Kendelse af 22-11-2022 - indlagt i TaxCons database den 16-12-2022
Skattestyrelsen har anset klagerens brug af udenlandsk arbejdskraft for perioden 1. januar 2017 til 31. december 2019 for arbejdsudleje.
Klagepunkt | Skattestyrelsen afgørelse | Klagerens opfattelse | Landsskatterettens afgørelse |
Perioden 1. januar 2017 – 31. december 2017 | |||
AM-bidrag – 8 % af 3.336.891 kr. | 266.951 kr. | 0 kr. | 266.951 kr. |
A-skat – 30 % af 3.336.891 – 266.951 kr. | 920.982 kr. | 0 kr. | 920.982 kr. |
Perioden 1. januar 2018 – 31. december 2018 | |||
AM-bidrag – 8 % af 3.222.373 kr. | 257.789 kr. | 0 kr. | 257.789 kr. |
A-skat – 30 % af 3.222.373 - 257.789 kr. | 889.374 kr. | 0 kr. | 889.374 kr. |
Perioden 1. januar 2019 – 31. december 2019 | |||
AM-bidrag – 8 % af 2.861.047 kr. | 228.884 kr. | 0 kr. | 228.884 kr. |
A-skat – 30 % af 3.222.373 - 257.789 kr. | 789.649 kr. | 0 kr. | 789.649 kr. |
Klageren har i de påklagede indkomstår drevet landbrug og minkavl i personlig virksomhed under CVR-nummeret [...1] på adressen [adresse1], [by1], [by2]. I 2017 havde klagerens virksomhed en fastansat. I 2018 og 2019 havde klagerens virksomhed to fuldtidsansatte.
Skattestyrelsen foretog et uanmeldt kontrolbesøg på klagerens virksomheds adresse i 2015, hvor de mødte fem udenlandske personer, der arbejdede for klageren. De havde alle tidligere været ansatte hos klageren og havde siden oprettet firmaet UAB [virksomhed1] ([...2]), hvorfra klageren lejede deres arbejdskraft.
Den 9. oktober 2019 foretog Skattestyrelsen et fornyet kontrolbesøg og konstaterede, at klageren fortsat benyttede sig af udenlandsk arbejdskraft til blandt andet pelsning af mink. Det blev i forbindelse med kontrolbesøget oplyst, at de pelsede om foråret og efteråret, men at der ikke var ekstra hjælp om foråret. Det blev videre oplyst, at klageren bestemte antal og type af arbejdsopgaverne. De udenlandske arbejdstagere sørgede selv for at dække ind ved sygdom. Klageren hjalp aldrig med opgaverne. Klageren leverede halmen. De udenlandske arbejdstagere medbragte selv beklædning, handsker og tang. Grundet kvalitetssikring var det [universitet1], der leverede materialer til blodprøvetagning. Klageren oplyste, at han afregnede arbejdsudlejeskat for ansættelserne, og at lønudgiften udgjorde følgende:
2017: 110.368 kr.
2018: 67.400 kr.
2019: 86.017 kr.
Repræsentanten har omkring arbejdsopgaverne, som de litauiske arbejdstagere fra UAB [virksomhed1] og UAB [virksomhed2] varetog, oplyst til Skattestyrelsen, at det var arbejde med blodprøvetagning og vaccinationer, hvor minkene skulle undersøges for plasmacytose 4-5 gange om året. Der var videre tale om flytning og sortering af minkhvalpene, når de var blevet fravænnet, samt vask af hvalpenet og rengøring. Ifølge repræsentanten medbragte de udenlandske arbejdstagere højtryksrensere, gasbrændere samt beskyttelsesdragter og andre værnemidler. Pakning af redekasser med halm, og det at give minkene halm, blev også gjort på bestemte tidspunkter og inden for kort tid. Parringen af mink skulle foretages samtidig på fire farme. De øvrige daglige arbejdsopgaver såsom fodring, tilsyn, reparationer og journalføring blev udført af klageren og de øvrige medarbejdere.
Der er ikke fremlagt nærmere beskrivelse af udgifter til højtryksrensere, gasbrændere samt beskyttelsesdragter og andre værnemidler.
Der er fremlagt flere kontrakter indgået mellem klageren og UAB [virksomhed1], UAB [virksomhed2] og UAB [virksomhed3]. Flere af kontrakterne for UAB [virksomhed2] og UAB [virksomhed3] er underskrevet af UAB [virksomhed1]. Der er videre flere kontrakter, hvor der er anført to litauiske virksomheder på samme kontrakt.
Der er for 2017 fremlagt 13 kontrakter, der dækker perioden 9. februar til 31. december 2017.
For 2018 er der fremlagt 8 kontakter for perioden 31. december 2017 til 1. december 2018.
Der er for 2019 fremlagt 19 kontrakter for perioden 1. januar til 20 december 2019.
Perioden i kontrakterne er i gennemsnit af cirka en måneds varighed, men der er også kontrakter ned til 1 dags varighed og op til 2 måneders varighed.
Kontrakterne er overordnet enslydende og angiver, at de udenlandske virksomheder stillede personer til rådighed for klageren til bestemte opgaver, og at betalingen for arbejdet skete som akkordløn, alt afhængig af opgaven. Som eksempel fremgår bl.a. følgende af kontrakt af 15. februar 2019:
” Entrepriseaftale.
Mellem
§ 1 Parterne.
[person1]
[adresse1]
[by2].
CVR [...1]
(Herefter kaldet Kunden)
Og
[person2]
UAB [virksomhed2] UAB [virksomhed1]
[adresse2]
[by3]
CVR LT[...3] CVR L T [...4]
[...]
(Her efter benævnt "Entreprenøren"
Er i dag indgået nærværende entrepriseaftale på følgende betingelser.
§2
Tjenesteydelsen og periode
Entreprenøren forpligter sig til i perioden 15.02.2019 til 05.04.2019
At levere følgende Tjenesteydelser på de nærværende kontrakt og tillæg 1 anførte vilkår.
• | Vaske hvalpenet 1,50 kr. StK |
• | tag blodprøver pr. StK 2,00 kr. |
• | flytte mink 0,50 kr.pr stk |
• | vacciner 1,00 kr. pr. StK |
• | Sorterer 1.,00 Kr pr. stk |
• | Rengøring af minkfarm 100 kr.pr række hal |
• | Pakke redekasser 0,50 pr. stk |
• | Give halm 0,25 pr. kasse. |
Alle opgaver skal foregå efter dansk standard og med øje for dyrevelfærd samt godt landmandskab. Kunden fører løbende kvalitetskontrol. Der bliver afholdt delafleveringsmøder ugentligt mellem parterne.
§3
Kvalitet m.v.
