Kendelse af 03-03-2023 - indlagt i TaxCons database den 24-03-2023

Journalnr. 21-0057221

Klagen skyldes, at Skattestyrelsen for indkomstårene 2017 og 2018 har nægtet fradrag for udgifter til underleverandører på henholdsvis 517.524 kr. og 479.202 kr. og omkvalificeret udgifterne til fradragsberettigede lønudgifter ved opgørelsen af klagerens skattepligtige virksomhedsoverskud for indkomstårene 2017 og 2018.

Landsskatteretten ændrer de fradragsberettigede lønudgifter til 646.905 kr. og 599.002 kr.

Faktiske oplysninger

Klageren drev i perioden 7. november 2016 til 30. september 2020 enkeltmandsvirksomhed [virksomhed1] v/ [person1], herefter virksomhed med CVR-nr. [...1]. Virksomheden var registreret under branchekoden 412000 ”Opførelse af bygninger”.

Klageren har for indkomstårene 2017 og 2018 ikke angivet overskud af virksomhed. Skattestyrelsen takserede derfor oprindeligt klagerens skattepligtige overskud af virksomheden for indkomstårene 2017 og 2018 til henholdsvis 300.000 kr. og 310.000 kr.

Klagerens tidligere repræsentant har den 19. juni 2020 i forbindelse med en genoptagelsesanmodning fremlagt virksomhedens regnskab for indkomstårene 2017 og 2018.

Af resultatopgørelsen for perioden 1. januar 2017 til 31. december 2017 fremgår det, at virksomheden har haft en omsætning på 1.198.584 kr. ekskl. moms og udgifter til fremmed arbejde på 597.986,95 kr. ekskl. moms. Virksomhedens skattepligtige resultat blev opgjort til 483.631 kr. ekskl. moms.

Af resultatopgørelsen for perioden 1. januar 2018 til 31. december 2018 fremgår det, at virksomheden har haft en omsætning på 1.111.099 kr. ekskl. moms og udgifter til fremmed arbejde på 666.588 kr. ekskl. moms. Virksomhedens resultat blev opgjort til 309.075 kr. ekskl. moms.

Virksomheden har ikke indberettet lønninger for indkomstårene 2017 og 2018.

Skattestyrelsen har valgt at genoptage ansættelserne af momstilsvar, skattepligtig indkomst og A-skat og arbejdsmarkedsbidrag. Skattestyrelsen har i den påklagede afgørelse ansat de skattepligtige resultater for indkomstårene 2017 og 2018 til henholdsvis 483.631 kr. og 309.075 kr. i overensstemmelse med de af den tidligere repræsentant fremlagte årsregnskaber.

Skattestyrelsen har nægtet fradrag for udgifter til underleverandører, men i stedet godkendt skattemæssigt fradrag for lønninger, idet betalingerne til underleverandørerne forudsættes at være brugt til lønninger. I den forbindelse har Skattestyrelsen ansat A-skat og AM-bidrag for perioden 1. juni 2017 til 31. december 2018 til i alt 523.040 kr.

Skattestyrelsens afgørelse

Skattestyrelsen har for indkomstårene 2017 og 2018 nægtet fradrag for udgifter underleverandører på henholdsvis 517.524 kr. og 479.202 kr. og omkvalificeret udgifterne til fradragsberettigede lønudgifter ved opgørelsen af klagerens skattepligtige virksomhedsoverskud for indkomstårene 2017 og 2018.

Skattestyrelsen har som begrundelse for sin afgørelse anført følgende:

”2. Skattepligtig indkomst

2.1. De faktiske forhold

Du har for indkomstårene 2017 og 2018 ikke angivet overskud af virksomhed. Skattestyrelsen har takseret din skattepligtige indkomst for 2017 overskud af virksomhed kr. 300.000 og for indkomståret 2018 overskud af virksomhed kr. 310.000. Skattestyrelsen har i forbindelse med din anmodning om genoptagelse, modtaget skatteregnskab for indkomstårene 2017 og 2018.

Heraf fremgår følgende:

Årets skattemæssige resultat 2017

Beskattes som personlig indkomst kr. 483.631

Årets skattemæssige resultat 2018

Beskattes som personlig indkomst kr. 309.075

(...)

2.3. Skattestyrelsens gennemgang af virksomhedens bemærkninger Jf. ovenstående, er det rådgivers påstand at Skattestyrelsen ikke indrømmer skattemæssigt fradrag for de af virksomheden afholdte udgifter.

Skattestyrelsen indrømmer skattemæssigt fradrag for afholdte lønninger, idet de betalinger der er foretaget til underleverandørerne, forudsættes at være brugt til lønninger. Skattepligtig indkomst er ansat til det beløb, virksomheden har anført jf. ovenstående afsnit 2.1.

(...)

