Kendelse af 27-04-2023 - indlagt i TaxCons database den 16-05-2023

Journalnr. 20-0004270

Skattestyrelsen har ekstraordinært genoptaget klagerens skatteansættelse for indkomståret 2017, idet Skattestyrelsen har anset klageren for at være skattepligtig efter ejendomsavancebeskatningslovens § 1 af fortjenesten ved salget af lejligheden [adresse1], [by1].

Landsskatteretten stadfæster Skattestyrelsens afgørelse.

Faktiske oplysninger

Klagerens far købte lejligheden beliggende på [adresse1], [by1], i 2010. Klageren boede til leje i lejligheden fra 2010 frem til 2017, hvor klageren købte lejligheden.

Klageren underskrev købsaftalen for ejerlejligheden den 30. april 2017 og overtog lejligheden den 10. maj 2017.

Ifølge afregningen fra ejendomsmægler [virksomhed1] indgik klageren den 9. maj 2017 aftale om salg af lejligheden.

Salgsaftalen for lejligheden er dateret den 31. maj 2017, og køberen har underskrevet den 2. juni 2017. Overtagelsesdagen var den 1. august 2017.

Skattestyrelsen modtog den 4. november 2019 materiale vedrørende salget af lejligheden beliggende [adresse1], [by1]. Skattestyrelsen udsendte agterskrivelsen dagen efter.

Skattestyrelsen traf afgørelse den 3. december 2019.

Skattestyrelsens afgørelse

Skattestyrelsen har truffet afgørelse om, at der kan ske ekstraordinær genoptagelse, jf. § 3 i bekendtgørelse nr. 534 af 22. maj 2013 om en kort frist for skatteansættelse af personer med enkle økonomiske forhold, jf. skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 5. Derudover har Skattestyrelsen truffet afgørelse om, at klagerens avance ved salget af lejligheden [adresse1], [by1], er skattepligtig efter reglerne i ejendomsavancebeskatningslovens § 1.

Skattestyrelsen har i begrundelsen for afgørelsen anført følgende:

”Du er ifølge Bekendtgørelse 2013-05-22 nr. 534 § 1 omfattet af en kort ligningsfrist.

Det betyder, at din skatteansættelse for 2017 kan ændres frem til 1. juli 2019.

Det fremgår af Bekendtgørelse 2013-05-22 nr. 534 § 3: Fristen i § 1 gælder ikke, når betingelserne for ekstraordinær ansættelse efter skatteforvaltningslovens § 27 er opfyldt.

Det fremgår af skatteforvaltningslovens § 27 stk. 1: Uanset fristen i § 26 kan en ansættelse af indkomst- eller ejendomsværdiskat foretages eller ændres efter anmodning fra den skattepligtige eller efter told- og skatteforvaltningens bestemmelse hvis:

5) Den skattepligtige eller nogen på dennes vegne forsætligt eller groft uagtsomt har bevirket, at skattemyndighederne har foretaget en ansættelse på et urigtigt eller ufuldstændigt grundlag.

Skattestyrelsens finder, at den manglende selvangivelse af fortjenesten ved salget af [adresse1], der bevirkede, at skatteansættelsen blev foretaget på et urigtigt og ufuldstændigt grundlag, herefter må tilregnes [person1] eller nogen, der har handlet på hans vegne, som i hvert fald groft uagtsom. Skattestyrelsen har adgang til at foretage ekstraordinær ansættelse ifølge bekendtgørelsens § 3 jf. skatteforvaltningslovens § 27 stk. 1 nr. 5.

Modtaget indsigelse til ændring af skatteansættelse efter fristen.

Advokat [person2] skriver i brev af 20. november 2019 (uddrag af brevet):

Det anføres videre, at det er Skattestyrelsens opfattelse, at det er groft uagtsomt, at der ikke er selvangivet en skattepligtig fortjeneste ved salg af lejligheden.

Grundlaget for dette skøn anføres dog ikke, og det skal i den forbindelse særskilt bemærkes, at det naturligvis skal begrundes eksakt hvilke konkrete omstændigheder der gør, at der skulle være udvist grov uagtsomhed, og dermed være grundlag for at foretage en ekstraordinær genoptagelse.

En sådan begrundelse er ikke angivet, og faktum er da også, at der ikke er udvist skyggen af grov uagtsomhed i denne sag.

For det første fordi, det ikke er korrekt, at lejligheden ikke skulle kunne sælges skattefrit og for det andet fordi, at der ikke er udvist grov uagtsomhed, uanset Skattestyrelsen måtte få endelig medhold i, at lejligheden ikke kan sælges skattefrit.

Det forhold, at lejligheden i givet fald ikke kan sælges uden dette udløser skat medfører ikke, at [person1] har handlet groft uagtsomt.

