Kendelse af 30-01-2025 - indlagt i TaxCons database den 28-02-2025
Toldstyrelsen har ændret klagerens tarifering af varer, der blev importeret fra Indien, og som i fortoldningsangivelsen var angivet som julepynt. Ændringen medførte, at klageren blev efteropkrævet med 13.800,20 kr. i told og 1.806,90 kr. i moms.
Landsskatteretten ændrer Toldstyrelsens afgørelse, jf. begrundelsen i præmisserne til Landsskatterettens afgørelse.
[virksomhed1] v/[person1] (herefter benævnt klageren) er en dansk enkeltmandsvirksomhed, som er registreret med branchekode 464990; engroshandel med andre husholdningsartikler.
Toldstyrelsen gennemførte den 9. juni 2022 en dokumentkontrol af klagerens vareparti bestående af forskellige varer importeret fra Indien. Klageren havde på fortoldningsangivelsen under varepost 01 angivet "julepynt - ikke af glas" under varekoden 9505109000.
Toldstyrelsen var af den opfattelse, at den angivne varekode ikke var korrekt. Styrelsen fandt, at der var flere forskellige varearter under varepost 01, og på baggrund heraf oprettede Toldstyrelsen i alt fem nye vareposter med dertilhørende varekoder. Toldstyrelsen fandt, at varerne under den tidligere varepost 01 i stedet skulle angives således:
Ny varepostnummer 01: Julepynt, ikke af glas, skal tariferes under varekode 9505 10 90 00.
Ny varepostnummer 02: Varer af jern og stål, skal tariferes under varekode 7326 90 98 90.
Ny varepostnummer 03: Belysningsartikler, skal tariferes under varekode 9405 99 00 90.
Ny varepostnummer 04: Varer af messing, skal tariferes under varekode 7419 80 90 99.
Ny varepostnummer 05: Varer af Zink, skal tariferes under varekode 7907 00 00 10.
Klageren var uenig i Toldstyrelsens tarifering og var af den opfattelse, at alle varerne skulle tariferes under varekode 9505 10 90 00. Som begrundelse herfor anførte klageren, at salget af de omtalte varer kun foregik sidst i 3. og 4. kvartal, hvorfor der ifølge klageren måtte være tale om dekorationsgenstande til brug ved jul.
Toldstyrelsen har fremlagt liste med tilhørende billeder af de efterkontrollerede varer i varepost 01-05, og ud fra billederne med tilhørende tekst kan varerne beskrives som følgende:
Varenummer | Beskrivelse | ||||||||||||||||||||||||||||||||||||||
2307-00, 2307-20, 2308-20, 2447-10, 6014-20, 6014-00, 8105-15, 8107-15, 8108-30, 8104-15, 8107-15, 19001-11, 20036-00, 21017-10, 22039-11, 22039-21, 22039-31, 27065-05, 27068-25, 28030-00, 30013-11, 30013-21. | Dekorationsgenstande af uædelt metal af form som huse forsynet med snor til ophængning. | ||||||||||||||||||||||||||||||||||||||
2457-20, 2463-00, 6067-00, 8054-01, 8066-21, 19139-11, 20025-00, 20031-01, 20067-00, 21022-10, 21022-20, 21043-10, 21072-00, 21088-00, 22012-12, 22023-11, 22025-00, 22052-01, 23139-20, 23148-40, 23152-21, 23164-20, 23182-20, 24056-10, 24069-20, 25003-11, 25003-15, 25011-11, 25024-35, 25025-11, 26041-10, 26072-21, 27029-11, 27029-21, 27029-31, 27029-41, 27039-00, 27041-80, 27081-00, 27082-12, 27095-20, 28017-20, 28018-00, 28036-00, 28037-00, 29007-39, 29008-29, 29008-39, 29067-01, 30004-20, 30036-10, 8075-15, 29010-35, 28003-24, 29010-21, 30083-30, 30080-42, 240069-20, 26047-00, 28043-00, 29002-20, 29039-00, 23155-90, 29007-11 | Dekorationsgenstande af uædelt metal også forsynet med snor til ophængning. Motiverne er:
| ||||||||||||||||||||||||||||||||||||||
