Kendelse af 29-04-2025 - indlagt i TaxCons database den 29-05-2025

Journalnr. 21-0087901

Klagen vedrører Skattestyrelsens opkrævning af 46.819 kr. i ølafgift for varer, som er indkøbt i Tyskland i perioden 29. marts 2015 til 13. december 2019.

Landsskatteretten stadfæster Skattestyrelsens afgørelse vedrører varer, der er forudbestilt af klageren.

Landsskatteretten ændrer Skattestyrelsens afgørelse vedrørende den øvrige varemængde, hvorefter afgiften nedsættes til 0 kr.

Den beløbsmæssige opgørelse overlades til Skattestyrelsen.

Faktiske oplysninger

Den 5. januar 2021 modtog Skattestyrelsen oplysninger fra [virksomhed1] ApS (herefter [virksomhed1]) vedrørende varekøb i [virksomhed1]' [butikker] i Tyskland, hvor der i forbindelse med købene blev anvendt et [kort1]-kort, som var tilknyttet klagerens [kort1]-konto (kundenummer [reg.nr.1]).

Skattestyrelsen har gennemgået indkøbene registreret på klagerens [kort1]-konto for perioden fra den 29. marts 2015 til den 14. juni 2020. På baggrund af undersøgelsen har Skattestyrelsens opkrævet i alt 46.819 kr. i ølafgift for samtlige indkøbte øl i perioden 29. marts 2015 til 13. december 2019. Skattestyrelsens opgørelse fremgår af bilag 1 til den påklagede afgørelse.

Skattestyrelsen har udsendt forslag til afgørelse den 4. juli 2021.

På [virksomhed1] hjemmeside findes vilkårene for medlemskab af [kort1]-programmet. Skatteankestyrelsen har indhentet vilkårene den 11. marts 2022, hvoraf det fremgår, at disse er gældende fra februar 2021. Af vilkårene fremgår det bl.a., at [kort1]-kortet er et medlemskort, som giver adgang til optjening af bonuspoint, når kortet anvendes i forbindelse med bl.a. handel i [virksomhed1]' [butikker], hvor kortet forevises i forbindelse med betaling. De optjente bonuspoint kan efterfølgende anvendes som hel eller delvis betaling bl.a. ved handel i [virksomhed1]' [butikker]. [kort1]-kortet er personligt og må ikke overdrages til andre. Af vilkårene følger det endvidere, at der er to medlemsniveauer i [kort1]-programmet. Ved brug af bonuspoint kan [kort1]-medlemskabet for en 12 måneders periode opgraderes til et [kort2]-medlemskab, som medfører yderligere fordele og højere satser for optjening af bonuspoint.

Skatteankestyrelsen har henvendt sig til [virksomhed1] med spørgsmål vedrørende [kort1]-programmet og har også i den forbindelse forsøgt at indhente tidligere gældende vilkår herfor.

[virksomhed1] har ikke fremsendt tidligere gældende vilkår, men har udtalt følgende: 1) Brug af [kort1]-kortet sker uden pinkode og uden forevisning af id-kort. 2) På [kort1]-kortet er alene anført et kortnummer, hvorfor hverken navn, adresse eller andre identitetsoplysninger fremgår af kortet. 3) Der er ikke sket væsentlige ændringer i vilkårene for [kort1]-programmet siden 2015. 4) Det har siden 2015 været muligt at opgradere medlemskabet til [kort2].

Skatteankestyrelsen har i forbindelse med klagesagens behandling modtaget et regneark fra Skattestyrelsen, der indeholder oplysninger fra [virksomhed1] om alle transaktioner, der er registreret på klagerens [kort1]-konto i perioden 29. marts 2015 til 24. januar 2020.

I regnearket er klagerens navn "[person1]" registreret i kolonnen "CustomerOrderFullName" i forbindelse med indkøb på 16 datoer. Der er tale om indkøb på mellem 95 liter og 324 liter øl følgende datoer:

Dato	Antal liter øl indkøbt
30. juli 2018	300
11. august 2018	166
15. september 2018	221
13. oktober 2018	190
26. oktober 2018	261
17. november 2018	205
2. februar 2019	150
8. februar 2019	166
16. marts 2019	95
1. maj 2019	198
1. august 2019	324
7. september 2019	150
26. oktober 2019	182
16. november 2019	213
13. december 2019	158
24. januar 2020	118

I regnearket fra [virksomhed1] er klageren e-mailadresse, svarende til den, der er tilknyttet klagerens [kort1]-konto, registreret i kolonnen "CustomerOrderEmail" i forbindelse med ni af de 16 datoer. På de resterende syv datoer er der ikke angivet en e-mailadresse i kolonnen.

Indkøbet den 24. januar 2020 er ikke indeholdt i Skattestyrelsens opgørelse af ølafgift (bilag 1 til den påklagede afgørelse).

Skatteankestyrelsens sagsbehandler har i forbindelse med en telefonsamtale med klageren den 5. november 2024 opfordret klageren til at fremlægge dokumentation f.eks. i form at transaktionsspor, SMS-korrespondance eller lignende.

Skattestyrelsens afgørelse

Skattestyrelsen har truffet afgørelse om opkrævning af i alt 46.819 kr. i ølafgift for varer, som er indkøbt i Tyskland i perioden fra den 29. marts 2015 til den 13. december 2019, idet varerne anses som indkøbt og indført af klageren, og idet mængderne ifølge Skattestyrelsen har et omfang og en sådan karakter, at de pågældende vareindkøb overstiger, hvad der må anses for at være til eget brug.

Som begrundelse er anført følgende:

"Vores begrundelse for opkrævning af ølafgift

Du har indført afgiftspligtige varer fra udlandet i så store mængder, at det ikke kan anses som værende til eget brug. Du kan derfor ikke indføre varerne afgiftsfrit, jf. øl- og vinafgiftslovens § 11, stk. 2.

Varerne kan ikke anses for at være til eget brug, hvis de indføres med henblik på videresalg. Varer, der f.eks. sælges i en idrætsklub eller på en arbejdsplads, anses derfor ikke som indført til eget brug.

Varer, der medbringes til eller for andre personer, der ikke deltager i rejsen, anses heller ikke for at være til eget brug. Varer, der medbringes for familie og venner, og hvor familie og venner betaler for varerne, og/eller hvor de betaler for en del af eller alle rejseomkostninger, vil heller ikke blive anset for at være til eget brug. Det anses også som betaling, hvis de indførte varer indgår i en byttehandel.

