Kendelse af 14-03-2022 - indlagt i TaxCons database den 08-04-2022

Journalnr. 21-0003550

Skattestyrelsen har truffet afgørelse om, at klageren i 2019 er fuldt skattepligtig til og skattemæssigt hjemmehørende i Danmark, og at han derfor ikke er berettiget til befordringsfradrag mellem Danmark og Polen eller overførsel af uudnyttet personfradrag fra sin ægtefælle efter grænsegængerreglerne i kildeskattelovens §§ 5 A-D.

Landsskatteretten stadfæster Skattestyrelsens afgørelse.

Faktiske oplysninger

Klageren er polsk statsborger og har siden d. 29. april 2013 arbejdet i bygge og anlægsbranchen ved samme danske arbejdsgiver og uden fast arbejdssted.

Det fremgår, af cpr-registeret at klageren siden 8. maj 2013 og indtil den 1. oktober 2020 har været tilmeldt folkeregister på adresser i [by1] og siden den 6. december 2016 på adressen [adresse1], [by1]. Ejendommen indeholder 9 værelser, 2 bade og 3 toiletter. Der var i indkomståret 2019 også tilmeldt 9 andre personer på ejendommen.

Arbejdsstedets adresse er til Skatteforvaltningen angivet til adressen [adresse2], [by1], hvorved der er en afstand på 12 km fra klagerens bopæl i Danmark og til arbejdsstedets adresse.

Af klagernes R75 blanket fremgår det, at klagerens arbejdsgiver har indberettet, at klageren har arbejdet 1.626 timer i indkomståret 2019. Klagerens løn har udgjort 316.561 kr. i 2019. Endvidere fremgår det af R75, at klageren har været tilmeldt og har indbetalt til en dansk a-kasse i det omhandlende indkomstår.

Der er under sagens behandling hos Skattestyrelsen fremlagt dokumentation for, at klageren er gift og har adresse med sin hustru og børn i [by2], Polen.

Klageren har fremlagt en CFR-1 blanket fra de polske skattemyndigheder dateret den 10. maj 2017, hvor klageren har deklareret skattemæssigt hjemsted i Polen fra d. 1. januar 2013 og indtil dateringen.

Skattestyrelsens afgørelse

Skattestyrelsen har anset klageren for at være fuldt skattepligtig til og skattemæssigt hjemmehørende i Danmark, og at han derfor ikke er berettiget til befordringsfradrag mellem Danmark og Polen eller overførsel af uudnyttet personfradrag fra sin ægtefælle efter grænsegængerreglerne i kildeskattelovens §§ 5 A-D.

Som begrundelse for afgørelsen har Skattestyrelsen anført følgende:

”For at få fradrag for rejseudgifter, befordring mellem Danmark og Polen og ægtefællefradrag skal du opfylde betingelserne for at bruge grænsegængerreglen efter kildeskattelovens § 5 A.

Grænsegængerreglen kan du bruge, hvis du er fuldt skattepligtig i både Danmark og Polen men med domicil i Polen.

Vi mener, at du er fuldt skattepligtig i Danmark, og at Danmark også er dit domicilland.

Det er artikel 4 i dobbeltbeskatningsoverenskomsten mellem Danmark og Polen, der regulerer, hvilket land der er domicilland. Se artikel 4 nedenfor under Love og regler.

Vi vurderer, at:

Du har bolig og er hjemmehørende i begge lande. Se reglen i artikel 4, stk. 1.

Du har de stærkeste økonomiske forbindelser i Danmark på grund af din arbejdsindtægt er her. Se reglen i artikel 4, stk. 2, litra a.

Du har sædvanligt ophold i Danmark, da du har flere opholdsdage i Danmark end i Polen. Se reglen i artikel 4, stk. 2, litra b.

Der tale om en prioriteret rækkefølge. I denne konkrete situation er dit skattemæssige hjemsted efter artikel 4 Danmark. Du er fuldt skattepligtig i Danmark og med domicil i Danmark. Du kan derfor ikke bruge grænsegængerreglen, og vi kan ikke godkende fradrag for rejseudgifter, befordring mellem Danmark og Polen og ægtefællefradrag.”

