Kendelse af 27-06-2025 - indlagt i TaxCons database den 09-09-2025

Journalnr. 21-0088632

Klagen vedrører Skattestyrelsens opkrævning af 144.535 kr. i ølafgift for varer, som er indkøbt i Tyskland i perioden fra den 17. marts 2015 til den 14. juni 2020.

Landsskatteretten stadfæster Skattestyrelsens afgørelse vedrørende de varer, der er forudbestilt af klageren i perioden.

Landsskatteretten ændrer Skattestyrelsens afgørelse vedrørende den øvrige varemængde, hvorefter afgiften nedsættes til 0 kr.

Den beløbsmæssige opgørelse som følge af ovenstående ændringer overlades til Skattestyrelsen.

Faktiske oplysninger

Den 5. januar 2021 modtog Skattestyrelsen oplysninger fra [virksomhed1] ApS (herefter [virksomhed1]) vedrørende varekøb i [virksomhed1]' [butikker] i Tyskland, hvor der i forbindelse med købene blev anvendt et [...]-kort, som var tilknyttet klagerens [...]-konto (kundenummer [...]).

Skattestyrelsen har gennemgået indkøbene registreret på klagerens [...]-konto for perioden fra den 17. marts 2015 til den 14. juni 2020. På baggrund af undersøgelsen har Skattestyrelsens opkrævet i alt 144.535 kr. i ølafgift for samtlige indkøbte øl i hele perioden.

Klageren har den 3. juni 2021 indsendt følgende bemærkninger til Skattestyrelsens forslag til afgørelse:

"Efter en samtale med dig torsdag d. 27.05.2021 sagde du at jeg skulle skrive et svar til dig ang. afgift.

Jeg er totalt rystet over at modtage dette brev, som du sender til mig ang. jeg er en der sælger øl til andre.

Ja, det er rigtigt at jeg og mange andre har været afsted til Tyskland og handle til privat forbrug.

Jeg er pensionist og kan godt lide lidt forandring i hverdagen, så derfor begyndte jeg og mange andre personer at køre til Tyskland og handle ind til livets goder.

Vi kørte altid 4-5 personer i bilen og købte ind, men ikke for meget, måske lige til grænsen og nogle gange lidt mere pga. en af os skulle have en fest. Jeg kørte altid med, fordi jeg havde fri og havde tid til at bestille div. ting i [butikken], det var jo nemmere at jeg bestilte til alle 5, i stedet for at vi skulle bestille hver for sig.

Ca. 90 % af gangene vi kom til [havn1], blev vi tjekket, for hvad vi havde købt, og det var inden for grænsen, hvad vi måtte have med, og at vi skulle vise pas, og de fleste gange blev der taget foto af politiet. En del gange blev vi kørt ind til siden af toldvæsnet og skulle forklare, hvad vi havde med, og jeg gav tolderen ordren på, hvad vi havde købt, og jeg spurgte, om det var ok, at jeg købte ind til alle, der var med i bilen. Han sagde, hvis det var inden for grænsen for, hvad man måtte have med, var det helt i orden.

Jeg kan forstå, hvis vi bliver stoppet og har for meget med, kan vi få en bod på de varer, der er for meget indført, Jeg kan ikke forstå at du sender en sådan bod til mig. Hvis vi havde den mindste anelse om, vi kunne komme i dårligt lys, fordi jeg købte ind for alle, havde jeg/vi selvfølgelig købt ind for mig/os selv, og de andre havde gjort det samme.

[diverse1] vi, som har været med til Tyskland, har prøvet at finde ud af, hvad de hver i sær har købt på de ture, som de har været med på, men det er endt i kaos, fordi jeg ikke kan huske 3-4 måneder tilbage, og det kan de heller ikke, hvor meget de har købt, og fire personer er afgået ved døden i perioden.

Jeg er enormt ked at af ende med sådan en tiltale, hvis jeg kunne gøre det om, så det ville være rigtigt i jeres øjne, ville jeg have gjort det, troede jeg/vi handlede i god tro efter at tolderne sagde at jeg måtte købe ind til alle, som var med en tur til Tyskland."

På [virksomhed1] hjemmeside findes vilkårene for medlemskab af [...]-programmet. Skatteankestyrelsen har indhentet vilkårene den 11. marts 2022, hvoraf det fremgår, at disse er gældende fra februar 2021. Af vilkårene fremgår det bl.a., at [...]-kortet er et medlemskort, som giver adgang til optjening af bonuspoint, når kortet anvendes i forbindelse med bl.a. handel i [virksomhed1]' [butikker], hvor kortet forevises i forbindelse med betaling. De optjente bonuspoint kan efterfølgende anvendes som hel eller delvis betaling bl.a. ved handel i [virksomhed1]' [butikker]. [...]-kortet er personligt og må ikke overdrages til andre. Af vilkårene følger det endvidere, at der er to medlemsniveauer i [...]-programmet. Ved brug af bonuspoint kan [...]-medlemskabet for en 12 måneders periode opgraderes til et [...]-medlemskab, som medfører yderligere fordele og højere satser for optjening af bonuspoint.

Skatteankestyrelsen har henvendt sig til [virksomhed1] med spørgsmål vedrørende [...]-programmet og har også i den forbindelse forsøgt at indhente tidligere gældende vilkår herfor.

[virksomhed1] har ikke fremsendt tidligere gældende vilkår, men har udtalt følgende: 1) Brug af [...]-kortet sker uden pinkode og uden forevisning af id-kort. 2) På [...]-kortet er alene anført et kortnummer, hvorfor hverken navn, adresse eller andre identitetsoplysninger fremgår af kortet. 3) Der er ikke sket væsentlige ændringer i vilkårene for [...]-programmet siden 2015. 4) Det har siden 2015 været muligt at opgradere medlemskabet til [...].

Det fremgår af en pressemeddelelse af 8. marts 2018, at [virksomhed1] etablerede en ny webshop i 2018, og at der i den forbindelse er indført mulighed for at forudbestille varer i [virksomhed1] [butikker].

Skatteankestyrelsen har i forbindelse med klagesagens behandling modtaget et regneark fra Skattestyrelsen, der indeholder oplysninger fra [virksomhed1] om alle transaktioner, der er registreret på klagerens [...]-konto i perioden 17. marts 2015 til 2. september 2020. I regnearket er klagerens navn registreret i kolonnen med overskriften "CustomerOrderFullName" i forbindelse med indkøb på 44 datoer. I regnearket fra [virksomhed1] er klagerens e-mailadresse, svarende til den, der er tilknyttet klagerens [...]-konto, registreret i kolonnen med overskriften "CustomerOrderEmail" i forbindelse med 25 datoer.