Da du ikke har forudanmeldt købene og indbetalt afgiften på forhånd i henhold til øl- og vinafgiftslovens § 6a, stk. 1 og 4, opkræver vi afgifterne i henhold til øl- og vinafgiftslovens § 16, stk. 2, jf. opkrævningslovens § 9, stk. 1, 3 og 4.

Efter opkrævningslovens § 9 skal den, der ikke er registreret efter afgiftslovene, og som modtager afgiftspligtige varer fra andre EU-lande, angive den afgiftspligtige mængde til told- og skatteforvaltningen ved modtagelsen af varerne.

Skattestyrelsen kan som udgangspunkt kun opkræve afgift 3 år efter det tidspunkt, hvor den skulle have været betalt. Det står i skatteforvaltningslovens § 31, stk. 1. Vi kan dog opkræve afgift længere tilbage i tid, hvis nogen har handlet minimum groft uagtsomt.

Da din indførsel af afgiftspligtige varer strækker sig kontinuerligt over flere år og i den store mængde, er det vores opfattelse, at du burde have vidst, at der skulle have været betalt afgift af de indførte varer og Skattestyrelsen vurderer, at du derved har handlet minimum groft uagtsomt, jf. skatteforvaltningslovens § 32, stk. 1, nr. 3:

"Den afgiftspligtige henholdsvis den godtgørelsesberettigede eller nogen på dennes vegne forsætligt eller groft uagtsomt har bevirket, at afgiftstilsvaret eller godtgørelsen er fastsat på et urigtig eller ufuldstændigt grundlag."

For at anvende denne regel, skal vi inden for 6 måneder efter, at vi er kommet til kundskab om det forhold, der begrunder fravigelsen af fristerne i § 31, varsle ændringerne. Reaktionsfristen begynder at løbe fra det tidspunkt, hvor vi er kommet i besiddelse af relevante og tilstrækkelige oplysninger til at kunne udarbejde et forslag. Se skatteforvaltningslovens § 32, stk. 2. Det følger af skatteforvaltningslovens § 34 a, stk. 4, at for krav afledt af en ekstraordinær fastsættelse efter § 32, er forældelsesfristen

10 år.

For indkomstårene 2015-2017, samt perioden 1. januar 2018 - 4. juni 2018 anvender vi reglerne om ekstraordinær ansættelse, idet vi mener, at du har handlet forsætligt eller groft uagtsomt ved ikke at anmelde dine indførsler.

Kundskabstidspunktet er den 5. januar 2021, da vi på denne dato modtager oplysninger fra [virksomhed1] ApS. Vi kunne derfor rettidigt sende forslag til dig senest den 5. juli 2021.

Vores endelige afgørelse

Du har oplyst, at du både har udlånt dit [kort1]-kort til andre og har haft andre personer med i bilen og at deres køb er blevet registreret på dit [kort1]-kort (for at opnå rabatter).

Du har ikke kunnet dokumentere/sandsynliggøre, at det er de øvrige passagerer/personer, der har foretaget køb af en del af de oplistede varer.

Det er vores opfattelse, at det, henset til de kontinuerlige køb samt den samlede indførte mængde, er dig, der skal dokumentere/sandsynliggøre, at varerne er købt og betalt af andre.

Vi har lagt afgørende vægt på, at du ikke i høringsperioden, har kunnet fremlægge tilstrækkelig dokumentation eller på anden måde sandsynliggøre, at en del af varerne er købt af andre, som skulle have været med på turene eller som har lånt dit [kort1]-kort.

Du har ikke dokumenteret eller på anden måde sandsynliggjort, fordelingen af varerne mellem dig og de øvrige passagerer, som du har oplyst, har været med på turene, herunder sandsynliggjort at betalingen efterfølgende er modtaget via bank eller kontant.

Det er således vores opfattelse, at det er dig, der må dokumentere eller sandsynliggøre, at du ikke har købt samtlige varer, jf. de modtagne oplysninger fra [virksomhed1].

Da vi ikke har kunnet få fremvist dokumentation eller på anden måde sandsynliggjort, at det forholder sig anderledes, anser vi ikke dette for at være løftet.

Du har endvidere bemærket, at der i den indførte mængde øl ikke er foretaget reduktion for varer til eget forbrug.

Det bemærkes indledningsvis, at den vejledende mængde ikke skal betragtes som en mængde, som kan indføres afgiftsfrit som en bundgrænse, altså en mængde som automatisk kan fratrækkes den afgiftspligtige mængde, som du har indført. Der skal altid, i alle sager, foretages en konkret vurdering, som vil bero på et skøn ud fra sagens omstændigheder. Vi foretager således en samlet, individuel, konkret vurdering af den enkelte sag og sagens detaljer, herunder forklaringer og dokumentation.

Da de oplistede varer, jf. bilag 1, er købt på dit [kort1]-kort ([reg.nr.1]) anser vi, at hele den indførte mængde varer er indkøbt af dig.

Vi er af den opfattelse, at det indførte kvantum ligger væsentlig over hvad der med rimelighed kan betragtes som indført til eget forbrug og hvilke mængder, der anvendes i en normal husholdning, jf. cirkulationsdirektivets artikel 32, 3. pkt.

Du har indført følgende kvantum:

2015: 3.590 liter øl

2016: 3.472 liter øl

2017: 4.666 liter øl

2018: 3.630 liter øl

2019: 1.661 liter øl

Vi hæfter os også ved, at det fremgår af [virksomhed1] hjemmeside, at [kort1]-kortet udstedes personligt og ikke må overdrages til andre (vilkår nr. 3).

På baggrund heraf, finder vi ikke grundlag for at reducere afgiftsbeløbet svarende til afgiften af den mængde drikkevarer, du efter de vejledende bestemmelser ville kunne indføre til eget brug. Vi har som begrundelse herfor henset til den kontinuerlige indførte mængde samt antallet af rejsedage pr. måned/år, der underbygger de store mængder, der er indført.

Den indførte mængde øl er dermed afgiftspligtig efter øl- og vinafgiftslovens §§ 1, stk. 1, og 3, stk. 1, idet indførslen ikke kan anses for omfattet af afgiftsfritagelsesbestemmelsen i øl- og vinafgiftslovens § 11, stk. 2.

