Kendelse af 09-07-2019 - indlagt i TaxCons database den 06-08-2019

Faktiske oplysninger

Klageren lider af morbus chron (kronisk tarmbetændelse) samt fibromyalgi. Diagnosen blev stillet i 2014.

Klageren har fremlagt en lægeudtalelse af 9. august 2016 fra speciallæge i Almen Medicin, [person1], hvoraf fremgår:

”(...)

Jeg kan herved bekræfte, at min patient lider af fibromyalgi og morbus crohn, hvilket er kroniske sygdomme, som kan forværres on and off.

Sygdommene er ofte forbundet ved smerter, både i hele kroppen samt sygdom i tarmen.

Patienten har brug for ved pludselig forværring i disse sygdomme at kunne transportere sig til og fra arbejde i et hurtigt tempo, og det er derfor nødvendigt for hende med egen bil, da offentlig transport ville tage for lang tid.

(...)”

Klageren har endvidere fremsendt oplysninger vedrørende hendes arbejdssted, arbejdsopgaver, antal arbejdsdage samt kørslens omfang.

SKATs afgørelse

SKAT har nægtet fradrag efter ligningslovens § 9 D, men godkendt fradrag efter ligningslovens § 9 C for 2015-2017.

SKAT har som begrundelse anført:

”(...)

SKAT har ændret grundlaget for din skat for 2015-2017 sådan:

Du har fratrukket kørsel mellem hjem og arbejde efter reglerne i ligningslovens § 9 B.

Efter praksis er det en betingelse, at tilfældet er kronisk, hvorved forstås, at der skal være tale om en uhelbredelig eller langvarig sygdom, der nødvendiggør en dyrere transportform.

Hvorvidt det er nødvenligt for dig at afholde særlige udgifter som følge af din sygdom beror på en retlig vurdering, der må foretages på grundlag af samtlige oplysninger, hvor der lægges betydelig vægt på en lægelig vurdering.

Ifølge den indsendte udtalelse fra din læse lider du af fibromyalgi og morbus crohn, der er sygdomme, der kan forværres on and off.

Det fremgår, at sygdommen ofte er forbundet med smerter, både i hele kroppen samt sygdom i tarmen.

Endelig fremgår det, at patienten har brug for ved pludselig forværring i disse sygdomme at kunne transportere sig til og fra arbejde i et hurtigt tempo, og det er nødvendigt for hende med egen bil, da offentlig transport vil tage for fang tid.

Du arbejder på fuld tid og du har oplyst, at du har haft 6 sygedage i 2015, ingen i 2016 og 2 i 2017.

SKAT finder efter det oplyste ikke, at det på grund af din kroniske sygdom er en nødvendighed for

dig at transportere dig i egen bil frem og tilbage mellem hjem og arbejde og efter en konkret vurdering anser vi dig ikke for at have særlige udgifter til transport på grund af længerevarende /kronisk sygdom, og dermed ikke berettiget til at opgøre dit fradrag efter ligningslovens § 9 D for invalide og kronisk syge.

Der er lagt vægt på, at der ikke er tale om en daglig tilstand og at det er uklart, hvor hyppigt behovet opstår.

Der kan i stedet godkendes fradrag for befordring mellem hjem og arbejde efter reglerne i ligningslovens § 9 C.

SKATs bemærkninger til indsigelse fra advokat [person2] modtaget den 18.5.2018.

I alle de afgørelser der henvises til lægges der vægt på, at der skal være afholdt særlige udgifter til befordring mellem hjem og arbejde, ligesom lægens vurdering tillægges væsentlig betydning.

Da der er tale om en individuel vurdering i hver sag, har SKAT ikke yderligere bemærkninger til de afgørelser, der er henvist til.

Du har arbejdet på fuld tid, og du har haft mulighed for at tage pauser/hvil i løbet af dagen, når det var nødvendigt.

Det fremføres, at det krystalklart skulle fremgå af udtalelsen fra lægen, at det er nødvenlig at benytte egen bil, og at din sygdom gør, at du flere gange om ugen skal hurtigt på toilet, samt daglig er ramt i en muskelgruppe, hvor smerterne er meget stærke.