Entreprenøren er ansvarlig for at tjenesteydelserne udføres kor ret og i overensstemmelse med nærværende aftale, herunder for at tjenesteydelserne udføres fagligt og teknisk i overensstemmelse med kundens kvalitetskrav og branchens normer. De overordnede kvalitetskrav er beskrevet i tillæg 1 til denne aftale. Hvis de leverede tjenesteydelser ikke opfylder de nærværende aftale anførte krav eller hvis kunden kan dokumentere tab som følge af entreprenørens ansvarspådragende misligholdelse af nærværende kontrakt er kunden berettiget til at kræve erstatning som anført i §4.
Reklamation skal forelægges senest 1 dag efter kunden har eller burde have konstateret årsagen til reklamationen. Overholdes denne frist ikke anses tjenesteydelsen for leveret i overensstemmelse med nærværende aftale og kunden kan ikke gøre krav glædende mod entreprenøren som følge af misligholdelse eller andet.
§4
Entreprisesummen betales i hver den 5 i mdr.
Så frem entreprenøren ikke fremstiller det antal bure eller plejer det antal mink som anført i §2 med synlig konsekvens for kunden til følge, er kunden berettiget til at reducere entreprisesummen eller kræve effektiv betaling af DDK 400- bur og 400- pr mink som er død pga. entreprenørens misligholdelse. Der er aftalt en tolerancegrænse for mængden af døde mink på 2 % som ikke medfører reduktion mv. efter nærværende bestemmelse.
Betaling skal ske senest 5 dage efter modtagelse af faktura. Fakturaen anses for modtaget, når den er fremsendt pr. e-mail til en af kunden angivet e-mail adresse.
§5
Entreprenøren er kun berettiget til at anvende underleverandører efter kundens skriftlige accept.
Entreprenøren er ansvarlig for at hans personale har de faglige og tekniske kvalifikationer til at udfører tjenesteydelsen korrekt og i overensstemmelse med denne aftale og branchens normer.
Entreprenøren udpeger en formand for sine medarbejdere, der taler og skriver et acceptabelt og forståeligt engelsk, som entreprenøren giver de nødvendige instrukser med henblik på at opfylde denne aftale. Kunden har ingen ret til at instruere entreprenørens medarbejder og alle anmodninger fra kunden vedrørende denne aftale skal ske direkte til entreprenøren eller til formanden som repræsentant for entreprenøren.
Entreprenøren erklærer ved sin under skrift på denne aftale, at tjenesteydelsen vil blive udført under iagttagelse af dansk arbejdsretlig lovgivning, herunder men ikke begrænset til reglerne om arbejdsmiljø. Ferie m.v. og at entreprenøren har tegnet samtlige lovpligtige forsikringer vedrørende tjenesteydelsens udførelse, herunder vedrørende sit personale.
Entreprenøren forpligter sig til at udarbejde APV (Arbejdsplads Vurdering) og tegne arbejdsskadeforsikring for sine medarbejdere.
Entreprenøren afholder alle omskoster i forbindelse med udførelsen af de aftalte tjenesteydelser i henhold til aftalen, herunder samelige udgifter relateret til entreprenøren medarbejder.
§6
Materialer, maskiner m.v.
Kunden leverer materiale til fremstilling af burene.
Alle andre nødvendige redskaber leveres af entreprenøren uden afgift for kunden.
§7
Opsigelse misligholdelse m.v.
Parterne har ret til at opsige aftalen efter gensidig skriftlig aftale
En part skal kun være berettiget til at opsige aftalen ensidigt i tilfælde af væsentlig misligholdelse af aftalen fra den anden part og kun hvis den anden part ikke berigtiger overtrædelsen inden for 3 dage fra modtagelsen af den første parts skriftlige påbud om afhjælpning.
Væsentlig misligholdelse indtræder i men ikke begrænset til, følgende situationer:
- Som eksempel er entreprenøren i væsentlig misligholdelse ved gentagne overtrædelser af deadlines i tidplanen.
- Som eksempel er kunden i væsentlig misligholdelse, hvis betalingen ikke sker ifølge den i §4 anførte betalingsplan og betalings betingelser
- Hvis en af parterne opsiger aftalen ensidigt eller i tilfælde af væsentlig misligholdelse af aftalen kan den anden part gøre krav på at bliver holdt skadesløs og/eller erstatning i henhold til gældende lovgivning. Alle krav skal dokumenteres skriftligt.
- I tilfælde af arbejskonflikter (F.eks. men ikke begrænset til krav om overenskomstindgåelse med strejkevarsel, sympatistrejker, blokader m.v.)
- Rettet mod kunden eller entreprenøren er begge berettiget til at opsige denne aftale uden forudgående varsel. I dette tilfælde har entreprenøren ret
- Rettet mod kunden eller entreprenøren er begge berettiget til at opsige denne aftale uden forudgående varsel. I dette tilfælde har entreprenøren ret til betaling af den del af aftalte beløb, jf. §4 som er relateret til de tjenester ydelser som allerede er leveret indtil tidspunktet for opsigelsen.
Forsinkelse som følge af force majeure, ekstreme vejrforhold eller lignende forhold betragtes ikke som misligholdelse og medfører ikke ret til at fremsætte krav om erstatning fra nogen af partenes side
§8
Lovvalg m.v.
Denne aftale er underlagt dansk ret.
Tvister skal afgøres ved hjælp af mindelige forhandlinger efter dansk ret. Hvis tvister ikke løses i mindelighed ved forhandling skal de afgøres ved voldgift.
§9
Underskrift
Alle ændringer og til læg til denne aftale skal foreligge og underskrevet af begge parter. Eventuelle yderligere tjenesteydelser som kunden har anmodet om skal være aftalt mellem parterne i et skriftligt tillæg til denne aftale.
Denne aftale er indgået i to originale eksemplarer affattet på dansk.
(...)”
Repræsentanten har i mail af 22. april 2020 oplyst, at tillæg 1 aldrig blev lavet, men at hensigten var en henvisning til almindeligt gældende danske kvalitetskrav, lovkrav, arbejdsregler, dyreetiske regler med videre.
Repræsentanten har videre i brev af 11. februar 2021 forklaret, at der blev angivet en stykpris og ikke en samlet entreprisesum, fordi forhold på klagerens ejendomme gjorde, at det ikke på forhånd var muligt at aftale et bestemt antal i kontrakten. Det gav klageren fleksibilitet i planlægningen af de daglige opgaver. Hvis der opstod uforudsete opgaver, som klageren eller dennes medarbejdere skulle løse, var der mulighed for at udlicitere opgaven med eksempelvis vask af hvalpenet helt eller delvist i perioden.
Repræsentanten har i mail af 29. maj 2020 til Skattestyrelsen oplyst, at der ikke har været tilbageholdt betalinger eller udbetalt erstatning som følge af de udenlandske arbejdstageres misligholdelse af de indgåede entreprisekontrakter. Klageren førte løbende kvalitetskontrol, ligesom der ugentligt blev afholdt delafleveringsmøder i overensstemmelse med § 2 i kontrakten.
