Kendelse af 25-02-2025 - indlagt i TaxCons database den 27-03-2025

Journalnr. 21-0092252

Klagen vedrører Skattestyrelsens opkrævning af 151.961 kr. i ølafgift for varer, som er indkøbt i Tyskland i perioden fra den 14. marts 2015 til den 21. december 2019.

Landsskatteretten ændrer Skattestyrelsens afgørelse, hvorefter den opkrævede afgift nedsættes til 0 kr.

Faktiske oplysninger

Den 5. januar 2021 modtog Skattestyrelsen oplysninger fra [virksomhed1] ApS (herefter [virksomhed1]) vedrørende varekøb i [virksomhed1] Bordershops i Tyskland, hvor der i forbindelse med købene blev anvendt et [...]-kort, som var tilknyttet klagerens [...]-konto (kundenummer [...]).

Skattestyrelsen har gennemgået indkøbene registreret på klagerens [...]-konto for perioden fra den 14. marts 2015 til den 21. december 2019. På baggrund af undersøgelsen har Skattestyrelsens opkrævet i alt 151.961 kr. i ølafgift for samtlige indkøbte øl i hele perioden. Opgørelsen fremgår af Skattestyrelsens bilag 1 til afgørelsen, og er ifølge oplysninger fra Skattestyrelsen fratrukket 3.245 kr. vedrørende en tidligere sag fra 2018, hvor det i forbindelse med en grænsekontrol blev konstateret, at klageren medbragte afgiftspligtige øl.

På [virksomhed1] hjemmeside findes vilkårene for medlemskab af [...]-programmet. Skatteankestyrelsen har indhentet vilkårene den 11. marts 2022, hvoraf det fremgår, at disse er gældende fra februar 2021. Af vilkårene fremgår det bl.a., at [...]-kortet er et medlemskort, som giver adgang til optjening af bonuspoint, når kortet anvendes i forbindelse med bl.a. handel i [virksomhed1] Bordershops, hvor kortet forevises i forbindelse med betaling. De optjente bonuspoint kan efterfølgende anvendes som hel eller delvis betaling bl.a. ved handel i [virksomhed1] Bordershops. [...]-kortet er personligt og må ikke overdrages til andre. Af vilkårene følger det endvidere, at der er to medlemsniveauer i [...]-programmet. Ved brug af bonuspoint kan [...]-medlemskabet for en 12 måneders periode opgraderes til et [...]+-medlemskab, som medfører yderligere fordele og højere satser for optjening af bonuspoint.

Skatteankestyrelsen har henvendt sig til [virksomhed1] med spørgsmål vedrørende [...]-programmet og har også i den forbindelse forsøgt at indhente tidligere gældende vilkår herfor.

[virksomhed1] har ikke fremsendt tidligere gældende vilkår, men har udtalt følgende: 1) Brug af [...]-kortet sker uden pinkode og uden forevisning af id-kort. 2) På [...]-kortet er alene anført et kortnummer, hvorfor hverken navn, adresse eller andre identitetsoplysninger fremgår af kortet. 3) Der er ikke sket væsentlige ændringer i vilkårene for [...]-programmet siden 2015. 4) Det har siden 2015 været muligt at opgradere medlemskabet til [...]+.

Skatteankestyrelsen har under klagesagens behandling modtaget et regneark fra Skattestyrelsen, der indeholder oplysninger fra [virksomhed1] om alle transaktioner, der er registreret på klagerens [...]-konto i perioden 14. marts 2015 til 13 februar 2020.

Klagerens repræsentant har under klagesagens behandling fremlagt oplysninger om navne og CPR-nr.. på fire personer, der deltog på indkøbstur, og i den forbindelse foretog indkøb af øl, der blev registreret på klagerens [...]-kort. Det fremgår desuden af oplysningerne, hvor mange gange det anslås, at den enkelte har deltaget samt hvor mange kasse øl, der blev indkøb pr. tur.

Skattestyrelsens afgørelse

Der er truffet afgørelse om opkrævning af i alt 151.961 kr. i ølafgift for varer, som er indkøbt i Tyskland i perioden fra den 14. marts 2015 til den 21. december 2019, idet varerne anses som indkøbt og indført af klageren, og idet mængderne ifølge Skattestyrelsen har et omfang og en sådan karakter, at de pågældende vareindkøb overstiger, hvad der må anses for at være til eget brug.

Skattestyrelsen har som begrundelse bl.a. anført:

"...

Du har indført afgiftspligtige varer fra udlandet i så store mængder, at det ikke kan anses som værende til eget brug. Du kan derfor ikke indføre varerne afgiftsfrit, jf. øl- og vinafgiftslovens § 11, stk. 2.

Varerne kan ikke anses for at være til eget brug, hvis de indføres med henblik på videresalg. Varer, der f.eks. sælges i en idrætsklub eller på en arbejdsplads, anses derfor ikke som indført til eget brug.

Varer, der medbringes til eller for andre personer, der ikke deltager i rejsen, anses heller ikke for at være til eget brug. Varer, der medbringes for familie og venner, og hvor familie og venner betaler for varerne, og/eller hvor de betaler for en del af eller alle rejseomkostninger, vil heller ikke blive anset for at være til eget brug. Det anses også som betaling, hvis de indførte varer indgår i en byttehandel.

Da du ikke har forudanmeldt købene og indbetalt afgiften på forhånd i henhold til øl- og vinafgiftslovens § 6a, stk. 1 og 4, opkræver vi afgifterne i henhold til øl- og vinafgiftslovens § 16, stk. 2, jf. opkrævningslovens § 9, stk. 1, 3 og 4.

Efter opkrævningslovens § 9 skal den, der ikke er registreret efter afgiftslovene, og som modtager afgiftspligtige varer fra andre EU-lande, angive den afgiftspligtige mængde til told- og skatteforvaltningen ved modtagelsen af varerne.

Skattestyrelsen kan som udgangspunkt kun opkræve afgift 3 år efter det tidspunkt, hvor den skulle have været betalt. Det står i skatteforvaltningslovens § 31, stk. 1. Vi kan dog opkræve afgift længere tilbage i tid, hvis nogen har handlet minimum groft uagtsomt.

Da din indførsel af afgiftspligtige varer strækker sig kontinuerligt over flere år og i den store mængde, er det vores opfattelse, at du burde have vidst, at der skulle have været betalt afgift af de indførte varer og Skattestyrelsen vurderer, at du derved har handlet minimum groft uagtsomt, jf. skatteforvaltningslovens § 32, stk. 1, nr. 3:

"Den afgiftspligtige henholdsvis den godtgørelsesberettigede eller nogen på dennes vegne forsætligt eller groft uagtsomt har bevirket, at afgiftstilsvaret eller godtgørelsen er fastsat på et urigtig eller ufuldstændigt grundlag."

