Kendelse af 02-03-2017 - indlagt i TaxCons database den 08-04-2017

SKAT har foretaget modregning i klagerens overskydende skat for indkomståret 2014 med 20.447,00 kr. til dækning af gæld vedrørende opkrævningsrenter til Statens Administration samt renter og gebyr til SKAT Inddrivelse.

Ved genvurdering af sagen i forbindelsen med klagen har SKAT anset en del af renterne og gebyrerne for forældet.

Landsskatteretten stadfæster SKATs afgørelse om modregning til dækning af de krav, som ikke var forældet på modregningstidspunktet.

Faktiske oplysninger

Klageren studerede i perioden fra august 1995 til juni 1998 på [Handelsskole]. Klageren fik udbetalt følgende SU-lån:

April – december 1996Pr. måned 1.846 kr. i alt 16.614 kr.

Januar – december 1997Pr. måned 1.857 kr. i alt 22.284 kr.

Januar – juni 1998Pr. måned 1.907 kr. i alt 11.442 kr.

I alt 50.340 kr.

Der er fremlagt underskrevne gældsbreve for alle tre støtteår. Gældsbrevene er underskrevet henholdsvis den 26. marts 1996, den 19. januar 1997 og den 29. januar 1998.

Statens Administration har sendt kravet mod klageren vedrørende misligholdt SU-lån på 50.340 kr. til inddrivelse hos SKAT. SKAT modtog fordringen til inddrivelse den 2. april 2003. Statens Administration oplyste, at forfaldsdato var den 1. marts 2003.

Klageren udrejste den 20. juni 1998 til Tyskland, uden kendt adresse ifølge CPR-registret. Den 20. december 2011 blev der i CPR registreret adressen [adresse1], [by1], TYSKLAND, DE.

I to breve til SU-styrelsen/Finans Styrelsen af henholdsvis 7. november 1999 og 30. december 1999 oplyste klageren sin adresse til at være [adresse2], [by1]. SKAT modtog kopi af disse breve. I brev af 7. november 1999 står blandt andet:

”Eftersom jeg stadigvaek er under uddannelse, og har vaeret det siden 01.08.1998 (se bilag), beder hermed om udsaettelse af tilbagebetaling af mit SU-laan.”

SKAT sendte breve vedrørende studiegælden til klageren på den oplyste adresse henholdsvis den 15. april 2003, 31. juli 2003, 12. oktober 2004, 13. juni 2007, 28. august 2007 og 20. marts 2009. SKAT har oplyst, at brevene af 31. juli 2003 og 20. marts 2009 er modtaget retur; det er de øvrige breve ikke.

Af SKATs brev til klageren af 13. juni 2007 fremgår blandt andet følgende:

Betaling af studiegæld

Inddrivelsescentret har gennemgået sagen.

Du skylder i dag 76.613,73 kr.

Vi har på grund af gældens størrelse fastsat, at du skal betale 1000 kr. om måneden fra den 1. august 2007.”


Klagerens årsopgørelse for 2014 udviste en overskydende skat på 20.447 kr.

SKATs afgørelse

SKAT har fortaget modregning i klagerens overskydende skat for indkomståret 2014 med 20.447,00 kr. til dækning af følgende gæld:

Gæld

Periode

Gæld til

Beløb

Renter, opkrævning

Renter, opkrævning

Renter, opkrævning

Renter, opkrævning

Renter, opkrævning

Renter, opkrævning

Renter, opkrævning

Renter, opkrævning

Renter, opkrævning

Gebyr, inddrivelse

Inddrivelsesrenter

Gebyr, inddrivelse

Inddrivelsesrenter

Gebyr, inddrivelse

Inddrivelsesrenter

Gebyr, inddrivelse

Inddrivelsesrenter

1/1-31/12 2012

1/1-31/12 2011

1/1-31/12 2010

1/1-31/7 2013

1/1-31/12 2009

1/1-31/12 2008

1/1-31/12 2007

1/1-31/12 2006

1/1-31/12 2005

2/4 2003

1/8 2013-31/7 2014

31/7 2003

1/8 2013-31/3 2015

20/7 2007

1/8 2013-31/3 2015

24/8 2007

1/8 2013-31/3 2015

Statens Administration

Statens Administration

Statens Administration

Statens Administration

Statens Administration

Statens Administration

Statens Administration

Statens Administration

Statens Administration

SKAT Inddrivelsesmyndigheden

SKAT Inddrivelsesmyndigheden

SKAT Inddrivelsesmyndigheden

SKAT Inddrivelsesmyndigheden

SKAT Inddrivelsesmyndigheden

SKAT Inddrivelsesmyndigheden

SKAT Inddrivelsesmyndigheden

SKAT Inddrivelsesmyndigheden

1.498,32 kr.