Udover kontrakterne er der også fremlagt 13 særskilte tilbud fra UAB [virksomhed2] og UAB [virksomhed1] til klageren for 2017-2019. Tilbuddene vedrørte følgende arbejdsopgaver:
• | Udskiftning og udarbejdelse af 1558 minkbure (12 EURO per bur og 1,50 EURO per udskiftning) |
• | Opførelse af en minkhal for 125 EURO per m2. Klageren stillede materialer til rådighed |
• | Afbrænding af 3150 bure samt rengøring. Klageren stillede vand og gas til rådighed |
• | Reparation af 801 m2 tag og hegn. Klageren stillede materialer og minigravere til rådighed |
• | Reparation af 630 m2 tag og hegn. Klageren stillede materialer til rådighed |
• | Afbrænding og vask af 1720 bure. 11 EURO per bur. Klageren stillede vand og gas til rådighed |
• | Rengøring og vask af 1948 minkbure. 8,80 EURO per bur |
• | Rengøring og vask af 3490 minkbure. 8,80 EURO per bur |
• | Afbrænding og vask af 4500 bure. 11 EURO per bur. Klageren stillede vand og gas til rådighed |
• | Afbrænding, rengøring og vask af bure |
• | Afbrænding og vask af 2300 bure. 11 EURO per bur. Klageren stillede vand og gas til rådighed |
• | Rengøring og vask af 2350 bure. 8,80 EURO. Klageren stillede vand til rådighed |
• | Rengøring og vask af 1700 minkbure. 8,80 EURO. Klageren stillede vand til rådighed |
Som eksempel fremgår bl.a. følgende af tilbud af 10. november 2017:
”
OFFER Date / Date: 2017.11.10 | |
Pardavejas / Seller: [virksomhed2], UAB Im.kodas / Company ID: PVM moketojo kodas / VAT payer code: Adresas / Adress: | [...] LT[...3] [adresse2], [by3], [by3]. |
Pirkejas / Customer: [person1] Im.kodas / Company ID: PVM moketojo kodas / VAT payer code: Sask. nr. / Account no: Adresas / Adresas / Adress: | [...1] DK[...1] [adresse1], [by2], Denmark |
We send you an offer on 3150 cages burning,washing and 3150 mink box cleaning washing. Water and gas are provided by the customer. We suggeast You cages burning,washing and mink box cleaning washing for 19,80 euro. Details: Cages burning and washing 11,00euro for cage. Mink box cleaning and washing 8,80euro for mink box. All cleaning works contractor undertakes to perform within 30 business days. Works will start in 7 days after you have accepted of the offer. When the work is done we send you an invoice on the exact amount of cages and boxes. The payment has a deadline of 10 days from the date of the invoice. Please let us know as soon as possible if you accept the offer. " |
Der er fremlagt en kopi af konto nr. [...50] vedrørende entreprisearbejde v/pelsdyr for perioden primo 2017, 2018 og 2019:
2017: Saldo per 27. december 2017: 3.472.989,00 kr.
2018: Saldo per 27. december 2018: 3.222.373,00 kr.
2019: Saldo per 27. december 2019: 2.861.047,47 kr.
Klageren har fremlagt tilhørende fakturaer. Det står anført på de fleste fakturaer, at arbejdet blev udført på [adresse1]. De øvrige angiver ikke, hvor arbejdet blev udført. Fakturaerne er altovervejende udstedt af enten UAB [virksomhed2] og UAB [virksomhed1] til klageren med omvendt betalingspligt (reverse charge). Til eksempel er der i faktura nr. [...]59 fra UAB [virksomhed1] i fakturateksten angivet ”[...] mink farm cleaning” a pris 57.470 kr.
Vedrørende specifikation af opgørelsen af fakturabeløbet har klagerens repræsentant oplyst, at der på enkelte fakturaer ikke er nogen nærmere specifikation af, hvordan fakturabeløbet fremkommer. Klageren og entreprenøren gennemgik de underliggende arbejdspapirer, der lå til grund for fakturaerne. De underliggende arbejdspapirer er ikke blevet fremsendt.
Repræsentanten har desuden oplyst, at klageren ikke er i besiddelse af lønsedler for de litauiske arbejdere.
Skattestyrelsen har efter en samlet vurdering anset aftaleforholdet for omfattet af reglerne om arbejdsudleje.
Skattestyrelsen har opgjort den manglende betaling af arbejdsudlejeskat og AM-bidrag således:
2017
AM-bidrag 8 % af 3.336.891 kr. 266.951 kr.
Arbejdsudlejeskat 30 % af 3.069.940 kr. 920.982 kr.
2018
AM-bidrag 8 % af 3.222.373 kr. 257.789 kr.
Arbejdsudlejeskat 30 % af 2.964.583 kr. 889.374 kr.
2019
AM-bidrag 8 % af 2.861.047 kr. 266.951 kr.
Arbejdsudlejeskat 30 % 2.632.163 kr. 920.982 kr.
Som begrundelse er anført:
”(...)
Efter en samlet vurdering af de foreliggende oplysninger, er det Skattestyrelsens opfattelse, at de arbejdsydelser, som leveres af UAB, hvor der er lavet entreprisekontrakter, indgår som en integreret
del af din virksomheds forretningsområde og at de ikke er tilstrækkeligt adskilt fra din virksomhed.
Dermed er arbejdsydelserne omfattet af reglerne om arbejdsudlejeskatjf. Kildeskattelovens § 2, stk.1 nr. 3.
Jævnfør OECD og DBO mellem Danmark og Litauen er der hjemmel til at beskatte arbejdsudlejen i Danmark.
Arbejdsudlejevurderingen sker ud fra en realitetsvurdering frem for formalia ("substans over form"). Dette følger af lovens forarbejder og fremgår af præciseringen afarbejdsudlejereglen i Skattestyrelsens styresignal SKM2014.4 78. SKAT, indarbejdet i Skattestyrelsens juridiske vejledning, afsnit C.F.3.1.4.l Udlejning af arbejdskraft (arbejdsudleje) - gældende regler.
Når det skal vurderes, om der er tale om arbejdsudleje, ser man på, om det udførte arbejde udgør en integreret del af forretningsområdet, hvem der har den overordnede ledelse, hvem der bærer risikoen, herunder den økonomiske risiko, hvem der disponerer/bærer ansvaret over den arbejdsplads,
som arbejdet udføres på. Endvidere ses på, om vederlaget er beregnet efter den tid, der er medgået, eller under hensyntagen til anden sammenhæng mellem vederlag og den løn arbejdstageren får, om hvem der stiller arbejdsredskaber og materiale til rådighed, samt hvem der fastsætter antallet af arbejdstagere og deres kvalifikationer.
Efter kildeskattelovens § 2, stk. I nr. 3, påhviler pligten at svare indkomstskat til staten personer, der ikke er omfattet af kildeskattelovens § 1, for så vidt de pågældende erhverver indkomst i form af vederlag for personligt arbejde i forbindelse med at være stillet til rådighed for at udføre arbejde for en virksomhed her i landet, når arbejdet udgør en integreret del af virksomheden. Bestemmelsen fik denne ordlyd ved lov nr. 927 af 18. september 2012.