Din læge har udtalt:

Jeg kan bekræfte, at min patient lider af fibromyalgi og mor bus crohn, hvilket er kroniske sygdomme, som kan forværres on and off.

Sygdommen er ofte forbundet ved smerter, både i hele kroppen samt sygdom i tarmen.

Patienten har brug for ved pludselig forværring i disse sygdomme at kunne transportere sig til og

fra arbejde i et hurtigt tempo, og det er derfor nødvendig for hende med egen bil, da offentlig

transport ville tage for lang tid.

Af lægeudtalelsen fremgår at sygdommen ofte er forbundet med smerter i bide hele kroppen samt sygdom i tarmen.

Der er i udtalelsen ikke taget stilling til i hvilket omfang du er ramt og hvor ofte det sker.

Endvidere fremgår det ikke i udtalelsen, at de smerter der beskrives, skulle gøre, at offentlig tranport ikke er en mulighed.

Endelig er morbus crohn karakteriseret ved at være en kronisk betændelsestilstand, som i perioder giver mavesmerter og diarre samt vægttab, afløst af perioder med få eller ingen symptomer. Generne kan dæmpes, og tiden mellem opblussen af symptomer kan vare flere år.

Det fremgår ikke af udtalelsen, at du for årene 2015-2017 har været ramt af sygdommen, så offentlig transport ikke har kunne benyttes.

SKAT finder derfor stadig ikke at du er omfattet af reglerne i ligningslovens § 9 D.

(...)”.

SKAT har yderligere udtalt:

”(...)

SKAT har dog følgende bemærkninger til klagen:

I alle de afgørelser der henvises til fremgår, at en lægefaglig vurdering tillægges stor betydning.

SKAT tilsidesætter ikke lægens vurdering, men hun beskriver ikke det, som advokaten konkluderer.

(...)”.

Skattestyrelsen har i anledning af Skatteankestyrelsens forslag til afgørelse udtalt:

”(...)

Skattestyrelsen har atter en gang vurderet sagen, herunder gennemgået klagers bemærkninger, og er enig i Skatteankestyrelsens forslag til afgørelse.

Ved vurderingen af, om at klager ikke er berettiget til fradrag efter ligningslovens § 9 D, har Skatteankestyrelsen lagt vægt på de samme forhold, som Skattestyrelsen, og vi har derfor ikke yderligere bemærkninger til klagepunktet.

(...)”

Klagerens opfattelse

Repræsentanten har på klagerens vegne fremsat påstand om, at der godkendes fradrag for befordringsudgifter efter ligningslovens § 9 D i indkomstårene 2015-2017.

Repræsentanten har herfor anført:

”1. Den påklagede ansættelse

Der klages over SKATs afgørelse af d. 30. maj 2018, hvor SKAT traf afgørelse om, at [person3] ikke er berettiget til fradrag efter ligningslovens § 9 D.

SKATs afgørelse vedlægges som sagens bilag 1.

2. Påstand

SKAT tilpligtes at anerkende, at [person3] er berettiget til fradrag efter ligningslovens § 9 D

for indkomstårene 2015 - 2017.

3. Sagens faktiske forhold

[person3] lider af sygdommen Morbus Chrohn, der er en kronisk sygdom, hvor tarmen er kronisk betændt. Derudover lider [person3] af Fibromyalgi.

Vedrørende Morbus Chrohn fremgår det af sundhed.dk, at

"Crohns sygdom er en kronisk betændelsestilstand i mavetarmkanalen.

Den kan ramme alle dele af tarmsystemet - fra læberne ned til endetarmsåbningen.

Den rammer dog oftest området i overgangen mellem

tynd- og tyktarmen. Betændelsen går gennem alle lag i tarmvæggen, fra

slimhinden på indersiden og til ydersiden af tarmen. Det betændte område

bliver rødt, hævet, smertefuldt og det kan eventuelt bløde derfra. Det typiske

for denne sygdom er, at der også kan dannes såkaldte betændelsesknuder

(granulomer) i tarmvæggen, som kun kan ses i et mikroskop.

