik i en vagtordning samt indholdet af Motorstyrelsens vejledning kan ikke føre til et andet resultat. Der er således tale om, at mandskabsvognen konkret blev anvendt i forbindelse med privat indkøb af mad efter arbejdstid, og det kan ikke anses for erhvervsmæssig befordring i selskabets interesse hverken efter bestemmelsens ordlyd eller forarbejder.

Landsskatteretten finder det således ikke under disse omstændigheder godtgjort, at kørslen til medarbejdernes private bopæle undtagelsesvist kan anses som erhvervsmæssig og dermed i selskabets interesse, og situationen her adskiller sig afgørende fra situationen i f.eks. byrettens dom af 30. juni 2022, offentliggjort som SKM2022.422.BR.

En fører eller bruger hæfter for betaling af registreringsafgiften, hvis den pågældende anvender køretøjet med viden om, at der ikke er betalt den afgift af køretøjet, som kræves efter loven, jf. registreringsafgiftslovens § 20, stk. 5.

Blandt andet henset til, at selskabet har betalt leasingydelserne til leasingselskabet i perioden for anvendelsen af mandskabsvognen frem til debitorskiftet den 1. juni 2022, og det i øvrigt oplyste, lægges det til grund, at [virksomhed3] ApS u/konkurs har overdraget rådigheden over mandskabsvognen til selskabet.

Selskabet stillede mandskabsvognen til rådighed for datterselskabet, og selskabet var vidende om, at medarbejderne i datterselskabet anvendte mandskabsvognen til transport fra arbejdspladsen til deres private bopæle og dermed, at mandskabsvognen blev anvendt i strid med betingelserne for afgiftsfritagelse, jf. registreringsafgiftslovens § 2, stk. 1, nr. 9.

Det forhold, at hverken selskabet eller datterselskabet formelt set var registreret bruger i Køretøjsregisteret på kontroltidspunktet, kan ikke under disse omstændigheder føre til et andet resultat.

Landsskatteretten finder herefter, at selskabet hæfter solidarisk for registreringsafgiften, jf. registreringsafgiftslovens § 20, stk. 5.

Landsskatteretten stadfæster herefter Motorstyrelsens afgørelse.