For at anvende denne regel, skal vi inden for 6 måneder efter, at vi er kommet til kundskab om det forhold, der begrunder fravigelsen af fristerne i § 31, varsle ændringerne. Reaktionsfristen begynder at løbe fra det tidspunkt, hvor vi er kommet i besiddelse af relevante og tilstrækkelige oplysninger til at kunne udarbejde et forslag. Se skatteforvaltningslovens § 32, stk. 2. Det følger af skatteforvaltningslovens § 34 a, stk. 4, at for krav afledt af en ekstraordinær fastsættelse efter § 32, er forældelsesfristen 10 år.

For indkomstårene 2015-2017, samt perioden fra den 1. januar 2018 til den 21. april 2018 anvender vi reglerne om ekstraordinær ansættelse, idet vi mener, at du har handlet forsætligt eller groft uagtsomt ved ikke at anmelde dine indførsler.

Kundskabstidspunktet er den 5. januar 2021, da vi på denne dato modtager oplysninger fra [virksomhed1] ApS. Vi kan derfor sende rettidigt forslag til dig vedrørende indkomstårene senest den 5. juli 2021."

Udtalelse fra Skattestyrelsen

I forbindelse med Skatteankestyrelsens klagesagsbehandling har Skattestyrelsen den 26. oktober 2021 udtalt følgende:

"...

Skattestyrelsen bemærker til advokatens anbringender i klagen:

- At [person1] ikke har været alene om købene i Bordershoppen i perioden 14. marts 2015 til 21. december 2019. Som dokumentation for dette findes vedhæftede dokument med navne og CPR-nr.. på passagerer, som har deltaget på turene sammen med [person1], og som har foretaget indkøb af øl på [person1]s [...]-kort i Bordershoppen. Der er i dokumentet søgt anslået, hvilke mængder af øl de enkelte deltagere har købt på [person1]s [...]-kort, idet der dog er tale om et estimat henset til, at sagen drejer sig om køb foretaget helt tilbage til 2015, hvorfor ingen af deltagerne har nøjagtige erindringer eller mulighed for yderligere at dokumentere dette. Det er sagen uvedkommende, at [person1] i denne forbindelse har overtrådt medlemsvilkårene for [...]-kort.

Det vedhæftede dokument med navne og CPR-nr.. er ikke indsendt til Skattestyrelsen under behandling af afgiftssagen. Der er ved afgørelsen lagt afgørende vægt på, at [person1] ikke i høringsperioden har fremlagt tilstrækkelig dokumentation eller på anden måde sandsynliggjort, at en del af varerne er købt af øvrige passagerer, som skulle have været med på turene. Det er alene oplyst, at [person1] har hentet varer i Bordershoppen sammen med nogen andre.

- At [person1] har været vært ved sin søns konfirmation 12. maj 2018, hvor der deltog 105 personer. [person1] anslår, at der under festen blev konsumeret 20 rammer øl.

Denne oplysning er ikke fremkommet under behandling af afgiftssagen.

- At afgiften nedsættes som følge af, at der udelukkende er foretaget indkøb af øl, hvorfor det tilladte "eget forbrug" af vin (90 liter) og spiritus (10 liter) jf. EU's cirkulationsdirektiv bør konverteres til et større "eget forbrug" af øl, og at afgiften nedsættes med et beløb svarende til dette.

De vejledende mængder i EU's cirkulationsdirektiv er hjemlet i artikel 32 og der er ikke praksis for at en mængde øl konverteres til større mængder eget forbrug af andre produkter. Se bl.a. SKM2015.712.VLR som bekræfter, at mængder, som er væsentlig større end den vejledende mængde, IKKE afgiftsfrit kan indføres til eget forbrug og at øvrige varemængder ikke "konverteres" til en forhøjet øl-mængde. Det bemærkes også, at [person1] tidligere er blevet indskærpet reglerne.

- Bemærkning om, at [person1] ikke har afgivet bemærkninger i høringsperioden, idet det fremgår af fremsendte forslag til betaling af afgift af 6. maj 2021, at der kan blive tale om en straffesag, hvorfor [person1] ikke har pligt til at udtale sig jf. RSL § 10 og at denne orientering har påvirket [person1]s ønske om at komme med sine bemærkninger til sagen i en negativ retning og har forårsaget at [person1] ønsker at være repræsenteret ved advokat i sagen.

Skattestyrelsen tager til efterretning, at [person1] ikke har villet afgive bemærkninger og dokumentere sine anbringender under afgiftssagen, da han i forslag til afgørelse er blevet informeret om, at sagen oversendes til vurdering for straf, når afgiftssagen er afsluttet.

Skattestyrelsen bemærker hertil, at det i forslag til opkrævning af afgift forklares, at det er retssikkerhedslovens § 10, som beskytter borgeren mod ikke at inkriminere sig selv, samt at der stadig kan afgives bemærkninger, som ikke har betydning for bedømmelsen af det strafbare forhold. Skattestyrelsen bemærker, at det er advokaten, der har indsendt bemærkninger til forslag til opkrævning af afgift. Bemærkningen fremgår af Skattestyrelsens afgørelse ordret. Der er i disse bemærkninger ikke henvist til, at [person1] ikke vil afgive bemærkninger, fordi han eller advokaten henviser til sin ret til ikke at meddele oplysninger i forhold til Retssikkerhedslovens § 10. Skattestyrelsen bemærker, at selvom det havde været tilfældet, ville Skattestyrelsen have afgjort sagen på tilsvarende måde."

Skattestyrelsen har den 27. april 2023 yderligere udtalt:

"...

Skattestyrelsens supplerende bemærkninger til klagers påstande og anbringender

Påstand

Principalt:

Skattestyrelsens afgørelse af 12. juli 2021 fastholdes.

Subsidiært:

Skattestyrelsens afgørelse af 12. juli 2021 hjemvises til fornyet behandling hos Skattestyrelsen.

Anbringender:

Til støtte for Skattestyrelsens principale påstand gøres det gældende:

Klager ikke har bestridt, at de i sagen omhandlede afgiftspligtige varer faktisk er købt og indført til Danmark.

Klager har gjort indsigelser mod det af Skattestyrelsen foretagne skøn og derved mod den opgjorte ølafgift, idet det gøres gældende, at klager har foretaget indkøbsturene sammen med andre, og at det, han selv har indkøbt, har været til eget forbrug.