Dine bemærkninger ændrer ikke ved Skattestyrelsens opfattelse, hvorfor der træffes afgørelse i overensstemmelse med det udsendte forslag til opkrævning af afgift af 4. juni 2021.

..."

Udtalelse fra Skattestyrelsen

I forbindelse med Skatteankestyrelsens klagesagsbehandling har Skattestyrelsen den 6. oktober 2021 udtalt følgende:

"...

Der er ikke kommet nye oplysninger i klagen

..."

Klagerens opfattelse

Klageren har nedlagt påstand om nedsættelse af opkrævningen til 0 kr., idet klageren ikke alene har indkøbt og indført alle de varer, som fremgår af de registrerede varekøb på det omhandlede [kort1]-kort.

I klagen er anført følgende:

"...

Jeg er dybt rystet over jeg skal beskyldes for at omgå loven. Jeg er aldrig blevet behandlet så dårligt betragtet som stor kriminel, som jeg er blevet her, og samtidig føler jeg mig i den grad truet af [person2] til " bare " at godkende hvad hun har fundet på.

Der står i et af hendes breve til mig, At jeg muligvis har overtrådt nogle af bestemmelserne om straf i skatte-og afgiftlovene. Jeg overholder alle love, men jeg går ikke ind og læser div. men jeg er et alm. retskaffen menneske. Og mente IKKE det var nødvendigt.

Samtidig er der så mange fejl i hendes skriveri til mig, så jeg kan blive helt i tvivl om hun "BARE" skal have skovlen under en eller anden. Og det er så MIG.

Husk at sende dit cvr-nr. + regler og love, og hun beder om regnskab og bilag ??? Ja det skal jeg love for. Ydermere skriver hun, du burde have vidst. NEJ DET BURDE JEG IKKE:

Ja der er blevet købt øl i [butikken], men ikke af mig. Jeg har handlet i god tro og lånt mit kort ud til venner og fam. Jeg har IKKE været opmærksom på at jeg åbenbart IKKE må låne mit kort ud.

Samtidig føler jeg mig i den grad snigløbet, da mine personlige oplysninger er blevet videregivet. Jeg må ikke låne mit kort ud (det var jeg ikke opmærksom på) [butikken] må ikke vidregive oplysninger, ifølge den "nye" lovgivning.

Som jeg har skrevet, har der været fødselsdage bryllup og mærkedage, dødsfald og alm. gæstebud med venner og familie.

I min familie er det sådan at vi drikker øl når vi ses, det samme gør vi når venner, kolleger kommer forbi.

[person2] vil gerne at jeg sendte indbydelser, gæstelister, antal af gæster der kom, hvornår afholdelsen er sket for mine fester og deslige, hvorfor jeg har holdt fest og hvorfor der kommer gæster uanmeldt. Og sikkert også hvor meget de drak. Og det er for 5 år baglæns ...???

Det kan jeg ikke hjælpe med, det er noget jeg ikke gemmer på. Nøjagtig af en årsag. Jeg har mistet begge mine forældre min søn og sidst mit barnebarn, jeg har ryddet op i deres bo, og det er absolut IKKE sjovt. Derfor gemmer jeg ikke indbydelser, bonner og deslige, for det har ingen værdi for mig og heller ikke for mine efterladte, der er nok af skrammel at sorterer.

Når fester og gæstebud er overstået, så er det overstået.

Jeg kan ikke se nogen steder at der ikke må handles 1g. om mdr. eller mere, for den sags skyld. Men der er IKKE købt noget til videre salg.

Aligevel vil [person2] have Jeg skal skrive hvem der har købt varer, fordeling af varer og dokumentation og billag for pengestrøm og kontant hævninger. Det kan jeg ikke da jeg ikke har solgt noget og ikke har en foretning.

Der er sket mange ting i mit / vores liv så der er nok blevet drukket mere end godt er. Det vil jeg gerne vedkende mig..

Jeg har i januar 2021 købt og betalt i [butikken]. Men jeg vidste ikke jeg skulle sende bonnen videre til skat, men den har de måske allerede fået ??

Men det beløb står på min bankopgørelse.

Men som jeg har skrevet har jeg ingen forretning, jeg har intet købt, ingen har betalt mig da jeg intet har købt.

..."

Retsmøde

Skattestyrelsens udtalelse til Skatteankestyrelsens indstilling

Skattestyrelsen har den 13. september 2024 udtalt følgende til Skatteankestyrelsens indstilling:

"...

Skattestyrelsen kan ikke tiltræde Skatteankestyrelsens fornyede indstilling for den del der angår de registrerede køb hvor klager ikke anerkender at have foretaget indkøbene selv, ikke er i klagers navn men i dennes ægtefælle, eller hvor der ikke foreligger oplysninger om forudbestillinger.

Skatteankestyrelsen har i brev af 30. august 2024 fremsendt en fornyet indstilling til forslag til afgørelse, og har i den forbindelse anmodet Skattestyrelsen om en udtalelse til sagen.

Skatteankestyrelsen har tidligere fremsendt indstilling til forslag til afgørelse dateret den 28. marts 2023. Skattestyrelsen indsendte udtalelse til denne indstilling den 31. maj 2023.

Klagen vedrører Skattestyrelsens afgørelse af 22. juli 2021, hvor der er truffet afgørelse om at klager skal betale ølafgift med i alt 46.819 kr. for perioden 29. marts 2015 til 20. juni 2020.

Registrerede køb hvor der ikke er sket forudbestillinger

Skattestyrelsen kan ikke tiltræde Skatteankestyrelsens indstilling om, at den foretagne opkrævning af ølafgift for de registreringer på [kort1]-kortet, som klager ikke anerkender at have foretaget eller hvor der ikke foreligger oplysninger om forudbestillinger i klagers, nedsættes til 0 kr.

Det fremgår af kontroloplysningerne, at der i perioden omfattet af modtagne kontroloplysninger er registreret indkøb af 17.138 l øl fordelt over 74 indkøbsture, svarende til 231 l øl (ca. 29 rammer) pr. tur.

Det fremgår videre af de modtagne kontroloplysninger om køb registreret på klagers [kort1]-kort, at der er i 26 tilfælde i perioden 2015-2019, er foretaget forudbestilling af varer.