Ved betændelsen vil der også kunne dannes arvæv (fibrose). Både betændelsesknuder

og arvæv kan medføre forsnævringer i dele af tarmen. De

påvirkede tarmområder kan derved ikke opretholde normale funktioner

med hensyn til optagelse afføde. Dette kan medføre diarre. ”

Det fremgår videre, at

"Hvad er symptomerne på Crohns sygdom?

En typiske gene ved sygdommen er tilbagevendende mavesmerter. Ofte

har man også diarre, med eller uden blod. Andre symptomer kan være

manglende appetit/mæthed, kvalme, opkastninger og vægttab. Det er almindeligt,

at man har gener i området omkring endetarmsåbningen. Typiske

gener i dette område er betændelse, bylder, åbninger mellem tarmen

og andre organer (fistler) eller sprækker (fissurer).

10-20 % af personerne med Crohns sygdom har sygdomsforandringer

udenfor tarmen i andre af kroppens organer. Dette omtaler man normalt

som "ekstraintestinale manifestationer". Det kan eksempelvis være sygdomsforandringer

i huden, øjne, led og/eller galdegange/lever (bl.a. øget forekomst af galdesten).

Børn med Crohns sygdom kan få vækst- og udviklingsproblemer."

For så vidt angår fibromyalgi fremgår det af sundhed.dk, at

"Hvad er fibromyalgi?

Tilstanden betegnes som et smertesyndrom. Et syndrom er en samling af

symptomer og tegn. Årsagen er ukendt. Fibromyalgi er en relativ ny diagnose

indenfor medicinen. Den er kendetegnet ved, at man har kroniske

muskelsmerter i mindst 3 af kroppens 4 kvadranter og med en varighed

på mindst 3 måneder.

Tilstanden bliver ofte mere fremtrædende med tiden. Mange af personerne

med fibromyalgi kan fortælle om gener allerede fra tidlig ungdom.

De fleste, som får diagnosen, har mærket en stadig forværring af tilstanden.

De oplever, at det er blevet svært at leve med smerterne.

Uvisheden om, hvad symptomerne kommer af, kan være meget belastende

gennem tiden. Årsagen er som nævnt ukendt. I mange tilfælde drejer det

sig dog om langvarig psykisk og fysisk overbelastning. Man yder mere,

end det man egentlig har kapacitet til. Manglende forståelse af syndromets

årsag har gjort, at man behandlingsmæssigt kun har haft lidt at tilbyde."

Det fremgår videre, at

''Hvad er symptomerne?

Det dominerende symptom er kroniske muskelsmerter og den følelse af

afmagt, som mange får, samt træthed og søvnproblemer.

Mange mennesker med fibromyalgi oplever andre symptomer ud over

muskelsmerterne. Nogle af symptomerne kan sandsynligvis føres tilbage

til en langvarig tilværelse med usikkerhed og smerter. Det er ikke usædvanligt,

at der er nogle af følgende symptomer: søvnbesvær, dårligt humør,

indre kulde, hovedpine, følelsesløshed, følelse af hævelse, synsforstyrrelser,

oplevelse af at have "klump" i halsen.

Symptomerne kan blive værre ved uvantfysisk aktivitet, psykisk pres/uro

eller stress, træthed, udmattelse, depression, glemsomhed, koncentrationsbesvær,

øresusen, angst, tørhed i munden, svimmelhed og kvalme.

Man kan også have urolig mave og hyppig vandladning."

Der vedlægges som sagens bilag 2 kopi af erklæring fra [person3]s læge, der dokumenterer [person3]s tilstand og symptomer.

Som bilag 3 vedlægges kopi af redegørelse til SKAT vedrørende [person3]s sygdomme og symptomer.

4. Begrundelse for klagen

Det fremgår af ligningslovens § 9 D, at

"Godtgør den skattepligtige, at vedkommende som følge af varigt nedsat

funktionsevne eller kronisk sygdom har særlige udgifter til befordring mellem

hjem og arbejdsplads finder reglerne i § 9 C ikke anvendelse.

Den skattepligtige kan i stedet fradrage normal befordringsudgift i det omfang,

den overstiger 2.000 kr., samt den del af den faktiske befordringsudgift,

der overstiger normal befordringsudgift i det pågældende tilfælde.