Der er tale om indkøb på mellem 166 liter og 879 liter øl på 44 datoer i perioden 30. januar 2018 til 3. marts 2020. Der er samlet indkøbt 26.50 liter øl i perioden svarende til et gennemsnit på 602 liter øl svarende til 76 rammer pr. tur.

I perioden 30. januar 2018 til 18. maj 2018 er der registreret indkøb på syv datoer. Der er indkøbt mellem 451 liter og 879 liter øl. Der er samlet indkøbt 4.625 liter i perioden svarende til 660 liter (83 rammer) pr. tur.

Klagerens repræsentant har under klagesagens behandling fremlagt 16 tro og love-erklæringer fra en række af klagerens venner som erklærer, at de har deltaget i turene - 4 - 5 ture pr. år gennemsnitligt - og har købt 110 liter øl pr. tur.

Repræsentanten har yderligere fremlagt en oversigt over antallet af ture pr. år pr. ven, der har deltaget på turene samt indkøbt mængde. Det fremgår, at der på hver enkelt tur er indkøbt 110 l øl samt at vennerne tilsammen har indkøbt 7.920 liter øl pr. år.

Skattestyrelsen har udsendt forslag til afgørelse den 20. maj 2021.

Skattestyrelsens afgørelse

Der er truffet afgørelse om opkrævning af i alt 144.535 kr. i ølafgift for varer, som er indkøbt i Tyskland i perioden fra den 17. marts 2015 til den 14. juni 2020, idet varerne anses som indkøbt og indført af klageren, og idet mængderne ifølge Skattestyrelsen har et omfang og en sådan karakter, at de pågældende vareindkøb overstiger, hvad der må anses for at være til eget brug.

Som begrundelse er anført følgende:

"Vores begrundelse for opkrævning af ølafgift

Du har indført afgiftspligtige varer fra udlandet i så store mængder, at det ikke kan anses som værende til eget brug. Du kan derfor ikke indføre varerne afgiftsfrit, jf. øl- og vinafgiftslovens § 11, stk. 2.

Varerne kan ikke anses for at være til eget brug, hvis de indføres med henblik på videresalg. Varer, der f.eks. sælges i en idrætsklub eller på en arbejdsplads, anses derfor ikke som indført til eget brug.

Varer, der medbringes til eller for andre personer, der ikke deltager i rejsen, anses heller ikke for at være til eget brug. Varer, der medbringes for familie og venner, og hvor familie og venner betaler for varerne, og/eller hvor de betaler for en del af eller alle rejseomkostninger, vil heller ikke blive anset for at være til eget brug. Det anses også som betaling, hvis de indførte varer indgår i en byttehandel.

Da du ikke har forudanmeldt købene og indbetalt afgiften på forhånd i henhold til øl- og vinafgiftslovens § 6a, stk. 1 og 4, opkræver vi afgifterne i henhold til øl- og vinafgiftslovens § 16, stk. 2, jf. opkrævningslovens § 9, stk. 1, 3 og 4.

Efter opkrævningslovens § 9 skal den, der ikke er registreret efter afgiftslovene, og som modtager afgiftspligtige varer fra andre EU-lande, angive den afgiftspligtige mængde til told- og skatteforvaltningen ved modtagelsen af varerne.

Skattestyrelsen kan som udgangspunkt kun opkræve afgift 3 år efter det tidspunkt, hvor den skulle have været betalt. Det står i skatteforvaltningslovens § 31, stk. 1. Vi kan dog opkræve afgift længere tilbage i tid, hvis nogen har handlet minimum groft uagtsomt.

Da din indførsel af afgiftspligtige varer strækker sig kontinuerligt over flere år og i den store mængde, er det vores opfattelse, at du burde have vidst, at der skulle have været betalt afgift af de indførte varer og Skattestyrelsen vurderer, at du derved har handlet minimum groft uagtsomt, jf. skatteforvaltningslovens § 32, stk. 1, nr. 3:

"Den afgiftspligtige henholdsvis den godtgørelsesberettigede eller nogen på dennes vegne forsætligt eller groft uagtsomt har bevirket, at afgiftstilsvaret eller godtgørelsen er fastsat på et urigtig eller ufuldstændigt grundlag."

For at anvende denne regel, skal vi inden for 6 måneder efter, at vi er kommet til kundskab om det forhold, der begrunder fravigelsen af fristerne i § 31, varsle ændringerne. Reaktionsfristen begynder at løbe fra det tidspunkt, hvor vi er kommet i besiddelse af relevante og tilstrækkelige oplysninger til at kunne udarbejde et forslag. Se skatteforvaltningslovens § 32, stk. 2. Det følger af skatteforvaltningslovens § 34 a, stk. 4, at for krav afledt af en ekstraordinær fastsættelse efter § 32, er forældelsesfristen 10 år.

For indkomstårene 2015-2017, samt perioden 1. januar - 20. maj 2018 anvender vi reglerne om ekstraordinær ansættelse, idet vi mener, at du har handlet forsætligt eller groft uagtsomt ved ikke at anmelde dine indførsler.

Kundskabstidspunktet er den 5. januar 2021, da vi på denne dato modtager oplysninger fra [virksomhed1] ApS. Vi kunne derfor sende rettidigt forslag til dig senest den 5. juli 2021.

Vores endelige afgørelse

Du har oplyst, at du altid havde andre personer med i bilen og at deres køb er blevet registreret på dit [...]-kort, da det var lettere, at du bestilte til alle 5 i stedet for at I skulle bestille hver for sig. Du er, ved modtagelse af vores forslag til afgørelse, blevet opmærksom på uhensigtsmæssigheden i, at du står registreret med samtlige køb.

Du har ikke kunnet dokumentere/sandsynliggøre, at det er de øvrige passagerer, der har foretaget køb af en del af de oplistede varer.

Du anfører endvidere, at ca. 90 % af gangene du kom til [havn1], blev du tjekket for hvad der var købt og at det var indenfor grænsen for, hvad I måtte have med og I viste pas. En del gange blev du kørt ind til siden af tolderen og skulle forklare hvad I havde med og du havde spurgt om det var ok, at du købte ind til alle der var med i bilen. Tolderen skulle have sagt, at hvis det var inden for grænsen for, hvad man måtte have med, var det helt i orden.