Forudbestillinger er foretaget i enten klagers navn (16 stk.) eller klagers ægtefælles navn, hvilket yderligere understøtter, at indkøb er foretaget af klager. Køb af øl fra disse 26 indkøbsture udgør 5.259 l øl, svarende til 202 l. (ca. 25 rammer) pr. tur.

Skattestyrelsen finder således at der er sket forudbestillinger i 26 tilfælde, og ikke kun i 16 som anført af Skattestyrelsen.

Skattestyrelsen henviser til at klager og dennes ægtefælle [person3] har været gift og samboende i hele afgiftsperioden. Klager oplyser videre at indkøbt er sket til familiefester. Det har derfor formodningen for sig, at alle forudbestillinger er sket af klager, jf. at [kort1]-kortet er personligt.

Klager gør gældende, at indkøbte afgiftspligtige varer registreret ved anvendelse af klagers [kort1]-kort er sket til eget brug, og således er afgiftsfrie, og registreringerne indeholder køb foretaget af venner og familie, som har fået lov at anvende klagers [kort1]-kort, og disse køb derfor også er afgiftsfrie.

I klagen anføres, at alle køb er sket til eget brug (omfanget er ikke oplyst) eller foretaget af andre, herunder venner og familie, både hvor klager har været med på turen, og hvor klager ikke har været med.

Klager bestrider således ikke de registrerede oplysninger eller at [kort1]-kortet er anvendt af klager, herunder at de indkøbte varer er indført her til landet.

Skatteankestyrelsen anfører i indstillingen, at der ikke er den nødvendige klare formodning for, at [kort1]-kortet udelukkende er anvendt af klager når der ikke foreligger oplysninger om forudbestillinger (i klagers navn). Skatteankestyrelsen finder ikke, at registreringerne på [kort1]-kontoen for disse registrerede køb i sig selv har en tilstrækkelig objektiv bevisværdi.

Skattestyrelsen er ikke enig i denne vurdering.

Skattestyrelsen finder, at det må have formodningen for sig, at køb registreret på klagers personlige [kort1]-kort også er foretaget af klager, medmindre klager helt eller delvist afkræfter formodningen med relevant dokumentation, der godtgør, at det ikke er klageren, der har foretaget købene. Klager har hverken under sagens materielle behandling i 1. instans eller under klagens behandling afkræftet denne formodning.

Det bemærkes, at Skatteankestyrelsen for de køb hvor der er sket forudbestillinger som kan henføres til klager finder, at Skattestyrelsens afgørelse stadfæstes. Skatteankestyrelsen finder for disse køb ikke, at klager ved objektive kendsgerninger har afkræftet formodningen for, at varerne var til eget brug. Skattestyrelsen er enig i denne vurdering. Det gælder dog alle 26 tilfælde og ikke kun 16, som anført af Skatteankestyrelsen.

Skattestyrelsen gør opmærksom på, at det først fra 1. kvartal 2018 har været teknisk muligt at lave forudbestillinger, jf. pressemeddelelse fra [virksomhed1] fra 8. marts 2018.

Det har således ikke været muligt tidligere end denne periode at foretage forudbestillinger.

Dvs. at der for købene fra 2015 til 2018, altså i 3 år, ikke har været mulighed for at forudbestille.

Perioden uden forudbestillinger bør derfor behandles på samme vis, som den periode hvor der er sket forudbestillinger. At tillægge forudbestillingerne afgørende betydning i én periode frem for en anden mister sin tyngde, når de tekniske muligheder ikke har været tilsvarende.

Det forekommer usandsynligt, at klager for den senere periode, hvor der foreligger oplysninger om forudbestillinger, fordi det nu har været teknisk muligt, har stået for alle købene registreret på sit [kort1]-kort, mens klager i den første periode uden forudbestillinger - og hvor det tilmed ikke var teknisk muligt - eller hvor forudbestillingen er i ægtefælles navn, ikke skulle stå for nogen af købene på sit [kort1]-kort.

Alene det faktum, at klager har haft adgang til at foretage disse forudbestillinger viser, at klager har haft adgang til [kort1]-kontoen, og at købene derfor som det klare udgangspunkt også skal henføres til klager.

Klager bestrider i øvrigt ikke at have fortaget alle køb, både med og uden forudbestillinger.

Skattestyrelsen fastholder derfor, at Skattestyrelsen alene på baggrund af [kort1]-oplysningerne har løftet bevisbyrden for, at varerne er købt af kort indehaveren, her klager.

Skattestyrelsen er således ikke enig med Skatteankestyrelsen i at manglende forudbestillinger har formodningen imod sig i forhold til hvorvidt klager har foretaget de registrerede køb. Det syntes ikke særligt sandsynligt, at klager for de registrerede køb, hvor der foreligger oplysninger om forudbestillinger, skulle have stået for alle købene registreret på [kort1]-kortet, mens at klager for køb hvor der ikke er sket forudbestilling ikke skulle have stået for nogen af købene på sit [kort1]-kort.

I denne konkrete sag, er det Skattestyrelsens vurdering, at mængden af øl og kontinuiteten af turene til Tyskland bestyrker formodningen om, at klager har indført de registrerede mængder uanset om der er sket forudbestillinger eller ikke. Det store antal af forudbestillinger bestyrker efter Skattestyrelsens vurdering formodningen om, at alle de registrerede køb er foretaget af klager også selvom der ikke er sket forudbestillinger.

Det bemærkes i den forbindelse også, at Skatteankestyrelsen antageligt ser bort fra, at det følger af retspraksis, at ved indførsel af afgiftspligtige varer, der væsentligt overskrider de vejledende mængder i cirkulationsdirektivet, påhviler bevisbyrden for, at de afgiftspligtige varer er indført til eget brug den person, der har foretaget indførslen af de afgiftspligtige varer.

Dette fælder også for forudbestilling den 16. marts 2019.

Skattestyrelsen lægger til grund, at Skatteankestyrelsen finder at henset til at indkøb på 95 liter øl den 16. marts 2019, ikke overstiger den vejledende mængde på 110 liter, er der tale om en køb, der afgiftsfrit kan indføres til eget brug.

Dette er Skattestyrelsen ikke enige i. Efter Skattestyrelsens opfattelse skal der henset til det det samlede handelsmønster. Igen henvises til at mængden af øl og kontinuiteten af turene til Tyskland bestyrker formodningen om, at klager har indført de registrerede mængder og at det samlet ikke alene har været til eget brug.

