Kendelse af 24-02-2021 - indlagt i TaxCons database den 17-03-2021

Faktiske oplysninger

Sagen drejer sig om, hvorvidt SKAT har været berettiget til at forhøje virksomhedens overskud i indkomstårene 2014 og 2015. Derudover vedrører sagen ligeledes, om SKAT har været berettiget til at nedsætte fradrag for befordringsudgifter med 71.060 kr. for indkomståret 2014.

Det fremgår af CVR-registret, at klageren i perioden 10. oktober 2013 til 31. marts 2015 har drevet enkeltmandsvirksomheden [virksomhed1] v/[person1]. Virksomheden var registeret med CVR. nr. [...1], branchekode 471110 Købmænd og døgnkiosker og bibranche 812900 Andre rengøringsydelser. I perioden 10. oktober 2013 til 4. november 2014 har virksomheden også været registreret med branchekode 532000 Andre post- og kurertjenester.

Virksomheden har i perioden 10. oktober 2013 til 10. april 2014 været registreret med virksomhedsnavnet [person1]. I perioden 11. april 2014 til 4. november 2014 har virksomheden været registreret med virksomhedsnavnet [virksomhed2] v/[person1].

Det fremgår af R75 for indkomstår 2014, at klageren i perioden 1. januar 2014 til 31. december 2014 har været ansat hos [virksomhed3] A/S og i perioden 1. februar 2014 til 31. december 2014 har klageren samtidig været ansat hos [virksomhed4] v/[person2], hvor der til SKAT er indberettet, at klageren har modtaget A-indkomst på henholdsvis 246.544 kr. og 66.910 kr.

Det fremgår af R75 for indkomstår 2015, at klageren i perioden 1. januar 2015 til 14. august 2015 har været ansat hos [virksomhed3] A/S og i perioden 1. januar 2015 til 30. september 2015 har været ansat hos [virksomhed4] v/[person2], hvor der til SKAT er indberettet, at klageren har modtaget A-indkomst på henholdsvis 103.790 kr. og 5.434 kr.

Det fremgår af R75 for indkomstår 2015, at klageren i perioden 8. juni 2015 til 25. oktober 2015 har modtaget dagpenge fra [by1] Kommune og i perioden 26. oktober 2015 til 27. december 2015 har modtaget dagpenge fra [by2] Kommune, hvor der er indberettet A-indkomst på henholdsvis 81.760 kr. og 36.019 kr.

SKAT har den 20. februar 2017 anmodet klageren om materiale for indkomstårene 2014 og 2015 i form af skatteregnskaber, indtægts- og udgiftsbilag, kontospecifikationer, kopi af samtlige bankkontoudtog for bankkonti i [finans1] for perioden 1. januar 2014 og frem til 20. februar 2017 og dokumentation for fratrukket befordring på 71.060 kr. i indkomståret 2014.

SKAT har den 21. marts 2017 rykket klageren for materiale.

SKAT har i perioden 18. april 2017 – 1. september 2017 modtaget dele af bankkontoudtog fra klagerens bankkonti i [finans1].

SKAT har i forbindelse med en gennemgang af klagerens kontoudtog konstateret indsætninger på klagerens bankkonti i 2014 og 2015 på henholdsvis 96.665 kr. og 354.402 kr., der ikke stemte overens med, hvad klageren havde selvangivet for de pågældende år.

Klageren har ikke fremlagt oplysninger eller dokumentation for indsætningerne til SKAT. Klageren er ikke fremkommet med indsigelser til SKATs forslag til afgørelse.

Skattestyrelsen har de 9. november 2020 til Skatteankestyrelsen oplyst, at de ikke har bogføringsmateriale eller dokumentation for vandskade for 2014, som klagerens repræsentant har forklaret, er indsendt i maj 2015 i forbindelse med en udbetalingskontrol. Skattestyrelsen har tillige oplyst, at der den 17. februar 2015 har været kontrolbesøg i virksomheden, og at klageren i den forbindelse har oplyst, at fakturaer ligger hos revisoren.

SKATs afgørelse

SKAT har forhøjet klagerens indkomst med 57.999 kr. som overskud af virksomhed og nedsat befordringsfradrag med 71.060 kr. til 0 kr. for indkomståret 2014.

SKAT har forhøjet klagerens indkomst med 213.242 kr. som overskud af virksomhed for indkomstår 2015.

