Kendelse af 14-04-2016 - indlagt i TaxCons database den 22-05-2016

Indkomstårene 2010, 2011 og 2012

SKAT har ikke givet tilladelse til tilbagefordeling af erstatning for tabt arbejdsfortjeneste til de indkomstår, som erstatningen vedrører.

Landsskatteretten stadfæster SKATs afgørelse.

Faktiske oplysninger

SKAT har afslået at tilbagefordele en erstatning til indkomstårene 2010, 2011 og 2012.

På grund af en fejloperation modtog klageren i 2012 erstatning for tabt arbejdsfortjeneste efter erstatningsansvarslovens § 2. Hun modtog i alt 269.160 kr. dækkende perioden 15. marts 2010 til 26. august 2012.

De 269.160 kr. er beskattet i 2012, hvor hun erhvervede ret til erstatningen.

Den 3. april 2014 rettede klageren henvendelse til SKAT med anmodning om at få erstatningen tilbagefordelt til de indkomstår den vedrørte.

SKATs afgørelse

SKAT har afslået tilbagefordeling af erstatning.

SKAT har som begrundelse for afgørelsen anført

"...

SKATs afgørelse

SKAT tilbagefordeler ikke den i 2012 udbetalte erstatning til årene 2010 - 2012 fordi din anmodning herom er modtaget for sent. Se nærmere begrundelse nedenfor.

Begrundelse

Din indkomst skal som udgangspunkt beskattes på det tidspunkt, hvor du har erhvervet endelig ret til indkomsten. Se Den juridiske vejledning afsnit C.A.1.2.1.

Efter administrativ praksis, kan der dog efter anmodning gives tilladelse til tilbagefordeling af indkomstskattepligtige indtægter fra det år, hvori indtægterne er retserhvervet, til de år, som de vedrører.

Ifølge Den juridiske vejledning afsnit C.A.3.1.1.2 skal følgende retningslinjer følges:

a) Anmodning om tilbagefordeling skal være indgivet inden udgangen af det kalenderår, der følger efter det indkomstår, hvor udbetaling/endelig retserhvervelse har fundet sted
b) Ansøgeren skal godtgøre, at indtægten vedrører de indkomstår, hvortil den ønskes henført til beskatning. Skattemyndigheden kan dog selv indhente de nødvendige oplysninger ved at henvende sig direkte til ansøgerens arbejdsgiver, sociale myndigheder m.v., hvis det er mere praktisk.
c) Skattemyndighederne må ikke give tilladelse til at udskyde beskatning af en indtægt til et senere indkomstår end det år, hvor indtægten efter gældende regler skal medregnes til den skattepligtige indkomst.
d) Tilbagereguleringen skal være af væsentlig økonomisk betydning for ansøgeren.

Da indkomsten er udbetalt i 2012 og fristen for anmodning om tilbagefordeling udløb den 31. december 2013, er der ikke mulighed for at tillade en tilbagefordeling af den udbetalte indkomst. Det er ikke muligt at dispensere fra denne tidsfrist.

Dine bemærkninger

SKAT har 12. september 2014 modtaget dit brev, hvori du anmoder SKAT om at revurdere forslaget af 26. august 2014. Du henviser til, at du er økonomisk hårdt ramt og det derfor vil have væsentlig økonomisk betydning for dig.

SKATs endelige afgørelse

Du har i dine bemærkninger henvist til, at det vil være af væsentlig økonomisk betydning for dig, at få din erstatning tilbagefordelt til de indkomstår de vedrører. En betingelse for at kunne tilbagefordele den udbetalte erstatning er, at anmodningen er modtaget af SKAT senest ved udgangen af året efter udbetalingsåret/retserhvervelsestidspunktet. Se eventuel ovenstående begrundelse. Dine bemærkninger giver ikke anledning til at træffe en anden afgørelse. SKATs afgørelse er derfor i overensstemmelse med forslaget.

Klagerens opfattelse

Klageren har nedlagt påstand om, at der skal ske tilbagefordeling af indkomst til årene 2010, 2011 og 2012.

Det er til støtte for påstanden anført:

"Jeg fastholder min anmodning om fordeling af indkomst efter det år det rettelig tilhører.

Patienterstatningen har på grund af overordentlig lang sagsbehandlingstid, som også dækker min lange sygehistorie, været Længe om at udbetale min tabte arbejdsfortjeneste.

..."

Landsskatterettens afgørelse

SKAT kan give tilladelse til tilbagefordeling af en indkomstskattepligtig indtægt fra det år, hvor der er erhvervet ret til indtægten til de år, som indtægten vedrører.

Efter praksis er der en række betingelser, der skal være opfyldt, for at SKAT kan imødekomme en anmodning om tilbagefordeling. Betingelserne fremgår af SKATs juridiske vejledning 2015-2, afsnit C.A.3.1.1.2, der kan ses på www.skat.dk. En af betingelserne er, at en anmodning om tilbagefordeling skal være indgivet inden udgangen af det kalenderår, der følger efter det kalenderår, hvor retserhvervelsen har fundet sted. Der kan i den forbindelse henvises til Landsskatterettens afgørelse af 14. september 2010, offentliggjort i SKM2010.795.LSR. Afgørelsen kan ses på www.skat.dk.

Fristen for anmodning om tilbagefordeling af en indkomst, som der er erhvervet ret til i 2012, er udløbet den 31. december 2013. Klagerens anmodning om tilbagefordeling af erstatning for tabt arbejdsfortjeneste er indgivet til SKAT den 3. april 2014.

Da anmodningen er indgivet efter udløbet af fristen, stadfæster Landsskatteretten SKATs afgørelse.