28051-00, 30017-11, 30050-11, 30094-11, 30094-21 | Runde dekorationsgenstande af uædelt metal med naturmotiver beregnet til at indsætte et fyrfadslys. | ||||||||||||||||||||||||||||||||||||||
2458-00, 23197-10, 23198-10, 27017-15, 27110-14, 29037-11, 30099-14, 19007-11, 19007-01, 19007-21, 23197-01, 23197-20 | Dekorationsgenstande af uædelt metal med form som engle. | ||||||||||||||||||||||||||||||||||||||
23216-11, 29073-22,29073-24 | Dekorationsgenstande af uædelt metal med form som stjerner forsynet med spiralformet fastgørelsesanordning. | ||||||||||||||||||||||||||||||||||||||
27003-24, 28072-00, 28072-09, 29076-22, 29076-34, 29076-42. | Dekorationsgenstande af uædelt metal med form som kunstige juletræer beregnet til at stille på en flad overflade. | ||||||||||||||||||||||||||||||||||||||
30058-20, 28070-32, 29025-60 | Dekorationsgenstande af uædelt metal med former som:
Har tilspidset stilk, således at varen kan stikkes ned i et underlag. | ||||||||||||||||||||||||||||||||||||||
28031-00 | Dekorationsgenstand af uædelt metal med form som en fugl og forsynet med en klemme til fastgørelse. | ||||||||||||||||||||||||||||||||||||||
29053-09 | Dekorationsgenstand af uædelt metal. Varen er en række af sammensatte metalplader, der har form som facader af huse, og som kan foldes sammen. | ||||||||||||||||||||||||||||||||||||||
25027-18, 22024-00 | Lysestager af uædelt metal, med form som
| ||||||||||||||||||||||||||||||||||||||
20107-00 | Balancelysestage med stjerne for enden | ||||||||||||||||||||||||||||||||||||||
26083-42 | Metaltråd formet som en stjerne med indsat holder til et stearinlys og med ophængningsanordning af metal. |
Materialet, som varerne var fremstillet af, fremgik dels af den af Toldstyrelsen fremlagte faktura, hvor varerne var angivet med HS-kode, og dels af teksten til de af Toldstyrelsen fremlagte billeder af varerne.
Toldstyrelsen har ved en kontrol ændret klagerens toldangivelse på import af forskellige varer fra Indien. Toldstyrelsen ændrede toldangivelsen, der indeholdt 1 varepost (varepostnummer 01) under KN-positionskoden 9505109000 (julepynt), til at indeholde 5 forskellige vareposter med dertil ændrede KN-positionskoder. Ændringen medførte, at klageren blev efteropkrævet mere i told med i alt 13.800,20 kr. og 1.806,90 i moms.
Toldstyrelsen har som begrundelse bl.a. anført:
"(...)
Vi har konstateret flere forskellige varearter under varepostnummer 01
I har angivet varen som julepynt ikke af glas med varekoden 9505109000 med en toldsats på 0,0 procent da der er anvendt præference 200.
På baggrund af vores kontrol har vi konstateret, at der er tale om flere forskellige varearter, og varekoderne skal derfor være:
- ny varepostnummer 01:
Er julepynt- ikke af glas og skal tariferes under 9505109000. Denne varekode anvendes
til julepynt- ikke af glas. Toldsatsen er på 2,7 procent.
- ny varepostnummer 02:
Er varer af jern og stål og skal tariferes under 7326909890. Denne varekode anvendes
til varer af jern og stål. Toldsatsen er på 2,7 procent.
- ny varepostnummer 03:
Er belysningsartikler og skal tariferes under 9405990090. Denne varekode anvendes
til belysningsartikler. Toldsatsen er på 0,0 procent da der er anvendt præference 200.
- ny varepostnummer 04:
Er varer af messing og skal tariferes under 7419809099. Denne varekode anvendes
til varer af messing. Toldsatsen er på 3,0 procent.