SKAT har som begrundelse for sin afgørelse anført følgende:

”(...)

SKAT har ved gennemgang af de indhentede bankkontoudtog fra [finans1], konto [...48] og [...46] kunnet konstatere følgende indsætninger i perioden 3. oktober 2014 – 31. december 2015, jævnfør bilag 2.

SKAT anser beløbene, jævnfør punkt 1.4, for omsætning ved selvstændig virksomhed.

Omsætning

SKAT skal påpege, at der ikke er taget højde for kontant betaling i kiosken, som må anses for sandsynligt, når der henses til virksomhedens art.

Driftsudgifter

SKAT kan som udgangspunkt ikke give fradrag for afholdte driftsudgifter i årene 2014 og 2015, da du ikke har dokumenteret disse.

SKAT vil dog godkende et udokumenteret skønnet fradrag på 25 % af den skønnede omsætning, som driftsudgifter, jævnfør statsskattelovens § 6, stk. 1, litra a.

De skønnede udgifter skal dække udgifter til varekøb, husleje, telefon m.v.

Det skønnede nettoresultat for året 2014, 57.999 kr., og året 2015, 213.242 kr. anses for værende personlig skattepligtig indkomst, jævnfør personskattelovens § 3 og statsskattelovens § 4.

[...]

Du har ikke indsendt dokumentation for fratrukne befordringsudgifter på 71.060 kr., hvorved SKAT på det foreliggende grundlag ikke kan godkende fradraget, jævnfør statsskattelovens § 6, stk. 1, litra a/ligningslovens § 9C.

[...]”.

I forbindelse med klagesagens behandling er Skattestyrelsen kommet med følgende bemærkninger:

”[...]

SKAT har i sin afgørelse af den 3. januar 2018, anset, at indsætningerne på [person1]'s bankkonti, konto [...48] og [...46] i [finans1], bilag 2, for omsætning i virksomheden [virksomhed1].

Det oplyses, at [person1] er ophørt med virksomheden den 31. marts 2015 og de nye ejere har anvendt [person1]'s bankkonti efterfølgende, da de nye ejere ikke har kunnet få åbnet en erhvervskonto.

SKAT har anset, at skatteyder [person1] er skattepligtig af indsætningerne, da beløbene er indsat på dennes konti.

Såfremt beskatningen skal overføres til de nye ejere, bedes det dokumenteres/bekræftes af de nye ejere.

Endvidere oplyses det, at skatteyder [person1] har benyttet egen bil ved udførsel af arbejde for [virksomhed3], og har beregnet befordringsfradraget til 71.060 kr. for året 2014.

SKAT har ikke godkendt befordringsfradraget, da vi ikke har modtaget dokumentation for fradraget.

[...]”

Klagerens opfattelse

Klagerens repræsentant har nedlagt påstand om, at overskud af virksomhed for indkomstårene 2014 og 2015 skal nedsættes med 0 kr. for begge år.

For indkomstår 2014 har klagerens repræsentant endvidere nedlagt påstand om, at befordringsfradraget skal fastholdes på 71.600 kr.

Klagerens repræsentant har anført følgende:

”[...]

Klage over afgørelse truffet af SKAT d. 3. januar 2018, vedr. ændring af min klients skatteansættelse og momstilsvar i indkomståret 2014 og 2015.

Klagen er indbragt rettidig, inden 3 måneder fra modtagelsen af den afgørelse, der klages over.

Skatteankestyrelsen har, i forbindelse med den foreløbige klage, modtaget betaling af klageafgiften på 400 kr. til dækning af gebyr ved klagens behandling i overensstemmelse med klagevejledningen.

Indledende bemærkninger

Nærværende klage vedrører SKAT' s afgørelse af 3. januar 2018.

Min klient [person1] har i 2014 og 2015 drevet selvstændig virksomhed, [virksomhed1] CVR nr. [...1]) hvormed der er angivet moms og indkomst i 2014 og 2015.

2014

SKAT har i afgørelse af den 3. januar 2018 opgjort overskud af virksomhed i 2014 for 57.999 kr. og desuden fratrukket angivet befordringsfradrag for 71.060 kr.

Total forhøjelse for 2014 er på 129.059 kr.

Desuden er der en samlet forhøjelse af momsen for 2014 med 44.097 kr.