2.5. Skattestyrelsens bemærkninger og begrundelse

Skattestyrelsen lægger det modtagne skatteregnskab til grund for indberetning af skattepligtig indkomst for indkomstårene 2017 og 2018 og ændrer derfor følgende:

Forhøjelse af overskud af virksomhed for indkomståret 2017 med kr. 183.631.

Nedsættelse af overskud af virksomhed for indkomståret 2018 med kr. 925.

2.6. Skattestyrelsens endelige afgørelse og begrundelse

Skattestyrelsen ansætter virksomhedens skattemæssige resultat jf. de oplysninger skatteyder har fremsendt, jf. ovenstående afsnit.”

Skattestyrelsen er den 2. november 2022 fremkommet med følgende supplerende bemærkninger:

”I forbindelse med genoptagelsesanmodningen har klager fremlagt skatteregnskab hvorefter klagers overskud er blevet ændret til henholdsvis 483.631 kr. og 309.075 kr. og der er nægtet fradrag for udgifter til underleverandører, og i stedet godkendt et skattemæssigt fradrag for lønninger idet betalingerne til underleverandørerne, forudsættes at være brugt til lønninger på henholdsvis 517.524 kr. ekskl. moms og 479.202 kr. ekskl. moms. Efter fornyet gennemgang, er Skattestyrelsen enig med Skatteankestyrelsen i, at det er der skal tages udgangspunkt i fakturaernes bruttobeløb, dvs. inkl. moms i beregningsgrundlaget. Skattestyrelsen er derfor enig med Skatteankestyrelsen i, at der som følge af anvendelse af fakturaernes bruttobeløb i beregningsgrundlaget skal ske nedsættelse af overskud for virksomhed i 2017 og 2018 for yderligere lønudgifter på henholdsvis 129.381 kr. og 119.800 kr. til henholdsvis 354.250 kr. og 189.275 kr.”

Klagerens opfattelse

Klageren har nedlagt påstand om, at overskuddet af virksomheden for indkomståret 2017 skal ansættes til 483.631 kr. og for indkomståret 2018 til 309.075 kr., og at der ved opgørelsen skal godkendes fradrag for udgifter underleverandører på henholdsvis 517.524 kr. og 479.202 kr., idet styrelsen med urette har omkvalificeret udgifterne til fradragsberettigede lønudgifter.

Klagerens tidligere repræsentant har til støtte herfor anført følgende:

” Overskud af virksomhed

Reglerne om beskatning af virksomhed er overordnet reguleret i statsskattelovens §§ 4-6 om nettoindkomstprincippet. Overskud af virksomhed er konkret opgjort af klagers revisor på grundlag af regnskaber og bagvedliggende bogføringsmateriale. Det gøres i den forbindelse gældende, at den skattepligtige indkomst skal ansættes i overensstemmelse hermed. Når man som nystartet selvstændig påbegynder sin virksomhed, så er der mange pligter, som skal iagttages, samtidig med, at man skal udføre det arbejde, der kan generere indkomst og danne grundlaget for den fortsatte drift af virksomheden. Med henblik på at kunne påtage sig en række opgaver, har klager været nødsaget til at anvende underleverandører, hvilket er sædvanligt indenfor håndværksvirksomhed. I forhold til underleverandørerne har klager primært haft fokus på antallet af timer, der er leveret af underleverandørerne, og på at modtage faktura for udførte arbejdsopgaver, der svarer hertil. Hvorvidt underleverandører eventuelt har udeholdt indtægter fra deres indkomstopgørelser m.v., har klager ikke skænket en tanke, idet han har lagt til grund, at når der modtages en faktura fra en underleverandør, så er grundlaget for en efterfølgende kontrol hos underleverandøren til stede, og at det derfor ikke giver mening for underleverandøren at udeholde en indtægt, når der netop er udstedt en faktura Konkret fremkommer Skattestyrelsen i forslag til afgørelse med en lang række oplysninger om flere forskellige selskaber, som har været underleverandører for klager.