Det er en forudsætning for, at et arbejde kan anses for en integreret del af den danske virksomhed, at virksomheden reelt kan anses for arbejdsgiver i forhold til det udførte arbejde. Hvis arbejdet ligger uden for det område, virksomheden beskæftiger sig med, eller arbejdet på anden vis er udskilt fra virksomheden, er arbejdet ikke en integreret del af virksomheden.
Vi ser derfor på om det arbejde, der udføres af UAB er en integreret del af din virksomhed. Hvis ja til spørgsmålet, ser vi på om UAB 's virksomhed er tilstrækkeligt adskilt fra din virksomhed.
Integreret del af din virksomhed
Arbejdet foregår på dine gårde i dine haller. Arbejdet er en del af det, at have en minkfarm. Der er ikke noget specielt ved at lave bure, give halm i burene, vaske hvalpenet, pakke redekasser m.v. Der skal ikke nogen særlig ekspertise til, men er almindelige manuelle, rutineprægede og tilbagevendende arbejdsopgaver, som helt er på linje med andre opgaver på en minkfarm, såsom tilsyn, reparationer m.v. som du selv udfører sammen med dine øvrige ansatte. Arbejdet bliver udført, mens dine andre ansatte er tilstede, da de skal udføre fodring, tilsyn, reparation og journalføring m.v. Arbejdet anses for at være en integreret del af din virksomhed.
Er arbejdet på anden vis helt udskilt fra din virksomhed?
Det arbejde, som UAB udfører for dig består af mange forskellige opgaver.
Vaske hvalpenet 1,50 kr. pr. stk.
Tag blodprøver 2,00 kr. pr. stk.
Flytte mink 0,50 kr. pr. stk.
Vacciner 1,00 kr. pr. stk.
Sorterer 1,00 kr. pr. stk.
Rengøring af minkfarm 100 kr. pr. række hal
Pakke redekasser 0,50 kr. pr. stk.
Give halm 0,25 kr. pr. kasse
Parre mink 100 kr. pr. række hal.
Umiddelbar vurdering
Ingen af opgaverne kræver speciel viden eller uddannelse. Dog skal man have medicinsk håndteringskursus, men det kan anskaffes for et begrænset beløb.
Det arbejde, der udføres af UAB, er rent manuelt og rutinemæssige opgaver, som er tilbagevendende. Bestilling af vaccination og udstyr til blodprøver står du for. Ligesom at du betaler for køb af vaccine og for at få foretaget analyse af blodprøverne. Det tyder på, at det er dig, som bestemmer, hvor mange vaccinationer og blodprøver der skal foretages. Overordnet tyder det på arbejdsudleje,
men en endelig vurdering skal ske ud fra flere aspekter jævnfør SKM2014.478.SKAT styresignal om arbejdsudleje - præcisering af reglerne
Aspekter til vurdering af arbejdsudleje
Vi vil nedenfor se på forskellige aspekter, jævnfør SKMZ014.478.SKAT og vi vil inddrage de oplysninger, vi har modtaget fra din revisor af 22. april 2020 og 29. maj 2020 jf. afsnit 1.1.
Din revisor skriver, at der er meget arbejde, og at arbejdet ofte skal ske på samme tid, derfor er det udliciteret.
• | Det er ikke en begrundelse for, at arbejdsydelsen er entreprise, bare fordi der i periode er meget arbejde, det kan lige så godt være arbejdsudleje, eller at man lejer folk fra danske vikarbureauer i de perioder. Der er mange vikarbureauer i Danmark, som udlejer folk til vaccination, rengøring og alle de øvrige forhold; som der bliver nævnt. Herudover kan man anvende tidsbegrænsede ansættelser - og af materialet og tidsforløbet ser det ud til, at de to udenlandske virksomheder er til stede i stort omfang det meste af året, hvorfor der formentligt er tale om en forholdsvis jævn arbejdsbyrde på forskellige områder i forskellige perioder. Der er tillige tale om tilbagevendende opgaver. |
• | I medfør af kontrakterne stiller de udenlandske virksomheder alene personer til rådighed for den danske virksomhed og betalingen herfor sker som akkordløn - afhængig af opgaven. Medarbejderne er således til rådighed for den danske virksomhed i hele perioden (måned for måned i henhold til kontrakten). |
Hvem bærer ansvaret for og den økonomiske risiko for arbejdet?
• | I § 3 i kontrakterne er det defineret, at entreprenøren har ansvaret for at tjenesteydelserne udføres korrekt og i overensstemmelse med nærværende aftale. De overordnede kvalitetskrav er beskrevet i tillæg I. Tillæg 1 er ikke udarbejdet- men din revisor oplyser at, hensigten har været en henvisning til almindeligt gældende danske kvalitetskrav, lovkrav, arbejdsregler og dyreetiske regler m.v. |
Der står i § 3, at reklamation skal forelægges senest 1 dag efter kunden har eller burde have konstateret årsagen til reklamationen. Ansvar jf. § 4 hvis UAB ikke fremstiller det antal bure eller plejer det antal mink som anført i§ 2 med synlig konsekvens for kunden til følge, er kunden berettiget til at reducere entreprisesummen eller kræve effektiv betaling pr. mink som er død af entreprenørens misligholdelse, der er dog en tolerancekrav på 2 %.
• | Kontrakterne er standard kontrakter, som ikke præciserer, hvor mange bure der skal laves, eller andre specifikke angivelser. Der er ikke oplyst en entreprisesum. Der er herudfra ikke en reel mulighed for at gøre erstatning gældende. |
1.Der er ikke oplyst, hvor mange mink der under normale forhold dør. Er en tolerancekrav på 2 %, en reel risiko? Vi har bedt om at få indsendt, hvor meget der er udbetalt fra UAB i erstatning og tilbageholdt til UAB. Din revisor oplyser:
"Der har ikke været tilbageholdt betalinger eller udbetalt erstatning som følge af, at entreprenøren har misligholdt det i kontrakten aftalte. Det skal i den forbindelse nævnes, at kunden løbende fører kvalitetskontrol ligesom der ugentligt afholdes delafleveringsmøder jævnfør entreprisekontraktens §2. De1med sikres det, at en eventuel uoverensstemmelse bliver løst med det samme. I øvrigt har entreprenørens medarbejdere ekspertise indenfor minkavl, hvilket er med til at sikre en høj kvalitet af arbejdet."
2.Din revisor skriver endvidere: "Entreprenøren og kunden har gennemgået underliggende arbejdspapirer, som ligger til grund for fakturaerne." Der er ikke indsendt dokumentation herfor.