Normal befordringsudgift opgøres, hvor offentlig befordring kan anvendes,

som udgiften til billigste offentlige befordringsmiddel og ellers som udgiften

ved brug af eget befordringsmiddel efter kilometertakster, der fastsættes

af Skatterådet."

Som det fremgår af ordlyden af § 9 D er det den skattepligtige der skal godtgøre, at betingelserne for anvendelse af § 9 D er opfyldt.

I forbindelse hermed er det klart, at sygdommens karakter tillægges betydning, men det fremgår meget klart af praksis på området, at erklæringer fra den skattepligtiges læge tillægges meget væsentlig betydning.

Det fremgår krystalklart af erklæringen fra [person3]s læge, at det er nødvendigt for [person3] at benytte egen bil for at [person3] kan passe sit arbejde.

[person3]s sygdom gør, at hun flere gang om ugen skal på toilettet hurtigt (diarre lignende tilstand), ligesom [person3] næsten dagligt er ramt i en muskelgruppe, hvor smerterne er meget stærke.

En følgesygdom til disse sygdomme er udmattelse, som kræver hvile og deraf også behovet for at komme hjem hurtigt.

De forhold, der tillægges betydelig vægt i praksis, er som anført primært erklæringer fra lægen, sammenholdt med faktum i øvrigt, samt at befordring i egen bil er nødvendigt for at kunne passe sit arbejde.

Jeg kan i den forbindelse blandt andet henvise til Landsskatterettens afgørelse gengivet i TfS 2016,250, hvor Landsskatteretten direkte udtalte, at

"Det er ubestridt, at klageren lider af invaliditet. Det er herefter afgørende,

hvorvidt det har været nødvendigt for klageren at afholde de særlige udgifter,

som følge af invaliditet. Dette beror på en retlig vurdering, der foretages

på grundlag af samtlige oplysninger, hvor en lægefaglig vurdering tillægges

særlig betydning.

Efter de foreliggende oplysninger, hvor særligt er lagt vægt på den lægefaglige

vurdering, anses det for godtgjort, at klageren har særlige udgifter

til befordring mellem bopæl og arbejdsplads. Her er lagt vægt på, at klageren

er godkendt til invalidevogn og der er tale om en varig fysisk nedsættelse

af klagerens funktionsniveau, hvor gangdistancen er middelsvært

kompromitteret og pr. 10. oktober 2014 er skønnet nedsat til 300 meter,

hvorefter lægen vurderer, at patienten ikke kan anvende offentlige transportmidler.

Klageren har derfor haft merudgifter til befordringen som følge af invaliditet."

Det fremgår endvidere af SKM 2005,75 V, at udgifterne skal være nødvendige for indkomsterhvervelsen, hvilken betingelse også er opfyldt i denne sag.

[person3] lider af fibromyalgi og morbus Chrohn (kronisk tarmbetændelse), der umuliggør anvendelsen af offentlig transport, jf. i det hele [person3]s redegørelse og [person3]s læges erklæring.

Netop lægens erklæring er af særdeles stor vigtighed i denne type sager, idet hverken

SKAT eller undertegnede principielt er kvalificeret til at vurdere om [person3] kan anvende

offentlig transport eller ej, endsige vurdere karakteren af [person3]s lidelser og følgerne deraf.

Denne vurdering tilkommer de personer, der har faglig kompetence hertil, og det er i

tilfælde som det foreliggende lægefaglig kompetence, som alene [person3]s læge besidder.

Der er således på ingen som helst vis grundlag for at tilsidesætte denne lægefaglige vurdering,

hvilket i øvrigt fremgår meget klart af Landsskatterettens præmisser i TfS 2016,250.

Der kan videre henvises til utrykt afgørelse, Landsskatteretten j.nr. 14-0300400, hvor

Landsskatteretten udtalte, at

''Bestemmelsen i ligningslovens § 9 D må efter forarbejderne forstås således, at

afholdelse af udgifterne skal have været nødvendige for at sikre indkomsterhvervelsen,

jf. Vestre Landsretsdorn 10. februar 2005, SKM 2005.75 VLD.