- ny varepostnummer 05:
Er varer af Zink og skal tariferes under 7907000010. Denne varekode anvendes til
varer af Zink. Toldsatsen er på 5,0 procent.
(...)"
Udtalelse fra Toldstyrelsen
I forbindelse med Skatteankestyrelsens klagesagsbehandling har Toldstyrelsen den 2. november 2022 udtalt følgende:
"Ved tarifering er udgangspunktet, at der tariferes ud fra varens objektive kendetegn/karakteristika. Varens bestemmelse kan i nogle tilfælde udgøre et objektivt kriterium i forbindelse med tariferingen, jf. eksempelvis EU-dommen C-677-18, Amoena Ltd, præmis 44, hvor EU-domstolen udtaler:
"(...) selv om varens bestemmelse ganske vist kan udgøre et objektivt kriterium ved tariferingen, er dette kun tilfældet, såfremt varen og denne bestemmelse hænger uløseligt sammen, og denne sammenhæng kan påvises ud fra varens objektive karakteristika og egenskaber (...)"
De varer, der har en snor i sig, har vi vurderet til at være juletræspynt. Alle de andre varer, undtagen dem der tariferes under varekode 9405990090- ikke elektriske belysningsartikler, kan ikke importeres som julepynt, da der er tale om dekorations-genstande af uædle metaller, der ikke opfylder nedenstående betingelser for at være julepynt i toldtariffens bestemmelser til under pos. 950510.
Varer, der kan tariferes som juletræspynt og julepynt i kapitel 95 under pos. 950510, er jf. toldtariffens supplerende bestemmelse til kapitel 95:
1. underpos. 950510 omfatter:
a) varer, der er almindeligt anerkendt som varer til traditionel brug i julehøjtiden, og som udelukkende er udformet og fremstillet til brug som julepynt.
Det drejer sig om.
1) Varer knyttet til den traditionelle julekrybbe, såsom figurerer og hellige dyr til julekrybben, betlehemsstjerner, de hellige tre konger og krybbelandskaber
2) Varer, der på grund af mangeårige nationale traditioner anerkendes som julepynt, såsom:
- Kunstige juletræer
- Julestrømper
- Imiterede brændeknuder (yule logs)
- Juleknallerter
- Julemænd med og uden slæde
- Juleengle.
Denne underposition omfatter ikke pynteartikler til mere generel brug i vintertiden,
hvis objektive karakteristika tyder på, at de ikke udelukkende anvendes i julen, men primært som pynt i vintertiden, såsom istapper, snekrystaller, stjerner, rensdyr, rødkælke, snemænd og andre vintersymboler, uanset om deres farve eller beklædning antyder en forbindelse til jul.
b) Juletræspynt
Der er tale om varer bestemt til at blive hængt på et juletræ (dvs. varer af normalt ikkebestandigt materiale bestemt til at pynte et juletræ).
Varer, der tariferes som ikke elektriske belysningsartikler i underpositionen 94055000 er blandt andet lysestager hvor der er en fastgørelsesanordning jf. de forklarende bemærkninger til underposition 94055000. Der står:
Denne underposition omfatter desuden kandelabre, lysestager og vægstager, herunder kandelabre, lysestager og vægstager til fyrfadslys. Såkaldte "fyrfadsholdere" fremstillet af forskellige materialer (glas, keramik, træ, plast osv.), i form af holdere i diverse former og uden en fastgørelsesanordning eller en særlig anordning til at fastholde et stearinlys eller et fyrfadslys i en bestemt position, er dog ikke omfattet af denne underposition og skal tariferes efter beskaffenhed.
Med henblik på tarifering i denne underposition er det ikke tilstrækkeligt, at der i fordybningen i holderen kan sættes et stearinlys eller fyrfadslys fast.
(...)
Klageren har fremsat påstand om, at varerne skal angives under KN-position 9505 10 90 00 som julepynt.