Heroverfor gøres det gældende, at der bevismæssigt må anses at være en formodning for, at varekøb, der er registreret på et [...]-kort, må anses at være foretaget af den registrerede kortindehaver (klager) og tillige indført her i landet.

Klager har i forbindelse med sagens behandling i Skattestyrelsen ikke identificeret, hvilke personer der, udover klager selv, har købt og indført varerne, eller oplyst i hvilke mængde, de er indført af de pågældende. Disse oplysninger er først fremkommet efter Skattestyrelsens afgørelse af 8. juli 2021.

Det er Skattestyrelsens opfattelse, at i sådanne tilfælde, hvor der er tale om så store og væsentlige mængder, som er tilfældet i denne sag, må det tilfalde klager at redegøre nærmere for de indkøbte og indførte mængder samt formålet med varekøbene, hvilket klager ikke har gjort ved alene at meddele, at kortet er et delekort.

Skattestyrelsen bemærker, at der i retspraksis er flere afgørelser, som viser, at det tilfalder den der har indkøbt, transporteret eller er i besiddelse af varerne, at dokumentere eller godtgøre, at varerne er indført til eget brug. Dette uanset, at varerne indføres i fællesskab af flere personer.

Der kan bl.a. henvises til Landsrettens begrundelse i SKM2103.52.VLR, hvor Landsretten lægger afgørende vægt på, at den indførte mængde er usædvanlig stor, og væsentlig oversteg, hvad der kan bruges i en almindelig husholdning uanset, at indkøbet er sket af en kreds af personer. Landsretten lagde videre vægt på, at der under sagen ikke var fremkommet et retvisende billede af sammenhængen mellem købet og indtaget af den betydelige mængde øl.

Skattestyrelsen mener ikke, at klager har løftet denne bevisbyrde før afgørelsen af 8. juli 2021. Som følge heraf mener Skattestyrelsen, at klager hæfter for hele ølafgiftsbetalingen, og den opkrævede afgift, skal derfor heller ikke skønsmæssigt reduceres.

I forhold til klagers bemærkninger om, at de omhandlede oplysninger på klagers [...]-kort indeholder personoplysninger, som medfører, at oplysningerne skulle have været slettet efter persondatalovens § 5, stk. 5, så henvises der her til persondataforordningens art. 17, stk. 3, litra b, hvorefter det gælder, at retten/pligten, om at personoplysninger skal slettes, ikke gælder, hvis behandlingen af personoplysningerne er nødvendig for at overholde en retlig forpligtelse efter national ret, f.eks. bogføringslovens § 10 om, at regnskabsmateriale m.v. skal opbevares på betryggende vis i 5 år fra udgangen af det regnskabsår, som materialet vedrører.

Der er således tale om en konkret vurdering/afvejning, og Skattestyrelsen mener, at det er et forhold mellem klager og [virksomhed1] A/S.

Skattestyrelsen har fået de pågældende oplysninger fra [virksomhed1] A/S med overbevisning om, at oplysningerne er opbevaret i overensstemmelse med persondatalovens bestemmelser. Oplysningerne bør derfor tillægges fuld bevismæssig værdi.

Til støtte for Skattestyrelsens subsidiære påstand gøres det gældende:

At sagen bør hjemvises til fornyet behandling således at der, i overensstemmelse med officialmaksimen, kan tages skridt til en afklaring af, om der kan tilvejebringes yderligere oplysninger, der har betydning for sagens afgørelse.

De efter afgørelsen fremkomne oplysninger om navngivne personer, bør efterprøves og det bør undersøges, om der kan indhentes erklæringer fra disse personer, der be- eller afkræfter oplysningerne fra klager.

Ligeledes bør det afklares, om klager kan fremvise eventuelle kontoudtog til dokumentation for afregningen mellem klager og de øvrige personer.

..."

Skattestyrelsens udtalelse til Skatteankestyrelsens indstilling

Skattestyrelsen har den 4. juli 2023 udtalt følgende til Skatteankestyrelsens indstilling:

"Skattestyrelsen kan ikke tiltræde Skatteankestyrelsens indstilling om, at den foretagne opkrævning af ølafgift på 151.961 kr., nedsættes til 0 kr.

Skattestyrelsen finder, at afgørelsen skal fastholdes, da klager, som sagen er oplyst, må anses for selv at have foretaget de omhandlede indkøb. Det må således have formodningen for sig, at køb registreret på klagers personlige [...]-kort er foretaget af klager, medmindre klager helt eller delvist afkræfter formodningen med relevant dokumentation, der godtgør, at det ikke er klageren, der har foretaget købene.

Klager gør gældende, at indkøbte afgiftspligtige varer registreret ved anvendelse af klagers [...]-kort er sket til eget brug, og således er afgiftsfrie, og registreringerne indeholder køb foretaget af klager og klagers venner, som har været med klager på indkøb og fået lov at anvende klagers [...]-kort, hvorfor disse køb derfor også er afgiftsfrie.

Omfanget af de registrerede køb er ikke bestridt, ligesom det ikke er bestridt, at varerne efter køb er indført i Danmark.

Såfremt Skatteankestyrelsen/Landsskatteretten fastholder, at registreringerne på [...]-kortet ikke i sig selv har en tilstrækkelig objektiv bevisværdi til, at Skattestyrelsen har løftet bevisbyrden for, at klageren selv har indkøbt og indført den registrerede varemængde, er det Skattestyrelsens opfattelse, at det ikke uden videre skal medføre en nedsættelse til 0 kr. Der bør i stedet, ske yderligere oplysning af sagen. Dette med henblik på afklaring af, om og i hvilket omfang klageren har indkøbt og indført de betydelige mængder afgiftspligtige varer, der er registreret købt ved brug af klagerens [...]-kort, og herved sikre at der træffes en konkret og korrekt afgørelse på et fyldestgørende grundlag. Der henvises til, at klager ikke har bestridt omfanget af registrerede køb eller at varerne er indført i Danmark, sammenholdt med at det af klager anførte om køb foretaget af andre og omfanget heraf ikke er dokumenteret.

Henset til klagers anbringender og sagens faktiske omstændigheder er det Skattestyrelsens vurdering, at der skal foretages en konkret vurdering, hvorefter Landsskatterettens afgørelse i SKM2023.97.LSR ikke kan anvendes analogt. Navnlig bør dokumenterede forhold, og ikke bestridte oplysninger, indgå i vurderingen af afgiftspligten og opgørelsen af afgifterne.