Hvorvidt det har været nødvendigt for klageren at afholde de særlige udgifter,

som følge af sygdommen, beror på en retlig vurdering, der foretages

på grundlag af samtlige oplysninger, hvor en lægefaglig vurdering tillægges

særlig betydning. Det er ikke nok, at kørslen alene er hensigtsmæssig af

hensyn til klagerens privatliv.

Efter en konkret vurdering anser Landsskatteretten det for godtgjort, at

klageren har særlige udgifter til befordring mellem hjem og arbejde. Der er

lagt vægt på udtalelsen fra klagerens læge, samt det forhold, at hendes sygdomstilstand

kræver et dagligt behov for at anvende bil som transportmiddel."

Det er præcist det, der gør sig gældende i nærværende sag, hvor [person3]s sygdomstilstand

kræver et dagligt behov for at anvende bil som transportmiddel.

Der kan endvidere henvises til Landsskatterettens afgørelse, j. nr. 14-2901043, der forholder

sig meget præcist til betydningen af lægeerklæringer:

"Der foreligger flere lægeerklæringer i sagen. I lægeerklæringen af 7. maj

2014 anføres: "skønnes det ikke tilrådeligt ... at benytte offentlige transportmidler".

I lægeerklæringen af 23. maj 2014 udtales: "Kan af ovenstående

årsager ikke anvende offentlig befordring uden en særdeles kraftig og

uacceptabel forværring af de anførte smerte-gener, og bør efter min lægelige

opfattelse derfor tilbydes mulighed for at transportere sig i egen bil."

Landsskatteretten finder det godtgjort på baggrund af sagens samlede oplysninger,

herunder særlig lægeerklæring af 23. maj 2014, at det er nødvendigt

for klageren at benytte egen bil til befordring mellem hjem og arbejde

som følge af hans ryg lidelse, og at han således har særlige udgifter til

befordring, som kan fradrages efter ligningslovens§ 9D."

Det er særligt værd at hæfte sig ved, at Landsskatteretten tillægger lægeerklæringen særlig vægt i forbindelse med sagens afgørelse.

Den anførte lægeerklæring er ikke mere præcis i sin angivelse af behov for kørsel i egen bil, end lægeerklæringen i nærværende sag.

Der kan endelig henvises til Landsskatterettens j.nr.14-0300669, der er fuldstændig i Latråd med de øvrige afgørelser. Heraf fremgår at:

"det er ubestridt, at klageren siden 1998 har lidt af de kronisk sygdomme

osteoporose og Morbus Bechterew. Det er herefter afgørende, hvorvidt det

har været nødvendigt for klageren at afholde de særlige udgifter, som følge

af denne. Dette beror på en retlig vurdering, der foretages på grundlag af

samtlige oplysninger, hvor en lægefaglig vurdering tillægges særlig betydning.

Efter de foreliggende oplysninger, hvor særligt er lagt vægt på den lægefaglige

vurdering, anses det for godtgjort, at klageren har særlige udgifter

til befordring mellem bopæl og arbejdsplads. Her er lagt vægt på, at lægeerklæringen

godtgør, at det i det konkrete tilfælde på grund af sygdommen,

er nødvendigt for klageren at anvende egen bil."

Praksis på området er således rimelig klar, og været det igennem de senere år, idet der i

forbindelse med sagernes afgørelse lægges betydelig vægt på de erklæringer / udtalelser

der indhentes fra læger, sammenholdt med sagernes faktuelle forhold i øvrigt.

Sagens faktum er således, at [person3] ikke kan anvende offentlig transport, som [person3] meget

præcist har redegjort for tidligere, jf. sagens bilag 3.

SKAT henviser i sin afgørelse til, at SKAT "efter en konkret vurdering" ikke finder at betingelserne

for anvendelse af ligningslovens § 9 D er opfyldte, og at der er lagt vægt på,

at der ikke er tale om en daglig tilstand, og at det er uklart hvor hyppigt behovet opstår.

