Kendelse af 25-04-2025 - indlagt i TaxCons database den 24-05-2025

Journalnr. 22-0050215

Toldstyrelsen har efteropkrævet selskabet med 4.882,50 kr. i tarifmæssig told og 1.220,63 kr. i moms som følge af en efterkontrol af selskabets import af en vare af glas, der blev anvendt som belysningsartikel. Toldstyrelsen har ændret varekoden, idet det er styrelsens opfattelse, at varen skal tariferes under position 7013 99 00 90 i den Kombinerede Nomenklatur som en dekorationsgenstand af glas. Det er selskabets opfattelse, at varen skal tariferes under position 9405 50 00 90 som en ikke-elektrisk belysningsartikel.

Landsskatteretten stadfæster Toldstyrelsens afgørelse.

Faktiske oplysninger

Toldstyrelsen foretog den 24. marts 2022 kontrol af selskabets import af [vare1], angivet under referencenummer [...60], under varepost nr. 3, og som var tariferet under varekode 9405 50 00 90 med en toldsats på 2,7 %. Varen forelå som en todelt vare af glas, der bestod af en underskål, hvori der kunne sættes en lyskilde, og en kuppelformet overdel med hul foroven, som kunne sættes over underskålen.

Toldstyrelsen var af den opfattelse, at varen var tariferet forkert, idet der var tale om en dekorationsgenstand af glas, der hørte til i KN-position 7013 99 00 90 med en toldsats på 11 %. Toldstyrelsen foreslog at ændre toldangivelsen i overensstemmelse hermed og sendte den 28. marts 2022 et enighedsbrev til selskabet. Selskabet bekræftede, at de var enige i Toldstyrelsens ændringer, og herefter blev varepartiet frigivet, og Toldstyrelsen afsluttede sagen. Selskabet blev efteropkrævet med 4.882,50 kr. i told og 1.220,63 kr. i moms.

Toldstyrelsens afgørelse

Toldstyrelsen har efteropkrævet selskabet 4.882,50 kr. i told og 1.220,63 kr. i moms ved ændring af selskabets tarifering af [vare1].

Toldstyrelsen har som begrundelse bl.a. anført:

"...

Afgørelse

Toldstyrelsen har truffet afgørelse i forbindelse med vores kontrol af jeres vareparti,som I har angivet til fortoldning med referencenummer [...60]. Vi kontrollerede varepostnummer 3.

Den 28. marts 2022 sendte vi et brev til jer og spurgte, om I er fuldt ud enige i, at vi afslutter sagen med denne afgørelse, som har samme indhold som vores brev. Det har I bekræftet.

Varepartiet er blevet frigivet.
I skal betale mere i told og moms
Vores kontrol viser, at I skal betale 4.882,50 kr. mere i told, end det, der fulgte af jeres oprindelige angivelse. Det er jer, som debitor for toldskylden, der skal betale beløbet.

Ændringen i toldangivelsen betyder også, at I skal betale 1.220,63 kr. mere i moms.

Kontrollen har omfattet
Kontrollen er gennemført som dokument og fysisk varekontrol.

Vi har konstateret, at varekoden ikke er korrekt.

Her ser I vores ændringer
Vi har ændret varekoden for varepostnummer 3
I har angivet varen som " Glass candle holder i andre tilfælde" med varekoden 9405500090 med en toldsats på 2,7 procent.

På baggrund af vores kontrol har vi konstateret, at der er tale om "dekorationsgenstande af glas", og varekoden skal derfor være 7013990090. Denne varekode anvendes til Bordservice, dekorationsgenstande til indendørs brug og lignede varer af glas, andre varer... i andre tilfælde. Toldsatsen er på 11,0 procent.

Samlet opgørelse

Fortoldningsangivelsen

Varepost

Varekode

Toldværdi

Toldsats

Told

3

9405500090

58.825

2,7

1.588,20

I alt

58.825

1.588,20

Toldstyrelsens opgørelse

Varepost

Varekode

Toldværdi

Toldsats

Told

3

7013990090

58.825

11,0

6.470,70

I alt

58.825

6.470,70

Difference i told 4.882,50

Difference i moms 1.220,63

..."