Afgiftspligt for varekøb i Tyskland

Skattestyrelsen har indhentet oplysninger hos [virksomhed1] ApS (herefter [virksomhed1]) vedrørende køb af afgiftspligtige varer i Bordershoppen i Tyskland, hvor der er anvendt et personligt [...]-kort ved købene. Skattestyrelsen har udover de modtagne oplysninger forsøgt at indhente kopier af de eksporterklæringer, som kunderne har afgivet til [virksomhed1] i forbindelse med købene, men disse er ikke blevet udleveret af [virksomhed1].

Det fremgår af betingelserne for kortet på [virksomhed1] hjemmeside, at kortet er personligt og ikke må overdrages til andre.

Ud fra de indhentede kontroloplysninger har Skattestyrelsen identificeret køb af afgiftspligtige varer registreret på klagers personlige [...]-kort.

Det fremgår af kontroloplysningerne, at der i perioden omfattet af klagesagen er registreret indkøb af 59.659 l øl fordelt over 87 indkøbsture, svarende til 670 l øl (ca. 83 rammer) pr. tur.

Landsskatteretten har ved SKM2023.97.LSR truffet afgørelse i en anden sag i [...]-komplekset. Landsskatteretten afgjorde, at klageren i denne sag ikke var afgiftspligtig af nogen del af de indførte varer.

Henset til de faktiske omstændigheder i nærværende sag finder Skattestyrelsen, at der ikke bør træffes samme afgørelse som i SKM2023.97.LSR.

Vedrørende de faktiske omstændigheder i nærværende sag bemærkes følgende:

Klageren har oplyst, at alle indkøb er sket til eget brug. Klageren har videre oplyst, at der er flere personer, der har deltaget i turene.

Klager har i forbindelse med klagebehandlingen fremlagt en liste over personer som har været med på indkøbsturene. Hvilke dage og hvilke indkøb der konkret er foretaget af disse personer, er dog ikke oplyst.

Det er således ubestridt, at klager har deltaget og foretaget indkøbene i de mængder som er angivet i afgørelsen.

Klager har ikke under sagens behandling ved Skattestyrelsen eller under klagebehandlingen fremlagt dokumentation, der kan anvendes til at dokumentere eller sandsynliggøre klagerens eventuelle eget brug af de indkøbte varer, som kan fragå ved opgørelsen af klagers afgiftspligtige køb.

Endvidere har klager ikke under Skattestyrelses behandling eller klagebehandlingen dokumenteret, at der indgår indkøb i opgørelsen, der er foretaget af andre personer end klager ved brug af klagers [...]-kort, herunder hvilke indkøb (dage og mængder), der skulle være betalt og indført af andre end klager. Andre personers dokumenterede køb ville skulle fragå ved opgørelsen af klagers afgiftspligtige køb.

Klager har således hverken under sagens behandling i Skattestyrelsen eller under klagebehandlingen fremlagt dokumentation, f.eks. betalingsdokumentation, der kan anvendes til at dokumentere, at varerne er fordelt, købt og betalt af andre som påstået af klager.

Uanset klager under klagesagen har fremlagt en liste med personer, fastholder Skattestyrelsen, at det fortsat ikke er dokumenteret, hvilke indkøb af afgiftspligtige varer de enkelte personer i givet fald har foretaget.

Klager har ikke bestridt, at de pågældende køb er foretaget ved fremvisning af klagers [...]-kort. Uden dokumentation for fremsatte oplysninger om andres indkøb, herunder fremlagte erklæringer, er det i medfør af de væsentlige registrerede mængder på klagers [...]-kort, Skattestyrelsens vurdering, at det påhviler klager at dokumentere størrelsen af andres påståede indkøb og på hvilke datoer disse køb er sket.

I tilfælde af, at klager ikke kan redegøre for hvilke køb der konkret skal tilskrives andre, er det henset til betingelserne om at [...]-kortet er personligt, Skattestyrelsens opfattelse, at bevisbyrden fortsat påhviler klager, og at klager dermed har betalingsforpligtelsen for afgiftsbetalingen når der ikke er fremlagt dokumentation for, at andre har foretaget de registrerede varekøb.

Ud fra klagers anbringender og sagens oplysninger i øvrigt, jf. ovenstående, kan det lægges ubestridt til grund, at varerne efter køb i Tyskland er indført til Danmark. Det følger af betingelserne for køb af pantfrie drikkevarer, at kunden har underskrevet en eksporterklæring, hvorved kunden på tro og love erklærer, at kunden på købsdagen vil udføre indkøbte pantfrie drikkevarer til et skandinavisk land. Videre er indkøbene sket ved Bordershops beliggende på et havneområde nær færgeforbindelser til Danmark. Der foreligger derfor en begrundet formodning om, at varerne er indført til Danmark via færge. Eksporterklæringen skal sammen med pas, kørekort eller sygesikringsbevis vises ved udlevering og betalingen af de pantfrie varer i Bordershoppen.

Københavns Byret har afsagt dom den 4. maj 2023, offentliggjort som SKM2023.243.BR i en sag vedrørende det af Skattestyrelsen udstedte påbud om udlevering af kontroloplysninger, hvorved Skattestyrelsen har modtaget de i denne sag omhandlede oplysninger om registreringer af køb på klagerens [...]-kort. I dommen har retten lagt til grund, at Skattestyrelsen havde konstateret, at levering af varer fandt sted på parkeringspladsen ved grænsebutikkerne i Tyskland.

Retten fandt, at Skattestyrelsen havde en begrundet formodning om, at varerne, som var omfattet af påbuddet, ville blive indført i Danmark via færger med henblik på erhvervsmæssigt videresalg i Danmark. Dette forhold bør derfor også lægges til grund ved afgørelsen af nærværende klagesag.

De registrerede varekøb på klagers [...]-kort udgør en mængde, der væsentlig overskrider de vejledende mængder i cirkulationsdirektivet. Det har derfor som udgangspunkt formodningen imod sig, at køb i en sådan størrelsesorden er til eget forbrug.

Det følger af retspraksis, at ved indførsel af afgiftspligtige varer, der væsentligt overskrider de vejledende mængder i cirkulationsdirektivet, påhviler bevisbyrden for, at de afgiftspligtige varer er indført til eget brug den person, der har foretaget indførslen af de afgiftspligtige varer. Retspraksis åbner dog op for, at der efter en konkret vurdering af den enkelte sags oplysninger, ved siden af den erhvervsmæssige indførsel kan være grundlag for at indrømme et skønsmæssigt nedslag i den afgiftspligtige mængde for eget brug jf. navnlig SKM2013.52.VLR, hvor Vestre Landsret fandt:

"Landsretten finder på den baggrund, at det er godtgjort, at S ikke medbragte den helt usædvanlig store mængde øl til eget brug. Det må imidlertid efter forklaringerne lægges til grund, at S har holdt fester i forbindelse med sin ferie her i landet, og at han og deltagerne har drukket en betydelig mængde øl. Det kan derfor lægges til grund, at en del af de medbragte øl var til privat brug. På baggrund af bevisførelsen fastsættes denne mængde skønsmæssigt til 110 liter"

Det bemærkes, at en anden sag fra [...]-komplekset er indbragt direkte for Retten i [by1] uden forudgående klage af Skattestyrelsens afgørelse til Skatteankestyrelsen.