SKAT synes i sin afgørelse endvidere at ville underkende erklæringen fra lægen uagtet

det klart fremgår af erklæringen, at "min patient lider af ... " og at lægen videre anfører,

at patienten - her menes naturligvis [person3], har behov for egen bil, idet det er nødvendigt

for hende at kunne transportere sig til og fra arbejde i et hurtigt tempo.

SKAT ses endvidere at gøre sig klog på hvilke symptomer der følger af Morbus Chrohm.

Hertil blot at anføre, at praksis netop tillægger erklæringer fra sagkyndige meget væsentlig

betydning idet hverken SKAT, undertegnede, Skatteankestyrelsen eller Landsskatteretten

grundlæggende set besidder de fornødne faglige kompetencer til at kunne vurdere

om [person3] kan benytte offentlig transport eller ej.

Lige så lidt som [person3]s læge kan forholde sig til skatteret, kan SKAT forholde sig til de

diagnoser [person3] lider af, og så meget desto mindre de symptomer, der følger heraf.

Det er således principielt forkert og klart i strid med praksis, når SKAT tilsidesætter erklæringen

fra lægen og i stedet sætter sin egen ''konkrete vurdering" af [person3]s sygdom og symptomer.

Det er netop hele pointen ved at spørge sagkyndige, og netop også derfor deres svar tillægges

så væsentlige betydning, med mindre, der foreligger konkrete, faktuelle omstændigheder,

der underbygger, at den lægefaglige vurdering er forkert.

Dette er ikke tilfældet i nærværende sag, hvor der intet er til støtte for at erklæringen

ikke skal tillægges meget betydelig vægt for sagens afgørelse, hvorfor [person3] skal have

medhold i klagen.

(...)”.

Repræsentanten har yderligere udtalt:

”(...)

Jeg har modtaget SKATs udtalelse, som jeg har noteret mig indholdet af.

Jeg står i den forbindelse uforstående overfor, at SKAT anfører, at [person3]s læge ikke beskriver,

det som undertegnede anfører.

[person3]s læge skriver direkte, jf. sagens bilag 2, at

”Patienten har brug for ved pludselig forværring i disse sygdomme at kunne transportere

sig til og fra arbejde i et hurtigt tempo, og det er derfor nødvendigt for hende med

egen bil, da offentlig transport ville tage for langt tid.”[min understregning]

Det er helt åbenlyst, at det er [person3] lægen henviser til i dette afsnit, og ikke blot en generel

betragtning, og jeg har herefter meget vanskeligt ved at se, at lægens udtalelse ikke skulle

beskrive det, som jeg anfører: at [person3] ikke kan anvende offentlig transport, i og med, at

det ordret er lægens konklusion.

(...)”.

Repræsentanten har den 17. januar 2019 fremsendt følgende bemærkninger til sagsfremstillingen:

”Jeg har drøftet det fremsendte forslag med [person3], og det giver os ikke anledning til at

ændre vores opfattelse af sagen.

Det er lidt bekymrende, at Skatteankestyrelsen, som jeg læser forslaget til afgørelse, tilsyneladende

vil underkende [person3]s læges erklæring, og søger at inddrage momenter i sagen,

som efter min opfattelse ikke er relevante for afvejningen efter § 9 D.

Som jeg tidligere har fremhævet skriver lægen direkte jf. sagens bilag 2, at

”Patienten har brug for ved pludselig forværring i disse sygdomme at kunne transportere

sig til og fra arbejde i et hurtigt tempo, og det er derfor nødvendigt for hende med

egen bil, da offentlig transport ville tage for langt tid.”[min understregning]

Det kan dårligt formuleres mere klart, at det er nødvendigt for [person3] at benytte egen bil.

Lægen skriver således ikke, at det er hensigtsmæssigt, at foretrække m.v. – men at det er

nødvendigt. Det skal endvidere anføres, at der ikke foreligger specifikke krav til lægens

erklæring, alene at den er klar og utvetydig i forhold til, at det skal være nødvendigt at

anvende egen bil og ikke blot hensigtsmæssigt m.v.