1.924,29 kr.

1.770,49 kr.

87,58 kr.

2.286,39 kr.

3.894,14 kr.

3.751,01 kr.

3.065,48 kr.

1.934,61 kr.

100,00 kr.

9,67 kr.

50,00 kr.

6,83 kr.

10,00 kr.

1,36 kr.

50,00 kr.

6,83 kr.

Modregnet i alt

20.447,00 kr.

SKAT har delvist fastholdt afgørelsen ved deres genvurdering i forbindelse med klagen til Skatteankestyrelsen. Af SKATs udtalelse fremgår blandt andet følgende:

”[...]

SKAT Inddrivelses afgørelse og begrundelse herfor:

Der henvises til afgørelsen, bilag 2.

Beregning og opgørelse af fordringer samt behandling af indsigelser om fordringen, herunder om kravets eksistens og størrelse, når spørgsmålet ikke vedrører SKAT Inddrivelses administration skal forestås og afklares af fordringshaver eller den, der på vegne af fordringshaveren opkræver fordringen. Det fremgår af § 2, stk. 2 i inddrivelsesloven og styresignal nr. SKM2009.8.SKAT.

SKAT Inddrivelse kan derfor ikke behandle klagers indsigelse om at kravet ikke er korrekt og derfor uberettiget pålagt, og klagen har ikke opsættende virkning for inddrivelse af kravet.

Ved fordringshavers overdragelse af kravet til inddrivelse ved SKAT overtager SKAT samtlige kreditorbeføjelser, herunder retten til modregning jf. § 3, stk. 1 i inddrivelsesloven.

Hovedfordringen Misligholdt SU lån 6 var før den 1.1.2008 omfattet af 20-årig forældelsesfrist jf. dagældende Danske Lov 5-14-4 og efter den 1.1.2008 af 10-årig forældelsesfrist jf. § 5 i nugældende forældelseslov, jf. dog overgangsbestemmelsen i § 30, stk. 1. Renter og gebyrer, som er omfattet af modregningen var før 1.1.2008 omfattet af 5-årig forældelsesfrist jf. tidligere gældende 1908-lov om forældelse af visse fordringer og efter den 1.1.2008 omfattet af 3-årig forældelsesfrist jf. § 3 i nugældende forældelseslov, jf. dog overgangsbestemmelsen i § 30, stk. 1.

Ny vurdering:

SKAT finder, at forældelsen har været afbrudt for hovedfordringen Misligholdt SU lån 6 ved påmindelse af gælden, 76.613,73 kr. ved brev af 13.6.2007, som var sendt og ikke modtaget retur jf. forældelseslovens § 30, stk. 3 og tidligere gældende Danske Lov § 5-14-4. Herefter har kravet ny forældelsesfrist til den 13.6.2017 med mulighed for at afbryde forældelsen inden.

Den modregnede gæld består af renter for perioden 1.1.2005-31.7.2013 vedrørende SU-lånet (opgørelsens gældspost nr. 1-9, bilag 2, side 3) og gebyrer opkrævet i årene 2003 og 2007 med tilhørende renter (opgørelsens gældspost nr. 10-16, bilag 2, side 3). Vi finder, at renter vedrørende SU-lånet tre år før modregningsdatoen den 2.4.2015 og nævnte gebyrer med tilhørende renter er forældet.


Vi finder derfor, at alene modregnede renter vedrørende SU-lånet for perioden 3.4.2012-31.12.2012 og 1.1.-31.7.2013 var retskraftige på modregningsdagen den 2.4.2015, da hovedfordringen var retskraftigt og ikke forældet. Renterne for nævnte perioder fremgår af opgørelsen, bilag 2, side 3, som gældspost nr. 1 og 4 med 1.498,32 kr. for perioden 1.1.-31.12.2012 og 87,58 kr. for perioden 1.1.-31.7.2013, dvs. retskraftige renter udgør 1.117,60 kr. for perioden 3.4.2012-31.12.2012 (1.498,32/366 dage x 273 dage) og 87,58 kr. for perioden 1.1-31.7.2013, i alt 1.205,18 kr.

Modregningen er gennemført efter dansk rets almindelige regler om modregning.

Modregningsbetingelserne er følgende:

1. fordringerne skal være afviklingsmodne
2. retskraftige,
3. der skal være gensidighed mellem kravene
4. kravene skal være udjævnelige

Kravene var forfaldne til betaling og den overskydende skat var til udbetaling.