• | Der er ikke udbetalt erstatning, og det er oplyst, at der laves kontrol af dig/dine ansatte, så ofte at der ikke blive foretaget store fejl, men hvis der bliver lavet fejl er tiden til at gøre indsigelser meget kort. Sammenholdt med, at der hverken i kontrakt eller faktura er aftalt, hvad der skal laves, vurderer vi, at det reelt er dig, som har det økonomiske ansvaret. Din revisor oplyser: "Entreprenøren og kunden har gennemgået underliggende arbejdspapirer, som ligger til grund for fakturaen." Det vurderer vi.ikke til at have en stor betydning, da det ikke er dokumenteret og ved placering af juridisk ansvar, vil det tælle mere, at kontrakt og faktura ikke er specificeret. |
• | Prisen jf. kontrakt er beregnet ud fra antal styk eller rækker, der bliver udført. Hvilket er en form for akkord løn, men der står ikke i hverken faktura eller kontrakt, hvor meget eller hvad der skal laves. Vi stiller os derfor tvivlende over for, om UAB har et reelt ansvar, som kan forventes ved entreprisekontrakt. |
• | Alt i alt tyder dette på, at du har ansvaret og den økonomiske risiko for arbejdet. Hvilket tyder på arbejdsudleje. |
Er den danske og den udenlandske virksomhed ydelser afgrænset over for hinanden?
• | Ydelser er ikke 100 % udskilt fra hinanden ud fra de oplysninger vi har modtaget. Du og dine medarbejder går i de sammen haller. I skal foretage den normale vedligehold i hallerne, fodring, kontrol og journalføring m.v. Det kan ikke udelukkes, at arbejdsopgaverne griber ind i hinanden. Hvilket tyder på arbejdsudleje. |
Hvem har retten til at instruerer den fysiske person om, hvordan arbejdet skal udføres?
Jævnfør kontrakt er det kun UAB.
• | Din revisor skriver, at alle opgaver er klart afgrænset og defineret. Er opgaverne så klart afgrænset og defineret, er der ikke behov for instruktion? Arbejderne vil da vide, hvad der skal laves, ud fra dine beskrivelser, da det er helt simple arbejdsopgaver. Herudover afholdes der ugentlige møde, hvor arbejdsopgaver præciseres. Kontrol udføres hver dag, hvis du skal nå at give reklamation. Herudover er der tale om simple rutinemæssige og tilbagevendende opgaver. |
• | Du har ikke indsendt de underliggende arbejdspapirer. Vi har derfor ikke mulighed for at se, hvad og hvordan arbejdsopgaver bliver aftalt. Men det oplyses, at der løbende er kontrol og uoverensstemmelser bliver løst med det samme, hvilket ikke taler imod, at det er dig, som reelt har instruktionsbeføjelserne. Det tyder på arbejdsudleje. |
• | Da der er tale om simple og manuelle arbejdsgange, så er videre instruktion - udover at beskrive opgaven - næppe nødvendig, og derfor må din og dine ansattes kontrol af arbejdet og din bestilling af den specificerede opgave anses for at være tilstrækkelig instruktion, hvilket taler for arbejdsudleje. Herudover er der tale om flere personer, som tidligere har været ansatte i din virksomhed, hvorfor det må lægges til grund, at de har indgående kendskab til opgaverne. |
Hvem kontrollerer og har ansvaret for det sted, arbejdet udføres?
• | Arbejdet foregår udelukkende i dine haller. |
• | Alene det, at fejl skal forelægges senest 1 dag efter, at du har eller burde have konstateret årsagen til, at du ønsker at reklamere, betyder at tilsyn skal føres hverdag. Hvilket igen betyder, at du eller dine ansatte må holde opsyn med udførslen af arbejdet, for at kunne konstatere så hurtigt om der er begået fejl. Hvilket bliver bekræftet af oplysninger fra 29. maj 2020 "Det skal i den forbindelse nævnes, at kunden løbende fører kvalitetskontrol ligesom der ugentligt afholdes delafleveringsmøder jævnfør entreprisekontraktens §2. Dermed sikres det, at en eventuelle uoverensstemmelse bliver løst med det samme.. ". Hvilket tyder på arbejdsudleje. |
Afkræver den formelle arbejdsgiver vederlaget til personen direkte fra det foretagende, som tjenesteydelserne leveres til
• | Fakturaerne er meget simple og der i står f.eks. ikke, hvor mange redekasser, der er bygget eller hvor mange blodprøver der er taget, eller hvor meget der er gået til materiale. |
Hvem stiller nødvendige arbejdsredskaber og materiel til rådighed for personer
• | Du leverer alle materialer til fremstilling af bure og alt halmen. [...] ([universitet1]) leverer resten til blodprøvetagning, har du oplyst ved besøget. Det er kun manuel arbejdskraft til selve arbejdsopgaverne/du køber af UAB. Du betaler for selve vaccinen, blodprøveanalyse, foder til hvalpene m.v. |
UAB udleverer beklædning, handsker og tang. De medbringer trykrenser og gasbrænder.
• | At UAB's ansatte kommer med handsker, tang og beskyttelsesdragt betyder ikke i sig selv, at der er tale om entreprisevirksomhed, Det er ikke betydelig økonomiske eller specialiserede værktøj/tøj, som det vil være meget bekostelig for dig at anskaffe. Det tyder overvejende på arbejdsudleje. |
-Selvom UAB kommer med enkelte maskiner og værktøj, så vurderes det, at du primært køber arbejdskraft (arme og ben).
Hvem bestiller antallet af personer, der skal udføre arbejdet og deres kvalifikationer?
• | Antallet af personer må afhænge af det arbejde, du ønsker udført. Vi formoder, det er UAB som vælger den person/de personer, som skal udføre arbejdet. De kan fyre og give sanktioner, hvis den pågældende person ikke kan udføre arbejdet. |
• | Hvem bestemmer personens arbejdstider og ferier? Det er meningen at tillæg 1, som ikke er udarbejdet, ville have oplyst, at UAB skal overholde dansk lovgivning, angående arbejdsregler m.v. Vi formoder at ferie m.v. kan indpasses efter de perioder, hvor de ikke er på arbejde hos dig. |
Vi vurderer ud fra ovenstående, at der er tale om arbejdsudleje. Du har ansvaret, kontrol og det økonomiske ansvar for udførslen af opgaver.
Det er tillige meget usandsynligt, at en entreprenør ikke har flere retningslinjer for, hvad der skal laves og hvornår. Dette har stor betydning, hvor der er reklamationsret. En entreprenør vil have helt klare linjer for, hvad der skal udføres og hvornår. Således at der er sikkerhed for, hvad der kan medføre erstatning. Det er en nødvendighed for, at en virksomhed kan overleve.
Vurderingen lægger sig tæt op ad byretsdommen SKM2019.573.BR, som netop behandler spørgsmålet om, hvorvidt det er arbejdsudleje eller entreprisearbejde udført på en minkfarm. Retten fandt, at aftalerne indgået mellem minkavleren og de polske virksomheder var kortfattede, generelt formulerede og af overordnet karakter. Efter en samlet vurdering blev det vurderet, at der var tale om arbejdsudleje.