Klagerens opfattelse

Klageren har nedlagt påstand om, at han skal anses for at have skattemæssigt hjemsted i Polen, og at han derfor er berettiget til fradrag for udgifter til befordring mellem Danmark og Polen og overførsel af uudnyttet personfradrag fra sin ægtefælle.

Til støtte for sin påstand har repræsentanten i klagen anført:

”Jeg er overbevist om, at min Sædvanlig Bopæl, det er mit hjem i Polen.

Dermed er jeg ikke fuldt skattepligtig til Danmark.

Jeg har min fast bopæl i Polen, hvor jeg bor sammen med min nærmeste familie. Dér har jeg mine fritidsinteresser, samt vennekreds.

Jeg havde fremvist adskillige attester samt materiale til støtte for, at Midtpunktet for mine Livs-interesser utvetydigt peger på Polen.

I Danmark bør jeg behandles som Begrænset Skattepligtig.

(...) har fejlagtigt afgjort min sag med

henvisning til stk. 2 i Dobbeltbeskatningsaftalen mellem Danmark og Polen,

artikel 4 - den juridiske vejledning afsnit C.D.8.2.2.4.1.2 -

(vedhæftet i bilag 1 foroven).

Min skattesag skal derimod afgøres med stk. 1 i Aftalen mellem PL og DK,

sammenholdt med bestemmelsen af Midtpunktet for mine Livs-interesser –

klart beskrevet i vedhæftet punkt 3.2.2.2. i RETTID 2010. (bilag 1 midtfor)

Mine Personlige Interesser er klart overvejene ift. de Økonomiske Interesser.

Derfor skal Midtpunktet for mine Livs-interesser pege mod Polen.

(...) hæfter sig fejlagtigt ved anvendelsen af

stk. 2 i Dobbeltbeskatningsaftalen mellem Danmark og Polen, artikel 4,

selv om der står skrevet, at der er en prioriteret rækkefølge for stk. 1-4

i Artikel 4.

Dette kan kun betyde, at hvis sagen kan afgøres med stk. 1, som jeg helt klart

mener den kan, så skal man nøjes med det.

Stk. 2 i Artikel 4 kan kun anvendes, hvis stk. 1 ikke kan anvendes, og der ikke

forekommer nogen fast bopæl i nogen af lande – se venligst vedhæftet punkt

3.2.2.3. i RETTID 2010(...) anvendelse af stk. 2 i Artikel 4 er dermed overflødig og unødvendig”

Klagerens bemærkninger til Skatteankestyrelsens sagsfremstilling

Klagerens repræsentant har fremkommet med følgende bemærkninger til Skatteankestyrelsens sagsfremstilling:

”Det er lykkedes os at finde præcedens i lignende sager.

Se venligst de vedhæftede Skatte Regler for fuld og begrænset Skattepligt.

Specielt pkt. 5.4.3.2., side 26.

Der står: 'Det har blandet andet vist sig i praksis i mange sager,

den ene er LSR.1980.207 '.

Sagen omhandler de Personlige frem for de Økonomiske interesser,

og der peges på Danmark.

Men det må vel også gælde den anden vej.

Dette er et håndgribeligt og hårdt bevis for, at man fuldstændigt uberettiget har ændret praksis

for bestemmelse af Sædvanlig bopæl, uden at der havde været nogen som helst lovændring.

Vi har desværre fået det indtryk, at man fra Sagsbehandlernes side havde brugt

alle kræfter på at ikke skulle kunne finde dette præcedens...

Vi kan hellere ikke forstå, at man havde været arrogant ignorerende

over for vejledningen i Rettid 2010 - Specialeafhandling 13 (vedhæftet).

Bare det faktum, at denne var blevet offentliggjort i Rettid,

giver udtryk for anerkendelse for det faglige indhold.

Man må også formode, at forfatteren havde været særdeles grundig i undersøgelsen af problemstillingen, da det er et meget vigtigt skridt i karrieren.”