Udtalelse fra Toldstyrelsen

I forbindelse med Skatteankestyrelsens klagesagsbehandling har Toldstyrelsen den 1. juli 2022 udtalt følgende:

" I forbindelse med klagen nedlægges der påstand om, at Klagers produkt: [vare1] skal fortoldes under varekoden 9405500090"KAPITEL 94 - MØBLER; SENGEBUNDE, MADRASSER, DYNER, PUDER OG LIGN.; LAMPER OG BELYSNINGSARTIKLER, IKKE ANDETSTEDS TARIFERET; LYSSKILTE, NAVNEPLADER MED LYS OG LIGNENDE VARER; PRÆFABRIKEREDE BYGNINGER; Lamper og belysningsartikler (herunder projektører) ogdele dertil, ikke andetsteds tariferet; lysskilte, navneplader med lys og lignende varer, med permanentmonteret lyskilde, samt dele dertil, ikke andetsteds tariferet; Ikke-elektriske belysningsartikler; I andretilfælde."1

Toldstyrelsen udførte en fysisk kontrol den 24. marts 2022, hvor de kontrolførende bl.a. tog billeder af produktet, som ses i bilag 1.

1. Beskrivelse af produktet

I dette tilfælde kontrollerede Toldstyrelsen et produkt, som består af en grøn underdel af glas samt en røgfarvet overdel med et hul i top og bund, også af glas. Det er som udgangspunkt meningen, at overdelen skal sættes ned over skålen, der er lidt mindre i omfang end låget. De to bestanddele har ingen fastgørelse til hinanden. Toldstyrelsen er af Klager blevet gjort opmærksomme på, at varen fås i to forskellige størrelser: Ø14,5 cmxH11,5 cm og Ø25,9xH21 cm.

2. Klagers vurdering og konklusion

I Klagers vurdering og konklusion punkt 3.3, bliver der lagt vægt på flere argumenter for, at varen skal tariferes under varekode 9405500090. I nedenstående vil Toldstyrelsen argumentere for, hvorfor denne konkrete vare ikke kan tariferes under varekode 9405500090.

Klagers vurdering:

"[vare1] er udviklet som lanterne og har de facto de samme egenskaber som en traditionel lanterne. Der er således et ventilationshul foroven samt "åbning", hvorved man kan indsætte et lys. [vare1]s design adskiller sig givetvis fra traditionelle lanterner, idet alle komponenter er lavet af glas, men funktionen og den grundlæggende opbygning er den samme. Det fremgår desuden af bemærkningerne, at underpositionen omfatter lanterner af ethvert materiale. Det er således vores opfattelse, at [vare1] hører under varegruppen med varekode 9405 50 00.

Det er vores opfattelse at [vare1] ikke kan sammenlignes med såkaldte "fyrfadsholdere". Der skal i den forbindelse henses til, at [vare1] består af flere dele, hvoraf den øverste del har en så snæver åbning, at det er nødvendigt at løfte delen, før det er muligt at indsætte et lys."

3. Toldstyrelsens vurdering

Klager mener, at [vare1] har de samme egenskaber, som en traditionel lanterne. Dette er Toldstyrelsen ikke enige i, da en traditionel lanterne (i den ikke elektriske udgave) er kendetegnet ved, at den brændende lyskilde (uanset om det er et stearinlys eller petroleum) er beskyttet, således at lanternen kan anvendes udenfor i alt slags vejr. I bilag 2 kan ses en lanterne, som den så ud i gamle dage.

Grundlæggende skal der være et lukket rum, så lyset ikke går ud ved regn og blæst. I det lukkede rum er det så tilladt, at der er nogle ventilationshuller (i den gammeldags udgave sidder de oppe i hætten), og at der er en "åbning" til at sætte stearinlyset ind, men det er en åbning - som i noget, der kan lukkes igen, ikke et stort hul.

Lanterne er desuden kendetegnet ved, at de kan flyttes (og har derfor normal også en hank). Denne vare har ingen form for hank eller tilsvarende, og den ikke flyttes uden at man har fat i begge bestanddele på samme tid.

Der er udstedt adskillige Bindende Tariferings Oplysning (BTO) på lignende varer af traditionel udformning og med praktiske egenskaber.