Oplysninger som hverken klager eller andre uden Skattestyrelsens muligheder og kompetencer på nogen måde ville kunne opnå kendskab til. Det kan således ikke forventes af klager, at han bl.a. skulle have opnået indsigt i, at et selskab var blevet nægtet arbejdsgiverregistrering, at der, som påstået af Skattestyrelsen, er blevet foretaget dobbeltfakturering i selskaberne, at selskaberne ikke har angivet moms, at indbetalinger til selskaberne efterfølgende er videreført til udlandet, at der ikke svares på Skattestyrelsens henvendelser m.v. Alt sammen forhold, som kun personer med stor indsigt i virksomhederne kunne opnå kendskab til, ligesom nogle af forholdene kræver regnskabsmæssig kompetence (bl.a. dobbeltfakturering). Klager har ikke været vidende om, hvad der er foregået hos underleverandørerne, og har heller ikke den indsigt, de kompetencer og de beføjelser, der gør ham i stand til at kortlægge det spindelvæv af selskaber og de metoder, som underleverandørerne ifølge Skattestyrelsens oplysninger har anvendt. I årene 2017 og 2018 anvendte klager underleverandører i de situationer, hvor han ikke selv kunne løfte den arbejdsopgave, han stod overfor i bl.a. [lufthavnen] og på [by1] Rådhus. Klager har på intet tidspunkt 1) haft arbejdsgiverbeføjelser eller de forpligtelser, der følger heraf, 2) skulle dække ”personaleomkostninger”, 3) haft opsigelsesvarsel eller lignende i forhold til de personer, som på vegne af underleverandørerne udførte opgaverne. Herudover ses ingen af betingelserne i cirkulære nr. 129 af 4. juli 1994 at være opfyldt.

Klager kan således ikke anses for arbejdsgiver overfor de personer, der på vegne af underleverandørerne udførte underentrepriserne, hvorfor der ikke skal beregnes A-skat og AM-bidrag Skattestyrelsen anfører, at ”Det lange transaktionsforløb kan ikke umiddelbart forklares af økonomiske grunde, idet der for hvert led burde kunne aflejres et overskud hos den enkelte underleverandør”. Denne påstand er forstået sådan, at Skattestyrelsen ikke mener, at de anvendte timesatser ved fakturering er reelle. Forholdet underbygges ikke nærmere af Skattestyrelsen. Der er fri konkurrence, og den pris, som klager har betalt, indikerer ikke en for lav prissætning for underentreprisen, og som skulle give anledning til konkret mistanke. Hertil bemærkes, at det som selvstændig ikke er forbudt at være ”en god eller dårlig købmand”.

Samtidig må det formodes, at de overliggende virksomheder alle blot har skulle have en beskeden mark-up (fortjeneste), idet de ikke har haft medarbejderforpligtelser m.v. Klager har som anført selv holdt styr på, at de fakturerede timer fra underleverandørerne stemte overens med de faktiske timer. Dette var nødvendigt for, at han kunne fakturere sine kunder korrekt. Hertil kan bemærkes, at det efter vores opfattelse er normalt for små selvstændige erhvervsdrivende, at der ikke anvendes IT-systemer for at holde styr på projekterne. Skattestyrelsen anfører i tilknytning hertil, at Skattestyrelsen ikke anser de fakturerede ydelser/timer for reelt udført/leveret. Klager har dokumenteret/sandsynliggjort arbejdsopgaverne i bl.a. [lufthavnen] og på [by1] Rådhus med billeddokumentation og datostempel i billedfilernes metadata.

Alle billedfiler med beskrivelser er tidligere fremsendt til Skattestyrelsen. Ligeledes har klager ikke modtaget efterkrav for det arbejde, som han sammen med underleverandørerne har udført – igen et forhold der påviser, at arbejdet faktisk er udført fra underleverandørernes side af. Det gøres tillige gældende, at den af Skattestyrelsen foretagne konklusion om, at den fremsendte billeddokumentation ikke anses for sammenhængende i forhold til de af Skattestyrelsen opgjorte avancer, er forkert. De samlede avancer for alle sagerne i 2017 og 2018 kan opgøres til de regnskabsmæssige resultater for de pågældende år til henholdsvis 481.015 kr. og 304.381 kr.

Ud fra Skattestyrelsens metodik vil der således på de andre sager være realiseret betydelige tab (negative dækningsbidrag), hvilket må anses som urealistisk. Det bestrides således, at arbejdet ikke er udført, og det gøres gældende, at den af Skattestyrelsen anførte præmis for afgørelsen faktuelt er forkert. Skattestyrelsen anfører, at klager burde have været opmærksom på, at bankkontooplysningerne på nogle fakturaer skiftede. Det bestrides, at dette forhold kan bebrejdes klager, idet det ikke er usædvanligt, at en virksomhed skifter bankkonto, og os bekendt er der ingen steder, hvor det er muligt at få verificeret, at den bankkonto, man overfører penge til, nu også er ejet af det skattesubjekt, man tror, man overfører penge til.

Endeligt skal det bemærkes, at der på flere fakturaer fra underleverandører er anført arbejdssted og periode. Forhold, som efter vores vurdering er med til at dokumentere, at arbejdet faktisk er udført samt sikre, at fakturaerne opfylder momsbekendtgørelsens fakturakrav. Der kan bl.a. henvises til faktura nr. 24 (02.08.2017 [virksomhed2] ApS), faktura nr. 290 (07.07.2018 [virksomhed3] IVS), faktura nr. 51 (30.06.2018 [virksomhed4] ApS), faktura nr. 9 (31.10.2018 [virksomhed5] IVS), faktura 2364 (04.02.2019 [virksomhed6] ApS, arbejde udført i 2018) m.fl. Endvidere gøres det gældende, at Skattestyrelsens forslag til ændring af skatteansættelsen er i strid med det grundlæggende nettoindkomstprincip i statsskattelovens §§ 4 og 6, idet der ikke indrømmes fradrag for de udgifter, som klager har afholdt for at erhverve den pågældende indkomst. Samtidig gøres det gældende, at det er i strid med momslovgivningen, at der ikke indrømmes fradrag for den indgående moms, som faktisk er betalt.