Til støtte for påstanden er bl.a. anført:
"Vi er ikke enige i at varerne skal have en anden kode end 9505109000. Beskrivelsen af denne
kode er: Pyntegenstande til brug ved højtider... Juletræspynt og anden julepynt... Vores salg er kun
sidst i 3. kvartal og 4. kvartal, så derfor må der i høj grad siges at være tale om pyntegenstande til
brug ved højtider herunder julepynt.
Desuden er den periode, hvori I havde låst vores varer alt for lang. Det lagde et stort pres på vores
levering til kunder samt udfordringer både praktisk og økonomisk med de folk, vi havde hyret ind til
at hjælpe med at sætte vare på lager."
Landsskatteretten skal tage stilling til, om det var med rette, at Toldstyrelsen ændrede klagerens tarifering af de importerede varer i KN-position 9505 10 90 00.
Retsgrundlaget
Tarifering
Reglerne om tarifering af varer fremgår af Rådets forordning (EØF) nr. 2658/87 om told- og statistiknomenklaturen og Den Fælles Toldtarif med senere ændringer.
Ved tarifering tjener overskrifter til afsnit, kapitler og underkapitler i den kombinerede nomenklatur (KN) alene til orientering. Tariferingen skal ske med hjemmel i positionsteksterne og de til afsnit og kapitler knyttede bestemmelser.
Tariferingen af varer i underpositionerne inden for en position skal ske med hjemmel i underpositionsteksterne og de dertil hørende bestemmelser. Kun underpositioner på samme niveau er sammenlignelige. Relevante afsnits- og kapitelbestemmelser finder anvendelse, medmindre andet følger af sammenhængen. Dette fremgår af almindelig tariferingsbestemmelse (ATB) 1 og 6 i den kombinerede nomenklatur.
Af EU-Domstolens faste praksis fremgår, at hensynet til retssikkerheden og myndighedernes kontrolmuligheder kræver, at det afgørende kriterium for varers tarifering i almindelighed skal søges i deres objektive karakteristika og egenskaber, således som disse fremgår af ordlyden af positionen i den kombinerede nomenklatur og de til afsnit og kapitler knyttede bestemmelser, og at disse objektive karakteristika og egenskaber ved varerne skal kunne kontrolleres på tidspunktet for fortoldningen, jf. bl.a. Domstolens afgørelse i C-192/19 (Rensen Shipbuilding), præmis 21-23.
En vares anvendelse kan, efter fast praksis, udgøre et objektivt kriterium ved tariferingen, såfremt varen og dens bestemmelse hænger uløseligt sammen, og denne sammenhæng kan påvises ud fra varens objektive kendetegn og karakteristika. Dette fremgår bl.a. af EU-Domstolens afgørelse i C-268/18 (Onlineshop), præmis 29.
Uædle metaller defineres i den kombinerede nomenklatur i afsnit XV bestemmelse 3:
"Ved "uædle metaller" forstås overalt i nomenklaturen: jern og stål, kobber, nikkel, aluminium, bly, zink, tin, wolfram, molybden, tantal, magnesium, cobaltt, bismuth, cadmium, titan, zirconium, antimon, mangan, beryllium, chrom, germanium, vanadium, gallium, hafnium, indium, niobium (columbium), rhenium og thallium."
Af bestemmelse 5 og 6 til afsnit XV i den kombinerede nomenklatur fremgår:
"5. Tarifering af legeringer (bortset fra ferrolegeringer og kobberforlegeringer som defineret i kapitel 72 og 74):
a) | legeringer af uædle metaller tariferes som det metal, der, beregnet efter vægt, udgør en større del af legeringen end noget andet metal |
b) | legeringer, der består af uædle metaller henhørende under dette afsnit og af bestanddele, der ikke henhører under dette afsnit, tariferes som legeringer af uædle metaller henhørende under dette afsnit, hvis den samlede vægt af sådanne metaller er lig med eller overstiger den samlede vægt af andre bestanddele |
c) | som legeringer betragtes også sintrede blandinger af metalpulver, heterogene inderlige blandinger fremstillet ved smeltning, bortset fra sintrede keramiske metaller (cermets), og intermetalliske forbindelser. |
6. Medmindre andet er bestemt omfatter enhver henvisning overalt i nomenklaturen til et uædelt metal også legeringer, som i henhold til bestemmelse 5 tariferes som det pågældende metal."