Vi bemærker hertil, at når du tidligere er blevet standset, har der været tale om enkeltstående kontroller ved grænsen, hvor politiet/tolden efter en konkret individuel vurdering tager udgangspunkt i det oplyste ved kontrollen, antal passagerer i køretøjet, fordeling af varerne, mængde af varer m.v.

I forbindelse med modtagelse af kontroloplysningerne fra [virksomhed1], kan vi konstatere, at der ikke har været tale om enkelte ture, men derimod kontinuerlige ture. Der er yderligere købt store mængder varer, der overstiger hvad man med rimelighed kan forvente anvendt i en normal husholdning.

Det er vores opfattelse, at det, henset til de kontinuerlige køb samt den samlede indførte mængde, er dig, der skal dokumentere/sandsynliggøre at varerne er købt, indført og betalt af flere forskellige personer, hvilket du ikke anses for at have gjort.

Dine bemærkninger ændrer herefter ikke ved vores opfattelse, hvorfor der træffes afgørelse i overensstemmelse med det udsendte forslag til opkrævning af ølafgift af 20. maj 2021."

Udtalelse fra Skattestyrelsen

I forbindelse med Skatteankestyrelsens klagesagsbehandling har Skattestyrelsen den 7. oktober 2021 udtalt følgende:

" I forbindelse med fremsendelse af klagen er der medsendt tro og love-erklæringer fra flere personer, der oplyser, at de har deltaget på et vist antal indkøbsture. For de fleste personer er der angivet samme antal indkøbsture og samme indkøbte mængder for hvert år.

Oplysningerne er dog ikke dokumenteret ved betalingsoplysninger eller lignende, hvorfor disse oplysninger ikke tillægges særlig betydning for afgørelsen.

Herudover bemærkes det, at der som nævnt i sagsdokumentationen, er indkøbt store mængder af andre varer, som ikke er medtaget i opgørelsen."

Skattestyrelsens udtalelse til Skatteankestyrelsens indstilling

Skattestyrelsen har udtalt følgende til Skatteankestyrelsens indstilling:

"Skattestyrelsen kan ikke tiltræde Skatteankestyrelsens fornyede indstilling for den del, der angår de registrerede køb, hvor der ikke foreligger oplysninger om forudbestillinger.

Skattestyrelsen bemærker, at Skattestyrelsens anmodning om retsmøde frafaldes.

Klagen vedrører Skattestyrelsens afgørelse af 2. juli 2021, hvor der er truffet afgørelse om, at klager skal betale ølafgift med i alt 144.535 kr. for perioden den 17. marts 2015 til den 14. juni 2020.

Klager gør gældende, at de registrerede køb ikke er foretaget af klager alene. Klager har nedlagt påstand om, at ølafgiften for den påklagede periode skal nedsættes til 0 kr. Subsidiært, at den skal nedsættes i overensstemmelse med de indkøb, som er foretaget af klagers venner, samt at den skal nedsættes med en andel, som med rimelighed kan anse for tilgået klagers eget brug.

Registrerede køb hvor der ikke er sket forudbestillinger

Skattestyrelsen kan ikke tiltræde Skatteankestyrelsens indstilling om, at den foretagne opkrævning af ølafgift for de registreringer for [...]-kortet, hvor der ikke foreligger oplysninger om forudbestillinger, nedsættes til 0 kr.

Skatteankestyrelsen anfører i indstillingen, at der ikke er den fornødne klare formodning for, at [...]-kortet udelukkende er anvendt af klager når der ikke foreligger oplysninger om forudbestillinger. Skatteankestyrelsen finder ikke, at registreringerne på [...]-kontoen for disse registrerede køb i sig selv har en tilstrækkelig objektiv bevisværdi. Skattestyrelsen er ikke enig i denne vurdering.

Skattestyrelsen finder, at det må have formodningen for sig, at køb registreret på klagers personlige [...]-kort også er foretaget af klager, medmindre klager helt eller delvist afkræfter formodningen med relevant dokumentation, der godtgør, at det ikke er klageren, der har foretaget købene. Klager har hverken under sagens materielle behandling i 1. instans eller under klagens behandling afkræftet denne formodning.

Det bemærkes, at Skatteankestyrelsen finder for de køb, hvor der er sket forudbestillinger, som kan henføres til klager, at Skattestyrelsens afgørelse stadfæstes. Skatteankestyrelsen finder for disse køb ikke, at klager ved objektive kendsgerninger har afkræftet formodningen for, at varerne var til eget brug. Skattestyrelsen er enig i denne vurdering.

Det fremgår videre af de modtagne kontroloplysninger om køb registreret som forudbestillinger på klagers [...]-kort. Skattestyrelsen tiltræder, at der i 44 tilfælde i den pågældende periode er foretaget forudbestilling af varer.

Forudbestillingerne er foretaget i klagers navn, hvilket yderligere understøtter, at indkøb er foretaget af klager.

I denne konkrete sag, hvor der er tale om så usædvanlige og enorme mængder øl, er det Skattestyrelsens vurdering, at mængden og kontinuiteten af turene til Tyskland bestyrker formodningen om, at klager har indført de registrerede mængder uanset om der er sket forudbestillinger eller ikke. Det store antal af forudbestillinger bestyrker efter Skattestyrelsens vurdering formodning om, at alle de registrerede køb er foretaget af klager, også selvom der ikke er sket forudbestillinger.

Det bemærkes i den forbindelse også, at Skatteankestyrelsen antageligt ser bort fra, at det følger af retspraksis, at ved indførsel af afgiftspligtige varer, der væsentligt overskrider de vejledende mængder i cirkulationsdirektivet, påhviler bevisbyrden for, at de afgiftspligtige varer er indført til eget brug af den person, der har foretaget indførslen af de afgiftspligtige varer.

Det er derfor fortsat Skattestyrelsens primære påstand, at afgørelsen i sin helhed skal fastholdes, da klager, som sagen er oplyst, må anses for selv at have foretaget de omhandlede indkøb, da klager ikke har afkræftet denne formodning for nogen af de registrerede køb.

Subsidiært finder Skattestyrelsen, at de registrerede køb uden forudbestillinger hjemvises til fornyet behandling med det formål at få belyst, hvem der har foretaget de pågældende køb registreret på klagers personlige [...]-kort.