2015

I 2015 har SKAT forhøjet resultat af virksomheden med 213.242 kr.

Momsen er forhøjet med 15.151 kr. og desuden er der forhøjet en aktieindkomst på 57.475 fra selskabet [virksomhed5] IVS CVR nr. [...2], som ejes af [person1].

Påstande

Første påstand:

Forhøjelse af indkomst:

Virksomhedens repræsentant har principalt fremsat påstand om, at forhøjelsen af indkomst for 2014 og 2015 med forhøjelse af overskud af virksomhed på henholdsvis 57.999 kr. og 213.242 kr. skal nedsættes til 0.

Virksomheden har i maj 2015 i forbindelse med udbetalingskontrol fra SKAT afleveret bogføringsmateriale og dokumentation på vandskade i 2014, som holdte butikken lukket i længere tid.

Virksomheden blev lukket pr. 31.03.2015, da ejeren [person1] kom alvorligt til skade og var derfor ikke i stand til at fortsætte driften af butikken. Efterfølgende har [person1] også fået erstatning for ulykken.

De nye ejere har brugt [person1]·s bankkonto i Q2, Q3 og Q4 2015, som [person1] derefter har hævet kontant og afleveret til de nye ejere.

Begrundelsen var at de nye ejere ikke kunne få åbnet en erhvervskonto. Disse beløb fra Q2, Q3 og Q4 i 2015 er ikke indkomst der vedrører [person1] eller hans virksomhed.

Anden påstand:

Min klient har i forbindelse med en udbetalingskontrol fra SKAT i 2015 afleveret bilag og bogføringsmateriale til SKAT.

Ifølge bogføringen har der været negativ moms for både 2014 og Q1 i 2015.

Derfor skal forhøjelsen af momsen for 2014 på 44.097 kr. og 2015 med 15.151 kr. nedsættes til 0.

Påstand 3:

Min klient har i 2014 og en del af 2015 haft arbejde hos [virksomhed3] A/S, hvor han har brugt egen bil i forbindelse med rengøring hos kunder på daglige basis. Derfor fastholder vi befordringsfradraget på 71.060 kr. Der er IKKE modtaget skattefri kørselsgodtgørelse fra arbejdsgivere, som også kan bekræfte at min klient har brugt egen bil i den omfang der er taget fradrag for kørsel.

Påstand 4:

Forhøjelsen af aktieindkomsten for 2015

Ingen bemærkninger

[...]”.

Landsskatterettens afgørelse

Al indkomst er som udgangspunkt skattepligtig. Det fremgår af statsskattelovens § 4.

Enhver skatteyder skal selvangive sin indkomst, uanset om denne er positiv eller negativ. Skatteforvaltningen kan bestemme, at en skatteyder skal oplyse om formuen ved indkomstårets begyndelse og ved indkomståret udløb samt om størrelsen og arten af ændringer i formuen i indkomståret, herunder om hovedposter i årets privatforbrug. Det følger af skattekontrollovens §§ 1, stk. 1, og 6 B, stk. 1.

Hvis den selvangivelsespligtige ikke har selvangivet fyldestgørende på ansættelsestidspunktet, kan skatteansættelsen foretages skønsmæssigt, jf. skattekontrollovens § 5, stk. 3.

Kravene til regnskabet fremgår af mindstekravsbekendtgørelsen for mindre virksomheder (bekendtgørelse nr. 594 af 12. juni 2006) og bogføringsloven (lovbekendtgørelse nr. 648 af 15. juni 2006)

Udgifter afholdt i årets løb for at erhverve, sikre og vedligeholde indkomsten er fradragsberettigede i henhold til statsskattelovens § 6, stk. 1, litra a. Der skal foreligge en direkte og umiddelbar forbindelse mellem afholdelsen af udgiften og erhvervelsen af indkomsten. Det kræver dels, at udgiftsafholdelsen ligger inden for de naturlige rammer af virksomheden, dels at udgiften ikke kan karakteriseres som en privatudgift, som er indkomstopgørelsen uvedkommende.

Bevisbyrden for afholdelsen og størrelsen af en udgift, og for at udgiften er fradragsberettiget, påhviler som udgangspunkt den skattepligtige. Det følger af Højesterets dom af 19. marts 2004, offentliggjort i SKM2004.162.HR.