I retssagen ved Retten i [by1] har den omhandlede person bestridt, at han har foretaget alle købene registreret på hans [...]-kort, idet han dog har erkendt, at en del af købene er foretaget af ham. Skatteministeriet har i retssagen gjort gældende, at det påhviler indehaveren af det [...]-kort, som de omhandlede køb er

registreret på, at godtgøre, at købene er foretaget af andre end indehaveren af [...]-kortet. Heroverfor har den omhandlede person gjort gældende, at skattemyndighederne ikke har bevist, at alle købene registreret på [...]-kortet er foretaget af indehaveren.

Retten i [by1] vil derfor i sagen bl.a. komme til at tage stilling til den bevismæssige værdi af registreringerne på den registrerede kortindehavers [...]-kort, herunder hvornår den registrerede kortindehaver bevismæssigt kan anses for at have afkræftet, at registrerede køb er foretaget af kortindehaver.

Det er Skattestyrelsens opfattelse, at spørgsmålet om bevisbyrde er afgørende for udfaldet af såvel den verserende sag ved Retten i [by1] som i nærværende klagesag. Muligheden for berostillelse af nærværende sag kan derfor overvejes indtil resultatet af sagen ved Retten i [by1] foreligger.

Under retssagen er der fremlagt yderligere oplysninger til belysning af de omhandlede registrerede køb, herunder har den omhandlede person på opfordring fra Skatteministeriet fremlagt kontoudskrifter for nogle af sine bankkonti, som viser, at i hvert fald en del af de registrerede køb er betalt af den pågældende.

Der er således under behandlingen af retssagen sket en yderligere oplysning af sagens faktiske grundlag.

Henset til de betydelige mængder øl, som er købt og med henvisning til nævnte retspraksis, finder Skattestyrelsen det overvejende sandsynligt, at domstolen, i klagesagen som behandles ved Byretten, vil bekræfte, at det påhviler kortindehaveren at afkræfte ovennævnte formodning. Både i forhold til eventuelt indkøb til eget brug og i forhold til indkøb, der er sket ved brug af klagers personlige [...]-kort, men som hævdes købt og indført af andre end klager.

Med henblik på at sikre, at der i nærværende klagesag træffes den korrekte afgørelse, finder Skattestyrelsen, at der bør indhentes yderligere oplysninger, såfremt Skatteankestyrelsen finder, at afgørelsen ikke på det foreliggende grundlag kan stadfæstes. Skattestyrelsen skal i den forbindelse igen henvise til SKM2023.243.BR samt den verserende sag ved Retten i [by1].

Med henvisning til Skattestyrelsens indlæg i SKM2023.97.LSR fastholder Skattestyrelsen, at klager ikke har afkræftet formodningen for at have købt og indført afgiftspligtige varer.

I øvrigt bemærkes, at såfremt klager som fremført har udlånt kortet til brug for andres indkøb og indførsel af disse betydelige mængder afgiftspligtige varer hæfter klager under alle omstændigheder efter øl- og vinafgiftslovens § 30, jf. § 27, stk. 6, jf. stk. 8, idet klager må anses for delagtig i den manglende angivelse og afregning af øl- og vinafgift.

Yderligere sagsoplysning ved Skatteankestyrelsen

Såfremt Skatteankestyrelsen fortsat vurderer, af de pågældende oplysninger om registreringer på [...]-kontoen ikke har en tilstrækkelig objektiv bevisværdi til i sig selv at løfte bevisbyrden for de pågældende personers indførsel af de afgiftspligtige varer, eller at klager ikke hæfter i henhold til øl- og vinafgiftslovens § 30, finder Skattestyrelsen, at der grundet karakteren af de indhentede kontroloplysninger, foreligger en forpligtelse til at oplyse sagen yderligere.

Dette skal ske med henblik på afklaring af, om og i hvilket omfang klageren har indkøbt og indført de betydelige mængder afgiftspligtige varer, og herved sikre at der træffes en konkret og korrekt afgørelse på et fyldestgørende grundlag.

For at sikre en korrekt afgørelse, opfordrer Skattestyrelsen derfor til, at Skatteankestyrelsen - såfremt de foreliggende oplysninger efter Skatteankestyrelsens opfattelse ikke er tilstrækkelige til bevismæssigt at konstatere, om og i hvilket omfang det er klageren eller andre, der har foretaget købene registreret på klagerens [...]-kort - foretager yderligere sagsoplysning, og bl.a. fra klager indhenter følgende materiale:

- Oplysninger, der dokumenterer/sandsynliggør klagers påstand om eget brug og omfang heraf
- Yderligere oplysninger af betydning for spørgsmålet om, hvorvidt varekøb på [...]-kortet må anses for foretaget af kortindehaveren.
- Oplysninger, der dokumenterer/sandsynliggør klagers påstand om, at varekøb på [...]-kortet indeholder køb foretaget af andre personer og omfanget heraf, f.eks. dokumentation for "fælles ture" og kontoudtog/betalingsoplysninger til dokumentation af afregning med klager.

I fald oplysningerne i øvrigt giver anledning til det, kan der være anledning til at foretage et justeret skøn over de afgiftspligtige køb foretaget af klager. Herunder hvorvidt en del af de medbragte øl kan anses for indkøbt til eget brug. Der henvises bl.a. til SKM2013.52.VLR.

Hjemvisning til fornyet behandling

Såfremt Skatteankestyrelsen finder det mere hensigtsmæssigt, at Skattestyrelsen foretager den yderligere sagsoplysning med henblik på at sikre en materiel korrekt afgørelse, kan sagen hjemvises til fornyet behandling.

Sammenfatning

Primær påstand

Det er Skattestyrelsens primære påstand, at Styrelsen har løftet bevisbyrden for afgiftspligt på baggrund af de modtagne oplysninger om registreringer på [...]-kortet, og at klageren i denne sag ikke har afkræftet formodningen for, at klageren har foretaget købene. Tages klagers udsagn om udlån at kortet til følge hæfter denne som nævnt for afgiften under alle omstændigheder. Herudover adskiller klagers påstande og fakta i denne sag sig fra SKM2023.97.LSR.

