Kendelse af 21-02-2023 - indlagt i TaxCons database den 19-03-2023

Journalnr. 19-0064847

Klagepunkt

Skattestyrelsens

afgørelse

Klagerens opfattelse

Landsskatterettens

afgørelse

1. januar 2016 – 31. december 2016

Forhøjelse af momstilsvar

119.910 kr.

0 kr.

119.910 kr.

1. januar 2017 – 31. december 2017

Forhøjelse af momstilsvar

36.518 kr.

0 kr.

36.518 kr.

Faktiske oplysninger

[person1], herefter benævnt indehaveren, drev i indkomstårene 2016 og 2017 enkeltmands virksomheden [virksomhed1]/ [person1], CVR-nr. [...1]. Virksomheden var registreret med branchekode 561020 Pizzeriaer, grillbarer, isbarer m.v. og bibranche 960210 Frisørsaloner. Virksomheden er ophørt den 10. marts 2019.

Det fremgår af virksomhedens årsrapporter, at virksomheden havde en omsætning i 2016 og 2017 på henholdsvis 496.029 kr. og 466.495 kr. Virksomheden havde i de samme år et underskud på henholdsvis 88.628 kr. og 40.157 kr.

Indehaveren har angivet virksomhedens momstilsvar for 2016 og 2017 således:

2016

1. halvår

2. halvår

Total

Salgsmoms

50.301 kr.

73.706 kr.

124.007 kr.

Købsmoms

31.932 kr.

54.873 kr.

86.805 kr.

2017

Salgsmoms

57.806 kr.

58.812 kr.

116.618 kr.

Købsmoms

42.068 kr.

42.390 kr.

84.458 kr.

Indehaveren er i indkomstårene 2016 og 2017 registreret på adressen [adresse1], [by1]. I samme år bestod indehaverens husstand af indehaveren og to hjemmeboende børn.

Skattestyrelsen har opgjort indehaverens privatforbrug i 2016 og 2017 til henholdsvis – 359.552 kr. og 87.408 kr.

2014

2015

2016

2017

Betalte skatter:

-

-

-

-6.765 kr.

Overskydende skat:

41.305 kr.

58.373 kr.

60.294 kr.

46.486 kr.

Indeholdt A-skat:

-56.280 kr.

-62.896 kr.

-54.816 kr.

-43.362 kr.

Lønindeholdelse:

-9.120 kr.

-3.306 kr.

-

-

Ejendomsskat:

-5.070 kr.

-9.251 kr.

-9.860 kr.

-9.860 kr.

Børnefamilieydelse:

17.616 kr.

15.924 kr.

32.028 kr.

31.248 kr.

Skattepligtig indkomst før AM-bidrag:

-66.843 kr.

154.608 kr.

59.305 kr.

113.434 kr.

Indestående primo:

325.640 kr.

61.939 kr.

42.519 kr.

31.905 kr.

Indestående ultimo:

-61.939 kr.

-42.519 kr.

-31.905 kr.

-11.095 kr.

Gæld primo:

-47.523 kr.

-832.334 kr.

-1.377.824 kr.

-920.707 kr.

Gæld ultimo:

832.334 kr.

1.377.824 kr.

920.707 kr.

856.124 kr.

Ejendomskøb:

-857.000 kr.

-

-

-

Beregnet privatforbrug

113.120 kr.

718.362 kr.

-359.552 kr.

87.408 kr.

Det gennemsnitlige privatforbrug for en voksen med børn udgjorde ifølge Danmarks statistik 244.524 kr. i 2016 og 274.426 kr. i 2017.

Som følge af det negative/uantageligt lave privatforbrug har Skattestyrelsen indkaldt virksomhedens skatteregnskab, kapitalforklaring og dokumentation for eventuelle private lån eller anden finansiering.