Der gælder ikke objektivt ansvar på skatterettens område, og det er en helt fundamental betingelse for at statuere grov uagtsomhed, at der foreligger den fornødne tilregnelse, og dermed også dadelværdige adfærd i forhold til hvad der kan forlanges af skatteyder.

Begrundelse for ændring af skatteansættelse efter fristen fremgår af ovenstående.”

Skattestyrelsen har i begrundelsen for afgørelsen om ejendomsavancen anført følgende:

”Det fremgår af ejendomsavancebeskatningslovens § 1, at fortjeneste ved salg af ejendom er skattepligtigt.

Hvis ejendommen har tjent til bolig med varig bolig for øje, kan salget være skattefrit jf. ejendomsavancebeskatningslovens § 8 stk. 1.

Du har købt lejligheden [adresse1] ved købsaftale af 28. april 2017 med overtagelse 10. maj 2017.

Det fremgår af faktura fra [virksomhed1], at der den 9. maj 2017 er lavet aftale om formidling af salget. Ejendommen er sat til salg den 18. maj 2017 og solgt den 2. juni 2017 for 1.030.000 kr.

Du har allerede inden du har overtaget lejligheden den 10. maj 2017 haft kontakt til en ejendomsmægler, med henblik på salg af lejligheden. Det er ud fra dette Skattestyrelsens opfattelse, at lejligheden [adresse1] ikke er købt med varig bolig for øje. Salget af lejligheden er derfor ikke omfattet af skattefritagelse jf. ejendomsavancebeskatningslovens § 8 stk. 1.

Det er i denne forbindelse uden betydning, at du har beboet lejligheden siden 2010, da det alene er den periode du har ejet lejligheden og din hensigt med købet af lejligheden, der har betydning, når det skal vurderes, om lejligheden er købt med varig bolig for øje. Eftersom du allerede inden overtagelsen af lejligheden har indledt forhandlinger om salg af lejligheden, anses lejligheden ikke for anskaffet med varig bolig for øje. Fortjenesten ved salget af lejligheden er derfor skattepligtigt jf. ejendomsavancebeskatningslovens § 1.

Der er ifølge bilag fra [virksomhed1] afholdt udgifter til ejendomsmægler i forbindelse med salget med 52.894 kr.”

Skattestyrelsen er fremkommet med følgende bemærkninger vedrørende ekstraordinær genoptagelse:

”Skattestyrelsen redegørelse for kundskab om forhold, der begrunder fravigelsen af fristen for ordinær genoptagelse.

Skattestyrelsen har lavet udsøgning af salg af lejligheder, der ikke har tjent til bolig for ejeren i ejer tiden.

Skatteyders fars ([person3]) salg af lejligheden [adresse1] til skatteyder fremkom ved denne udsøgning.

De nærmere forhold om salget af denne lejlighed blev undersøgt, hvorved skatteyders køb og salg af lejligheden kom til Skattestyrelsens kendskab.

Skatteyder har købt lejligheden [adresse1] af sin far den 28. april 2017 med overtagelse 10. maj 2017. Lejligheden er købt for 500.000 kr.

Der blev indkaldt materiale til brug for belysning af sagen den 6. september 2019.

I brev af 9. september 2019 anmoder skatteyders far [person3] om 3 ugers yderligere frist med indsendelse af materiale.

Materiale vedr. lejligheden er modtaget den 4. november 2019.

Det fremgår af det fremsendte materiale, at der er indgået aftale med [virksomhed1] den 9. maj 2017 med henblik på salg af lejligheden [adresse1].

Lejligheden til salg for 1.065.000 kr.

Lejligheden bliver solgt 2. juni 2017 for 1.030.000 kr.

Skattestyrelsen har ikke, før modtagesen af materialet fra skatteyder, haft kendskab til, at lejligheden blev sat til salg før overtagelsen den 10. maj 2017.

Skatteyder har ikke selvangivet nogen avance ved salget af lejligheden [adresse1].

Skattestyrelsen henviser til nedenstående dom, idet det fremgår, at manglende selvangivelse af fortjeneste ved salg af ejendom bevirker, at ansættelsen blev foretaget på et urigtig eller ufuldstændig grundlag. Den manglende selvangivelse er at betragtes som i hvert fald groft uagtsomt.

SKM2017.623.ØLD Ejendomsavance – selvangivelse – ekstraordinær genoptagelse

Sagen vedrørte for det første spørgsmålet om, hvorvidt appellantens overdragelse af en ejerlejlighed var omfattet af parcelhusreglen i ejendomsavancebeskatningslovens § 8, stk. 1.