Såfremt Skatteankestyrelsen/Landsskatteretten fastholder, at registreringerne på [...]-kortet ikke i sig selv har en tilstrækkelig objektiv bevisværdi til, at Skatte-styrelsen har løftet bevisbyrden for, at klageren selv har indkøbt og indført den registrerede varemængde uden forudbestillinger, er det Skattestyrelsens opfattelse, at det grundet karakteren af de indhentede kontroloplysninger om indkøb og indførsel af enorme mængder afgiftspligtige varer, ikke uden videre kan medføre en nedsættelse til 0 kr.

Der bør i stedet ske yderligere oplysning af sagen. Dette med henblik på afklaring af, i hvilket omfang klageren har indkøbt og indført de enorme mængder afgiftspligtige varer, der er registreret købt ved brug af klagerens [...]-kort, og herved sikre at der træffes en konkret og korrekt afgørelse på et fyldestgørende grundlag.

Idet Skatteankestyrelsen modsat Skattestyrelsen finder, at [...] oplysningerne ikke i sig selv er nok, bør der ske hjemvisning med det formål at afdække omstændighederne vedrørende køb og indførsel af de betydelige mængder indkøbte afgiftspligtige varer uden forudbestillinger. Der bør gives mulighed for at afsøge eventuelle øvrige objektive beviser der kan be- eller afkræfte denne formodning. Sådanne objektive beviselementer vil forventeligt forsøges frembragt ved oplysning om hvem der har anvendt kortet på de pågældende dage, samt objektiv dokumentation herfor i form af f.eks. bankkontoudtog, tankkort m.m.

Der henvises til, at klager ikke har bestridt, at varerne er indført i Danmark.

Henset til klagers anbringender og sagens faktiske omstændigheder er det Skatte-styrelsens vurdering, at der skal foretages en konkret vurdering, hvorefter Landsskatterettens afgørelse i SKM2023.97.LSR ikke kan anvendes analogt. Navnlig bør dokumenterede forhold, og ikke bestridte oplysninger, indgå i vurderingen af afgiftspligten og opgørelsen af afgifterne.

Sammenfatning

Primær påstand

Det er Skattestyrelsens primære påstand, at styrelsen har løftet bevisbyrden for afgiftspligt på baggrund af de modtagne oplysninger om registreringer på [...]-kortet for samtlige af de registrerede køb, og at klageren i denne sag ikke har afkræftet formodningen for, at klageren har foretaget købene.

Skattestyrelsen fastholder derfor, at de oplysninger som foreligger i nærværende sag, ikke uden videre kan resultere i, at afgiftskravet nedsættes til 0 kr. for den varemængde, hvor der ikke er sket forudbestillinger.

Subsidiær påstand

Det er Skattestyrelsens subsidiære påstand, at Skatteankestyrelsen skal sagsoplyse sagen yderligere eller, at sagen skal hjemvises for de køb, hvor der ikke foreligger oplysninger om forudbestillinger.

Ekstraordinær genoptagelse for perioden 30. januar 2018 til 18. maj 2018

Skattestyrelsen bemærker afslutningsvist, at betingelserne i skatteforvaltningslovens § 32, stk. 1, nr. 3 og stk. 2, anses for opfyldt, jf. begrundelsen i den påklagede afgørelse."

Klagerens opfattelse

Klageren har nedlagt påstand om nedsættelse af opkrævningen til 0 kr., idet klageren ikke alene har indkøbt og indført alle de varer, som fremgår af de registrerede varekøb på det omhandlede [...]-kort. Yderligere har klageren subsidiært anført at ølafgiften skal nedsættes i overensstemmelse med de indkøb, som er foretaget af klagerens venner og at ølafgiften skal nedsættes med en andel af klagerens indkøb, som med rimelighed kan anses for tilgået klagerens eget forbrug.

Til støtte for påstanden er anført følgende:

"Til støtte for klagens påstande gøres det gældende:

at omhandlende indkøb af varer på [diverse2] er anvendt til eget forbrug.

at Klager i forbindelse med sine indkøbsture til [butikken] altid har haft 4 venner med sig, som hver især har købt 110 liter øl pr. tur. til eget forbrug.

Følgende fremgår af SKATs juridiske vejledning "F.A.29 Rejsegods":

"At varerne er til eget brug betyder, at varerne udelukkende er bestemt til den pågældende personligt eller dennes husstand, herunder private gæster. De medbragte varer kan i særlig anledning og i begrænset omfang gives som gaver.

Varerne kan ikke anses for at være til eget brug, hvis de indføres med henblik på videresalg. Varer, der f.eks. sælges i en idrætsklub eller på en arbejdsplads, anses derfor ikke som indført til eget brug.

Varer, der medbringes til eller for andre personer, der ikke deltager i rejsen, anses heller ikke for at være til eget brug. Varer, der medbringes for familie og venner, og hvor familie og venner betaler for varerne, og/eller hvor de betaler for en del af eller alle rejseomkostninger, vil heller ikke blive anset for at være til eget brug. Det anses også som betaling, hvis de indførte varer indgår i en byttehandel.

Vestre Landsret har i en sag om en privatpersons indførsel af øl truffet afgørelse om, at indførslen af størstedelen af varerne ikke var til eget brug, men at en mindre mængde derimod var til eget brug, og således fritaget for afgift. Dommen åbner mulighed for, at en privatperson i en og samme indførsel af punktafgiftspligtige varer både kan indføre varer til eget brug og varer, der ikke er til eget brug. Se [diverse3] og Den Juridiske vejledning afsnit E.A.1.4.3 og E.A.3.3.7."

Klager har indhentet erklæringer fra de fleste af hans venner, som har købt ind i [butikken] sammen ham - se hertil bilag 2. En opsummering af vennernes indkøb er vedhæftet som bilag 3. Vi skal bemærke, at Klager har forklaret, at flere venner, som har handlet ind sammen med ham, senere er afgået ved døden. Listen over venner som har købt ind sammen med Klager er derfor ikke udtømmende.

Varer der medbringes for personer der deltager i rejsen anses ifølge SKATs juridiske vejledning for at være til eget brug. Denne del af indkøb af vare, som er foretaget på [diverse2] skal derfor ikke indgå i en opgørelse over en eventuel ølafgift. Klagers venners køb kan opgøres til ca. 7.920 L øl pr. år.

Klager har forklaret, at hans egne indkøb udelukkende har været til eget brug. Vi skal i den forbindelse bemærke, at Klager er pensionist, og at han ikke har nogen tilknytning til virksomheder, der driver handel med øl.