Skattestyrelsen fastholder derfor, at de oplysninger som foreligger i nærværende sag, ikke uden videre kan resultere i, at afgiftskravet nedsættes til 0 kr.

Subsidiær påstand

Det er Skattestyrelsens subsidiære påstand, at Skatteankestyrelsen skal sagsoplyse sagen yderligere eller, at sagen skal hjemvises til fornyet skøn (herunder eventuelt skøn over eget forbrug).

Skattestyrelsen bemærker afslutningsvist, at betingelserne og fristerne i skatteforvaltningslovens § 31, stk. 1 henholdsvis § 32, stk. 1, nr. 3 og stk. 2 anses for overholdt jf. begrundelsen i den påklagede afgørelse.

Skattestyrelsen henviser også til at klager må være fuld ud bekendt med reglerne på området ved grænsepassagen med afgiftspligtige varer, henset til at klager tidligere har en tidligere ølafgiftssag fra 2018, sagsnummer 18-0026155, hvor Skattestyrelsen har opkrævet 3.245 kr. i ølafgift."

Klagerens opfattelse

Klagerens repræsentant har nedlagt påstand om nedsættelse af opkrævningen til 0 kr., idet klageren ikke alene har indkøbt og indført alle de varer, som fremgår af de registrerede varekøb på det omhandlede [...]-kort.

Til støtte for påstanden er anført:

"...

Idet [person1] delvist erkender at have foretaget de i sagen omhandlende køb, angår nærværende klage skattestyrelsens skøn over afgiftens størrelsen.

[person1] ønsker med klagen, at Skatteankestyrelsen foretager en ny beregning af afgiftens størrelse, idet der ønskes inddraget:

- At [person1] ikke har været alene om købene i Bordershoppen i perioden 14. marts 2015 til 21. december 2019.

Som dokumentation for dette findes vedhæftede dokument med navne og CPR-nr.. på passagerer, som har deltaget på turene sammen med [person1], og som har foretaget indkøb af øl på [person1]s [...]-kort i Bordershoppen.

Der er i dokumentet søgt anslået, hvilke mængder af øl de enkelte deltagere har købt på [person1]s [...]-kort, idet der dog er tale om et estimat henset til, at sagen drejer sig om køb foretaget helt tilbage til 2015, hvorfor ingen af deltagerne har nøjagtige erindringer eller mulighed for yderligere at dokumentere dette.

Det er sagen uvedkommende, at [person1] i denne forbindelse har overtrådt medlemsvil-kårene for [...]-kort.

- At [person1] har været vært ved sin søns konfirmation 12. maj 2018, hvor der deltog 105 personer. [person1] anslår, at der under festen blev konsumeret 20 rammer øl.

- At afgiften nedsættes som følge af, at der udelukkende er foretaget indkøb af øl, hvorfor det tilladte "eget forbrug" af vin (90 liter) og spiritus (10 liter) jf. EU's cirkulationsdirektiv bør konverteres til et større "eget forbrug" af øl, og at afgiften nedsættes med et beløb svarende til dette.

Herudover afvises det, at det kan tillægges afgørende betydning, at [person1] ikke har afgivet bemærkninger i høringsperioden, idet det fremgår af fremsendte forslag til betaling af afgift af 6. maj 2021, at der kan blive tale om en straffesag, hvorfor [person1] ikke har pligt til at udtale sig jf. RSL § 10.

Denne orientering har naturligvis påvirket [person1]s ønske om at komme med sine bemærkninger til sagen i en negativ retning og har forårsaget at [person1] ønsker at være repræsenteret ved advokat i sagen.

..."

Klagerens bemærkninger til Skattestyrelsens udtalelse

Klagerens repræsentant har den 9. november 2021 fremsat følgende bemærkninger til Skattestyrelsens udtalelse:

"...

Det fremgår af Skattestyrelsens afgørelse, at der er tale om indkøb foretaget i perioden 14. marts 2015 til 21. december 2019, hvilket har gjort det svært for [person1] på stående fod at redegøre for, hvem der var med ham på de forskellige indkøbsture til Tyskland. Det bør således ikke lægges [person1] til last, at den konkrete liste over medpassagerer ikke er tilvejebragt førend ved klagens indgivelse. [person1] har, som det også fremgår af skattestyrelsens udtalelse, allerede i høringsperioden fortalt, at han har hentet varer i Bordershoppen sammen med nogle andre.

[person1] har i den indledende periode med høring ikke været repræsenteret ved advokat, hvorfor [person1] valgte at bruge sin ret til ikke at udtale sig. Dette, fordi [person1] havde svært ved at afgøre, om evt. bemærkninger ville kunne afgives uden at få betydning for bedømmelsen af et evt. strafbart forhold som angivet af skattestyrelsen. Det fastholdes således, at [person1]s manglende bemærkninger til sagen i høringsperioden ikke bør have den konsekvens at efterfølgende bemærkninger afvises.

Skattestyrelsen har af [virksomhed1] ApS fået udleveret oplysninger vedrørende [person1]s køb i Bordershoppen fra 14. marts 2015 og frem. Der er i sagen således tale om oplysninger, som efter vores opfattelse burde have været slettet jf. databeskyttelsesforordningens bestemmelser om dataminimering samt formåls- og opbevaringsbegrænsning. [person1] har givet samtykke til registrering af hans personoplysninger i forbindelse med udstedelse af medlemskort til [...]-klubben og optjening af point - ikke til unødvendig opbevaring af oplysninger om køb. [person1] har ikke givet samtykke til, at oplysninger om køb i Bordershoppen kan opbevares i op mod 6 år.

ANBRINGENDER:

Til støtte for den nedlagte påstand gøres det yderligere gældende,

at det ikke bør ligge [person1] til last, at han under høringsperioden, hvor han ikke var repræsenteret ved advokat, ikke udtalte sig (efter skattestyrelsens opfattelse) tilstrækkeligt i sagen i forhold til medpassagerer og sønnens konfirmation,

at det ikke kan forventes at være muligt at godtgøre yderlige omkring medpassagerer og andre involverede i sagen henset til, at sagen omhandler tiden fra 14. marts 2015, som ligger mere end 6 år tilbage i tid.

at [virksomhed1] opbevaring af oplysninger om [person1]s indkøb fra 14. marts 2015 og frem strider imod reglerne om dataminimering samt formåls- og opbevaringsbegrænsning jf. databeskyttelsesforordningen, og således ikke kan lægges til grund i sagen.

PROVOKATIONER:

1. Skattestyrelsen opfordres til at fremlægge dokumentation for det kontrolprojekt, som Skatterådet har godkendt jf. skattekontrolloven § 62 om [virksomhed1] oplysningspligt, som antages at ligge til grund for nærværende sag mod [person1].