Kravene var retskraftige og ikke forældet, for så vidt angår ovennævnte renter 1.205,18 kr.

Øvrige modregnede krav findes som nævnt at være forældet, i alt 19.241,82 kr.

Fordringerne var også gensidige, idet klager var kreditor for den overskydende skat som SKAT var debitor for, og SKAT var kreditor for modkravet, hvor klager var debitor. Da der er tale om pengefordringer var kravene ligeledes udjævnelige.

Modregning er sket i overensstemmelse med statens almindelige modregningsadgang. Denne modregningsadgang er fælles for alle statslige myndigheder.


Modregningsbetingelserne er derfor opfyldt på modregningstidspunktet for så vidt angår nævnte ikke forældede renter, 1.205,18 kr.

Klager får således delvis medhold i sin klage.

[...]”

Klagerens opfattelse

Klageren har nedlagt påstand om, at modregningen ophæves, og at beløbet udbetales.

Klageren bestrider gælden og har anført følgende:

”Med reference til jeres brev kvittering for klage af 23. april 2015 og gaarsdagens telefonat med jer til samme, kan jeg if. diverse samtaler med forskellige institutioner og efter at vaere blevet sendt lidt I ring I sagen informere yderligere som herefter:

24.04.2015: [person1] @ SU-Styrelsen henviser til Statens Administration, der foreligger ingenting i SU-Styrelsen.

27.04.2015: [person2] @ Statens Administration, SU-Laan, (borger.dk) informerer der er INGEN sag og henviser tilbage til SU-Styrelsen.

27.04.2015: [person2] @ SU-Styrelsen bekraefter der foreligger ingenting og der er ingen sag og henviser til uddannelses-sted, [x1] ([Handelsskole]).

28.04.2015: [navn udeladt] @ [Handelsskole] bekraefter der foreligger ingenting og der er ingen sag, de kan ikke forstaa en saadan modregning af SKAT.

Eftersom der ikke foreligger gaeld anmoder jeg jf. min klage om omgaaende omstoedning af SKAT´s afgoerelser, samt udbetaling af mine penge.”

Klageren har også gjort gældende, at gælden er forældet og har hertil anført følgende:

”...

Jeg har ikke haft hverken adresse eller bopael i Europa fra 2002 til og med 04/2011 og afviser ethvert kendskab til fremsendte korrespondencer af aarene 2003 og frem ang. et evtl. Forfaldent studielaan, da samme aabenbart er fremsendt til en adresse ikke associeret med mig siden 2001 og dermed har fuldt omfaengligt vaeret udenfor mine muligheder til nogen form for kendskab og med reference af mine indsigelser og supplerende informationer af 08.04.2015, 29.04.2015 og 05.06.2015 gentager jeg hermed fuldt omfaegligt mine indsigelser om modregning og anmoder om omgaaende omstoedning af SKATs afgoerelser og ubetaling af min overskydende skat.

Ioevrigt afviser jeg SKATs udtalelse ikke at have vaeret i kontakt med SKAT som vaerende direkte falsk – jeg var utallige gange i kontakt med SKAT i perioden 12/2011 – 04/2012, samt flere personlige fremmoeder hos SKAT:

09/2013 personlig fremmoede i forbindelse med oprettelse af skattekort
03/2014 personlig fremmoede i forbindelse med selvangivelse for 2013, samt indimellem diverse gange vaeret i telefonisk kontakt med SKAT.

Jeg er paa intet tidspunkt i mine utallige kommunikationer med SKAT siden tilbagevenden til Europa blevet informeret eller henvist til et evtl. forfaldent SU-laan man skulle have paa plads paa fornuftig vis, hvorfor i betragtning ovennaevnte og tidligere fremsendte informationer og dermed forbundne udtoemning af mine muligheder til verificering af samme til at kunne faa saadant bragt iorden, er en modregning uberettiget og SKATs afgoerelser at omstoede fuldt omfaengligt.”

Landsskatterettens afgørelse

Ifølge § 17 i inddrivelsesloven (lovbekendtgørelse nr. 29 af 12. januar 2015 om inddrivelse af gæld til det offentlige) kan klager over restanceinddrivelsesmyndighedens afgørelser om inddrivelse af fordringer m.v., herunder om kravets eksistens og størrelse, når spørgsmålet herom vedrører restanceinddrivelsesmyndighedens administration, indbringes for Landsskatteretten.