Indehaveren har indsendt et gældsbrev, hvoraf det fremgår, at indehaveren skylder 500.000 kr. til [person2] fra Italien, som i tilfælde af indehaverens død skal betales af indehaverens bo. Desuden fremgår det, at [person2] i tilfælde af indehaverens død skal overtage ejendommen [adresse1], [by1], dvs. alle forretningerne. Gældsbrevet er underskrevet den 1. januar 2014 af långiver og indehaveren samt to vitterlighedsvidner. Yderligere er der indsendt en årsrapport for indehaverens virksomhed for indkomstårene 2016 og 2017 og et kontoudtog fra [finans1] med en overførsel den 31. juli 2014 på 210.000 kr. fra konto nr. [...44], hvorpå der med håndskrift er anført ”virksomhedslån”. Desuden er der indsendt kontoudtog fra [finans1] med en postering fra den 6. januar 2014 angående en erstatning på 310.669 kr. til [virksomhed1].

Det følger af virksomhedens årsrapporter, at indehaveren har et eget vareforbrug for 2016 og 2017 på henholdsvis 7.744 kr. og 6.892 kr.

Det fremgår af klagerens personlige skatteoplysninger (R75) for indkomstårene 2016 og 2017, at klageren har købt og solgt 10 biler af ældre dato. Yderligere fremgår det, at klageren har indfriet en gæld til [finans1] bank på 422.000 kr. Skatteankestyrelsen har anmodet om dokumentation for køb og salg af biler samt dokumentation for indfrielse af lån på 422.000 kr. Indehaveren har ikke besvaret denne henvendelse om indsendelse af dokumentation.

Skattestyrelsens afgørelse

Skattestyrelsen har for afgiftsperioden 2016 forhøjet virksomhedens momstilsvar med 119.910 kr.

Skattestyrelsen har for afgiftsperioden 2017 forhøjet virksomhedens momstilsvar med 36.518 kr.

Skattestyrelsen har som begrundelse for sin afgørelse anført følgende:

” ...

1.4. Skattestyrelsens bemærkninger og begrundelse

Ud fra vore oplysninger om indtægter og formue, samt beregnet privatforbrug for indkomstårene 2016 og 2017, finder Skattestyrelsen, at der skal ske en skønsmæssig ansættelse af din indkomst.

Det er vores opfattelse, at der for indkomstårene 2016 og 2017 skal ske beskatning af overskud af selvstændig virksomhed, jf. Statsskattelovens § 4, stk. 1, litra a, Opkrævningslovens § 5, og Personskattelovens § 3, stk. 1.

Efter Skattekontrollovens § 6, stk. 2, nr. 1, skal erhvervsdrivende indgive et årsregnskab efter de regler skatteministeren har fastsat.

Såfremt der ikke er aflagt et regnskab, eller det aflagte regnskab ikke opfylder kravene, kan indkomsten fastsættes skønsmæssigt, jf. Skattekontrollovens § 74.

Skattestyrelsen finder ikke, at dit regnskab kan danne grundlag for en korrekt indkomstopgørelse. Det beregnede beløb til rådighed levner ikke plads til et passende privatforbrug.

Din revisor har indsendt dokumentation for erstatning kr. 310.699 og virksomhedslån kr. 210.000. Erstatningen er udbetalt i 2014, imens virksomhedslånet udgør en overførsel fra egen konto i 2014. Der er derfor ikke taget højde for disse ved beregningen af dit privatforbrug, idet de ikke har indflydelse på privatforbruget i 2016 og 2017. Det fremgår af vore oplysninger, at du bor på ejendommen [adresse1], [by1], sammen med dine to hjemmeboende børn.

Det indsendte materiale godtgør ikke det uantageligt lave privatforbrug, hvorfor skattestyrelsen kan ansætte nettoindkomsten skønsmæssigt.

Ifølge momslovens § 4 skal der afregnes afgift af salg af varer og ydelser. Ifølge momslovens § 37 kan der fradrages afgift på udgifter som knytter sig til den momspligtige omsætning.

Dine momsangivelser vil blive reguleret således de stemmer overens med skattestyrelsens nye udarbejdede momsangivelser jf. nedenfor for 2016 og 2017.

2016 og 2017 er ændret jf. skatteforvaltningsloven § 31.

Et negativt eller lavt privatforbrug er en indikator på, at der enten mangler ubeskattede indtægter eller der findes en ukendt, ubeskattet formue.

Det bemærkes, at et passende privatforbrug for en voksen og to hjemmeboende børn vurderes til følgende:

2016:

240.000 kr.

2017:

270.000 kr.