Hvis det måtte findes, at Klagers egne indkøb af øl ikke udelukkende kan være anvendt til eget brug, så er det vores opfattelse, at der ved fastsættelse af en ølafgift bør fratrækkes en andel af indkøbet, som med rimelighed kan anses for tilgået Klagers eget brug jf. [diverse4]"

Klagerens bemærkninger til Skattestyrelsens udtalelse

Klageren s repræsentant har ikke fremsat bemærkninger til Skattestyrelsens udtalelse.

Klagerens bemærkninger til Skatteankestyrelsens indstilling og Skattestyrelsens udtalelse

Klagerens repræsentant har fremsat følgende bemærkninger til Skatteankestyrelsens indstilling og Skattestyrelsens udtalelse:

"...

1. Særligt vedrørende Skatteankestyrelsens forslag til afgørelse

Vi kan tilslutte os Skatteankestyrelsens vurdering for så vidt angår den del af sagen, der vedrører registreringer på [...]-kortet uden forudbestillinger. Vi er enige i, at der ikke foreligger en tilstrækkelig klar formodning for, at det er klager, der har foretaget samtlige af disse køb. Det er korrekt, som anført, at der ikke foreligger objektiv dokumentation, der kan understøtte en antagelse om, at det var klager, der indkøbte og indførte de pågældende varer.

Vi kan derimod ikke tilslutte os Skatteankestyrelsens vurdering for så vidt angår de køb, der er sket ved forudbestilling. Det forhold, at klagers navn og e-mailadresse fremgår af [virksomhed1]' oplysninger om forudbestillinger, er efter vores opfattelse ikke tilstrækkeligt til at etablere en bevisformodning for, at det var klager, der har foretaget alle de pågældende indkøb og herefter indført varerne i Danmark.

Som tidligere anført har det været almindelig praksis blandt klagers bekendte, at én person har foretaget bestillinger på vegne af hele selskabet, og det fremgår klart af de fremlagte erklæringer, at klager og hans venner har rejst sammen og hver især har købt ind til eget brug. Det forhold, at klagers navn fremgår i forbindelse med forudbestillingerne, kan derfor ikke i sig selv tillægges afgørende vægt.

Vi bemærker, at Skatteankestyrelsen - modsat hvad der lægges til grund i forslaget til afgørelse - ikke kan pålægge klager at afkræfte en bevisformodning, medmindre der forinden er skabt et tilstrækkeligt grundlag herfor. Dette følger tillige af Landsskatterettens afgørelse offentliggjort som SKM2023.97.LSR, som Skatteankestyrelsen i øvrigt har henvist til.

Det må i den forbindelse fremhæves, at klager har fremlagt både erklæringer og en samlet oversigt over, hvem han har rejst med, og hvor mange ture de har deltaget i. Disse oplysninger bør i sammenhæng tillægges vægt, når det skal vurderes, om de forudbestilte varer kan henføres til klager alene.

2. Særligt vedrørende Skattestyrelsens udtalelse

Skattestyrelsen anfører, at der efter deres opfattelse er tilstrækkeligt grundlag for at fastholde afgiftsopkrævningen for samtlige registrerede køb, herunder også dem, hvor der ikke er sket forudbestilling. Vi bemærker hertil, at Skattestyrelsen ikke har fremlagt nye oplysninger, som ændrer på det bevismæssige grundlag i sagen. Det fastholdes derfor, at Skattestyrelsen ikke har løftet bevisbyrden for, at klager har foretaget samtlige af de indkøb, som fremgår af registreringerne.

Det forhold, at der er tale om store mængder, og at der er indkøbt over en længere periode, kan ikke i sig selv føre til, at der foreligger en tilstrækkelig formodning for, at klager er den reelle indkøber.

Skattestyrelsens opfordring til at hjemvise sagen for nærmere oplysning af, hvem der måtte have anvendt klagers [...]-kort, bør ikke imødekommes. Klager har i sagen loyalt medvirket til sagsoplysningen og har fremlagt de oplysninger, der med rimelighed kan forventes i en sag, som vedrører private rejser flere år tilbage i tid. En yderligere oplysning af sagen vil ikke føre til ændrede bevismæssige forudsætninger, men alene til en yderligere forsinkelse af sagens afgørelse.

Vi skal derfor anmode om, at afgiftsopkrævningen også for så vidt angår de forudbestilte køb nedsættes til 0 kr., jf. det samlede bevisbillede i sagen og med henvisning til den nævnte praksis.

..."

Landsskatterettens afgørelse

Landsskatteretten skal tage stilling til, om Skattestyrelsen har været berettiget til at opkræve 144.535 kr. i ølafgift for varer, som er indkøbt i Tyskland i perioden 17. marts 2015 - 14. juni 2020. Nærmere bestemt vedrører sagen spørgsmålet om klageren selv har købt alle øl, og om hvorvidt de af klageren indkøbte øl kan anses for at have været til eget brug.

Retsgrundlaget

I det følgende vil henvisninger til øl- og vinafgiftsloven være henvisninger til lov nr. 1015 af 19. december 1992 om afgift af øl, vin og frugtvin m.m. med de senere lovændringer, som var gældende i den omhandlede periode.

Det følger af øl- og vinafgiftslovens § 1, stk. 1, at der skal betales afgift af øl her i landet. Afgiftspligten indtræder ved varernes overgang til forbrug her i landet, jf. øl- og vinafgiftslovens § 4.

Såfremt varerne allerede er overgået til forbrug i et andet EU-land, følger det af øl- og vinafgiftslovens § 6 a, stk. 1, nr. 1, at afgiften af varerne forfalder ved levering her i landet, når varerne transporteres her til landet som bestemmelsesland med henblik på erhvervsmæssig oplægning af varerne, herunder indkøb af varer, som en her i landet hjemmehørende privat person foretager i et andet EU-land og enten selv transporterer eller på egne vegne lader transportere her til landet, og hvor omfanget og karakteren af de pågældende vareindkøb overstiger, hvad der må anses for at skulle medgå til den pågældende privatpersons eget brug.

Det følger videre af øl- og vinafgiftslovens § 11, stk. 2, at der ydes afgiftsfritagelse af varer, som privatpersoner selv indfører til eget brug fra et andet EU-land, i hvilket varerne er erhvervet i beskattet stand.