BTO-afgørelse DK BTI 22-0180539:

Denne vare fremstår som værende en lanterne med en konstruktion af lodrette stolper af uædle metaller og sider af glas. Den ene side kan åbnes og lukkes. I toppen er der to ventilationshuller og et håndtag.

Varekode 9405500090

BTO-afgørelse DE BTI 24259/21-1

Denne vare fremstår som værende en lanterne opbygget efter traditionel forstand som varen i bilag 2. Varen har en konstruktion af metal med en beskyttet glaskuppel i midten af konstruktionen. Ovenover kuplen er små ventilationshuller samt lidt større ventilationshuller i toppen lige under hanken.

Varekode 9405500090.

Klager vurderer, at "[vare1] har de facto samme egenskaber", som en traditionel lanterne. Dette mener Toldstyrelsen ikke er korrekt, da [vare1] er en todelt vare uden nogen form for hank, så den kan ikke bæres rundt eller flyttes med lethed.

Klager henviser i påklagen til "Forklarende bemærkninger til Den Europæiske Unions kombinerede nomenklatur", herunder bemærkninger til varekode "9405 50 00 Ikke-elektriske belysningsartikler".

"9405 50 00 Ikke-elektriske belysningsartikler

Se også de forklarende bemærkninger til HS, pos. 9405, del I, nr. 5, og del I, nr. 6.

Denne underposition omfatter lanterner af ethvert materiale (med undtagelse af materialer, som er nævnt i bestemmelse 1 til kapitel 71) med eller uden en fastgørelsesanordning eller en særlig anordning til at holde et stearinlys eller et fyrfadslys. De har normalt ventilationshuller foroven samt en "åbning", hvorigennem der kan indsættes et stearinlys.

Denne underposition omfatter desuden kandelabre (se figur 1 og 2), lysestager (se figur 3 og 4) og vægstager (se figur 5), herunder kandelabre, lysestager og vægstager til fyrfadslys Såkaldte "fyrfadsholdere" fremstillet af forskellige materialer (glas, keramik, træ, plast osv.), i form af holdere i diverse former og uden en fastgørelsesanordning eller en særlig anordning til at fastholde et stearinlys eller et fyrfadslys i en bestemt position, er dog ikke omfattet af denne underposition og skal tariferes efter beskaffenheden (se figur 6-12). Med henblik på tarifering i denne underposition er det ikke tilstrækkeligt, at der i fordybningen i holderen kan sættes et stearinlys eller et fyrfadslys fast (se også Kommissionens forordning (EF) nr. 141/2002 (*) og Kommissionens gennemførelsesforordning (EU) nr. 774/2011 (**))."

Her står bl.a. " De har normalt ventilationshuller foroven samt en "åbning", hvorigennem der kan indsætteset stearinlys." [vare1] har givetvis et hul i toppen af låget, men dette er et stort hul og fungerer ikke som ventilationshuller. Hullet i toppen af låget beskytter ikke lyset mod regn og ved en kraftigere byge vil lyset gå ud, da det vil regne direkte ned gennem hullet.

Klager vurderer, at "[vare1] har en åbning, hvorved man kan indsætte et lys". Denne åbning er et stort hul i låget, hvor man som forbruger ikke kan nedsætte et lys gennem. Gør man dette, skal man slippe lyset gennem åbningen og lade det falde ned i skålen, hvor lyset risikerer at vælte eller stå skævt. Lyset skal desuden tændes inden, at det bliver føres gennem åbningen, og man risikerer dermed også, at lyset går ud, når man slipper lyset ned i skålen.

Toldstyrelsen har udsøgt to BTO'er: hhv. DE BTI 16258/22-1 og DE BTI 421/22-1.

Begge BTO'er er med udgangspunkt i en vare, som er opbygget på en lignende måde som [vare1]. Varerne har en underdel samt en overdel, der kan sættes ovenpå hinanden. Overdelen har et lignende hul i toppen, ligesom [vare1], hvor omkredsen af hullet er mindre end omkredsen af selve overdelen. Hullet er ikke lavet som ventilationshuller, men er lavet så stort og ubeskyttet, at regnen frit kan nå ned til et lys og slukke det.

Begge varer er tariferet under varekode 7013990090.