Videre bemærkes det at varer, der medbringes til eller for andre personer, der ikke deltager i rejsen, jf. klagers egne oplysninger, ikke anses for at være til eget brug. Varer, der medbringes for familie og venner, og hvor familie og venner betaler for varerne, og/eller hvor de betaler for en del af eller alle rejseomkostninger, vil heller ikke blive anset for at være til eget brug. Det anses også som betaling, hvis de indførte varer indgår i en byttehandel.

Det er derfor fortsat Skattestyrelsens primære påstand, at afgørelsen i sin helhed skal fastholdes, da klager, som sagen er oplyst, må anses for selv at have foretaget de omhandlede indkøb, da klager ikke har afkræftet denne formodning for nogen af de registrerede køb.

Subsidiært finder Skattestyrelsen, at de registrerede køb uden forudbestillinger hjemvises til fornyet behandling med det formål at få belyst hvem der har foretaget de pågældende køb registreret på klagers personlige [kort1]-kort.

Såfremt Skatteankestyrelsen/Landsskatteretten fastholder, at registreringerne på [kort1]-kortet ikke i sig selv har en tilstrækkelig objektiv bevisværdi til, at Skattestyrelsen har løftet bevisbyrden for, at klageren selv har indkøbt og indført den registrerede varemængde uden forudbestillinger, er det Skattestyrelsens opfattelse, at det grundet karakteren af de indhentede kontroloplysninger, om indkøb og indførsel af enorme mængder afgiftspligtige varer, ikke uden videre kan medføre en nedsættelse til 0 kr.

Der bør i stedet ske yderligere oplysning af sagen. Dette med henblik på afklaring af, i hvilket omfang klageren har indkøbt og indført de enorme mængder afgiftspligtige varer, der er registreret købt ved brug af klagerens [kort1]-kort, og herved sikre at der træffes en konkret og korrekt afgørelse på et fyldestgørende grundlag.

I det Skatteankestyrelsen modsat Skattestyrelsen finder, at [kort1] oplysningerne ikke i sig selv er nok, bør der ske hjemvisning med det formål at afdække omstændighederne vedrørende køb og indførsel af de betydelige mængder indkøbte afgiftspligtige varer uden forudbestillinger. Der bør gives mulighed for at afsøge eventuelle øvrige objektive beviser der kan be- eller afkræfte denne formodning. Sådanne objektive beviselementer vil forventeligt forsøges frembragt ved oplysning om hvem der har anvendt kortet på de pågældende dage, samt objektiv dokumentation herfor i form af f.eks. bankkontoudtog, tankkort m.m.

Der henvises til, at klager ikke har bestridt, at varerne er indført i Danmark.

Det er efter Skattestyrelsens opfattelse, at alene de forudbestillinger, hvor der fremgår andre navne eller mailadresser end klagers eller dennes ægtefælle, der potentielt kan fraskrives klager, hvilket ikke er tilfældet i nærværende sag, og som i øvrigt bør underbygges af objektive beviser. I relation til de registrerede køb, hvor der ikke foreligger oplysninger om, at der er sket forudbestillinger til andre, må det påhvile klager at modbevise dette eller i det mindste sandsynliggøre udenfor enhver rimelig tvivl, at denne ikke selv har foretaget indkøbene.

Henset til klagers anbringender og sagens faktiske omstændigheder er det Skattestyrelsens vurdering, at der skal foretages en konkret vurdering, hvorefter Landsskatterettens afgørelse i SKM2023.97.LSR ikke kan anvendes analogt. Navnlig bør dokumenterede forhold, og ikke bestridte oplysninger, indgå i vurderingen af afgiftspligten og opgørelsen af afgifterne.

Sammenfatning

Primær påstand

Det er Skattestyrelsens primære påstand, at styrelsen har løftet bevisbyrden for afgiftspligt på baggrund af de modtagne oplysninger om registreringer på [kort1]-kortet for samtlige af de registrerede køb, og at klageren i denne sag ikke har afkræftet formodningen for, at klageren har foretaget købene.

Skattestyrelsen fastholder derfor, at de oplysninger som foreligger i nærværende sag, ikke uden videre kan resultere i, at afgiftskravet nedsættes til 0 kr. Hvilket også gør sig gældende for registrerede køb hvor der ikke er sket forudbestillinger.

Subsidiær påstand

Det er Skattestyrelsens subsidiære påstand, at Skatteankestyrelsen skal sagsoplyse sagen yderligere eller, at sagen skal hjemvises for de køb hvor der ikke foreligger oplysninger om forudbestillinger.

Ekstraordinær genoptagelse

Skattestyrelsen bemærker afslutningsvist, at betingelserne og fristerne i skatteforvaltningslovens § 31, stk. 1 henholdsvis § 32, stk. 1, nr. 3 og stk. 2 anses for overholdt jf. begrundelsen i den påklagede afgørelse.

Afslutning

Afslutningsvist fastholder Skattestyrelsen synspunktet om hæftelse i forhold til delagtighed.

Skatteankestyrelsen anfører at hæftelsespåstanden ikke har været behandlet i den påklagede afgørelse, og retten er som følge heraf afskåret fra at tage stilling til spørgsmålet. Dette følger af skatteforvaltningslovens § 11, stk. 1, nr. 1.

Tages klagers udsagn om udlån af kortet til følge hæfter denne som nævnt for afgiften under alle omstændigheder. Herudover adskiller klagers påstande og fakta i denne sag sig fra SKM2023.97.LSR.

Det er Skattestyrelsens fortsat vurdering, at hvis klager har haft andre personer med på indkøbsturene og ladet disse personer bruge klagers kort til indkøb og indførsel af disse store mængder afgiftspligtige varer, så må klager hæfte efter øl- og vinafgiftslovens § 30, jf. § 27, stk. 6, jf. stk. 8.

..."

Indlæg under retsmødet

Klageren fastholdt påstanden om nedsættelse til 0 kr. Hun henholdt sig til det tidligere anførte over for Skatteankestyrelsen. Hun pointerede særligt, at hun ikke har set [kort1]-kortet som et personligt kort, og derfor har haft udlånt kortet til venner og familie. Det blev yderligere anført, at klageren på flere af de oplyste datoer i 2015, 2016 og 2017, hvor der er registreret indkøb i bordershoppen, har været på arbejde i bl.a. [by1]. Adspurgt forklarede hun, at der kunne forudbestilles varer på [kort1]-kortet, men at enhver som havde kortet kunne foretage en bestilling og hente varerne.