Varer af jern og stål tariferes i kapitel 73 i den kombinerede nomenklatur, og andre varer af jern og stål tariferes under position 7326.
Varer af kobber tariferes i kapitel 74 i den kombinerede nomenklatur, og andre varer af kobber tariferes under position 7419.
Varer af zink tariferes i kapitel 79 i den kombinerede nomenklatur, og andre varer af zink tariferes under position 7907.
Diverse varer af uædle metaller tariferes i kapitel 83 i den kombinerede nomenklatur, og dekorationsgenstande af uædle metaller tariferes under position 8306.
Lamper og belysningsartikler, ikke andetsteds tariferet, tariferes i kapitel 94 i den kombinerede nomenklatur, og ikke-elektriske belysningsartikler tariferes under position 9405.
Det følger af EU-Domstolens praksis, at selvom de forklarende bemærkninger til den fælles toldtarif ikke er bindende, indeholder disse vigtige bidrag til den ensartede fortolkning i EU af de forskellige toldpositioner.
Af de forklarende bemærkninger til KN-position 9405 fremgår:
"I. Lamper og belysningsartikler, ikke andetsteds tariferet
Lamper og belysningsartikler i denne position kan være fremstillet af ethvert materiale (undtagen de materialer,
som er nævnt i bestemmelse I til kapitel 71), og de kan anvende enhver lyskilde (stearinlys, olie, benzin, petroleum, gas, acetylen, elektricitet etc.). Elektriske lamper og belysningsartikler i denne position kan være udstyret med fatninger, afbrydere, ledninger og stik, transformatorer etc., eller, som ved armaturer til lysstofrør, med starteranordning og belastningsspole.
Positionen omfatter især:
...
6. Kandelabre, lysestager og lign., f.eks. til pianoer.
...
Denne underposition omfatter desuden kandelabre (se figur 1 og 2), lysestager (se figur 3 og 4) og vægstager
(se figur 5), herunder kandelabre, lysestager og vægstager til fyrfadslys. Såkaldte "fyrfadsholdere" fremstillet af forskellige materialer (glas, keramik, træ, plast osv.), i form af holdere i diverse former og uden en fastgørelsesanordning eller en særlig anordning til at fastholde et stearinlys eller et fyrfadslys i en bestemt position, er dog ikke omfattet af denne underposition og skal tariferes efter beskaffenheden."
Legetøj, spil og sportsartikler tariferes i kapitel 95 i den kombinerede nomenklatur, og pyntegenstande til brug ved højtider tariferes under position 9505.
Det fremgår af supplerende bestemmelse 1 a) til KN-kapitel 95, at underposition 9505 10 omfatter varer til traditionel brug i julehøjtiden, og som udelukkende er udformet og fremstillet til brug som julepynt. Det drejer sig om:
"1) varer knyttet til den traditionelle julekrybbe, såsom figurer og dyr til julekrybbe, betlehemsstjerner, de hellige tre konger og krybbelandskaber.
2) varer, der på grund af mangeårige nationale traditioner anerkendes som julepynt, såsom:
- kunstige juletræer
- julestrømper
- imitationer af yule logs
- juleknallerter
- julemænd med og uden slæde
- juleengle."
Det anføres, at denne underposition ikke omfatter pynteartikler til mere generel brug i vintertiden, hvis objektive karakteristika tyder på, at de ikke udelukkende anvendes i julen, men primært som pynt i vintertiden, såsom istapper, snekrystaller, stjerner, rensdyr, rødkælke, snemænd og andre vintersymboler, uanset om deres farve eller beklædning antyder en forbindelse til jul.
Af supplerende bestemmelse 1 b) fremgår det, at juletræspynt er omfattet af KN-position 9505 10, såfremt der er er tale om varer, der er bestemt til at blive hængt på et juletræ, dvs. varer af normalt ikke bestandigt materiale bestemt til at pynte et juletræ.