4. Toldstyrelsens konklusion

Ud fra ovenstående vurdering kan det fra Toldstyrelsens side konkluderes, at [vare1] ikke kan tariferes under varekode 9405500090. Varen overholder ikke de kriterier, der beskriver en lanterne eller andre ikke-elektriske belysningsartikler, da varen ikke er beskyttet mod regn og vind, og Toldstyrelsen vil derfor tarifere [vare1] efter varens objektive karakteristika samt Almindelige Tariferingsbestemmelser (ATB) 1 og 6 2. [vare1] er en dekorationsgenstand lavet af glas, og Toldstyrelsen vurderer derfor, at varen skal tariferes under varekode 7013990090, der beskriver " GLAS OG GLASVARER; Bordservice, køkken-, toilet- og kontorartikler, dekorationsgenstande til indendørs brug og lignende varer, af glas, undtagen varer henhørende under pos. 7010 eller 7018; Andre varer; I andre tilfælde; I andre tilfælde."

Klagerens opfattelse

Selskabets repræsentant har fremsat påstand om, at varen, [vare1], skal fortoldes under varekoden 9405 50 00 90.

Til støtte for påstanden er bl.a. anført:

"...

KLAGE OVER TOLDSTYRELSENS AFGØRELSE AF DEN 29. MARTS 2022 - [virksomhed1] APS - CVR. NR.: [...1].

På vegne af [virksomhed1] ApS (herefter Klager) skal vi hermed klage over Toldstyrelsens afgørelse af den 29. marts 2022. Fuldmagt er vedhæftet som bilag 1.

1. PÅSTAND
I forbindelse med nærværende klageskrivelse nedlægges der påstand om at Klagers produkt:
[vare1] skal fortoldes under varekoden 9405500090.

2. SAGSFREMSTILLING
Klager har sendt et vareparti til fortoldning med referencenummer [...60].
Toldstyrelsen har i forbindelse hermed kontrolleret varepostnummer 3 (herefter "[vare1] Lantern").

Klager har angivet [vare1] som "Glass candle holder i andre tilfælde" med varekoden 9405500090 med en toldsats på 2,7 procent.

Toldstyrelsen har på baggrund af deres kontrol konstateret, at der er tale om "dekorationsgenstande af glas", og det er dermed deres opfattelse, at varekoden skal være 701399090 med en toldsats på 11,0 procent.

Klagerens økonomiafdeling har tidligere informeret Toldstyrelsen om, at Klager er enig i Toldstyrelsens opfattelse i sagen. Vi skal hertil bemærke, at dette var en fejl, hvorfor Klager hermed ønsker at klage over Toldstyrelsens afgørelse.

Beskrivelse af [vare1]
[vare1] er en lanterne lavet i glas, og består af 2 dele - en øvre del og nedre del. Der kan indsættes et lys i den nedre del ved at løfte den øvre del. Der er et lille hul foroven i den øvre del, som gør det muligt for et lys at brænde.

Lanternen findes i 2 størrelser: Ø14,5 cmxH11,5 cm og Ø25,9xH21 cm.

Billeder af [vare1] er vedlagt som bilag 2.

3. ANBRINGENDER
Det gøres gældende, at Klagers produkt: [vare1], tilhører varegruppen "9405 50 00 Ikke-elektriske belysningsartikler".

3.1 Særligt vedrørende varekode "9405 50 00 Ikke-elektriske belysningsartikler"
Det fremgår af "Forklarende bemærkninger til Den Europæiske Unions kombinerede nomenklatur", herunder bemærkninger til varekode "9405 50 00 Ikke-elektriske belysningsartikler" at:

"Denne underposition omfatter lanterner af ethvert materiale (med undtagelse af materialer, som er nævnt i bestemmelse 1 til kapitel 71) med eller uden en fastgørelsesanordning eller en særlig anordning til at holde et stearinlys eller et fyrfadslys. De har normalt ventilationshuller foroven samt en "åbning", hvorigennem der kan indsættes et stearinlys"

(Vores understregning).