Dommen kan på mange måder sammenlignes med denne sag. Kontrakterne er kortfattede, generelt formulerede og af overordnet karakter.
Det må have været nødvendigt at supplere disse med løbende instruktioner, som det også er tilfældet i denne sag. Du har ansvar og disponerer over arbejdspladsen, lige som arbejdsgiver i dommen.
Der foreligger ikke fastsættelse af vederlaget og det kan ikke ses hvordan vederlaget fremkommer.
Når der sendes faktura, kan men heller ikke se præcis, hvad der er lavet f.eks.
26.01.2018 fra [virksomhed2], UAB: Straw titter Bedding, stk. 1, pris 129.701 kr.
26.01.2017 fra [virksomhed2], UAB: Minkfram Cleaning, stk. 1, pris 91.988 kr.
I dommen står: "Under hensyntagen til reglerne i de dagældende bekendtgørelser om krav til uddannelse m.v. for personer beskæftiget i minkfarme samt reglerne i branchekoden om personale og uddannelse må det lægges til grund, at A i hvert fald i et vist omfang har stillet krav om specifikke kvalifikationer for de polske ansatte. Kriteriet taler derfor ikke imod, at der foreligger arbejdsudleje",
Dette må sidestilles med tillæg 1, hvor din revisor har oplyst følgende "hensigten har været en henvisning til almindeligt gældende danske kvalitetskrav, lovkrav, arbejdsregler og dyreetiske regler m.v."
Og ikke mindst må de opgaver, som udføres af de udenlandske underleverandører anses for at være en så sædvanlig, normal og integreret del af det at drive en minkfarm, at man dårligt kan udlægge dele heraf til eksterne uden samtidigt at have den fulde instruktionsbeføjelse og ledelsesret i forhold til, hvad der skal udføres hvor og hvornår - hvilket også understøttes af de hyppige møder og "afleveringsforretninger".
(...)”
Klagerens repræsentant har nedlagt påstand om, at klagerens virksomhed ikke er indeholdelsespligtigt af A-skat og AM-bidrag, da der ikke foreligger arbejdsudleje, men entreprise.
Til støtte herfor er anført:
”(...)
Vores subsidiære påstand er fortsat, at såfremt alle kontrakterne ikke kan anses som entreprisekontrakter, så bør der i vurdering af arbejdsudleje ctr. entreprise skelnes mellem de opgaver der er udført, da der både er udført opgaver på baggrund af kontrakterne og på baggrund af særskilte tilbud. Der skal således foretages en konkret vurdering af den enkelte opgave.
[person1] er efter vores opfattelse derfor ikke indeholdelsespligtig af A-skat og arbejdsmarkedsbidrag for følgende beløb i indkomstårene 2017, 2018 og 2019:
2017: 1.039.869 kr.
2018: 1.364.372 kr.
2019: 265.235 kr.
Vi fastholder derfor vores argumentation, som anført i brevene til Skattestyrelsen af 11. februar 2021 og 25. februar 2021.
Lovregler og praksis:
Reglerne om arbejdsudleje findes i Kildeskattelovens § 2, stk. 1, nr. 3, § 43, stk. 2 litra h og § 48 B, samt Arbejdsmarkedsbidragslovens § 7.
Reglerne om indeholdelsespligt for arbejdsudlejeskat fremgår af Kildeskattelovens § 46, stk. 1 og hæftelse overfor det offentlige for manglende indbetaling af indeholdt skat fremgår af Kildeskattelovens § 69.
Definitionen af arbejdsudleje er beskrevet i Den Juridiske Vejledning 2021-1 afsnit C.F.3.1.4.1, og Skattestyrelsens præcision af reglerne fremgår af styresignal i SKM2014.478.SKAT.
Derudover findes der en lang række afgørelser på området bl.a. i form af bindende svar fra Skatterådet og afgørelser fra Landsskatteretten samt domstolene.
Det er kendetegnende for afgørelserne, at der er tale om afgørelser der er baseret på den generelle definition af arbejdsudleje, sammenholdt med de konkrete forhold i den enkelte sag.
I marts og april 2021 har Landsskatteretten afsagt kendelse i sagerne 19-0079702 og 16-0988997.
I sagen 16-0988997 stadfæstede Landsskatteretten afgørelsen fra Skattestyrelsen om, at brug af udenlandsk arbejdskraft skulle anses for omfattet af arbejdsudleje. Landsskatteretten fandt, at der var tale om, at det udførte arbejde var en integreret del af virksomheden, og arbejdsopgaven ikke er tilstrækkeligt udskilt fra virksomheden.
I sagen 19-0079702 gav Landsskatteretten klageren medhold i, at brug af udenlandsk arbejdskraft ikke kunne anses for omfattet af arbejdsudleje. Landsskatteretten begrundede afgørelsen i bl.a. de kontraktlige forhold og at den udenlandske virksomhed havde den økonomisk risiko for det udførte arbejde. Det forhold, at den danske kunde leverede materialer og materiel til brug for arbejdet, samt stillede bil og logi til rådighed for medarbejderne i den udenlandske virksomhed førte ikke til andet resultat i sagen.
Der er i sagen således ikke uenighed om lovgrundlaget for reglerne om arbejdsudleje, men derimod om de opgaver den udenlandske virksomhed har udført for [person1] kan anses for omfattet af begrebet entreprisekontrakter eller ej.
Vores bemærkninger hertil:
Vi har i breve af hhv. 11. februar 2021 og 25. februar 2021 fremsendt vores bemærkninger og yderligere materiale som indsigelse til Skattestyrelsens forslag vedrørende indkomstårene 2017, 2018 og 2019.
Vores primære påstand er fortsat, at alle de indgåede kontrakter skal betragtes som entreprisekontrakter der ikke er omfattet af arbejdsudleje, og at [person1] derfor ikke skal anses for at være pligtig til at afregne arbejdsudlejeskat
Vores subsidiære påstand er fortsat, at såfremt det ikke er alle kontrakterne der kan anses som entreprisekontrakter, så bør der i vurdering af arbejdsudleje ctr. entreprise foretages en konkret vurdering af de enkelte fakturaer, da der både er udført opgaver på baggrund af kontrakter og på baggrund af særskilte tilbud. Der skal således foretages en konkret vurdering af den enkelte opgave.
Opgaverne der er udført på baggrund af kontrakterne, er opgaver som f.eks. vask af hvalpenet, vaccinationer m.v.
Den udenlandske virksomhed har også udført andre opgaver for [person1], som f.eks. fremstilling af minkbure, opsætning af hegn rundt om minkfarme, reparation af hegn, reparation af loft, nedrivning m.v. Disse opgaver er alle udført på baggrund af særskilte tilbud.