Landsskatterettens afgørelse

Personer, der har bopæl her i landet, er fuldt skattepligtige til Danmark, jf. kildeskattelovens § 1, stk. 1, nr. 1. Landsskatteretten finder, at klageren som udgangspunkt er fuldt skattepligtig til Danmark, jf. kildeskattelovens § 1, stk. 1, nr. 1 som følge af, at klageren har haft en bolig til rådighed her i landet siden 2013.

Skattepligt – dobbelt domicil

Da klageren tillige har haft en bolig til rådighed i Polen, foreligger der derfor en dobbeltdomicilsituation omfattet af artikel 4, stk. 2, i dobbeltbeskatningsoverenskomsten af 6. december 2001 mellem Danmark og Polen.

Det følger af dobbeltbeskatningsoverenskomstens artikel 4, stk. 2, at i tilfælde, hvor en fysisk person er hjemmehørende i begge stater, bestemmes hans status efter:

a)	han skal anses for kun at være hjemmehørende i den stat, i hvilken han har en fast bolig til sin rådighed. Hvis han har en fast til rådighed i begge stater, skal han anses for kun at være hjemmehørende i den stat, med hvilken han har de stærkeste personlige og økonomiske forbindelser (midtpunkt for sine livsinteresser);
b)	hvis det ikke kan afgøres, i hvilken stat han har midtpunkt for sine livsinteresser, eller hvis han ikke har en fast bolig til sin rådighed i nogen af staterne, skal han anses for at være hjemmehørende i den stat, i hvilken han sædvanligvis har ophold;
c)	hvis han sædvanligvis har ophold i begge stater, eller hvis han ikke har sådant ophold i nogen af dem, skal han anses for kun at være hjemmehørende i den stat, i hvilken han er statsborger;
d)	hvis han er statsborger i begge stater, eller hvis han ikke er statsborger i nogen af dem, skal de kompetente myndigheder i de kontraherende stater afgøre spørgsmålet ved gensidig aftale.

Artikel 4, stk. 2 i den dansk/polske dobbeltbeskatningsoverenskomst fortolkes i overensstemmelse med OECD-modellen.

Da klageren efter det oplyste har fast bolig til rådighed i begge stater, skal han anses for at være hjemmehørende i den stat, hvor han har midtpunkt for sine livsinteresser.

Det følger af kommentarerne til OECD-modellen, artikel 4, at når en fysisk person har en fast bolig i begge kontraherende stater, er det nødvendigt at se på de faktiske forhold for at fastslå, med hvilken af de to stater han har de stærkeste personlige og økonomiske forbindelser. Der skal således tages hensyn til hans familie og sociale forhold, hans beskæftigelse, hans politiske, kulturelle eller andre aktiviteter, hans forretningssted, det sted hvorfra han administrerer sine aktiver osv.

I Landsskatterettens afgørelse af 12. september 2019 og 15. december 2021 offentliggjort som henholdsvis SKM2019.603 og SKM2021.51.LSR, blev en polsk statsborger, som havde bopæl i både Danmark og Polen, arbejde i Danmark og familie i Polen, anset som værende hjemmehørende i Danmark og ikke i Polen. I begge afgørelser havde klageren stærke økonomiske forbindelser til Danmark henset til, at han havde arbejde i Danmark ligesom klageren havde været tilmeldt det danske folkeregister. Klageren havde personlige interesser i Polen henset til ægtefælle og børn. Klagerne havde i indkomstårene opholdt sig i flere dage i Danmark i end Polen.

Henset til, at klageren har haft økonomiske forbindelser til Danmark siden 2013, hvor han både har haft arbejde, bopæl og folkeregisteradresse samt været medlem af dansk A-kasse, finder Landsskatteretten således, at klageren har økonomiske interesser i Danmark, hvilket taler for, at klageren anses for at have midtpunkt for sine livsinteresser i Danmark.

For så vidt angår klagerens personlige interesser i Polen, fremgår det, at klageren bor med sin hustru og fælles børn i Polen. Det lægges til grund, at klageren som udgangspunkt opholder sig i Polen i weekender og ferier. Landsskatteretten finder således, at klageren har personlige interesser i Polen.

Idet klageren har økonomiske interesser til Danmark og personlige interesser til Polen, skal klageren anses for at være hjemmehørende i den stat, hvor klageren sædvanligvis har ophold, jf. dobbeltbeskatningsoverenskomsten mellem Danmark og Polen, artikel 4, stk. 2, litra b.