Det følger af de Forklarende Bemærkninger til KN-position 95.05, at pyntegenstande, der som følge af deres korte brugstid og som almindeligvis er fremstillet af ikke-holdbare materialer, er omfattet.
Følgende er blandt de artikler, der nævnes:
"1. Pyntegenstande til pyntning af værelser, borde etc. (såsom guirlander, illuminationslygter etc.); juletræspynt (f.eks. englehår, kulørte kugler, dyrefigurer og andre figurer etc.). Kagedekorationer, som sædvanligvis forbindes med en speciel fest (f.eks. flag, dyrefigurer).
2. Artikler, der almindeligvis bruges i anledning af julen, f.eks. kunstige juletræer, julekrybber, julefigurer og dyr med relation til julen, knallerter, julesokker, imiterede brændeknuder, julemandsfigurer."
I forklarende bemærkninger til KN-position 9505, KN-underpositioner, fremgår:
"Generelt
I tilknytning til det i ovenstående forklarende bemærkninger, afsnit A, anførte, skal varerne, for at kunne tariferes som pyntegenstande til brug ved højtider, være beregnet til dekoration (udformning og udsmykning) og udelukkende være udformet og fremstillet og anerkendt som pyntegenstande til brug ved højtider. Disse varer anvendes på en ganske bestemt dag eller i en særlig periode i løbet af året.
Varerne er alt efter, hvordan de er fremstillet og udformet (påtryk, udsmykning, symboler eller inskriptioner), beregnet til brug ved en særlig højtid.
Ved "højtid" forstås en bestemt dag eller periode i løbet af året, som et samfund fejrer med karakteristiske symboler og dertil hørende skikke. Nogle af disse højtider har deres udspring i antikken med rituel overholdelse af særlige religiøse begivenheder; andre fejres generelt og er vigtige for den nationale identitet. Som eksempler på sådanne begivenheder kan nævnes jul, påske, Halloween, Valentinsdag, fødselsdage og bryllupper."
Landsskatterettens begrundelse og resultat
Tariferingen af de af sagen omfattede varer gennemgås i det følgende ud fra de varenumre, der fremgår af listen, som Toldstyrelsen har fremlagt, jf. skemaet under afsnittet faktiske oplysninger ovenfor.
Varerne, der var fremstillet af henholdsvis jern, stål, messing og zink, fremstod på fortoldningstidspunktet med de objektive karakteristika og egenskaber af varer af uædelt metal, jf. afsnit XV, bestemmelse 3 i den kombinerede nomenklatur.
Varenummer: 2458-00, 23197-10, 23198-10, 27017-15, 27110-14, 29037-11, 30099-14, 27003-24, 28072-00, 28072-09, 29076-22, 29076-34, 29076-42, 19007-11, 19007-01, 19007-21, 23197-01, 23197-20.
Varerne forelå på fortoldningstidspunktet som dekorationsgenstande af uædelt metal med form som engle forsynet med snor til ophængning. Af supplerende bestemmelse 1 a) til KN-kapitel 95 fremgår, at juleengle, på grund af mangeårige nationale traditioner, anerkendes som julepynt, og Landsskatteretten finder derfor, at disse varer fremstod med de objektive karakteristika og egenskaber af julepynt henhørende under KN-position 9505 10 90 00. Retten stadfæster herefter Toldstyrelsens tarifering af disse varer i KN-position 9505 10 90 00.
Varenummer: 25027-18, 20107-00 og 22024-00.
Varerne forelå på fortoldningstidspunktet med de objektive karakteristika og egenskaber af tre lysestager af uædelt metal. Varenummer 25027-18 og 22024-00 var beregnede til at stille på en plan overflade, mens varenummer 20107-00var beregnet til ophængning, en såkaldt balance lysestage. Ingen af disse varer havde motiver, der havde relation til jul, men kunne anses for at være pynteartikler til mere generel brug i vintertiden som angivet i supplerende bestemmelse 1 a) til kapitel 95 i den kombinerede nomenklatur. Retten finder, at disse varer er bedst beskrevet i positionsteksten til KN-position 9405 50 00 90 som ikke elektriske belysningsartikler, jf. de forklarende bemærkninger til KN-position 9405. Retten stadfæster herefter Toldstyrelsens tarifering af disse varer i KN-position 9405 50 00 90.