Klagerens ægtefælles forklarede, at der har været andre med på indkøbsturene til Tyskland, men at de af forskellige grunde ikke har mulighed for at kontakte disse. Han forklarede desuden, at der i den omhandlende periode har været dødsfald i den nærmeste familie, som har medført et øget forbrug af øl. Der blev desuden givet udtryk for, at man på baggrund af reklame på indkøbsstederne, forstod det således, at man må medbringe 110 liter øl hver gang man tager over grænsen, uanset hyppighed.

Skattestyrelsen nedlagde i overensstemmelse med tidligere udtalelser principal påstand om stadfæstelse. Subsidiært at Skatteankestyrelsen skal oplyse sagen yderligere, eller at sagen skal hjemvises vedrørende de ikke-forudbestilte indkøb. Skattestyrelsen fremhævede, at der i den omhandlende periode er købt væsentligt mere alkohol, end hvad der kan anses for at være til eget brug. Der blev desuden lagt vægt på, at mængden og arten af indkøb er ubestridt, og at der ikke er fremlagt oplysninger om, hvem, der foruden klageren, har foretaget indkøb på klagerens [kort1]-kort. [kort1]-kortet er personligt, og der er en formodning for, at det, der er registreret købt på kortet, er købt af indehaveren. Klageren har derfor bevisbyrden for, at varerne ikke er købt og importeret af klageren selv, hvilket Skattestyrelsen ikke mener, at klageren har godtgjort. For så vidt angår de forudbestilte indkøb fremhævede Skattestyrelsen at ikke blot de 16 bestillinger, der er foretaget i klagerens navn, men også de yderligere 10 som er foretaget i ægtefællens navn, må formodes at være foretaget af klageren.

Landsskatterettens afgørelse

Landsskatteretten skal tage stilling til, om Skattestyrelsen har været berettiget til at opkræve 46.819 kr. i ølafgift for varer, som er indkøbt i Tyskland i perioden 29. marts 2015 til den 13. december 2019

Retsgrundlaget

I det følgende vil henvisninger til øl- og vinafgiftsloven være henvisninger til lov nr. 1015 af 19. december 1992 om afgift af øl, vin og frugtvin m.m. med de senere lovændringer, som var gældende i den omhandlede periode.

Det følger af øl- og vinafgiftslovens § 1, stk. 1, at der skal betales afgift af øl her i landet. Afgiftspligten indtræder ved varernes overgang til forbrug her i landet, jf. øl- og vinafgiftslovens § 4.

Såfremt varerne allerede er overgået til forbrug i et andet EU-land, følger det af øl- og vinafgiftslovens § 6 a, stk. 1, nr. 1, at afgiften af varerne forfalder ved levering her i landet, når varerne transporteres her til landet som bestemmelsesland med henblik på erhvervsmæssig oplægning af varerne, herunder indkøb af varer, som en her i landet hjemmehørende privat person foretager i et andet EU-land og enten selv transporterer eller på egne vegne lader transportere her til landet, og hvor omfanget og karakteren af de pågældende vareindkøb overstiger, hvad der må anses for at skulle medgå til den pågældende privatpersons eget brug.

Det følger videre af øl- og vinafgiftslovens § 11, stk. 2, at der ydes afgiftsfritagelse af varer, som privatpersoner selv indfører til eget brug fra et andet EU-land, i hvilket varerne er erhvervet i beskattet stand.

Det fremgår af Rådets direktiv 2008/118/EF (herefter benævnt cirkulationsdirektivet) artikel 32, stk. 2, at medlemslandene ved vurderingen af, om de punktafgiftspligtige varer er bestemt til en privatpersons eget brug, mindst skal tage hensyn til personens forretningsmæssige status og begrundelse, stedet, hvor varerne befinder sig, ethvert dokument vedrørende varerne samt arten og mængden af varerne. Medlemsstaterne kan desuden opstille vejledende mængder for indførelse af varer med henblik på at godtgøre de i stk. 2 nævnte forhold, jf. artikel 32, stk. 3. For øl må den vejledende mængde ikke være mindre end 110 l. De her i landet indførte retningslinjer findes i Den juridiske vejledning og var på afgørelsestidspunktet enslydende med cirkulationsdirektivets minimumsregler.

Følgende fremgår af øl- og vinafgiftslovens § 27, stk. 9:

"For afgiftspligtige varer, der ikke er afgiftsberigtiget efter loven, og hvor der ikke er sket autorisation eller registrering eller stillet sikkerhed, hæfter erhververen og den, der er i besiddelse af varerne."

Følgende fremgår af skatteforvaltningslovens § 1:

"Told- og skatteforvaltningen udøver forvaltningen af lovgivning om skatter og lovgivning om vurdering af landets faste ejendomme samt lov om registrering af køretøjer bortset fra kompetencer, som ved § 18, stk. 3, og § 19 i lov om registrering af køretøjer er tillagt politiet."

Følgende fremgår af skatteforvaltningslovens § 11, stk. 1, nr. 1:

"Landsskatteretten afgør, medmindre andet er bestemt af skatteministeren efter § 14, stk. 2, klager over:

1)	Told- og skatteforvaltningens afgørelser, hvor klagen ikke afgøres af skatteankeforvaltningen, et skatteankenævn, et vurderingsankenævn eller et motorankenævn."

Følgende fremgår af § 12, stk. 5 i bekendtgørelse nr. 2373 af 10. december 2021 om forretningsorden for Landsskatteretten:

"I ganske særlige tilfælde kan Landsskatteretten træffe en afgørelse, der uden beløbsmæssig opgørelse alene fastlægger de principper, hvorefter den påklagede afgørelse skal træffes. Skatteforvaltningen foranlediger herefter, at afgørelsen træffes i overensstemmelse med Landsskatterettens anvisning."