Hvis der konstateres en yderligere indtægtskilde, eller det konstateres, at en skatteyder har modtaget indtægter af en vis størrelse, som ikke kan ses at være selvangivet, påhviler det efter omstændighederne skatteyderen at godtgøre, at disse indtægter stammer fra midler, der allerede er beskattet, eller som er undtaget fra beskatning. Der henvises til SKM 2008.905 H.

Tilsidesættelse af regnskab

Klagerens repræsentant har forklaret, at virksomheden i maj 2015 har afleveret bogføringsmateriale og dokumentation for vandskade i 2014 til SKAT i forbindelse med en udbetalingskontrol.

Skattestyrelsen (tidligere SKAT) har oplyst til Skatteankestyrelsen, at det ikke fremgår af deres systemer, at de har modtaget sådant materiale. Skattestyrelsen har derudover oplyst, at de den 17. februar 2015 har været på kontrol i virksomheden, hvor de har fået oplyst at fakturaerne lå hos revisoren.

SKAT har anmodet klageren om at indsende skatteregnskab, indtægts- og udgiftsbilag og samtlige kontospecifikationer for indkomstårene 2014 og 2015. Klageren har ikke fremlagt ovenstående, og det har derfor ikke været muligt at afstemme virksomhedens bogførte omsætning med indsætningerne på bankkontiene. Da klageren ikke har fremsendt det ønskede regnskabsmateriale, finder retten det derfor berettiget, at SKAT har fastsat den skattepligtige omsætning skønsmæssigt.

Klagerens oplysning om, at regnskabsmateriale, herunder kassekladderne, er bortkommet ved vandskade kan ikke føre til andet resultat. Efter bogføringslovens § 10, stk. 1 påhviler det den bogføringspligtige at opbevare regnskabsmaterialet på betryggende vis, og klageren bærer derfor risikoen for materialets bortkomst, jf. f.eks. TfS 1992,449V og TfS 2004,237Ø. Idet klageren ikke kan dokumentere, at kravene til regnskabsgrundlaget er opfyldt, har SKAT været berettiget til at fastsætte indkomsten skønsmæssigt, jf. dagældende skattekontrollov § 3, stk. 4, jf. § 5, stk. 3.

Overskud af virksomhed i indkomstårene 2014 og 2015:

Det fremgår af sagen, at der er konstateret betydelige indsætninger på klagerens bankkonti i indkomstårene 2014 og 2015 på henholdsvis 96.665 kr. og 355.402 kr., der ikke stemmer overens med, hvad klageren har selvangivet for indkomstårene 2014 og 2015.

Retten finder, at SKAT med rette har anset indbetalingerne, der har fundet sted på virksomhedens bankkonti [...46] og [...48] i perioden 1. januar 2014 til 31. december 2015 – hvor klageren hvor klageren har drevet virksomheden [virksomhed1] – for at være omsætning i virksomheden. Der er herved lagt vægt på, at indbetalingerne kontinuerligt i løbet af perioden er overført til bankkontoen.

SKAT har opgjort, at der har været en yderligere skattepligtig omsætning i 2014 og 2015 på henholdsvis 57.999 kr. og 213.424 kr.

Klagerens repræsentant har forklaret, at virksomheden blev lukket den 31. marts 2015, og at de nye ejere har brugt klagerens bankkonto i 2.-4. kvartal 2015, da de ikke kunne få åbnet en bankkonto. Klagerens repræsentant har ligeledes forklaret, at klageren har hævet pengene kontant og afleveret pengene til de nye ejere. Klagerens repræsentant har derfor forklaret, at beløbene fra 2.-4. kvartal 2015 ikke er indkomst, der vedrører klageren eller hans virksomhed.

Denne forklaring er imidlertid ikke understøttet ved objektive konstaterbare forhold eller i form af dokumentation for pengestrømmene, og klageren har derfor ikke dokumenteret eller i tilstrækkelig grad sandsynliggjort, at disse beløb ikke skal beskattes hos klageren. Retten finder det derfor berettiget, at SKAT har anset pengene for at være skattepligtig indkomst for klageren, og beløbene beskattes i henhold til reglerne i statsskattelovens § 4, stk., litra a.