2. Skattestyrelsen opfordres til at forholde sig til, at baggrundsmaterialet i nærværende sag, kan være beskyttet jf. databeskyttelsesforordningen, idet [virksomhed1] ikke har haft hjemmel til at opbevare omhandlende data i 6 år på baggrund af det samtykke, som [person1] har givet i forbindelse med medlemskab af [...]-klubben.

..."

Klagerens yderligere bemærkninger til sagen

Klagerens repræsentant har den 23. februar 2023 fremsat følgende bemærkninger:

" ...

Landsskatteretten har den 5. december 2022 truffet en principiel afgørelse i en lignende sag, sagsnr. 21-0091943. I afgørelse indgår netop spørgsmålet om, hvorvidt registrerede køb kan føre til opkrævning af afgift.

..."

I indlægget har repræsentanten herefter redegjort for indholdet af Landsskatterettens afgørelse af 5. december 2022.

Yderligere har klagerens repræsentant den 24. maj 2023 fremsat følgende bemærkninger til Skattestyrelsens udtalelse af 27. april 2023:

"...

Det bemærkes, at min klient, [person1] ikke kan erkende, at han har overtrådt gældende regler i forbindelse med køb af afgiftsfrie varer i Tyskland.

Min klient ønsker at præcisere, at han ikke kan erkende at have indført varer, som overstiger et sådant omfang og karakter, at det pågældende vareindkøb overstiger, hvad der må anses at være til eget forbrug.

Min klient mener ikke, at Skattestyrelsen kan lægge til grund, at indkøb, på et til [person1] udstedt [...]-kort, er indført i Danmark, eller at disse indkøb kan tillægges [person1] alene, idet han som oplyst altid har handlet sammen med en større gruppe af venner og bekendte.

Herudover henvises der til det med fysisk post fremsendte supplerende indlæg, som tillige lægges på sagen i sammenhæng med nærværende.

..."

Klagerens bemærkninger til Skatteankestyrelsens indstilling og Skattestyrelsens udtalelse

Klagerens repræsentant har den 17. august 2023 fremsat følgende bemærkninger til Skatteankestyrelsens indstilling og Skattestyrelsens udtalelse:

"Jeg skal herved meddele, at min klient er enig i Skatteankestyrelsens indstilling om at ændre afgifteopkrævningen til 0 kr. og i at Landsskatteretten kan træffe afgørelse på det foreliggende grundlag uden afholdelse af retsmøde.

Det bestrides, at omfanget af de registrerede køb ikke er bestridt. Min klient har, som det også tidligere har været anført, meddelt, at han ikke selv har forestået alle de registrerede køb, og han kan således på den baggrund ikke forventes at kunne redegøre for, hvorvidt omfanget af varer registreret på [...]-kortet er korrekt, eller om disse er indført i Danmark.

Det forhold, at min klient tidligere har oplyst at have deltaget i indkøbsture til Tyskland og foretaget køb til eget forbrug sammen med en gruppe andre, som også har handlet på min klients [...]-kort, kan hverken lægges til grund som værende en erkendelse af, at min klient har deltaget i og foretaget alle indkøbene i de mængder som angivet i afgørelsen eller indført dem i Danmark. Det er alene en oplysning om, at min klient kan huske at have foretaget enkelte, lejlighedsvise køb, bl.a. i forbindelse med at min klient skulle afholde en konfirmation i maj 2018.

Det bestrides, at Skattestyrelsen har løftet bevisbyrden for, at min klient har indkøbt varer svarende til det registrerede på [...]-kort samt for at min klient tillige skulle have indført disse i Danmark.

Jeg mener i den sammenhæng godt, at afgørelsen i SKM.2023.97.LSR kan anvendes analogt. Af afgørelsen fremgår, at Landsskatteretten allerede har taget stilling til, at registrering af varer på en [...]-konto ikke i sig selv har en tilstrækkelig objektiv bevisværdi til, at Skattestyrelsen har løftet bevisbyrden for, at klager i sagen havde indkøbt og indført den registrerede varemængde. Det kunne derfor ikke på det grundlag pålægges klager at dokumentere eller sandsynliggøre, at det ikke var klageren, der havde indkøbt og importeret alle de varer, der fremgik af registreringen på [...]-kortet."

Landsskatterettens afgørelse

Klagen vedrører Skattestyrelsens opkrævning af 151.961 kr. i ølafgift for varer, som er indkøbt i Tyskland i perioden fra den 14. marts 2015 til den 21. december 2019.

Retsgrundlaget

I det følgende vil henvisninger til øl- og vinafgiftsloven være henvisninger til lov nr. 1062 af 26. august 2013 om afgift af øl, vin og frugtvin m.m. med de senere lovændringer, som var gældende i den omhandlede.

Det følger af øl- og vinafgiftslovens § 1, stk. 1, at der skal betales afgift af øl her i landet. Afgiftspligten indtræder ved varernes overgang til forbrug her i landet, jf. øl- og vinafgiftslovens § 4.

Såfremt varerne allerede er overgået til forbrug i et andet EU-land, følger det af øl- og vinafgiftslovens § 6 a, stk. 1, nr. 1, at afgiften af varerne forfalder ved levering her i landet, når varerne transporteres her til landet som bestemmelsesland med henblik på erhvervsmæssig oplægning af varerne, herunder indkøb af varer, som en her i landet hjemmehørende privat person foretager i et andet EU-land og enten selv transporterer eller på egne vegne lader transportere her til landet, og hvor omfanget og karakteren af de pågældende vareindkøb overstiger, hvad der må anses for at skulle medgå til den pågældende privatpersons eget brug.

Følgende fremgår af øl- og vinafgiftslovens § 27, stk. 9:

"For afgiftspligtige varer, der ikke er afgiftsberigtiget efter loven, og hvor der ikke er sket autorisation eller registrering eller stillet sikkerhed, hæfter erhververen og den, der er i besiddelse af varerne."