Appellanten købte ejerlejligheden af sin mor ved skøde af 25. april 2008 for 1.400.000 kr. Appellanten havde forud for erhvervelsen i en årrække beboet ejerlejligheden som lejer. Den 28. april 2008 indgik sagsøgeren formidlingsaftale med ejendomsmægler vedrørende salg af ejerlejligheden. Ved købsaftale underskrevet den 13. maj 2008 blev ejerlejligheden videresolgt til tredjemand for 1.895.000 kr.

Landsretten fandt, at der ikke var fremkommet objektive holdepunkter for, at lejligheden blev overdraget på et tidligere tidspunkt end den 25. april 2008, hvor skødet blev underskrevet.

Under hensyntagen til, at der ikke skete nogen formel gældsovertagelse i forbindelse med appellantens erhvervelse af ejendommen, at lejligheden blev overdraget til appellanten til dennes mors købspris, at appellanten indledte salgsbestræbelser umiddelbart efter erhvervelsen af lejligheden, at appellanten umiddelbart efter overdragelsen til tredjemand flyttede ind i en anden lejlighed tilhørende appellantens mor, og at realkreditlånene først blev indfriet i forbindelse med videresalget til tredjemand, hvorefter størstedelen af provenuet blev overført til en konto tilhørende appellantens far, fandt landsretten det ikke godtgjort, at appellantens beboelse på tidspunktet for hans ejerskab reelt var permanent beboelse, jf. ejendomsavancebeskatningslovens § 8, stk. 1.

Sagen vedrørte videre skatteansættelsens formalitet. Appellanten var omfattet af den korte ansættelsesfrist i bekendtgørelse nr. 1095 af 15. november 2005 om en kort frist for skatteansættelse af personer med enkle økonomiske forhold, og varsel om ændring af skatteansættelsen blev ikke udsendt inden udløbet af denne frist.

Landsretten fandt indledningsvist, at betingelserne for at foretage en ekstraordinær ansættelse i henhold til bekendtgørelsens § 3, jf. skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 5, var opfyldt.

Spørgsmålet var herefter, hvorvidt iagttagelse af fristerne i skatteforvaltningslovens § 27, stk. 2, 1. og 2. pkt., var en betingelse for ekstraordinær genoptagelse i relation til den korte frist. Herom udtalte landsretten, at efter ordlyden af § 3 i bekendtgørelsen, sammenholdtmed ordlyden af lovens § 27, og efter sammenhængen mellem de to bestemmelser, måtte bestemmelsen i bekendtgørelsens § 3 forstås således, at samtlige betingelser for ekstraordinær ansættelse efter skatteforvaltningslovens § 27 skulle være opfyldt. Bemærkning i forslag til skatteforvaltningsloven, lovforslag nr. L 110 af 24. februar 2005, pkt. 4.11.2, kunne ifølge landsretten ikke føre til andet resultat.

Landsretten fandt, at fristerne i skatteforvaltningslovens § 27, stk. 2, 1. og 2. pkt., konkret måtte anses for overholdt. I relation til fristen efter skatteforvaltningslovens § 27, stk. 2, 1. pkt. bemærkede landsretten, at fristen ikke skulle regnes fra et tidligere tidspunkt end den dato, hvor SKAT modtog kontoudtog. I relation til fristen efter skatteforvaltningslovens § 27, stk. 2, 2. pkt. bemærkede landsretten, at SKAT havde haft fornødent grundlag for at fremsende en ny agterskrivelse.

Landsretten finder, at den manglende selvangivelse af fortjenesten ved afståelsen af lejligheden, der bevirkede, at skatteansættelsen blev foretaget på et urigtigt eller ufuldstændigt grundlag, herefter må tilregnes ham eller nogen, der har handlet på hans vegne, som i hvert fald groft uagtsom. Det tiltrædes derfor videre, at skattemyndighederne havde adgang til at foretage ekstraordinær ansættelse ifølge bekendtgørelsens § 3, jf. skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 5.”

Skattestyrelsen er kommet med bemærkninger til Skatteankestyrelsens indstilling til sagens afgørelse:

”Skattestyrelsen har vurderet sagen, herunder gennemgået klagers bemærkninger, og er enig i Skatteankestyrelsens forslag til afgørelse.

Det er fortsat Skattestyrelens opfattelse, at Styrelsen har været berettiget til at genoptage skatteansættelsen ekstraordinært, da den omstændighed, at klager med få dages mellemrum købte lejligheden og satte den til salg ved en ejendomsmægler, og efterfølgende undlod at selvangive fortjenesten på salget, har medført, at skatteansættelsen blev foretaget på et urigtigt eller ufuldstændigt grundlag, hvilket må tilregnes klager eller nogen, der har handlet på hans vegne, som i hvert fald groft uagtsomt. Skattestyrelsen kan i den forbindelse henvise til Østre Landsrets dom i SKM2017.623.ØLR.