Det følger af Vestre Landsrets dom af 9. november 2015, offentliggjort som SKM2015.712.VLR, at under hensyn til de indførte mængder af drikkevarer, herunder navnlig mængden af øl, der var mere end 16 gange større end den vejledende mængde, som afgiftsfrit kan indføres til eget forbrug, måden drikkevarerne var transporteret på, oplysningerne om den afgiftspligtiges tidligere indførsler af drikkevarer fra Tyskland, og SKATs tidligere indskærpelse overfor den afgiftspligtige, fandt landsretten at det påhvilede den afgiftspligtige at godtgøre, at varerne var indført til eget forbrug. Landsretten fandt, at den afgiftspligtige ikke blot ved sin egen og sin søns og barnebarns forklaringer, der ikke var underbygget af objektive kendsgerninger, samt ved fremlæggelse af et billede af tomme øl- og sodavandsdåser, havde godtgjort at varerne var til eget forbrug. Der var som følge heraf og efter oplysningerne om den afgiftspligtiges tidligere indførsler af drikkevarer, ikke grundlag for at reducere afgiftsbeløbet svarende til afgiften af den mængde drikkevarer, der efter de vejledende bestemmelser ville kunne anses for at være til eget forbrug.

Det følger af Vestre Landsrets dom af 22. november 2012, offentliggjort som SKM2013.52.VLR, at en privatperson i samme indførsel af afgiftspligtige varer både kan indføre varer til eget brug og varer, der ikke er til eget brug. Følgende fremgår bl.a. af Landsrettens præmisser:

"Landsretten finder, at der ikke herved er fremkommet et overbevisende billede af, at S og hans gæster indtog en så betydelig mængde øl, at der er rimelig sammenhæng mellem dette og indkøbet. Der lægges herved vægt på forklaringerne om deltagerantallet og deltagersammensætningen, om deltagernes drikkevaner og om forløbet af festerne, herunder oplysningerne om, at deltagerne kom og gik.

Landsretten finder på den baggrund, at det er godtgjort, at S ikke medbragte den helt usædvanlig store mængde øl til eget brug. Det må imidlertid efter forklaringerne lægges til grund, at S har holdt fester i forbindelse med sin ferie her i landet, og at han og deltagerne har drukket en betydelig mængde øl. Det kan derfor lægges til grund, at en del af de medbragte øl var til privat brug. På baggrund af bevisførelsen fastsættes denne mængde skønsmæssigt til 110 liter."

Byretten har i dom af 15. februar 2024, offentliggjort som SKM2025.177.BR, truffet afgørelse i en sag vedrørende anvendelse af et [kort1]-kort (anket). Skattestyrelsen havde pålagt indehaveren af [kort1]-kortet at betale 66.913 kr. i afgift for indkøb af øl i [virksomhed1] butikker i Tyskland i 2018, 2019 og 2020. Byretten fandt, at der efter de foreliggende oplysninger - i form af købsregistreringer på [kort1]-kortet, bankkontoudtog vedrørende indkøb på dankort og køb af færgebilletter i tidsmæssig tilknytning til registreringerne på [kort1]-kortet - var skabt en formodning for, at indehaveren af [kort1]-kortet selv havde foretaget de på kortet registrerede køb, og at det påhviler den pågældende at afkræfte denne formodning. Byretten fandt videre, at indehaveren af [kort1]-korte på baggrund af vidneforklaringer havde bevist, at han ikke havde indkøbt alle de på [kort1]-kortet registrerede indkøb af øl. Byretten hjemviste herefter sagen til fornyet behandling i Skattestyrelsen med henblik på at foretage et skøn over den del af indkøbene, der ikke anses for at være til indehaverens eget brug og forinden at anmode indehaveren om yderligere oplysninger vedrørende omfanget af afgiftspligtige indkøb.

Landsskatteretten har i sin afgørelse af 25. oktober 2024, offentliggjort som SKM2025.62.LSR, (indbragt for domstolene) i en sag vedrørende anvendelse af et [kort1]-kort efter en samlet konkret vurdering fundet, at der ikke alene ved registreringerne på kontoen og imod klagerens oplysninger om sit varekøb, var en formodning for, at klageren havde indkøbt og indført afgiftspligtige varer svarende til det registrerede og i mængder, der oversteg, hvad der kunne anses for at være til klagerens eget brug. Der blev navnlig lagt vægt på, at kortet kunne anvendes af andre end den person, det var udstedt til, og at der ikke forelå oplysninger i øvrigt, der støttede, at det var klageren, der rent faktisk havde foretaget samtlige de registrerede køb. For så vidt angik varer, der var forudbestilt af klageren, fandt Landsskatteretten dog, at der efter registreringerne på [kort1]-kortet sammenholdt med oplysningerne om forudbestillinger, som kunne knyttes til klageren, var skabt en formodning for, at klageren havde foretaget disse indkøb, og klageren var ikke fremkommet med oplysninger, der kunne afkræfte denne formodning. Under hensyn til at den indførte mængde øl på mellem 594 liter og 918 liter væsentligt oversteg den vejledende mængde, som afgiftsfrit kunne indføres til eget brug, påhvilede det klageren at godtgøre, at de forudbestilte varer var til eget brug, og dette fandtes ikke godtgjort. (dissens).

Endvidere har Landsskatteretten i sin afgørelse af 5. december 2022, offentliggjort som SKM2023.97.LSR, i en sag vedrørende anvendelse af et [kort1]-kort efter en konkret og samlet vurdering af sagens oplysninger fundet, at der ikke var den fornødne klare formodning for, at [kort1]-kortet i den foreliggende sag udelukkende var blevet anvendt af klageren til indkøb af afgiftspligtige varer i Tyskland, som herefter er blevet indført i Danmark. Registreringerne på [kort1]-kortet havde således ikke i sig selv en tilstrækkelig objektiv bevisværdi til, at Skattestyrelsen havde løftet bevisbyrden for, at klageren selv havde indkøbt og indført den registrerede varemængde. Det kunne derfor ikke på det grundlag pålægges klageren at dokumentere eller sandsynliggøre, at det ikke var klageren, der havde indkøbt og importeret alle de varer, der fremgik af registreringerne på [kort1]-kortet. Landsskatteretten ændrede derfor Skattestyrelsens afgørelse og nedsatte afgiftsopkrævningen til 0 kr.

Landsskatterettens begrundelse og resultat

Landsskatteretten lægger til grund, at der i forbindelse med nogle indkøb i [virksomhed1]' [butikker] i Tyskland blev anvendt et [kort1]-kort, som var tilknyttet klagerens [kort1]-konto ([virksomhed1]' fordelsprogram). Der ikke er fremlagt oplysninger, der dokumenterer, at varekøbsregistreringerne i den omhandlede periode er fejlbehæftede.