Varenummer: 2307-00, 2307-20, 2308-20, 2447-10, 6014-20, 6014-00, 8105-15, 8107-15, 8108-30, 8104-15, 8107-15, 19001-11, 20036-00, 21017-10, 22039-11, 22039-21, 22039-31, 27065-05, 27068-25, 28030-00, 30013-11, 30013-21, 2457-20, 2463-00, 6067-00, 8054-01, 8066-21, 19139-11, 20025-00, 20031-01, 20067-00, 21022-10, 21022-20, 21043-10, 21072-00, 21088-00, 22012-12, 22023-11, 22025-00, 22052-01, 23139-20, 23148-40, 23152-21, 23164-20, 23182-20, 24056-10, 25003-11, 25003-15, 25011-11, 25024-35, 25025-11, 26041-10, 26072-21, 27029-11, 27029-21, 27029-31, 27029-41, 27039-00, 27041-80, 27081-00, 27082-12, 27095-20, 28017-20, 28018-00, 28036-00, 28037-00, 29007-39, 29008-29, 29008-39, 29067-01, 30004-20, 30036-10, 23216-11, 29073-22,29073-24.
Retten finder, at varerne forelå på fortoldningstidspunktet med de objektive karakteristika og egenskaber af dekorationsgenstande af uædelt metal. Ingen af disse varer havde motiver, der havde relation til jul, men kunne anses for at være pynteartikler til mere generel brug i vintertiden som angivet i supplerende bestemmelse 1 a) til kapitel 95 i den kombinerede nomenklatur. Retten finder, at disse varer er bedst beskrevet i positionsteksten til KN-position 8306 29 00 00 som dekorationsgenstande af uædelt metal, og retten ændrer herefter Toldstyrelsens tarifering af disse varer i KN-position 9505 10 9000 som julepynt til KN-position 8306 29 00 00.
Varenummer: 28051-00, 30017-11, 30050-11, 30094-11.
Varerne forelå på fortoldningstidspunktet med de objektive karakteristika og egenskaber af fyrfadsholdere af uædelt metal. Ingen af varerne havde motiver, der havde relation til jul, men kunne anses for at være pynteartikler til mere generel brug i vintertiden som angivet i supplerende bestemmelse 1 a) til kapitel 95 i den kombinerede nomenklatur. Tarifering i KN-position 9505 10 9000 som julepynt var derfor udelukket. Varerne kunne heller ikke anses for at være en ikke-elektrisk belysningsartikel under KN-position 9405, idet fyrfadsholderne ikke var forsynet med en fastgørelsesanordning eller en særlig anordning til at fastholde et fyrfadslys i en bestemt position, jf. de forklarende bemærkninger til KN-position 9405. Herefter skulle varerne tariferes ud fra beskaffenheden, og da det af den af Toldstyrelsen fremlagte faktura fremgår, at varerne var fremstillet af materiale henhørende under KN-position 7419, andre varer af kobber, finder retten, at varerne er bedst beskrevet under KN-position 7419 80 90 99, andre varer af kobber, som også omfatter varer af messing, jf. bestemmelse 5 og 6 til afsnit XV i den kombinerede nomenklatur.
Retten ændrer herefter Toldstyrelsens tarifering af varerne i KN-position 9505 10 9000 som julepynt til KN-position 7419 80 90 99, andre varer af kobber.