For så vidt angår klagerens indsigelser vedrørende eksistensen af SU-lån bemærkes det, at kravet ifølge sagens oplysninger blev overdraget til inddrivelse i SKAT den 2. april 2003. Det forhold, at hverken SU-Styrelsen, Statens Administration eller [Handelsskole] efter det oplyste har kendskab til gælden i 2015, kan ikke tillægges betydning i forhold til gældens eksistens.

§ 30, stk. 1, i lov nr. 522 af 6. juni 2007 om forældelse af fordringer (forældelsesloven), som trådte i kraft den 1. januar 2008, har følgende ordlyd:

”Loven finder anvendelse også på tidligere stiftede fordringer, som ikke inden ikrafttrædelsesdagen er forældet efter de hidtil gældende regler, jf. dog stk. 2 og 4. Forældelse indtræder dog tidligst den 1. januar 2011, medmindre fordringen inden dette tidspunkt ville være forældet såvel efter denne lovs bestemmelser som efter de hidtil gældende bestemmelser. I det sidstnævnte tilfælde anvendes det seneste tidspunkt for forældelsens indtræden.”

Indtil den 1. januar 2008 var spørgsmålet om forældelse af studiegæld reguleret i Danske Lov 5-14-4, da der er udstedt gældsbreve for studiegælden. Efter Danske Lov 5-14-4 gjaldt en forældelsesfrist på 20 år, der blev regnet fra fordringens stiftelse, og som kunne afbrydes ved, at fordringshaveren påmindede skyldneren om gælden.

Gældsbrevene er underskrevet henholdsvis den 26. marts 1996, den 19. januar 1997 og den 29. januar 1998, og forældelsesfristerne regnes fra disse datoer.

Klageren udrejste den 20. juni 1998 til Tyskland uden at oplyse ny adresse i CPR registret. I 1999 oplyste klageren overfor SU-Styrelsen og Finans-Styrelsen sin adresse til at være [adresse2], [by1].

Den 20. december 2011 blev der i CPR registreret adressen [adresse1], [by1], TYSKLAND, DE.

Klageren har under klagesagen oplyst, at han ikke har haft adresse eller bopæl i Europa fra 2002 til og med april 2011.

SKAT sendte breve vedrørende studiegælden til klageren på den oplyste adresse henholdsvis den 15. april 2003, 31. juli 2003, 12. oktober 2004, 13. juni 2007, 28. august 2007 og 20. marts 2009. SKAT har oplyst, at brevene af 31. juli 2003 og 20. marts 2009 er modtaget retur; det er de øvrige breve ikke.

Højesteret har i to kendelser af 15. oktober 2012 (sag nr. 137/2012 og 142/2012) udtalt følgende:

”Sager med bevisførelse om afsendelse og fremkomst af breve hos den enkelte adressat forekommer på mange forskellige retsområder. Når der træffes afgørelse i sådanne sager, må der i overensstemmelse med hidtidige højesteretspraksis tages udgangspunkt i de forhold, der kendetegner det enkelte område.

I denne sag skal der træffes afgørelse om, hvorvidt der er sket afbrydelse af forældelse før den 1. januar 2008, hvor lov nr. 522 af 6. juni 2007 om forældelse af fordringer trådte i kraft. Som følge af overgangsbestemmelsen i forældelseslovens § 30, stk. 3, skal der tages stilling til kravene til beviset for, at en påmindelse med henblik på afbrydelse af forældelse efter DL 5-14-4 er kommet frem til skyldneren.

Forældelse efter DL 5-14-4 afbrydes bl.a. ved enhver henvendelse fra kreditor til skyldneren, der har karakter af et påkrav eller en påmindelse, og påmindelsen får virkning, når den er kommet frem til skyldneren. Det er kreditor, der har bevisbyrden for, at påmindelsen er kommet frem. Kreditor bærer således forsendelsesrisikoen. Der stilles ingen formkrav til kreditors påmindelse, men hvis skyldneren bestrider at have modtaget denne, må der foretages en vurdering af, om kreditor har ført et tilstrækkeligt bevis for afsendelse og fremkomst af påmindelsen.

I denne bedømmelse kan f.eks. indgå kreditors redegørelse for sine rutiner for postafsendelse og modtagelse af returnerede breve, ligesom der kan blive tale om fremlæggelse af kopi af afsendte breve og udskrift af journalnotater. Der kan endvidere vise sig behov for en bevisførelse om mulige svigt eller fejlkilder i forbindelse med postomdelingen hos skyldneren. Ved bevisbedømmelsen vil det indgå, om der er afsendt et eller flere breve. Kan det lægges til grund, at der er afsendt flere breve, vil sandsynligheden for, at ingen af disse breve skulle være kommet frem til skyldneren, være meget beskeden, såfremt der ikke i øvrigt kan påvises omstændigheder, der giver anledning til en anden vurdering. [...]”