Det fremgår endvidere af bemærkningerne at:

"Såkaldte "fyrfadsholdere" fremstillet af forskellige materialer (glas, keramik, træ, plast osv.), i form af holdere i diverse former og uden en fastgørelsesanordning eller en særlig anordning til at fastholde et stearinlys eller et fyrfadslys i en bestemt position, er dog ikke omfattet af denne underposition og skal tariferes efter beskaffenheden (se figur 6-12).
Med henblik på tarifering i denne underposition er det ikke tilstrækkeligt, at der i fordybningen i holderen kan sættes et stearinlys eller et fyrfadslys fast (se også Kommissionens forordning (EF) nr. 141/2002 (*) og Kommissionens gennemførelsesforordning (EU) nr. 774/2011 (**))".

Der skal altså først og fremmest foretages en konkret vurdering af, hvorvidt [vare1] besidder de kvaliteter, som gør sig gældende for de varer, der hører under varegruppen med varekode 9405 50 00.

Dernæst bør det vurderes hvorvidt [vare1] er sammenlignelig med såkaldte "fyrfadsholdere", som ikke er omfattet af varegruppen

3.3 Vurdering og konklusion
[vare1] er udviklet som lanterne og har de facto de samme egenskaber som en traditionel lanterne. Der er således et ventilationshul foroven samt "åbning", hvorved man kan indsætte et lys. [vare1]s design adskiller sig givetvis fra traditionelle lanterner, idet alle komponenter er lavet af glas, men funktionen og den grundlæggende opbygning er den samme. Det fremgår desuden af bemærkningerne, at underpositionen omfatter lanterner af ethvert materiale. Det er således vores opfattelse, at [vare1] hører under varegruppen med varekode 9405 50 00.

Det er vores opfattelse at [vare1] ikke kan sammenlignes med såkaldte "fyrfadsholdere".
Der skal i den forbindelse henses til, at [vare1] består af flere dele, hvoraf den øverste del har en så snæver åbning, at det er nødvendigt at løfte delen, før det er muligt at indsætte et lys.
Ingen af de viste eksempler (figur 6-12) har lignende egenskaber.

3.4 Særligt vedrørende varekode 7013990090
Det er Toldstyrelsens opfattelse at [vare1] kan beskrives som "dekorationsgenstande af glas", og at produktet skal dermed hører under varekoden 7013990090.

Ved opslag i eVITA ses det, at varekode 7013100000 består af bordservice, køkken-, toilet- og kontorartikler, dekorationsgenstande til indendørs brug og lignende varer, af glas.

[vare1] har, præcis som andre lanterner, den egenskab, at den med sin snævre ventilationsåbning, beskytter en levende flamme fra vind og vejr, således at den ikke går ud, hvis den udsættes for blæst eller regn. [vare1] er altså designet til at kunne fungere udendørs.

Det må antages, at lanternens evne til at fungere udendørs, er årsagen til, at den indgår i en anden varekode (9405500090). Det er således vores opfattelse, at [vare1] under alle omstændigheder ikke kan fortoldes under varekode 7013100000, da dens funktion som lanterne først og fremmest giver anledning til udendørs brug.

****

Hvis Skatteankestyrelsen har nogen spørgsmål til nærværende skrivelse, så er I naturligvis meget velkomne til at kontakte undertegnede.

..."

Klagerens bemærkninger til Toldstyrelsens udtalelse

Selskabets repræsentant har den 18. juni 2022 fremsat følgende bemærkninger til Toldstyrelsens udtalelse:

" Vi har tidligere gjort gældende, at [vare1] har de samme egenskaber, som en traditionel lanterne. Dette er Toldstyrelsen ikke enige i, da en traditionel lanterne (i den ikke elektriske udgave) er kendetegnet ved, at den brændende lyskilde (uanset om det er et stearinlys eller petroleum) er beskyttet, således at lanternen kan anvendes udenfor i alt slags vejr.

Det er herefter fortsat Toldstyrelsens opfattelse at [vare1] kan beskrives som "dekorationsgenstande af glas", og at produktet skal dermed hører under varekoden 7013990090. Varekode 7013100000 består af bordservice, køkken-, toilet-og kontorartikler, dekorationsgenstande til indendørs brug og lignende varer, af glas (vores understregning).