Det har ikke været muligt at fremskaffe de vilkår for medlemskab af [kort1]-programmet, som var gældende forud for februar 2021. [virksomhed1] har besvaret Skatteankestyrelsens spørgsmål vedrørende [kort1]-programmet, og disse besvarelser lægges sammen med vilkårene, som blev indhentet fra [virksomhed1]' hjemmeside den 11. marts 2022, til grund for sagen.

Efter de foreliggende oplysninger er [kort1]-kortet et fysisk ihændehaverkort, hvor der ikke kræves indtastning af pinkode eller lignende ved brug af kortet. Der fremgår ikke identitetsoplysninger på kortet, men udelukkende et kortnummer. Kortet ikke er et betalingskort, men en adgang til optjening og brug af bonuspoint. [kort1]-programmet har to medlemsniveauer, hvor det er muligt ved brug af bonuspoint at opgradere medlemskabet for at opnå yderligere fordele. Om [kort1]-programmet i øvrigt bemærkes, at vilkårene herfor udelukkende regulerer forholdet mellem [virksomhed1] og klageren.

Landsskatteretten bemærker, at [kort1]-programmet og det hertil knyttede [kort1]-kort ikke er indrettet på en sådan måde, at det umiddelbart alene kan anvendes af den person, der har oprettet [kort1]-kontoen. Det forhold, at det fremgår af [kort1]-programmets betingelser, at kortet er "personligt og ikke må overdrages til andre", ændrer ikke herpå, særligt fordi der ikke ses at være indført nogen form for kontrol eller lignende hos udbyderen, der skal forhindre, at ét [kort1]-kort bruges af flere forskellige personer.

Klageren har oplyst, at hun ikke har indkøbt varer i det omfang, som fremgår af varekøbsregistreringerne på [kort1]-kortet, idet hun har udlånt kortet til venner og familie.

Efter en samlet konkret vurdering finder retten, at der ikke alene ved registreringerne på [kort1]-kontoen, og imod klagerens oplysninger om sit varekøb, er skabt en formodning for, at klageren har indkøbt og indført afgiftspligtige varer svarende til det registrerede og i mængder, der overstiger, hvad der kan anses for at være til klagerens eget brug. Der er herved navnlig lagt vægt på, at kortet som anført kan anvendes af andre end den person, det er udstedt til. Der foreligger ikke oplysninger i øvrigt, der støtter, at det er klageren, der rent faktisk har foretaget samtlige de registrerede køb. Skattestyrelsen har således ikke løftet bevisbyrden.

Varer, der er forudbestilt af klageren

I regnearket med kontroloplysninger fra [virksomhed1] er klagerens navn registreret i kolonnen med overskriften "CustomerOrderFullName" i forbindelse med indkøb på 16 datoer, ligesom klagerens e-mailadresse i flere tilfælde er registreret i kolonnen med overskriften "CustomerOrderEmail".

Efter registreringerne på [kort1]-kortet sammenholdt med oplysningerne om forudbestillinger, som kan knyttes til klageren, finder retten, at der er skabt en formodning for, at klageren har foretaget disse indkøb. Klageren er ikke fremkommet med oplysninger, der kan afkræfte denne formodning. Klageren har således oplyst, at kortet blev udlånt til venner og familie, men der foreligger ikke yderligere oplysninger, der dokumenterer eller sandsynliggør, at de forudbestilte varer er indkøbt og indført af andre end klageren selv.

Der skal herefter tages stilling til, om mængden af de indførte varer overstiger den mængde, der afgiftsfrit kan indføres til eget brug. Under hensyn til at, der er tale om store mængder øl, der kontinuerligt og over en længere periode er indført til Danmark, finder retten, at det påhviler klageren at godtgøre, at de forudbestilte varer var til eget brug. Klagerens oplysninger om at der blev indkøbt øl til fødselsdage, bryllup, mærkedage, dødsfald m.v. i familien er ikke underbygget af objektive kendsgerninger, og klageren har derfor ikke godtgjort, at varerne var til eget brug. Der er herefter ikke grundlag for at reducere afgiftsbeløbet. Der henvises til Vestre Landsrets dom af 9. november 2015, offentliggjort som SKM2015.712.VLR samt Vestre Landsrets dom af 22. november 2012, offentliggjort som SKM2013.52.VLR.

Da der absolut set er tale om mængder, der væsentlig overstiger den mængde, der afgiftsfrit kan indføres til eget brug, finder retten, at det er uden betydning, at indkøbet den 16. marts 2019 på 95 liter øl isoleret set ikke overstiger den vejledende mængde på 110 liter.

Retten finder således, at det er klageren, der har indkøbt og indført den forudbestilte varemængde, og da varerne ikke er fritaget for afgift i henhold til øl- og vinafgiftslovens § 11, stk. 2, hæfter klageren for ølafgiften i henhold til øl- og vinafgiftslovens § 27, stk. 9.

Skattestyrelsen har ikke godtgjort, at klageren i øvrigt hæfter for afgiften, og det af Skattestyrelsen anførte om at klageren må anses for at være delagtig i den manglende angivelse og afregning af afgift, kan derfor ikke føre til et andet resultat.

Det af klageren anførte om [virksomhed1] videregivelse af oplysninger kan ikke føre til et andet resultat. Klager over behandling af personoplysninger afgøres af Datatilsynet, og der kan derfor ikke tages stilling til spørgsmålet i en forvaltningsafgørelse i henhold til skatteforvaltningslovens § 1. Landsskatteretten har derfor ikke kompetence til at tage stilling til spørgsmålet om behandling af personoplysninger. Det følger af skatteforvaltningslovens § 11, stk. 1, nr. 1, modsætningsvis.

Landsskatteretten stadfæster herefter Skattestyrelsens afgørelse vedrørende varer, der er forudbestilt af klageren, og ændrer Skattestyrelsens afgørelse vedrørende den øvrige varemængde, hvorefter afgiften nedsættes til 0 kr.

Den beløbsmæssige opgørelse som følge af ovenstående ændringer overlades i overensstemmelse med § 12, stk. 5 i bekendtgørelse nr. 2373 af 10. december 2021 til Skattestyrelsen.