Klagerens repræsentants henvisning til specialeafhandlinger kan ikke føre til et andet resultat. Det bemærkes, at de faktiske omstændigheder i LSR.1980.207 ikke er de samme som i nærværende sag.

Ifølge oplysninger indberettet af klagerens arbejdsgiver har klageren arbejdet 1.626 timer, hvilket gennemsnitligt svarer til henholdsvis 31,5 time pr. uge. På baggrund af oplysningerne om arbejdstimer, og idet at der ikke er forelagt yderligere oplysninger fra klageren, lægges det til grund, at klageren i 2019 i gennemsnit har opholdt sig i Danmark mindst 4 dage om ugen.

Landsskatteretten finder på den baggrund, at klageren efter dobbeltbeskatningsoverenskomsten mellem Danmark og Polen, artikel 4, stk. 2, litra b, må anses for at være hjemmehørende i Danmark, da det er den stat, hvor klageren sædvanligvis har ophold.

Befordringsfradrag

Fradrag for befordring mellem sædvanlig bopæl og arbejdsplads beregnes med udgangspunkt i den normale transportvej ved bilkørsel efter en kilometertakst, der fastsættes af Skatterådet. Fradrag sker kun for den del af befordringen pr. arbejdsdag, der overstiger 24 km. Det fremgår af ligningslovens § 9 C.

Efter ligningslovens § 9 C er der kun én sædvanlig bopæl. Ved vurderingen af, hvad der regnes for den sædvanlige bopæl, er det afgørende, hvor personen har centrum for sine livsinteresser.

I de ovennævnte landsskatteretssager fik skatteyderne ikke godkendt fradrag for befordring mellem Danmark og Polen, idet retten fandt, at centrum for skatteydernes livsinteresser var i Danmark, uanset at deres nærmeste pårørende opholdt sig i Polen.

Efter en samlet og konkret vurdering finder retten, at klagerens sædvanlige bopæl i indkomståret 2019 har været i Danmark i relation til fradrag for udgifter til befordring, jf. ligningslovens § 9 C.

Retten lægger vægt på, at klageren i 2019 har haft bopæl i Danmark, og at han har været registreret i det danske centrale personregister siden den 8. maj 2013.

Klagerens arbejdsgiver indberettede A-indkomst for klageren i 2019. Befordringen mellem sædvanlig bopæl og arbejdsplads er herefter sket mellem klagerens bopæl og arbejdsplads i Danmark.

Retten anser derfor klagerens kørsel til og fra Polen i forbindelse med familiebesøg som en privat udgift, der ikke berettiger til befordringsfradrag efter ligningslovens § 9 C.

Overførsel af uudnyttet personfradrag mellem ægtefæller

Hvis betingelserne for at anvende grænsegængerreglerne er opfyldt, kan der ske overførsel af uudnyttet personfradrag mellem ægtefæller efter kildeskattelovens § 5 C.

De særlige grænsegængerregler i kildeskattelovens afsnit I A finder anvendelse på personer, som er skattepligtige efter kildeskattelovens § 2 eller kulbrinteskatteloven, eller som efter en indgået dobbeltbeskatningsoverenskomst er hjemmehørende i en anden stat, i Grønland eller på Færøerne, jf. kildeskattelovens § 5 A, stk. 1, 1. pkt.

Klageren er fuldt skattepligtig til Danmark og anses for at være hjemmehørende i Danmark i indkomståret 2019, jf. ovenfor. Klageren opfylder således ikke betingelsen om at være hjemmehørende i en anden stat. Klageren betragtes derfor ikke som grænsegænger i indkomståret 2019 og kan derved ikke anvende grænsegængerreglerne til at opnå overførsel af uudnyttet personfradrag fra sin ægtefælle.

De almindelige betingelser om sambeskatning i kildeskattelovens § 4, stk. 2, er heller ikke opfyldt,

idet klagerens ægtefælle ikke er fuldt skattepligtig til Danmark.

Landsskatteretten stadfæster herefter i det hele Skattestyrelsens afgørelse.