Når der er tale om opgaver som f.eks. byggeri eller reparation af bygninger / inventar, er der efter vores opfattelse tale om opgaver der omfattes af entreprisekontrakter. Byggeri, nedrivning, større reparationsopgaver på bygninger m.v. er ikke sædvanlige opgaver der udføres af minkavleren / landmanden selv. Der er dermed ikke tale om, at byggeydelserne er en integreret del af en minkavlers virksomhed.
Det fremgår af Styresignalets pkt. 3, ad a i SKM2014.478.SKAT:
Får en landmand opført en stald, vil byggeydelserne ikke være integreret i en landbrugsvirksomheds forretningsområde.
Da der også her er tale om specifikke opgaver der er udført på baggrund af særskilte tilbud, bør disse udgifter efter vores opfattelse godkendes som omfattet af entrepriseaftaler, så der ikke skal indeholdes arbejdsudlejeskat på disse fakturabeløb.
Der gøres desuden opmærksom på, at en del af disse opgaver er udført i perioder der ligger uden for de perioder der er aftalt i kontrakterne.
2017
For 2017 omfatter kontrakterne med UAB [virksomhed1] perioden 12. maj til 23. august.
Uden for kontraktsperioden har UAB [virksomhed1] udført reparationsarbejde på loft og hegnet omkring en minkfarm. Der henvises til faktura 77 af 25. januar 2017, som er udstedt på baggrund af særskilt tilbud af 5. januar 2017.
For 2017 omfatter kontrakterne med [virksomhed2] følgende perioder:
9. februar – 10. marts 2017
28. august – 1. oktober 2017
18. oktober – 31. december 2017
Også her er der udført arbejde uden for kontraktsperioden – her kan der henvises til faktura 30 af 29. maj 2017, som er udstedt på baggrund af særskilt tilbud af 10. april 2017, samt faktura 32 af 23. juni 2017, som er udstedt på baggrund af særskilt tilbud af 10. maj 2017.
2018:
For 2018 omfatter kontrakterne med UAB [virksomhed1] perioden 1. august til 1. december 2018, men der er uden for kontraktsperioden udført arbejde med henvisning til faktura 113 af 26. februar 2018, som er udstedt på baggrund af særskilt tilbud af 3. februar 2018.
For 2018 omfatter kontrakterne med [virksomhed2] følgende perioder:
1. januar – 31. januar
28. februar – 31. marts
1. maj - 1. august
Også her er der udført arbejde uden for kontraktsperioden – her kan der henvises til faktura 46 af 30. april 2018, som er udstedt på baggrund af særskilt tilbud af 15. marts 2018, samt faktura 63 af 20. december 2018, som er udstedt på baggrund af særskilt tilbud af 21. november 2018.
Dette viser efter vores opfattelse, at der er konkrete opgaver vedr. fremstilling af bure, byggeopgaver m.v. som ikke er omfattet af de øvrige kontrakter og derfor må anses som særskilte opgaver der er udført på baggrund af særskilte tilbud. Der er efter vores opfattelse tale om arbejdsopgaver, der ikke er en integreret del af forretningsområdet på en minkfarm.
Der kan efter vores opfattelse heller ikke være tvivl om, at den udenlandske virksomhed bærer den økonomisk risiko vedrørende disse opgaver. Der er i henhold til særskilte tilbud indgået aftale om prisen på opgaven inden den udføres. De særskilte tilbud indeholder desuden betingelser om tidsfrister for udførelsen af arbejde, betalingsbetingelser m.v.
Der henvises i den forbindelse til SKM2019.554.SR, hvor Skatterådet anså en kontrakt mellem et gartneri og en udenlandsk virksomhed om opsætning og nedtagning af væksttunneller som værende en entreprisekontrakt.
På baggrund af de særskilte tilbud på byggeopgaver m.v., mener vi at følgende fakturabeløb for hhv. 2017, 2018 og 2019 bør godkendes som entrepriseaftaler:
2017:
Faktura 30 fra [virksomhed2] Fremstilling af bure jf. særskilt tilbud af 10.4.2017
21.033 euro x 7,44 kr. 156.485 kr.
Faktura 32 fra [virksomhed2] Byggeri jf. særskilt tilbud af 10.5.2017
16.750 euro x 7,44 kr. 124.620 kr.
Faktura 41 fra [virksomhed2] Vask og afbrænding af bure jf. særskilt tilbud
af 10.11.2017: 62.370 euro x 7,44 kr. 464.033 kr.
Faktura 77 fra [virksomhed1] Reparation af loft og hegn, jf. særskilt tilbud
af 5.1.2017 169.011 kr.
Faktura 97 fra [virksomhed1] Nedrivning og opsætning af hegn om minkfarm,
Jf. særskilt tilbud af 1.8.2017 125.720 kr.
1.039.869
2018:
Faktura 44 fra [virksomhed2] Vask og afbrænding af bure jf. særskilt tilbud
af 28.2.2018: 18.890 euro x 7,44 kr. 140.542 kr.
Faktura 46 fra [virksomhed2] Vask af bure jf. særskilt tilbud af 15.3.2018:
17.142 euro x 7,44 kr. 127.536 kr.
Faktura 49 fra [virksomhed2] Vask af bure jf. særskilt tilbud af 25.5.2018:
30.712 euro x 7,44 kr. 228.497 kr.
Faktura 60 fra [virksomhed2] Vask og afbrænding af bure jf. særskilt tilbud
af 2.10.2018: 49.390 euro x 7,44 kr. 367.462 kr.
Faktura 63 fra [virksomhed2] Vask og afbrænding af bure jf. særskilt tilbud
af 21.11.2018: 41.896 euro x 7,44 kr. 311.706 kr.
Faktura 113 fra [virksomhed1] Vask og afbrænding af bure jf. særskilt tilbud
af 3. februar 2018 188.629 kr.
I alt for 2018 1.364.372
2019:
Faktura 68 fra [virksomhed2] Vask af bure jf. særskilt tilbud af 15.2.2019:
20.697 euro x 7,44 kr. 153.985 kr.
Faktura 161 fra [virksomhed1] Vask af bure jf. særskilt tilbud af 25.2.2019 111.250 kr.
I alt for 2019 265.235 kr.
Vi fastholder derfor vores argumentation, som anført i brevene til Skattestyrelsen af 11. februar
2021 og 25. februar 2021.
(...)”
Efter kildeskattelovens § 2, stk. 1, nr. 3, påhviler pligten til at svare indkomstskat til staten personer, der ikke er omfattet af kildeskattelovens § 1, for så vidt de pågældende erhverver indkomst i form af vederlag for personligt arbejde i forbindelse med at være stillet til rådighed for at udføre arbejde for en virksomhed her i landet, når arbejdet udgør en integreret del af virksomheden.
Bestemmelsen fik denne ordlyd ved lov nr. 921 af 18. september 2012.