Det er endvidere Skattestyrelsen opfattelse, at reaktionsfristen i skatteforvaltningslovens § 27, stk. 2 er overholdt, da Skattestyrelsen den 4. november 2019 modtog dels materiale vedrørende salget af lejligheden beliggende [adresse1], samt klagers aftale med ejendomsmægleren. Styrelsen må derfor på dette tidspunkt anses for at være kommet til kundskab om, at der forelå en positiv avance ved salget af ejendommen. Skattestyrelsen udsendte agterskrivelsen dagen efter, hvilket er inden for fristen på 6 måneder, hvorfor reaktionsfristen er overholdt.

Fortjeneste ved salg af fast ejendom medregnes som udgangspunkt til den skattepligtige indkomst efter reglerne i ejendomsavancebeskatningslovens § 1, stk. 1. Fortjeneste ved afståelse af en- og to- familiehuse og ejerlejligheder skal dog ikke medregnes, hvis huset eller lejligheden har tjent til bolig for ejeren eller dennes husstand i en del eller hele den periode, hvori denne har ejet ejendommen jf. ejendomsavancebeskatningslovens § 8, stk. 1.

Ejendomsbeskatningslovens § 8, stk. 1, stiller ikke krav om beboelsens længde, men ejendommen skal have tjent til reel, permanent beboelse og ikke blot midlertidige ophold. Dette fremgår blandt andet af Højesterets dom i SKM2007.74.HR. Klager har som ejer bevisbyrden for, at lejligheden har tjent som bolig for ham i en del af den periode, han har ejet den.

For, at en fortjeneste er omfattet af skattefritagelsen i ejendomsavancebeskatningslovens § 8, stk. 1, skal den beboelse, man som skatteyder påberåber sig, have fundet sted i ejerperioden.

Ejerperioden ophører i lovens forstand, når den hidtidige ejer indgår en bindende aftale med en køber om at sælge ejendommen. Det faktiske overtagelsestidspunkt m.v. er i den sammenhæng uden betydning.

Beboelse, der finder sted uden for ejerperioden, vil ikke være omfattet af bestemmelsen i ejendomsavancebeskatningslovens § 8, stk. 1. Fortjenesten vil i sådan et tilfælde være omfattet af hovedreglen i § 1, stk. 1, og dermed skattepligtig. Der kan i den forbindelse henvises til Østre Landsrets dom af 11. marts 1999 offentliggjort som TfS 1999,318 Ø.

Det er Skattestyrelsens opfattelse, at klager ikke har sandsynliggjort, at lejligheden har tjent til reel permanent beboelse for ham. Hverken det forhold, at han har boet til leje i lejligheden siden juli 2010 eller hans forklaring om, at lejligheden blev sat til salg med henblik på at finde ud af, om der var købere i markedet, og et salg først skulle ske, når han selv fandt en større lejlighed, kan føre til et andet resultat.

Ved den vurdering er der lagt vægt på, at klager allerede påbegyndte salgsbestræbelserne den 9. maj 2017, hvilket er kort tid efter han havde indgået en bindende aftale om køb af lejligheden. Salgsbestræbelserne er endvidere påbegyndt dagen før overtagelsesdagen den 10. maj 2017. Derudover har klagers ejerperiode været af begrænset varighed, efter at have underskrevet købsaftalen den 30. april 2017 til salget af lejligheden ved underskrevet købsaftale den 2. juni 2017.”

Klagerens opfattelse

Klagerens repræsentant har nedlagt påstand om, at forhøjelsen af klagerens skatteansættelse for 2017 skal nedsættes til kr. 0.

Klagerens repræsentant har subsidiært nedlagt påstand om, at Skattestyrelsens afgørelse er ugyldig, idet betingelserne for ekstraordinær genoptagelse ikke er opfyldt.

Klagerens repræsentant har fremsat følgende bemærkninger til støtte for påstandene:

”Anbringenderne til støtte for de nedlagte påstande er grundlæggende, at Klager har kunnet sælge sin lejlighed skattefrit efter Ejendomsavancebeskatningslovens § 8, og i anden række, såfremt der ikke gives medhold heri, at Klager ikke har handlet groft uagtsomt.

ad. Skattefrit salg

Det er et faktum i nærværende sag, at sagen omhandler salg af en lejlighed, som Klager købte af sin far med overtagelsesdag d. 10. maj 2017, og at Klager satte lejligheden til salg, da han ønskede en større bolig.

Det er ligeledes et faktum, at Klager har beboet lejligheden fra 2010, hvor [person3] købte den, og indtil d. 31. juli 2017.