1. VORES BEMÆRKNINGER

Indledningsvist skal vi kort bemærke, at det i dag er populært at benytte batteridrevne bloklys/fyrfadslys i lanterner, hvilket betyder, at lanternens design ikke nødvendigvis behøver at beskytte overfor regn og blæst for at kunne holde liv i et lys.- indsæt bemærkninger til 1. instans' udtalelse"

Når det er sagt, så skal vi endnu engang bemærke, at [vare1] er designet til at fungere udendørs, hvilket efter vores opfattelse betyder, at varen ikke kan høre under varekoden 7013990090 da denne varekode indeholder produkter til indendørs brug.

[vare1] er designet i en todelt løsning bestående af en underdel (skål) og en overdel. Man sætter lyset i skålen og derefter sætter man overdelen over skålen for at beskytte lyset. Det er ikke meningen, at lyset skal indsættes via ventilationshullet foroven, og det har ikke været meningen, at vores tidligere beskrivelser af [vare1] har skulle forstås således. Overdelen er designet til at beskytte lyset mod vind og vejr.

I de "Forklarende bemærkninger til Den Europæiske Unions kombinerede nomenklatur", herunder bemærkninger til varekode "9405 50 00 Ikke-elektriske belysningsartikler" fremgår det at:

"underpositionen omfatter lanterner af ethvert materiale (med undtagelse af materialer, som er nævnt i bestemmelse 1 til kapitel 71) med eller uden en fastgørelsesanordning eller en særlig anordning til at holde et stearinlys eller et fyrfadslys. De har normalt ventilationshuller foroven samt en "åbning", hvorigennem der kan indsættes et stearinlys" (vores understregning).

Det er Toldstyrelsens opfattelse at åbningen i overdelen ikke fungerer som et ventilationshul som beskrevet i de "Forklarende bemærkninger til Den Europæiske Unions kombinerede nomenklatur", herunder bemærkninger til varekode "9405 50 00 Ikke-elektriske belysningsartikler". Toldstyrelsen lægger i den forbindelse vægt på, at åbningen i overdelen ikke beskytter lyset mod regn og at lyset vil gå ud, hvis [vare1] udsættes for en kraftig byge.

Hertil skal vi først og fremmest bemærke, at det ikke ville være muligt for et levende lys at brænde, hvis den pågældende åbning ikke fandtes i overdelen på [vare1]. Det må således være klart, at åbningen foroven er lavet for at tilføre ventilation (ilt). Åbningen foroven har i øvrigt ingen anden funktion end at tilføre ventilation. Vi mener derfor, at åbningen i overdelen med rette kan beskrives som et ventilationshul.

Derudover skal vi bemærke, at det ikke er unormalt, at slutkunden benytter [vare1] ved ophold på en udendørs terrasse, som er overdækket. Under disse forhold er det altså underordnet, hvorvidt [vare1] kan holde liv i et lys i forbindelse med en kraftig byge eller ej.

Hertil skal det endvidere bemærkes, at slutkunden typisk anvender [vare1] til at skabe en hyggelig stemning, når vedkommende selv opholder sig udendørs - eksempelvis i sin have. Det regner derfor typisk ikke, når [vare1] rent faktisk anvendes.

Det som derfor er afgørende for slutkunden er, at [vare1] forhindrer, at lyset slukkes af eventuelle vindpust og at vedkommende dermed kan benytte produktet udendørs.

Toldstyrelsen udtaler, at en lanterne desuden er kendetegnet ved, at den kan flyttes (og derfor normalt også har en hank). Toldstyrelsen bemærker i den forbindelse, at [vare1] ikke har nogen form for hank eller tilsvarende, og at den ikke kan flyttes uden, at man har fat i begge bestanddele på samme tid.

Vi skal i den forbindelse bemærke, at det ikke fremgår af bemærkningerne til varekode "9405 50 00 Ikke-elektriske belysningsartikler", at en lanterne skal have en hank for at kvalificere sig til denne varekode. Der henvises til følgende beskrivelse af lanternen:

"De har normalt ventilationshuller foroven samt en "åbning", hvorigennem der kan indsættes et stearinlys" (vores understregning)".

Det må forudsættes, at man med den relativt kortfattede beskrivelse, har ønsket at give designere et frirum til at fortolke lanternen.