Byretten har i dom af 15. februar 2024 (sag BS-41122/2021-ROS) (anket) truffet afgørelse i en sag vedrørende anvendelse af et [...]-kort. Skattestyrelsen havde pålagt indehaveren af [...]-kortet at betale 66.913 kr. i afgift for indkøb af øl i [virksomhed1] butikker i Tyskland i 2018, 2019 og 2020. Byretten fandt, at der efter de foreliggende oplysninger - i form af købsregistreringer på [...]-kortet, bankkontoudtog vedrørende indkøb på dankort og køb af færgebilletter i tidsmæssig tilknytning til registreringerne på [...]-kortet - var skabt en formodning for, at indehaveren af [...]-kortet selv havde foretaget de på kortet registrerede køb, og at det påhviler den pågældende at afkræfte denne formodning. Byretten fandt videre, at indehaveren af [...]-korte på baggrund af vidneforklaringer havde bevist, at han ikke havde indkøbt alle de på [...]-kortet registrerede indkøb af øl. Byretten hjemviste herefter sagen til fornyet behandling i Skattestyrelsen med henblik på at foretage et skøn over den del af indkøbene, der ikke anses for at være til indehaverens eget brug og forinden at anmode indehaveren om yderligere oplysninger vedrørende omfanget af afgiftspligtige indkøb.

Landsskatteretten har i sin afgørelse af 5. december 2022, offentliggjort som SKM2023.97.LSR, i en sag vedrørende anvendelse af et [...]-kort efter en konkret og samlet vurdering af sagens oplysninger fundet, at der ikke var den fornødne klare formodning for, at [...]-kortet i den foreliggende sag udelukkende var blevet anvendt af klageren til indkøb af afgiftspligtige varer i Tyskland, som herefter er blevet indført i Danmark. Registreringerne på [...]-kortet havde således ikke i sig selv en tilstrækkelig objektiv bevisværdi til, at Skattestyrelsen havde løftet bevisbyrden for, at klageren selv havde indkøbt og indført den registrerede varemængde. Det kunne derfor ikke på det grundlag pålægges klageren at dokumentere eller sandsynliggøre, at det ikke var klageren, der havde indkøbt og importeret alle de varer, der fremgik af registreringerne på [...]-kortet. Landsskatteretten ændrede derfor Skattestyrelsens afgørelse og nedsatte afgiftsopkrævningen til 0 kr.

Endvidere har Landsskatteretten i sin afgørelse af 25. oktober 2024 (indbragt for domstolene), offentliggjort som SKM2025.62.LSR, i en sag vedrørende anvendelse af et [...]-kort efter en samlet konkret vurdering fundet, at der ikke alene ved registreringerne på kontoen og imod klagerens oplysninger om sit varekøb, var en formodning for, at klageren havde indkøbt og indført afgiftspligtige varer svarende til det registrerede og i mængder, der oversteg, hvad der kunne anses for at være til klagerens eget brug. Der blev navnlig lagt vægt på, at kortet kunne anvendes af andre end den person, det var udstedt til, og at der ikke forelå oplysninger i øvrigt, der støttede, at det var klageren, der rent faktisk havde foretaget samtlige de registrerede køb. For så vidt angik varer, der var forudbestilt af klageren, fandt Landsskatteretten dog, at der efter registreringerne på [...]-kortet sammenholdt med oplysningerne om forudbestillinger, som kunne knyttes til klageren, var skabt en formodning for, at klageren havde foretaget disse indkøb, og klageren var ikke fremkommet med oplysninger, der kunne afkræfte denne formodning. Under hensyn til at den indførte mængde øl på mellem 594 liter og 918 liter væsentligt oversteg den vejledende mængde, som afgiftsfrit kunne indføres til eget brug, påhvilede det klageren at godtgøre, at de forudbestilte varer var til eget brug, og dette fandtes ikke godtgjort (dissens).

Landsskatterettens begrundelse og resultat

Landsskatteretten lægger til grund, at der i forbindelse med nogle indkøb i [virksomhed1] Bordershops i Tyskland blev anvendt et [...]-kort, som var tilknyttet klagerens [...]-konto ([virksomhed1] fordelsprogram). Der ikke er fremlagt oplysninger, der dokumenterer, at varekøbsregistreringerne i dem omhandlede periode er fejlbehæftet.

Det har ikke været muligt at fremskaffe de vilkår for medlemskab af [...]-programmet, som var gældende forud for februar 2021. [virksomhed1] har besvaret Skatteankestyrelsens spørgsmål vedrørende [...]-programmet, og disse besvarelser lægges sammen med vilkårene, som blev indhentet fra [virksomhed1]' hjemmeside den 11. marts 2022, til grund for sagen.

Efter de foreliggende oplysninger er [...]-kortet et fysisk ihændehaverkort, hvor der ikke kræves indtastning af pinkode eller lignende ved brug af kortet. Der fremgår ikke identitetsoplysninger på kortet, men udelukkende et kortnummer. Kortet ikke er et betalingskort, men en adgang til optjening og brug af bonus-point. [...]-programmet har to medlemsniveauer, hvor det er muligt ved brug af bonuspoint at opgradere medlemskabet for at opnå yderligere fordele. Om [...]-programmet i øvrigt bemærkes, at vilkårene herfor udelukkende regulerer forholdet mellem [virksomhed1] og klageren.

Landsskatteretten bemærker, at [...]-programmet og det hertil knyttede [...]-kort ikke er indrettet på en sådan måde, at det umiddelbart alene kan anvendes af den person, der har oprettet [...]-kontoen. Det forhold, at det fremgår af [...]-programmets betingelser, at kortet er "personligt og ikke må overdrages til andre", ændrer ikke herpå, særligt fordi der ikke ses at være indført nogen form for kontrol eller lignende hos udbyderen, der skal forhindre, at ét [...]-kort bruges af flere forskellige personer.

Klageren har oplyst, at han ikke har indkøbt varer i det omfang, som fremgår af varekøbsregistreringerne på [...]-kortet, idet der har været andre med på indkøbsturene til Tyskland.

Efter en samlet konkret vurdering finder rette, at der ikke alene ved registreringerne på [...]-kontoen, og imod klagerens oplysninger om sit varekøb, er en formodning for, at klageren har indkøbt og indført afgiftspligtige varer svarende til det registrerede. Der er herved navnlig lagt vægt på, at købene ikke er registreret med hverken klageren navn eller e-mail, og at kortet som anført kan anvendes af andre end den person, det er udstedt til. Der foreligger ikke oplysninger i øvrigt, der støtter, at det er klageren, der rent faktisk har foretaget samtlige de registrerede køb. Skattestyrelsen har således ikke løftet bevisbyrden, ligesom det ikke er godtgjort, at klageren i øvrigt hæfter for afgiften. Det er indgået i rettens vurdering, at klageren, ifølge oplysninger fra Skattestyrelsen, blev opkrævet ølafgift i forbindelse med en fysisk grænsekontrol i 2018.

Landsskatteretten finder derfor, at Skattestyrelsen uberettiget har opkrævet afgiften på 151.961 kr., hvorfor Skattestyrelsens afgørelse ændres, så afgiftsopkrævningen nedsættes til 0 kr.