Varenummer: 30094-21
Varen forelå på fortoldningstidspunktet med de objektive karakteristika og egenskaber af en fyrfadsholder af uædelt metal henhørende under KN-position 7419 og med motiv, som kunne anses for at være en pyntegenstand til generel brug i vintertiden. Fyrfadsholderen var ikke forsynet med en fastgørelsesanordning eller en særlig anordning til at fastholde et fyrfadslys i en bestemt position, jf. de forklarende bemærkninger til KN-position 9405, og retten finder således, at det var med rette, at Toldstyrelsen havde tariferet varen ud fra sin beskaffenhed i KN-position 7419 80 90 99 som andre varer af kobber.
Varenummer: 8075-15 og 29010-35
Varerne forelå på fortoldningstidspunktet som tråd af uædelt metal med påsatte blade, kogler m.v. også af uædelt metal. Retten finder, at varerne forelå med de objektive karakteristika og egenskaber af pynteartikler til mere generel brug i vintertiden som angivet i supplerende bestemmelse 1 a) til kapitel 95 i den kombinerede nomenklatur, og varerne var således bedst beskrevet i KN-position 8306 29 00 00 som dekorationsgenstande af uædle metaller. Retten ændrer herefter Toldstyrelsens tarifering af varerne i KN-position 7907 00 00 10, som andre varer af zink til KN-position 8306 29 00 00.
Varenummer: 28003-24, 29010-21, 30083-30, 30080-42.
Varerne forelå på fortoldningstidspunktet som tråd af uædelt metal med motiv af kunstige grene påsatte blade også af uædelt metal. Retten finder, at varerne forelå med de objektive karakteristika og egenskaber af pynteartikler til mere generel brug i vintertiden som angivet i supplerende bestemmelse 1 a) til kapitel 95 i den kombinerede nomenklatur, og varen var således bedst beskrevet i KN-position 8306 29 00 00 som dekorationsgenstande af uædle metaller. Retten ændrer herefter Toldstyrelsens tarifering af varerne i KN-position 7419 80 90 99 som andre varer af kobber til KN-position 8306 29 00 00.
Varenummer: 30058-20, 28070-32, 29025-60, 28031-00, 240069-20, 26047-00, 28043-00, 29002-20, 29039-00, 23155-90, 29053-09.
Retten finder, at varerne forelå på fortoldningstidspunktet med de objektive karakteristika og egenskaber af pyntegenstande til mere generel brug i vintertiden som angivet i supplerende bestemmelse 1 a) til kapitel 95 i den kombinerede nomenklatur, og varerne var således bedst beskrevet i KN-position 8306 29 00 00 som dekorationsgenstande af uædle metaller. Retten ændrer herefter Toldstyrelsens tarifering af varerne i KN-position 7326 90 98 90 som andre varer af jern og stål til KN-position 8306 29 00 00.
Varenummer 26083-42
Varen forelå på fortoldningstidspunktet som tråd af uædelt metal formet som en stjerne og med en metalanordning til ophæng. Stjernen var forsynet med en særlig anordning til at fastholde et stearinlys i en bestemt position, og retten finder herefter, at varen forelå med de objektive karakteristika og egenskaber af en ikke-elektrisk belysningsartikel henhørende under KN-position 9405, jf. de forklarende bemærkninger til KN-position 9405. Varen var udelukket fra tarifering under KN-position 9505 som julepynt, idet stjerner anses for at være et almindeligt vintermotiv i henhold til supplerende bestemmelse 1, a) til KN-kapitel 95. Retten ændrer herefter Toldstyrelsens tarifering i KN-position 7419 80 90 99, andre varer af kobber til KN-position 9405 50 00 90.
Det af klageren anførte om, at salget af de importerede varer kun fandt sted sidst i 3. og 4. kvartal, og at varerne af den grund skulle anses for at være julepynt, kan ikke føre til andet resultat end ovennævnte tarifering. De omhandlede varer og deres bestemmelse hænger ikke uløseligt sammen, idet tariferingen af disse kunne foretages alene på grundlag af deres objektive karakteristika og egenskaber på fortoldningstidspunktet.
Det overlades til Toldstyrelsen at beregne told og renter som følge af den ændrede tarifering, jf. § 12, stk. 5, i Landsskatterettens forretningsorden, bekendtgørelse nr. 2373 af 10. december 2021.