Det fremgår af Rådets direktiv 2008/118/EF (herefter benævnt cirkulationsdirektivet) artikel 32, stk. 2, at medlemslandene ved vurderingen af, om de punktafgiftspligtige varer er bestemt til en privatpersons eget brug, mindst skal tage hensyn til personens forretningsmæssige status og begrundelse, stedet, hvor varerne befinder sig, ethvert dokument vedrørende varerne samt arten og mængden af varerne. Medlemsstaterne kan desuden opstille vejledende mængder for indførelse af varer med henblik på at godtgøre de i stk. 2 nævnte forhold, jf. artikel 32, stk. 3. For øl må den vejledende mængde ikke være mindre end 110 l. De her i landet indførte retningslinjer findes i Den juridiske vejledning og var på afgørelsestidspunktet enslydende med cirkulationsdirektivets minimumsregler.

Følgende fremgår af øl- og vinafgiftslovens § 16, stk. 2, 1. pkt.:

"For afgiftspligtige, der modtager varer fra andre EU-lande, og som ikke er omfattet af stk. 1, sker angivelsen og betalingen efter reglerne i § 9, stk. 1, 3 og 4, i lov om opkrævning af skatter og afgifter m.v."

Følgende fremgår af øl- og vinafgiftslovens § 27, stk. 9:

"For afgiftspligtige varer, der ikke er afgiftsberigtiget efter loven, og hvor der ikke er sket autorisation eller registrering eller stillet sikkerhed, hæfter erhververen og den, der er i besiddelse af varerne."

Følgende fremgår af skatteforvaltningslovens § 31, stk. 1, 1. pkt.:

"Told- og skatteforvaltningen kan ikke afsende varsel om fastsættelse eller ændring af afgiftstilsvar senere end 3 år efter angivelsesfristens udløb."

Følgende fremgår af skatteforvaltningslovens § 32, stk. 1, nr. 3 og stk. 2, 1. og 2. pkt.:

"Uanset fristerne i § 31 kan et afgiftstilsvar eller en godtgørelse af afgift fastsættes eller ændres efter anmodning fra den afgiftspligtige henholdsvis den godtgørelsesberettigede eller efter told- og skatteforvaltningens bestemmelse, hvis:

...

3) Den afgiftspligtige henholdsvis den godtgørelsesberettigede eller nogen på dennes vegne forsætligt eller groft uagtsomt har bevirket, at afgiftstilsvaret eller godtgørelsen er fastsat på et urigtigt eller ufuldstændigt grundlag.

...

Stk. 2. En ændring af afgiftstilsvaret eller godtgørelsen af afgift kan kun foretages efter stk. 1, hvis den varsles af told- og skatteforvaltningen eller anmodningen fra den afgiftspligtige henholdsvis den godtgørelsesberettigede fremsættes senest 6 måneder efter, at told- og skatteforvaltningen henholdsvis den afgiftspligtige eller den godtgørelsesberettigede er kommet til kundskab om det forhold, der begrunder fravigelsen af fristerne i § 31. En ændring af afgiftstilsvar eller godtgørelse af afgift, der er varslet af told- og skatteforvaltningen, skal foretages senest 3 måneder efter den dag, hvor varsling er afsendt.

..."

Følgende fremgår af opkrævningslovens § 9, stk. 1:

"Den, der ikke er autoriseret eller registreret efter afgiftslovene nævnt i bilag 1, liste A, nr. 1-4, 7 og 8, og som fra andre EU-lande har modtaget varer omfattet af disse afgiftslove, skal ved modtagelsen af varerne angive den afgiftspligtige mængde af varerne til told- og skatteforvaltningen. Angivelsen skal være underskrevet af den, der har modtaget varerne, eller af sælgerens fiskale repræsentant her i landet."

Øl- og vinafgiftsloven er nævnt i bilag 1, liste A, nr. 4.

Følgende fremgår af § 12, stk. 5 i bekendtgørelse nr. 2373 af 10. december 2021 om forretningsorden for Landsskatteretten:

"I ganske særlige tilfælde kan Landsskatteretten træffe en afgørelse, der uden beløbsmæssig opgørelse alene fastlægger de principper, hvorefter den påklagede afgørelse skal træffes. Skatteforvaltningen foranlediger herefter, at afgørelsen træffes i overensstemmelse med Landsskatterettens anvisning."

Det følger af Vestre Landsrets dom af 9. november 2015, offentliggjort som SKM2015.712.VLR, at under hensyn til de indførte mængder af drikkevarer, herunder navnlig mængden af øl, der var mere end 16 gange større end den vejledende mængde, som afgiftsfrit kan indføres til eget forbrug, måden drikkevarerne var transporteret på, oplysningerne om den afgiftspligtiges tidligere indførsler af drikkevarer fra Tyskland, og SKATs tidligere indskærpelse overfor den afgiftspligtige, fandt landsretten at det påhvilede den afgiftspligtige at godtgøre, at varerne var indført til eget forbrug. Landsretten fandt, at den afgiftspligtige ikke blot ved sin egen og sin søns og barnebarns forklaringer, der ikke var underbygget af objektive kendsgerninger, samt ved fremlæggelse af et billede af tomme øl- og sodavandsdåser, havde godtgjort at varerne var til eget forbrug. Der var som følge heraf og efter oplysningerne om den afgiftspligtiges tidligere indførsler af drikkevarer, ikke grundlag for at reducere afgiftsbeløbet svarende til afgiften af den mængde drikkevarer, der efter de vejledende bestemmelser ville kunne anses for at være til eget forbrug.

Det følger af Vestre Landsrets dom af 22. november 2012, offentliggjort som SKM2013.52.VLR, at en privatperson i samme indførsel af afgiftspligtige varer både kan indføre varer til eget brug og varer, der ikke er til eget brug. Følgende fremgår bl.a. af Landsrettens præmisser:

"Landsretten finder, at der ikke herved er fremkommet et overbevisende billede af, at S og hans gæster indtog en så betydelig mængde øl, at der er rimelig sammenhæng mellem dette og indkøbet. Der lægges herved vægt på forklaringerne om deltagerantallet og deltagersammensætningen, om deltagernes drikkevaner og om forløbet af festerne, herunder oplysningerne om, at deltagerne kom og gik.

Landsretten finder på den baggrund, at det er godtgjort, at S ikke medbragte den helt usædvanlig store mængde øl til eget brug. Det må imidlertid efter forklaringerne lægges til grund, at S har holdt fester i forbindelse med sin ferie her i landet, og at han og deltagerne har drukket en betydelig mængde øl. Det kan derfor lægges til grund, at en del af de medbragte øl var til privat brug. På baggrund af bevisførelsen fastsættes denne mængde skønsmæssigt til 110 liter."