At underleverandørerne muligvis ikke har opfyldt deres forpligtigelser, må disse underleverandører selv stå på mål for. En retstilstand, hvor en erhvervsdrivende hæfter for en underleverandørs lovbrud i form af besvigelser, unddragelser m.v. baseret på oplysninger, som en erhvervsdrivende på ingen måde har adgang til, er både utålelig set fra en kommerciel synsvinkel og uden hjemmel i lovgivningen. Retssikkerheden vil tillige være fuldstændig elimineret, idet det ikke vil være muligt at efterprøve de af Skattestyrelsen anførte oplysninger.

(...)”

Landsskatterettens afgørelse

Al indkomst er som udgangspunkt skattepligtig. Det fremgår af statsskattelovens § 4.

Enhver skatteyder skal selvangive sin indkomst, uanset om denne er positiv eller negativ. Skatteforvaltningen kan bestemme, at en skatteyder skal oplyse om formuen ved indkomstårets begyndelse og ved indkomståret udløb samt om størrelsen og arten af ændringer i formuen i indkomståret, herunder om hovedposter i årets privatforbrug. Det følger af skattekontrollovens §§ 1, stk. 1, og 6 B, stk. 1.

Udgifter afholdt i årets løb for at erhverve, sikre og vedligeholde indkomsten er fradragsberettigede i henhold til statsskattelovens § 6, stk. 1, litra a. Der skal foreligge en direkte og umiddelbar forbindelse mellem afholdelsen af udgiften og erhvervelsen af indkomsten. Det kræver, dels at udgiftsafholdelsen ligger inden for de naturlige rammer af virksomheden, dels at udgiften ikke kan karakteriseres som en privatudgift, som er indkomstopgørelsen uvedkommende.

Bevisbyrden for afholdelsen og størrelsen af en udgift, og for at udgiften er fradragsberettiget, påhviler som udgangspunkt den skattepligtige. Det følger af Højesterets dom af 19. marts 2004, offentliggjort i SKM2004.162.HR.

Hvis den selvangivelsespligtige ikke har selvangivet fyldestgørende på ansættelsestidspunktet, kan skatteansættelsen foretages skønsmæssigt, jf. skattekontrollovens § 5, stk. 3.

Klageren har ikke selvangivet for indkomstårene 2017 og 2018. Skattestyrelsen har oprindeligt takseret klagerens skattepligtige overskud af virksomheden for indkomstårene 2017 og 2018 til henholdsvis 300.000 kr. og 310.000 kr.

I forbindelse med genoptagelsesanmodningen har Skattestyrelsen ansat klagerens skattepligtige overskud af virksomhed for indkomstårene 2017 og 2018 til henholdsvis 483.631 kr. og 309.075 kr. i overensstemmelse med de af den tidligere repræsentant fremlagte årsregnskaber. Skattestyrelsen har dog nægtet fradrag for udgifter til underleverandører og i stedet godkendt skattemæssigt fradrag for lønninger, idet betalingerne til underleverandørerne forudsættes at være brugt til lønninger på henholdsvis 517.524 kr. ekskl. moms og 479.202 kr. ekskl. moms.

Landsskatteretten har i den sammenholdte indeholdes- og hæftelsessag sag med sags.nr. 20-0074493 korrigeret Skattestyrelsens beregningsgrundlag, idet grundlaget for det det indeholdelsespligtige beløb burde tage udgangspunkt i fakturaernes bruttobeløb, som er det faktisk betalte beløb. Det er den samlede udgift, som anses for anvendt til sort lønudbetaling. Fakturaernes bruttobeløb udgør for indkomstårene 2017 og 2018 henholdsvis 646.905 kr. og 599.002 kr.

På denne baggrund finder retten, at klagerens ansatte overskud af virksomhed for 2017 og 2018 på henholdsvis 483.631 kr. og 309.075 kr. skal nedsættes med yderligere lønudgifter for perioden 1. juni 2017 til 31. december 2018 på henholdsvis 129.381 kr. og 119.800 kr., jf. statsskattelovens § 6, stk. 1 litra a.

Retten ændrer dermed Skattestyrelsens afgørelse og ansætter virksomhedens overskud af virksomhed for 2017 og 2018 til henholdsvis 354.250 kr. og 189.275 kr.