Lejligheden er handlet fuldt ud i overensstemmelse med reglerne for forældrekøb, og der er således umiddelbart ikke noget at forholde sig til vedrørende opgørelsen af avancen i forbindelse med Klagers køb og salg af lejligheden.

Det fremgår af tinglysningen, at købsaftalen mellem Klager og [person3] er dateret d. 28.4 2017 og at overtagelsesdagen er d. 10. maj 2017.

Købsaftalen mellem Klagers og [person4] er dateret d. 31.5 2017, og er underskrevet af [person4] d. 2.6 2017. Overtagelsesdagen er aftalt til d. 1. august 2017.

Det er således et faktum – som ikke ses bestridt – at Klager har boet i lejligheden efter han købte den, og at betingelserne for skattefrit salg i øvrigt er opfyldt, og spørgsmålet er herefter alene om det forhold, at lejligheden sættes til salg kortere tid efter, at Klager har købt lejligheden d. 28. april 2017 kan medføre, at skattefriheden efter ejendomsavancebeskatningslovens § 8 bortfalder.

Det er en vigtig pointe, at det er en lovfæstet skattefritagelse, der i ganske særlige tilfælde, under ganske særlige faktuelle forhold kan bortfalde.

Betingelserne herfor er ikke opfyldt i nærværende sag.

Det er et ubestrideligt faktum, at lejligheden har tjent som bolig for Klager, i og med at han har boet i lejligheden siden 2010 og ikke har haft anden bolig til rådighed, førend han definitivt fraflyttede lejligheden 31.7 2017.

Det er således et faktum, at lejligheden i Klagers ejertid har tjent som bolig for ham i perioden d. 10.5– 31.7 2017.

Betingelsen om, at lejligheden har skullet tjene som bolig for Klager er således indiskutabelt opfyldt, da der ikke stilles krav om længden af den periode, hvor lejligheden har tjent som bolig, se f.eks. SKM 2003.285.LSR, hvor 1 måned var tilstrækkelig.

I nærværende sag er der således ikke tale om, at Klager kortvarigt er flyttet ind i lejligheden og umiddelbart efter salget er flyttet tilbage til sin primære bolig, hvor alt bohave var placeret og hvor familien boede, som det f.eks. var tilfældet i SKM2007.74.HR.

Klagers faste bopæl har været den i sagen omhandlede lejlighed siden 2010, hvilket gør en markant forskel, og Klager solgte netop lejligheden med en længere overtagelsesperiode, idet Klager selv skulle have fundet et nyt sted at bo.

Sagen afviger i øvrigt faktuelt væsentligt fra faktum i SKM 2017.623.ØLR, hvor der forelå nogle ganske særegne faktuelle forhold, herunder i forhold til pengestrømmene.

Der kan således dårligt være tvivl om, at Klager opfylder betingelserne for at kunne sælge lejligheden skattefrit, da det er Klagers bolig i gennem mange år, der sælges, og idet Klager på det tidspunkt, hvor Klager overtog lejligheden ikke havde andre steder at bo, og således kun havde én bopæl / bolig, og det var den i sagen omhandlede lejlighed.

Der kan endelig henvises til den Juridiske vejledning afsnit C.H. 2.1.15.7 Beboelseskravet og begrebet husstand, hvoraf tillige fremgår, at

”...

Varigheden

Der stilles krav om, at hensigten med indflytningen skal være at tage varigt ophold. Se SKM2009.762.ØLR , SKM2010.725.BR og SKM2017.623.ØLR .

Der stilles dog ikke krav om længden af den periode, hvor ejendommen skal have tjent som bolig. En kortere periode i ejendommen kan være tilstrækkelig. En landsskatteretssag vedrørte en ejer, der havde udlejet en ejerlejlighed til sin kæreste og efterfølgende flyttede ind hos denne. Efter 1 måneds fælles ophold i ejerlejligheden flyttede de begge til en anden fælles bolig. Da ejeren ikke havde haft anden bolig til rådighed under det fælles ophold, blev ejerlejligheden anset for at have tjent som bolig, og fortjenesten var derfor skattefri . Se SKM2003.285.LSR .” [ min understregning]

Dette er netop essensen af sagen, Klager har ikke i sin ejertid af den lejlighed, som nærværende sag vedrører haft adgang til anden bolig, og derfor har lejligheden da også tjent som bolig for Klager, uanset den efter kortere ejertid sættes til salg.

Ad ansættelsesfristen

Det fremgår af afgørelsen, at der skulle være udvist grov uagtsomhed efter skatteforvaltningslovens § 27 stk. 1 nr. 5.

Det anføres videre, at det er Skattestyrelsens opfattelse, at det er groft uagtsomt, at der ikke er selvangivet en skattepligtig fortjeneste ved salg af lejligheden.