Der er ovenfor, tale om beløb der er fastsat med støtte i det gennemsnitlige forbrug ifølge Danmarks Statistiks beregninger. Danmarks statistik har gennem en årrække foretaget en privatforbrugsanalyse og vi tager udgangspunkt i den analyse, når privatforbruget skal opgøres.

Den yderligere indkomst skønnes at komme fra udeholdt omsætning fra din virksomhed efter fradrag af omkostninger, altså et yderligere resultat som kan regnes således:

2016

Ansat privatforbrug:

240.000 kr.

Beregnet privatforbrug:

-359.552 kr.

Yderligere omsætning nettoresultat:

599.552 kr.

Den yderligere omsætning fordeler sig således:

Yderligere nettoresultat ekskl. Moms:

479.642 kr.

Moms, 25 % af kr. 599.552:

119.910 kr.

I alt:

599.552 kr.

Momsen fordeler sig med kr. 59.955 i første halvår og kr. 59.955 i andet halvår.

2017

Ansat privatforbrug:

270.000 kr.

Beregnet privatforbrug:

87.408 kr.

Yderligere omsætning nettoresultat:

182.592 kr.

Yderligere omsætning nettoresultat ekskl. Moms:

146.074 kr.

Moms, 25 % af kr. 182.592:

36.518 kr.

I alt

182.592 kr.

Momsen fordeler sig med kr. 18.259 i første halvår og kr. 18.259 i andet halvår.

Ændringen sker på baggrund af følgende:

Du har ikke indsendt en kapitalforklaring der forklarer dit privatforbrug i indkomstårene 2016 og 2017
Det indsendte regnskab indeholder ikke nogen forklaring på det negative privatforbrug (afgang af driftsmidler, skyldige kreditorer mm.).
Skattestyrelsen har opgjort dit privatforbrug for 2016 til kr. – 359.552 og 2017 til kr. 87.408, hvilket ikke anses for et antageligt niveau, og samtidig en indikator for, at der er ubeskattede indtægter eller der findes en ukendt og ubeskattet formue.
Indkomsten for 2016 og 2017 er opgjort som et kvalificeret skøn jf. Skattekontrollovens § 6, stk. 3 jf. § 74 med udgangspunkt i det beregnede privatforbrug.
Ved det kvalificerede skøn over indkomsten for 2016 og 2017 er der henset til, at din husstand består af en voksen og to børn. Vi har taget udgangspunkt i Danmarks statistiks gennemsnitsberegning for en voksen og to børn.

...”

Klagerens opfattelse

Repræsentanten har nedlagt påstand om, at der ikke er grundlag for forhøjelse af virksomhedens momstilsvar for afgiftsperioden 2016.

Repræsentanten har nedlagt påstand om, at der ikke er grundlag for forhøjelse af virksomhedens momstilsvar for afgiftsperioden 2017.

Repræsentanten har anført følgende:

”Klage over afgørelse: ændring af moms og skat for indkomståret 2016 0g 2017

Indkomståret 2016

Skattestyrelsen har ændret den oplyste indkomst med kr. 479.652 i meromsætning beregnet på baggrunde af skats regnede privatforbrug. Samt ændret momsindberetning med kr. 119.910

Vi påklager begge ændringer

Som begrundelse herfor skal anføres at det er helt urealistisk at så lille en forretning skulle kunne omsætte for kr. 1.219.601 årligt i en dårligt beliggende forretning.

Det ville give en daglig omsætning på kr. 3.387 alle årets 360 dage.

Der er dokumenteret omsætning på kr. 647.578 fra denne omsætning fragår der direkte betaling til [virksomhed2] på kr. 105.578 og til [virksomhed3] på kr. 16.000 Begge betalingssystemer for bestilling af online pizzaer m.v. Når gebyr til disse er fratrukket, er omsætningen kr. 496.029 som oplyst i regnskabet.

Hvis omsætningen skulle være kr. 975.681 som angivet vil dækningsbidraget være kr. 669.793 eller 68,65 % et dækningsbidrag som vist aldrig er set i noget, pizzarier og som er urealistisk højt. Normalt dækningsbidrag er nærmere 50 % fordi det er enormt dyrt at være medlem af kæder som [virksomhed2]. Det er uomtvisteligt at de er medlem af og benytter sig af salg via [virksomhed2]. Ved ændring af dækningsbidrag til 50 % vil den ændrede ansættelse skulle nedsættes med kr. 183.642 i indkomst og kr. 45.910 i moms.