SKATs breve til klageren vedrørende studiegælden anses for at være påmindelser om gælden. SKAT har sendt 6 breve i perioden 2003-2009, hvor to breve er kommet retur. Sandsynligheden for, at ingen af de 4 andre breve kom frem til skyldneren, anses for at være meget beskeden.

Brevene er sendt til den adresse, klageren senest har oplyst.

Klageren anses herefter for at være påmindet om gælden, senest i juni og august 2007. Det forhold, at klageren i forbindelse med behandlingen af nærværende sag har oplyst, at han ikke har haft adresse eller bopæl i Europa fra 2002 til og med april 2011, kan ikke føre til et andet resultat.

Efter Danske Lov 5-14-4 ville studiegælden derfor tidligst forælde i 2027. Studiegælden var derfor ikke forældet efter Danske Lov 5-14-4 inden ikrafttrædelsen af forældelsesloven. Forældelsesloven finder derfor anvendelse, og forældelse af studiegælden indtrådte tidligst den 1. januar 2011, jf. forældelseslovens § 30, stk. 1.

Af forældelseslovens § 2, stk. 1, § 3, stk. 1, § 5, stk. 1, nr. 3, § 19, stk. 1 og § 30, stk. 3, fremgår følgende:

§ 2. Forældelsesfristerne regnes fra det tidligste tidspunkt, til hvilket fordringshaveren kunne kræve at få fordringen opfyldt, medmindre andet følger af andre bestemmelser.

§ 3. Forældelsesfristen er 3 år, medmindre andet følger af andre bestemmelser.

§ 5. Forældelsesfristen er 10 år,

(...)

3) når fordringens eksistens og størrelse er anerkendt skriftligt eller fastslået ved forlig, dom, betalingskrav påtegnet af fogedretten eller anden bindende afgørelse.

§ 19. Når forældelsen afbrydes, løber fra det i stk. 2-6 fastsatte tidspunkt en ny forældelsesfrist, hvis længde bestemmes efter reglerne i denne lov.

§ 30. (...)

Stk. 3. Afbrydelse af forældelse, der har fundet sted før lovens ikrafttræden, har virkning som afbrydelse efter denne lov, selv om den ikke er sket på den i loven foreskrevne måde.”

Forældelsesfristen for studiegælden er efter forældelsesloven 10 år.

De forældelsesafbrydende skridt, som SKAT har foretaget forud for forældelseslovens ikrafttræden den 1. januar 2008, har også virkning som forældelsesafbrydende skridt efter forældelsesloven, jf. § 30, stk. 3.

Forældelsen blev afbrudt ved SKATs påmindelse om gælden i 2007. Studiegælden forælder herefter tidligt i 2017.

For så vidt angår spørgsmålet om forældelse af de påløbne renter på studiegælden og gebyrer var dette indtil den 1. januar 2008 reguleret i 1908-loven, jf. 1908-lovens § 1, nr. 2. Efter 1908-lovens § 1 gjaldt en forældelsesfrist på 5 år, og efter 1908-lovens § 2, 2. punktum, gik fordringen fortabt, medmindre fordringshaveren inden fristens udløb enten erhvervede skyldnerens erkendelse af gælden eller foretog retslige skridt mod ham og uden ufornødent ophold forfulgte disse til erhvervelse af forlig, dom eller anden retsafgørelse.

Efter forældelseslovens § 3 er forældelsesfristen 3 år.

I overensstemmelse med SKATs udtalelse anses renter og gebyr vedrørende SU-lånet tre år før modregningstidspunktet for forældet.

Det fremgår af Højesterets dom, som er offentliggjort i Ugeskrift for Retsvæsen 1955, side 14, at det ikke er en betingelse for at foretage modregning, at modfordringen, dvs. modregnerens krav, er erkendt af debitor.

Selv om klageren således bestrider kravet, hindrer det ikke, at der kan foretages modregning i hans overskydende skat for indkomståret 2014.

Det afgørende for, om modregningen er sket med rette, er de almindelige modregningsbetingelser. Modregning kan derfor kun gennemføres, hvis fordringerne er afviklingsmodne, retskraftige, der er gensidighed mellem kravene, og at de er udjævnelige.

Der er intet grundlag for at antage, at de opregnede betingelser ikke alle var opfyldt, for så vidt angår den del af modregningen, som SKAT har fastholdt.

Landsskatteretten stadfæster herefter SKATs afgørelse om modregning til dækning af de krav, som ikke var forældet på modregningstidspunktet.