Vi skal endvidere bemærke, at den type lanterne, som Toldstyrelsen henviser til, herunder den som illustreres i bilag 2 til Toldstyrelsens udtalelse, i dag anses for at være et supermarkedsprodukt. Hvis man vil sælge lanterner som et high-end brand, så er man nødt til at tænke nyt og anderledes i forbindelse med produktets design. Det ville være umuligt for Klager at være konkurrencedygtig med et design, som ligner den der sælges i supermarkeder, da de givetvis har mulighed for at producere billigere og dermed sælge til en mere fordelagtig pris til slutbrugeren.

Vi bryster os af at Danmark er et designland, men hvor havde vi stået henne, hvis der ikke var blevet lavet nyfortolkninger af møbler og andre ting gennem årene? Derfor mener vi det er vigtigt at Toldstyrelsen følger med udviklingen og ikke bare står fast ved at tingene skal være som før, og at der dermed ikke kan ske ændringer/fremskridt.

Det er efter vores opfattelse urimeligt, at Klager pålægges ekstra omkostninger i form af told, blot fordi Klager tænker nyt og anderledes. Med den nuværende afgørelse fra Toldstyrelsen bliver Klager straffet for at nytænke en lanterne, idet selskabet stilles dårligere konkurrencemæssigt i forhold til dens konkurrenter, som ikke bruger ressourcer på design og udvikling.

..."

Landsskatterettens afgørelse

Landsskatteretten skal tage stilling til, hvorvidt varen, [vare1], opfyldte betingelserne for at kunne tariferes i varekode 9405 50 00 90 i den Kombinerede Nomenklatur.

Retsgrundlaget

Tarifering

Reglerne om tarifering af varer fremgår af Rådets forordning (EØF) nr. 2658/87 om told- og statistiknomenklaturen og Den Fælles Toldtarif med senere ændringer.

Ved tarifering tjener overskrifter til afsnit, kapitler og underkapitler i den kombinerede nomenklatur (KN) alene til orientering. Tariferingen skal ske med hjemmel i positionsteksterne og de til afsnit og kapitler knyttede bestemmelser.

Tariferingen af varer i underpositionerne inden for en position skal ske med hjemmel i underpositionsteksterne og de dertil hørende bestemmelser. Kun underpositioner på samme niveau er sammenlignelige. Relevante afsnits- og kapitelbestemmelser finder anvendelse, medmindre andet følger af sammenhængen. Dette fremgår af almindelig tariferingsbestemmelse (ATB) 1 og 6 i den kombinerede nomenklatur.

Af EU-Domstolens faste praksis fremgår, at hensynet til retssikkerheden og myndighedernes kontrolmuligheder kræver, at det afgørende kriterium for varers tarifering i almindelighed skal søges i deres objektive karakteristika og egenskaber, således som disse fremgår af ordlyden af positionen i den kombinerede nomenklatur og de til afsnit og kapitler knyttede bestemmelser, og at disse objektive karakteristika og egenskaber ved varerne skal kunne kontrolleres på tidspunktet for fortoldningen, jf. bl.a. Domstolens afgørelse i C-192/19 (Rensen Shipbuilding), præmis 21-23.

Af kapitel 70 i den Kombinerede Nomenklatur fremgår, at glas og glasvarer tariferes hér, og dekorationsgenstande til indendørs brug og lignende varer af glas tariferes under position 7013.

Det følger af EU-Domstolens praksis, at selvom de forklarende bemærkninger til den fælles toldtarif ikke er bindende, indeholder disse vigtige bidrag til den ensartede fortolkning i EU af de forskellige toldpositioner.

Af de forklarende bemærkninger til KN-kapitel 70 fremgår:

"Dette kapitel omfatter glas og glasvarer af enhver art, undtagen de varer, der er nævnt i bestemmelse 1 til kapitlet eller er omfattet af en mere specificeret varebeskrivelse i andre positioner i nomenklaturen."

Af de forklarende bemærkninger til KN-position 7013 fremgår:

"Denne position omfatter artikler, hvoraf de fleste fremstilles ved presning eller blæsning i forme:

...

4. Dekorationsgenstande til boliger (herunder kirker m.v.), f.eks. vaser, skåle, statuetter, figurer og lign. (dyr, blomster, bladornamenter, frugter etc.), midterstykker til borde (undtagen varer henhørende under pos. 7009), akvarier, røgelsesskåle og souvenirartikler."