Byretten har i dom af 15. februar 2024 (sag BS-41122/2021-ROS) truffet afgørelse i en tilsvarende sag, hvor Skattestyrelsen pålagde indehaveren af [...]-kortet at betale 66.913 kr. i afgift for indkøb af øl i [virksomhed1] butikker i Tyskland i 2018, 2019 og 2020. Byretten fandt, at der efter de foreliggende oplysninger - i form af købsregistreringerne på [...]-kortet og bankkontoudtog - var skabt en formodning for, at indehaveren af [...]-kortet selv havde foretaget de på kortet registrerede køb. Byretten tillagde det vægt, at det følger af de under domstolssagen fremlagte bankkontoudtog, at der blev foretaget en række køb med Dankort i [virksomhed1] butikker i 2019 og 2020, samt at en række uspecificerede indkøb i 2018 beløbs- og datomæssigt var sammenfaldende med indkøb registreret på [...]-kortet. Herudover lagde byretten til grund, at der med indehaverens Dankort var købt færgebilletter i tidsmæssig tilknytning til langt de fleste registrerede køb på [...]-kortet. Endvidere fandt byretten, at indehaveren af [...]-kortet, på baggrund af vidneforklaringer, havde bevist, at han ikke havde indkøbt alle de på [...]-kortet registrerede indkøb af øl. Byretten hjemviste herefter sagen til fornyet behandling i Skattestyrelsen med henblik på at foretage et skøn over den del af indkøbene, der ikke anses for at være til indehaverens eget brug og forinden at anmode indehaveren om yderligere oplysninger vedrørende omfanget af afgiftspligtige indkøb.

Det følger af Landsskatterettens afgørelsen af 5. december 2022, offentliggjort som SKM2023.97.LSR, at Landsretten i en tilsvarende sag, efter en konkret og samlet vurdering af sagens oplysninger, fandt, at der ikke var den fornødne klare formodning for, at [...]-kortet i den foreliggende sag udelukkende var blevet anvendt af klageren til indkøb af afgiftspligtige varer i Tyskland, som herefter er blevet indført i Danmark. Registreringerne på [...]-kortet havde således ikke i sig selv en tilstrækkelig objektiv bevisværdi til, at Skattestyrelsen havde løftet bevisbyrden for, at klageren selv havde indkøbt og indført den registrerede varemængde. Det kunne derfor ikke på det grundlag pålægges klageren at dokumentere eller sandsynliggøre, at det ikke var klageren, der havde indkøbt og importeret alle de varer, der fremgik af registreringerne på [...]-kortet. Landsskatteretten ændrede derfor Skattestyrelsens afgørelse og nedsatte afgiftsopkrævningen til 0 kr.

Endvidere har Landsskatteretten har i sin afgørelse af 25. oktober 2024, offentliggjort som SKM2025.62.LSR (indbragt for domstolene) i en sag vedrørende anvendelse af et [...]-kort fundet, at der ikke alene ved registreringerne på [...]-kontoen og imod klagerens oplysninger om sit varekøb, var en formodning for, at klageren havde indkøbt og indført afgiftspligtige varer svarende til det registrerede og i mængder, der oversteg, hvad der kunne anses at være til klagerens eget brug. Retten lagde navnlig lagt vægt på. at kortet kunne anvendes af andre end den person, det er udstedt til, og at der ikke forelå oplysninger, der støttede, at det var klageren der havde foretaget samtlige registrerede køb. Retten fandt dog, for så vidt angik varer, der var forudbestilt af klageren, at der med registreringerne på [...]-kortet sammenholdt med oplysningerne om forudbestillinger, som kunne knyttes til klageren, var skabt en formodning for, at klageren havde foretaget disse køb. Klageren var ikke fremkommet med oplysninger, der kunne afkræfte denne formodning. Under henvisning til at den indførte mængde øl på mellem 594 liter og 918 liter væsentlig oversteg den vejledende mængde, som afgiftsfrit kunne indføres til eget brug, påhvilede det klageren at godtgøre, at de forudbestilte varer var til eget brug. Det fandtes ikke godtgjort. For en del af perioden var forhøjelserne foretaget ud over den ordinære frist i skatteforvaltningslovens § 31, stk. 1. Landsskatteretten fandt, at klageren havde handlet mindst groft uagtsomt ved ikke at have betalt afgift af den usædvanligt store mængde afgiftspligtige varer, der kontinuerligt var indført til Danmark. Endvidere ansås fristerne i skatteforvaltningslovens § 32, stk. 2, for overholdt. Afgørelsen blev truffet med dissens.

Landsskatterettens begrundelse og resultat

Landsskatteretten lægger til grund, at der i forbindelse med nogle indkøb i [virksomhed1]' [butikker] i Tyskland blev anvendt et [...]-kort, som var tilknyttet klagerens [...]-konto ([virksomhed1]' fordelsprogram). Der er ikke fremlagt oplysninger, der dokumenterer, at varekøbsregistreringerne i den omhandlede periode er fejlbehæftede.

Det har ikke været muligt at fremskaffe de vilkår for medlemskab af [...]-programmet, som var gældende forud for februar 2021. [virksomhed1] har besvaret Skatteankestyrelsens spørgsmål vedrørende [...]-programmet, og disse besvarelser lægges sammen med vilkårene, som blev indhentet fra [virksomhed1]' hjemmeside den 11. marts 2022, til grund for sagen.

Efter de foreliggende oplysninger er [...]-kortet et fysisk ihændehaverkort, hvor der ikke kræves indtastning af pinkode eller lignende ved brug af kortet. Der fremgår ikke identitetsoplysninger på kortet, men udelukkende et kortnummer. Kortet er ikke et betalingskort, men en adgang til optjening og brug af bonuspoint. [...]-programmet har to medlemsniveauer, hvor det er muligt ved brug af bonuspoint at opgradere medlemskabet for at opnå yderligere fordele. Om [...]-programmet i øvrigt bemærkes det, at vilkårene herfor udelukkende regulerer forholdet mellem [virksomhed1] og klageren

Retten bemærker, at det omhandlede [...]-program og det hertil knyttede [...]-kort ikke er indrettet på en sådan måde, at det umiddelbart alene kan anvendes af den person, der har oprettet [...]-kontoen. Det forhold, at det fremgår af [...]-programmets betingelser, at kortet er "personligt og ikke må overdrages til andre", ændrer ikke herpå, særligt fordi der ikke ses at være indført nogen form for kontrol eller lignende hos udbyderen, der skal forhindre, at ét [...]-kort bruges af flere forskellige personer.