Det skal i den forbindelse ikke overses at [person3] lider af kroniske sygdomme, og at hendes

tilstand således ikke pludselig forbedres. Det er i øvrigt interessant, at Skatteankestyrelsen

på side 9 andet sidste afsnit både henviser til, at erklæringen ligger efter nogle af de

indkomstår som sagen vedrører, og på den anden side også tillægger det vægt, at der ikke

foreligger en nyere erklæring.

Begge forhold er dog underordnet, da der er tale om kroniske sygdomme, således at [person3]s

tilstand ikke forbedres – og det skal i den forbindelse bemærkes, at Skatteankestyrelsen

netop anerkender, at der er tale om korniske sygdomme.

Dertil kommer, at Skatteankestyrelsen tilsyneladende vil tillægge det vægt, at [person3] ikke

har haft mange sygedage.

Dette anbringende har dog ingen betydning for sagens afgørelse – og er fuldstændig irrelevant

for vurderingen af om [person3] kan tage offentlig transport eller ej.

Det har endvidere ej heller nogen betydning om [person3] er i stand til at passe sit arbejde

uden skånehensyn. Dette synspunkt anførte SKAT på samme vis i TfS 2016,250, uden at

det fandt vej til Landsskatterettens præmisser i sagen.

Det eneste der er relevant er om de kroniske sygdomme gør, at [person3] har godtgjort at hun

som følge af varigt nedsat funktionsevne eller kronisk sygdom har særlige udgifter til

befordring mellem hjem og arbejdsplads – og det har hun.

Som Landsskatteretten anførte i TfS 2016,250 tillægges lægens vurdering væsentlig betydning,

hvilket er en logisk følge af, at vurderingen af om [person3] kan tage offentlig transport

eller ej, alt andet lige fordrer en lægefaglig vurdering, som ingen af de parter der

skal afgøre denne sag reelt set er kvalificeret til at foretage – og det er netop derfor, at

lægens faglige vurdering tillægges så betydelig vægt.

(...)”

Landsskatterettens afgørelse

Det fremgår af ligningslovens § 9 D, at godtgør den skattepligtige, at vedkommende som følge af varigt nedsat funktionsevne eller kronisk sygdom har særlige udgifter til befordring mellem hjem og arbejdsplads, finder reglerne i ligningslovens § 9 C ikke anvendelse. Den skattepligtige kan i stedet fradrage normal befordringsudgift i det omfang, den overstiger 2.000 kr., samt den del af den faktiske befordringsudgift, der overstiger normal befordringsudgift i det pågældende tilfælde.

Normal befordringsudgift opgøres, hvor offentlig befordring kan anvendes, som udgiften til billigste offentlige befordringsmiddel og ellers som udgiften ved brug af eget befordringsmiddel efter kilometertakster, der fastsættes af Skatterådet.

Ud fra sagens oplysninger lægges det til grund, at klageren lider af kronisk sygdom, og det er herefter afgørende, om de særlige udgifter til transport, som klageren har afholdt, kan anses for at være afholdt som følge af sygdommen.

Bestemmelsen i ligningslovens § 9 D må efter forarbejderne forstås således, at afholdelse af udgifterne skal have været nødvendige for at sikre indkomsterhvervelsen, jf. Vestre Landsrets dom af 10. februar 2005 (SKM2005.75.VLD).

Hvorvidt det har været nødvendigt for klageren at afholde de særlige udgifter som følge af sygdommen beror på en retlig vurdering, der foretages på grundlag af samtlige oplysninger, hvor en lægefaglig vurdering tillægges særlig betydning. Det er ikke tilstrækkeligt, at kørslen alene er hensigtsmæssig af hensyn til klagerens privatliv.

Efter en konkret vurdering anses det for godtgjort, at klageren er omfattet af ligningslovens § 9 D for indkomstårene 2015-2017. Der er lagt vægt på, at lægeudtalelsen fra 2016 dokumenterer, at klageren dagligt ikke kunne anvende offentlige transportmidler på grund af sin sygdom. Efter lægens vurdering ses transport i egen bil at være nødvendigt, da offentlig transport ville tage for lang tid.

Landsskatteretten finder det således godtgjort, at det var nødvendigt for klageren at afholde særlige udgifter til transport for at sikre indkomsterhvervelsen.

SKATs afgørelse ændres herefter.