Grundlaget for dette skøn anføres dog ikke i afgørelsen, uagtet undertegnede i forbindelse med ”Forslag til afgørelse” henviste til dette forhold, og det skal i den forbindelse særskilt bemærkes, at det naturligvis skal begrundes eksakt hvilke konkrete omstændigheder der gør, at der skulle være udvist grov uagtsomhed, og dermed være grundlag for at foretage en ekstraordinær genoptagelse.

En sådan begrundelse er ikke angivet, idet det jo ikke er en reel begrundelse blot at anføre, at Skattestyrelsen finder at manglende selvangivelse i hvert fald er grov uagtsom – der mangler den eksakte begrundelse for, hvorfor.

Faktum er derimod, at der ikke er udvist skyggen af grov uagtsomhed i denne sag.

Det forhold, at lejligheden i givet fald ikke kan sælges uden at dette udløser skat medfører ikke, at Klager har handlet groft uagtsomt, men derimod at den vurdering, som Klager og dennes fader har foretaget i forhold til om betingelserne er opfyldt, ikke har været korrekt.

Sagens afgørelse beror på et konkret skøn over, om de faktuelle omstændigheder gør, at lejligheden kan sælges skattefrit, eller ej, og der er ikke grundlag for at anføre, at et fejlskøn skulle være groft uagtsomt. Dette gælder særligt, hvor der intet er søgt sløret eller skjult for myndighederne.

Det er gentagende gange slået fast, at begrebet ”grov uagtsomhed” efter Skatteforvaltningsloven er det samme begreb, som anvendes i Skattekontrolloven, således at det grundlæggende er den samme vurdering, der skal foretages når det skal vurderes om et forhold er groft uagtsomt.

Dette fremgår tillige af den juridiske vejledning afsnit A.A.2.2.1.2.5. ”Ændringer som følge af forsæt eller grov uagtsomhed”, og i øvrigt direkte af forarbejderne til Skattestyrelsesloven, som blev direkte videreført i Skatteforvaltningsloven.

Det forhold, at det er samme begreb, betyder også, at det er den samme afvejning der skal foretages og hvorvidt, der er handlet groft uagtsomt eller forsætligt, afhænger af en samlet vurdering af den skattepligtiges subjektive omstændigheder.

Dette gælder uanset, der grundet de særlige bevisregler, ikke måtte blive rejst en straffesag imod skatteyderen, hvilket ikke ændrer på at der begrebsmæssigt er tale om det samme juridiske begreb, og at der skal foretages en helt konkret afvejning af om der foreligger grov uagtsomhed, hvor de samme momenter inddrages.

Det forhold at vurderingen kan falde forskelligt ud i forhold til om vurderingen foretages efter skatteforvaltningsloven eller skattekontrolloven, grundet forskellen i bevisbyrden i en straffesag og en civilsag, ændrer ikke på, at de momenter, der indgår er de samme, da begrebet ”grov uagtsomhed” er det samme.

Problemstillingen er blot, at Skattestyrelsen i nærværende sag ikke ses at foretage nogen reel konkret vurdering af de relevante momenter, men alene ses at henvise til, at der efter Skattestyrelsens opfattelse er udvist grov uagtsomhed.

Skattestyrelsen synes i denne sag, igen, mere eller mindre at ville statuere objektivt ansvar for fejl, der efter Skattestyrelsens opfattelse er begået, eller i hvert fald at opstille en norm, der ligger sig meget tæt heropad.

I Journal nr. 13-0115046, udtalte Landsskatteretten i en sag om manglende korrekt selvangivelse af indkomst, at

” Landsskatteretten finder ikke, at klageren ved selvangivelsen har haft til hensigt at unddrage sig skat. Forholdet kan alene anses for simpelt uagtsomt, hvorfor der ikke er mulighed for genoptagelse af skatteansættelsen for 2005 – 2007.”

Der kan videre henvises til j.nr. 13-0233518 vedrørende manglende selvangivelse af lejeindtægt, hvor Landsskatteretten udtalte, at

” Klagerens selvangivne opfattelse af de skatteretlige regler kan, uanset den er fejlagtig, ikke anses for mere end simpelt uagtsom .

SKAT har herefter ikke hjemmel til at foretage en ændring af klagerens selvangivne indkomst vedrørende indkomståret 2009.”[min understregning]

Landsskatteretten nåede i j.nr. 13-0212679 frem til et tilsvarende resultat i en sag, hvor der fejlagtigt ikke var sket angivelse af fri bil, med følgende begrundelse,

”Under de foreliggende omstændigheder, hvor klager har ejet en privat bil, og hvor selskabets ejerskab til den omhandlede bil er fremgået af R75 finder retten, at det vil være betænkeligt at fastslå, at den manglende medtagelse af BMW X6 som fri bil i de omhandlede indkomstår er udtryk for grov uagtsomhed i skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 5s forstand. Beskatningen kan derfor alene ske i overensstemmelse med § 26.