Klageren har oplyst, at han ikke har indkøbt varer i det omfang, som fremgår af varekøbsregistreringerne på [...]-kortet, idet der har været andre deltagere med på indkøbsturene, som har foretaget indkøb, der er registreret på klagerens [...]-kort.

Tre retsmedlemmer, herunder retsformanden, udtaler:

Efter en samlet konkret vurdering finder retten, at der ikke alene ved registreringerne på [...]-kontoen, og imod klagerens oplysninger om sit varekøb, er en formodning for, at klageren har indkøbt og indført afgiftspligtige varer svarende til det registrerede og i mængder, der overstiger, hvad der kan anses for at være til klagerens eget brug. Der er herved navnlig lagt vægt på, at kortet som anført kan anvendes af andre end den person, det er udstedt til. Der foreligger ikke oplysninger i øvrigt, der støtter, at det er klageren, der rent faktisk har foretaget samtlige de registrerede køb. Skattestyrelsen har således ikke løftet bevisbyrden.

Varer, der er forudbestilt af klageren

Klagerens navn er registreret i kolonnen med overskriften "CustomerOrderFullName" i forbindelse med 44 datoer i regnearket med kontroloplysninger fra [virksomhed1], ligesom klagerens e-mailadresse i 24 tilfælde er registreret i kolonnen med overskriften "CustomerOrderEmail", og klageren fremstår således som den, der har foretaget disse forudbestillinger.

Efter registreringerne på [...]-kortet sammenholdt med oplysningerne om forudbestillinger, som kan knyttes til klageren, finder retten, at der er skabt en formodning for, at klageren har foretaget disse indkøb. Klageren er ikke fremkommet med oplysninger, der kan afkræfte denne formodning.

Klagerens repræsentant har oplyst, at der har været fire venner med på hver af turene, og at de hver har indkøbt til eget brug. Yderligere er der indsendt underskrevne erklæringer fra en række af disse venner samt en opgørelse over, hvor mange ture hver af vennerne har været med på.

De tre retsmedlemmer finder, at disse oplysninger ikke i tilstrækkelig grad dokumenterer eller sandsynliggør, at de varer, der er forudbestilt af klageren, er indkøbt af andre end klagerens selv. De tre retsmedlemmer har herved henset til, at det fremgår af erklæringerne, at hver af vennerne har indkøbt præcis 110 l pr. tur, samt at erklæringerne ikke er understøttet af objektiv dokumentation.

Der skal herefter tages stilling til, om mængden af de indførte varer overstiger den mængde, der afgiftsfrit kan indføres til eget brug. Under henvisning til at den indførte mængde øl på mellem 166 liter og 879 liter øl væsentligt overstiger den vejledende mængde, som afgiftsfrit kan indføres til eget brug, finder retten, at det påhviler klageren at godtgøre, at de forudbestilte varer var til eget brug. De tre retsmedlemmer finder, at klageren ikke alene ved sin forklaring har godtgjort, at den forudbestilte varemængde var til eget brug. Der er herefter ikke grundlag for at reducere afgiftsbeløbet. Der henvises til Vestre Landsretsdom af 9. november 2015, offentliggjort som SKM2015.712.VLR, samt til Vestre Landsrets dom af 22. november 2012, offentliggjort som SKM2013.52.VLR.

Da det er klageren, der har indkøbt og indført den forudbestilte varemængde, og da varerne ikke er fritaget for afgift i henhold til øl- og vinafgiftslovens § 11, stk. 2, hæfter klageren for ølafgiften i henhold til øl- og vinafgiftslovens § 27, stk. 9.

Ekstraordinær ansættelse - forudbestilte køb i perioden 30. januar 2018 til 18. maj 2018

Det følger af opkrævningslovens § 9, stk. 1, at angivelsen skal ske ved modtagelsen af varerne.

Skattestyrelsens forslag til afgørelse blev sendt den 20. maj 2021. Perioden inden 20. maj 2018 ligger dermed uden for den ordinære frist for varsling efter skatteforvaltningslovens § 31, stk. 1. Der vil herefter alene kunne ske genoptagelse og ændring af denne periode, såfremt betingelserne i skatteforvaltningslovens § 32, stk. 1, nr. 3, og stk. 2, er opfyldt.

Klageren har i perioden forud for den 20. maj 2018 foretaget syv forudbestillinger i perioden fra den 30. januar 2018 til den 18. maj 2018. Klageren har i perioden foretaget forudbestillinger den 30. januar 2018, 6. februar 2018, 28. februar 2018, 13. marts 2018, 22. marts 2018, 18. april 2018 og den 18. maj 2018 og har i den forbindelse indført 760 liter øl, 522 liter øl, 879 liter øl, 696 liter øl. 649 liter øl, 665 liter øl og 451 liter øl. Samlet 4.625 liter øl svarende til 660 liter øl (83 rammer med 24 dåser a 0,33 l) pr. tur. Da der er tale om syv indførelser over en periode på tre en halv måned, der samlet set og hver for sig væsentligt overstiger grænsen på 110 liter øl, finder de tre retsmedlemmer, at klageren har handlet mindst groft uagtsomt ved ikke at angive afgiften af den meget store mængde øl ved modtagelsen heraf.

Et retsmedlem udtaler:

Efter en samlet konkret vurdering findes der ikke alene ved registreringerne på [...]-kontoen, herunder oplysningerne om forudbestillinger, at være skabt en formodning for, at det er klageren, der har indkøbt og indført den registrerede varemængde.

Dette retsmedlem stemmer derfor for at give klageren medhold i den nedlagte påstand, så afgiften nedsættes til 0 kr.

Der træffes afgørelse efter stemmeflertallet, hvorfor Landsskatteretten herefter stadfæster Skattestyrelsens afgørelse vedrørende varer, der er forudbestilt af klageren, og ændrer Skattestyrelsens afgørelse vedrørende den øvrige varemængde, hvor afgiften nedsættes til 0 kr.

Den beløbsmæssige opgørelse som følge af ovenstående ændringer overlades i overensstemmelse med § 12, stk. 5, i bekendtgørelse nr. 2373 af 10. december 2021 til Skattestyrelsen.