Det er en forudsætning for, at et arbejde kan anses for en integreret del af den danske virksomhed, at virksomheden reelt kan anses for arbejdsgiver i forhold til det udførte arbejde. Hvis arbejdet ligger uden for det område, virksomheden beskæftiger sig med, eller arbejdet på anden vis er udskilt fra virksomheden, er arbejdet ikke en integreret del af virksomheden.
Ved vurderingen ses på, om den danske eller den udenlandske virksomhed bærer ansvaret og den økonomiske risiko for arbejdet. Derfor skal den danske og den udenlandske virksomheds ydelser kunne afgrænses fra hinanden.
Peger arten af tjenesteydelser og forholdene vedrørende ansvar og risiko på, at den danske virksomhed skal anses for den reelle arbejdsgiver, ses yderligere på følgende:
• | Hvem har retten til at instruere den fysiske person om, hvordan arbejdet skal udføres? |
• | Hvem kontrollerer og har ansvaret for det sted, arbejdet udføres? |
• | Afkræver den formelle arbejdsgiver vederlaget til personen direkte fra det foretagende, som tjenesteydelserne leveres til? |
• | Hvem stiller nødvendige arbejdsredskaber og materiel til rådighed for personen? |
• | Hvem bestemmer antallet af personer, der skal udføre arbejdet, og deres kvalifikationer? |
• | Hvem har ret til at vælge den person, som skal udføre arbejdet, og hvem har retten til at opsige kontrakten med den pågældende person? |
• | Hvem har retten til at pålægge personen sanktioner relateret til personens arbejde? |
• | Hvem bestemmer personens arbejdstider og ferier? |
Kriteriernes vægt kan være forskellig afhængig af situationen, men det tillægges generelt stor vægt, hvem der direkte eller indirekte fører tilsyn med, leder eller kontrollerer den måde, arbejdet udføres på.
Der henvises til forarbejderne til lov nr. 921 af 18. september 2012 (LFF 195 af 14. august 2012), kommentarerne til OECD’s Modeloverenskomst og SKATs styresignal SKM2014.478.SKAT.
Landsskatteretten finder efter en samlet vurdering, at der er tale om arbejdsudleje. De omhandlede arbejdsydelser udgør en integreret del af klagerens virksomhed med pelsdyravl. Ydelserne har endvidere ikke været klart udskilt fra den almindelige drift, eftersom de udenlandske virksomheder ikke havde den væsentligste del af ansvaret og af den økonomiske risiko.
Landsskatteretten har herved lagt vægt på, at opgaverne med blodprøvetagning, vaccinationer, parring, flytning og sortering af minkhvalpe, vask af hvalpenet, rengøring, pakning af redekasser og fordeling af halm udgør et naturligt led i driften med minkavl. Det samme gælder for de opgaver, som er beskrevet i de særskilte tilbud i form af afbrænding af bure, rengøring, udskiftning og udarbejdelse af minkbure, reparation af tag og hegn samt opførelse af yderligere minkhal. Arbejdet har været rutinepræget, sædvanligt og nødvendigt for minkavlerdriften. Selvom reparation af tag og hegn samt opførelse af yderligere minkhal ikke er en del af kerneydelsen, er arbejderne en integreret del af driften af minkfarmen
Arbejdsopgaverne kan endvidere ikke anses for at være tilstrækkeligt udskilt fra det sædvanlige arbejde på en minkfarm, eftersom arbejdet blev udført i klagerens haller, hvor klageren løbende havde kontakt med de udenlandske arbejdstagere og førte tilsyn med arbejdet. Der er endvidere lagt vægt på, at kontrakterne var enslydende og ikke angav en uddybende beskrivelse af arbejdet, at fakturaerne ligeledes var simple uden nærmere specifikation af arbejdsopgaverne, at arbejdet blev aflønnet ifølge akkord, at det var klageren, der leverede al materiale til fremstilling af bure, halm, vand, gas og byggemateriale, at de udenlandske arbejdstagere ikke havde udgifter til sprøjter og udstyr i forbindelse med blodprøvetagningerne, og at de udenlandske arbejdstagere arbejdede for klageren næsten året rundt i perioden 2017-2019. Dette understøtter, at de udenlandske arbejdstagere indgik i driften af minkfarmen, som om de var ansatte. Der er endelig lagt vægt på, at der ikke er godtgjort reelle mangelsbeføjelser, at der i kontrakterne er henvist til et ikke udarbejdet tillæg 1, for så vidt angår overordnede kvalitetskrav, og at det er usædvanligt, at klageren ikke har haft indsigelser, som med rette kunne gøres gældende på grundlag af kontrakten.
Indeholdelsespligten ved udbetaling af A-indkomst og arbejdsmarkedsbidrag fra personer, der er arbejds-udlejet, påhviler den, for hvem arbejdet udføres. Dette fremgår af kildeskattelovens § 46, stk. 1, jf. § 43, stk. 2, litra h, samt § 2 og § 7 i arbejdsmarkedsbidragsloven.
Den, som undlader at opfylde sin pligt til at indeholde arbejdsmarkedsbidrag og arbejdsudlejeskat, er over for det offentlige umiddelbart ansvarlig for betaling af manglende beløb, medmindre han godtgør, at der ikke er udvist forsømmelighed fra hans side. Det fremgår af kildeskattelovens § 69, stk. 1, og af arbejdsmarkedsbidragslovens § 7.
Landsskatteretten finder, at klagerens virksomhed hæfter for den manglende indeholdelse af arbejdsudlejeskat og arbejdsmarkedsbidrag, jf. kildeskattelovens § 69, stk. 1, og arbejdsmarkedsbidragslovens § 7, idet virksomheden har udvist forsømmelighed ved ikke at indeholde arbejdsudlejeskat og arbejdsmarkedsbidrag vedrørende de udenlandske arbejdere. Landsskatteretten har herved lagt vægt på, at der ud fra sagens oplysninger ikke har foreligget en sådan uklarhed om virksomhedens indeholdelsespligt, at virksomheden kan fritages for hæftelsesansvar for den manglende indeholdelse af A-skat og arbejdsmarkedsbidrag.
Det følger af forarbejderne til kildeskattelovens § 2, stk. 1, nr. 3, 1. pkt., (LFF nr. 195 af 14. august 2012), at pligten til at oplyse, hvor stor en del af det samlede vederlag, der viderebetales som løn til den arbejdsudlejede arbejdstager, påhviler den danske arbejdsgiver. Det anses ikke for dokumenteret eller tilstrækkelig sandsynliggjort, hvor stor en del af det samlede vederlag, der viderebetales som løn. Landsskatteretten er således enig i Skattestyrelsens beregningsgrundlag for indeholdelse af arbejdsudlejeskat og arbejdsmarkedsbidrag, hvor Skattestyrelsen har taget udgangspunkt i de samlede betalinger til de udenlandske virksomheder fratrukket udgifter til materiale.
Landsskatteretten stadfæster derfor Skattestyrelsen afgørelse.