Dette medfører, at klageren kan blive beskattet af fri bil i indkomstårene 2009- 2011, men ikke indkomståret 2008, der for så vidt angår beskatningen af BMW X6 er forældet.” [min understregning]

Der kan endelig henvises til Landsskatterettens afgørelse i LSR’s j.nr. 15-2263320 vedrørende et fejlagtigt befordringsfradrag, hvor Landsskatteretten udtalte, at

”Det er landsskatterettens opfattelse, at SKAT ikke har haft fornøden hjemmel til genoptagelse i skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 5.

Der må blandt andet henses til, at klageren ikke efter det foreliggende har haft til hensigt at unddrage sig skat ved at selvangive befordringsfradrag i de påklagede indkomstår.

Det kan derfor alene tilregnes klageren som simpelt uagtsomt, at han har selvangivet et befordringsfradrag, som han efter det foreliggende, ikke har været berettiget til.

Det bemærkes i den forbindelse, at der ikke alene ud fra det forhold, at der er grundlag for en forhøjelse af skatteansættelsen, kan sluttes, at der som konsekvens heraf er tale om mindst grov uagtsomhed. Dette kræver i alle tilfælde en samlet vurdering af klagerens subjektive forhold.” [min understregning]

***

Afgørelserne viser, at selvom Skattestyrelsen måtte få endelig medhold i, at Klagers vurdering af, at lejligheden kan sælges skattefrit er forkert, kan dette naturligvis ikke i sig selv begrunde, at der er handlet minimum groft uagtsomt, der skal mere til.

Det er i den forbindelse væsentligt at bemærke, at det i både LSR’s j.nr. 15-2263320 og Journal nr. 13-0115046 tillægges vægt, at skatteyderen ikke havde haft til hensigt at unddrage skat, men at han altså blot havde begået en fejl.

Der kan endelig henvises til TfS 1992,19Ø og TfS 1994, 690 LSR, der siger det samme: en objektiv konstaterbar fejl begået af skatteyderen er ikke i sig selv grov uagtsom, der skal væsentligt mere til – f.eks. at skatteyderen systematisk forsøger at undgå beskatning, som Landsskatteretten, modsætningsvist, f.eks. tillagde vægt i Journalnr. 17- 0991895.

***

Det skal i nærværende sag ikke overses, at der er tale om en forældrekøbslejlighed, som Klager har beboet igennem en lang årrække, og hvor det helt klare udgangspunkt er, at en sådan lejlighed kan sælges skattefrit.

Klager kan således dårligt siges at have begået en grov uagtsom fejl, uagtet Landsskatteretten måtte finde, at lejligheden ikke kan sælges skattefrit, idet Klager har vurderet, ud fra den foreliggende praksis, at lejligheden har været omfattet af skattefrit salg.”

Retsmøde

Repræsentanten fastholdt påstanden om, at forhøjelsen af klagerens skatteansættelse for indkomståret 2017 skal nedsættes til 0 kr. og subsidiært, at Skattestyrelsens afgørelse er ugyldig. Han gennemgik herefter sine anbringender i overensstemmelse med sit skriftlige indlæg og det materiale, der blev udleveret på retsmødet.

Adspurgt af præciserede repræsentanten, at klageren underskrev købsaftalen den 30. april 2017 og ikke den 28. april 2017, og at klageren indgik formidlingsaftale med ejendomsmægler [virksomhed1] den 9. maj 2017.

Skatteforvaltningen indstillede i overensstemmelse med tidligere udtalelser, at afgørelsen stadfæstes.

Landsskatterettens afgørelse

Sagen omhandler, hvorvidt klageren er skattepligtig af ejendomsavancen for salget af sin lejlighed. Skattestyrelsen har ekstraordinært genoptaget klagerens skatteansættelse for 2017, jf. skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 5. Såfremt klageren er skattepligtig af en ejendomsavance, omhandler sagen tillige, hvorvidt klageren har handlet groft uagtsomt ved at have undladt at selvangive ejendomsavancen.

Ejendomsavancebeskatning

Ejendomsbeskatningslovens § 8, stk. 1, stiller ikke krav om beboelsens længde, men ejendommen skal have tjent til reel, permanent beboelse og ikke blot midlertidigt ophold. Dette fremgår blandt andet af SKM2007.74HR. Klageren har som ejer bevisbyrden for, at lejligheden har tjent som bolig for ham i en del af den periode, han har ejet den.