Driftsudgifter:

Klageren har ikke fremlagt dokumentation for, at der har været afholdt udgifter i forbindelse med virksomhedens drift, og klageren er som udgangspunkt ikke berettiget til fradrag for udokumenterede udgifter.

Skattestyrelsen har dog på trods heraf skønnet, at der har været afholdt udgifter, som kan fradrages, jf. statsskattelovens § 6, stk. 1, litra a. Skattestyrelsen har skønnet udgifterne til at udgøre 25 % af den skønnede omsætning og har på det grundlag derfor godkendt et fradrag for indkomstårene 2014 og 2015 på henholdsvis 19.339 kr. og 71.080 kr.

Retten finder, at klageren har afholdt udgifter i forbindelse med at drive kiosken, og retten finder, at det af Skattestyrelsen udøvede skøn er passende, hvorfor retten kan tiltræde Skattestyrelsens skøn.

Befordringsfradrag i indkomstår 2014:

Klagerens repræsentant har forklaret, at klageren har brugt egen bil i forbindelse med rengøring for [virksomhed3], og at klageren ikke har modtaget skattefri kørselsgodtgørelse fra arbejdsgiver.

Skattestyrelsen har nægtet fradrag for befordring efter ligningslovens § 9 C.

Klageren har i 2014 været ansat hos [virksomhed3] A/S og [virksomhed4].

SKAT har anmodet klageren om dokumentation for fratrukken befordring på 71.060 kr. for indkomståret 2014. Klageren har ikke fremlagt dokumentation for befordringen over for SKAT.

Det fremgår ikke direkte af klagen til Skatteankestyrelsen, om klageren ønsker fradrag for erhvervsmæssig kørsel efter ligningslovens § 9 B eller fradrag for befordringsudgifter efter ligningslovens § 9 C.

Der fremgår følgende af ligningslovs § 9 B, stk. 1:

”Følgende udgifter til befordring til og fra en arbejdsplads kan fradrages ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst:

Retten har lagt vægt på, at klageren ikke har fremlagt dokumentation for den erhvervsmæssig kørsel i indkomstår 2014. Klageren har ikke oplyst eller dokumenteret, hvor klageren har arbejdet, eller hvor mange arbejdersteder klageren har haft. Derudover har klageren heller ikke fremlagt en opgørelse over, hvor klageren har arbejdet de enkelte dage for såvel indkomstårene 2013 og 2014. Det skal her bemærkes, at betingelsen for at 60 dages reglen jf. umiddelbart ovenfor, er opfyldt for indkomståret 2014, alene kan afgøres såfremt klageren dokumenterer, hvilke konkrete arbejdssteder klageren har haft såvel i 2013 som i 2014. Retten finder derfor ikke, at det er dokumenteret eller tilstrækkeligt sandsynliggjort, at klageren har haft erhvervsmæssige kørsel i egen bil, der giver fradrag efter ligningslovens § 9 B.

Der fremgår følgende af dagældende ligningslovs § 9 C, stk. 1 og 2:

”Ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst kan fradrag for befordring frem og tilbage mellem sædvanlig bopæl og arbejdsplads foretages med et beløb, som beregnes på grundlag af den normale transportvej ved bilkørsel efter en kilometertakst, der fastsættes af Skatterådet. Ved fastsættelsen af denne takst lægges udgiften til befordring med bil til grund.

Stk. 2. Fradrag kan dog kun foretages for den del af befordringen pr. arbejdsdag, der overstiger 24 kilometer.”

Befordring mellem sædvanlig bopæl og arbejdsplads er i skattemæssig forstand en privat udgift. Men der er i ligningslovens § 9 C etableret adgang til et standardiseret fradrag.

Klageren har ikke oplyst, hvilke arbejdssteder klageren har haft i 2014, og hvor mange dage han har haft befordring mellem hjem og arbejdsplads. Det skal i den forbindelse bemærkes, at klageren i såvel 2013 og i 2014 har været ansat i [virksomhed3] A/S, hvorfor det ikke fremgår, hvilke arbejdssteder klageren konkret har haft.

På dette grundlag finder retten, at det er med rette, at Skattestyrelsen, ikke har godkendt fradrag for befordring mellem hjem og arbejdsplads efter reglerne i ligningslovens § 9 C.

Retten finder derfor, at SKAT har været berettiget til ikke at godkende befordringsfradrag. Landsskatteretten stadfæster Skattestyrelsens afgørelse.