Af kapitel 94 i den Kombinerede Nomenklatur fremgår, at lamper og belysningsartikler, ikke andetsteds tariferet, tariferes hér, og lamper og belysningsartikler og dele dertil, ikke andetsteds tariferet, tariferes under position 9405.

Af de forklarende bemærkninger til KN-position 9405 fremgår:

"I. Lamper og belysningsartikler, ikke andetsteds tariferet

Lamper og belysningsartikler i denne position kan være fremstillet af ethvert materiale (undtagen de materialer,

som er nævnt i bestemmelse I til kapitel 71), og de kan anvende enhver lyskilde (stearinlys, olie, benzin, petroleum, gas, acetylen, elektricitet etc.). Elektriske lamper og belysningsartikler i denne position kan være udstyret med fatninger, afbrydere, ledninger og stik, transformatorer etc., eller, som ved armaturer til lysstofrør, med starteranordning og belastningsspole.

Positionen omfatter især:

...

6. Kandelabre, lysestager og lign., f.eks. til pianoer.

...

Denne underposition omfatter desuden kandelabre (se figur 1 og 2), lysestager (se figur 3 og 4) og vægstager

(se figur 5), herunder kandelabre, lysestager og vægstager til fyrfadslys. Såkaldte "fyrfadsholdere" fremstillet af forskellige materialer (glas, keramik, træ, plast osv.), i form af holdere i diverse former og uden en fastgørelsesanordning eller en særlig anordning til at fastholde et stearinlys eller et fyrfadslys i en bestemt position, er dog ikke omfattet af denne underposition og skal tariferes efter beskaffenheden."

Af de forklarende bemærkninger til KN-position 9405 50 00 fremgår:

"Denne underposition omfatter lanterner af ethvert materiale (med undtagelse af materialer, som er nævnt i bestemmelse 1 til kapitel 71) med eller uden en fastgørelsesanordning eller en særlig anordning til at holde et stearinlys eller et fyrfadslys. De har normalt ventilationshuller foroven samt en "åbning", hvorigennem der kan indsættes et stearinlys.

Denne underposition omfatter desuden kandelabre, lysestager og vægstager, herunder kandelabre, lysestager og vægstager til fyrfadslys. Såkaldte "fyrfadsholdere" fremstillet af forskellige materialer (glas, keramik, træ, plast osv.), i form af holdere i diverse former og uden en fastgørelsesanordning eller en særlig anordning til at fastholde et stearinlys eller et fyrfadslys i en bestemt position, er dog ikke omfattet af denne underposition og skal tariferes efter beskaffenheden. Med henblik på tarifering i denne underposition er det ikke tilstrækkeligt, at der i fordybningen i holderen kan sættes et stearinlys eller et fyrfadslys fast (se også Kommissionens forordning (EF) nr. 141/2OO2 og Kommissionens gennemførelsesforordning (EU) nr. 774/2011."

Landsskatterettens begrundelse og resultat

Varen forelå på fortoldningstidspunktet som en todelt vare af glas, der bestod af en underskål, hvori der kunne sættes en lyskilde, og en kuppelformet overdel med hul foroven, som kunne sættes over underskålen. Landsskatteretten finder, at varen forelå på fortoldningstidspunktet med de objektive kendetegn og egenskaber af en fyrfadsholder med tilhørende glaskuppel, der fungerede som beskyttelse og ventilation af det isatte lys. Da underskålen ikke havde en fastgørelsesanordning eller en særlig anordning til at fastholde et stearinlys eller et fyrfadslys i en bestemt position, kunne varen ikke tariferes under KN-position 9405 50 00.

Herefter skal varen tariferes efter sin beskaffenhed, og retten finder, at det var med rette, at Toldstyrelsen tariferede varen i KN-position 7013 99 00 90 som en dekorationsgenstand af glas. Det af selskabet anførte, at varen er designet til at kunne fungere udendørs og således ikke er omfattet af KN-position 7013, kan ikke føre til andet resultat, idet KN-kapitel 70 omfatter glas og glasvarer af enhver art, jf. de forklarende bemærkninger til KN-kapitel 70.

Med disse begrundelser stadfæster Landsskatteretten Toldstyrelsens afgørelse.