For, at en fortjeneste er omfattet af skattefritagelsen i ejendomsavancebeskatningslovens § 8, stk. 1, skal den beboelse, man som skatteyder påberåber sig, have fundet sted i ejerperioden.

Beboelse, der finder sted uden for ejerperioden, vil ikke være omfattet af bestemmelsen i ejendomsavancebeskatningslovens § 8, stk. 1. Fortjenesten vil i sådan et tilfælde være omfattet af hovedreglen i § 1, stk. 1, og dermed skattepligtig. Der henvises til Østre Landsrets dom af 11. marts 1999 offentliggjort som TfS 1999,318 Ø.

Klageren har boet til leje i lejligheden siden juli 2010. Den 30. april 2017 købte klageren lejligheden af sin far.

Klageren indgik efter det oplyste formidlingsaftale om salg af lejligheden med ejendomsmægleren den 9. maj 2017 kort tid efter, at klageren havde købt lejligheden af sin far den 30. april 2017 og før overtagelsesdagen den 10. maj 2017. Klageren solgte lejligheden ved købsaftalen den 2. juni 2017.

Under disse omstændigheder har klageren ikke godtgjort, at lejligheden i hans ejerperiode tjente til reel permanent beboelse.

Hverken det forhold, at klageren har boet til leje i lejligheden siden juli 2010 eller klagerens forklaring om, at lejligheden blev sat til salg med henblik på at finde ud af, om der var købere i markedet, og et salg først skulle ske, når klageren selv fandt en større lejlighed, kan føre til et andet resultat.

Landsskatteretten stadfæster således Skattestyrelsens afgørelse.

Ekstraordinær genoptagelse

Det er uomtvistet, at klageren var omfattet af den korte ligningsfrist i § 1, stk. 1, 1. pkt., i bekendtgørelse nr. 534 af 22. maj 2013 om en kort frist for skatteansættelse af personer med enkle økonomiske forhold, og at varsel om ændring af skatteansættelsen af 5. november 2019 ikke blev udsendt inden udløbet af denne frist.

Den korte frist i § 1, stk. 1, 1. pkt. i bekendtgørelsen, kan dog efter bekendtgørelsens § 3 forlænges, når betingelserne for ekstraordinær ansættelse efter skatteforvaltningslovens § 27 er opfyldt.

Efter skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 5, kan Skattestyrelsen ændre den skattepligtige indkomst efter udløbet af den ordinære ansættelsesfrist i § 1, stk. 1, 1. pkt., hvis den skattepligtige eller nogen på dennes vegne forsætligt eller groft uagtsomt har bevirket, at Skattestyrelsen har foretaget en ansættelse på et urigtigt eller ufuldstændigt grundlag.

Efter ovenstående faktiske oplysninger, hvor klageren med få dages mellemrum købte lejligheden og satte den til salg ved en ejendomsmægler, og efterfølgende undlod at selvangive fortjenesten ved salget, finder Landsskatteretten, at den manglende selvangivelse af fortjenesten ved afståelsen af lejligheden, der bevirkede, at skatteansættelsen blev foretaget på et urigtigt eller ufuldstændigt grundlag, må tilregnes klageren eller nogen, der har handlet på klagerens vegne, som i hvert fald groft uagtsomt, jf. SKM2017.623.ØLR.

En ansættelse efter § 27, stk. 1, kan kun foretages, såfremt den varsles af told- og skatteforvaltningen senest 6 måneder efter, at told- og skatteforvaltningen er kommet til kundskab om det forhold, der begrunder fravigelsen af fristerne for ordinær genoptagelse. En ansættelse, der er varslet af told- og skatteforvaltningen, skal endvidere foretages senest 3 måneder efter den dag, hvor varslingen er afsendt. Dette fremgår af skatteforvaltningslovens § 27, stk. 2.

6 måneders fristen i skatteforvaltningslovens § 27, stk. 2, regnes fra det tidspunkt, hvor skattemyndigheden er kommet i besiddelse af det fornødne grundlag for at varsle en korrekt afgørelse om ansættelsen.

Skattestyrelsen modtog den 4. november 2019 materiale vedrørende salget af lejligheden beliggende [adresse1], st. mf., samt klagerens aftale med ejendomsmægleren. Skattestyrelsen må herefter anses for på dette tidspunkt at være kommet til kundskab om, at der forelå en skattepligtig avance ved salget af ejendommen. Skattestyrelsen udsendte agterskrivelsen dagen efter, hvilket er inden for fristen på 6 måneder, hvorfor reaktionsfristen er overholdt.

Skattestyrelsen traf afgørelse den 3. december 2019.

Landsskatteretten finder således, at betingelserne for ekstraordinært at genoptage klagerens skatteansættelse for indkomståret 2017 har været opfyldt.