Vi har gennemgået den bogførte omsætning og må fastholde at der ikke er grundlag for at forhøje denne eller tilsidesætte den bogføring der ligger til grund for summering af omsætningen.

Til gengæld må det anfægtes at når SKAT kommer frem til et beregnet privatforbrug i 2015 på kr. 718.362 og en gældsætning på kr. 1.377.824, men i 2016 kommer frem til et negativt privatforbrug på kr. -359.552 og en gældsætning på 920.707 så er tallene så åbenlyse forkerte at det med rimelig kan anfægtes at de kan anvendes til en så drastisk forhøjelse af indkomsten som Skat angiver. En forhøjelse af indkomsten med kr. 359.552 plus 240.000 i alt kr. 599.552.

Vi påklager at gæld ultimo 2015 skulle være faldet med kr. 457.117 i 2016. Som danner grundlag for Skats beregnede privatforbrugsopgørelse.

Vi anmoder derfor om at det selvangivne regnskab lægges til grund for beskatningen i året 2016

Indkomståret 2017

Vi påklager at man angiver et standard privatforbrug på kr. 270.000 (som så er vokset med kr. 30.000 fra 2016 til 2017) som grundlag for en skattepligtig forhøjelse på omsætning på kr. 182.582 og en momsforhøjelse på kr. 36.518

Der er ikke belæg for at tilsidesætte det indsendte regnskab og det derved opgjort privatforbrug.

Vi anmoder derfor om at det selvangivne regnskab lægges til grund for beskatningen i 2017.”

Landsskatterettens afgørelse

Landsskatteretten skal tage stilling til, om Skattestyrelsen har været berettiget til at forhøje virksomhedens momstilsvar.

Retsgrundlag

Juridiske eller fysiske personer, der driver selvstændig økonomisk virksomhed, er afgiftspligtige. Det fremgår af momslovens § 3, stk. 1.

Der betales afgift af varer og ydelser, der leveres mod vederlag her i landet. Det fremgår af momslovens § 4.

Momsregistrerede virksomheder skal efter udløbet af hver afgiftsperiode, til skatteforvaltningen, angive størrelsen af virksomhedens indgående og udgående merværdiafgift i perioden. Forskellen mellem den indgående og udgående afgift er virksomhedens afgiftstilsvar. Det fremgår af momslovens §§ 56, stk. 1, og 57, stk. 1.

Momsregistrerede virksomheder skal ifølge momslovens § 55, stk. 1, føre et regnskab, der kan danne grundlag for opgørelsen af afgiftstilsvaret for hver afgiftsperiode og kontrollen af merværdiafgiftens berigtigelse.

De nærmere krav til regnskabsgrundlaget er fastsat i momsbekendtgørelsen, bogføringsloven og årsregnskabsloven. Det fremgår bl.a. heraf, at regnskabet skal være udarbejdet på grundlag af en løbende bogføring, herunder et ført og afstemt kasseregnskab, jf. bogføringsloven.

Hvis regnskabet ikke opfylder kravene, eller hvis der ikke har været indsendt regnskab, været bogført, registreret eller angivet moms af virksomhedens omsætning og omkostninger for perioden, kan skatteforvaltningen fastsætte virksomhedens afgiftstilsvar skønsmæssigt. Det fremgår af opkrævningslovens § 5, stk. 2.

Den konkrete sag

Landsskatteretten har i klagesagen med sagsnr. 19-0060474 vedrørende en forhøjelse af indehaverens skattepligtige indkomst for indkomstårene 2016 og 2017 stadfæstet Skattestyrelsens afgørelse vedrørende forhøjelse af virksomhedens omsætning grundet lavt privatforbrug.

Da den yderligere omsætning i virksomheden er momspligtig, finder Landsskatteretten, at virksomhedens salgsmoms og dermed momstilsvaret for 2016 og 2017 skal forhøjes med henholdsvis 119.910 kr. og 36.518 kr.

På baggrund heraf stadfæster Landsskatteretten Skattestyrelsens afgørelse.